Dagbog 1942-1944 af Hélène Berr
Dette er min dagbog.
Resten befinder sig i Aubergenville.
1942
Tirsdag d. 7. april
Klokken 4
JEG ER LIGE kommet hjem ... fra portnersken hos Paul Valéry. Jeg havde omsider besluttet at gå over og hente min bog. Efter frokost skinnede solen; der var ikke udsigt til selv den mindste hurtige byge. Jeg tog linje 92 til Place de l'Étoile. På vej ned ad Avenue Victor-Hugo begyndte jeg at blive nervøs. På hjørnet af Rue de Villejust blev jeg et øjeblik grebet af panik. Men jeg reagerede med det samme: "Jeg må tage ansvaret for mine egne handlinger. There's no one to blame but you." Og så genvandt jeg hele min selvtillid. Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg dog havde kunnet være så bange. I sidste uge, ja, lige til jeg gjorde det, fandt jeg det helt naturligt. Det var Mor, der skræmte mig ved at give udtryk for, hvor forbavset hun var over min dristighed. Ellers syntes jeg, at det var helt ligetil. Min sædvanlige halvt drømmende tilstand. Jeg ringede på i nr. 40. En foxterrier styrtede mig gøende i møde, portnersken kaldte den til sig. Hun spurgte med et mistroisk udtryk i ansigtet: "Hvad vil De?" Jeg svarede så naturligt jeg kunne: "Hr. Valéry skulle have lagt en lille pakke til mig?" (Men alligevel, bagefter undrede jeg mig over min selvsikkerhed, men først længe efter). Hun gik ind i portnerlogen: "Hvad er navnet?" - "Frøken Berr." Hun gik hen til bordet. Jeg vidste på forhånd, at den var der. Hun rodede lidt og rakte mig så min pakke, den var i det samme hvide papir. Jeg sagde: "Tusind tak!" Hun svarede meget venligt: "Skulle det være en anden gang." Så gik jeg, idet jeg lige fik set, at mit navn stod skrevet meget tydeligt med sort blæk på pakken. Så snart jeg var ude på fortovet, lukkede jeg den op. På forsatspapiret stod der med den samme skrift: "Denne bog tilhører frøken Hélène Berr", og nedenunder: "En opvågnen, så blidt et lys, så smukt det levende blå", Paul Valéry.
Og jeg fyldtes af glæde, en glæde, der bekræftede mig i min selvtillid og var i harmoni med det glade sollys og den renvaskede blå himmel over de spredte totter af skyer. Jeg gik hjem til fods med en lille følelse af triumf ved tanken om, hvad min far og mor ville sige, og et indtryk af, at det usædvanlige i grunden var det virkelige.
***
Nu venter jeg på Miss Day, som skal komme til te. Himlen er pludselig blevet helt mørk, regnen pisker mod ruderne; det ser alvorligt ud, lige før lynede og tordnede det. I morgen skal vi på skovtur i Aubergenville sammen med François og Nicole Job, Françoise og Jean Pineau og Jacques Clère. På vej ned ad trapperne i Jardin du Trocadéro tænkte jeg glad på i morgen; det vil trods alt også klare op indimellem. Nu er jeg kommet i en mørk stemning. Men solen kommer frem igen, det er næsten overstået. Hvorfor er vejret så skiftende? Det er som et barn, der ler og græder på samme tid.
***
I går aftes faldt jeg i søvn efter at have læst anden del af Monsunen. Den er pragtfuld. Jo længere jeg kommer i bogen, jo mere går det op for mig, hvor smuk den er. I forgårs var det scenen mellem Fern og hendes mor og de to gammeljomfruer. I går aftes var det oversvømmelsen, Bannerjee'ernes hus og familien Smiley. Jeg synes, jeg lever sammen med disse personer. Ransome er som en gammel bekendt, han er meget tiltalende.
***
Aftenen fyldte os med forventningens glæde. Det strømmede ikke over, men var mere en underliggende stemning, som man indimellem glemte, og som så vendte stille tilbage. Forberedelserne var som til en længere rejse. Toget går klokken otte treogtredive. Vi skal op klokken seks femogfyrre.
***
Onsdag d. 8. april
Jeg er hjemme igen fra Aubergenville. Så mæt af den friske luft, den strålende sol, blæsten, de hurtige byger, så træt og veltilfreds, at jeg slet ikke kan finde mig selv igen. Jeg ved bare, at jeg havde et anfald af forstemthed, lige før middagen, inde på mors værelse, uden nogen tydelig grund, men fordi jeg var ked af, at denne vidunderlige dag var forbi, og jeg pludselig var så langt fra hele dens atmosfære. Jeg har aldrig kunnet vænne mig til, at de behagelige ting har en ende. Jeg ventede ikke dette anfald af fortvivlelse. Jeg troede, jeg havde glemt denne form for barnlighed, men så kom det over mig, uden at jeg gjorde mig det klart, og uden at jeg prøvede at kæmpe imod. Og så lå der også, da jeg kom hjem, et brev fra Odile og et fra Gérard1, det sidste var rigtig ondt og sårende. Han gør nar af mig, af mit brev. Jeg kan ikke længere huske, hvad det drejede sig om, men jeg troede, at han ville forstå mig. Jeg vil svare ham i det samme tonefald.
***
Jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne. Brudstykker af dagen passerer forbi i mit trætte hoved, jeg ser for mig afgangen fra stationen i silende regn under en grå himmel; togturen med de fornøjelige pjatterier, fornemmelsen af, at alt ville blive godt denne dag, den første spadseretur i haven i det våde græs, i regnen, og den blå, solfyldte himmel, der pludselig viste sig igen, da vi kom til den lille mark, vores deck tennis inden frokosten, bordet i køkkenet og den meget livlige og meget lystige frokost, opvasken, som alle hjalp til med, Françoise Pineau, der med stor systematik tørrede tallerkenerne af, og Job, der en efter en satte dem på plads, med piben i munden. Jean Pineau, der lagde én gaffel eller stillede én tallerken på plads ad gangen og grinede, hver gang vi opdagede det, mens han undskyldende slog ud med armene; spadsereturen ad vejen oppe på plateauet i solskinnet, den tætte, hurtige byge, min samtale med Jean Pineau, vejen tilbage til landsbyen, hvor vi stødte til Jacques Clère, spadsereturen til Nézel under den renvaskede himmel, mens horisonten åbnede sig og lyste mere og mere, det hyggelige eftermiddagsmåltid med chokolade uden sukker, der næsten ikke smagte af noget, brødet og syltetøjet; følelsen af, at alle var lykkelige, turen tilbage sammen med Denise og de to Nicole1, der trykkede sig op ad hinanden, for at der også kunne være plads til Job, mine brændende kinder; Jean Pineaus smukke ansigt over for mig, hans lyse øjne, de energiske ansigtstræk, afskeden i metroen og smilene, der udtrykte den oprigtige og ligefremme glæde ved dagen. Alt det forekommer mig at være mærkelig tæt på og samtidig mærkelig fjernt. Jeg ved godt, at det er forbi, at jeg er her, i mit værelse, og samtidig kan jeg høre stemmerne, jeg ser ansigterne og omridsene igen, som om jeg var omgivet af levende genfærd. Det er, fordi dagen ikke længere er helt Nutid og endnu ikke Fortid. Roen omkring mig summer af minder og billeder.
***
Torsdag morgen, d. 9. april
Jeg vågnede klokken syv. Alt var en stor forvirring i mit hoved. Glæden i går, skuffelsen i går aftes, min tilstand af unpreparedness i dag, fordi jeg ikke havde planlagt noget i forgårs for i dag, min irritation over Gérard, som forsvinder, hvis jeg tænker nærmere over det, for i grunden har han ret i at gøre nar af mig; Jean Pineaus alvorlige og samtidig lidenskabelige ansigtsudtryk i toget; tanken om, at Odile endegyldigt er rejst, lige nu hvor vores venskab var ved at folde sig ud og blive dybere. Hvad skal jeg gøre uden hende nu?
***
Lørdag d. 11. april
I aften har jeg en fuldstændig vanvittig lyst til at sætte alt på spil. Jeg har nok af ikke at være normal; jeg har nok af ikke at føle mig fri som fuglen ligesom sidste år; jeg har nok af at synes, at jeg ikke har ret til at være som før. Det er, som om jeg er bundet til noget usynligt og ikke kan fjerne mig fra det, som jeg har lyst, jeg kommer ligefrem til at hade dette noget, at lave det om.
Det værste er, at jeg over for mig selv føler mig fuldkommen fri og uforandret, men at jeg er tvunget til at spille komedie over for de andre, min far og mor, Nicole, ja, selv Gérard. Fordi de vil blive ved med at være overbevist om, at mit liv har ændret sig, lige meget hvad jeg siger til dem. Jo mere tid der går, jo større bliver afstanden mellem disse to verdener. Der er det jeg, som af alle kræfter prøver at være det, det var før, og det, det ville være blevet, hvis der ikke var sket noget; og det jeg, som de andre tror nødvendigvis har erstattet det. Måske er det sidste jeg noget, jeg skaber i min fantasi. Og dog, det tror jeg ikke.
Jo mere tid der går, jo mere forvanskes min situation for mig. Hvad er det, der gør, at jeg nu opfatter den som et ubehag, som jeg flygter fra næsten med lukkede øjne?
Det var derfor, jeg græd i aften for første gang i mange måneder, da jeg kom hjem og fandt brevet, hvor Gérard meddelte mig, at han ikke kunne se mig igen før til efteråret. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi jeg i den grad har nok af dette vage ubehag. Jeg har i den grad nok af denne falske situation, falsk over for ham, falsk over for min far og mor, falsk over for Denise, Nicole og Yvonne. Jeg håbede, at hans besøg i det mindste ville bringe klarhed over det hele. Men alligevel, at leve sådan hele foråret, hele sommeren ... Og der er ikke nogen, jeg kan forklare det for. Da jeg løftede hovedet igen, fik jeg lyst til at udfordre jeg ved ikke hvad, jeg tænkte, at jeg ville hævne mig; kaste mig hæmningsløst ud i noget, uden bagtanker, når landet nu ligger som det gør; og så gemte jeg nyheden bort under al rodet i mit nuværende liv, for at "tænke over det" i morgen, fordi jeg godt vidste, at det var en dårlig nyhed.
Jeg er mig fuldstændig bevidst, at det er mig selv, der fordrejer det hele, hvad skyldes det?
Som udgangspunkt: når jeg tænker grundigt over det, kommer jeg altid til det samme, nemlig at jeg ikke kan beslutte noget som helst, før jeg har set ham igen og lært ham bedre at kende.
At det er sådan, kan alle se; hvad jeg bare ikke tror, er, at min far og mor kan forstå, at denne konklusion er blevet endegyldig og uden forbehold for mig: at jeg absolut ikke ved noget om, hvad der vil ske; at jeg absolut ikke ønsker nogen løsning, at jeg venter ligesom på resultatet af en sportskamp, jeg ikke er med i selv.
Det kommer sikkert af, at jeg er ude af stand til at acceptere en uklar situation. Jeg vil gerne kunne gøre tingene op, måske for at slippe af med dem og blive normal igen. Det minder meget om det ubehag, jeg føler ved enhver forandring i mit normale liv. Denise ville sige, at jeg er "tryghedssøgende".
Så efter at jeg er kommet til denne konklusion, afventer jeg resultatet af kampen, som er blevet noget fuldstændig ligegyldigt og udvendigt; det er det eneste, jeg afventer.
Men det er alligevel et spændt forhold, som bliver utåleligt i længden. Det er derfor, jeg ikke har kunnet udholde tanken om, at det skal vare sådan ved.
Det er derfor, jeg har fattet afsky for hele denne historie, og at jeg karikerer den næsten med vilje; at der sker en forandring med den slags ting, det er uundgåeligt. Men det er nødvendigt, at forandringen sker pludseligt, og navnlig at den er fyldt med glæde, som den må være, når alt er godt.
Hvis jeg ville, kunne jeg kaste mig på sengen i aften og græde og sige til mor, at jeg vil hage mig fast af alle kræfter i det, jeg var før. Og mor ville bestemt trøste mig, og jeg ville falde i søvn med smagen af tårer, og også med roen i freden. Men så ville mor gøre sig endnu flere bekymringer i værelset ved siden af.
Og jeg ved ikke engang, om jeg kunne gøre det. Det ville være self-pity, og jeg er blevet hård mod mig selv, fordi jeg tror, at det er det vigtigste lige nu. Det er bare derfor; for det er ikke min værdighed, der ville forhindre mig i det. Værdighed i forholdet til mor ville være en forbrydelse. Det er heller ikke, fordi jeg ville udstille og udnytte en sindsbevægelse eller en følelse, som jeg egentlig ikke har, bare for at opnå dette uundgåelige resultat: gøre den cheap. For alt, hvad jeg ville sige, ville være fuldstændig oprigtigt og sandt. Men jeg vil ikke gøre mor ondt. Far har allerede her til aften modtaget en meddelelse om inddragelse af værdier1, og mor har alt det at tænke på og skjuler det hele.
It sufficeth that I have told thee, kære lille papir; nu går det hele allerede bedre.
***
Nu vil jeg tænke på noget andet. På den uvirkelige skønhed over denne sommerdag i Aubergenville. Hele denne dag forløb som noget fuldkomment, lige fra solopgangen, lysende og fuld af kølighed og løfter, til denne blide og rolige, kærlige aften, der lagde sig over mig for lidt siden, da jeg lukkede skodderne.
I formiddags, da jeg var ankommet, startede jeg med at skrælle kartofler, og så løb jeg ud i haven for at møde den glæde, der ventede mig. Alt hvad jeg sansede var som sidste sommer, men frisk og nyt, og ventede mig som gode veninder. Det blændende lys nede fra køkkenhaven, min fryd på vej op ad bakken, triumferende i morgensolen, min glæde ved hver eneste ting, den fine duft af blomstrende buksbom, biernes summen, en sommerfugl, der pludselig kom flyvende, tøvende, lidt fortumlet. Alt det genkendte jeg med en mærkelig glæde. Jeg blev siddende deroppe på bænken og drømte og lod mig kærtegne af denne atmosfære, der var så blid, at mit hjerte smeltede som voks; og hele tiden opdagede jeg noget nyt og strålende, en fugl, jeg ikke havde lagt mærke til, der øvede sig på sin sang oppe i de nøgne træer og fyldte stilheden med sin stemme, duernes kurren i det fjerne, nogle andre fugles pippen; jeg morede mig med at iagttage dugdråbernes mirakel i græsset, drejede hovedet lidt og så, hvordan de skiftede farve fra det diamantagtige til smaragdgrøn, så til rødgylden. En af dem var endda blevet rubinrød, de lignede små lanterner. Da jeg bøjede mig bagover for at se verden på hovedet, så jeg med ét den vidunderlige harmoni af farver i landskabet, som strakte sig foran mig, den blå himmel, bakkernes dæmpede blå, det rosa, det mørke og det disede grønne på markerne, tagenes brune og rolige okkerfarver, den fredelige grå farve på kirketårnet, alt lå badet i et blidt lys. Kun det kølige grønne græs ved mine fødder havde en skarpere nuance, som om det var det eneste levende i dette drømmeagtige landskab. Jeg tænkte: "På et maleri ville man synes, at denne grønne farve var urealistisk i forhold til alle pastelfarverne." Men sådan var det.
***
Onsdag d. 15. april
Jeg skriver, fordi jeg ikke ved, hvem jeg skal tale med. Jeg har lige fået et brev, der næsten er fortvivlet, fuldt af bitterhed og modløshed. Først havde jeg næsten en følelse af triumf, da jeg læste det, fordi han havde det ligesom jeg selv. Så blev jeg rædselsslagen over at se, at jeg ikke kunne lukke op for mine egne følelser, som jeg havde lyst til, uden at et andet menneske kom til at lide.
Der er sætninger, som får det til at gyse i mig - vi følger ikke det samme spor ... vi er på vej ind i en blindgyde ... - fordi jeg med ét har følelsen af, at de bekræfter de vage og dunkle fornemmelser, jeg altid har haft. Og nu er jeg bange.
Hvad skal jeg gøre? Vi er begge to ulykkelige. Men vi kan ikke forenes i smerten, som to andre mennesker ville kunne; for hvis jeg prøver at trøste ham, vil jeg bare sige, at jeg er som han, og vil det ikke bare gøre ham endnu mere ulykkelig? Hvis jeg skriver noget kærligt i mit brev, lyver jeg, eller det vil være sentimentalt.
Samtidig har jeg en følelse af, at jeg står over for et ukendt menneske, en mand med en bestemt karakter, og at jeg ikke har nogen erfaring, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal optræde over for ham.
Det er kun mor, der ville kunne hjælpe mig. Men jeg ved, at hun ville tænke på far, at hun ville fortælle om noget tilsvarende hos far, og at hun ikke vil forstå, hvordan det krymper sig i mig, når hun sammenligner far med Gérard. Jeg kan ikke betragte det som det samme.
Han taler om den begejstring, jeg udtrykker i mine breve. Det er derfor, vi følger forskellige veje. Jamen, kan han ikke forstå, at når jeg sender ham "landskabsbeskrivelser", så er det, fordi jeg ikke kan tale om noget andet, om mine følelser, som ikke er så sikre som hans? Men det kan jeg heller ikke forklare ham.
Indimellem bliver jeg grebet af en stille fortvivlelse. Jeg tænker: Jeg har altid vidst, at vi ikke var skabt for hinanden. Jeg kunne føle det, og jeg blev bange, når jeg opdagede, at de andre så noget andet i det; der er noget hinduagtigt i mit temperament.
Min Gud! Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg dog svare?
Slutningen af brevet er kynisk. Men det rører mig ikke. Hvis han bare vidste!
Hvorfor er livet blevet så kompliceret?
Onsdag d. 15. april
Jeg har arbejdet hele dagen for at flygte for mig selv. Det lykkedes mig at glemme. Tre timer efter dukkede jeg op fra en helt anden verden, og det forekom mig, at det hele igen var uden konsistens.
Jeg arbejdede også hele eftermiddagen på mit kapitel om Brutus og skrev det på maskine. Sollyset var så stærkt, at jeg måtte lukke skodderne. Derude er det sommeren, der krones.
Jeg gik ud klokken fire, lige ud i sommervarmen - en mærkelig fornemmelse - jeg tog til Sorbonne, til timerne med Escarpit. Det mindede mig om eksamensperioden sidste år, og alligevel føler jeg mig friere, mere ubundet, mindre presset.
Jeg læste Monsunen færdig, inden jeg lagde mig til at sove. Men jeg sov meget dårligt.
Torsdag d. 16. april
I morges tog jeg til Sorbonne for at få lidt forandring. Jeg løb ind i en skuffelse, for jeg havde håbet at møde Sparkenbroke. Men så traf jeg ham i eftermiddags; jeg var selvfølgelig kommet alt for tidligt. Jeg gik et øjeblik op på biblioteket, og da jeg var på vej ned igen, hørte jeg nogen synge af fuld hals på trappen. Det var Escarpit, som stod dernede sammen med sin forlovede. Han sang formodentlig, fordi han var glad; glad over sin lykke, sit arbejde. Det er en vidunderlig harmonisk ung mand. Det kan godt være, at han ikke er særlig kultiveret, men han udstråler en moralsk og intellektuel styrke. Jeg blev stående neden for trappen, da jeg genkendte ham. Han smilede uden at blive den mindste smule genert, jeg smilede, hans forlovede smilede. Jeg blev overvældet af sympati for dem.
Jeg ventede inde i gården, mens jeg snakkede med Charlotte Brontë, pigen, der tog eksamen i Charlotte Brontë. Hun er meget sød. Hun har også denne udefinerbare egenskab hos de studerende, jeg omgås, at kunne give én følelsen af, at man er afholdt.
På Cazamians kursus var der et oplæg om Shelleys lyrik af en ung mand med et opvakt og sjovt udseende. Jeg kunne ikke rigtig følge ham, men jeg følte, at det, han sagde, var fuldt af glød og poesi. Cazamians lovord bekræftede mit indtryk. Men jeg havde ikke tålmodighed til at høre efter. Jeg gik kvart over elleve. Jeg var nede på sekretariatet for at forny mit studiekort, og så tog jeg hjem.
Efter frokost kørte jeg med mor til doktor Redon, som skar mig i fingeren for at fjerne den næsten usynlige betændelse, og så spadserede jeg ned ad Boulevard Saint-Michel, der lå badet i sol og var fuld af mennesker, og fandt min gamle, vidunderlige glæde igen, da jeg nærmede mig Rue Soufflot. Fra Rue Soufflot og ned til Boulevard Saint-Germain er jeg i et fortryllet område.
Derfor blev jeg heller ikke særlig forbavset, da jeg havde forladt mor ved linje S's stoppested og pludselig løb ind i Jean Pineau. Han trykkede mig i hånden; jeg trak min dårlige finger til mig, uden at han opdagede det. Han var helt lyserød i ansigtet, måske af glæde over at møde mig? Jeg ved det ikke. Jeg selv var henrykt. Men det var først bagefter, at jeg forstod det vidunderlige ved dette møde. Han tog min bog - den af Hugo von Hofmannsthal - som jeg egentlig ville vise Sparkenbroke. Han var kort for hovedet, men glad, umuligt at bestemme. Vi forlod hinanden næsten lige med det samme, han gik op ad boulevarden igen, jeg selv hen til Instituttet. Klokken var ti minutter over tre, jeg ville hen til Delattres timer.
Jeg gik ind i auditoriet og fik straks øje på Sparkenbroke. Jeg satte mig på min sædvanlige plads ved siden af en surt udseende pige. Delattre talte om hver enkelt, jeg hørte ikke efter, jeg så på min skygge i solen. I pausen var der den sædvanlige uro inden tekstgennemgangen, hende ved siden af mig rejste sig for at gå ud. Jeg stod op for at lade hende komme forbi og kunne se, at Sparkenbroke ville vide, om jeg blev. Jeg rystede på hovedet, og vi gik ud i solen. Jeg følte en mærkelig lettelse. Jeg ville være blevet alt for skuffet, hvis jeg ikke havde mødt ham, det var det eneste lyspunkt, den eneste form for fred i det helvede, jeg befinder mig i, den eneste hjælp til at holde fast ved mit normale liv, at flygte for mig selv.
Han sagde: "Skal vi gå over i Luxembourg-haven?" Jeg så på uret, Françoise Masse kom til eftermiddagste. Men jeg tøvede ikke. Han hentede sin mappe i auditoriet, og så gik vi. Den mærkelige spadseretur op gennem de kendte gader, som jeg ikke kunne kende igen, som om de med ét var blevet fremmede, Rue de l'École-de-Médecine, Rue Antoine-Dubois, Rue de Médicis. Han fortalte om sin plan om at skrive en Chantecler og Pertelope, jeg hørte igen hans skødesløse stemme, tonefaldet, faldt tilbage i min sædvanlige frygtsomhed, og lidt efter lidt blev alt normalt igen. I Luxembourghaven standsede vi ved bassinet med alle de mange legetøjssejlskibe; jeg ved, at vi talte sammen, men jeg husker kun min fascination af det glimtende vand i solen, lyden af den lette skvulpen, krusningerne, der var fulde af glæde, sejlskibene, der lagde sig graciøst ned i vinden, og oven over det hele den store, skælvende blå himmel. Omkring mig var der en mængde børn og voksne. Men det var det blinkende og dansende vand, der tiltrak mig. Selv når jeg talte, var det vandet, jeg var optaget af, det kan jeg mærke nu. Jeg havde endda lyst til at skændes, for Sparkenbroke sagde: "Det er tyskerne, der vinder krigen." Jeg sagde: "Nej!" Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg kunne mærke, hvor fej jeg var, fordi jeg ikke begrundede min mening over for ham; men så tog jeg et tag i mig selv og udbrød: "Jamen, hvordan skal det gå os alle sammen, hvis tyskerne vinder?" Han slog undvigende ud med hånden: "Åh, alt vil nok være det samme ..." - jeg vidste på forhånd, at det var det, han ville svare - "der vil stadig være solen og vandet ..." Jeg var så meget mere irriteret i dette øjeblik, som jeg også følte, hvor fuldstændig ligegyldigt det var med alle disse skænderier, her, ansigt til ansigt med skønheden. Alligevel vidste jeg, at jeg gav efter for en uheldig fortryllelse, at jeg fornægtede mig selv, jeg vidste, at jeg ville bebrejde mig selv denne fejhed. Jeg tvang mig selv til at sige: "Men de vil ikke lade alle glæde sig over lyset og vandet!" Heldigvis reddede denne sætning mig, jeg ville ikke være fej.
For jeg ved nu, at det er fejt af mig, man har ikke ret til kun at tænke på poesien her på jorden; den er et trylleri, men den er vanvittig egoistisk.
Bagefter gav han sig til at tale om sejlskibene, om træerne i Aubergenville, om de lege, han legede som barn, og mit ubehag gik over. Ved lågen mødte han en kammerat, jeg gik lidt væk, så fik jeg øje på Jacques Weill-Raynal, som jeg snakkede med et øjeblik. Spark kom tilbage, og vi gik ud. Han sagde: "Hvor er det sært, når jeg møder en ven, møder De også en." Lidt efter sagde han til mig, at han helst ikke ville møde sin kone; da han altid havde talt helt ugenert om hende, prøvede jeg at gøre det samme og sagde: "Hvorfor? Bliver hun sur?" Men så sagde han, at hun ventede et barn og var ret nervøs.
Så var der noget, der gik i stykker, det der altid truede med at forstyrre den mærkelige, vidunderlige, afklarede stemning, det der med ét ville få mig til at se alt ud fra "de andres" synspunkt, for nu ved jeg, at jeg ikke har ret til at fortsætte, selv om hans kone absolut ikke har nogen grund til at være jaloux, for hun kunne blive ked af det. Og hvis jeg vidste, at hun var ked af det, ville det måske forstyrre alle mine tanker, og også den ideale skønhed ved det. Noget brast nu.
På vej ned ad Boulevard Saint-Michel fortalte han om sine venner, der alle sammen var gift og havde børn. Jeg sagde: Ja, alle drengene gifter sig unge. Og samtalen fortsatte om emnet. På et vist tidspunkt sagde jeg: "I grunden er det ikke så svært at gifte sig, det svære er at finde den sande lykke" ... her tøvede jeg og ledte efter ordene. Han svarede: "Den har jeg aldrig troet på." Jeg svarede med stor overbevisning: "Men jeg tror stadig på den, og jeg vil ikke have, at De berøver mig mine illusioner." Med ét havde jeg en følelse af isolation. I grunden var han meget anderledes end mig, også han. Da vi var kommet ned ad Boulevard Saint-Michel, talte vi om vores livsfilosofi, han forklarede, at for ham var alt interessant, lige meget hvad ... - "Sådan har jeg det ikke, jeg er mere krævende, jeg søger det skønne, det perfekte, jeg skiller de smukke ting fra de andre. Jeg har stadig en værdiskala, jeg er endnu ikke nået til det stadium, hvor alt har den samme interesse." Derefter talte vi om, hvor svært det er at meddele andre sine tanker, at overføre det, man tænker. Han forlod mig, da vi nåede metroen, jeg var blændet af solen. Han sagde: "Jeg kommer igen i morgen." Jeg tøvede; pludselig kunne jeg mærke, hvor omsonst det ville være at møde ham igen, eller snarere, jeg følte ikke længere noget ønske om at se ham igen; jeg sagde: "Jeg tror ... også, at jeg måske kommer." Så gik han. Jeg opdagede pludselig, at jeg hverken havde penge eller billet til metroen. Der var kun én ting at gøre, jeg løb efter ham. Han gik langsomt, som om han tænkte over noget. Jeg forklarede ham leende mit problem. Han smilede med sit drilagtige smil og tog et bundt billetter frem. Med ét var alt som før.
Men nu i aften føler jeg, at også det glider væk fra mig, at der er noget, der klinger falsk i det. Og det eneste, der forekommer mig rent, sundt og frisk denne dag, det var dette møde med Jean Pineau.
Og dog, jeg er jo ung endnu, det er uretfærdigt, hvis al klarheden i mit liv bliver forstyrret, jeg vil ikke "være erfaren", jeg vil ikke blive blasert, desillusioneret, gammel. Hvad kan redde mig?
Jeg talte længe og meget med Françoise Masse; jeg viste hende mine bøger, mit eksamensbevis. Indimellem var jeg helt bevidst om den fortvivlelse, der ventede på mig. Da hun fortalte, at Georges havde skrevet, at Gérard var blevet mere og mere misantropisk, blev jeg såret, fordi jeg allerede var som et åbent sår. Hvorfor skulle hun bekræfte over for mig, at jeg havde trukket en anden med mig, at mine handlinger ikke længere kun vedrørte mig selv, at jeg ikke længere var fri? For friheden, selv i lidelsen, er en trøst.
***
Søndag d. 19. april
Klokken 12
Nu har jeg skrevet det brev. Jeg har grædt og føler mig vasket helt ren.
Og min finger giver mig en fysisk smerte, som jeg er taknemmelig for.
Jeg var i Rue de la Chaise for lidt siden. Redon skar igen en lille bitte smule i den, for det gjorde alt for ondt. Han sagde, at det ikke er alvorligt.
***
I eftermiddags arbejdede jeg lidt på mit kapitel om Antonius og Kleopatra. Men al min fortvivlelse fra i går aftes var forsvundet. Lisette Léauté, der selvfølgelig havde taget fejl af søndagene med vores sammenspil, kom ind og sludrede med mig på mit værelse; jeg havde ikke fået redt håret eller taget strømper på endnu, men med Léauté'erne gør det ikke så meget. Det var meget hyggeligt.
Bagefter gik jeg hen for at møde Denise hos familien Job. Breynaert, hun selv og François spillede trioen af Schumann. Lidt senere kom Sennizergues, Jobs og Daniels kammerat. Eftermiddagsmåltidet var overdådigt, vi fik en vidunderlig is. Jeg gik klokken halv seks for at tage hen til Francine Bacri; metroen kvælende, klæbrig. Hos Bacri'erne var der hendes far i slåbrok, Jeanne Audran og hendes forældre og en veninde af Francine, som jeg kun kender af udseende, sammen med sin mor. Der blev selvfølgelig diskuteret politik.
***
Mandag
Da jeg lagde mig i går aftes, var det igen, som om min finger blev holdt fast af en hummerklo. Jeg måtte tage noget aspirin for at kunne sove.
Men det er mærkeligt: Denne fysiske smerte virker, som om den samler al min ondskabsfuldhed og mit åndelige ubehag i sig. Den befrier mig for det, er helbredende. Den svarer til en stor forandring. Jeg ved ikke, om jeg elsker Gérard eller ej; men alle onde tanker om ham er forsvundet. Når jeg tænker på ham, er det nærmest som noget helligt, som jeg ikke længere vil røre ved.
***
Jeg brugte hele formiddagen på at skrive kapitlet om Antonius og Kleopatra færdig. Efter frokost tog jeg igen hen til Redon sammen med mor, fingeren så ikke godt ud. Han gav mig fire stik for at bedøve mig. Det var ikke særlig rart. Jeg var helt svimmel, da jeg rejste mig for at sætte mig i kontoret og vente på, at der gik ti minutter, indtil den var følelsesløs. Da han begyndte at skære i den, kunne det lige så godt være noget, der foregik ti kilometer væk; jeg så ikke på det, men det gjorde mor, og efter hendes grimasser at dømme så det ikke særlig rart ud. På et vist tidspunkt lagde jeg mærke til, at han fjernede et eller andet med en lille pincet. Men fingeren var ikke en del af mig mere.
Bagefter gik jeg hen på biblioteket for at passe min vagt. Der var selvfølgelig mange, der spurgte, hvordan jeg havde det. Men Vivi Lafon var så sød og venlig, at jeg blev helt taknemmelig. Jeg blev behandlet som et spædbarn. Nicole og Denise kom. Det gjorde meget ondt, da bedøvelsen havde fortaget sig, men senere blev det lidt bedre.
Da vi havde spist til middag, sad jeg i sengen og dikterede begyndelsen af mit kapitel til Denise. Vi havde en meget behagelig aften sammen, ja, næsten udmærket.
Tirsdag d. 21. april
I morges fortsatte vi med at skrive og diktere. Denise sagde, at det er godt. Jeg er meget glad og samtidig bange. Bagefter tog jeg hen på Sorbonne, Jas kom til frokost. Jeg troede, de ville begynde at skændes under frokosten, i den grad talte mor dårligt med ham.
Her i eftermiddag kæmper jeg mod søvnen og sløvheden. Er det på grund af det tordenagtige vejr? Er det en reaktion på det med fingeren? Odile ville le, hvis hun var der: Det er nemlig tirsdag i dag. Hele året har tirsdag været en mislykket dag. Men Odile er her ikke. Jeg faldt i søvn hen over skrivebordet, mens jeg arbejdede, jeg har mest lyst til at gøre det igen. Jeg har ikke mod på at genlæse Coriolan; jeg gik over i Rue Saint-Dominique for at få lavet min violinkasse. Jeg drak te i håb om at blive vågen. Men der er ikke noget at gøre, jeg er fuldstændig slap.
Onsdag d. 22. april
Jeg har fået to breve.
Hele ugen er gået med at arbejde på min eksamensopgave om formiddagen, give mig tid og ro efter frokost, fortvivle over mit arbejde om eftermiddagen, skrive på maskine om aftenen og være rædselsslagen over, så dårlig jeg er til at udtrykke mig. Jeg vågner klokken syv og er klar i hovedet og parat til at gå i gang med arbejdet, men så er det væk, når jeg står op. Jeg lever ligesom i en ond drøm, jeg ved ikke, hvilken ugedag det er, jeg ved ikke, hvordan tiden er gået.
Fredag d. 24. april
Jeg var henne at spise frokost hos Jean og Claudine, det var det eneste lyspunkt i denne uge. Jeg blev og spillede indtil klokken fire. Jean læste to kapitler af min eksamensopgave, han har aldrig været så venlig før. Jeg er alligevel lidt bange for ham, og jeg kan mærke, at han er bange for mig. Men han er vidunderlig.
Jeg kom hjem og følte mig som altid midt på eftermiddagen fuldstændig hjælpeløs. Klokken seks gik jeg ud igen og hen til doktor Redon. Midt mellem alle de mange mennesker på Boulevard du Montparnasse, på fortovscafeerne eller spadserende højt snakkende, følte jeg mig pludselig ensom og rædselsfuldt nedslået. Jeg blev først mig selv igen, da jeg så de pragtfulde træer i Petit-Luxembourg.
