Menneskehavn
Velkommen til Domarö. Fordrevet Havet gav og havet tog Om havtorn To små mennesker og en stor sten (juli 1984)
Det er et sted du kun kan finde på søkortene hvis du kigger meget grundigt efter. Det ligger nordøst for Stockholm, godt og vel to sømil øst for Refsnäs, i den sydlige del af Roslagen Skærgård, langt indenskærs fra Söderarm og Tjärven.
Du skal fjerne et par øer, skabe tomme vandflader mellem dem for at få øje på Domarö. Så ser du også fyret på Gåvasten og alle de andre landmærker som dukker op i denne historie.
Dukker op, ja. Det var det rette ord. Vi kommer til at bevæge os på et sted som er nyt for mennesket. I årtusinder har det ligget under vand. Men så dukker øerne op, og til øerne kommer menneskene, og med menneskene historierne.
Så begynder vi.
Hvor bølgerne brøler og stormene suser.
Hvor saltvandet sprøjter og brændingen bruser,
dér stiger af havet den egn som er vor.
Den arv som fra fædre til ungdommen går.
Lennart Albinsson – Rådmansö
Hvem flyver i fjederham dertil, hvem stiger
derop af sortblanke vande?
Gunnar ekelöf – tjärven
For tre tusind år siden var Domarö bare en stor, flad sten der stak op af vandet, kronet af en vandreblok isen havde efterladt. En sømil østpå kunne man skimte den runde bakke som senere skulle stige op af havet og få navnet Gåvasten. Derudover ingenting. Der skulle gå yderligere tusind år inden de omkringliggende holme og øer turde stikke hovedet op og påbegynde dannelsen af det arkipelag som nu går under navnet Domarö Skærgård.
På det tidspunkt var havtornen allerede ankommet til Domarö.
Neden for den vandreblok isen havde efterladt, var der opstået en strandlinje.
Der, mellem småstenene, bredte havtornen sig med sine fladtstrygende rødder og fandt næring i rådnende tang, voksede hvor der intet var at vokse i, klamrede sig til stenene. Havtornen. Sejest blandt de seje.
Og havtornen udsendte nye rodskud, krøb frem langs vandkanten og skød til vejrs indtil der lå en metalgrøn bort som et skipperskæg omkring Domarös ubeboede strande. Fugle nappede de orange bær med smag af bitter appelsin og fløj dem til andre øer, spredte havtornens evangelium til nye strande, og i løbet af nogle århundreder sås den grønne bort overalt. Men havtornen gødede jorden for sin egen undergang.
Den muld som blev skabt af havtornens forrådnede blade, var rigere end hvad stenene på stranden kunne tilbyde. Det fik elletræet til at øjne en chance. I havtornens efterladenskaber satte den sine frø og voksede sig stærkere og stærkere. Havtornen tålte hverken den kvælstofholdige jord som elletræet var ophav til, eller skyggen fra dets blade og trak sig længere ned mod vandet.
Med elletræet kom andre, mere næringskrævende plantearter og konkurrerede om pladsen. Havtornen var forvist til en strandlinje som voksede alt for langsomt, en halv meter landhævning i løbet af hundrede år. Selvom havtornen havde født de andre planter, var den blevet fortrængt og blevet en undtagelse.
Så nu står den nede ved vandkanten og venter på bedre tider. Under de smalle, silkegrønne blade gror der torne. Store torne.
De holdt hinanden i hånden.
Han var tretten, og hun var tolv. Hvis nogen af de andre fik øje på dem, ville de dø på stedet. De sneg sig gennem granskoven, opmærksomme på hver en lyd og hver en bevægelse, som om de var ude på en hemmelig mission. Det var de vel på en måde også: de ville snart begynde at komme sammen, men det vidste de ikke endnu.
Klokken var næsten ti om aftenen, men himlen var stadig lys nok til at de kunne se hinandens arme og ben som blege bevægelser hen over tæppet af græs og jord, hvor dagens varme endnu lå tilbage. De turde ikke se på hinandens ansigter. Hvis de gjorde det, ville det være nødvendigt at sige noget, og der fandtes ingen gode ord.
De havde besluttet at de ville gå op til stenen. Et stykke inde ad stien mellem grantræerne var deres hænder kommet til at strejfe hinanden, og en af dem havde grebet fat, og så var det blevet sådan. Nu holdt de hinanden i hånden, og hvis der blev sagt noget, ville det enkle blive svært.
Anders’ hud føltes som om han havde været ude i bagende solskin hele dagen. Den sved og brændte over det hele, og han var svimmel i hovedet som af solstik, bange for at snuble over en rod og bange for at blive svedig i hånden, bange for at det han gjorde, var en overtrædelse på en måde han ikke forstod.
Der var nogle i gruppen som kom sammen. Martin og Malin kom sammen nu. Tidligere havde Malin kommet sammen med Joel. De kunne ligge og kysse hinanden mens alle så på, og Martin sagde at han havde dyrket petting med Malin nede ved bådehusene. Uanset om det var sandt eller ej, så kunne de sige sådan noget, gøre sådan noget. Dels var de et år ældre, og dels så var de kønne. Seje. Det gav dem lov til at gøre en masse ting, og de kunne bruge et andet sprog. Man kunne lige så godt lade være med at forsøge at være med på vognen, det blev kun pinligt. Man skulle sidde og måbe, forsøge at grine på de rigtige steder. Sådan var det bare.
Hverken Anders eller Cecilia var bøvede eller grimme. De var ikke udenfor som Henrik og Björn, eller Hubba og Bubba som de blev kaldt, men de tilhørte heller ikke inderkredsen som udstak spillereglerne og bestemte hvilke interne påfund der var sjove.
At Anders og Cecilia skulle gå og holde hinanden i hånden, var ganske enkelt latterligt. Det vidste de godt. Anders var ikke ret høj og nærmest splejset, hans brune hår var for tyndt til at han kunne have nogen frisure, og han fattede ikke hvordan Martin og Joel gjorde.
Han havde forsøgt at stryge håret tilbage med gelé, men det så åndssvagt ud, og han havde skyllet det ud inden han viste sig for nogen.
Der var noget fladt over Cecilia. Hendes krop var kantet og hendes skuldre brede selvom hun var tynd. Næsten ingen hofter og næsten ingen bryster. Ansigtet så lille ud mellem de brede skuldre.
Hun havde halvlangt, lyst hår og en usædvanlig lille næse prikket af fregner. Når hun havde håret samlet i en hestehale, kunne Anders ikke forestille sig noget kønnere. Hendes blå øjne så altid en smule triste ud, og det kunne Anders godt lide. Hun så ud som om hun vidste besked.
Martin og Joel vidste ikke besked. Malin og Elin vidste ikke besked. De havde følelsen, sagde de rigtige ting og kunne have sandaler på uden at det så fjollet ud. Men de vidste ikke besked. De handlede bare. Sandra læste bøger og var smart, men der var ikke noget i hendes øjne der fortalte at hun vidste besked.
Cecilia vidste besked, og eftersom Anders kunne se det, var det et bevis på at også han vidste besked. De genkendte hinanden. Han kunne ikke beskrive hvad det var de vidste, men et eller andet var det. Noget om livet, hvordan det forholdt sig med alting.
Terrænet blev stejlere da de fortsatte op mod stenen, og grantræerne tyndede ud. Om et øjeblik ville de blive nødt til at give slip på hinandens hænder for at kunne klatre.
Anders skævede til Cecilia. Hun havde en gul- og hvidstribet tshirt på, med en vid halsudskæring som blottede hendes nøgleben. Det var helt utroligt at hun nu i nok fem minutter havde været koblet sammen med ham, haft sin hud mod hans.
Været hans.
Hun havde været hans i fem minutter nu. Snart ville de give slip, gå fra hinanden og blive almindelige mennesker igen. Hvad skulle de så sige?
Anders så ned. Jorden begyndte at blive fuld af sten nu, han var nødt til at se hvor han satte fødderne. Hvert sekund ventede han at Cecilia ville give slip, men hun slap ikke. Han tænkte på om han holdt så hårdt at hun ikke kunne slippe. Det var en pinefuld tanke, så han løsnede grebet en smule. og så gav hun slip.
Han brugte de to minutter det tog at klatre op ad klippeblokken, på at analysere om det var som han havde tænkt, at han havde holdt for hårdt, eller om det at han løsnede grebet, havde fået hende til at tro at han var ved at give slip, og at hun derfor havde sluppet først. Uanset hvad han vidste eller ikke vidste, var han overbevist om at Joel og Martin aldrig havde et problem af den slags. I smug tørrede han hånden af i bukserne. Den var en smule stiv og svedig.
Hans hoved føltes større end normalt da de nåede toppen af stenen, blodet susede i ørerne, og han var sikkert rød i ansigtet. Han stirrede ned på sit bryst, hvor et lille spøgelse tittede frem fra et forbudssymbol. Ghostbusters. det var den t-shirt han var gladest for, og den var blevet vasket så mange gange at spøgelsets konturer var
blevet slørede.
"Hvor er her flot."
Cecilia stod ude ved kanten af stenen og så ud over havet. De befandt sig oven over grantræernes toppe. Langt under dem sås det sommerhusområde hvor næsten alle deres kammerater boede. Ude på havet gled en finlandsfærge fremad, et knippe af lys hen over vandet. Længere væk og længere ude var der andre skærgårde som Anders ikke kendte navnene på.
Han stillede sig så tæt op ad hende som han turde, og sagde: "det her er nok det flotteste der findes," og fortrød i samme øjeblik ordene kom ud af hans mund. Det var noget idiotisk noget at sige, og han forsøgte at mildne det ved at tilføje "hvis man ellers kan lide den slags," men det blev også forkert, og han gik væk fra hende, fulgte stenens kant.
Da han havde gået hele turen rundt, måske tredive meter, og nærmede sig hende igen, sagde hun: "det er da mærkeligt, ikke?
Med stenen her?"
Det havde han et svar på. "Det er en vandreblok. Siger far i al fald."
"Hvad er det?"
Han så ud over havet, fæstede blikket på Gåvasten Fyr og forsøgte at huske hvad hans far havde sagt. Anders slog fejende ud med armen mod omgivelserne. Den gamle by, missionshuset, stormklokken ved siden af købmandsbutikken.
"Altså ... dengang her lå is. Over det hele. I istiden. Dengang førte isen sten med sig. Og da den smeltede, så havnede de sten bare rundt omkring."
"Hvor kom de så fra? Fra begyndelsen?"
Det havde faderen også fortalt, men han kunne ikke huske det. Hvor kunne stenene være kommet fra? Han trak på skuldrene.
"Nordfra, velsagtens. Fra bjergene, fjeldet. Der er der jo ... mange sten."
Cecilia så ud over kanten på vandreblokken. Den var næsten flad på oversiden, men hen ved ti meter høj. Hun sagde: "der må have været meget is."
På det punkt huskede Anders en kendsgerning. Han viste op mod himlen. "En kilometer. Tyk."
Cecilia rynkede på næsen så der gik et stød gennem Anders’ bryst.
"Næh?" sagde hun. "Du tager gas på mig?"
"Det siger min far."
"En kilometer?"
"Ja, og at ... du ved, øerne og det hele, at det ligesom stadig er i gang med at komme op af havet en lille smule hvert år?" Cecilia nikkede. "Det er fordi isen var så tung at den ligesom trykkede det hele ned, og det er stadig i gang med at ... komme op igen. En lille smule hele tiden."
Nu var han i gang. Han huskede. Eftersom Cecilia stadig så interesseret på ham, fortsatte han. Han pegede ud mod Gåvasten.
"For omkring to tusind år siden var der kun vand her. Det eneste som stak op, var fyret dér. Eller klippeskæret, altså. Som fyret står på. Der var jo ikke noget fyr på det tidspunkt. Og denne her sten. Alt andet lå under vand. Dengang."
Han så på sine fødder, sparkede til det tynde lag mos og lav som voksede på stenen. Da han kiggede op, stod Cecilia og lod blikket glide hen over havet, fastlandet, Domarö. Hun lagde hånden over det ene nøgleben som om hun var blevet skræmt, og sagde: "er det sandt?"
"Det tror jeg nok."
Et eller andet forandrede sig inde i Anders’ hoved. Han begyndte at se det samme som hun. Da faderen og han havde været heroppe sommeren før, var ordene bare gået ind som fakta i hans hjerne, og selvom han havde syntes det var spændende, så havde han egentlig aldrig tænkt over det. Set det.
Nu så han. Hvor nyt alting var. Det havde kun været her en kort tid. Deres ø, jorden deres hus lå på, selv de ældgamle bådehuse af liggende tømmer nede ved havnen var kun legoklodser på grundfjeldet.
Det sugede i maven som af svimmelhed, højdeskræk for tidens dyb. Han slog armene omkring sig selv og følte sig pludselig helt alene i verden. Blikket søgte ud mod horisonten og fandt ingen trøst. Den var stum og endeløs.
Så hørte han en lyd til venstre for sig. Åndedrag. Han drejede hovedet og fandt Cecilias ansigt ikke mere end tyve centimeter fra sit eget. Hun så ind i hans øjne. Og trak vejret. Hendes mund var så tæt på hans at han kunne mærke hendes ånde som et varmt pust over læberne, et duftspor af Juicy Fruit i næsen.
Bagefter kunne han ikke fatte det, men det var sådan det havde været: han havde ikke tøvet. Han havde bøjet sig frem og kysset hende uden at tænke på om og hvordan. Han havde bare gjort det. Hendes læber var spændte og lidt hårde. Med samme ufattelige beslutsomhed pressede han tungen ind mellem dem. Hendes tunge
kom frem og mødte hans. Den var varm og blød, og han slikkede
hen over den. Det var en helt ny oplevelse: at slikke på noget der var det samme som det der slikkede. Det var ikke lige præcis sådan han tænkte, men han tænkte noget lignende, og i det øjeblik blev alting usikkert og mærkeligt, og han vidste ikke hvordan han skulle gøre.
Han slikkede lidt mere på hendes tunge, og en del af ham nød det og syntes at det var fantastisk, mens en anden del tænkte: Er det sådan her man gør? Er det sådan her man fortsætter? Det kunne det ikke være, og han anede at det var her man gik over til petting. Men selvom hans tissemand var ved at blive stiv når hans tunge gled hen over hendes, så var der ingen mulighed for, det var fuldstændig udelukket, at han skulle begynde at ... røre ved hende på den måde. Det var fuldstændig udelukket. Han kunne ikke, han vidste ikke og ... nej, han ville ikke engang.
Optaget af den slags tanker var han holdt op med at bevæge sin tunge uden at lægge mærke til det. Nu var det hende der slikkede hen over hans. Han tog imod det med taknemlighed, nydelsen steg en smule, tvivlen lagde sig. Da hun trak sin tunge tilbage og kyssede ham almindeligt en enkelt gang inden deres ansigter skiltes, konstaterede han at: Det gik jo godt.
Han havde kysset en pige for første gang, og det var gået godt. Ansigtet blussede, og benene føltes svage, men det havde fungeret.
Han skævede til hende, og hun så ud til at mene det samme. Da han så at hun smilede lidt, smilede han også. Hun så det og smilede mere.
Et sekund så de ind i hinandens øjne og smilede begge to. Så blev det for meget, og de vendte begge blikket ud over havet igen. Anders syntes ikke længere at det så spor skræmmende ud, forstod ikke hvordan han havde kunnet synes sådan.
