Men du skal mindes mig
MEN DU SKAL MINDES MIG ... Til Mme Bertha Wasbutzki En spøgelseshistorie? 
af Herman Bang (1885)
Men jeg har aldrig set noget spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle spøge og hvem skulle kunne gå igen? De døde er døde, og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd, og kun Macbeths egen rædsel satte den dræbtes ånd ved gæstebudet.
Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?
En ven tog engang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester, klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsternes – der tog en ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver: “Se,” sagde han. “Det er den, jeg elskede højst.”
En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og pustet ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det.
“Det er den, jeg elskede højst.”
Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte: “Ingen ved,” hviskede han, “hvor højt vi elskede hinanden.”
Spil, I spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe.
Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende ...
Hvad er det, Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af den store Alexander? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et hul i en tønde.
Hvad skal da spøge og hvem skal gå igen?
Og alligevel – er de døde døde? Helt døde? Så helt døde, at de ikke kan for eksempel kalde?
Ja, kan de ikke kalde? Med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno, så nøgen som en gribs, en klo – mod vor rude?
