At nå skyerne : min linegang mellem Twin Towers af Philippe Petit
FØR
Rebeldigter?
Da jeg er fire år gammel, begynder min foragt for mine medmennesker at vise sig: jeg klatrer op på alting for at distancere mig.
Da jeg er seks, bekendtgør jeg: “Når jeg bliver stor vil jeg være teaterinstruktør!” Så begynder jeg at lære mig selv tryllekunster.
I løbet af de næste ti år studerer jeg tegning, maleri, billedhuggeri, fægtning, trykkekunst, tømrerhåndværk, teater og ridning, alt sammen under ansete læremestre; jeg rendyrker fokus, ihærdighed, respekt for værktøjerne og lidenskab.
Mine forældres reaktion på min uregerlige individualitet er at gøre mig juridisk uafhængig på min syttenårs fødselsdag. Jeg bliver autodidakt jonglør og linedanser.
Da jeg fylder atten er jeg blevet smidt ud fra fem skoler for at udøve lommetyvens ædle kunst på mine lærere og kortmanipulation under bordet. Jeg nægter at tage min eksamen for at bevise at jeg kan
læse, skrive og regne, hvorved jeg bringer mine muligheder for at få et job som skraldemand eller kasseassistent i fare. I stedet flytter jeg hjemmefra og bliver omvandrende trubadur, jonglør uden tilladelse, som konstant bliver arresteret ... over hele verden.
Ingen vil ansætte mig på grund af min absurde arrogance; et stykke tid sørger jeg for at det forbliver sådan. Det bliver livsvigtigt at skrive, spille skak, lære russisk og tyrefægtning, opdage arkitektur og ingeniørarbejde, opfinde gemmesteder, bygge træhytter, øve mig på at dirke låse op – at stille min umættelige tørst efter viden mens jeg afpudser min perfektionisme.
Disse begivenheders gang fører mig frem til at forestille mig at udspænde en line i hemmelighed et eller andet sted og optræde på denne påtvungne scene, uden for rækkevidde, fuldstændig uden hensyn til myndighederne.
Eventyret om World Trade Center begynder med disse tankers første opdukken i en tandlæges venteværelse i Paris. Jeg er lige fyldt atten.
Tandpine
Jeg er lige fyldt atten, fri, rebelsk og stoler ikke på nogen. Det er vinter i Paris, 1968.
Smerter fra flere huller tvinger mig til at træde ind i tandlægens venteværelse. Luften er dårlig. Loftet er lavt og tapetet rædselsfuldt. Et par nøgne fyrrewattspærer afslører seks-syv pensionister, som hilser min tilstedeværelse med lede og mistænksomhed.
Jeg snupper en stak forældede aviser og bladrer så støjende som muligt. Pludselig bliver der stille: jeg stirrer på en illustration mens jeg igen og igen læser en kort artikel om et fantastisk bygningsværk, hvis tvillingetårne, 110 etager, vil rejse sig over New York City om få år og “kilde skyerne”.
Hen over fotografiet af arkitektens model er et omrids af Eiffeltårnet indlagt, et eksempel på klassisk fransk chauvinisme, i samme størrelsesforhold. Ved siden af er det ynkelige Tour Maine-Montparnasse gengivet, ukendt i verden, men ikke desto mindre Paris’ seneste stolthed. Det måler mindre end halvdelen af det amerikanske projekt. En stor overskrift kundgør med typisk fransk egocentricitet: 100 METER MERE END EIFFELTÅRNET, mens underrubrikken fejlagtigt meddeler os at: DET ER NEW YORKS “TRADE WORLD CENTER”.
Selv om jeg kun har øvet mig et par måneder har jeg allerede bekendtgjort min intention om at blive den bedste linedanser, og denne kunst er allerede blevet en besættelse, en næsten fanatisk lidenskab. Så det er en refleks at jeg tager en blyant jeg har siddende bag øret og tegner en line mellem de to hustage – en line, men ingen linedanser.
Jeg vil have den artikel. Jeg har brug for den artikel.
I mit hjemland er det næsten en forbrydelse at berøve et venteværelse ubrugeligt læsestof, og næsten sikkert en at rive en side ud.
Jeg begynder at stirre med stigende intensitet på en billig reproduktion af Les Nymphéas som hænger skævt over bornholmeruret, som om et gigantisk insekt var på vej hen over billedet. Snart begynder alle andre at dreje hovederne for at stirre med. Jeg udstøder et enormt “A-tju!” for at dække over lyden da jeg river siden ud og gemmer den under jakken, hvorefter jeg hurtigt forføjer mig.
Røveriet tager mindre end et sekund. Det tager mig en uge at finde en anden tandlæge, men den smerte jeg føler er intet i sammenligning med den nyfundne drøm.
Hvis dette var en scene fra min film ville jeg få kameraet til at følge udklippet tilbage til den unge tyvs atelierlejlighed, vise dokumentet komme frem fra jakkens gemmer – nærbillede – og blive lagt i en stor,
rød kasse under sengen. Et close-up ville afsløre kassens etiket med fede Garamond-typer: PROJEKTER.
Disse dokumenter er ikke forretningsplaner, men projekter som modnes i skyerne. Hemmelige ønsker hos børn som tilbringer eftermiddage i trætoppe. Drømme.
Og alligevel glemmer jeg udklippet i næsten fire år ...
MOD SKYERNE
I løbet af de næste par år, uden at jeg ved det og tusinder af kilometer borte, er der ved at ske noget utroligt, noget uhørt, noget kolossalt.
Først fik en arkitekt en vision. En foreløbig model på to en halv meter er blevet konstrueret, derefter yderligere et dusin, i forskellig målestok. Små skitser blev afløst af særdeles detaljerede tegninger i stort format, tusindvis af dem. Tretten husblokke skulle fjernes på det sydlige Manhattan. Det første spadestik blev taget.
Forestil dig!
Hundreder af mænd, som kun havde disse barnagtige limede papmodeller at forlade sig på, som kun havde disse ynkelige ark letantændeligt papir med blå streger som vejledning, hundreder af mænd får tusinder af mænd med værktøj, med maskiner, til at stable stål, beton, aluminium og glas i perfekt balance, fuldstændig uden hensyntagen til budet: “Du må ikke forsøge at nå skyerne.”
Myrerne bygger en skyskraber – en skyskraber med to arme som peger på guderne.
Resten er støj, masser af støj. Kranerne svinger og hejser og løfter 192.000 tons stål. Hver eneste I-profil, hver eneste bærende pille, hvert eneste tagspær nummereres i hånden før de slynges op i himlen. Og der er altid en eller anden som ved nøjagtigt hvordan og hvornår stykkerne skal sættes sammen.
Det fortsætter i tre år.
Og tvillingetårnene rejser sig.
NOTRE-DAME OG SYDNEY HARBOUR BRIDGE
Fordi jeg bor på rue Laplace ser tårnene på den nærliggende domkirke mig komme og gå hver dag. En eftermiddag kalder de på mig.
Jeg foretager nogle opmålinger i hemmelighed, inspicerer områder som er lukket for turister, planlægger en natlig rigning, overtaler et par venner til at blive medskyldige.
Paris sover.
Min falske nøgle giver os adgang til tårnenes top. En af mine jonglørbolde kastes over med en fiskesnøre fastgjort. Vi bruger hele natten på at udspænde stålwiren.
Paris er vågen.
Jeg promenerer og dagdrømmer 76 meter over jorden på denne seksogtyvende dag i juni 1971 – min første ulovlige luftoptræden.
Denne romantiske eskapade kommer på forsiderne overalt; verden hilser den tapre unge poet. Undtagen franskmændene, som ikke bliver berørt, som ikke begejstres. De har ikke brug for et ekstranummer.
I væmmelse rejser jeg til Australien. I Sydney improviserer jeg en ny overraskelse, en tur mellem verdens største stålbros nordlige pyloner, den tredje juni 1973.
Ville jeg have ledt i den røde kasse efter en mere frygtindgydende modstander uden disse indledende lønlige ture?
PARIS MATCH, 1972
På et tidspunkt mellem Notre-Dame og Sydney Harbour Bridge dukker en alarmerende artikel op, gemt væk bagerst i et blad. Den handler om to søjler som allerede tårner sig op over det sydlige Manhattan. Et helsides luftfotografi gengiver tårnene som om de allerede var uden for rækkevidde. Jeg kan høre kranerne skynde sig for at nå at blive færdige med konstruktionen til tiden. Jeg kan lugte røgen, mærke den uophørlige aktivitet, hastværket ...
Artiklen er så foruroligende at jeg smider den i den store røde kasse med etiketten PROJEKTER og prøver at glemme den.
Det kan jeg ikke.
Tårnene bliver ved at bryde frem i mine samtaler, mine tanker, mine drømme.
Hvordan kunne de blive født uden varsel?
Hvorfor har jeg ikke hørt vægteren råbe nyheden ud over rue Laplace: “Tårnene bliver bygget! Tårnene bliver bygget!”
Hvad nu hvis de bliver færdiggjort inden jeg når at forbinde dem for evigt? Jeg må holde øje med dem. Når først de er åbnet officielt, kan det vise sig umuligt at overrumple dem.
Sandelig foruroligende.
“JEG TAGER TIL AMERIKA!”
Jeg er træt af franskmændene. Det parisiske politis nidkærhed og den konstante, våde kulde har skåret så drastisk ned på mine gadeoptrædener at jeg beslutter at prøve New York City. Påvirkes jeg af mine nye, i-Paris-for-første-gang amerikanske veninder, den skønne Jessica og hendes blide kompagnon Ann? Efter hvert af mine jonglørnumre siger de: “Det er der ingen som gør i New York. De vil elske dig derovre!” Eller er det det tilbud som Ann hvisker til mig da hun tager tilbage til Staterne, et tilbud om at dele hendes lejlighed på East 96th Street?
6. januar 1974 pakker jeg mine tasker, går op på taget og skriger: “Jeg tager til Amerika!”
Jeg har låst døren til mit værelse på rue Laplace og er næsten nede på gaden, da jeg pludselig løber tilbage. Jeg trækker den røde kasse frem fra sit gemmested under sengen og tager udklippene om skyskraberne.
Man ved aldrig ...
To timer senere stiger jeg ombord på flyet med min høje hat og min ældgamle postsæk over skulderen, mens jeg skubber min ethjulede cykel foran mig.
Det er endnu koldere i New York.
Ligegyldigt. Det er skønt at få lov til at jonglere under en ny himmel, foran et nyt publikum.
Den første kridtcirkel jeg tegner på Manhattans asfalt er mellem Patience og Fortitude, de to stenløver, som prøver at give sig ud for sfinkser ved indgangen til hovedbiblioteket. Og den første tilskuer som smider en mønt i min hat er ... Francis Brunn, alle tiders bedste jonglør og min ven! “Men jeg troede du var i Barcelona!” Vi omfavner hinanden og ler. Vi mødes kun ved et tilfælde, ved et mirakel.
Flere andre i mængden kommer hen til mig. Jeg kan huske det varme håndtryk fra en muskuløs ung mand med en meget rank holdning som en danser: Jim Moore, mimefotograf. Vi lover hinanden at mødes igen.
Jeg overtaler Francis til at gå en tur sammen med mig i sneen. Vi har så mange historier at udveksle. Jeg fortæller ham at jeg allerede er forelsket i denne skræmmende storby og tilstår: “En dag skal New York blive min! Jeg spænder en wire ud mellem de højeste bygninger og bliver konge af den amerikanske himmel!” Han tror på mig, det ved jeg; hans latter beviser det.
Næste aften, efter at have jongleret på gaden, vender jeg tilbage til East 96th Street nr. 59 og opdager en stor kakerlak i køkkenet – aldrig hørt om dem i Paris, aldrig set en før! I min dagbog nedfælder jeg mine første indtryk af New York: “Den er gammel, den er beskidt, den er fuld af skyskrabere. Jeg elsker den.”
Mine optrædener, mine nye venner, min appetit på at fortære Manhattan får mig hele tiden til at glemme tårnenes eksistens. Næsten tre uger senere, få dage inden jeg skal tilbage til Frankrig, tvinger jeg mig selv til at tage ned for at se dem. Da jeg bor højt oppe på den aflange ø og de tilfældigvis holder til nær bunden, er prisen
for mødet en underjordisk rejse på tre kvarter.
FØRSTE SYN, FØRSTE BESØG
Uden varsel, klokken fem om eftermiddagen for løbet, slippes tyren ud af den mørke celle hvor den har været indespærret i otte dage uden mad. Rasende springer han ud på ukendt sand, ivrig efter at kæmpe, men finder kun brændende sol og skrigende stemmer. Han er blind. Han er alene. Han er fortabt. Han er bange. Der findes
ingen fjendetom tyrefægterarena blandt de mængder af minder, som er oplagret i ham. Den eksisterer ikke. Det gør den nye fornemmelse af magtesløshed heller ikke, følelsen af at have hele verden imod sig.
Det er sådan jeg føler da jeg træder ud af undergrundsstationen for foden af World Trade Center efter min langvarige underjordiske tur. Tårnenes volumen, deres størrelse, skriger ét ord til mig, ridser det
ind i min hud mens jeg standser oven for trappen og holder fast i gelænderet: Umuligt!
Jeg kan ikke trække vejret. Kan ikke bevæge mig, tale, tænke. Jeg er fortvivlet, min drøm er opløst. Jeg føler angst. Jeg er limet til gelænderet, invalideret. Jeg stirrer, jeg kigger, jeg skæver, jeg observerer, jeg betragter. Mine undersøgelser afslører blot to monolitter, hinsides enhver målestok, og skærer ordet dybere ind i mig: Umuligt!
Jeg er besejret, frastødt, og forbereder min tilbagetrækning, men tårnenes store U forvandler sig til en kraftig hesteskomagnet af gigantiske proportioner som suger mig hen mod dens sokkel.
Jeg undgår vagterne og trænger ind på pladsen, som stadig er under konstruktion. Jeg når hen til det ene tårn. Jeg stiller mig ved et hjørne og placerer mig med ansigtet få centimeter fra den to meter brede metalliske flade. Ved mine fødder mødes det lodrette aluminiumspanel og den vandrette beton formfuldendt, men muren kan vel ikke begynde der hvor jeg står. Den må vokse fra selve jordens indre.
Jeg trykker hagen mod det kolde aluminium og tvinger blikket opad i en søgen efter murens slutning. Der er ikke nogen slutning. Muren har ingen top. I stedet bliver den himmel – aluminium bliver til blåt!
Jeg ligger op ad denne stribe ukendt land og kigger op indtil det går op for mig: det er en landingsplads for rumskibe. Nej! En startbane: skyerne viser vej – en uendelig startbane direkte ud i himmelrummet. Den er helt sikkert ikke menneskeskabt og har ingen brugsværdi for os mennesker. Dens længde – lad os kalde det højde – er så ubestemmelig og designet så fremmedartet, at det frygtede ord nu har infiltreret mit hjerte: Umuligt! Umuligt! Umuligt! dunker det. Jeg kan ikke længere ånde.
En meget kold hage kalder mig tilbage til virkeligheden. Jeg sænker mit trætte blik og kigger på tårnets sokkel, som om det ville være nyttigt at måle afstanden mellem de to hjørner. Det er det ikke. Det mindste forsøg på at måle, den blegeste ubevidste notering affærdiges som en absurd tankeforbindelse med en drøm som aldrig går i opfyldelse ... et studie i formålsløshed.
Jeg længes efter at flygte, men den kolossale magnet har stadig kontrollen med min skæbne. Jeg nærmer mig det andet tårn, opdager en dør på klem, sniger mig ind ad en smal gang, dukker under et ’Adgang Forbudt’-skilt, løber op ad en brandtrappe, hopper ind i en elevator, kører op, kører ned, farer vild, undgår vagterne. Jeg finder
en sikker trappe og går op så hurtigt jeg kan, forbi etager med kontorer der summer af aktivitet. Efterhånden som jeg kommer højere op bliver kontorerne stille, så tomme. Så mister etagerne deres skillevægge. Nu kan jeg se vinduer hele vejen rundt; der er ikke flere vægge. Jeg er højt oppe i himlen. Hver etage ligner mere og mere en
byggeplads. Jeg støder ind i bygningsarbejdere med et kropssprog som erklærer: “Hvad glor du på? Jeg ejer disse bygninger!”
Jeg har gået opad i en time da jeg smager tindernes friske luft, som siver ned gennem en skov af konstruktionsstål. Med en smule hjælp fra himlen lykkes det mig, forpustet, men uden at nogen gør
indsigelser, at stikke hovedet gennem en åbning i taget.
Min lille trappe gennembryder taget tæt på midten. Jeg står et øjeblik på det tredjesidste trin, halvvejs gennem lemmen, fordybet i tanker. Ved siden af mig er der en stor, rød kran, og bag mig en enorm indretning med I-profiler, som skal understøtte en antenne. Omkring mig breder den bare platform sig – en fejltagelse blandt skyerne. Jeg træder ud på taget. Intet gelænder – hvis jeg løber, ender jeg i den tomme luft, forvandlet til en fugl. Taget ligger øde hen. På trods af dets kolossale størrelse formindsker dets blottelse til alle sider det og gør det næsten skrøbeligt. Det er en uforgængelig ørnerede, et fort fuldstændig prisgivet det næste vindstød.
Byen er forsvundet, kloden er holdt op med at dreje, menneskeheden er ophørt med at eksistere. Der er ingen forestilling om “omkring”, intet “derovre”, i hvert fald intet “dernede”. Foreningen af højde og ensomhed fylder mig med en arrogant fornemmelse af ejerskab. Himlen er trods alt mit territorium.
Jeg er usikker på om det bare er en drøm, men samtidig bevidst om min sårbare position og uvillig til at forårsage unødvendige vibrationer fra min vægt i bevægelse. Jeg går på tæer – forsigtigt, ja – hen til det hjørne som vender over mod det andet tårn.
Der! Endnu en svævende kolos! Så tæt på, og dog et kontinent borte. Og så er det at jeg ser ordet strække sig hen over tomrummet mellem tagene i al dets obskøne, stavelsesmæssige fedme: U – mu – ligt! Jeg drejer hovedet fra side til side som et barn i første klasse og læser og læser og læser det. Så læner jeg mig ud over kanten, klar til at klatre ned ad de skrå søjler til den femten centimeter brede gesims tre en halv meter nede, som forbinder 110. etage med 411 meter lodrethed, så jeg kan se lige ned. Jeg gør det ikke. For det er på det
tidspunkt at det slår mig: med sammenbidte tænder, øjnene halv lukkede af skræk, af fryd, lykkes det mig at hviske min første tanke (hviske, så dæmonerne ikke hører mig): “Jeg ved det er umuligt. Men jeg ved at jeg vil gøre det!”
I det øjeblik bliver tårnene til “mine tårne”.
Mens jeg skynder mig ned ad trapperne, forsigtigt så jeg undgår at blive antastet, begynder det at gå op for mig: jeg havde ikke turdet klatre ned på gesimsen, havde ikke risikeret at kigge ned. Det var nok at kigge tværs over.
Da jeg står på gaden, melder en ny tanke sig: umuligt, ja, så lad os komme i gang.
