Midt i en Jazztid
1. KAPITEL Naar han kom i Seng, kunde han stadig høre dem inde ved Bordet. Saa gik de, og Pigen begyndte at tage ud, først Tallerknerne, Knivene og Gaflerne samlet sammen paa en Bakke, han kunde kende alle Lydene. Saa Glas og Fade, og saa kom hun igen og gik rundt, uden at man hørte andet. Det var Dugen. Saa blev Stolene sat paa Plads og derpaa Stilhed.
Peter Hasvig huskede fra sin yngste Barndom, at han engang havde tabt et Stykke Mad med Honning, som faldt saadan, at Honningsiden vendte opad. Det var hændt i Spisestuen, efter at Pigen, da Aftensbordet trak lidt længe ud, havde taget ham, den store Dreng, med samt det sidste Stykke af hans Honningmad paa Armen for at bære ham i Seng. Saa var det faldet - og med Honningsiden opad!
Hele Familien deltog muntert, først i hans store forundrede Øjne, saa i hans Frydeskrig.
- Hvilket Under! Honningsiden frelst! Næh!
For hans korte Erfaring stod det som noget usandsynligt, naturstridigt, som han her saa med sine egne Øjne, og det prentede sig i hans Barnehjerne, saa han hele sit Liv igennem huskede det med alle Udenomsenkelthederne.
Den luftige gyngende Stilling højt paa Barnepigens Arm. Honningmaden dèr dybt nede. Den tændte Lysekrone over Bordet. De røde tunge Vintergardiner for Vinduerne. Hans Mor og Søskende rundt om Bordet med Ansigterne drejet imod ham og Munden aabnet til begejstrede Hyl. Og længst borte hans Far med Latter om den tyggende Mund og Resten af den varme Ret paa Tallerkenen, medens de andre maatte nøjes med "Mader".
Den Honningmad spiste han i Soveværelset med tavs og mystisk Ærefrygt. Aldrig var noget lignende hændet ham før. - I Virkeligheden hændte det ham heller aldrig siden.
Stille, stille ....
Han stirrede op mod Loftet og kunde ikke skelne det, kun Mørke, der ligesom veg bort og flød rundt. Og hvor han saa vendte sine Øjne, der var saa anstrengt aabne, at det smertede i Laagene, sejlede der Mønstre og Pletter rundt i alt dette flydende og vigende.
Og saa var det saa stille, at han kunde tænke sig alle mulige puslende, uhyggelige Lyde. Han krøb helt ned under den varmende Dyne, sammenbøjet som et Egern, og alle Helvedes fantastiske Rædsler kriblede rundt om Sengen.
Nu kom de, nu kom de. Rundt i Værelset gled de, Mændene i de lange graa Kutter med Hætter med onde gloende Øjenhuller over Hovedet. De boede paa Kirkegaarden, og nogle boede henne i det forladte Hus i den uhyggelige Have, der hvor han kun turde lege i Solskin og sammen med andre.
Og de vilde gribe ham og tage ham med. Og hvis blot en eneste Haand kunde smutte ind under Dynen gennem en Aabning havde de ham. Og han kunde ligge badet i Sved, og hvis han blot lettede det mindste paa Dynen, slap der Luft ind til ham og tog paa ham med kolde Hænder, og saa kunde han pludselig sætte sig op i Sengen, fægte vildt med Armene og skrige i den yderste Rædsel, til hans Søster eller Mor kom ind og beroligede ham.
Aa, den Søster eller Mor, - saa!
At holde dem i Haanden og kunne strække den anstrengte Krop ud under Dynen uden at være bange for de kolde Steder, at lade Lettelsens vederkvægende Suk gennemstrømme sig og mærke et trøstende Lommetørklæde køre løs i det vaade Ansigt uden smaaligt Hensyn til, om det lavede "Medgang" eller "Modgang" paa Næsen og saa sove ind i Løbet af 30 Sekunder og ikke mærke, at Haanden listede sig ud mellem Fingrene.
