Månegrus
Månegrus – kapitel 8
Oktobers himmel lyste blå over hovedbanen. Hvide skyer drev langs tagryggen. Jeg ventede på grønt udenfor Tivoli. Flaget var på halv; et menneske var ikke mere. På vej igennem mylderet stødte min taske mod en skaldet mand. Han skar en grimasse, og jeg undskyldte. Jeg gik mod perron 6 og fandt intercitytoget til Jylland. Ana var i Hyldehytten på Fanø og ventede mig. Langhuset var Anas fødehjem. Et gammelt bindingsværkshus med stråtag og vinduer, der hoppede op og ned. Hyldehegnet stod som en mur rundt om langhuset og værnede mod nysgerrige blikke. Langhuset var delt op i tre store lejligheder. I den midterste lejlighed hang et billede, malet i gyldne farver, med en nøgen kvinde, der skuede ud over havet. Min mor. Jeg strøg mig over maven. Jeg brød mig ikke om langhuset. Luften fik mine lunger til at krympe og gjorde nætterne urolige. Jeg hev efter vejret og mærkede et jag i lænden. Jeg var på vej mod fortiden.
"Jeg ved ikke, hvorfor jeg har beholdt det hus i så mange år. For din skyld, tror jeg. Men du vil jo ikke have det, vel? Så lad os sælge din mors elskede Hyldehytten, når det ikke kan være anderledes", truede Ana i telefonen.
Jeg tav. Jeg orkede ikke skyldfølelsen.
"Jamen, har du da slet ikke en mening?", fortsatte hun.
Hvad skulle jeg mene? Min mor var en skygge; et gyldent billede på væggen. Hun blev ikke mere levende af, at jeg boede i hendes stue.
"Hvorfor vil du ingen minder have? Ikke engang halskæden går du med mere! Din mor gav dig tråden til livet. Hold fast i den. Hun var et stort menneske. Hendes historier ændrede verden", sluttede hun af.
Storheden. Vingesuset fra verdens gang. Hvad skulle jeg bruge det til? Luft og ord. Min mave voksede uanset ramaskriget fra verdens gang. Hvad ragede det mig? En tot svanedun og en barnenumse svævede forbi som skyer på himlen. Hun skrev altid om noget vigtigt for en uoplyst verden – vigtigere end min verden. Og nu sad jeg her alene i verden uden en mormor til mit barn.
Dørene smækkede, og toget kørte af sted med små ryk. Vi skramlede fra side til side, da vi kørte under Dybbølsbro. Der var sporarbejde og arbejdere med knaldorange veste. De ænsede ikke toget. Kupéen var halvfyldt. Oppe foran ved aviserne sad en mand. Hans mobiltelefon ringede. Han tog den, og stemmen gav stød. Jeg rejste mig i et ryk. Det var Torben! Hvad lavede han i mit tog? Jeg gik hen til avisholderen. Tog Politiken og vendte mig mod ham. Min krop stoppede. En fremmed mand sad og skrev på sin PC. Skuffet gik jeg tilbage. Ved siden af min plads sad en kvinde i chador. Hun kikkede undersøgende på min lille topmave. Jeg satte mig og slog op under lederen. Hvor var Torben? Hvorfor gav han ikke lyd fra sig? Jeg sank og kiggede på avisen. Overskriften i lederen overtog min opmærksomhed:
Linselusen
Danmark har engelske tilstande. Spindoktorer styrer den politiske dagsorden. Enhver historie har sin modhistorie. Det hele drejer sig om at være målet for fotografernes linser, koste hvad det koste vil. Jo mere linsetid, jo mere magt. Statsministeren følger sin spindoktor til punkt og prikke. Hvis der ingen politiske resultater er at skrive om, så deltag i en international krig. Det giver linsetid og fjerner presset fra den indenlandske scene. Og skulle folk endelig kritisere Danmarks deltagelse i en krig langt borte, jamen så grav en historie op fra anden verdenskrig og fortæl, at regeringen og dit eget parti var feje, fordi de arbejdede sammen med tyskerne. Den iscenesatte provokation vil altid forarge et par stykker og rydde en forside eller to.
Kvinden i chadoren fumlede med sit tøj inden under chadoren. Store sveddråber piblede ned ved hendes næse. Hun tørrede dem væk med sit ærme og ramte min avis, så den fløj på gulvet. Hun lod som ingenting og kikkede ud ad vinduet. Jeg samlede avisen op og læste videre:
Skulle den historie også kikse, jamen så kald folkeskolelærerne for rundkreds-analfabeter. Hids medierne op og sæt en overfladisk værdidebat i gang. Næste skridt i spindoktorens plan er at sende statsministeren på en tur rundt i det ganske land. Besøg en folkeskole. Forslag til billede: Sæt dig i skrædderstilling til morgensang. Historien får en happy end med statsministeren, der trykker lærerforeningens formand i hånden. Men landet stander i våde. Statsministerens dilemma er, at han gerne vil være populær og samtidig godt kan se, at de reformer, der skal redde Danmark – faktisk hele Europa – vil gøre ham umådelig upopulær. Findes der en vej?
Statsministerens karikatur i skrædderstilling sad og talte op til en skaldet mand:
"Den historie virkede heller ikke. Hvad med kirkeministeren, kan hun ikke lave rav i den?", sagde statsministeren i sin taleboble.
"Joh, det kan jeg sagtens arrangere", sagde den skaldede mand. "Vi kunne få hende til at udtale, at hun heller ikke tror på gud!"
