Skaknovelle
I Om bord på den store passagerdamper, der ved midnat skulle afgå fra New York til Buenos Aires, herskede afskedstimens sædvanlige liv og røre. Gæster fra land trængtes og puffedes mellem hinanden for at sige et sidste farvel til deres venner, telegrafbude med kasketterne på sned banede sig vej mellem salonerne, råbende et eller andet navn, kufferter og blomster blev slæbt hid og did, børn løb nysgerrige op og ned ad trapper, mens orkestret uforstyrret akkompagnerede det brogede skuespil på dækket. Jeg stod og talte med en af mine bekendte lidt afsides fra dette virvar på promenadedækket, da vi forstyrredes af to-tre skarpe glimt fra magniumslys ved siden af os -- antagelig var en eller anden prominent person endnu i sidste sekund før afgangen hastigt blevet interviewet og fotograferet af reportere. Min ven så derhen og smilede: "Der har De fået en sjælden fugl om bord, selveste Czentovic." Og da jeg åbenbart må have set temmelig uforstående ud ved denne meddelelse, tilføjede han forklarende: "Mirko Czentovic, verdensmesteren i skak. Han har gennemtrawlet hele Amerika fra øst til vest med sine turneringer og rejser nu ud til nye triumfer i Argentina."
Faktisk huskede jeg nu godt denne unge verdensmester og endda nogle enkeltheder i forbindelse med hans raketagtige karriere; min ven, der var en mere opmærksom avislæser end jeg, kunne supplere dem med en hel række anekdoter. Czentovic havde for cirka et år siden med ét slag placeret sig ved siden af anerkendte stormestre i skakkunsten som Aljechin, Capablanca, Tartakower, Lasker, Bogoljubow. Siden det syvårige vidunderbarn Rzecewskis optræden ved skakturneringen i 1922 i New York havde endnu aldrig en ukendt vakt en sådan opmærksomhed ved at bryde ind i det berømmelige laug. Thi Czentovics intellektuelle egenskaber syntes ingenlunde på forhånd at spå ham en sådan blændende karriere. Snart sivede hemmeligheden ud. Denne skakmester var i sit privatliv ude af stand til at skrive en sætning i noget som helst sprog uden ortografiske fejl, og som en af hans kolleger i sin indædte ærgrelse spottende bemærkede, "hans mangel på dannelse var på alle områder lige universel". Czentovic var søn af en ludfattig sydslavisk donauskipper, hvis lillebitte flodbåd en nat blev sejlet i sænk af en korndamper. Efter sin faders død var den dengang tolvårige dreng af medlidenhed blevet optaget i hjemmet hos præsten i den afsidesliggende landsby, og den gode pater gjorde sig de hæderligste anstrengelser for ved hjemmeundervisning at bøde på, hvad det mutte, dorske, bredpandede barn ikke formåede at lære i landsbyskolen.
Men alle anstrengelser var og blev forgæves. Mirko stirrede hver gang lige fremmed på skrifttegnene, skønt de allerede hundrede gange før var blevet forklaret for ham, selv de simpleste undervisningsemner manglede hans tungt arbejdende hjerne evne til at fastholde. Når han skulle regne, måtte han endnu i fjortenårsalderen tage fingrene til hjælp, og at læse en bog eller en avis betød stadig en overordentlig anstrengelse for den allerede halvvoksne dreng. Ikke at man på nogen måde kunne kalde Mirko uvillig eller genstridig. Han gjorde lydigt, hvad han fik besked på, hentede vand, huggede brænde, arbejdede med i marken, ryddede op i køkkenet og udførte pålideligt, omend med irriterende langsomhed, enhver tjeneste, der blev forlangt af ham. Men hvad der ærgrede den gode præst mest ved denne tværdriver af en dreng, var hans fuldstændige apati. Han gjorde intet uden specielt at være opfordret til det, stillede aldrig et spørgsmål, legede ikke med andre drenge og søgte ikke af sig selv nogen form for beskæftigelse, hvis man ikke udtrykkeligt lagde den til rette for ham. Så snart Mirko var færdig med sine pligter i huset, sad han blot i stuen og gloede med det samme tomme blik, som man kan se hos får på marken, uden at tage ringeste del i, hvad der foregik omkring ham. Mens præsten om aftenen, bakkende på sin lange bondepibe, spillede sine sædvanlige tre skakpartier med gendarmen, sad den blonde, stridhårede bondedreng stum ved siden af dem og gloede tilsyneladende søvnigt og uinteresseret på det kvadrerede bræt.
En vinteraften, mens de to partnere sad fordybet i deres daglige parti skak, hørte man med ét fra landsbygaden de ringlende klokker fra en slæde, der åbenbart nærmede sig med stor hast. En bonde kom hurtigt stampende ind med huen helt overføget af sne. Hans gamle mor lå for døden, sagde han, og præsten måtte endelig skynde sig og bringe hende den sidste olie, inden det var for sent. Uden at tøve fulgte præsten med ham. Gendarmen, som endnu ikke havde tømt sit glas øl, tændte sig en frisk pibe til afsked og belavede sig på at trække de tunge skaftestøvler på, da han lagde mærke til, hvor ufravigeligt Mirkos blik hang ved det påbegyndte parti på skakbrættet.
"Nå, du vil måske spille det til ende?" sagde han spøgende, fuldkommen overbevist om, at den søvnige dreng ikke ville være i stand til at flytte en eneste brik på brættet rigtigt. Drengen så op med et sky øjekast, nikkede så og satte sig på præstens plads. Efter fjorten træk var landbetjenten slået og måtte oven i købet indrømme, at det på ingen måde var et forsætligt skødesløst træk, der var skyld i hans nederlag. Det næste parti fik samme udfald.
"Bileams æsel!" udbrød præsten forbavset ved sin tilbagekomst og forklarede den mindre bibelfaste landbetjent, at et lignende mirakel, hvorved et stumt væsen pludseligt havde fundet visdommens ord, havde tildraget sig allerede for to tusind år siden. Trods det fremrykkede tidspunkt kunne præsten ikke dy sig for at udfordre sin halvt analfabetiske famulus til en tvekamp. Mirko slog også ham med lethed. Han spillede sejt, langsomt, urokkeligt, uden at løfte sin ludende brede pande en eneste gang fra brættet. Men han spillede med uomtvistelig sikkerhed; hverken gendarmen eller præsten var i de følgende dage i stand til at vinde et eneste parti mod ham. Præsten, som bedre end nogen anden var klar over, hvor langt hans elev var tilbage på alle andre områder, blev nu for alvor nysgerrig efter at erfare, hvorvidt denne mærkelige ensidige begavelse kunne holde stand overfor en strengere prøve. Efter at han først havde ladet Mirkos pjuskede blonde hår klippe hos landsbybarberen, for at han kunne være nogenlunde præsentabel, tog han ham med i sin slæde til den lille naboby, hvor han vidste, at der i et hjørne af cafeen på torvet holdt et selskab af fanatiske skakspillere til, som han selv erfaringsmæssigt ikke kunne hamle op med. Det vakte ikke ringe forbavselse hos de tilstedeværende, da præsten skubbede den femtenårige, lysblonde og rødkindede knægt, iført fårepels med hårene indad og tunge, høje skaftestøvler, foran sig ind i restaurationen, hvor drengen blev stående forlegen med sky nedslåede øjne i en krog, indtil man kaldte ham hen til et af skakbordene. I det første parti blev Mirko slået, da han aldrig havde set den såkaldte sicilianske åbning hos den gode præst. I det andet parti opnåede han allerede remis overfor den bedste af spillerne. Fra det tredje og fjerde parti slog han dem alle, den ene efter den anden.
Nu tildrager der sig yderst sjældent ophidsende ting i en lille sydslavisk provinsby; derfor blev naturligvis denne bonde-champions første optræden øjeblikkelig en sensation for de forsamlede honoratiores. Det blev enstemmigt besluttet, at vidunderbarnet ubetinget skulle blive i byen til næste dag, for at man kunne sammenkalde de andre medlemmer af skakklubben og frem for alt underrette skakfanatikeren, den gamle grev Simczic på slottet. Præsten, der så med en helt ny stolthed på sit plejebarn, men dog ikke i sin opdagerglæde ville forsømme sin pligt ved søndagsgudstjenesten, erklærede sig rede til at lade Mirko blive, så man kunne stille ham yderligere på prøve. Den unge Czentovic blev indkvarteret i hotellet på skakklubbens regning og så samme aften for første gang et vandkloset. Den følgende søndag eftermiddag var skakværelset overfyldt. Mirko, der sad ubevægelig fire timer foran skakbrættet, besejrede, uden at sige et ord eller blot at se op, den ene spiller efter den anden; til sidst blev der foreslået et simultanparti. Det tog sin tid, inden man kunne gøre analfabeten begribeligt, at han i et simultanparti skulle kæmpe alene mod de forskellige spillere. Men så snart Mirko havde begrebet denne skik og brug, gik han med sine tunge, knirkende støvler langsomt fra bord til bord og vandt til sidst syv af de otte partier.
Nu begyndte man for alvor at lægge råd op. Skønt den ny champion strengt taget ikke hørte hjemme i byen, var den lokale nationalstolthed dog blevet fyr og flamme. Måske kunne dog endelig den lille by, hvis eksistens på landkortet næppe nogen hidtil havde bemærket, for første gang få æren af at have sendt en berømt mand ud i verden. En agent ved navn Koller, der ellers kun formidlede chansonetter og sangerinder til garnisonens cabaret, erklærede sig parat til at lade det unge menneske fagmæssigt uddanne i skakkunsten hos en udmærket lille mester i Wien, som han kendte, hvis man ville yde det nødvendige tilskud i et år. Grev Simczic, som havde spillet skak dagligt igennem tres år, men aldrig havde mødt så mærkværdig en modstander, tegnede straks beløbet. Med denne dag begyndte skippersønnens forbavsende karriere.
Efter et halvt års forløb beherskede Mirko samtlige skakteknikkens hemmeligheder, rigtignok med et besynderligt forbehold, som senere vakte megen opmærksomhed og spot blandt fagfolk.
