Black Swan Green af David Mitchell
Januarmand
Det er forbudt at gå ind på mit kontor. Sådan lyder fars regel. Men telefonen havde ringet femogtyve gange. Normale mennesker giver op efter ti eller elleve, hvis det da ikke lige er et spørgsmål om liv eller død. Gør de ikke? Far har en telefonsvarer med store spolebånd, ligesom den James Garner har i Rockford. Men på det sidste er han holdt op med at slå den til, når han går. Tredive gange havde telefonen nu ringet. Julia kunne ikke høre den oppe på det ombyggede loft, fordi Human Leagues "Don't You Want Me?" dunkede ud for fuld hammer. Fyrre gange. Mor kunne ikke høre noget, fordi vaskemaskinen var på bersærkerprogram, og hun støvsugede inde i stuen. Halvtreds gange. Det er bare ikke normalt. Hvad nu, hvis far for eksempel var blevet mast af en kæmpestor lastvogn ude på M5, og politiet kun havde det her nummer til kontoret, fordi alle hans andre papirer var gået op i røg? Vi risikerede at gå glip af den sidste mulighed for at se vores forkullede far på intensivafdelingen.
Så jeg gik derind, mens jeg tænkte på bruden, der gik ind på Blåskægs værelse efter at have fået at vide, hun ikke måtte. (Faktisk var det sådan, at Blåskæg bare ventede på, hun skulle gøre det). Fars kontor lugter af pundsedler - af papir - men også af metal. Persiennen var trukket ned, så det føltes som aften og ikke som klokken ti om morgenen. På væggen hænger et stort ur af samme slags som dem, der hænger på væggene i skolen. Der er et fotografi af far, hvor han trykker Craig Salt i hånden, dengang far blev udnævnt til regional salgschef i Greenland. (Supermarkedskæden Greenland, ikke Grønland). Fars IBM-computer står på et skrivebord af stål. IBM-maskiner koster kassen. Telefonen på kontoret er rød som en atomhotline, og den har knapper, man skal trykke på, ikke en drejeskive som normale telefoner.
Nå, men jeg tog en dyb indånding, løftede røret og sagde vores nummer. Det kan jeg da i det mindste sige uden at stamme. For det meste.
Men personen i den anden ende svarede ikke.
"Hallo?" sagde jeg. "Hallo?"
En anstrengt vejrtrækning, som om nogen lige havde skåret sig på et stykke papir.
"Kan du høre mig? Jeg kan ikke høre dig."
Meget langt borte genkendte jeg lyden af musikken fra Sesame Street.
"Bank én gang på telefonen" - jeg var kommet i tanke om en skolebiofilm, hvor det her skete - "hvis du kan høre mig."
Der kom ikke nogen bankelyd, bare mere Sesame Street.
"Det er muligt, du har fået forkert nummer," sagde jeg tøvende.
Et lille barn begyndte at græde, og røret blev smækket på.
Når folk lytter, laver de en lyttelyd.
Jeg havde hørt den, så de havde også hørt mig.
"Det er bedre at blive hængt for et får end at blive hængt for et lommetørklæde." Det lærte Miss Throckmorton os i underskolen for en evighed siden. Nu jeg alligevel havde haft en slags grund til at gå ind på fars kontor, kiggede jeg forsigtigt ud under den knivskarpe persienne, ud over markerne, forbi hanetræet, ud over flere marker, op mod Malvern Hills. En bleg morgen, isbidt himmel, et lag af frost over bakkerne, men intet spor af sne, der ville blive liggende, desværre. Fars skrivebordsstol minder en hel del om lasertårnet på Tusindårsfalken. Jeg fyrede løs på en himmelfuld russiske MIG'er, der kom susende ind over Malvern Hills. Snart skyldte tusinder af mennesker fra her til Cardiff mig livet. Smadrede flykroppe og sodsværtede vinger flød overalt på markerne. Når de sovjetiske piloter udløste deres katapultsæder, skød jeg dem med bedøvelsespile. Vores infanteri skulle nok feje dem op. Jeg ville nægte at tage imod medaljer. "Tak, men nej tak," ville jeg sige til Margaret Thatcher og Ronald Reagan, når mor bød dem indenfor, "jeg gjorde bare mit arbejde."
Far har denne her superblyantspidser, der sidder fastskruet til skrivebordet. Blyanterne bliver så spidse, at man kan gennemhulle en skudsikker vest med dem. H-blyanter bliver mest spidse, dem kan far bedst lide. Jeg foretrækker 2B'ere.
Det ringede på døren. Jeg fik persiennen til at sidde som før, tjekkede, at jeg ikke havde efterladt andre spor efter min indtrængen, listede ud og fløj nedenunder for at finde ud af, hvem det var. De sidste seks trin tog jeg i ét dødsforagtende spring.
Dåren har flere bumser end nogensinde. Han får også flere og flere dun på hagen. "Du gætter det aldrig!"
"Hvad?"
"Søen, du ved godt, inde i skoven?"
"Hvad er der med den?"
"Den er bare" - Dåren tjekkede, at ingen hørte os - "gået hen og blevet helt tilfrossen! Alle de andre drenge fra byen er der nu. Er det ikke bare kodylt fedt eller hvad?"
"Jason!" Mor kom ud fra køkkenet. "Du lukker kulden ind! Enten byder du Dean indenfor - goddag Dean - eller også lukker du døren."
"Øhm... jeg smutter lige ud lidt, mor."
"Øhm... hvorhen?"
"Bare ud for at få lidt frisk luft."
Det var en strategisk fejl. "Hvad er du nu ude på?"
Jeg ville gerne sige "ikke noget", men Bødlen besluttede, at jeg ikke skulle have lov til det. "Hvad skulle jeg være ude på?" Jeg undgik hendes blik, mens jeg tog min sømandsjakke på.
"Hvad har din nye sorte parkacoat gjort dig, om man må spørge?"
Jeg kunne stadig ikke sige "ikke noget". (Det er sådan, at sort tøj betyder, man selv synes, man er en hård fyr. Det kan man ikke forvente, at de voksne skal forstå). "Min sømandsjakke er bare lidt varmere. Det er koldt udenfor."
"Vi spiser frokost klokken et præcis." Mor gik tilbage til at skifte støvsugerposen. "Far kommer hjem og spiser. Tag den varme hue på, ellers fryser du ørerne af."
Varme huer er bøssede, men jeg kunne proppe den i lommen på et senere tidspunkt.
"Men så, farvel, mrs. Taylor," sagde Dåren.
"Farvel, Dean," sagde mor.
Mor har aldrig brudt sig om Dåren.
Dåren er lige så høj som mig, og han er i orden, men for pokker, han stinker langt væk af gammel sovs. Dåren går med svajbukser fra genbrugsbutikker og bor nede i Drugger's End, i en gammel hytte, der også stinker af gammel sovs. Hans rigtige navn er Dean Moran, men den første uge i skolen begyndte vores gymnastiklærer, mr. Carver, at kalde ham "Dåren", og det navn blev hængende. Jeg kalder ham "Dean", når vi er alene, men navne er ikke kun navne. Folk, der er rigtig populære, bliver kaldt ved fornavn, så Nick Yew er altid bare "Nick". Folk, der er nogenlunde populære, som Gilbert Swinyard, har respektfulde kælenavne som "Yardy". Et trin længere nede er der sådan nogle som mig, og vi bliver kaldt ved efternavn. Under os findes folk med lorteøgenavne som Dåren Moran eller Nicholas Briar, der bliver kaldt Nøgenbryst. Når man er dreng, handler alt om rangorden, ligesom i militæret. Hvis jeg bare kaldte Gilbert Swinyard "Swinyard", ville han sparke tænderne ind på mig. Og det ville gå ud over min egen status, hvis jeg kaldte Dåren "Dean" foran alle de andre. Man er nødt til at være opmærksom.
Piger gør ikke den slags så meget, bortset fra Dawn Madden, der er en dreng, de har ødelagt i et eksperiment. Piger slås heller ikke så meget som drenge. (Lige inden juleferien stod Dawn Madden og Andrea Bozard dog og råbte "mær!" og "so!" efter hinanden i buskøen efter skole. Patteboksning og hårrivning, hele molevitten). Nogle gange ønsker jeg, at jeg var blevet født som pige. De er generelt mere civiliserede. Men hvis jeg sagde den slags højt, ville der helt sikkert komme til at stå RØVPULER på mit skab. Med store bogstaver. Det skete for Floyd Chaceley, dengang han kom til at indrømme, han godt kunne lide Johann Sebastian Bach. Og hvis de vidste, at den Eliot Bolivar, der får digte trykt i Black Swan Greens menighedsblad, er mig, ville de slæbe mig om bag tennisbanerne og snitte mig i stumper og stykker med sløve knive og derefter spraymale et Sex Pistols-logo på min gravsten.
Nå, men da Dåren og jeg gik ned til søen, fortalte han mig om den racerbane, han havde fået til jul. Anden juledag eksploderede transformatoren, og den havde nær udraderet hele hans familie. "Ja, ja, det skal nok passe," sagde jeg. Men Dåren sværgede på sin bedstemors grav. Så jeg sagde til ham, at han burde skrive til That's Life på BBC og få Esther Rantzen til at tvinge producenten til at betale erstatning. Dåren mente, det nok ville blive svært, eftersom hans far havde købt den af en Brummie på Tewkesbury Market juleaften. Jeg turde ikke spørge, hvad en "Brummie" er, af frygt for, at det skulle være det samme som en "bruner" eller en "bæfakir", der betyder homo. "Jep," sagde jeg bare, "det kan jeg godt se." Dåren spurgte, hvad jeg havde fået til jul. Jeg havde faktisk fået et gavekort til bøger på £13.50 og en plakat af Midgård, men bøger 10 er bøssede, så jeg fortalte om det Game of Life, jeg havde fået af onkel Brian og tante Alice. Game of Life er et brætspil. Det gælder om at få en lille bil til enden af livets vej først og med flest penge. Vi gik gennem krydset ved pubben Black Swan og ind i skoven. Jeg ønskede, jeg havde smurt salve på min læber, for de revner, når det er så koldt som nu.
Snart hørte vi folk, der råbte og skreg inde mellem træerne. "Den, der kommer sidst til søen, er en spasser!" råbte Dåren og susede af sted, inden jeg var klar. Han snublede omgående over en dybfrossen rod, fløj gennem luften og landede på røven. Man kan altid stole på Moran. "Jeg tror, jeg har fået hjernerystelse," sagde han.
"Hjernerystelse er noget, man får af at slå hovedet. Hvis man da ikke lige har hjernen siddende oppe i røven." Hvilket guldkorn. Synd, der ikke var nogen til at høre det.
Søen i skoven var kodyl. Der var små bobler i isen, ligesom i Fox' mintpastiller. Neal Brose havde et par rigtige olympiske hurtigløbsskøjter, som han udlejede for 5 pence per omgang, men Pete Redmarley fik lov til at bruge dem gratis, så alle andre kunne se ham suse rundt og få lyst til at gøre det samme. Det er svært nok bare at holde sig oprejst på isen. Jeg faldt masser af gange, inden jeg fik færten af at glide i mine gummisko. Ross Wilcox dukkede op med sin fætter Gary Drake og Dawn Madden. Ret gode skøjteløbere alle tre. Drake og Wilcox er højere end mig nu. (De havde klippet fingrene af deres handsker, så man kunne se de ar, de havde fået ved at spille Scabby Queen. Mor ville have slået mig ihjel ). Svupper sad på den knoldede ø midt i søen, hvor ænderne normalt holder til, og råbte "Røv og patter! Røv og patter! " til alle, der faldt. Svupper er ikke helt rigtig i hovedet, for han blev født for tidligt, og derfor er der aldrig nogen, der er onde ved ham. Ikke sådan for alvor i hvert fald. Grant Burch kørte sin tjeners, Phillip Phelps', Raleigh Chopper ud på isen. Han holdt balancen nogle sekunder, men cyklen fløj væk under ham, da han forsøgte at køre på baghjulet. Da cyklen var landet, så det ud, som om Uri Geller havde torteret den til døde. Phelps smilede sygt. Han overvejede garanteret, hvad han skulle sige til sin far. Så besluttede Pete Redmarley og Grant Burch, at den frosne sø ville være perfekt til en omgang British Bulldogs. Nick Yew sagde: "Okay, den er jeg med på," og så var det besluttet. Jeg hader British Bulldogs. Jeg blev totalt lettet, dengang miss Throckmorton forbød det på vores underskole, fordi Lee Biggs havde fået tre tænder slået ud under kampen. Men lige her og nu ville enhver, der ikke var vild med British Bulldogs, være en rigtig pivskid. Især hvis man var sådan en som mig, der kom oppe fra Kingfisher Meadows.
Tyve eller femogtyve drenge plus Dawn Madden stod i en gruppe for at blive besigtiget som slaver på et slavemarked. Grant Burch og Nick Yew var anførere for det ene hold. Pete Redmarley og Gilbert Swinyard var anførere for det andet. Ross Wilcox og Gary Drake blev taget før mig af Pete Redmarley, men jeg blev taget af Grant Burch i sjette omgang, hvilket ikke var pinlig sent. Dåren og Svupper var de sidste, der var tilbage. Grant Burch og Pete Redmarley sagde for sjov: "Nej, I må godt få dem begge to, vi har tænkt os at vinde!" og Dåren og Svupper var nødt til at grine med, som om de også syntes, det var morsomt. Måske syntes Svupper virkelig, at det var morsomt. (Men det gjorde Dåren ikke. Da der ikke var nogen, der kiggede, fik han samme udtryk i ansigtet som dengang, vi fortalte ham, at vi legede gemmeleg, og sagde, at han skulle gemme sig. Der gik en time, inden han fandt ud af, at der ikke var nogen, der ledte efter ham). Nick Yew vandt lodtrækningen, så vi var de første til at være Løbere, mens Pete Redmarleys hold skulle være Bulldogs. Jakker, der tilhørte drenge, som ikke betød så meget, blev anbragt i begge ender af søen som målfelter, man skulle løbe ind i og forsvare. Piger, bortset fra Dawn Madden, og små børn blev fjernet fra isen. Redmarleys Bulldogs grupperede sig midt på isen, og vi Løbere gled ned til vores startfelt. Mit hjerte hamrede. Bulldogs og Løbere gik i startposition ligesom sprintere. Anførerne førte an i kampråbet.
"British Bulldogs! En, to, tre!"
Som hylende kamikazepiloter kastede vi os frem. Jeg gled og faldt (med vilje ved et uheld) lige før den første bølge af Løbere stødte sammen med gruppen af Bulldogs. Dermed ville de hårdeste Bulldogs være beskæftiget med vores forreste Løbere. (Bulldogs skal presse Løbernes skuldre ned mod isen længe nok til at råbe "British Bulldogs en to tre"). Med lidt held ville min strategi skabe nogle huller, jeg kunne løbe igennem på vejen til vores målfelt. I begyndelsen virkede min plan ret godt. Tookeybrødrene og Gary Drake kastede sig over Nick Yew. Jeg blev sparket over skinnebenet af en vildfaren fod, men jeg kom forbi dem uden større ulykker. Men så kom Ross Wilcox styrtende lige imod mig. Jeg forsøgte at vride mig forbi, men Wilcox fik et fast greb om mit håndled og forsøgte at trække mig ned. Jeg prøvede ikke at vride mig løs, men tog i stedet et endnu fastere greb om hans håndled og slyngede ham væk fra mig, lige ind i Ant Little og Darren Croome. Tag den! Leg og sport handler ikke om at deltage og ikke engang om at vinde. Leg og sport handler i virkeligheden om at ydmyge fjenden. Lee Biggs forsøgte sig med en ynkelig rugbytakling, men jeg rystede ham af uden problemer. Han er for pjevset og har for få tænder tilbage til at være en anstændig Bulldog. Jeg var fjerde Løber hjemme. Grant Burch råbte: "Godt gået, Jaceydreng!" Nick Yew kæmpede sig forbi Tookeybrødrene og Gary Drake og nåede også hjem. Cirka en tredjedel af Løberne blev fanget og forvandlet til Bulldogs i næste omgang. Det er én ting, jeg hader ved British Bulldogs. Legen tvinger én til at blive forræder.
Under alle omstændigheder: Vi råbte alle sammen "British Bulldogs en to TRE!" og angreb ligesom sidste gang, men denne gang havde jeg ikke en chance. Ross Wilcox og Gary Drake og Dawn Madden var efter mig fra starten. Det var håbløst, ligegyldigt hvad jeg gjorde for at undvige direkte kamp. Jeg var ikke engang nået halvvejs over søen, før de havde mig. Ross Wilcox gik efter mine ben, Gary Drake skubbede mig omkuld, og Dawn Madden satte sig på min brystkasse og pressede mine skuldre ned med knæene. Jeg lå bare der og lod dem forvandle mig til en Bulldog. Inderst inde ville jeg altid være en Løber. Gary Drake gav mig et trælår, det er ikke til at sige, om det var med vilje eller ej. Dawn Madden har lige så onde øjne som en kinesisk kejserinde, og nogle gange kan et enkelt glimt i skolen få mig til at tænke på hende hele dagen. Ross Wilcox rejste sig og rakte hænderne i vejret, som om han lige havde scoret på Old Trafford. Skide spastiker. "Ja, ja, Wilcox," sagde jeg, "tre mod en, det er flot." Wilcox gav mig V-tegnet og kastede sig ud i et nyt slag. Grant Burch og Nick Yew stormede frem mod en stor klump Bulldogs og halvdelen af dem fløj ud til siderne.
Så råbte Gilbert Swinyard af sine lungers fulde kraft: "BUUUNKEBYYYGNING!" Det var signalet til, at alle Løbere og alle Bulldogs på søen skulle kaste sig i én bugtende, stønnende, voksende menneskepyramide. Selve legen var ikke længere vigtig. Jeg holdt mig på afstand, lod som at jeg haltede på grund af det trælår, jeg havde fået. Så hørte vi lyden af en motorsav inde fra skoven, den kom susende ned ad stien, lige mod os.
Motorsaven var ikke en motorsav. Det var Tom Yew på sin lyserøde Suzuki 150cc offroader. Pluto Noak, uden hjelm, klamrede sig fast bagpå. British Bulldogs blev afbrudt, for Tom Yew er lidt af en legende i Black Swan Green. Tom Yew gør tjeneste i Royal Navy på en fregat, der hedder HMS Coventry. Tom Yew har alle de Led Zeppelin-album, der nogen sinde er lavet, og han kan spille guitar-introen til "Stairway to Heaven". Tom Yew - det er ikke engang løgn - har trykket Englands målmand Peter Shilton i hånden. Pluto Noak er en knap så lysende legende. Han gik ud af skolen sidste år uden at have taget eksamen. Nu arbejder han på svineslagteriet i Upton upon Severn. (Der går rygter om, at Pluto Noak har røget hash, men det var tydeligvis ikke den slags, der smelter hjernen og får én til springe ud fra taget på et højhus). Tom Yew parkerede sin Suzuki ved bænken i den smalle ende af søen og satte sig på sadlen med begge ben på samme side af motorcyklen. Pluto Noak takkede for turen ved at give ham et klap på ryggen og gik hen til Colette Turbot, som han ifølge Dårens søster, Kelly, har haft samleje med. De ældre drenge sad på bænken som Jesu disciple med blikket rettet mod Tom Yew og delte cigaretter rundt. (Ross Wilcox og Gary Drake ryger. Det værste var, at Ross Wilcox spurgte Tom Yew om et eller andet om lyddæmpere til Suzukier, og Tom Yew svarede ham, som om Ross Wilcox også var atten år). Grant Burch gav sin tjener, Phelps, besked på at løbe op til Rhydds butik og hente en chokoladestang og en dåse Top Deck til ham og råbte: "I løb, sagde jeg!" for at gøre indryk på Tom Yew. Vi midtrangerende drenge sad rundt om bænken på den frosne jord. De ældre drenge begyndte at snakke om det bedste, der havde været i fjernsynet over jul og nytår. Tom Yew lagde ud med at sige, at han havde set Den store flugt, og alle var enige om, at alt andet end Den store flugt havde været det rene lort, og at det allerbedste havde været den del, hvor nazisterne fanger Steve McQueen ved pigtrådshegnet. Men så sagde Tom Yew, at han nok syntes, filmen havde været en anelse lang, og alle var pludselig enige om, at den, på trods af at den selvfølgelig var en klassiker, godt nok varede en evighed. (Jeg havde ikke set den, for mor og far skulle absolut se et juleshow. Men jeg hørte godt efter, så jeg kan lade, som om jeg har set den, når skolen begynder på næste mandag).
Af en eller anden grund begyndte folk at tale om den værst tænkelige måde at dø på.
"Blive bidt af en grøn mamba," mente Gilbert Swinyard. "Den giftigste slange i verden. Organerne eksploderer bare, ens pis bliver blandet med ens blod. Smerte, ren smerte."
"Selvfølgelig er det smertefuldt," fnyste Grant Burch, "men man dør altså ret hurtigt. At få huden skrællet af, som om den var en sok, det er værre. Sådan gør apacherne. Dem, der er bedst til det, kan få det til at vare hele natten."
Pete Redmarley sagde, han havde hørt om en henrettelsesmetode, som Vietcong brugte. "De tager tøjet af dig, binder dig fast, og så propper de smøreost op i røven på dig. Så låser de dig ned i en kiste med et rør på. Så lukker de sultne rotter ned i røret. Først æder rotterne osten, så tygger de videre, på dig."
Alle ventede på, at Tom Yew skulle afgøre sagen. "Der er en drøm, jeg en gang imellem har." Det sug, han tog på cigaretten, varede en evighed. "Jeg er i den sidste gruppe af overlevende efter en atomkrig. Vi går på en motorvej. Ingen biler, kun ukrudt. Hver gang jeg ser mig tilbage, er der færre af os. Strålingen får ram på dem, forstår I, én efter én." Han skævede til sin bror Nick, kiggede derefter ud over den tilfrosne sø. "Det er ikke det, at jeg skal dø, der går mig på. Det er det, at jeg kommer til at være den sidste, der dør."
Lang tavshed.
Ross Wilcox pegede på os, der sad nede på jorden. Det sug, han tog på cigaretten, varede en evighed, skabhals. "Hvis det ikke var for Winston Churchill, ville I alle sammen tale tysk nu."
Det er klart: Som om Ross Wilcox ville have undgået tilfangetagelse og være gået i spidsen for en modstandsgruppe. Jeg havde så meget lyst til at fortælle den åndspygmæ, at det faktisk var sådan, at hvis japanerne ikke havde bombet Pearl Harbor, ville Amerika aldrig være gået ind i krigen, Storbritannien ville være blevet sultet til overgivelse, og Winston Churchill ville være blevet henrettet som krigsforbryder. Men jeg kunne ikke, det vidste jeg. Der var hele horder af stammeord i den smøre, og Bødlen er fuldstændig nådesløs her i januar. Så jeg sagde, at min blære var ved at eksplodere, og gik et lille stykke ned ad stien mod byen. Gary Drake råbte: "Hey, Taylor! Hvis du ryster dilleren mere end to gange, er det en spiller!" hvilket fik Neal Brose og Ross Wilcox til at knække sammen af grin. Jeg sendte dem V-tegnet over skulderen. Folk er helt vilde for tiden med den der med at ryste dilleren mere end to gange. Der er ingen, jeg har så megen tillid til, at jeg kan spørge, hvad det betyder.
Det er altid en lettelse med træer efter at have været sammen med mennesker. Det er muligt, Gary Drake og Ross Wilcox sad og rakkede ned på mig nu, men jo svagere stemmerne blev, jo mindre lyst fik jeg til at gå tilbage. Jeg hadede mig selv for ikke at have sat Ross Wilcox på plads i den sag om at tale tysk, men det ville have været min sikre død, hvis jeg var begyndt at stamme i det selskab. Frostlaget på de tornede grene var begyndt at tø og dryp-dryppede i fede dråber. Det trøstede mig en lille smule. I små fordybninger, hvor solen ikke kunne nå ned, var der stadig en smule gruset sne tilbage, men ikke nok til at lave en snebold. (Nero plejede at dræbe sine gæster ved at få dem til at spise mad lavet af glas, bare sådan for sjov). Jeg så en rødkælk, en spætte, en skade, en solsort, og et sted i det fjerne tror jeg, jeg hørte en nattergal, selv om jeg ikke er sikker på, man kan høre dem i januar. Så hørte jeg en dreng, der hev efter vejret og trampede af sted, der, hvor den lille sti fra Huset i Skoven møder den store sti til søen. Jeg pressede mig ind mellem et par buske, så jeg ikke kunne ses. Phelps piskede forbi med sin herres chokoladestang og en dåse Tizer presset ind til brystet. (Top Deck må have været udsolgt hos Rhydds). Bag buskene førte antydningen af en sti op ad skrænten. Jeg kender alle stier i den her del af skoven, tænkte jeg. Men ikke den her. Pete Redmarley og Grant Burch ville sætte gang i British Bulldogs, når Tom Yew var væk. Det var ikke nogen særlig god grund til at gå tilbage. Jeg fulgte stien bare for at finde ud af, hvor den førte hen.
Der findes kun ét hus i skoven, derfor kalder vi det Huset i Skoven. Det siges, at der bor en gammel dame i huset, men jeg havde aldrig hørt hendes navn og aldrig set hende. Huset har fire vinduer og en skorsten og ligner de huse, små børn tegner. Det er omgivet af et stengærde, der er lige så højt som mig, og vildtvoksende buske, der er endnu højere. Dengang vi legede krig inde i skoven, holdt vi os på afstand af huset. Ikke på grund af spøgelseshistorier eller sådan noget. Det er bare, fordi den del af skoven ikke er så god.
Den her formiddag virkede huset så faldefærdigt og tillukket, at jeg tvivlede på, der stadig boede nogen i det. Desuden var min blære lige ved at eksplodere, og det kan man blive lidt uforsigtig af. Så jeg tissede op ad det frostbelagte stengærde. Jeg var lige blevet færdig med at skrive min autograf med dampende gule bogstaver, da en rusten låge blev åbnet med en dæmpet knirken, og en sur tante fra de sort-hvide dage dukkede op. Hun stod bare dér og stirrede på mig.
Jeg løb tør for tis.
"For pokker! Undskyld!" Jeg lynede op, forventede mig et kæmpe møgfald. Hvis mor havde taget en dreng i at pisse op ad vores hegn, ville hun have flået ham levende og kylet hans krop på kompostbunken. Også hvis det havde været mig. "Jeg vidste ikke, der boede nogen ... her."
Den sure tante blev ved med at se på mig.
Jeg mærkede, at jeg fik våde tispletter i underbukserne.
"Min bror og jeg er født i dette hus," sagde hun endelig. Hendes hals var poset som på en øgle. "Vi har ikke tænkt os at flytte."
"Aha..." Jeg var stadig ikke sikker på, om hun ville åbne ild. "Godt."
"I unge mennesker er meget larmende!"
"Undskyld."
"Det var meget ubetænksomt af dig at vække min bror."
Jeg blev tør i munden. "Det var ikke mig, der larmede. Helt ærligt."
"Der er dage" - den sure tante havde ikke blinket en eneste gang - "hvor min bror holder meget af unge mennesker. Men dage som disse, uha-da-da, gør I ham rasende."
"Jeg har sagt, at jeg beklager."
"Du vil få noget at beklage dig over," sagde hun med afsky, "hvis min bror får fingre i dig."
De stille ting larmede for meget, og de larmende ting kunne ikke høres.
"Er han ... øh, her? Nu? Din bror, mener jeg?"
"Hans værelse ser ud, som da han forlod det."
"Er han syg?"
Hun opførte sig, som om hun ikke havde hørt mig.
"Jeg må se at komme hjem."
"Du vil få noget at beklage dig over" - hun lavede den her smaskende sugelyd, gamle mennesker laver for ikke at komme til at savle - "når isen sprækker."
"Isen? På søen? Men den er helt sikker."
"Det siger I altid. Det sagde Ralph Bredon."
"Hvem er han?"
"Ralp Bredon. Slagterens dreng."
Det føltes helt forkert. "Jeg må se at komme hjem."
Frokosten på Kingfisher Meadows nr. 9, Black Swan Green, Worcestershire, bestod af sprøde pandekager med skinke og ost fra Findus, bølgeskårne ovnpomfritter og rosenkål. Rosenkål smager som nylavet bræk, men mor sagde, at jeg skulle spise fem af dem uden at gøre et nummer ud af det, ellers ville jeg ikke få karamelrand til dessert. Mor siger, at hendes spisebord ikke skal forvandles til et mødested for "ungdommeligt misnøje". Før jul spurgte jeg hende, hvad "ungdommelig misnøje" har at gøre med ikke at kunne lide smagen af rosenkål. Mor sagde, at jeg godt kunne holde op med at spille Karl Smart. Jeg skulle bare have holdt min mund, men jeg gjorde hende opmærksom på, at far aldrig tvinger hende til at spise melon (som hun hader), og at mor aldrig tvinger far til at spise hvidløg (som han hader). Hun flippede totalt ud og sendte mig op på værelset. Da far kom hjem, fik jeg en forelæsning om arrogance.
Der var heller ingen lommepenge den uge.
Nå, jeg skar mine rosenkål i bittesmå stykker og plørede dem til med ketchup. "Far?"
"Jason?"
"Hvad sker der med kroppen, når man drukner?"
Julia himlede med øjnene som Jesus på korset.
"En anelse morbidt tema til et spisebord." Far tyggede en mundfuld sprød pandekage. "Hvorfor spørger du om det?"
Det var bedst ikke at nævne den tilfrosne sø. "Jo, i den her bog, Arktiske eventyr, bliver to brødre, Hal og Roger Hunt, jagtet af en bandit, der hedder Kaggs, og han falder ned i –"
Far løftede den ene hånd for at sige Det rækker! "Tja, jeg tror, at mr. Kaggs bliver spist af fiskene. Pillet ren."
"Er der piranaer i det Arktiske hav?"
"Fisk spiser alt, der er blødt nok. Men selvfølgelig, hvis han faldt i Themsen, ville hans krop blive skyllet op inden da. Themsen giver altid sine døde tilbage, sådan er Themsen."
Det var det helt forkerte spor. "Hvad nu, hvis han faldt gennem isen, for eksempel ned i en sø? Hvad ville der så ske med ham? Ville han blive ligesom ... dybfrossen?"
"Mor, Tingen," brægede Julia, "opfører sig grotesk. Vi spiser."
Mor foldede sin serviet. "Lorenzo Hussingtree har fået en ny kollektion af kakler ind, Michael." (Min spontane abort af en søster sendte mig et triumferende smil). "Michael?"
"Ja, Helena?"
"Jeg tænkte, vi kunne smutte ind og kigge på Lorenzo Hussingtrees udvalg på vej til Worcester. De nye kakler. De er pragtfulde."
"Lorenzo Hussingtree har sikkert også de matchende, pragtfulde priser?"
"Når vi alligevel skal have håndværkere, kan vi da lige så godt få det gjort ordentligt? Det er næsten flovt med det køkken, vi har."
"Helena, hvorfor –"
Nogle gange kan Julia fornemme et skænderi, før mor og far selv kan. "Må jeg rejse mig?"
"Men skat." Mor så såret ud. "Vi skal have karamelrand til dessert."
"Ummm, men kan jeg ikke få min portion i aften? Jeg må tilbage til Robert Peel og de andre oplyste parykker fra 1700-tallet. Desuden har Tingen ødelagt min appetit."
Jeg gik til modangreb. "Du har gnasket fyldte chokolader med Kate Alfrick, derfor har du ikke nogen appetit."
"Ja, så, men hvad er det nu lige, der er blevet af pakken med chokoladekiks, hva' Ting?"
"Julia," sukkede mor, "jeg ville sådan ønske, at du ville holde op med at kalde Jason det der. Du har kun én bror."
Julia sagde: "En for meget," og rejste sig.
Far kom i tanke om noget. "Er der nogen af jer, der har været inde på mit kontor?"
"Jeg har ikke, far." Julia stoppede op i døråbningen, hun lugtede blod. "Det må have været min ærlige, charmerende, lydige lillebror."
Hvordan kunne han vide det?
"Det er et helt enkelt spørgsmål." Far havde beviser. Den eneste voksne, jeg kender, der bluffer børn, er mr. Nixon, vores rektor.
Blyanten! Jeg må have efterladt blyanten i blyantspidseren, da Dean Moran ringede på døren. Dåren Moran. "Din telefon ringede i evigheder, fire eller fem minutter mindst, helt ærligt, så –"
Far var ligeglad. "Hvordan lyder reglen om ikke at gå ind på mit kontor?"
"Men jeg troede, det kunne være vigtigt, så jeg tog den, og der var" - Bødlen blokerede "nogen" - "en person i den anden ende, men –"
"Jeg er sikker på" - fars håndflade viste FULDT STOP! –"at jeg stillede dig et spørgsmål."
"Ja, men –"
"Hvad spurgte jeg dig om?"
"Hvordan lyder reglen om ikke at gå ind på dit kontor?"
"Præcis." Far er nogle gange som en saks. Klip klip klip klip. "Og vil du nu være så venlig at svare på det spørgsmål?"
Da gjorde Julia noget mærkeligt. "Sjovt nok."
"Jeg kan ikke få øje på nogen, der ler."
"Nej, far, men anden juledag, da du og mor kørte til Worcester med Tingen, da ringede telefonen inde på dit kontor. Helt ærligt, den ringede i flere evigheder. Jeg kunne ikke koncentrere mig om min eksamenslæsning. Jo oftere jeg sagde til mig selv, at det ikke var en desperat ambulancechauffør eller noget i den stil, jo mere sandsynligt forekom det mig, at det var det. Til sidst var jeg ved at blive vanvittig. Jeg havde ikke noget valg. Jeg sagde 'hallo', men personen i den anden ende sagde ikke noget. Så jeg lagde på, hvis nu det var en eller anden pervers stodder."
Far var blevet tavs, men faren var ikke overstået.
"Det var nøjagtig sådan, det var for mig," sagde jeg forsigtigt. "Men jeg lagde ikke på med det samme, for jeg troede, at de måske ikke kunne høre mig. Kunne du også høre et lille barn i baggrunden, Julia?"
"Så, ikke mere detektivsnak fra jer to. Hvis der virkelig er et eller andet fjols, der laver den slags opringninger, skal ingen af jer svare, ligegyldigt hvad. Træk stikket ud, hvis det sker igen. Forstået?"
Mor sad bare dér uden at sige noget. Det føltes helt forkert.
Fars "HAR I FORSTÅET?" var som en mursten gennem et vindue. Det gav et sæt i både Julia og mig. "Ja, far."
Mor, mig og far spiste vores karamelrand i tavshed. Jeg turde ikke engang se på mine forældre. Jeg kunne ikke bede om lov til rejse mig tidligere, for det kort havde Julia allerede spillet. Det var klart nok, hvorfor jeg var i skammekrogen, men guderne må vide, hvorfor mor og far gav hinanden det tavse lag. Efter den sidste skefuld karamelrand sagde far: "Meget lækkert, Helena, tak for mad. Jason og jeg klarer opvasken, er det ikke rigtigt, Jason?"
Mor lavede den her intet-lyd og gik ovenpå.
Far vaskede op, mens han nynnede en intet-sang. Jeg anbragte de snavsede tallerkener i køkkenlugen og gik så ud i køkkenet for at tørre af. Jeg skulle selvfølgelig have holdt min mund, men jeg troede, jeg kunne redde stemningen, hvis bare jeg sagde det rigtige. "Kan man høre" - Bødlen elsker at plage mig med det her ord - "nattergale i januar, far? Jeg tror, jeg måske hørte en her til morgen. I skoven."
Far var ved at Brillobehandle en pande. "Hvor skulle jeg vide det fra?"
Jeg fortsatte. Far kan normalt godt lide at snakke om natur og den slags. "Men den fugl uden for farfars hospice. Du sagde, det var en nattergal."
"Hm. Tænk, at du kan huske det." Far stirrede ud mod baghaven og istapperne på pavillonen. Så lavede han en lyd, der øjeblikkeligt gjorde ham til favorit i konkurrencen om at blive Verdens Mest Miserable Mand 1982. "Koncentrer dig nu bare om de glas, Jason, inden du taber et af dem." Han tændte for vejrudsigten på Radio 2 og begyndte derefter at klippe sit vejatlas for 1981 i stykker med en saks. Far købte det opdaterede vejatlas for 1982 samme dag, det udkom, og han siger, at de gamle kort kan forårsage ulykker, hvis de ikke bliver tilintetgjort. I aften vil størstedelen af de britiske øer få temperaturer et godt stykke under nul. Bilister i Skotland og de nordlige dele af England bør være opmærksomme på islag, og Midlands kan forvente områder med udbredt rimtåge.
Jeg spillede Game of Life oppe på mit værelse, men det er ikke sjovt at være to spillere på én gang. Julias veninde Kate Alfrick kom, fordi de skulle læse sammen. Men de sladrede bare om, hvem der var sammen med hvem på gymnasiet, og spillede Police-singler. Mine milliarder af problemer flød hele tiden op til overfladen som lig i en oversvømmet by. Mor og far ved spisebordet. Bødlens kolonisering af alfabetet. Hvis det fortsætter i det her tempo, bliver jeg nødt til at lære tegnsprog. Gary Drake og Ross Wilcox. De har aldrig ligefrem været mine bedste venner, men i dag rottede de sig sammen mod mig. Neal Brose var også med. Den sure tante i skoven bekymrede mig også. Hvorfor?
Jeg ønskede, der var en sprække, jeg kunne glide igennem og lægge alt det her bag mig. Jeg fylder tretten i næste uge, men tretten ser ud til at blive langt værre end tolv. Julia beklager sig uafbrudt over at være atten, men så vidt jeg kan se, må det bare være én lang fest at være atten. Ingen fast sengetid, dobbelt så mange lommepenge, som jeg får, og da Julia fyldte atten, var hun på Tanya's Night Club i Worcester med sine tusinde og en venner. På Tanya's har de den eneste Xenon discolaser i Europa! Hvor fedt er det ikke?
Far kørte bilen ned ad Kingfisher Meadows alene.
Mor må stadig være på sit værelse. Hun tilbringer mere og mere tid derinde.
For at muntre mig selv op tog jeg min farfars Omega på. Anden juledag kaldte far mig ind på kontoret og sagde, at han havde noget meget vigtigt til mig fra min farfar. Far havde passet på det, indtil jeg var moden nok til selv at passe på det. Det var et ur. Et Omega Seamaster De Ville. I 1949 havde farfar købt det af en rigtig levende araber i en havneby ved navn Aden. Aden ligger i Arabien, og byen var engang britisk. Han gik med det hver eneste dag, også den dag han døde. Det gør uret til noget endnu mere specielt, ikke til noget uhyggeligt. Dets skive er af sølv og lige så bred som en 50 pence, men tynd som en brik i et loppespil. "Et kendetegn ved et fremragende ur," sagde far gravalvorligt, "er dets slankhed. Ikke som de her plastickasser, teenagere nu om dage sætter på håndleddet for at vise sig."
Gemmestedet til mit Omega er helt enkelt genialt, og hvad angår sikkerhed, overgås det kun af min Oxo-dåse under det løstsiddende gulvbræt. Ved hjælp af en Stanleykniv udhulede jeg den ynkelige bog Træsløjd for drenge. Træsløjd for drenge står nu på hylden mellem mine rigtige bøger. Julia snuser tit rundt inde på mit værelse, men det gemmested har hun aldrig fundet. Det ville jeg have opdaget, for jeg har nemlig stillet en mønt på højkant bag den. Desuden, hvis hun havde opdaget gemmestedet, ville hun garanteret have kopieret min suveræne idé. Jeg har tjekket hendes bogreol for udhulede bøger, og der er ikke nogen.
Jeg hørte en fremmed bil udenfor. En lyseblå VW Jetta sneg sig af sted langs kantstenen, som om chaufføren ledte efter et bestemt husnummer. For enden af den blinde vej lavede chaufføren, en kvinde, en trepunktsvending, og motoren satte ud én gang, inden hun kørte ned ad Kingfisher Meadows igen. Jeg burde have indprentet mig nummerpladen, hvis nu bilen kommer i Efterlyst.
Farfar var den sidste af mine bedsteforældre, der døde, og den eneste, jeg kan huske noget om. Ikke så meget. Jeg husker, at vi tegnede vejbaner til mine Corgi-biler på stien i hans have. Så Thunderbirds i fjernsynet i hans hus i Grange-over-Sands og drak sodavand, der hed Dandelion and Burdock.
Jeg trak mit Omega op og stillede det til en anelse over tre.
Ufødte Tvilling mumlede: Gå ned til søen.
