Operation Snehvide
Han smækkede jerndøren i bag kollegaen og låste den. Endnu et skridt nærmere målet. Den plan, som han inderst inde aldrig havde troet på ville lykkes, var lige ved at gøre netop det.
Erkendelsen drejede angstskruen i ham endnu en omgang. Hans hoved kogte af varme, han åndede tungt. Samtidig følte han en barnlig stolthed, hans tekniske løsningsforslag havde indtil nu fungeret sådan, som han havde lovet. Han fi k en ny tanke og tog et skridt frem. Succesen ville betyde en ny mulighed for ham. Et nyt håb.
Kollegaen råbte inde fra maskinrummet. Han havde forstået, hvad der skulle ske, og bønfaldt ham nu om at droppe det hele. Appellerede i hurtig rækkefølge til hans fornuft, ære, samvittighed og kollegialitet. "Det er ikke for sent at vende om!" Hænderne hamrede på indersiden af døren.
Hysteriet ramte en nerve i ham. Han standsede, og tankerne fór endnu en gang ad de samme baner. Hjertet slog hurtigere, end han kunne holde ud. Selvfølgelig var det for sent at vende om, den grænse var for længst overskredet! Han ignorerede råbene, kæmpede sig ned ad gangen og hen til sit skrivebord. Kastede et hurtigt blik på skærmen.
Systemet var forberedt til overførsel, kun den endelige godkendelse manglede. Med rappe fi ngre ændrede han adressaten, bad netbanksystemet om Personlig Adgangskode 1. Sveddråberne løb fra hårgrænsen, kildede ham i øjenkrogen og dryppede ned på tastaturet. Han fi k koden. Hænderne rystede, da han tastede den ind.
Mens han ventede på bekræftelsen, så han sig omkring på sin arbejdsplads for sidste gang. Ti års slitage havde farvet det engang lyseblå gulvtæppe mørkegråt, kontormøblerne var ramponerede og umoderne, men rack’ene med servere, routere, knapper og kabler – alt det var sidste nye modeller. De mørklagte computerskærme overalt i rummet ... Han huskede, at den gamle nationalbankdirektør havde kaldt kontrolrummet for Norges fi nansielle hjertemuskel. Dengang de brugte hulkortmaskiner og telex. Længe før Oliefonden. Musklen var vokset til et kæmpehjerte siden da, mens hans eget hjerte ... Han lagde hånden på brystet og mærkede, hvordan det buldrede. Det kunne svigte når som helst. Han var for gammel til det her. Alt for gammel.
Systemet meddelte, at koden var godkendt. Han fl yttede hen til skrivebordet ved siden af, skubbede paptallerkenen med det tørre stykke kage til side og tastede kollegaens Personlig Adgangskode 2. Ude fra gangen hørte han en fj ern banken. Men råbene var hørt op.
Kode 2 blev også godkendt. Ready for transfer. Han gned hænderne mod hinanden, de var våde af sved. Ja, det ville lykkes. Han trykkede overførslen af sted uden at tøve. Holdt vejret. Ti sekunder senere bekræftede modtageren. Det fungerede.
Han åndede ud, slettede sporene af overførslen og skyndte sig ud. Han så på sit ur, mens elevatoren kørte ned til ham. Nu hastede det. Ud af banken. Ud af Norge. Kæmpehjertet ville aldrig kunne tåle et sådant blodtab. Landet ville aldrig blive det samme.
