Blokken af Karin Wahlberg
Indledning
Notitsen blev bragt i Sydsvenskans Lund-sektion tirsdag den 10. september. Først da.
Den var lidt over elleve om formiddagen. Han var vågnet med et sæt i sin seng i den etværelses lejlighed, han havde fremlejet på Kulgränd i den nordlige udkant af Lund, hvor kragerne vender. Hurtigt var han kommet i tøjet, trampede hårdt i pedalerne ind til byen og var smuttet ind på Espresso House, der delte lokaler med Sydsvenskans kundeservice lige over for Lundagårds frodige, regnvåde have. Cafeen var gudskelov ikke fyldt med studerende endnu. Med søvngængeragtig sikkerhed samlede han avisens forskellige sektioner, der lå spredt på et par tomme borde, og anbragte sig på en barstol ved det lange bord ved vinduet, pløjede sig møjsommeligt ord for ord, sætning for sætning gennem den korte artikel om og om igen uden at bemærke, at han havde spildt halvdelen af sin kaffe ned på bordet og sine bukser.
Pigen bag disken, hvis blik han nærmest følte borede sig ind i nakken på ham, så, hvad der var sket.
- Åh, det var da ærgerligt, udbrød hun lidt for højt og kom farende med en klud.
Stumt løftede han avisen, mens hun tørrede kaffe op.
- Du får en ny kop.
Nøddebrune øjne, varme og ødsle. Hun duftede af sæbe og kanel. Eller noget i den retning. Hun duftede i hvert fald godt.
Forvirret så han skiftevis på hende og på sine plettede cowboybukser.
- Tak, fik han langt om længe fremstammet.
- Toilettet ligger der, hvis du gerne vil skylle bukserne med lidt vand, smilede hun bredt og pegede ind i lokalet.
Ubeslutsomt blev han siddende lidt, turde ikke slippe avisen, da han ikke var færdig med at læse den endnu. Ville læse artiklen et par gange til, forvisse sig om, at der ikke var noget, han havde overset. Noget overhovedet.
Hver eneste dag i ugen, der var gået, havde han gennempløjet avisen og bagefter følt sig mere og mere opstemt og febril.
Nu stod det her, sort på hvidt.
Mand fundet død på Lunds universitetshospital Mandag den 9. september fandt hospitalspersonalet en død mand i et depot for rengøringsmidler i hovedbygningen på Lunds universitetshospital, den såkaldte Kolos. Ifølge kriminalinspektør Gillis Jensen ved Lunds politi er det endnu uvist, om det drejer sig om en patient. Politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvor i bygningen det pågældende depot ligger, men man har dog pointeret, at det ikke er på en plejeafdeling.
Manden har sandsynligvis været død nogle dage, men først efter obduktionen vil man med sikkerhed kunne fastslå dødsårsagen. Der hersker på nuværende tidspunkt ingen direkte mistanke om en forbrydelse.
Han standsede op, læste den sidste sætning en gang til. Hæftede sig nøje ved, hvad der rent faktisk stod.
Ingen direkte mistanke om en forbrydelse.
Det strammede i kinderne. Ansigtet var stivnet i løbet af de dage, der var gået, men nu gled mundvigene næsten umærkeligt opad. Lettelsen var dog lige så kortvarig og flygtig som sensommerens lune vind uden for vinduet. Han havde prøvet at flygte fra sig selv, fortrænge den handling, han havde begået. Men indefra, fra sjælens dyb og helt ud på den nøgne hud, følte han sig nærmest smurt ind i et fedtet lag tjære.
En hunderæd, mislykket idiot.
Han kunne komme ind og sidde. Akkurat som alle andre hunderædde, mislykkede idioter.
Han overvejede muligheden i sit stille sind. Forestillede sig tiden, der strakte sig foran ham. Efteråret, mørket, den råkolde sølvtåge, der ville lægge sig som en klam hånd over byen. Et barmhjertigt mørke at skjule sig i til det igen blev på tide at krybe frem i dagslyset. Senere hen blev alting nemmere. Når vintergækkerne skød op, efter at sneen var smeltet, og et hav af scillaer dækkede jorden uden for universitetsbiblioteket. Så ville han kunne trække vejret lettet.
Sydsvenskan har kontaktet sikkerhedschef Allan Nilsson på sygehusets sikkerhedsafdeling, som intet har at tilføje. Han har på nuværende tidspunkt svært ved at tro, at det skulle dreje sig om mangelfuld patientsikkerhed.
Det var det hele. Kun et par linjer. Heller ikke nogen overskrift på forsiden. Kortfattet og anonymt. Med andre ord intet bemærkelsesværdigt, blot en notits om en skæbne blandt mange andre.
Han trak vejret dybt og mærkede, hvordan skuldrene faldt ned, og kroppen slappede af. Jeg må holde op med at tænke, sagde han til sig selv. Det er sådan, man skal gøre. Ganske enkelt holde op med at bruge hjernen. Hive stikket ud. Tømme harddisken.
Men jo mere han anstrengte for at holde op med at tænke, desto stærkere satte maskineriet i gang igen. Hele hændelsesforløbet accelererede. Snurrede rundt og rundt. Fik de blanke cykelstyr uden for vinduet til at vride sig som slanger.
Desuden stod der ikke et ord om nogen besked i avisen. Han tog sig sammen. Ved nærmere eftertanke var der ret meget, der talte til hans fordel.
Så han lod sig glide ned fra stolen, låste døren efter sig ind til toilettet og pjaskede vand på kaffepletten. Mest for at udvise en slags normal opførsel. Konstaterede, at det så ud, som om han havde tisset i bukserne, hvilket dog ikke gjorde den store forskel alt taget i betragtning.
Pigen bag disken nikkede venligt til ham, da han kom tilbage. Hun så godt ud, så meget konstaterede han dog trods sin ynkelige tilstand. Ikke direkte køn. Snarere havde hun et usædvanligt og fremmedartet udseende, som han fandt tiltrækkende. Men frem for alt virkede hun glad, og det gjorde indtryk på ham på en dag som denne. Det gjorde faktisk altid indtryk på ham. Hun havde en sort bluse på, der strammede over brystet. Forklædet var også sort og bundet, så det smøg sig om hofterne. Tynde sølvringe dinglede fra ørerne, og hun havde bundet et kridhvidt tørklæde, nærmest som en bandage, stramt om hovedet, så det sorte hår krusede bagtil. Han kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor hun oprindeligt stammede fra. Måske en eller anden eksotisk øgruppe langt herfra. Men hun talte svensk uden antydning af accent.
Han tvang sig til at reagere på hendes opmærksomhed, nikkede kort og tvang endog et lille smil frem. Men kun i al hast. Det bedste ville være, om hun ikke indprentede sig hans ansigt. Ikke nu. Måske kunne han komme tilbage senere. Se, om hun stadig var der.
Han satte sig igen og lod hænderne glide hen over avissiden. Der stod altså ikke noget om nogen besked. Det konstaterede han mere nøgternt nu, mindre febrilsk. Han havde med andre ord ikke stukket den lap papir i hans lomme. Havde han da glemt det i farten? Hvor meningsløst. Et budskab, der aldrig skulle nå frem. Men for pokker da, han ville have svoret på, at han havde stukket den lap i lommen på ham.
Han mærkede allerede, hvor tomt det ville blive et stykke tid fremover. Intet at beskæftige tankerne med længere. Vende og dreje alting. På den anden side var det en velsignelse, at han ikke havde efterladt sig flere spor end højst nødvendigt. Meningsløst, men alligevel godt.
Han støttede hagen tungt i hånden og så ud ad vinduet. Kæbemusklerne arbejdede, så det gjorde ondt i kindtænderne.
Natten havde været fugtig. Brostenene på Kyrkogatan var ved at blive tørre. Inden længe ville den milde septembersol ramme universitetsbygningens facade og gøre den hvidere, skarpere, og lokke kunder til cafebordene, der endnu stod fremme på fortove og torve. En lun sensommervarme. Et sidste suk.
En bus nummer to drønede forbi på vej nordpå mod Annehem. Den var næsten tom. Han havde kun kørt med bus i Lund en eneste gang, og det var, da han skulle hjem med to kasser bøger, som han havde samlet sammen i tre forskellige antikvariater. Tunge medicinske fagbøger, de rene brosten. Han var faldet over dem for ingen penge.
En lind strøm af cyklister med rygsække på ryggene eller dinglende fra styret svingede om hjørnet på Lilla Gråbrödersgatan på vej til det juridiske fakultet. Semestret var lige begyndt, og byen havde som ved et trylleslag ændret karakter, havde løftet sig ud af sommerdvalen og pludselig fået fart på, var blevet fyldt af nye og gamle studerende, af entusiasme og sitrende forventning. En grel kontrast til hans eget indre.
Men der var mange, der ville føle sig ensomme, tænkte han. Tomme indvendigt. Han vidste, hvad det betød. Og at det var svært at opdage, fordi de alle var unge. Og dermed forventedes at være lykkelige.
Den mørke med tørklædet havde stillet et nyt krus kaffe frem til ham. Han nippede forsigtigt til den, kaffen var varm og stærk. Samtidig betragtede han to piger på højst femogtyve, der stod på fortovet udenfor og sludrede. Deres latter trængte gennem caferuden. Selvsikkert vuggede de frem og tilbage med sanselige bevægelser, den ene iført en smart, knaldrosa bluse med gule roser.
Frihed, tænkte han. De er frie. Solbrændte, bare arme, solbleget hår holdt sammen af hårspænder og elastikker og blottede, slanke nakker med bløde hulninger mellem nakke og kranium. Forsvarsløse på en måde. Tænk at kunne anbringe hånden blidt lige der og forsigtigt kærtegne hulningen med fingerspidserne.
Den ene så pludselig op, stirrede direkte på ham gennem ruden. Som om hun havde følt sig iagttaget. Han beholdt kaffekruset foran ansigtet og stirrede på hende over kanten, men smilede ikke, selvom der nok havde været grund til det. For hun så godt ud og havde det der sjældne, dvælende udtryk i øjnene.
Lidt efter tog veninderne hinanden under armen og forsvandt over Kyrkogatan og ind i Lundagårds skygge. Han betragtede deres rygge. Den kønne, der var i flade, rosa sko, var en anelse kalveknæet. Ind under elmene forsvandt de i retning mod Akademiska Föreningens røde murstensborg.
Klokken var efterhånden ved at nærme sig tolv. Han tog sin jakke, men tog den ikke på, nikkede til pigen bag disken og forlod cafeen. Tøvede derefter et lille øjeblik på gaden udenfor. Prøvede at beslutte sig til, om han viljeløst skulle lade sig føre op mod Stadsbibliotekets avisafdeling eller begive sig sydpå ned mod Stortorget. Mod menneskevrimlen.
Han besluttede sig for det sidste. Cyklen måtte blive stående.
Med lange skridt og svingende arme siksakkede han sig frem på fortovet. Der var masser af folk på gaden. Stirrede lige ud i luften. Genvandt herredømmet over sig selv. Bemærkede med friske sanser en flok japanske turister, der stod og trippede uden for den grå, tunge domkirke. Turistsæsonen var altså ikke overstået endnu. Måske heller ikke badesæsonen. Øresund var opvarmet, og vejret holdt sig. Det kunne være, han skulle cykle ud til Lomma beach og nyde de sidste varme solstråler i en gryde? Eller måske tage over til Gerdahallen og træne lidt?
Det bliver, som det bliver, tænkte han og skød alle beslutninger, store som små, ud i fremtiden.
*
Kapitel et
Gotland, torsdag den 20. juni, dagen før midsommeraften
Det var, netop som Jan Bodén rettede sig op med en tung indkøbspose i hver hånd, han første gang mærkede, at jorden gyngede under ham. Eller i hvert fald første gang, han ikke straks prøvede at finde på en hurtig bortforklaring.
Han blev kold. Lidt efter begyndte han at ryste. Men han blev stående, hvor han stod.
Det var egentlig ikke direkte svimmel, han følte sig, når alt kom til alt. Heller ikke fortumlet eller usikker på benene. Det var mere som en ubehagelig følelse af ubalance. En umiskendelig usikkerhed. Den eneste formildende omstændighed var, at han tilfældigvis befandt sig på systembolaget langt hjemmefra, på Gotland, nærmere bestemt uden for ringmurens østlige port i Visby. Desuden var det dagen før midsommeraften, og folk var i fuld gang med at forsyne sig til weekenden. Der var sort af mennesker. Ingen havde tid til at lægge mærke til ham. Ikke engang Nina.
Hvor i himlens navn blev hun af?
Hans kone havde netop betalt og smækket tegnebogen sammen, da hun pludselig vendte om, masede sig forbi den lange kø, de netop havde forceret, for at gå ind i forretningen igen. Forsvandt direkte ind i menneskemylderet som sunket i jorden. Sagde hun noget, inden hun forsvandt? Noget, han ikke opfattede, som han stod der i al sin vaklende elendighed efter at have fyldt de grønne plasticposer med øl og brændevin?
Bodén genvandt langsomt balancen, trådte et par skridt tilbage, stillede sig med begge fødder solidt plantet i jorden op ad væggen ved kasseapparaterne og spejdede efter sin kone. Ventede tålmodigt. Havde mange års øvelse, hun var en smule omstændelig af natur, hvilket havde irriteret ham mere end én gang. Men nu var det såmænd slet ikke så tosset at få et par minutter mere til at komme sig, så han slap for at blande hende ind i det. Den ydmygende følelse af at være ufuldkommen. Og hvordan han havde det, vedkom ikke andre end ham selv. Indtil videre.
Var han ved at blive gammel?
På den anden side havde han ikke travlt. Gentog det for sig selv, næsten som han læste op af en førstehjælpsbog. Du har resten af livet for dig. Ventetiden bliver ikke kortere, bare fordi du er fuld af negative følelser.
Nu var det ikke ham, der lånte den slags litteratur på biblioteket, men et og andet havde han naturligvis opsnappet. Et hjerteproblem. Pumpen, livets motor, kunne godt gøre knuder hos en mand på hans alder. Han var i farezonen. Evig og altid.
Kar og hjerte. Sjæl og smerte.
To af hans kolleger havde været ramt af hjerteinfarkt i det forgangne skoleår. Begge havde overlevet, men været tvunget til at lægge deres liv om. De var stadig dødsmærkede i hvert fald i Bodéns øjne. Men hvem er ikke det, tænkte han og gøs indvendig. Alle skal dø før eller senere, men han foretrak uden tvivl, at det blev senere. Og uden smerter. Ingen smerter eller ubehag.
Han mærkede efter. Det var ikke fra brystet, følelsen af usikkerhed stammede. Hjertet tikkede lige så fint af sted. Og desuden lod det til, at anfaldet var overstået. Hovedet op og benene ned. Han havde igen helt styr på omgivelserne. Han skulle bare lade være med at hidse sig unødigt op en anden gang. Måske var det noget psykisk. Et sammenbrud! Ikke fordi det på nogen måde passede ham, men i visse situationer kunne det være forklaringen. Et forbigående sammenbrud var langt at foretrække frem for en defekt i de store, vitale organer.
En lang sommerferie lå foran ham. Påklædningen var derefter, uhøjtideligt fritidstøj. Stort set det samme fra år til år. Sommerhusmunderingen. Ikke noget, der snærede eller klemte. Beige vindjakke, som han havde haft i årevis, mørkeblå sweatshirt af et snobmærke, som han havde fået af sine døtre, et par udtjente jeans, mørkeblå sokker og sorte Ecco-sandaler, mindst seks-syv år gamle.
Han stod med vægten jævnt fordelt på begge fødder som en vagtpost. Ikke desto mindre mærkede han en trykken i hovedet, der langsomt sneg sig ind på ham. Panikken lå på lur og eksploderede med et. En varm bølge skyllede op i halsen på ham, det dunkede bag øjnene og flimrede som gnisterne fra et fyrværkeri.
Men han havde ikke tænkt sig at falde om. Det kunne man ikke. Navnlig ikke her på systembolaget som en anden fyldebøtte.
Man kan styre meget med viljen. Eller med intellektet. Det var han fuldstændig overbevist om. Alt andet var slapt og affældigt.
Han prøvede derfor at bremse forløbet, manipulere med de indre organer, trykket, der steg, og lydene, der blev svagere. Trak vejret roligt. Som i yoga. Havde set Nina i fuld aktion. Rank ryg, benene over kors, armene spredt ud til siden tungt hvilende med opadvendte håndflader. Det kunne måske også lade sig gøre stående. Langsomt ind, langsomt ud. Kontrol. Beherskelse. Ikke lukke øjnene, selvom han havde lyst til det. Kontrollere angsten ved at være i den. Ved at lade alt ske uden at gøre modstand. Han var døv, det susede og føltes tykt i ørerne, som om han havde stoppet vat i dem. I begge ører. Ikke kun det højre. Det var noget nyt og særdeles ubehageligt. Som en dump buldren.
Men han blev stående. Ikke helt sikker på benene, men dog oprejst. Der kunne ikke ske ham noget slemt. Lokalet forekom ham dog at krympe, luften blev tæt, støjen dæmpedes, lyden af klirrende flasker forsvandt langt ud i det fjerne.
Så begyndte jorden igen at bevæge sig under hans fødder. Lysstofrørene svajede frem og tilbage. Vred sig uberegneligt.
Føj for fanden!
Angsten galopperede af sted. Mavesækken snørede sig sammen, vred og vendte sig som en ål. Han skulle af med luft, bøvsede forsigtigt en gang, to gange, og det hjalp. Gudskelov! Ikke ligefrem sådan, at han skulle kaste op, men det var måske alligevel heldigt, at maven var tom.
Hvad handlede det her om? Ørevoks?
Pokker heller.
Hørelsen på højre øre havde godt nok været nedsat i nogen tid, uden han havde gjort noget ved det. Forandringen var sket gradvis og havde derfor været let at slå hen. I hvert fald når man havde hans natur. Ikke ti vilde heste kunne få ham slæbt til lægen. Det vidste han, og det vidste Nina. Altså blandede hun sig kun sjældent. Og indtil videre havde hans krop heller ikke givet anledning til større bekymringer. Desuden var han i forholdsvis god form. Det burde tale til hans fordel.
Men smerten sad, hvor den sad, meget langt inde. Trykkede og klemte. Hindrede ham i at søge hjælp.
Han var bange. Bange for sit liv. Eller snarere bange for døden. Det var fuldstændig normalt at have det sådan.
Alligevel havde han indtil nu undgået at se sandheden i øjnene. At der var noget, der ikke var som før. Allernødigst ville han se det på papir. Nedfældet af en læge, der kunne dømme de levende og døde.
Med en dåres stædighed klamrede han sig derfor til den illusion, at han i det store og hele var den samme. På den måde havde han skaffet sig tid, tid til at vænne sig til tingenes tilstand og skyde magtesløsheden fra sig. Han havde udarbejdet en strategi, der fungerede strålende, med at spørge igen, når der var noget, han ikke havde hørt, uden at der blev lagt mærke til det. Eller det gjorde der måske?
Han havde det med ét bedre og opdagede, at han længtes efter Nina. Håbede, at hun snart var færdig med, hvad det nu var, hun havde gang i derinde mellem flaskerne.
Ninas skarpe silhuet - hun havde altid været mager, næsten fladbrystet - anedes bag en rødmosset mand langt nede mellem hylderne med rød- og hvidvine. Han tørrede den kolde sved af panden. Der var afgjort et eller andet inde i hovedet på ham. Noget, der borede sig ind. Voksede. Voksede sig måske stort som …
Han turde ikke tænke på det. Hverken på bordtennis- eller tennisbolde.
Makabert.
Var han allerede dødsmærket? Gik han rundt med en svulst, som intet menneske ville kendes ved og endnu mindre rammes af? Så skræmmende, at ordet nægtede at indfinde sig i hans forestillingsverden.
Stædigt fyldte han bevidstheden med betydeligt mere trivielle ting. Som for eksempel, at han var nødt til at lægge nyt tagpap på sommerhuset, at han måtte minde naboen hjemme i Oskarshamn om at slå græsset mindst en gang om ugen, hvis der kom regn, at han skulle i gang med at projektere et nyt gæstehus til børnene, der var flyttet hjemmefra, og som nu dukkede op om sommeren i selskab med kærester. Han var foreløbig kommet så langt i byggeplanerne, at han havde besluttet at ignorere de nye naboer længere oppe ad vejen, der havde luftet det synspunkt, at grundejerne skulle undlade at ‘spolere’ grundene med alt for mange småhuse. Det skulle de nyankomne aldeles ikke blande sig i!
Der var med andre ord masser at tage fat på. Så uendelig meget han ville.
*
En times tid senere var de på vej ud til parkeringspladsen med deres indkøbsvogn. Nina havde langt om længe betalt for den flaske Baileys, hun var gået tilbage for at købe - til kaffen midsommeraften. Noget var de jo nødt til at have til damerne. Og så skulle der købes servietter og et par andre småting i Coop. Jan Bodén var fulgt efter som en viljeløs hund. Lykkeligvis havde han genvundet kontrollen. Men han holdt godt fast i indkøbsvognens røde plastichåndtag.
Netop som de var kommet hen til Saab’en, lagde Nina hånden på hans underarm og gav den et lille klem.
- Hvad er der med dig?
Hun lød næsten kærlig.
- Der er da ikke noget. Hvad mener du?
- Du virker så fraværende.
Gør jeg? tænkte han og prøvede at spille forundret.
Samtidig overvejede han at sige det, som det var. Lette lidt på trykket. Dele byrden med Nina. Komme hende nærmere.
Han drejede hovedet mod hende og tog mod til sig.
Nej, besluttede han med et. Hun så så pokkers selvsikker ud. Gik med bortvendt ansigt og smilede fornøjet ved synet af den middelalderlige ringmur med dens befæstningstårne, hele syvogtyve ud af de oprindelige niogtyve. Det havde han styr på, uanset hvor skidt han havde det. Og vist var muren, der fredeligt snoede sig nordpå mod Nordergravar, en historisk arv, nærmere betegnet Nordeuropas bedst bevarede bymur, men hun fik ham til at føle sig som en strandet Robinson på en øde ø. Og hun forblev fremmed for ham.
Det kan også være det samme, tænkte han og koncentrerede sig, som hun, om det syn, han havde foran sig. En middelalderlig verden i okker, grå og brændte mursten bag den solide kalkstensbygning. Domkirkens tre sorte træspir stak op som ørerne på en vagtsom kanin. Noget er for evigt, konstaterede han. Østersøen skimtedes i baggrunden. Himlen uskyldsren klar og blå.
Midsommertid. Solen ville stå højt på himlen længe endnu. Dykkede faktisk kun lige akkurat ned bag horisonten for at komme igen i et meget tidligt daggry.
Det var et syn af betagende skønhed. Og efter hans mening om muligt endnu smukkere fra vandsiden. På samme tid storslået og lilleputagtigt med købmandsforretninger, kirkeruiner og pakhuse, der trykkede sig op mod klinten, hvor lave stenog træhuse med trange stræder imellem lå hulter til bulter badet i sol. En slidt og gammel by, men aldrig uden sin egen pragt. Ikke engang under selv det værste uvejr. Ved nærmere eftertanke tog byen sig allerbedst ud en grå novemberdag.
Og det burde udtrykkes på en eller anden måde, også selvom det tilfældigvis var juni måned og midsommertid. Men Bodén følte sig ikke i stødet.
- Åh, gud, hvor er det smukt! udbrød Nina.
Her gik han med sit livs største angst, mens hans kone faldt i svime over en ringmur, der havde ligget der siden 1200-tallet. Men spørgsmålet var, hvordan han skulle nærme sig hende. Eller snarere, hvordan han skulle vove at nærme sig sig selv.
- Gik lige og tænkte på, at jeg traf Elgen på båden, sagde han i stedet ud i luften.
- Jaså, sagde hun.
Og tav brat.
De var kommet med en af de nye færger fra Oskarshamn. En stille overfart med kun en mild brise over Østersøens vand. Men alligevel var det denne lette vind, Jan Bodén prøvede at give skylden for det, der var sket. Stort set det samme, som skete på systembolaget et par timer senere, efter han var kørt ned ad rampen fra det øvre dæk og styrede mod indkøbscentret ved Österport.
Når hele verden uden forvarsel pludselig snurrede rundt for derefter hurtigt at stabilisere sig. Så flygtigt og derfor så let at ignorere.
Den forfærdende oplevelse på systembolaget var ikke ny, men det var det hidtil værste anfald. Måske fordi han lige forinden havde gynget på havet og ligesom fået bragt uorden i balancen. Eller noget i den retning.
Han sad nu bag rattet og bakkede uden større besvær ud fra parkeringspladsen. Der skulle meget til, før han bad Nina om at køre. Saaben var pakket til bristepunktet, men mindre systematisk nu, hvor børnene ikke længere var med. Hele bagsædet var fyldt med poser og tasker.
De passerede Gutavallen, drejede derefter og kørte det korte stykke mod ringmurens sydlige port og videre stik syd via de to rundkørsler og var dermed ude af byen. Øen var som en skive, der havde rejst sig fra havet. Deroppe på de flade klippesten gik vejen mod Klintehamn. Havet bredte sig ud på den ene side, solen, der var på vej ned, spredte et sølvagtigt skær over vandet. Jan Bodén kneb øjnene sammen og smilede. På den anden side lå regimentet.
Bilen kørte næsten af sig selv. De havde haft sommerhuset i tredive år. Eller rettere han havde. Det var ham, der i en meget ung alder havde arvet det efter en ugift faster, der ikke selv havde børn. Som en gave fra himlen. I begyndelsen havde han dog snarere følt huset som en belastning. Ansvar og afhængighed. Male, rive, reparere nedløbsrør, tømme lokumstønder, lukke for vandet og fjerne pumpen fra brønden før vinteren. Forældrene havde overtaget ansvaret, hvilket var en velsignelse for en tid, men senere fik det ham til at føle sig indfiltret i taknemmelighed og forventninger fra deres side om at låne huset, når han og Nina selv ville være der. Det endte med at føre til et brud. Han trak sig delvist ud af det. Nina og hans mor fortsatte tovtrækningen.
*
Elgen var altså kommet med samme færge.
Netop som Bodén rejste sig fra sin liggestol i salonen i læsiden og var på vej mod toilettet, stødte han på ham. Pierre Elgh. Navnet dukkede straks op på lystavlen, selvom det vel måtte være omkring fyrre år siden, de havde set hinanden sidst. På den anden side var der ikke ret mange mennesker med et så eksotisk fornavn, da han voksede op. Moren var vist fransk. Fornavnets fremmede klang overskyggedes dog af efternavnet. Det kunne aldrig blive til andet end Elgen, uanset hvordan Pierre end bar sig ad. Til trods for at hans dengang spæde bygning kun havde få ligheder til fælles med det pågældende dyr.
Der stod Elgen altså. Både høj, rank og velvoksen med lyst, kruset hår som en glorie om hovedet. Han betragtede ham med venlig interesse, mens Bodén selv i sin ynkværdige svimmelhed så ubemærket som muligt prøvede at finde noget mere solidt at holde fast i end færgens glatte indervæg.
Jo, Elgen var nysgerrig. Stirrede på ham med en skarphed, der gjorde Bodén vred. Han var nødt til at tage et par små skridt, som i en hurtig foxtrot, for at kunne rette sig op og pænt og ordentligt se lige ind i Pierre Elghs øjne, der var kraftigt forstørrede af et par tykke brilleglas.
Følelserne var mildest talt blandede. Den uundgåelige sammenligning lå altid og lurede. Hvordan var det gået her i livet? Hvad var der sket?
Elgen var et billede på sundhed.
- Det er længe siden, indledte han glat.
- Ja, det kan man vist roligt sige.
Det var sådan, man begyndte. Elgen rejste alene, fik Bodén at vide.
- Skal op og besøge nogle gode venner i Sysne og fejre midsommer, sagde han. Og du?
- Min kone og jeg har et sommerhus i Tofta, sagde Bodén.
- Nå, så I har sommerhus på Gotland. Har I haft det længe?
- Ja, det bliver jo til nogle år efterhånden. Arvede det, sagde Bodén, og Elgen nikkede.
- Det lyder dejligt, kommenterede han som sig hør og bør.
Og det gav Bodén ham naturligvis ret i. Hvorpå han fremkom med det næste obligatoriske spørgsmål:
- Og hvad går du så og laver for tiden?
- Sygepleje, sagde Elgen gådefuldt.
Det var tydeligt, at der var noget, han skjulte. Samtidig så han helt fornøjet ud. Selvsikker rent ud sagt.
- Jaså, sagde Bodén og tænkte, at det kunne betyde hvad som helst lige fra portør på hospitalsgangene til professor af en eller anden slags. Selvom det sidste lød en smule usandsynligt. Ikke Elgen. Noget geni havde han så afgjort aldrig været. I hvert fald ikke dengang. Men ansigtsudtrykket var i dette øjeblik alt andet end ydmygt. Snarere selvsikkert. Ligesom hans påklædning, også selvom den bestod af de obligatoriske jeans og T-shirt. Men der er forskellige måder at bære sit tøj på. Og forskellige mærker.
Kropssproget afslører, hvem man er. Elgen var rank. Næsten som en ildrager.
- Og du? sagde han.
- Lærer.
Elgen så først ud til at tvivle. Men så ændrede han ansigtsudtryk, nikkede og smilede igen og mente åbenbart, at tidspunktet var modent til at servere sandheden uden påtaget ydmyghed.
- Er selv læge.
Og så var det sagt. Bodén skulle netop til at kommentere det, da Elgen rømmede sig.
- Overlæge, forklarede han nærmere.
Det var altså gået rigtig godt for Elgen. Han måtte på mirakuløs vis have rettet sig, siden de gik ud af skolen. Modnet sent, tænkte Bodén ikke uden en snert af misundelse.
Elgen havde haft det rigtig dårligt hjemme, som han huskede det. Faren forsvandt på en eller anden måde. Skød sig? Eller var det en ulykke? Elgen vidste måske ikke engang selv, hvordan det forholdt sig. Det var, når alt var sagt og gjort, meget lidt, man vidste om sine skolekammeraters hjemlige forhold under opvæksten. Det var kun sjældent noget, de talte om indbyrdes. Måske kunne man opsnappe et og andet af forældrenes lavmælte samtaler, når de troede, at børnene ikke hørte det. Det var den måde, ting og sager sommetider kom frem på. Kammeraterne selv vidste kun det allernødvendigste. Hvilke mødre der altid smurte en mad til dem og fandt spegepølsen frem om nødvendigt, hvem der kun sjældent protesterede, når regnen styrtede ned i stride strømme, og de kom brasende ind, hvilke fædre der havde bil, og hvem der ejede et køretøj ud over det sædvanlige. Omtrent så meget vidste de og måske lidt til. For eksempel, hvem der var særligt velstillet. Men de var nu til at overse. Derudover var der vel ikke så specielt meget andet at interessere sig for bortset fra eventuelle søstre, når de nåede den alder. Bodén selv havde ingen søster. Elgens var køn. Men utilnærmelig.
Og her stod de altså, Elgen, der var modnet sent, og ham selv, der kun med nød og næppe kunne holde sig oprejst.
- Familie? fortsatte Bodén.
- Separeret. Vi voksede fra hinanden. Børnene tog det meget pænt, de var trætte af vores gnaverier, sagde Elgen lakonisk.
Bodén nikkede.
- Og du?
- Gift med Nina, hvis du kan huske hende.
Anedes et par røde pletter på Elgens kinder?
- Nina Gustavsson fra parallelklassen?
- Netop, sagde Bodén.
- Ja, selvfølgelig kan jeg huske hende …
Bodén nikkede.
- Imponerende. I må have holdt sammen længe, sagde Elgen og smilede.
Bodén nikkede igen, men der var noget i Elgens tonefald, han ikke brød sig om. Nina og han havde faktisk ikke holdt sammen siden skoletiden, men det så han ingen grund til at komme ind på. At de ikke var skilt i dag, skyldtes måske ren og skær sløvhed. Det sagde han heller ikke.
*
Sæsonens første køretur til sommerhuset i Tofta forløb i andægtig tavshed. Øens karrige skønhed slog ham hver eneste gang. Måske i endnu højere grad som årene gik. Det hvide, klare skær fra kalkstenene og havet omkring øen. Grøftekanternes frodige blomsterpragt. Slangehoveder, ranke som ultramarine fakler, akelejer med skrøbelige kroner i blåt, rosa eller hvidt, midsommerblomstens rødviolette stjerner, den hvide marguerit - som man så let forvekslede med hvid okseøje - den brændende røde valmue og så naturligvis kornblomsten. Midsommerens klassiske blomsterpragt. Sommetider bladede han lidt i sin gamle flora, der lå i sommerhuset.
Nina sad med et mildt smil om læberne. Årene var gået, men hun lignede sig selv. Måske mere velbevaret end han. Det var stort set kun hendes farver, der havde ændret sig, var blevet lidt blegere med tiden. Huden lidt tyndere og hvidere. Håret var ikke gråt som hans, men en mere ubestemmelig brun nuance og mattere end tidligere. Som altid klippet i en lige pagefrisure med pandehår, der skjulte panden. Men den fysiske skrøbelighed var blot et synsbedrag. Hun var stærk og sikkert meget modigere end han.
Hun sad med hænderne i skødet. Bodén kastede et blik på dem og rettede så igen blikket ud ad forruden. De smalle vielsesringe i gult guld var slidte og havde indtaget deres pladser permanent og gravet en lille fordybning omkring venstre ringfinger. Lange, lige fingre. Smukke, stærke hænder. Han havde altid holdt af dem, men kom nu i tanke om, at det var meget længe siden, han havde holdt dem i sine. Det var ikke rigtig blevet til noget. Men pludselig sved længslen i ham. Han var som et følsomt barn med vidåbne sanser. Lagde derfor forsigtigt sin hånd over hendes. Hans varme, stumpede fingre over hendes kolde. Han mærkede et lille ryk, men hun lod hånden blive liggende. Svarede med et hurtigt klem, men tog så hånden til sig, som om hun havde brændt sig, og gav sig til i et anfald af pludselig iver, eller måske spontanitet, at vifte med begge hænder i luften.
- Hvor er vi dog heldige, at vi har alt dette, sagde hun og lød i hans ører overdrevent eksalteret.
Hun bredte håndfladerne ud mod græsmarkerne, der lå badet i mat, diset sol. Han så fårene, der græssede omkring den ensomt beliggende mølle, en hvidkalket gestalt uden vinger. Senere skimtedes kirketårnet i Tofta som en skarpspidset blyant. Endnu et lille stykke, og derefter, lige før campingpladsen, drejede han ind på deres smalle sommerhusvej, der førte direkte ned til huset og stranden.
Han standsede ved postkasserne i vejkrydset. Ørentvister og nogle fugtige reklameblade for havemøbler og et pizzeria, ellers ikke noget. Han kunne faktisk høre, at han var på landet. Vinden i trætoppene, havet langt borte. Værre stod det altså ikke til med ham. Kunne stadig mærke forskellen.
Et frisk vindpust strejfede hans kind, og han tog en dyb indånding af den fyrretræsmættede luft, inden han igen smækkede bildøren og langsomt fortsatte ind på Malvavägen.
Der stod biler på de fleste af grundene. Folk var flyttet ind. Sommeren var kommet.
