Agurkerne kvækker

KINDTÆT OP MOD 13. JULI 2006

Jeg er oppegående,
sikkert på grund af vrede,
eller dagslyset,
med radioens indre vejrbidte gæster,
utilfredsheden skumler af liberalistsyge pegefi ngre.
Jeg er nærtagende,
nogle må tale imod dette forkælelsens suk.

Det er også for galt,
dér ligger de og kører rundt efter en tredje bolig.
Alt det badevand de smykker sig med,
og anlægsgartnere i mobiltelefonen,
og de ved at de kun er en overgang til støv,
men slægten skal nu se.

Jeg hører koppeklirren,
og opstemte stemmer,
ferien er i så mange skruer,
og havet kan også skvulpe igennem en hæk,
som spinat fra en krummetunge.
Mine ben er lagt højt,
mine papirer skal samles til erindringsgrænsen.

Der ligger vist højtryksdage forude,
dem vil jeg lade gå ud i kommentarer.

*

TROPEVILJEN I DINE ØJNE

Den stille sigende styrke imellem os,
favntagets kraft,
øjnene.

Alle disse år har gjort os til et bjerg,
sommersluser af dybde og leg.
På en cykel af ro og balance forsvinder du grønt,
katten tripper foran køleskabet,
men den lille majestæt må vente,
den har godt af at begribe tiden.

Nu kan jeg skimte et forhjul og et par solbriller,
katten hopper fra vinduet,
jeg er ikke nået længere end til mit blåstribede nattøj,
man skal sgu da se sig helt an.
Men solen har fem milliarder cancerår endnu,
så morgenbadet blev skudt.

Og nu kommer så dagens anretninger i poser,
så er der løsnet på pensionerne.
Men jeg ved jeg skal vente,
godt nok på en podieplads,
men omtanke pusler.
Katten brister ryg,
den er kæphøj og arrogant,
jeg følger dens husorden punktligt.

Spadserende på gulvet,
så på græsset indfanget under min avis,
alligevel kaffero, tak.
Synd at læger er så bange for smør til brødet,
måske derfor deres skrumpehjerner,
men lad dem bare danse med ridset hjernemasse,
så går man byen så trygt.

Jeg gør min lykke hver gang,
jeg ser en silhuet af Gammel Dansk på himlen.

Det er som at gå sig selv igennem som en fi lm,
som at gribes i digtet,
men hvad fanden laver katten her med en fugleunge,
leger den brandert?
Det rådvilde næb gør mig mundlam,
men nu er der ro,
mere sukker i kaffen.

Snart er aviserne læst,
så åbner biblioteket,
det er min Apollon-dag.

*

DRØMMEN SOVER EN UGE MERE

På den anden side af skellet bliver de så muskuløse,
måske bare en indbildning.
Det drejer sig jo bare om at lønrammespringe,
en lottosmiler eller en kær arv,
for så må der da være en mening med livet,
sådan at fare omkring i det jordiske gods.

Jeg forstår dem ikke,
sidder i varme til udslæt
og studser ved hækkens fugle.
Skulle folket nøjes med Svendborgsund,
eller en solnedgang stavre i Silkeborg,
nej, man kan da kun kvæles i sin egen andemad,
man får ligesom ingen status med.

Men jo længere man rejser,
jo større er oplevelsen,
så er det man brækker tunge.
Den spinkle kvinde sagde det rørende,
så selv fjernsynet hoppede med på den,
senere i udsendelsen bankede fogeden på døren,
og så gik skærmen ellers i sort.

Men der skal nu nok komme spisesedler op der lufter,
åh, åh, sådan en glat Riotur.
Hvorfor ikke,
min lever viser allerede vej,
og pigeben der ender til pillende sjov,
og tvillinger vil der være overalt,
og mavekomsammen i badebukserne, bæ.

Eller at dele cafébord med en hulemand i Sydney,
sådan rigtig komme hinanden ved.
At blive inviteret med i operaen
for at forsvinde i pausen,
for avanceret trods cocktail,
så hellere se dets spejling i havet,
det er jo det man husker,
rent ud.

Jeg cykler varsomt på Bornholm, i hvidt jakkesæt,
med tillidvækkende åbentstående skjorte.
Her føler jeg mig fornem indeni,
deler jordbær med plukkersker,
sikke øjne,
men nu nærmer tiden sig en fi skeanretning og et sæt,
min krøllede jakke hænger.

Verden er sgu så sammensat,
jeg sætter udlejningscyklen,
går mod havnen.

*

ALDRE BLUSSER OP FRA MARKVEJEN

Min første bog,
og så efter helt eget diktat,
hvor var jeg dog rundt i mig selv.
Jeg bladede og bladede og så hurtigt baglæns igen,
ikke sidetal men indhold,
den dag blev døbt F.P.’s dag,
og i morgen ville jeg slække dagen helt væk.

Jeg hører min far køre,
minutter senere står jeg i ismejeriet,
rundstykker og basser,
selv om det er lunken december,
er det varmen og musikken der venter i mig.
Og så den særskilte pose med mavekneb,
så sejrede sproget til sidst,
bummelum.

Det er bare en tidlig julegave, sagde jeg til min mor,
hun skævede lidt på omslaget,
var det posten allerede,
nej, det er bare en lille bog jeg har skrevet,
HVAD HAR DU,
et hæfte,
skal du blamere alle,
tænk dog på fars arbejde,
nu går du for vidt.

Siden snakkede vi aldrig mere om bøger,
det ville være at gå for vidt sagde hun,
madame eller ej,
hun kunne stadig bøje tyske verber og nyde Ib Henrik Cavling.
Fra min far har jeg aldrig fået nogen respons,
han havde så travlt i den have.

Jeg sætter en plade på,
fra nu af vil jeg leve otiet,
dette store op store ned.
Alle disse farver i glassene,
stemmer der kom og gik,
døre der blev smældet.
Sneen dryssede ned på min dyne,
der var helt sikkert liv efter en smule søvn.

*

NÅR VENNERNE FINDER ANDRE STUER

Som tiden dog går,
hvert år er en gang under nye briser,
ældelse og snublen.
Udgifter til blomster,
man bliver kirkegårdsvis,
sætter en endelig karakter eller brist,
gu’ var han da sjov når det snoede ham,
men selvhøjtidelig som løse øretæver.

Eller en dag i København,
det er længe siden,
han kommer så fl uks imod en,
så når han lige at skimte mig an,
og svup så valgte han det andet fortov.
Vi havde da ellers lagt mange puslespil sammen,
men nu var jeg et minuspapir.

Ved receptionsbordet med et glas og årets udgivelser,
historierne er så få i år.
Mit bord plejer at være et gedemarked af humørskrald,
svimmelhed og omfavnelse,
fotograferne lunter drilsk som bristet stearin,
og nu opløses teltdugen af tordenregn.

Jeg husker som dreng,
der bad jeg og blev hørt,
bare et enkelt døgn mere,
og så spillede jeg ellers indendørs fodbold i KB-hallen,
sikke vintre.
Pokalen den løb andre med,
men der var stadig noget at bede til,
fremtiden.

Nu sidder jeg i træk ved en bar i Helsingør,
næste færge kan være historien.
Det må blive et digt om ro,
så færgen får fred til at sejle til og fra,
da jeg går mod hotellet, er mørket oplyst,
en sejr må være vundet uvist.

Men søvnen vil ikke som jeg,
ruller af fi lm går chokerende over mit loft.
Lægen står over mig og taler til mit temperament,
en pause er nødvendig nu,
han giver mig en sprøjte i låret,
tågen sænker sig,
drømmen sat skakmat.

Mit ansigt griner i spejlet,
en elevator er stoppet,
jeg går så forfi net.
Sjusker mig igennem gaden til stationen,
vægtløshed er kun en affære mod frihed.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.