Bare sammen af Anna Gavalda

1

   Paulette Lestafier var slet ikke så skør som man sagde. Selvfølgelig kunne hun kende forskel på dagene, andet havde hun jo efterhånden ikke at tage sig til. Tælle dem, vente på dem, glemme dem. Hun vidste udmærket at det var onsdag i dag. I øvrigt var hun parat! Hun havde taget sin frakke på, havde fundet kurven frem, havde samlet sine tilbudskuponer. Hun havde endda hørt Yvonnes bil i det fjerne ... Nu var der så bare det at hendes kat stod foran døren, den var sulten, og det var da hun havde bøjet sig ned for at stille skålen at hun var faldet og havde knaldet hovedet ned i det nederste trappetrin.

   Paulette Lestafier faldt jævnligt, men det var hendes hemmelighed. Ingen måtte få det at vide, ingen overhovedet.
   "Ingen overhovedet, forstår du," truede hun tavst sig selv. "Hverken Yvonne eller lægen, og da slet ikke knægten ..."

   Man måtte rejse sig langsomt, vente på at genstandene blev normale igen, gnide sig med lidt Synthol og skjule de dér forbandede blå mærker.

   Paulettes blå mærker var aldrig blå. De var gule, grønne eller lilla, og de var synlige på hendes krop i lang tid. I alt for lang tid. Nogle gange i flere måneder ... Det var svært at skjule dem. Velmenende mennesker spurgte indimellem hvorfor hun altid klædte sig som om det var midt om vinteren, hvorfor hun altid havde strømper på og aldrig tog sin vest af.
Det var især knægten der plagede hende med det:
   - Hvad så, Bedste? Hvad er alt det der for noget? Tag dog noget af det der af, du får jo hedeslag!

   Nej, Paulette Lestafier var overhovedet ikke skør. Hun vidste kun alt for godt at hendes kæmpemæssige blå mærker, der aldrig forsvandt, en skønne dag ville volde hende problemer ...
Hun vidste udmærket hvad der skete med nytteløse gamle kvinder som hende. Dem der lader kvikgræsset brede sig i køkkenhaven og må støtte sig til møblerne for ikke at falde. Dem der ikke længere kan træde en nål og som ikke længere kan finde ud af at skrue op for lyden på fjernsynet. Dem der forsøger sig med alle knapperne på fjernbetjeningen og grædende af afmagt ender med at slukke for apparatet.
   Bittesmå, forbitrede tårer.
   Med hovedet i hænderne foran det slukkede fjernsyn.

   Men hvad så? Slet ikke noget? Ingen lyde længere overhovedet i hele huset? Ingen stemmer mere? Aldrig mere? Bare fordi man har glemt farven på knappen? Knægten havde da ellers sat små farvede mærkater på ... Han havde klæbet dem på, ikke? En for kanalerne, en for lyden, en for afbryderknappen! Kom nu, Paulette! Hold nu op med at græde og se på mærkaterne!

   Gider I godt at holde op med at råbe af mig ... Mærkaterne er røget af for længst ... De røg af næsten med det samme ... Jeg har nu i flere måneder ledt efter knappen, jeg kan ikke høre noget, jeg ser kun billederne og hører en ganske svag mumlen
...
   Lad være med at råbe sådan op, jeg bliver bare døv oven i købet ...


2

   - Paulette? Paulette, er De der?

   Yvonne knurrede. Hun frøs, trak sjalet tættere om sig og knurrede igen. Hun brød sig ikke om at komme for sent i supermarkedet.
   Slet ikke.

   Hun gik tilbage til bilen med et suk, slukkede for motoren og tog sin hue.

   Paulette måtte være ude i haven. Paulette var altid ude i haven. Siddende på en bænk ved siden af de tomme kaninbure. Hun sad der i timevis, måske fra morgen til aften, rank, ubevægelig, tålmodig, med hænderne hvilende på knæene og et tomt blik.
   Paulette talte med sig selv, anråbte de døde og tryglede de levende.
   Talte til blomsterne, salathovederne, musvitterne og sin skygge. Paulette var i færd med at gå fra snøvsen og kunne ikke længere holde styr på dagene. I dag var det onsdag, og onsdag var indkøbsdag. Yvonne, der hver uge i mere end ti år var kommet for at tage hende med, løftede havelågens slå med en jamren: "Sikken en ulykke ..."
   En ulykke at blive gammel, en ulykke at være så ensom og en ulykke at ankomme sent til supermarkedet hvor der ikke længere ville være nogen ledige indkøbsvogne ved kasseapparaterne
...

   Men nej. Der var ikke nogen i haven.
   Fruentimmeret begyndte at blive bekymret. Hun gik om til bagsiden af huset og skærmede med hænderne for at kigge ind gennem vinduet og tage bestik af stilheden.
   "Du gode Gud!" udbrød hun, da hun fik øje på venindens krop som lå udstrakt på køkkenets flisegulv.

   Den gode dame blev så rystet at hun lidt lemfældigt slog korsets tegn for sig, forvekslede Sønnen med Helligånden, lidt banden blev det også til, og gik så ud i skuret for at hente et redskab. Hun slog ruden i stykker med et hakkejern og klatrede med vældig anstrengelse op i vindueskarmen.

   Hun havde svært ved at komme gennem rummet, lægge sig på knæ og løfte den gamle dames hoved - som lå i en lyserød pøl hvor mælk og blod allerede var flydt sammen - op.
   - Hallo! Paulette! Er De død? Er De død?

   Katten spandt mens den slikkede gulvet; den bekymrede sig ikke om dramaet, god takt og tone og glasskårene rundt
omkring.


3

   Yvonne var ikke meget for det, men ambulancefolkene havde bedt hende om at stige op i vognen sammen med dem for at få styr på de praktiske detaljer og indlæggelsesformaliteterne på hospitalet:
   - Kender De hende, hende damen?
   Hun var blevet forarget:
   - Ja, det skulle jeg da nok mene! Vi gik i skole sammen!
   - Nå, men stig så lige herop.
   - Hvad med min bil?
   - Den forsvinder ingen steder hen! Vi skal nok køre Dem tilbage bagefter ...
   - Ja, ja da ..., sagde hun opgivende, - så må jeg gå på indkøb senere ...

   Der var ret ubekvemt oppe i ambulancen. Hun havde fået anvist et lillebitte sæde ved siden af båren, som det nogenlunde var lykkedes hende at klemme sig ned i. Hun klamrede sig til sin håndtaske og var ved at falde ned ved hvert eneste sving.
   En ung mand var sammen med hende. Han skældte ud fordi han ikke kunne finde nogen vene i patientens arm og Yvonne brød sig ikke om den slags manerer:
   - Lad være med at råbe sådan op, brummede hun, - lad være med at råbe ... Hvad er det egentlig De vil gøre ved hende?
   - Lægge hende i drop.
   - Lægge hende i hvad for noget?
   På den unge mands blik forstod hun at hun hellere måtte dæmpe sig lidt, så hun fortsatte sin lille monolog for sig selv: "Vil du bare lige se der, hvordan han bakser rundt med hendes arm, jamen vil du bare lige se der ... Sikken en redelighed! ... Jeg foretrækker ikke at se det ... Hellige Jomfru Maria! ... Hov! Det dér gør jo ondt på hende!"

   Han stod og skruede på en lille ventil på slangen. Yvonne talte boblerne og bad på lykke og fromme. Sirenens tuden forhindrede hende i at koncentrere sig.

   Hun havde taget venindens hånd i skødet og glattede den mekanisk som var det sømmen på hendes nederdel. Sorgen og frygten gjorde det svært for hende at være mere øm ...

   Yvonne Carminot sukkede idet hun betragtede rynkerne, den hårde hud, de stedvist mørke pletter, neglene som stadig var fine, men hårde, snavsede og revnede. Hun havde lagt sin hånd ved siden af for at sammenligne. Hun var ganske vist yngre, og også mere trind, men hun havde først og fremmest haft færre sorger i denne verden. Hun havde ikke skullet arbejde så hårdt og hun havde fået flere kærtegn ... Hun var for længst holdt op med at knokle rundt ude i haven ... Hendes mand fortsatte med kartoflerne, men hvad resten angik, så var det meget bedre i Inter-supermarkedet. Grøntsagerne var rene og hun behøvede ikke længere rense salathovederne for skovsnegle ... Og hun havde sin familie: sin Gilbert, sin Nathalie og de små piger hun kunne pusle om ... Men Paulette, hvad havde hun tilbage? Ingenting. Ikke noget der var noget værd. En død ægtefælle, en tøjte af en datter og et barnebarn der aldrig besøgte hende. Så mange bekymringer, så mange minder - som en rosenkrans af små ulykker ...
 
   Yvonne Carminot var tankefuld: Det var altså det, et liv? Mere vejede det ikke? Så utaknemmeligt? Og så hende Paulette ... Sikke dog en smuk kvinde! Og så god af sig! Som hun dog strålede førhen ... Men hvad så? Hvor var det dog blevet af alt sammen?

   I samme øjeblik begyndte den gamle dames læber at bevæge sig. I ét nu skubbede Yvonne dette filosofiske sammensurium, der belemrede hende, fra sig:
   - Paulette, det er Yvonne. Alt er i den skønneste orden, Paulette ... Jeg var kommet for at tage på indkøb, og ...
   - Er jeg død? Var det det? Nu er jeg død?, hviskede hun.
   - Nej, nej, overhovedet ikke, Paulette, overhovedet ikke. Selvfølgelig er De ikke død!
   - Åh, sagde hun og lukkede øjnene igen. - Åh ...
   Dette "åh" var forfærdeligt. En lille, skuffet stavelse, modløs og allerede opgivende.
   Åh, så jeg er altså ikke død ... Åh, jamen i så fald ... Åh, så kan det også være det samme ... Åh, det må I meget undskylde ...

   Yvonne delte ikke den opfattelse:
   - Nej, hør nu her! Det gælder om at leve, søde Paulette! Det gælder om at leve, ikke også!

   Den gamle dame rystede på hovedet, fra højre til venstre. Næsten umærkeligt og meget langsomt. En antydning af beklagelse, sørgmodig og stædig. Et lillebitte oprør.
   Måske det første ...

   Så blev der stille. Yvonne anede ikke hvad hun ellers kunne sige. Hun pudsede næse og tog atter venindens hånd i sin, mere forsigtigt.

   - De har tænkt sig at sende mig på plejehjem, ikke?
   Det gav et sæt i Yvonne.
   - Nej da, selvfølgelig vil de ikke sende Dem på plejehjem! Nej da. Hvorfor siger De det? De vil behandle Dem, ikke andet. De er hjemme igen om få dage.
   - Jeg ved godt at det ikke er sandt ...
   - Hvad? Nej, hør nu lige her! Hvad er nu det for noget? Og hvorfor dog det, søde ven?
   Ambulancemanden gjorde et tegn med hånden for at få hende til at dæmpe sig.

   - Hvad med min kat?
   - Jeg skal nok tage mig af Deres kat ... De skal ikke være bekymret.
   - Og min Franck?
   - Vi skal nok ringe til Deres barnebarn, vi ringer til ham lige straks. Jeg skal nok tage mig af det.
   - Jeg kan ikke finde hans telefonnummer, jeg har vist forlagt det ...
   - Jeg skal nok finde det!
   - Men De må helst ikke forstyrre ham ... Han arbejder meget hårdt, som De ved ...
   - Ja, Paulette, det ved jeg godt. Jeg lægger en besked til ham. De ved hvordan det er nu om dage ... Ungerne har alle mobiltelefoner ... Det forstyrrer dem ikke ...
   - De kan sige til ham at jeg ... at jeg ... at ...
   Den gamle dame var ved at kvæles.

   Idet ambulancen begyndte at køre op ad hospitalsrampen, mumlede Paulette Lestafier hulkende: "Min have ... Mit hus ... Vær sød at køre mig tilbage til mit hus ..."

   Yvonne og den unge ambulancemand havde allerede rejst sig.



4


   - Hvornår har De sidst haft menstruation?

   Hun stod allerede bag skærmen i færd med at kæmpe med buksebenene på sine jeans. Hun sukkede. Hun vidste at han ville spørge hende om det. Vidste det. Hun havde ellers taget sine forholdsregler ... Hun havde sat håret op med et tungt sølvspænde, hun var trådt op på den forbandede vægt med knyttede hænder, idet hun forsøgte at trykke sig så meget sammen som muligt. Hun havde endda forsøgt at hoppe ganske lidt for at flytte pilen ... Men det havde ikke været nok og nu skulle hun så have sin lille moralske opsang ...
   Hun havde set det på hans øjenbryn lidt tidligere, da han havde følt på hendes mellemgulv. Hendes ribben, hendes udstående hofter, de latterlige bryster og de tynde lår, alt dette generede ham.
   Hun spændte roligt bæltet. Denne gang behøvede hun ikke at frygte noget. Det var firmaets helbredsundersøgelse, ikke skolelægen. Lidt uforpligtende småsnak, og så ville hun være ude igen.

   - Nå?

   Nu sad hun over for ham og smilede.

   Det var hendes absolutte våben, hendes hemmelige stød, hendes lille fjertingest. At smile til en samtalepartner som bringer én i forlegenhed, der findes ikke nogen bedre måde at skifte emne på. Desværre kendte fyren det der lille fif ... Med albuerne hvilende på bordet og foldede hænder sendte han hende et afvæbnende smil retur. Nu var hun nødt til at svare. Det burde hun i øvrigt have kunnet forudse, han var ret sød, og hun havde ikke kunnet lade være med at lukke øjnene da han havde lagt hænderne på hendes mave ...
   - Nå? Og ingen løgne, vel? Ellers vil jeg hellere have at De lader være med at svare.
   - Det er længe siden ...
   - Det siger sig selv, sagde han med en lille grimasse, - det siger sig selv ... Otteogfyrre kilo for en meter og treoghalvfjerds, i det tempo forsvinder De snart helt bare De vender siden til ...
   - Siden til hvad? spurgte hun troskyldigt.
   - Øh ... siden til den der ser på Dem ...
   - Nå, på den måde! Undskyld, jeg kendte ikke det udtryk ...

   Han skulle til at svare noget, men gjorde det så alligevel ikke. Med et suk bøjede han sig ned for at tage en recept inden han igen kiggede hende i øjnene.
   - Spiser De ikke?
   - Selvfølgelig spiser jeg!
   Hun følte sig pludselig meget mat. Hun var led og ked af alle de diskussioner om hendes vægt, dødtræt af det. Hun havde fået smidt det i hovedet i snart syvogtyve år. Kunne man ikke tale om noget andet? For fanden, hun var her da! Hun var i live! Helt levende! Lige så aktiv som alle andre. Lige så munter, trist, modig, følsom og forstemmende som enhver anden ung pige. Der var et menneske derinde! Et menneske ...

   Kunne man dog for Guds skyld ikke tale om noget andet med hende i dag?

   - De er vel enig med mig, ikke sandt? Otteogfyrre kilo, det er ikke ligefrem at være overvægtig ...
   - Nej, samtykkede hun opgivende, - nej ... Jeg er enig ... Det er længe siden min vægt har været så langt nede ... Jeg ...
   - De ...?
   - Nej, ikke noget.
   - Bare sig det.
   - Jeg ... Jeg vil tro at jeg nok har kendt heldigere tider ...
   Han reagerede ikke.
   - Udfylder De formularen?
   - Ja, ja, nu skal jeg gøre det, sagde han og trak på skulderen, - øh ... Hvad er det nu firmaet hedder?
   - Hvilket firma?
   - Det her, det hvor vi er nu, altså Deres ...
   - Tooclean.
   - Undskyld?
   - Tooclean.
   - Stort T u-k-l-i-n, stavede han.
   - Nej, c-l-e-a-n, rettede hun ham. - Jeg ved det, det er ikke særlig logisk, det havde været bedre med "Totalren", men det er nok fordi de godt kunne lide det der amerikanske præg, ikke ... Det virker mere professionelt, mere ... vånnerfuld drim tim ...
   Han fangede den ikke.
   - Hvad er det egentlig?
   - Undskyld?
   - Det her firma?

   Hun lænede sig tilbage og strakte armene frem for sig, mens hun med stewardessestemme, gravalvorligt, beskrev forholdene ved sit nye arbejde:
   - Tooclean, mine damer og herrer, er svaret på ethvert ønske om rengøring De måtte have. Private, erhverv, kontorer, foreninger, forretninger, bureauer, hospitaler, boliger, ejendomme eller værksteder, Tooclean er der for at yde Dem fuld tilfredshed. Tooclean rydder op, Tooclean gør rent, Tooclean fejer, Tooclean støvsuger, Tooclean polerer, Tooclean pudser, Tooclean desinficerer, Tooclean får det til at skinne, Tooclean gør det smukkere, Tooclean sanerer, Tooclean fjerner lugtgener. Arbejdstider efter Deres ønsker. Smidighed. Diskretion. Omhyggeligt arbejde og konkurrencedygtige priser. Tooclean, professionel rengøring for enhver smag!

   Hun havde liret denne bemærkelsesværdige remse af sig i ét stræk, uden at trække vejret. Hendes lille franske doktormand var helt paf:
   - Et det en spøg?
   - Nej da. I øvrigt kommer De til at se dreamteamet, det sidder lige bag døren ...
   - Hvad er det egentlig De laver?
   - Det har jeg jo lige fortalt Dem.
   - Nej, Dem ... Dem!
   - Mig? Jamen, øh, jeg rydder op, gør rent, fejer, støvsuger, polerer og hele molevitten.
   - Er De rengøringsk... ?
   - Tsst ... Jeg foretrækker overfladetekniker ...
   Han anede ikke sine levende råd.
   - Hvorfor laver De det?
   Hun spilede øjnene op.
   - Nej, forstå mig ret, hvorfor "det"? Hvorfor ikke noget andet?
   - Hvorfor ikke?
   - Har De ikke lyst til at lave noget mere ... øh ...
   - Berigende?
   - Ja.
   - Nej.

   Sådan var han blevet siddende et stykke tid endnu, med hævet blyant og halvåben mund; så kiggede han på sit armbåndsur for at se datoen og spurgte hende, uden at se op:
   - Navn?
   - Fauque.
   - Fornavn?
   - Camille.
   - Fødselsdato?
   - 17. februar 1977.

   - Værsgo, mademoiselle Fauque, De er arbejdsduelig.
   - Strålende. Hvad skylder jeg?
   - Ikke noget, det er ... øh ... Det er Tooclean der betaler.
   - Åh, Tooclean, gentog hun idet hun rejste sig og gjorde en stor teatralsk gestus, - så er jeg jo egnet til at rengøre lokummer, hvor herligt!

   Han ledsagede hende hen til døren.
   Han smilede ikke længere; ansigtet var atter en maske af samvittighedsfuld alvor.

   Samtidig med at han trykkede dørhåndtaget ned, rakte han hende hånden:
   - Nogle kilo til, måske? Bare for at glæde mig ...
   Hun rystede på hovedet. Den slags kneb virkede ikke på hende. Afpresning og gode hensigter, dem havde hun fået nok af.
   - Lad os se hvad der sker, fik hun sagt. - Lad os se ...
   Samia kom ind efter hende.

   Hun gik ned ad lastbilens trin mens hun ledte efter en cigaret i sine lommer. Den tykke Mamadou og Carine sad på en bænk, i færd med at kommentere de forbipasserende og brokke sig fordi de gerne snart ville hjem.
   - Nå, hva’ så? udbrød Mamadou med et grin, - hvad havde du gang i derinde? Jeg skal nå mit regionaltog! Lavede han heksekunster på dig, eller hvad?

   Camille satte sig på jorden og smilede til hende. Ikke den samme slags smil. Et gennemsigtigt smil, denne gang. Mamadou, hun spillede ikke klog-klogere med hende, det var hun for stærk til...

   - Er han okay? spurgte Carine, idet hun spyttede en stump negl ud.
   - Helt fin.
   - Ha, jeg vidste det! triumferede Mamadou, - det anede mig! Er det ikke osse rigtigt at jeg sagde det til dig og Sylvie, at hun var splitternøgen derinde!
   - Han beder dig om at træde op på vægten ...
   - Hva’! Mig? udbrød Mamadou. - Mig? Tror han at han får mig op på vægten?
   Mamadou, der lavt anslået vejede omkring hundrede kilo, slog sig på lårene.
   - Aldrig i livet! Hvis jeg kommer op på den tingest, maser jeg den, og ham med! Og hvad ellers?
   - Han giver dig nogle indsprøjtninger, indskød Carine.
   - Hvaffor nogen indsprøjtninger?
   - Nej, nej, sagde Camille beroligende, - nej, han vil bare lytte til dit hjerte og dine lunger ...
   - Det er okay ...
   - Han mærker også på din mave ...
   - Nej, hør nu her, sagde hun gnavent, - hør nu lige her, dér kan han godt tro om. Hvis han så meget som rører ved min mave, æder jeg ham rå ... Små hvide doktormænd smager ret godt ...
   Hun overdrev sin accent og gned sig på maven.
   - Åh ja, det er dejlig mam-mam ... Det er mine forfædre som har fortalt mig det. Med maniok og hanekamme ... Mmm ...
   - Hvad med hende Bredart, hvad vil han gøre ved hende?

   "Hende Bredart", hvis fornavn var Josy, var deres kælling, deres mær, deres lede sæk og deres alles prygelknabe. Som en biting var hun også deres chef. Deres "Rengøringsleder" som det tydeligt stod at læse på hendes badge. Bredart-kvinden forpestede deres tilværelse, ganske vist inden for de muligheder hun rådede over, men det var allerede anstrengende nok ...
   - Ikke noget. Når han finder ud af hvordan hun lugter, beder han hende straks om at klæde sig på igen.
   Carine havde ikke uret. Ud over de mange ovenfor nævnte fortrin, havde Josy Bredart tilbøjelighed til at svede meget.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.