Malstrøm

Hør Bogbidden her
Indtalt specielt til Bogbidder.

Det eneste, de gjorde, var at skifte ét uhyre ud med et andet. I stedet for en drage har de nu en slange. En gigantisk slange, der sover i snævringerne og venter på det rette øjeblik, hvor den kan spile gabet op og sluge nogen.
John Kinsey, far til en dreng, der forsvandt i snævringerne.
Los Angeles Times, 21. juli 1956

Jeg har på fornemmelsen, jeg kun ved én ting i denne verden. Én ting, der er sikker. Og det er, at sandheden ikke frigør os. Ikke at jeg har hørt det sagt, og ikke at jeg har sagt det selv de talløse gange, jeg har siddet i små lokaler og arresthusenes celler og opfordret lurvede mænd til at bekende deres synder for mig. Jeg løj for dem, lurede dem. Sandheden frelser ikke nogen og gør ikke én hel igen. Den hæver os ikke op over den tunge byrde af løgne og hemmeligheder og sår i hjertet. De sandheder, jeg har taget til mig, holder mig som lænker i et mørkt rum, en underverden af genfærd og ofre, der glatte glider om mig som slanger. Det er et sted, hvor sandheden ikke er noget at se eller anskue. Det er et sted, hvor ondskab venter. Hvor den sender sin ånde, hvert eneste åndedrag mod din mund og næse, til du ikke kan slippe fra den. Det er, hvad jeg ved. Det eneste.
Jeg vidste det på vej ind den dag, jeg tog den sag, der ville føre mig til snævringerne. Jeg vidste, at mit livs mission altid vil føre mig til steder, hvor ondt venter, til steder, hvor den sandhed, jeg måtte finde, ville være en hæslig og grufuld ting. Og alligevel drog jeg af sted uden nølen. Alligevel drog jeg af sted uden at være forberedt på det øjeblik, hvor ondskaben ville komme frem fra sin venten. Hvor den ville gribe fat i mig som et dyr og drage mig med ned i det sorte vand.

1
Hun befandt sig i mørke, hun flød på et sort hav med en stjerneløs himmel over sig. Hun kunne intet høre og intet se. Det var et fuldendt, sort øjeblik, men så slog Rachel Walling øjnene op fra drømmen.
Hun så op i loftet. Hun lyttede til vinden udenfor og hørte azaleaens grene kradse på vinduet. Hun vidste ikke, om det var den kradsende lyd eller en anden støj et sted i huset, der havde vækket hende. Så ringede hendes mobiltelefon. Hun blev ikke forskrækket af lyden. Hun rakte roligt ud efter telefonen på natbordet. Hun holdt den til øret og var vågen og årvågen, da hun svarede. Hendes stemme røbede intet om søvnen.
"Agent Rachel Walling," sagde hun.
"Hej, Rachel, det er Cherie Dei."
Rachel var med det samme klar over, det ikke var en opringning fra det lokale reservat. Cherie Dei betød Quantico. Der var gået fire år. Rachel havde ventet.
"Hvor er du henne nu?" spurgte Cherie Dei.
"Hjemme. Hvad havde du regnet med?"
"Jeg ved godt, du har et enormt område at dække, så jeg tænkte, du måske ..."
"Jeg er i Rapid City. Hvad er der?"
Hun svarede efter en lang, tavs tøven.
"Han er dukket op igen. Han er vendt tilbage."
Rachel mærkede en usynlig knytnæve; den ramte hende i brystet og blev der som et tryk. Erindringer og billeder dukkede frem i hendes bevidsthed. Hæslige erindringsbilleder. Hun lukkede øjnene. Cherie Dei behøvede ikke sige noget navn. Rachel vidste, det var Backus. Poeten var vendt tilbage til jordens overflade. Præcis som de havde vidst, han ville gøre. Som en ondartet infektion, der bevæger sig gennem kroppen, men er usynlig udenpå i årevis, til den bryder gennem huden og minder om sin modbydelige tilstedeværelse.
"Lad mig høre."
"For tre dage siden fik vi noget sendt her til Quantico. En postpakke. Der var en ..."
"Tre dage? Har I syltet det i tre dage?"
"Vi har ikke syltet noget som helst. Vi gav det den tid, det skulle have. Pakken var adresseret til dig. I afdelingen for adfærdspsykologi. Postsorteringen kom ned til os med den, og vi fik den gennemlyst og åbnede den. Forsigtigt."
"Hvad var der i den?"
"En GPS-modtager."
Global Positioning System. Koordinater opgivet i længde- og breddegrader. Rachel var stødt på en GPS i forbindelse med en sag året før. En bortførelse ude i Badlands National Park, hvor den forsvundne campist havde afmærket sit spor med en medbragt GPS-modtager. De fandt den i hendes oppakning og fulgte hendes spor tilbage til en lejrplads, hvor hun havde mødt en mand, der var fulgt efter hende. De kom for sent til at redde hende, men de var aldrig kommet derud overhovedet, hvis det ikke havde været for GPS’en.
"Hvad var der på den?"
Rachel satte sig op og svingede benene ud over sengekanten. Hun lagde den frie hånd på maven og lukkede den sammen som en visnende blomst. Hun ventede, og umiddelbart efter fortsatte Cherie Dei. Rachel huskede hende fra engang for længe siden som virkelig grøn i jobbet, som elev og observatør på udrykningsholdet, hvor hun havde fået tildelt Cherie i FBI’s mentorprogram. Her ti år efter havde sagerne – alle sagerne – lagt dybe furer i hendes stemme. Cherie Dei var ikke længere grøn og havde ikke brug for nogen mentor.
"Der var kun én position i hukommelsen på den. I Mojaveørkenen. Lige indenfor i Californien ved grænsen til Nevada. Vi fløj derud i går og opsøgte stedet. Vi har brugt varmesøgere og gassonder, og vi fandt det første lig i går sidst på eftermiddagen."
"Hvem er det?"
"Det ved vi ikke endnu. Det er gammelt. Det har ligget derude længe. Vi er først lige begyndt på det. Det går langsomt med at få det gravet ud."
"Du sagde det første lig ... Hvor mange er der?"
"Da jeg tog derudefra, var vi oppe på fire. Vi mener, der er flere."
"Dødsårsager?"
"Det er for tidligt."
Rachel sad tavs og fordøjede oplysningerne. De første spørgsmål, der krystalliserede sig, var ‘hvorfor der?’ og ‘hvorfor nu?’
"Men jeg ringer ikke bare for at fortælle det til dig," fortsatte Cherie Dei. "Sagen er, at Poeten er vendt tilbage, og vi vil gerne have dig med herover."
Rachel nikkede. Det var indlysende, at hun ville tage af sted.
"Men ...Cherie ...?"
"Ja?"
"Hvorfor tror I, det er ham, der har sendt den pakke?"
"Det er ikke noget, vi tror; vi ved det. Vi fik resultatet for lidt siden af et fingeraftryk på GPS’en. Han har skiftet batterier i den, og vi fandt et tommelfingeraftryk på det ene. Robert Backus. Det er ham. Han er her igen."
Rachel åbnede langsomt den knyttede hånd. Betragtede håndfladen. Hun holdt den så stille som en statue. Den rædsel, hun øjeblikket forinden havde mærket, ændrede sig. Det kunne hun indrømme for sig selv, men ikke for nogen andre. Hun kunne føle energien på vej ud i sine blodbaner igen, og blodet blev en tone rødere. Næsten sort. Hun havde ventet på den opringning. Hun sov hver nat med mobiltelefonen tæt ved øret. Og – jo – det var en del af hendes arbejde. Udkaldene. Men det var denne opringning, hun som den eneste virkelig havde ventet på.
"Man kan navngive de koordinatpunkter, man lægger i hukommelsen," sagde Cherie Dei og brød tavsheden. "På GPS’en. Op til tolv bogstaver og mellemrum. Han har benævnt stedet derude ‘Hello Rachel’. Det passer lige. Jeg går ud fra, han stadig har noget til dig. Det er, som om han kalder dig derud ... at han har en pan af en slags."
Rachel kaldte et billede frem af en mand, der faldt baglæns gennem glas og ud i mørke. Som forsvandt i det mørke intet dernede.
"Jeg er på vej," sagde hun.
"Vi kører det fra afdelingen i Las Vegas. Det er lettere at holde det under dække derfra. Du skal bare være forsigtig, ikke? Vi ved jo ikke, hvad han er ude på. Så pas på ryggen."
"Det skal jeg nok. Det gør jeg altid."
"Ring mig op, når du ved noget nærmere, så kommer jeg og henter dig."
"Det gør jeg," gentog hun.
Så trykkede hun på tasten og afbrød samtalen. Hun tændte lampen på natbordet. Et øjeblik vendte hun tilbage til drømmen, hvor stille det sorte vand var og himlen ovenover. Som sorte spejle vendt mod hinanden. Og hende selv midt imellem, flydende og ikke andet.