Besøgstid af Henrik Nordbrandt
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog.
PROGRAMERKLÆRING
Jeg ville så gerne skrive et digt
må være den uskrevne linje
som alverdens digte begynder med.
Og nu har jeg skrevet den.
Det må give mine ord en vis vægt.
I skal ikke vente jer rim, for jeg kan ikke fordrage rim.
I modsætning til de fleste
har jeg svært ved at huske et digt med rim i
men jeg kan i massevis af urimede udenad
bl.a. dette, når det bliver færdigt.
Rim spænder ben for hinanden, synes jeg
og kan dermed sammenligne rimede digte med fodbold
som jeg i modsætning til mange
heller ikke er vild med.
Hvad mere? Jeg kan ikke lide lugten af bagerforretninger
men synes der lugter godt hos slagteren
selvom jeg er modstander af at dræbe dyr.
Og når mere end tre personer begynder at mene det samme
mener jeg, at mindst en af dem må have uret.
Derfor siger jeg: Ned med monarkiet
og slip så alle husdyrene løs.
Hermed har jeg forelagt mit program
i form af et digt uden rim.
Det er et program på grund af ordenes logiske indhold.
Det er et digt, fordi jeg siger, det er det.
NIETZSCHE OG DE ANDRE
Hvorfor begynder du altid med årstiden?
Jeg synes årstiden er i orden, men ikke hver gang.
Jeg kan også godt lide foråret
men hvad med Nietzsche og de andre?
Efteråret, ved du, er det bedst slet ikke at tale om.
De her fede vildgæs f.eks.
Jeg fulgte din opfordring, og tog ud og så på dem
hvordan de øvede sig på den store flyvetur mod syd
nu hvor nætterne er blevet mørke og stille
så havet pludselig lyder anderledes
med tryk på a og et rullende r.
Lidt som om man har hældt grus i det.
Og det på grund af et øjebliks uopmærksomhed.
Skal vi opføre os som vildgæs
bare fordi tiden overlistede os
bare skrige og skrige, og så flyve vores vej?
Vi kunne nok lære at flyve, men hvad med meningen?
Hvor skulle vi så flyve hen?
Det kan ikke være årstiden, der er meningen
bare årstid på årstid i én uendelighed.
Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger
ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche.
Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri
og ved samme lejlighed forbyde religionerne
i det mindste de patriarkalske.
Så hvorfor begynder du egentlig ikke der
eller et hvilket som helst andet interessant sted?
Bare ikke denne evindelige årstid
der i bedste fald gør én melankolsk og i værste, desperat
specielt her den sidste uge i september.
Og hvorfor siger du i det hele taget du og ikke jeg
eller i det mindste De?
WITTGENSTEIN HJEMME
Jeg drømte på et sprog, der var gået tabt
om de mange munde, der savnede det.
Det var så tydeligt, det de ville have sagt.
Nogle gispede, andre nøjedes med at ryge.
Min mund var en fiskemund.
Det så jeg, da jeg nærmede mig overfladen
for at beskrive, hvordan det var
at stige op fra den mudrede bund
og se bladene falde i dammens vand
når solen brød gennem skyerne:
September eller måske oktober
på det sprog, hvis former
var blevet mangedoblet i forhold til dengang
ord var forbundet med ting
som „pasta“, „delfin“ eller „Wittgenstein“
og fisk opførte sig som fisk.
Verberne forekom at være endeløse
som lyden af faldende blade
og lige så svære at forstå
som de var nemme at bøje.
Det gjorde vi derfor, så længe bladene faldt
og vandet fra bronzedelfinerne
lagde sig til hvile i de grå
mosbegroede marmorkummer.
Opløsningspladsen, forstod man
på den besværlige rækkefølge
af navne, der trængte sig på
var så langt fra at være en lokalitet i byens udkant
som man kunne forestille sig
og ankom ved hjælp af den beskrevne metode.
således lige præcis dér og til tiden.
HAMLETS STAMMEN
Genkendelsens glæde
eller sødmen
ved det uigenkendelige.
Hvilket tragisk valg
siger jeg.
Reglerne må derfor
være min natur
nøjagtig
så fjern som jeg er
eller hvem det nu var
der sagde det.
Så hjem
kommer jeg aldrig
siger sig selv
med det
sprog på tungen.
Ubegribeligt så mange
kranier der mangler
kæben.
Jeg mener: så mange
kæbeløse kranier
der er.
Sommerstøvtrapper:
Dal sank under dal
og nu regner det.
SMÅLANDSK
Birketræer og grantræer står side om side
i hver deres verden og krydser klinger over søen
med et billede, den besøgende
straks forsøger at oversætte til sit eget sprog.
for at standse dets vækst.
Billedet hedder Sverige, men afstanden mangler
så lys og skygge smitter af på hinanden.
Skovbundens svampe dufter ikke nær så meget
som de lytter. Intet blad falder
uden at blive registreret af alle andre.
Erindringen synes at komme før oplevelsen
selv om enhver kan sige sig selv det modsatte.
Men ingen siger noget
og selv begynder selv at tvivle på selv.
Selv er den besøgendes ufrivillige bagage
når flere selv står i kø.
Kirkens mur lyser så overjordisk hvid
som var den steget op fra en kulmine.
Korsene, den sætter i et tydeligere relief
er nøgne, så den fremmede
mistænker sig selv for at have stjålet deres klæder.
De er støbt i jern. Og i septemberlyset
står navnene så klart, at man ved, man skal høre dem
om natten i sine drømme
når man desuden skal vende tilbage for at afmærke
de træer, man overså i løbet af dagen
på grund af ens hastværk med at flygte ud af skovene.
