Tidevand af blod
Tidevand af blod
Et tidevand af blod slippes løs
Og al uskyld druknes
W.B. Yeats
The Secon Coming
FØRSTE DEL
1
Det var helt tilfældigt, at Madden-parret var i Brookham den dag.
Tidligere på dagen var de kørt til Reigate for at spise frokost hos nogle bekendte og ville under normale omstændigheder være kørt ad hovedvejen tilbage til Guildford. Men det gode vejr havde fristet dem til at gøre ophold og trave ad en smal ridesti på Colley Hills stejle skrænter op til toppen af North Downs.
Den tur havde de taget så ofte før – udsigten fra bakkekammen var berømmet og med rette – og i over en time havde de spadseret arm i arm i sensommerens solskin, mens de nu og da gjorde holdt for at nyde udsigten ud over denne del af Sydenglands vidder, et kludetæppe af marker, levende hegn og skov, der fortonede sig i den fjerne horisont.
Et land, hvor alt åndede fred anno 1932.
Det blev imidlertid sent på eftermiddagen, før de nåede tilbage til bilen, og hovedvejen viste sig at være tætpakket med langsomtkørende søndagsbilister, der var ude på en lille eftermiddagstur. Da var det, de havde besluttet at køre i en stor bue udenom og tage de stille biveje, der ville være hurtigere.
Under turen havde Madden haft det ene øje på vejen og det andet på himlen, der blev stadig mørkere. I noget tid havde en skyformation været under udvikling ude i vest, og selv om høsten var i hus og høet stakket, ville en haglbyge nu kunne volde stor skade på høsten af de grøntsager, der endnu ikke var færdigtmodnede.
Han var så optaget af at kigge op på himlen gennem forruden, at han meget vel kunne være kørt forbi rækken af små huse uden at lægge mærke til, at der var et eller andet galt, hvis ikke Helen havde rørt ved hans arm.
"John! Se –"
De var på vej gennem en lille landsby kaldet Brookham og havde endnu nogle kilometer hjem. En gruppe mænd havde samlet sig foran et af husene. Nogle havde stillet sig ind i haven, andre stod uden for stakittet. De så ud til at vente i spændt forventning.
Madden standsede bilen.
"Hvad tror du, der kan være sket?" Helen var læge, og hendes første indskydelse var, at man måske havde brug for hendes assistance.
Madden svarede ikke. Optrinet kaldte minder frem. Der hvilede en dyster bekendthed over det, selv om det lå mange år tilbage i tiden.
Netop i det øjeblik blev døren ind til det lille hus åbnet, og en politibetjents uniformerede skikkelse kom ud derindefra. Hjelmen på hans hoved fik ham til at tårne op over mændene foran ham.
"I guder!" gispede Helen forbløffet. "Det er jo Will!"
Will Stackpole var betjent i Highfield, den landsby de selv boede i.
"Hvad i alverden bestiller han her?"
Madden, der ikke havde lyst til at komme med et bud, nøjedes med at ryste på hovedet.
Men han mærkede allerede, at det rislede ham ildevarslende koldt ned ad ryggen.
Will Stackpole fortalte dem, at barnets navn var Alice. Alice Bridger. Hun og en veninde havde kort før middag begivet sig ind mod nabolandsbyen Craydon knap to kilometer derfra ad en sti, der løb langs vejen mellem de to byer.
"Det var meningen, de skulle spise frokost hos en veninde dér og senere alle tre have været til en fødselsdagsfest sammen."
Betjenten havde fået øje på Madden og Helen, da de steg ud af deres bil, og var straks gået fra gruppen af mænd og kommet hen med dybe, bekymrede furer i panden for at tale med dem.
Tilsyneladende var Alice, som netop var blevet tolv, og hendes veninde, en pige ved navn Sally Drake, kun nået halvvejs, da det gik op for Sally, at hun havde glemt den gave, hendes mor havde pakket ind for hende om formiddagen – det var en æske hjemmelavede flødekarameller – og hun var løbet tilbage til Brookham efter den og havde forladt Alice et sted på stien,
hvor den løber langs med et tæt bevokset skovområde, kaldet Capel Wood.
De havde aftalt, at Alice skulle vente på hende der, fortalte Sally senere, men da hun kom tilbage – der var højst gået ti minutter – var veninden sporløst forsvundet. Sally var derefter gået til Craydon i den tro, at hun måtte være fortsat uden hende, blot for at finde ud af, at Alice ikke var ankommet til deres venindes hjem, og at ingen havde set hende.
"Venindens mor ringede til familien Bridger, og Fred gik selv hele vejen til Craydon for at lede efter sin datter," fortalte Stackpole Madden-parret. "Han er mejeribestyrer på en stor gård her i området. Hvorom alt er, så skulle de lige til at ringe til den lokale betjent, da de kom i tanke om, at han var på ferie, så de satte sig i forbindelse meDmig, eftersom jeg er nærmeste politi. Det er tre timer siden."
Mens betjenten talte, begyndte tordenen at buldre i det fjerne. Mændene på den anden side af vejen havde i mellemtiden vendt sig for at iagttage dem, og Helen lagde mærke til, at de havde deres blik rettet mod hendes mand. Før de giftede sig, havde Madden selv været politimand – kommissær i Scotland Yard – og hans navn og ry var kendt af mange i området.
"Det har ikke skortet på frivillige, der ville hjælpe," sagde Stackpole, mens han duppede panden. Nu hvor uvejret var på vej, stod luften stille. "Vi har været oppe og nede ad vejen og både finkæmmet markerne til begge sider samt skoven, men der er ingen spor af pigebarnet. Det eneste, vi fandt, var hendes gave."
"Hendes gave?" spurgte Helen.
"Den gave hun havde med til fødselsdagen. Et par handsker i noget kulørt indpakningspapir. Den lå i en grøft ved stien, ikke så langt fra det sted, hvor den anden pige efterlod hende."
Helen så hen på sin mand. Indtil nu havde Madden ikke givet sin mening til kende. Han havde nøjedes med at lytte. "Hvor er mr. og mrs. Bridger?" spurgte hun.
"Fred deltog i eftersøgningen, men er nu taget tilbage til sin kone. Nogle af kvinderne har holdt hende med selskab. Det er deres hus." Betjenten gjorde tegn bagud. Han tørrede panden igen. Anstrengelserne de sidste tre timer havde sat sine spor.
"Er hendes læge blevet underrettet, Will? Så vidt jeg ved, må Brookham høre under David Rowlands distrikt."
"Han dukkede op for en halv time siden og gav hende et beroligende middel. Herefter bekendtgjorde han, at han ville være at træffe på golfbanen, hvis det blev nødvendigt." Det sitrede ved Stackpoles mundvig.
"Der bliver han ikke ret meget længere," bemærkede Helen, idet lyn glimtede hen over skyerne, der nærmede sig, og blev efterfulgt af endnu et rungende tordenskrald. "Jeg vil personligt tilse hende." Men da hun følte en voksende uro, blev hun stående arm i arm med sin mand, som hun ikke havde lyst til at forlade nu.
"Er der noget, jeg kan gøre, Will?" Det var første gang, Madden tog ordet. Også han var opmærksom på, at han blev betragtet. Han havde allerede nikket til et par af mændene, som han kendte af udseende.
"Tak, sir, men jeg har ringet til Guildford, og de sender forstærkninger. Det ser ud til, at det bliver nødvendigt at udvide eftersøgningen."
"Hvad med opdagere?" Madden var ikke selv opmærksom på sit skulende blik. Det var udtryk for hans bekymring.
"Jeg har sendt en forespørgsel, og man har meddelt mig, der skulle være et par kriminalbetjente på vej." Stackpole skar en grimasse, da han fangede udtrykket i den anden mands blik. "Åh, ja, det her er det værste, man kan komme ud for i det her job, ikke sandt? Der er intet værre, end når et barn meldes savnet. Man kan intet andet stille op end at sende efterlysningen ud til andre stationer og ellers fortsætte sin eftersøgning."
Sin bekymring til trods følte Helen sig lettet over at høre, at der ikke ville blive brug for hendes mand. Hun klemte hans arm. "Jeg går ind og ser, hvordan mrs. Bridger har det," sagde hun, men i det samme fangede noget på den anden side af vejen hendes opmærksomhed, og hun tøvede. Døren i et af de sidste huse for enden af vejen blev åbnet, og en mand med
sandfarvet hår trådte ud. Han så sig ophidset omkring.
"Er det ikke Dick Henshaw?" spurgte hun. "Han og Molly plejede at bo i Highfield. Hun var en af mine patienter."
Stackpole drejede hovedet, og i det samme fik manden øje på ham og kom hen imod dem med raske skridt. "Jo, såmænd er det Dick." Betjenten rynkede panden. "Hvad mon han er ude på?"
Han forlod dem, og de to mænd mødtes på halvvejen. Stackpole, der var et hoved højere end den anden mand, måtte bøje sig ned for at kunne høre, hvad denne sagde. Sådan stod de i hen ved to minutter, mens Madden og hans kone iagttog dem ovre fra deres bil.
Betjenten drejede pludselig rundt og kom marcherende tilbage til dem.
"Det lader til, at jeg alligevel må bede om Deres assistance, sir." Hans tonefald var dæmpet og kontrolleret, da han henvendte sig til Madden, men han lagde ikke skjul på, hvor presserende hans ærinde var.
"Hvad er det, Will? Hvad er der sket?" Helens fingre strammede deres greb om hendes mands arm.
"Det skal jeg fortælle Dem om et øjeblik, miss Helen. Men vil I begge have noget imod at følge med mig nu? Sørg blot for at gå lige så stille. Jeg vil nødig have, dem ovre på den anden side af vejen skal få færten af det her."
De fulgtes med Henshaw ned for enden af den smalle vej, hvor rækken af huse hørte op, derefter drejede de med betjenten i spidsen til højre ad en sti, der førte om til husenes bagside. Så snart de var uden for mændenes synsvidde, standsede Stackpole op.
"Smut hen og sig til Molly, vi er på vej, Dick. Og sørg nu for at gå stille med dørene."
Han ventede, til Henshaw var uden for hørevidde. Men Helen kunne ikke holde sin ængstelse tilbage.
"Hvad er det, Will?" hviskede hun. "Hvad går det her ud på?"
Betjenten rystede frustreret på hovedet. "Det kan jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg ved blot, at en gammel bekendt af Dem i dette øjeblik sidder i Molly Henshaws køkken, og at hans adfærd er højst besynderlig." Han betragtede dem meDet sigende blik. "Det er Topper," sagde han.
Helen løftede øjenbrynene, da hun hørte Toppers navn nævnt. Hun så hen på sin mand. "Jeg vidste ikke, han var tilbage. Vi har ventet ham i flere uger. Jeg var ved at blive bekymret."
"Har han set pigen?" spurgte Madden bydende.
"Det er netop problemet, sir. Jeg ved det ikke …" Stackpole anlagde en dyster mine. "Der er et eller andet med en sko. Det kan Molly fortælle os mere om. Men sagen er, at han er blevet tavs. Hun kan ikke vriste et ord ud af ham. Nu kender vi jo alle gamle Topper. Så snart han bare hører ordet politi, bliver han tavs som en østers. Så jeg tænkte på, om De måske ville forsøge, sir? Se, om De vil kunne få ham i tale."
Imens han ventede på et svar, lød der et nyt tordenskrald, denne gang højere end før, og eftermiddagens lys blev endnu svagere.
"Når nu du beder mig om det, skal jeg gerne gøre et forsøg, Will," sagde Madden lidt efter. Han løDbetænkelig. "Men det er nu ikke den rette, du spørger." Han smilede og så hen på sin kone. "Det er Helen, du skal have fat i. Hvis der er nogen, der kan få ham i tale, er det hende."
2
"Gud være lovet, at du kom, Will." Molly Henshaw var blussende rød i sit buttede, moderlige ansigt af bekymring. Endnu før Stackpole havde nået at løfte klinken på lågen, kom hun til syne i bagdøren med sin mand i baggrunden og skyndte sig hen over den teglstensbelagte gårdsplads til dem. "Jeg kan ikke få gamle Topper til at blive siddende længere. Det er lige før, han stikker af. Dr. Madden …!" Hendes ansigt lyste op, da hun fik øje på Helen, og hun hilste hende med et nik.
"Kære Molly! Hvordan går det? Det her er da noget værre noget." Helen tog hendes hånd. "Har du hilst på min mand?"
Molly Henshaws svar druknede i larmen fra et tordenskrald. Stackpole kiggede ængsteligt op på himlen.
"Skynd dig at fortælle os, hvad det er for noget med den der sko, inden vi går ind, min ven. Gav Topper dig den?"
"Gav mig den?" Hun syntes ikke at forstå spørgsmålet.
"Helt af sig selv?" Det var første gang, Madden tog ordet, og hun stirrede på ham, som om det først var nu, hun lagde mærke hans høje skikkelses bydende væsen.
"Nå, nu er jeg med – ja, sir, det gjorde han." Hun nikkede energisk. "Han bankede på døren – det er vel en halv time siden – og jeg bød ham indenfor. Både Dick og jeg kender jo Topper." Hun nikkede hen mod sin mand, der stod ved siden af. "Han er kommet her på egnen i årevis, især i sommerperioden. Ved forefaldende arbejde i haven plejer han at give en hånd med, men ellers kommer han bare og får et måltid mad og en kop te. Han siger aldrig ret meget. Nogle gange er han tavs som graven. Men han kan godt lide at sidde her sammen med os. Det er vel fordi, han føler sig velkommen."
"Skoen, Molly," sagde Stackpole tilskyndende.
Mrs. Henshaw bed sig i læben. Hun tørrede nervøst hænderne af i sit forklæde. "Så snart jeg åbnede døren, kunne jeg se, der var noget, der plagede ham, men det undrede mig nu ikke med al den ståhej. Jeg lod ham komme ind, og straks satte han sig hen i hjørnet. Så opdagede jeg, at han holdt om noget i sine hænder, og da han stak dem frem mod mig, så jeg, hvad det var …"
"En barnesko?"
Hun nikkede umærkeligt.
"Ved du, om det er Alices?"
"Åh nej, nej, ikke med sikkerhed." Hun gjorde en synkebevægelse. "Men Jenny Bridger købte et par nye til hende forleden dag. Alice kom og viste mig dem. Det var et par sorte, blanke sko med perlemorsknapper på spænderne, præcis ligesom den Topper kom med."
"Men han ville ikke sige, hvor han fandt den henne?"
"Nej, han sagde ikke et ord." Molly Henshaw duppede sine øjne for tårer. "Så jeg gav ham en kop te for at holde ham beskæftiget, mens jeg løb ud for at finde Dick."
"Vi var lige kommet tilbage fra markerne, Will, da jeg fik øje på Molly, som stod og vinkede til mig." Nu tog hendes mand ordet og fortsatte beretningen. "Hun fortalte mig, hvad der var sket, og jeg gik ind for selv at tale med Topper, eller prøvede i det mindste. Men det var nyttesløst. Han var ikke til at få et ord ud af. Så hentede jeg jer." Henshaw så tårer trille ned ad sin kones kinder nu, og han lagde en arm om hendes skuldre. "Så, så,
min egen," sagde han med ru stemme. "Tag det nu roligt."
Stackpole fangede Helens blik med øjne, der skinnede indtrængende.
"Søde Molly, skal vi ikke gå indenfor nu?" Hun klemte den anden kvindes hånd. "Jeg vil gerne selv tale med Topper."
Rummet lå hen i et skyggefuldt halvmørke, for en stråle af trist, gråt lys, der kom ind ad vinduet ude fra baggården, var den eneste form for belysning. Den ramte bordet i køkkenet, hvorpå lå en barnesko, som med sit sortblanke ydre dannede en skarp kontrast til det skurede træs overflade.
Fra sin plads i døråbningen, hvor hun stod og indfangede atmosfæren i rummet, hørte Helen lyden af Stackpoles mumlende stemme. Den kom fra entréen ude foran. Han talte i telefon med Surreys politihovedkvarter, der lå i Guildford. Madden stod bag hende i den smalle åbning og var uden for synsvidde af den forhutlede skikkelse, der sad på en højrygget stol i køkkenets
fjerneste krog. Hun mærkede den beroligende berøring af hans hånd på sin skulder og rakte op og klemte den. Derpå gik hun tværs gennem køkkenet hen til den siddende Topper.
Han så ikke ud til at ænse hende. En midaldrende – eller måske endnu ældre – mand med dybe furer i sine kinder, der var dækket af hvide skægstubbe, sad og sank sammen på stolen med hængende hoved og hænderne slapt foldet på sine knæ. Tilsyneladende tabt for omverdenen. Som så mange andre, der havde truffet den gamle vagabond tidligere, kendte Helen ham kun under navnet Topper, som kom sig af hans hat, et bulet stykke selskabshovedbeklædning med revnet skygge og kun en halv puld, der dog havde noget kækt og særegent over sig takket være en fjer fra en fasanhane i et rødt hattebånd. Han bar hatten på en måde – den sad lige på hovedet og var godt trukket ned – der fik det til at se ud, som om den var groet fast på ham, og han blev sjældent set uden. Han havde en sort lærredsjakke uden på sine stribede bukser og på fødderne tunge støvler, hvis hæle var slidt ned, og som var snøret med en kombination af snor og snørebåndsstumper.
"Hej, Topper," sagde hun i et mildt tonefald.
Lyden af hendes stemme fik ham til at løfte hovedet. Hun trak en stol hen ved siden af ham.
"Hvordan har du det?"
Han svarede ikke, men nøjedes med at trække let på skuldrene.
"Er du sund og rask?"
Han nikkede. Et smil krusede hans læber, og han så genert på hende med et hengivent blik.
"Vi savnede dig under høsten. Hvorfor har du ikke været og besøge os?"
"Var på vej …" I det han mumlede disse ord, lød der en svag gispen fra døråbningen bag Helen, hvor Molly Henshaw var dukket op og nu stod og iagttog dem. "Skulle først mødes med Beezy …"
"Beezy?"
Vagabonden nikkede igen.
"Hvem er Beezy? Hvor mødtes du med ham?"
Der kom et sløret udtryk i Toppers grå øjne. Han vendte blikket bort.
Helen betragtede ham tavst et stykke tid. Så tog hun fat om hans venstre hånd. "Lad mig se din arm." Først smøgede hun hans jakkeærme op, dernæst den tyndslidte flonnelsskjorte indenunder, og nu så hun et femten centimeter langt ar, der startede helt nede ved hans håndled og endte på indersiden på hans solbrændte arm helt oppe ved albuen. Hun mærkede
med sine fingre på det i en let berøring
"Se, Molly," sagde hun hen over skulderen. "Det er der, Topper skar sig i armen sidste år. Hans le smuttede for ham, mens han hjalp os med høet. Jeg var nødt til at sy ham."
"Du ordnede det …" Den gamle vagabonDkluklo. Hans øjne mødte atter hendes blik. "Du lappede gamle Topper sammen."
"Det var et væmmeligt sår, men det er helet pænt."
Hun holdt ham fortsat i hånden og blev ved at stryge ham over armen, mens hun tog ordet igen. "Du gjorde rigtigt i at komme med skoen, Topper. Men det er vigtigt for os at vide, hvor du fandt den. Kan du hjælpe os?"
Hun mærkede hans fingre stivne i sin hånd, og hun så et frygtsomt udtryk i hans blik. Hans øjne flakkede, og han kiggede over hendes skulder på et eller andet bag hende. Hun så sig tilbage. Madden var lige så stille kommet ind i lokalet sammen med Molly Henshaw. Stackpoles uniformerede skikkelse stoDtøvende i døråbningen bag dem, og da Topper fik øje på den, slog han blikket ned. Han sank længere ned på stolen.
"Hold op med det," buldrede betjenten. "Mig kender du da, Topper. Slap du nu bare af."
Helen vendte sig om igen. "Skoen," sagde hun dæmpet. "Hvor fandt du den? Det bliver du nødt til at fortælle mig, Topper. Vil du ikke nok …" Hun holdt stadig hans hånd, og lidt efter mærkede hun igen et tryk mod sine fingre. Da hun bøjede sig ned, hviskede han hende i øret. "Hvad?" Hun måtte anstrenge sig for at høre hans hæse mumlen. "Sagde du Capel Wood?"
I døråbningen bag hende stivnede Stackpole. "Der har vi allerede ledt," mumlede han til Madden. "Er han sikker?" spurgte han Helen.
"Capel Wood?" Hun gentog navnet højt og tydeligt og prøvede at få det bekræftet ved at se ham i øjnene. Han nikkede. "Kan du føre os derhen?" spurgte hun. "Kan du vise os, hvor du fandt den?"
Pludselig gik en rysten gennem hans krop, og hans fingre strammede sit greb om hendes hånd. Han rystede voldsomt på hovedet.
Helen studerede hans ansigt et øjeblik. Så lænede hun sig hen mod ham igen. "Hvor i skoven, Topper?"
Først nøjedes han med at stirre stumt på hende. Men så lænede han sig frem, som om han blev draget af hendes faste blik, og hviskede noget til hende igen.
Helen kastede et blik bagud. "Nede ved åen, siger han …" Hun rejste sig og gik lidt væk fra ham. "Will, det her kommer til at tage noget tid, og jeg er ikke engang sikker på, om jeg får meget mere ud af ham."
Stackpole så lettere misfornøjet ud. "Sir?" Han henvendte sig til Madden. "Kunne vi lige tale sammen under fire øjne?" De to mænd gik ud på gangen. Betjenten slog ud med armene. "Hvad synes De, sir? Skulle jeg forsøge at presse ham yderligere?"
Madden rystede på hovedet. "Helen er den, der kender ham bedst. Du spilder bare tiden."
"Nede ved åen …" Stackpole skar en grimasse. "Det er ikke meget at gå efter. Og vi har allerede været der. Der løber en sti langs med den. Den fortsætter gennem skoven. Vi var nogle stykker dernede, og vi tog den fra en ende af, mens vi gik og kaldte hendes navn. Så snart man ikke går på den, er det ikke til at se, hvor man træder." Han rystede fortvivlet på hovedet. Idet han kastede et blik på sit armbåndsur, blev det dunkle gangareal oplyst af et lynglimt et kort øjeblik, og det efterfølgende tordenskrald fik ruderne i køkkenet til at klirre. "Nå, men de der opdagere fra Guildford må være her lige straks. Vi må vel hellere vente på dem …"
Hans blik syntes imidlertid at give udtryk for, at han i virkeligheden mente, de burde gøre noget andet, og det opfattede Madden straks. Til trods for, at betjenten insisterede på at opretholde en formel tone, når han tiltalte ham, gik deres venskab langt tilbage.
"Nej, det kan vi ikke, Will. Vi må se at komme derud med det samme. Jeg tror ikke, det kun var en sko, Topper fandt."
