Offer
Liget havde jeg ingen problemer med. Det var omstændighederne, der slog mig ud.
Vi, der arbejder med menneskekroppens skrøbeligheder, accepterer det som en del af jobbet, at vi undervejs får et stadigt stigende kendskab til døden. De fleste mennesker synes, der er et element af mystik forbundet med sjælens bortgang fra sit jordiske hylster af knogler, muskler, fedt og sener. For os bliver dødens og råddenskabens fremmarch gradvist, men uundgåeligt mere afklaret, startende med den grundlæggende anatomiundervisning og det første glimt af menneskelige legemer dækket af hvide lagner og anbragt i et rum, der skinner af koldt stål.
I årenes løb har jeg observeret døden, dissekeret døden, lugtet døden, prikket til døden, vejet og undersøgt døden, til tider sågar hørt døden (den bløde, hviskende lyd et lig kan lave, når kropsvæskerne lægger sig til rette) oftere, end jeg har tal på. Og jeg har vænnet mig fuldstændig til døden. Jeg havde bare aldrig ventet, at den pludselig ville springe frem og råbe: "Bøh!"
En eller anden spurgte mig engang ved en pubfrokost, hvor man diskuterede kvaliteten af diverse tv-krimier, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg en dag fandt et rigtigt, levende lig. Jeg havde forstået præcis, hvad han mente, og han havde smilet, allerede mens de fjogede ord forlod hans læber. Jeg havde fortalt ham, at jeg ikke vidste det. Men jeg har af og til tænkt over det. Hvad ville jeg gøre, hvis Kadaver-Joe pludselig dukkede frem og forskrækkede mig? Ville den professionelle distance træde ind og få mig til at tjekke de grundlæggende omstændigheder, ville jeg mentalt notere mig forholdene og omgivelserne – eller ville jeg skrige højt og løbe væk?
Og så kom dagen, hvor det skete.
Det var lige begyndt at regne, da jeg satte mig ind i den minigravemaskine, jeg havde lejet samme morgen. Dråberne var bløde, næsten behagelige, men den mørke sky over mit hoved sagde mig, at der var mere i vente end blot en let forårsregn. Det var godt nok tidligt i maj, men så langt nordpå var tunge regnskyl stadig en daglig begivenhed. Det slog mig, at det kunne være farligt at grave i sådan et vådt vejr, men jeg startede motoren alligevel.
Jamie lå på siden omtrent 20 meter oppe ad bakken. Hans højre forben og bagben hvilede på jorden. De to venstreben stak ud fra kroppen med hovene svævende 30 centimeter over græsset. Hvis han havde sovet, ville kropsstillingen have været komisk; i døden var den grotesk. En sværm af fluer summede over hans hoved og anus. Forrådnelsen begynder, så snart døden sætter ind, og jeg vidste, at den allerede var ved at tage fart inde i Jamie. Usynlige bakterier var ved at æde hans indre organer op. Fluer var ved at lægge deres æg, og i løbet af nogle få timer ville miderne være udklækket og begyndt at bane sig vej gennem hans kød. For at gøre ondt værre sad der en skade på gærdet ved siden af og så skiftevis på Jamie og mig.
Den forbandede fugl er ude efter hans øjne, tænkte jeg, hans smukke, følsomme, brune øjne. Jeg var ikke sikker på, at jeg selv kunne begrave Jamie, men jeg kunne umuligt bare se til, mens skader og mider forvandlede min bedste ven til fastfood.
Jeg anbragte min højre hånd om gashåndtaget og trak det bagud for at speede motoren op. Jeg mærkede trykluftmekanismen gå i gang og skubbede begge ratstænger fremad. Gravemaskinen rykkede frem og bevægede sig op ad skrænten.
Da jeg nåede den stejlere del af skråningen, foretog jeg en beregning. Jamie var en temmelig stor hest – halvanden meter høj – med en lang ryg. Jeg ville være nødt til at grave et hul på to gange to meter ind i skråningen. Det var en stor mængde jord, forholdene var langt fra ideelle, og jeg var ikke nogen gravemaskineekspert; efter 20 minutters instruktion havde udlejningsfirmaet overladt resten til mig selv. Duncan ville være hjemme om et døgn, og jeg tænkte på, om det måske ikke alligevel var bedst at vente. Skaden ovre på gærdet smiskede og lavede nogle overlegne små skridt til siden. Jeg bed tænderne sammen og skubbede ratstængerne frem igen.
I indhegningen til højre for mig stod Charles og Henry og så på mig med smukke, bedrøvede ansigter hængende i luften over hegnet. Nogle mennesker påstår, at heste er dumme. Tro dem ikke! Disse dyr har sjæl, og de to derovre tog del i min smerte, mens gravemaskinen og jeg trillede op i retning af Jamie.
Efter at have kørt to meter standsede jeg og sprang ned.
Nogle af fluerne var så venlige at trække sig tilbage på respektfuld afstand, mens jeg satte mig på knæ ved siden af Jamie og strøg med hånden over hans sorte manke. Ti år tidligere, da han havde været en ung hest, og jeg var afdelingslæge ved St. Mary's Hospital, havde mit livs store kærlighed – eller rettere: den person jeg troede var det – slået op med mig. Med hjertet revet itu var jeg kørt ud til mine forældres gård i Wiltshire, hvor Jamie havde stået i stalden. Han stak hovedet ud af båsen, da han hørte bilen komme. Jeg var gået over og havde strøget ham blødt over mulen, hvorefter jeg sænkede mit hoved, så det rørte hans. En halv time senere var mulen helt våd af mine tårer, og han havde ikke rørt sig en tomme. Hvis det havde været fysisk muligt for ham, ville han have givet mig et knus.
Jamie, smukke Jamie, rask som vinden og stærk som en tiger. Hans store, venlige hjerte havde omsider givet op, og det sidste, jeg kunne gøre for ham i denne verden, var at grave et pokkers stort hul.
Jeg satte mig ind i gravemaskinen igen, hævede gravearmen og sænkede skovlen. Da den kom op igen, var den halvt fuld af jord. Ikke dårligt. Jeg svingede gravemaskinen rundt, hældte jorden ud, svingede tilbage og gjorde det samme en gang til. Denne gang var skovlen fuld af kompakt, mørkebrun jord. Da vi først ankom til stedet her, havde Duncan sagt i spøg, at hvis hans nye forretningsprojekt ikke blev en succes, kunne han altid sælge tørv i stedet. Vores ejendom er dækket af den slags ned til en dybde af tre eller fire meter, og det gjorde gravearbejdet svært, selv med en maskine.
Jeg fortsatte med at grave.
