Pandekagehuset

Jeg længtes hjem i otte lange år.
I selve søvnen har jeg længslen følt.
Jeg længes hjem. Jeg længes, hvor jeg går
– men ej til mennesker! Jeg savner jorden,
jeg savner stenene, hvor jeg som barn har leget.
VERNER VON HEIDENSTAM

Katrineholm, oktober 1968
   Den brune 1900-talsvilla er statelig, som den står der på toppen af den græsklædte bakke, omgivet af høje fyrretræer. Men de hvide hjørnestolper og de afrundede vinduesrammer giver den en slags eventyrglans, som gør, at den samtidig ser indbydende ud. Om sommeren kaster fyrretræerne blide skygger over børnenes leg rundt om huset, men nu her om efteråret ser de nærmest truende ud, som stramme vagter der skal beskytte børnehaven mod vinterens kulde og andre uønskede gæster. Den første sne ligger som en våd klud over egnen og er endnu ikke smeltet. Der er helt stille, med undtagelse af en hund, som gør et sted langt borte.
   Pludselig slås yderdøren op og børnene myldrer ud; støjende børn i fint, nyt tøj eller gammelt, slidt, store og små børn, tynde og tykke, lyshårede børn, mørke børn med fletninger, fregner, briller eller huer, børn der går, og børn der hopper, børn der råber, og børn der lytter, børn som løber i forvejen, og børn som følger efter.
   Døren smækker i, men går straks efter op igen og ud kommer en lille pige med pelshue og en rød, vatteret vindjakke. Bag ved hende kommer en dreng i mørkeblå vindjakke, halstørklæde og rød-hvid-sort KSK-hue – man skal holde med KSK, i hvert fald i den her del af byen. Børnene taler ikke sammen, men pigen, som hedder Katarina, går med raske skridt ned ad bakken til den store, sorte jernlåge. Ikke uden en vis anstrengelse får hun skubbet lågen tilstrækkeligt op til at kunne smyge sig ud gennem sprækken, inden den atter lukker sig bag hende. Straks efter kommer drengen, som hedder Thomas, og inden han åbner lågen for at klemme sig igennem, standser han op et øjeblik og tager en dyb indånding.
   Da han kommer ud på fortovet, bekræftes hans bange anelser: Alle børnene har samlet sig i en klynge på gadehjørnet over for. Han ser, hvordan Katarina, tilsyneladende uden tøven, skrår over gaden lige ind i vilddyrets gab. Thomas tager en hurtig beslutning, og i stedet for at gå over gaden drejer han til venstre for at gå en omvej hjem. Han har ikke gået mere end et par skridt, før de kaster sig over hende. En af pigerne, den opfindsomme Ann-Kristin, der altid smiler spidst og har et ondskabsfuldt glimt i øjnene, river hendes hue af og kaster den til Hans, kong Hans, under de andre børns opmuntrende tilråb og latter.
   Thomas stopper op og overvejer, om han skal forsøge at hjælpe Katarina, men når ikke at tænke tanken til ende, før de får øje på ham. På signal fra Hans styrter de ivrigste tilbage over gaden og kaster sig over ham. Resten af børnene følger efter som blodtørstige hunde, og tilbage står Katarina, forundret og lettet: Det var alligevel ikke hendes tur denne gang.
   Hun bøjer sig ned og samler sin nu ikke længere så hvide hue op, tager den på alligevel, hvorefter hun også skråer over gaden for at følge skuespillet på nært hold.
   Hvorfra kommer den opfindsomhed? Og det ubrydelige broderskab, som omfatter de enogtyve, måske toogtyve, ud af de treogtyve børn? Og det uudtalte lederskabs indlysende autoritet, når halvdelen af børnene pludselig i entusiastisk enighed er i fuld gang med at binde en skrækslagen lille dreng fast til en lygtepæl med sjippetove og halstørklæder, mens den anden halvdel samler sten til at kaste efter ham?
   Thomas, som er ude at stand til at gøre modstand, ude af stand til at skrige, sidder på den våde, kolde asfalt. Ubevægelig, tavs. Stille ser han på kammeraterne. Nogle kaster sten efter ham, i hovedet, i ansigtet, på kroppen. Nogle prøver at dunke hans hoved mod lygtepælen igen og igen, nogle tjatter efter ham med et tiloversblevet sjippetov. Nogle af børnene står bare og griner, andre hvisker indbyrdes med et nedladende finurligt udtryk i de små ansigter, og nogle står bare og ser udtryksløst på. Der står Katarina; nu må hun godt være sammen med dem – kammeraterne.
   Midt under optrinnet kommer lærerinden selv forbi på fortovet. Hun kaster et hastigt blik på den fastbundne dreng og hans legekammerater og løfter hånden for at vinke farvel til nogle af de nærmeste piger.
   Lige så pludseligt, som de begyndte, er de færdige. I løbet af et halvt minut spredes de og er atter bare almindelige, herlige unger på vej hjem fra børnehave. De går hver sin vej, en og en, eller to og to, måske tre eller fire sammen. Tilbage på fortovet ligger en seksårig dreng med værkende krop og en ubodelig sorg.