Cirklens Ende af Tom Egeland
Det begyndte at regne sent den eftermiddag, da Grethe døde.
Gennem trådene af vand skimter jeg fjorden, blank og kold, som en flod bag det nøgne krat. I time efter time sidder jeg og glor på dråberne, som siler ned ad ruden. Jeg tænker. Jeg skriver. I duggen på glasset former bygerne et bugtende gitter.
Jeg har skubbet skrivebordet hen til vinduet. Så kan jeg skrive og kigge ud samtidig. I strandkanten driver klaser af rådden tang. Bølgerne skvulper dovent mod klipperne. En terne skriger halvhjertet og livstræt.
Grenene på egetræet ude på gårdspladsen stritter, sorte og våde; endnu klamrer et og andet blad sig fast, som om de ikke rigtigt forstår, at efteråret snart vil hente dem til sig.
Det var sommer, da far gik bort. Han blev enogtredive år, fire måneder, to uger og tre dage gammel. Jeg hørte, at han skreg.
De fleste mener, at det var en ulykke.
Den første tid efter dødsfaldet kapslede mor sig ind i en kokon af stille sorg. Så, i en metamorfose som aldrig har sluppet taget i mig, begyndte hun at drikke og forsømme mig. Der blev en del snak. Vores villavej havde øjne og ører. I butikken sendte de mig medfølende blikke. Børnene lavede væmmelige sange om hende. De tegnede hende nøgen med kridt på asfalten i skolegården.
Nogle minder har mejslet sig fast.
De har selvfølgelig været her, mens jeg var borte. Gennemsøgt værelse efter værelse. Og fjernet sporene efter hende. Det er, som om hun aldrig har eksisteret.
Men ufejlbarlige er de ikke. De overså de fire silkereb, som hænger slapt ned fra sengestolperne.
I dagbogen skriver jeg om alt det, der skete mig i sommer.
Havde det ikke været for skorperne og den sviende kløe, ville jeg have troet, at sommeren var en sammenhængende vrangforestilling. At jeg befandt mig på mit værelse på klinikken. I en spændetrøje. Proppet fuld af Stesolid. Noget af det der skete, vil jeg muligvis aldrig komme til at forstå. Det gør ikke noget. Den smule, jeg har forstået, eller ikke forstået, holder længe for mig.
Dagbogen er en tyk skindindbundet bog. Nederst til højre på omslaget er mit navn trykt i guld. Bjørn Beltøs bog.
Der findes to former for arkæologi. Den historiske. Og den sjælelige: udgravninger i hjernen.
Kuglepennen skraber mod papiret. Stille væver jeg mit spindelvæv af minder.
FØRSTE DEL
ARKÆOLOGEN
I
Gåden
Midt i et rudemønster af lige store kvadrater sidder jeg på hug og leder efter fortiden. Solen brænder i nakken. Håndfladerne er fulde af vabler, som svier noget så skrækkeligt. Jeg er beskidt og svedig. Jeg stinker. T-shirten klæber til min ryg som et gammelt plaster.
Vinden og gravearbejdet har hvirvlet fint sand op, som lægger sig som en brungrå kuppel af støv over marken. Sandet stikker i øjnene. Støvskyen gør mig tør i munden og pudrer mit ansigt; huden føles som en sprukken skorpe. Jeg stønner sagte. Det er ikke til at fatte, at jeg engang drømte om en tilværelse som denne. Vi behøver jo alle et levebrød …
Jeg nyser.
"Prosit!" råber en stemme. Forundret ser jeg mig om. Men alle er optaget af deres.
Fortiden lader sig ikke så let finde. Nogle spadestik under det øverste jordlag, i gravebakken mellem mine beskidte gummisko, leder jeg med fingerspidserne i den våde muldjord. Det kulturlag, vi har gravet os ned til, er otte hundrede år gammelt. Luften er tung af en fugtig kompostlugt. I en af sine lærebøger, Archaeological Analysis of the Ancient, skriver professor Graham Llyleworth: "Op fra jordens mørke muld strømmer fortidens stumme budskab." Har man hørt magen? Professor Llyleworth er en af verdens dygtigste arkæologer. Men han er lidt for glad for lyrik. Man må bære over med hans fejl.
Nu sidder professoren i skyggen under et lagen spændt ud over fire stolper. Han læser. Han patter på en cigar, han ikke har tændt. Han ser ulideligt klog ud, fyldt af en gråhåret og pompøs værdighed, som han ikke har gjort sig det allermindste fortjent til. Sandsynligvis drømmer han om en af pigerne, som står med rumpen i vejret. Af og til skotter han ned på os med øjne, som siger: Engang var det mig, der lå der og svedte, men det er længe siden.
Jeg skuler op på ham gennem tykke brilleglas med solfilter. Hans blik strejfer mit og bliver hængende et sekund eller to. Så gaber han. Et vindpust får lagnet til at blafre. Det er mange år siden, han lod sig udfordre af nogen med jord under neglene.
"Mr. Belto?" siger han overdrevent høfligt. Jeg har endnu til gode at møde en udlænding, som er i stand til at udtale mit navn rigtigt. Han vinker mig hen til sig. Ligesom slavehandlerne vinkede deres negerdrenge til sig i forrige århundrede. Jeg hæver mig op af den meterdybe skakt og børster jord af cowboybukserne.
Professoren rømmer sig. "Ingenting?"
Jeg slår ud med hænderne og stiller mig op foran ham i en hånlig giv agt, som desværre går hans næse forbi.
"Ingenting!" får jeg fremhostet på engelsk.
Med et udtryk der kun lige skjuler den foragt, han nærer, ser han på mig og siger. "Alt i orden? Du ser bleg ud i dag!" Så klukler han og venter på en reaktion, jeg ikke et sekund overvejer at give ham.
Mange opfatter professor Graham Llyleworth som ondsindet og magtsyg. Han er ingen af delene. Nedladenhed falder ham naturligt. Professorens syn på omverdenen og de bittesmå menneskekryb, som kravler op ad hans bukseopslag, blev tidligt i livet formet, støbt og hærdet i stålarmeret beton. Når han smiler, sker det med en distanceret og overbærende ligegyldighed. Når han lytter, er det af påtvungen høflighed (som hans mor må have tugtet ind i ham med spanskrør og trusler). Når han siger noget, kan man let tro, at han udtaler sig på vegne af Vorherre.
Llyleworth knipser en fnok bort, som er kommet med vinden og har sat sig på det skræddersyede, grå jakkesæt. Han lægger cigaren på feltbordet. Med en vandfast tusch markerer han hver eneste skakt, der er blevet gravet op og tømt. Udtryksløst tager han hætten af tuschen og sætter et kryds i felt 003/157 på plantegningen på bordet under lagentaget.
Så vifter han mig væk med en træt håndbevægelse.
På universitetet lærte vi, at vi hver især kan flytte op til én kubikmeter jord hver dag. Jordbunken ved soldet beviser, at det har været en god formiddag. Ina, den studerende som finsigter al jorden, vi kommer slæbende med i gravebakker og trillebøre, har ikke fundet andet end et par vævelodder og en kam, som graveholdene har overset. Hun står midt i mudderet iført stramme, korte bukser, hvid T-shirt og alt for store gummistøvler og holder en grøn haveslange med utæt mundstykke.
Hun ser vældig sød ud. For to hundrede og tolvte gang denne formiddag kigger jeg hen på hende. Men hun ser aldrig i min retning.
Musklerne er ømme. Jeg synker sammen i feltstolen, som står i ly for augustsolen ved et skyggefuldt hægekrat. Dette er mit hjørne, min trygge plet. Herfra har jeg overblik over udgravningsområdet. Jeg kan godt lide at have overblik. Har man overblik, så har man også kontrol.
Hver aften, efter sorteringen og katalogiseringen, skriver jeg under nederst på fundlisten. Professor Llyleworth synes, at jeg er overdrevent mistænksom, fordi jeg insisterer på at sammenholde artefakterne i papæskerne med hans liste. Hidtil har jeg ikke fanget ham i en eneste unøjagtighed. Men jeg stoler ikke på ham. Jeg er her for at kontrollere. Det ved vi begge to.
Professoren vender sig om, ligesom tilfældigt, for at tjekke, hvad der er blevet af mig. Jeg sender ham en munter spejderhilsen: to fingre til panden. Han hilser ikke tilbage.
Jeg trives bedst i skyggen. En defekt i min iris gør, at skarpt lys eksploderer i en regn af gnister i mit baghoved. For mig er solen en skive af koncentreret smerte. Derfor misser jeg ofte med øjnene. Engang sagde et barn til mig: Dine øjne ser ud, som når nogen tager et billede med blitz.
Med ryggen mod redskabscontaineren ser jeg ud over udgravningsområdet. Koordinatsystemets hvide snore former kvadratiske felter, som udgraves et efter et. Ian og Uri står henne ved nivellerinstrumentet og teodolitten og diskuterer, mens de ser ud over nettet af felter og fægter med armene mod koordinatsystemets akser. Et øjeblik indbilder jeg mig lattermildt, at vi graver på et forkert sted. At professoren vil blæse i sin åndssvage fløjte og råbe "stop, vi har taget fejl!" Men på ansigtsudtrykkene forstår jeg, at de bare er utålmodige.
Vi er syvogtredive arkæologer i arbejde. Professorens feltledere (Ian, Theodore og Pete fra University of Oxford, Moshe og David fra Hebrew University i Jerusalem og Uri fra The Schimmer Institute) leder hver deres gravehold med norske hovedfagsstuderende.
Ian, Theo og Pete har udviklet et avanceret computerprogram for arkæologiske udgravninger baseret på infrarøde satellitfotografier og sonarbølger i jordstrukturen.
Moshe har en doktorgrad i teologi og fysik og deltog i den faggruppe, som analyserede ligklædet fra Torino i 1995.
David er ekspert i fortolkning af nytestamentlige manuskripter.
Uri er specialist i johanniternes historie.
Selv er jeg med for at passe på.
2
Før i tiden tilbragte jeg hver eneste sommer på farmors landsted ved fjorden. En schweizervilla i en have af frugt og bær og blomster, af solvarme skifferfliser og sammenvokset krat, af sommerfugle og fluer og glade humlebier. Luften duftede af tjære og tang. På fjorden tøffede små både rundt. I fjordmundingen mellem Larkollen og Bolærne, som var så fjerne, at det så ud, som om de svævede, kunne jeg se et glimt af det endeløse hav, og bag horisonten forestillede jeg mig Amerika.
Godt en kilometer fra sommerhuset, langs landevejen mellem Fuglevik og Moss, lå Værne Kloster med sine totusinde kvadratkilometer marker og skove og en historie, som strakte sig lige lukt ind i Snorres kongesagaer. I slutningen af 1100-tallet skænkede rigets konge, Sverre Sigurdsson, Værne Kloster til johannitermunkene. Johanniterne bragte et pust af verdenshistorie, korstog og gejstlige riddere med sig ind i vores afkrog af civilisationen. Først i 1532 var munkenes tid på Værne Kloster forbi.
Summen af tilfældigheder former et livsforløb. For det er på en af Værne Klosters marker, at professor Llyleworths udgravning foregår.
Professoren påstår, at vores mål er at finde en ringborg fra vikingetiden. Måske to hundrede meter i diameter, omkranset af en cirkelrund jordvold med træpalisader. Han har fundet et kort i en vikingegrav i York.
Det er ikke til at tro. Jeg tror ham heller ikke.
Professor Graham Llyleworth er ude efter noget. Jeg ved ikke hvad. En skat er alt for banal. En grav med et vikingeskib? Resterne af Olavsskrinet? Måske mønter fra Khawrezm, fyrstedømmet øst for Aralsøen? Ruller af kalveskind som Snorre fik retur fra forlaget? Et offerkar af sølv? En magisk runesten? Jeg kan kun gætte. Og gå helhjertet ind for opgaven som vagthund.
Professoren skal skrive endnu en lærebog baseret på denne udgravning. En fond i England betaler. Grundejeren fik en mindre formue for at lade os vende op og ned på marken.
Det må blive noget af en lærebog.
Jeg har endnu ikke forstået hvordan eller hvorfor professor Llyleworth kunne få lov til at slippe sine arkæologiske stormtropper løs på norsk grund. Den samme gamle historie, han har indflydelsesrige venner.
For udlændinge er det vanskeligt at få tilladelse til at udføre arkæologiske udgravninger i Norge. Professor Llyleworth mødte ingen modstand. Tværtimod. Rigsantikvaren klappede begejstret i sine små hænder. Universitetet hjalp jublende til med at udvælge de dygtigste hovedfagsstuderende til graveholdene. De sørgede for arbejdstilladelse til hans udenlandske medhjælpere. De strøg kommunen blidt med hårene. Alt var i sin skønneste orden. Og så faldt de over mig på et kontor på Oldtidssamlingen på Historisk Museum i Frederiks gate. Vogteren. De norske myndigheders forlængede arm. En svagtseende amanuensis i arkæologi, en de kunne undvære nogle måneder. En ren formalitet, det var næsten, så de beklagede mit nærvær, men en regel er en regel, De ved, hvordan det er.
I farmors stue på landstedet står et standur og tikker for sig selv. Helt fra jeg var en lille purk, har jeg elsket det ur. Det går aldrig rigtigt. Det kan begynde at slå på de mærkeligste tidspunkter. Otte minutter i tolv! Tre minutter over ni! To minutter i halv fire! Så rasler urværket selvtilfreds med sine fjedre og tandhjul og råber: Det giver jeg da fanden i!
For hvem har bestemt, at det er alle de andre ure i verden, der går rigtigt? Eller at tiden lader sig indfange med finmekanik og visere? Jeg er slem til at spekulere. Det følger med jobbet. Når man graver et fem hundrede år gammelt kvindeskelet frem, som ikke vil give slip på det barn, det omfavner, låser øjeblikket sig fast i tiden.
Et vindpust bringer en salt duft af hav med sig. Solen er ikke så varm mere. Jeg hader sol. De færreste af os tænker på solen som en sammenhængende kernefusion. Men det gør jeg. Og fryder mig over, at om ti millioner år er det slut.
3
Råbet har en klang af ophidset forbløffelse. Under lagentaget rejser professor Llyleworth sig, vagtsomt og vejrende, som en dvask, gammel vagthund, som overvejer at give sig til at gø.
Arkæologer råber sjældent, når de finder noget. Vi finder noget hele tiden. Hvert råb skræller lidt af vores værdighed væk. De fleste af de møntfragmenter og vævelodder vi afdækker, ender til sidst i en lysebrun æske i et mørkt magasin, behørigt konserveret og katalogiseret og klargjort for eftertiden. Man er heldig, hvis man en eneste gang i hele sin karriere finder noget, som kan udstilles i en glasmontre. De fleste arkæologer vil, hvis de graver dybt nok ned i sig selv, erkende, at det sidste virkelig storslåede arkæologiske fund i Norge fandt sted i Oseberg i 1904.
Det var Irene, der råbte. Hovedfagsstuderende på klassisk arkæologi. En begavet og indesluttet pige. Jeg kunne let have forelsket mig i hende.
Irene tilhører Moshes gravehold. I går morges afdækkede hun resterne af en grundmur. En oktogon, en ottekant. Synet fylder mig med et vagt, kriblende minde, som ikke når op til overfladen.
Jeg har aldrig set professor Llyleworth så anspændt før. Mange gange i timen har han været henne og kigge ned i hendes hul.
Nu har Irene fået stablet sig på benene og er klatret op på kanten. Ivrigt vinker hun professoren hen.
Flere af os andre er allerede begyndt at løbe hen mod hende.
Professoren blæser i sin fløjte.
Pfffffff-rrrrrrr-iiiiiiit!
En magisk fløjte. Alle stivner i rykvise bevægelser, som på en gammeldags 8 mm-film, som har sat sig fast i fremviseren.
Så bliver de lydigt stående.
Mig har tryllefløjten ingen effekt på. Småløbende nærmer jeg mig Irenes skakt. Professoren kommer fra den modsatte kant. Han forsøger at bremse mig med blikket. Og med fløjten. Pff-rrr-iit! Men det lykkes ham ikke. Derfor når jeg først frem.
Det er et skrin.
Et aflangt skrin.
Tredive-fyrre centimeter langt. Det yderste lag af det rødbrune træværk er gået i forrådnelse.
Professoren standser så tæt på kanten, at jeg et øjeblik håber, at han vil falde ud over den i sit grå jakkesæt. Den ultimative ydmygelse. Men så heldig er jeg ikke.
Den korte løbetur har gjort ham stakåndet. Han smiler. Munden står åben. Øjnene er vidt opspærrede. Han ser ud, som om han er i færd med at få orgasme.
Jeg følger hans blik. Ned til skrinet.
I en eneste lang bevægelse sætter professoren sig på hug, støtter med venstrehånden og hopper ned i skakten.
En mumlen går igennem forsamlingen.
Med fingerspidserne – de bløde fingerspidser, som er skabt til at balancere kanapeer, holde champagneglas og cigarer, samt kærtegne silkebryster som tilhører generte, unge kvinder fra Kensington – begynder han at fjerne jorden omkring skrinet.
Professor Graham Llyleworth skriver i sin lærebog Methods of Modern Archaeology, at en omhyggelig registrering er nøglen til korrekt fortolkning og forståelse. "Tålmodighed og grundighed er arkæologens vigtigste dyder," fastslår han i Virtues of Archaeology, de arkæologistuderendes faglige bibel. Han burde vide, at han er alt for ivrig. Vi har ingen hastværk. Når noget har ligget i jorden i hundredvis eller tusindvis af år, bør vi bruge nogle ekstra timer på at være nøjagtige og forsigtige. Vi bør indtegne skrinet i perspektiv både på plantegningen og profiltegningen. Fotografere det. Fundet skal måles i længde, dybde og bredde. Først når alle tænkelige detaljer er registreret, kan vi møjsommeligt lirke det frem med murerske og teske. Pensle jord og sand bort. Hvis noget er af metal, skal det behandles i sesquicarbonat. Alt dette ved professoren.
Alligevel giver han fanden i det.
Jeg hopper ned til ham. De andre stirrer på os, som om professoren netop har bekendtgjort, at han har tænkt sig at grave sig ned til jordskorpens kappe.
Med hænderne.
Inden middag.
Jeg rømmer mig højtideligt, overdrevent tydeligt, og siger til ham, at han går for hurtigt frem. Han overhører mig. Han har rejst et skærmbræt mellem sig selv og resten af verden. Selv da jeg bliver myndig i stemmen og på vegne af de norske antikvariske myndigheder befaler ham at holde op, fortsætter han sin frenetiske kradsen. For ham kunne jeg lige så godt have repræsenteret troldmanden fra Oz.
Da han har gravet det meste af skrinet frem, griber han om det med begge hænder og ryster det løs. Lidt af træværket falder af.
Flere af os råber op. I vrede, forbløffelse. Det går bare ikke! Det siger jeg til ham. Ethvert arkæologisk fund skal behandles med største varsomhed.
Ordene preller af.
Han holder skrinet frem for sig. Med besværet vejrtrækning bliver han stående og stirrer.
"Skal vi," siger jeg iskoldt og med armene over kors, "foretage en registrering af fundet?"
Hans kongelige højhed ser beundrende på skrinet. Han smiler vantro. Så siger han ud i luften, på sit mest stivlæbede oxfordengelsk: "This. Is. Fucking. Unbelievable!"
"Vær så venlig at give mig skrinet," siger jeg.
Han ser tomt på mig.
Jeg rømmer mig. "Professor Llyleworth! Du kan vel forstå, at jeg er nødt til at rapportere om denne hændelse til instituttet!" Min stemme har fået en kølig, formel klang, som jeg ikke rigtigt genkender. "Oldtidssamlingen og Rigsantikvaren vil næppe se med milde øjne på denne fremgangsmåde."
Uden et ord klatrer han op af skakten og småløber hen mod teltet. Jakkesættet støver af jord. Vi andre er ophørt med at eksistere.
Jeg giver mig ikke så let. Jeg løber efter.
Inde fra feltteltet, bag den stramme væg af stof, hører jeg professor Llyleworths eksalterede stemme. Jeg løfter teltdugen til side. Tusmørket og solfilteret på hans briller blænder mig, før jeg aner professorens brede ryg. Han er stadig forpustet. "Ja! Ja! Ja!" råber han ind i mobiltelefonen. "Michael, hør her, det er skrinet!"
Mere end noget andet forbløffes jeg over, at han har tændt cigaren. Han ved godt, at tobaksrøg kan forstyrre C14-dateringen.
Hans stemme er fyldt af hysterisk latter: "Gode gamle Charles havde ret, Michael! Det er ikke til at tro! Det er fanden gale mig ikke til at tro!"
På campingbordet ved siden af ham står skrinet. Jeg tager et skridt indenfor. I det samme materialiserer Ian sig i mørket, som en ond ånd der vogter over faraoens gravkammer. Han griber mig om overarmene. Hårdhændet skubber han mig baglæns ud af teltet.
"I himlens navn, mand …" stammer jeg. Min stemme skælver af vrede og indignation.
Ian sender mig et mørkt blik og går ind igen. Kunne han have smækket med en dør, havde han gjort det. Men teltdugen falder slapt ned bag ham.
Straks efter kommer professoren. Han har svøbt skrinet i et klæde. Den rygende cigar peger skråt op fra mundvigen.
"Vær så venlig at give mig det skrin!" siger jeg. Bare for at have sagt det. Men de hører mig ikke og er også ligeglade.
Professor Llyleworths privatbil er et slankt og skinnende racedyr. En bordeauxfarvet Jaguar XJ6. To hundrede hestekræfter. 0-100 på ni sekunder. Lædersæder. Mahognirat. Klimaanlæg. Muligvis en snert af sjæl og spirende selvbevidsthed dybt inde i motorblokken, bag al kromet og metallic-lakken.
Ian smutter ind bag rattet, læner sig over og åbner døren for professoren. Han sætter sig ind, placerer skrinet i skødet.
Vi står og stirrer på dem i vores snavsede T-shirts og cowboybukser, lænet mod vores spader og målestave, med måbende ansigter og sand i håret og striber af jord i ansigtet. Men de ser os ikke. Vi har gjort vores. Vi eksisterer ikke længere.
Jaguaren triller hen ad anlægsvejen. Idet den svinger ud på landevejen, udstøder den en snerren, som indhyller den i en støvsky.
Og så er den borte.
I den stilhed, som sænker sig over os, og som kun forstyrres af vinden i trækronerne og de studerendes lavmælte mumlen, går to ting op for mig. Den ene er, at jeg er blevet narret. Jeg ved ikke rigtigt hvordan eller hvorfor. Men visheden får mig til at bide tænderne så hårdt sammen, at øjnene fyldes med tårer. Den anden er en erkendelse. Jeg har altid været den lydige, den pligtopfyldende. Det uundværlige og skjulte tandhjul, som aldrig svigter maskineriet. De norske fortidsmindemyndigheder betroede mig opgaven som kontrollant. Jeg magtede ikke opgaven.
Men professor Graham Llyleworth skal fanden gale mig ikke få lov at stikke af med fundet. Dette er ikke bare en sag mellem Llyleworth og Oldtidssamlingen. Eller Rigsantikvaren. Eller anklagemyndigheden.
Dette er en sag mellem Llyleworth og mig.
Jeg har ingen Jaguar. Min bil kan minde om et badedyr, som et barn har pustet op og derefter glemt på stranden. Den er lyserød. Citroën 2CV. Om sommeren ruller jeg taget af. Jeg kalder hende Basse. Vi er, i den grad det er muligt for et menneske og en maskine, på bølgelængde.
Sædet knirker, da jeg kaster mig ind bag rattet. Jeg må løfte døren for at få låsen til at smække ordentligt. Gearstangen ligner håndtaget på en paraply, som en hysterisk tante af vanvare har stukket gennem instrumentbrættet. Jeg sætter Basse i første gear, træder på speederen og kører efter professoren.
Som biljagt betragtet er det en latterlig forestilling. Det tager Basse en generation at nå fra nul til hundrede på speedometeret. Men før eller siden skal jeg nok nå frem. Det går bare ikke så stærkt. Jeg har ingen hastværk. Først skal jeg indenom Oldtidssamlingen for at rapportere til professor Arntzen. Så videre til politiet. Og så har jeg tænkt mig egenhændigt at give tolderne på Gardermoen besked om, hvad der er sket. Og på færgekajerne – en Jaguar XJ6 bliver ikke borte i mængden.
En af grundene, til at jeg ruller taget af om sommeren, er, at jeg elsker at mærke vinden stryge gennem mit karseklippede hår. Så drømmer jeg om et liv med en cabriolet under Californiens sorgløse himmel; et liv som solbranket beachboy omgivet af bikinipiger og Coca-Cola og popmusik.
I skolen kaldte de mig Isbjørn. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg hedder Bjørn. Men mest sandsynligt fordi jeg er albino.
