Blottet for bødlen af Andrew Taylor
Hør Bogbidden her (Indtalt specielt til Bogbidder).
Palæstina
Ligegyldigt hvor meget Ricky prøver at undgå det, vender han tilbage til det i sine drømme. Af og til ser han også et glimt af det i vågen tilstand, når han er træt eller bekymret. Men er han egentlig nogensinde helt fri for det? Han tænker på det som noget i stil med den knitren i en radioudsendelse, der skyldes atmosfæriske forstyrrelser – altid til stede, men sommetider lægger man mere mærke til den end til andre tider.
Mønsteret er fastlåst. Den ubehagelige del af det foregår altid på samme måde.
Mørket er allerede ved at sænke sig, lyset forsvinder i hastigt tempo fra en himmel, der i vest er stribet af dybrøde og gyldne farver. Køreturen har taget længere end beregnet. Porten ind til komplekset står åben. Alt, hvad der er værd at stjæle, er for længst forsvundet.
Løjtnanten giver chaufføren besked på at bakke ind i gården og parkere lige inden for porten, hvis de skulle blive tvunget til at tage af sted i en fart. Ricky kravler ned fra førerhuset, og dagens opsparede varme slår ham i møde fra den revnede beton.
Der er ingen mennesker at se, hverken i komplekset eller på den kratbevoksede bakke, der skråner ned mod den støvede vej. Han ved godt, at der er nogen, der holder øje med dem. Det er der altid. Han venter sammen med løjtnanten, mens sergenten slår bagsmækken ned. Kædens raslen og smældet fra metallet virker utrolig larmende i stilheden. Noget eller nogen farer af sted henne mellem en dynge rustne olietønder i et hjørne af gården.
"De skide katte," siger officeren, hvilket snarere er et håb end en konstatering. Han er en ung fyr med et fremstående adamsæble, der farer op og ned som en yoyo.
Én efter én springer soldaterne ned fra lastbilen. De er alle sammen riffelbevæbnede. Sidste mand slæber på en minesøger. De ser så unge ud, synes Ricky, ligesom børn, der leger soldater, og det er ikke første gang, de får ham til at føle sig gammel.
"Okay," siger løjtnanten med påtaget selvsikkerhed. "Vi tjekker først rundt langs hegnet, derefter går vi ind i huset."
De arbejder sig frem langs kompleksets rustne hegn. Nede bagtil er der en række skure, som allerede er forfaldne. Ricky og sergenten undersøger hovedbygningens ydermure. Det er her, værkstederne ligger. Der er tremmer for vinduerne. De ruder, der har overlevet, er grå af støv. Det er kun godt seks måneder, siden familien Finbowe rejste, men stedet er allerede blevet til en uskøn ruin. Det har menneskene og naturen sørget for.
Ricky ved, at stedet her er valgt meget bevidst. Familien Finbowe ville i sig selv være uden betydning, hvis det ikke var for det flygel, og uden flyglet ville ingen af dem have nogen grund til at være her.
"Vi tager det stille og roligt," siger løjtnanten med en dæmpet, monoton stemme, som om han snakker med sig selv i en anden persons drøm. "Vi tager ikke noget for givet."
Porten er stor nok til, at en lastbil kan passere igennem, og den ene fløj står åben. Selv om de er unge, er soldaterne trænede i det her. De går uden at forhaste sig indenfor, én efter én, mens de dækker hinanden. De følger efter manden med minesøgeren. To lyskegler fra stavlygter fejer frem og tilbage gennem den aflange, snavsede bygnings indre.
Ricky kan høre den hurtige, støjende vejrtrækning fra fyren til venstre for sig. Fyren på hans højre side tygger tyggegummi med åben mund. Han frembringer en svuppende lyd, der får Ricky til at mindes engang, han som barn vadede over en smattet mark en regnfuld eftermiddag.
"For satan da," siger ham med den anstrengte vejrtrækning. "Kan I ikke lugte det?"
Ingen svarer. Det er ikke en egentlig lugt, ikke endnu, men en ganske svag antydning af noget ubehageligt i luften.
"Der er ikke noget herinde, lader det til," siger officeren. Han drejer sig rundt, og løbet af hans maskinpistol følger efter i en doven bue.
"Der er et mindre værksted, hvis man går gennem døren henne for enden," siger Ricky. Han har talt med en mand, der har arbejdet her tidligere. "Og ved siden af det er der et par kontorer."
Officeren nikker, men siger ingenting. Hans adamsæble farer op og ned. Døre er altid noget skidt. Man aner ikke, hvad der er på den anden side. De hæmmer også ens bevægelser og gør én langt mere udsat.
Han skubber døren op. Antydningen er nu blevet til en regulær lugt. Lyskeglerne gennemsøger det tomme rum indenfor. Ingen snubletråde. Endnu et betongulv. Manden med minesøgeren rykker fremad. Hans bevægelser er så præcise og regelmæssige som dansetrin.
Lugten bliver pludselig til en stank. Knægten med tyggegummiet gylper. Værnepligtige børn, tænker Ricky vredt, for unge til sådan en opgave, for unge til stedet her. Han mærker selv kvalmen stige op i halsen og forsøger at undertrykke den. Bag ved ham bander den tykke fyr, en lind strøm af sjofle og blasfemiske eder.
"Dér," hvisker løjtnanten. "Derovre. Kan I se ham? I hjørnet."
Der er meget mørkere i denne del af bygningen. Vinduerne er tilskoddede. På gulvet er der striber af aftenlys, og mellem dem danser de blegere lyskegler fra stavlygterne. Den ene kegle springer op ad væggen mod loftet. Det er i det øjeblik, Ricky ser rebet. Det er bundet til en bjælke, der spænder over bygningen i hele dens bredde og holder murene sammen. Lyset dykker nedad igen, og pludselig er det hele overstået.
Liget er nøgent. Lysstrålen løber hastigt fra hovedet og ned til fødderne, derefter op og så ud til siden. Med ét er liget næsten usynligt igen. Men Ricky ved, at det er for sent. Liget vil altid være til stede, for ham og højst sandsynligt også for de andre. Det er en del af ham nu, en del, som han aldrig nogensinde vil kunne kaste fra sig, ligegyldigt hvor store anstrengelser han gør sig.
"Satans myrer," siger tyggegummifyren. "De er kraftedeme over hele butikken. Også de satans fluer."
En kaster op, voldsomt og gentagne gange. Brækket plasker ned på betonen.
"Er det ham?" spørger løjtnanten, hvis stemme pludselig lyder overlegen, for angst kan have den virkning på folk.
Lyskeglen vender tilbage til ansigtet. Ricky studerer det. Ikke kvalt, tænker han, selv om den arme djævel har rebet om halsen. Han har nok allerede været død, da de klyngede ham op.
"Ja. Det er ham," siger Ricky. "Har du en kniv?"
"Rør ham ikke. Liget kan være mineret. Det nummer har de lavet før."
Ricky nikker, klar over, at han har gjort sig fortjent til irettesættelsen, klar over, at anspændelsen også påvirker ham, påvirker hans måde at tænke på.
"Tilbage igen," siger løjtnanten hvast. "Alle mand. Ind i det andet værksted." Slukørede trækker de sig langsomt tilbage. De spreder sig i vifteform og søger dækning bag væggen. Officeren står med let spredte ben i døråbningen, med maskinpistolen i skudstilling. Ricky kigger over hans skulder. Der lyder en skudsalve, takket og grim. Det nøgne lig spjætter for enden af rebet. Stilheden vender langsomt tilbage, kun afbrudt af den kradsende lyd af små poter og nedfaldende puds. Officeren skyder på ny. Liget hopper og danser. Men det eksploderer ikke. Lyden dør hen. Stanken er værre end før.
Den unge officers stemme ryster, da han giver tre mand ordre til at undersøge kontorerne. Resten står i en klynge omkring liget, men med god afstand til det, som om selve døden kunne være smittefarlig. De holder sig for næse og mund. Der pibler noget væske ned på gulvet. Det lyder som en dryppende vandhane. Pludselig suser der indespærret luft ud af liget med en lyd som en enorm, fugtig prut. En griner.
"Det var en fuser," mumler løjtnanten med en nervøs, skinger fnisen.
Ricky overhører hans ord. "For guds skyld, da. Lad os få ham ned. Giv mig en kniv."
"Du skal have noget at stå på," siger officeren, og han lyder helt normal nu.
Fyren med tyggegummiet springer hen mod et arbejdsbord af metal, som ligger væltet en meters penge fra liget. Et kort øjeblik balancerer han på en sært graciøs måde, med den venstre arm tynget ned af riflen og den højre strakt frem mod bordet. I det samme falder der endnu en dråbe væske fra det nøgne lig. Fyren griber fat om et af bordbenene og hiver til. Ricky hører sig selv råbe et enkelt ord. "Nej!"
Kapitel et
Tirsdag den 3. april sad Edith Thornhill i Ruispidge Hall og stirrede ud ad vinduet. Det regnede stadig, og hun gjorde sig stadigvæk bekymringer. Hendes yngste pige Susie vred og vendte sig på hendes skød. Susie ville gerne hen til de fireårige drenge, der legede skjul mellem regnfrakkerne, som hang henne ved døren.
"Op med hovedet!" kommanderede miss Awre med en stemme, der nåede ud i alle kroge. "Stræk så de vriste!"
Rækken af børn bevægede sig disciplineret rundt i salen under hendes ledelse, mens miss Buckholt, der sad ved klaveret og hamrede i tangenterne, leverede akkompagnementet. Der var femten børn på juniorholdet, alle sammen piger. Nummer to i rækken var Ediths ældste pige, Elizabeth, og lige bag ved hende var hendes veninde Gwen Raven.
Miss Awre kiggede op mod uret og klappede i hænderne. Den vrikkende, hoppende række af småpiger standsede øjeblikkeligt, hvorimod miss Buckholt buldrede videre gennem en rebelsk halvtakt, der kulminerede i en monumental disharmoni.
Med hænderne på hofterne lod miss Awre blikket feje rundt i lokalet, fra pigerne ved væggen og til mødrene og rollingerne henne på stolene. Stilheden var total. Selv drengene, der legede henne ved regnfrakkerne, blev stille. Miss Buckholt, lille og tyk som en tudse i en poset gul cardigan, kunne have været en buddhastatue. Miss Awre havde arvet både sit ansigt og sin autoritet efter sin far, der engang havde haft kommandoen over et regiment bengalske lansenerer.
"Udmærket," sagde hun. "I har været rigtig dygtige, alle sammen. I dag er vi nødt til at slutte præcis til tiden. Seniorerne skal have ekstra timer på grund af ballet. Vi ses igen samme tid næste uge." Hun lod sit ansigt slappe af i et dystert smil. "Efter ballet."
Selv Edith reagerede med en slesk fnisen. Men miss Buckholt lo ikke. I stedet så hun hen mod døren mellem selve salen og foyeren, der førte ud til verden udenfor. Edith fulgte hendes blik. Beatrice Winderfield var lige kommet ind. Hun var ikke meget højere end nogle af børnene. Hun var i en stor kakifarvet regnfrakke, der glinsede af vanddråber og omsluttede hende som et telt.
Miss Awre klappede i hænderne, signalet til, at undervisningen var slut. Balletforskoleholdet opløstes. En summen af mange stemmer fyldte salen. Familier blev genforenet. Miss Awre så hen mod Beatrice Winderfield og glippede med øjnene, som om hun forsøgte at komme i tanke om, hvem hun var.
Miss Buckholt forlod klaveret og gennede med brask og bram desmå drenge væk fra frakkerne. Hun samlede de regnfrakker op, der var faldet på gulvet, og smækkede dem op på krogene igen. Edith lagde mærke til, at hun proppede noget i lommen på sin cardigan.
Elizabeth kom over til Edith og Susie. Hendes veninde Gwen fulgte lige i hælene på hende. Gwen var miss Winderfields niece, og hun havde sin tantes dukkeagtige ansigt og skrå, blå øjne.
"Mor, må jeg gå med Gwen hjem og få te?" spurgte Elizabeth.
Edith så på de to piger. "Det må du vel nok. Men er det i orden med miss Winderfield?"
Gwen nikkede. "Jeg har ikke spurgt hende endnu, mrs. Thornhill, men det er jeg da sikker på."
Miss Winderfield skråede over salen og kom hen til dem. Hun smilede til Edith. "Det er mrs. Thornhill, ikke også?"
Det medgik Edith.
"Gwen har snakket så meget om Elizabeth," fortsatte miss Winderfield. Hun havde en blid og ganske smuk stemme. Alle sagde, at hun kunne være blevet musiker, hvis det ikke havde været for forældrene.
"Tante Beatrice," sagde Gwen og rørte ved hendes ærme. "Må Elizabeth komme med hjem til te?"
Smilet var der stadigvæk. "Selvfølgelig må hun det. Hvis altså mrs. Thornhill giver lov."
Der blev hurtigt lavet en aftale. Edith skulle komme og hente Elizabeth klokken fem.
"De ved godt, hvor vi bor?" sagde miss Winderfield.
"Det tror jeg nok," sagde Edith og lod, som om hun ikke var helt sikker. "Det er Castle Green, ikke?"
"Jo – Kantorhuset. Nå, nu må vi skynde os af sted, er jeg bange for. Jeg skal finde Walter og sørge for, at han kommer til undervisningen på seniorholdet."
"Walter hader at danse," betroede Gwen Elizabeth med en højlydt hvisken.
"Gwens bror," forklarede Beatrice Winderfield. "Han er hjemme fra kostskolen og føler sig nærmest som en fisk på landjorden."
Hun sagde farvel. Susie, der havde skjult sit hoved ved morens skulder, mens samtalen foregik, møvede sig ned fra hendes skød. Edith så mrs. Winderfield gå, med Gwen på den ene side og Elizabeth på den anden. De behøvede ikke at gå ret langt. Der var en låge i den høje mur omkring Kantorhusets have næsten lige over for Ruispidge Hall.
Miss Awre betragtede dem også. Ved døren kastede miss Winderfield et blik over skulderen, ikke hen mod Edith, men hen mod miss Awre.
Det regnede stadigvæk, og Edith Thornhill var stadigvæk bekymret. Hun spadserede hen ad Chepstow Road med Susie stolprende af sted ved siden af sig. En del af hendes tanker beskæftigede sig med eftermiddagens praktiske gøremål – hvordan hun skulle komme hjem, give Susie noget at spise, sørge for selv at blive tør, og derefter trave tilbage til Kantorhuset, sandsynligvis sammen med Susie, og næsten helt givet i regnvejr. Hun fortrød ikke, at hun havde givet Elizabeth lov til at gå med Gwen hjem – slet ikke – men det gav problemer. Dog ikke værre, end at hun kunne klare dem. Det, der for alvor bekymrede
hende, var det andet problem, det, hun ikke kunne få has på.
Hun hørte lyden af et bilhorn bag sig. Næsten som om hendes bøn var blevet hørt, standsede en bil foran hende. Mrs. Drake lænede sig ind over sædet og åbnede passagerdøren indefra.
"I drukner i det her vejr, Edith. Jeg giver et lift."
"Vi er frygtelig våde."
"Det har ikke noget at sige. Kom nu – inden der kommer regn ind i bilen."
Det var aldrig nemt at sige nej til vicepolitimesterens kone, og i dette tilfælde havde Edith ikke lyst til det. Hun rakte Susie ind til mrs. Drake og satte sig ind på forsædet af Armstrong Siddeleyen. Hun sukkede og hev Susie op på skødet.
Mrs. Drake betragtede hende et øjeblik. "Kan du afse en halv times tid?"
"Ja – jeg skal hente Elizabeth inde i byen klokken fem, men ellers skal jeg ikke noget særligt.
"Vil du ikke med ud og have en kop te hos mig? Så kan jeg køre dig ind til byen bagefter – jeg skal alligevel hente Vincent, så det er overhovedet ikke til besvær."
Edith sagde ja tak. Det var en lettelse at få at vide, hvad man skulle gøre. Det var en lettelse at blive kørt i en komfortabel bil, med udsigt til en kop te lavet af en anden i en ikke alt for fjern fremtid.
Ægteparret Drake boede lige uden for byen på Chepstow Road, i et ret stort, moderne hus. De fik te i opholdsstuen. Mildred fandt en kasse ramponeret legetøj frem og gav Susie lov til at sprede det ud på kamintæppet.
"Det er Lizzie," sagde Susie og snuppede en enarmet tinsoldat fra Første Verdenskrig. Hun tog en hovedløs skotsk sækkepibeblæser op af kassen. "Det er Gwennie." Hun skubbede soldaterne sammen og drejede dem rundt i en cirkel. "De danser."
"Vi har været til dans i Ruispidge Hall," forklarede Edith. "Elizabeth og hendes veninde Gwen går på juniorholdet."
"Ah, ja. Den skrappe miss Awre. Jeg kan forestille mig, at hun har en del at se til for øjeblikket. Er Ruispidge velgørenhedsballet ikke sidst i næste uge?"
"Jo, og alle er som sædvanlig mere eller mindre ude af flippen – og mødrene er vist de værste. Vi skal jo nok gennem hele møllen med David om et år eller to, og derefter pigerne. Det er helt ærligt ikke noget, jeg ser frem til."
Samtalen bevægede sig fra nuværende og tidligere baller til ægteparret Drakes børnebørn og familien Thornhills sommerferieplaner. Men sammen med den anden kop te foretog mrs. Drake en brat kovending.
"Nå, min ven," sagde hun. "Hvad er det, der plager dig?"
Edith så op. Hun kendte Mildred Drake godt nok til ikke at blive forbavset. Hun sagde: "Er det så tydeligt?"
Mrs. Drake sagde ikke noget. Edith spekulerede på, om den lille antydning af panik i hendes stemme havde været lige så åbenlys for hendes værtinde som for hende selv. Susie gav et jubelråb fra sig, da det lykkedes hende at få et puslespil til at gå op, der bestod af et billede af små lodne dyr på skovtur og var dannet af ni træklodser. Edith sukkede. "Sagen er, at jeg er bekymret for Richard."
