Plantagen 2 - Intet er som du tror
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog Plantagen 2 Stilheden var til at skære i. Lyden af vogndøren, der gled i, virkede unaturligt høj. Ikke en fugl kvidrede, ikke en bi summede. Gruset knasede under Ebbes fødder, da han gik hen mod hovedbygningen. Lyden var ubehagelig. Støjende. Bygningen havde engang været hvidkalket, men nu var pudset smuldret og revnet flere steder, og det hvide virkede mere gråt end hvidt.
1
Plantagevej. Ebbe kneb øjnene sammen og så på skiltet. Jo, den var god nok. Det måtte være her. Han kastede et blik i bakspejlet, før han tøvende satte Møller-Rasmussens gamle, lyseblå Peugeot 406 i første gear og svingede ned ad jordvejen.
Ebbe var ikke kendt i denne del af skoven, selvom han havde boet i Gillsby fra han var 17 og fik læreplads på byens Peugeotværksted for næsten 20 år siden. Man
kom ikke på disse kanter. At dømme efter den vildtvoksende skov omkring ham, så det ikke en gang ud til, at skovløberen kom her. Ebbe vidste, at de rigtige lokale, dem, der var født i Gillsby af forældre, der var født i Gillsby, de hviskede om dette område.
Vejen snoede sig op over bakker og rundt til højre og venstre, så det næsten føltes, som om han kørte i ring, men måske var det bare en blanding af den tætte, vildtvoksende skov og den hastighed, han sneglede sig af sted med. Kun lige i andet gear.
Det var mandag formiddag og godt lunt allerede. Sensommeren var på sit højeste, september kun lige begyndt. Han rullede vinduet ned og lod armen hænge frit ned langs vognens side. Næste sekund fik han øje på noget mærkeligt og slap speederen. Få meter fremme var underskoven flået op. Det så ud, som om en bil var kørt af vejen og direkte ud i skoven. Der skulle være fart på, før en bil kunne brase gennem den tætte underskov på den måde. Man skulle mindst køre 80–90, gættede han på ... sindssygt på en vej som denne.
Nu kunne han også se hjulspor fra en lastbil i den bløde skovbund.
Ebbe stoppede helt op og slukkede motoren. Skoven var stille omkring ham. Han åbnede døren og steg ud. Kiggede ind i skoven, hvor bilen havde pløjet sig vej gennem buske og småtræer. Nu kunne han se, at der var en stejl skrænt, som bilen åbenbart var kørt ud over.
Han kløede sig i nakken. Sådan set kom det jo ikke ham ved. Han skulle bare aflevere en bil, han havde haft til reparation weekenden over.
Han kunne ikke se nogen bil, da han trådte hen til skrænten og så ned, men der lå glasskår, en pynteliste, et smadret sidespejl, og nogle sorte plasticstykker hist og pist. Selve bilen var der ikke.
Han skubbede solbrillerne op i panden og spyttede på jorden. Han gik ned ad skråningen og samlede sidespejlet op. En Saab. Det forklarede i hvert fald, hvorfor den ikke var blevet kørt ned til hans værksted. Han fyldte lungerne, så sig om i den tætte, dunkle skov, før han smed sidespejlet fra sig og klatrede op ad skrænten igen, sprang ind i Peugeot’en og startede motoren.
Okay, det var et spooky sted, så meget ville han give de lokale og deres snak. Han smilede, rankede lidt op i ryggen, rettede på kedeldragten og gik hen til hoveddøren og bankede på. Hårdt og hurtigt.
Så på uret og rystede på hovedet. Tiden var ved at løbe fra ham. En Boxer Van, der skulle have nyt udstødningsrør, ventede på ham nede på værkstedet, og han havde ærligt talt ikke så meget tid at give af.
Mens han ventede på, at døren skulle blive åbnet, så han igen rundt på skoven omkring huset. Det var ikke et sted, man ville tage familien med på picnic en forårsdag. Træer lå, hvor de var væltet. Krattet voksede tæt og virkede ildevarslende.
Nede for enden af den lange hovedbygning kunne han se en faldefærdig ladebygning og ved den en bunke grus, et par sække mørtel og nogle skovle.
Han bankede på igen. Denne gang hårdere.
Stuevinduet stod åbent. Han gik et par skridt tilbage og så op på vinduerne på førstesalen. Det var ellers noget af en bygning. To etager, højt rødt tegltag. Han kiggede rundt om hjørnet. Lidt nede stod ladebygningens port pivåben. Han kunne se frugtplantagen nede bagved. Højt græs voksede vildt omkring træerne, hvor æbler og pærer hang på grenene.
"Hallo!" råbte han. "DET ER MEKANIKEREN."
Intet svar. Han gik tilbage til bilen, stak en arm ind gennem den åbne siderude, slog tændingen til og trykkede hornet i bund.
Lyden skræmte en fugl op fra underskoven. Så blev alt stille igen.
Nå, manden var her vel et eller andet sted. Han kunne jo ikke komme nogle vegne uden sin bil. Det var derfor, at Ebbe måtte komme ud med den.
Ebbe gik om i baghaven. Der var en terrasse med græs og mælkebøtter mellem fliserne. Et par hvide plaststole, et bord, der passede til, en vandskål til en hund. Men ingen mennesker eller hunde at se. Alle døre og vinduer var lukkede.
"HALLO!" råbte han igen. "ER HER NOGEN?"
Ebbe så på uret. Pis også. Hvis han spildte meget mere tid herude, ville han få svært ved at nå at skifte det udstødningsrør.
Han sparkede til en sten, så den sprang hen over gårdspladsen og slog mod husets væg.
"HALLO!" råbte han igen, men ikke så kraftigt denne gang. Han var ved at miste troen på det.
Han gik rundt om ladebygningen, forbi en gammel, sammenstyrtet hønsegård og en traktor fra 1960’erne, der mere eller mindre var omsluttet af brombærbuske.
Stadig ikke et øje at se.
Måske lå manden på hospitalet. Hvis han havde været med i den Saab, der var kørt galt længere nede ad jordvejen, så var han næppe sluppet uskadt. Han måtte i hvert fald have kendt dem, der havde kørt i Saab’en, for jordvejen førte ikke andre steder hen. De var kommet herfra.
Ebbe luntede tilbage til Peugeot'en, satte sig ind bag rattet og tog fakturaen, som lå på det andet forsæde, mens han fumlede sin mobiltelefon op af kedeldragtens lomme.
Han fandt kundenummeret på fakturaen. De havde i årevis brugt et enkelt system, hvor kundenummeret blev dannet af kundens telefonnummer.
Han klappede mobilen op for at taste nummeret ind, men stoppede midt i bevægelsen og rynkede panden. Intet mobilsignal. Ingen kontakt.
I det samme fangede en bevægelse hans blik. Der. Inde bag det åbne stuevindue. Han kneb øjnene sammen og stirrede ind i mørket bag vinduet. Jo, der var det igen. En skikkelse bevægede sig derinde. Han greb fakturaen og sprang ud af bilen.
Det gamle fjols har sikkert bare taget sig en lur inde på sofaen. Sådan en tunghør gammel én kunne sikkert sove fra et jordskælv, tænkte Ebbe, mens han skyndte sig hen mod hoveddøren for at banke på igen.
