Plantagen
Den lukkede skov 1 
Anders Kromann så nervøst i bakspejlet. Land Rover'en løftede et tæppe af dis op bag sig, så han kun lige kunne skimte vognen, der nærmede sig bagfra. Det var en rød firhjulstrækker, og den kørte stærkt. Anders kørte selv kun omkring 50. Han kendte ikke vejen, der snoede sig gennem Gillskov. Det ikke var til at vide, hvad der ventede på den anden side af de mange bakker og skarpe sving. Snart havde han fyren helt oppe i bagsmækken, alt, alt for tæt på.
Anders slap speederen, rullede sideruden ned, stak armen ud af vinduet og gjorde tegn til fyren om at overhale. Firhjulstrækkeren blinkede med lygterne, gassede voldsomt op og brølede forbi med en sky af vandstøv i kølvandet. Det ramte Anders i ansigtet og føltes koldt og beskidt.
“Velkommen på landet,” mumlede han opgivende til sig selv og rullede sideruden op igen. “Her kommer man hinanden ved.”
Langs vejen var skoven tæt. Bøge- og egetræer strakte grenene ind over vejen og dryppede regnvand ned på kørebanen. Så drejede vejen, og skoven blev til granskov, hvor mørket mellem stammerne var næsten totalt.
Anders trådte forsigtigt på bremsen og stoppede bilen ved en næsten tilgroet vej, der førte ind i skoven. Det måtte vel være her. Han kiggede på det håndtegnede kort, han havde liggende på passagersædet.
Han lod blikket følge vejen ind mellem skovens træer. Han kunne se friske hjulspor i den våde jord. Det høje ukrudt mellem hjulsporene var knækket og mast ned. En bil var kørt ind ad jordvejen for nylig. Det måtte være skovløberen, som han havde aftalt at mødes med – han kiggede på uret – for ti minutter siden.
Han satte bilen i gear og drejede ned ad vejen, der viste sig af være hullet og ujævn. Han stoppede et øjeblik for at sætte et pejlepunkt på gps’en, så han altid ville kunne finde tilbage igen, hvis han skulle få brug for det. Han kunne høre det våde ukrudt glide mod undervognen, da han langsomt begyndte at køre videre ind i skoven, og takkede sig selv for, at han havde købt Land Roveren tidligere på sommeren. Han turde ikke tænke på, hvordan han skulle være kommet ned ad denne vej i den Berlingo, han havde haft før.
Jordvejen fulgte en lille, mørk skovsø et stykke, før den drejede ind mellem nogle høje bakker og videre ned i en dal, hvor han krydsede en lille bæk, og så gik det igen stejlt opad. Skoven omkring ham blev mere vild og kaotisk for hver meter. Væltede træer havde fået lov at ligge, hvor de faldt, og underskoven var et uigennemtrængeligt kaos af hyben og vilde brombær.
Og så var han der lige pludselig.
