Unge Stalin

Unge Stalin

PROLOG
Bankrøveriet
   Kl. 10.30 en lummer onsdag formiddag den 13. juni 1907 på det sydende centrale torv i T'bilisi var en flot kavalerikaptajn med moustache og iført ridebukser og støvler og svingende med en stor tjerkessersabel i gang med at vise sine færdigheder på hesteryg og vise sig for to kønne, velklædte georgiske piger, der snurrede med deres farverige parasoller - mens de fingererede ved Mauser-pistolerne, som de havde gemt i kjolerne.
   Udhalede unge mænd i lyse bondeskjorter og benklæder i sømandssnit hang på gadehjørnerne, men havde revolvere og håndgranater skjult på sig. I den luskede Tiliputjuri-kro på pladsen overtog en flok svært bevæbnede gangstere baren i kælderen og inviterede muntert forbipasserende ind til en drink sammen med dem. Alle ventede på at deltage i Josef Djugasjvilis første store bedrift - 29 år gammel og senere kendt som Stalin - for at vinde verdens opmærksomhed.
   Kun få uden for banden kendte til planen for dagens kriminelle-terroristiske "show", men Stalin havde arbejdet på den i månedsvis. Én mand, som havde kendskab til hovedtrækkene i planen, var Vladimir Lenin, lederen af bolsjevikpartiet,  som skjulte sig højt mod nord i en villa i Kuokola, Finland. Flere dage inden havde Lenin, først i Berlin og siden i London, haft hemmelige møder med Stalin for at give ordre til det store kup, selv om deres socialdemokratiske parti netop udtrykkeligt havde forbudt alle "ekspropriationer", som var den forskønnende omskrivning for bankrøverier. Men Stalins operationer, kup og mord, altid udført med omhyggelig opmærksomhed på detaljerne og hemmeligholdelse, havde gjort ham til "Bolsjevikcentrets hovedfinancier".
   Begivenhederne den dag blev anledning til overskrifter over hele kloden, kom til bogstavelig talt at ryste T'bilisis grundvold og yderligere sprede de splittede socialdemokrater i stridende grupper. Den dag kom til at skabe Stalins karriere, men var også lige ved at ødelægge den - et vandskel i hans liv.
   På Jerevan-pladsen indtog de tyve banditter, som udgjorde kernen i Stalins bande, kendt som "Holdet", deres positioner, mens deres udkigsposter kiggede ned ad Golovinskij Prospekt, T'bilisis elegante hovedgade, forbi vicekongens hvide palads i prægtig, italiensk stil. De ventede på en klaprende diligencevogn og dens eskadron af galopperende kosakker. Kaptajnen med tjerkessersablen lod sin hest foretage en halvvending, hvorefter han sad af og slentrede ned ad den mondæne boulevard.
   Hvert eneste gadehjørne var bevogtet af en kosak eller en politibetjent: Myndighederne var parate. Man havde ventet noget siden januar. Stikkerne og agenterne i zarens hemmelige politi, Okhrana, og hans uniformerede politi, gendarmerne, indgav omfangsrige rapporter om de hemmelige rævestreger, som banderne af revolutionære og kriminelle planlagde. I det tågede tusmørke i denne underverden var banditternes og de revolutionæres verdener smeltet sammen, og det var svært at skelne fup fra fakta. Men der havde været "sladret" om et "show" - som vore dages efterretningseksperter ville kalde det - i månedsvis.
   På denne blændende, dampende formiddag syntes de orientalske farver i T'bilisi (dengang hed byen Tiflis; den er nu Georgiens hovedstad) næsten ikke at tilhøre samme verden som zarens hovedstad, Skt. Petersborg, tusinde kilometer væk. De ældre gader, uden rindende vand og elektricitet, snoede sig op ad Det Hellige Bjerg, Mtatsmindas skråninger, indtil de blev usandsynligt stejle, fulde af skæve, maleriske huse tynget af altaner og helt overgroet med gamle vinstokke. T'bilisi var en stor landsby, hvor alle kendte alle.
   Lige bag det militære hovedkvarter, i den pæne gade Frejlinskaja kun et stenkast fra pladsen, boede Stalins hustru, en køn, ung georgisk dameskrædder ved navn Kato Svanidse, og deres nyfødte søn Jakov. Det var et ægte kærlighedsægteskab: Trods sine dystre øjeblikke var Stalin hengiven mod Kato, som beundrede og delte hans revolutionære inderlighed. Mens hun solede sig selv og spædbarnet på sin altan, var hendes mand i gang med at give hende, og selve T'bilisi, et frygteligt chok.
   Denne intime by var hovedstaden i Kaukasus, zarens vilde, bjergrige vicekongedømme mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, en heksekedel af hidsige og stolte folkeslag. Golovinskij Prospekt var næsten parisisk i sin elegance. Hvide, nyklassicistiske teaterbygninger, et operahus i maurisk stil, fornemme hoteller og paladser tilhørende georgiske fyrster og armenske oliebaroner omgav gaden, men når man var kommet forbi det militære hovedkvarter, åbnede Jerevan-pladsen sig i et asiatisk potpourri.
   Gadehandlere i eksotiske klæder og boder falbød krydrede georgiske lobio-bønner og varm khatjapuri-ostekage. Vandbærere, gadehandlere, lommetyve og dragere leverede til eller stjal fra de armenske og persiske basarer, hvis gyder mere lignede en levantisk souk end en europæisk by. Karavaner af kameler og æsler læsset med silkestoffer og krydderier fra Persien og Turkestan, frugter og læderdunke med vin fra de frugtbare georgiske landområder, snoede sig gennem karavanserai-portene. De unge tjenere og stikirenddrenge betjente dens klientel af gæster og middagsgæster, hentede bagagen ind, tog seletøjet af kamelerne - og iagttog pladsen. Nu ved vi fra de nyligt åbnede georgiske arkiver, at Stalin som en anden Fagin brugte karavanserai-drengene som en revolutionær børne-gadeefterretnings- og kurertjeneste. Imens gav gangsterlederne i et af de huleagtige baglokaler i karavanseraiet sine bevæbnede banditter en peptalk og gennemgik planen en sidste gang. Stalin selv var til stede den formiddag.
   De to kønne teenagepiger med snurrende parasoller og ladte pistoler, Patsja Goldava og Anneta Sulakvelidse, "brunhårede, slanke, med sorte øjne, som lyste af ungdom", svansede skødesløst hen over pladsen, til de stod foran det militære hovedkvarter, hvor de flirtede med russiske officerer, gendarmer i smarte, blå uniformer og hjulbenede kosakker.
   T'bilisi var - og er stadig - en doven by med promenerende folk og flanører, som hyppigt standser for at drikke vin i et af de mange friluftsværtshuse: Hvis de prangende, let fængelige georgiere ligner noget europæisk folk, er det italienerne. Georgiere og andre kaukasiske mænd iført den traditionelle tjokha - med lange kjolefrakker kantet med kuglehylstre ned ad brystet - stoltserede ned ad gaderne, mens de sang højt. Georgiske kvinder i sorte hovedtørklæder og russiske officershustruer i europæisk mode promenerede gennem porten til Pusjkin-parken, købte is og sorbet side om side med persere og armeniere, tjetjenere, abkhasere og bjergjøder i et karnevalsstævne af hatte og dragter.
   Bander af gadedrenge - kintos - kastede skjulte blikke hen over mængden for at finde ofre til deres næste nummer. Teenage-præsteelever i lange, hvide messeskjorter blev af deres skæggede præste-lærere i lange kjoler eskorteret over gaden fra seminariets hvide søjlebygning, hvor Stalin næsten havde taget eksamen som præst ni år tidligere. Dette u-slaviske, u-russiske og vildt kaukasiske kalejdoskop af øst og vest var den verden, som opfostrede Stalin.