Dagbog fra Afghanistan

DAGBOG FRA AFGHANISTAN
Tirsdag den 29. august 2006
Klokken er 23.35. Så er jeg endelig kommet af sted. Siden jeg sagde farvel til min ekskone, Didde, og min søn, Hjalte, i søndags, har jeg blot ventet på at komme af sted.
Jeg har kunnet mærke på min kæreste, Lone, at hun ikke har været glad ved tanken om at jeg skulle rejse til Afghanistan. I går aftes have vi en lang snak hvor der var både smil og salte tårer fra os begge. Hvad skulle der ske? Ville jeg komme hel hjem? Var der en stor trussel? Alle de naturlige spørgsmål der presser sig på når man ved at det er mere end blot en ferie eller en tur til det „fredelige“ Kosovo.
Jeg havde været professionelt nysgerrig og spændt, men ikke nervøs. Jeg ved at jeg er forberedt, men derfor kan man godt være ængstelig. Det eneste jeg virkelig har frygtet, er at blive taget til fange af Taleban (TB) eller nogle af vores andre modstandere hernede. Jeg vil for alt i verden ikke ende mit liv på alverdens tv-skærme iført en orange fangedragt mens jeg beder for mit liv, samtidig med at jeg undsiger alt hvad jeg har kært og tror på.
Jeg ringede til Det Danske Internationale Logistik Center (DANILOG) i formiddags for at sikre mig at jeg havde de rigtige afgangstider. Det viste sig at være heldigt, da jeg derved slap for at vente fire timer ekstra i lufthavnen.
Vi havde fået oplyst at vi skulle møde i lufthavnen kl. 17.00 og derefter flyve kl. 19.00. Det skulle vi ikke. Vi skulle være der klokken 19.20 og først flyve klokken 22.20.
Jeg skulle mødes og rejse sammen med de to andre danskere, der ligesom jeg skulle gøre tjeneste i hovedkvarteret i Regional Command South (RC(S)). Det var oberstløjtnant Aksel Bech, der skulle være chef for J9 (sektionen for civilt og militært samarbejde), samt hans kører, overkonstabel af første grad, Ole Wilhelmsen. Vi havde aftalt at vi skulle nyde den sidste øl sammen inden vi drog af sted på eventyret, der ville byde os på seks måneder uden øl.
Men eftersom flyet var lidt forsinket, blev det til at par stykker.

Turen til Kandahar går fra København via Istanbul, hvor vi skulle mellemlande for derefter at flyve direkte videre til Kabul International Airport.
Efter planen skulle vi være fremme klokken 07.30, hvilket svarer til klokken 10.00 afghansk tid.
På turen forsøgte jeg flere gange at sove, men sov kun ganske lidt. Jeg prøvede forgæves at bilde mig selv ind at det var fordi sæderne var dårlige. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så var det nok mere fordi virkeligheden var ved at gå op for mig.
I stedet læste jeg, skrev dagbog og talte med min gode ven Peter, der skulle derned for at rekognoscere før hans enhed skulle ned og overtage opgaverne for den lette opklaringseskadron til februar.
Men endelig faldt jeg i søvn.
Jeg vågnede op ved at personalet i flyet var ved at dele mad ud. Samtidig kunne jeg se hvordan solen stod op i horisonten.
Eftertanke
Jeg er spændt på om min uddannelse er tilstrækkelig. Jeg kommer jo direkte fra skolemiljøet og min videreuddannelse på Hærens Officersskole. Efter hvad jeg har hørt og lært om stabsarbejde, så vil jeg være klædt godt på i forhold til mine udenlandske kolleger, men jeg ved jo stadig ikke hvad jeg helt nøjagtigt skal lave.

Hvad skal jeg lave?
Forsvaret burde have kunnet give mig en jobbeskrivelse, men hvis skal jeg være ærlig, tror jeg de har været helt ligeglade siden de i sin tid fik min forgænger sendt af sted.
Men som alle gode førere ved, så skaber manglende information usikkerhed blandt soldaterne.
Derfor har mit eget motto altid været at informere mine soldater. Både når det er gode, og når det er dårlige beskeder. Kun på den måde kan man standse rygtedannelse og usikkerhed.
Soldater er sjovt indrettet, men uanset hvad så tilpasser de sig den givne situation og virkelighed.
Onsdag den 30. august 2006
Jeg ankom til Kabul International Airport som planlagt klokken 10.00 (lokal tid) om formiddagen. Vi skulle gøre et kort ophold inden vi skulle videre til mit bestemmelsessted for de næste seks måneder, Kandahar International Airfield (KAF).
Selve opholdet i Kabul International Airport gik ganske problemfrit, men det hele virkede meget uorganiseret. Det virkede som om det danske personel ved det Danske Nationale Støtte Element (NSE) var uforberedt og ikke rigtig havde styr på detaljerne. Der var ikke våben nok, og informationsniveauet var dårligt eller mangelfuldt. Derudover virkede den ansvarlige transportofficer stresset og urutineret. Det sidste kan dog ikke være tilfældet, da han havde været der siden februar.
Men det må heller ikke være nemt at skulle holde styr på alle lige fra yngste konstabel til generaler, der alle har deres egen mening om hvordan tingene burde gøres. Og det tilmed i et så uorganiseret land som Afghanistan, hvor flyafgange bliver ændret eller aflyst hele tiden.
Klimaet i Kabul var varmt, men ikke ulideligt som jeg havde forventet. Der var omkring 32 grader, men luftfugtigheden var meget anderledes end hjemme, så det var ganske behageligt. Dog var der støv overalt. Men slet ikke noget i forhold til det jeg skulle opleve senere samme dag.

Da vi skulle videre med flyet mod Kandahar Airfield, var der en del forsinkelser grundet pludselige ændringer på de forskellige flyvninger. Det betød blandt andet at to soldater der var sendt af sted som erstatningspersonel for de sårede soldater ved den lette opklaringseskadron, ikke nåede med flyet direkte til Camp Bastion, hvor de fleste danske enheder er placeret.

På vej til Kandahar Airfield fik jeg min første oplevelse med Afghanistan. Vi skulle flyve videre med en C-130 Herkules fra det engelske Royal Air Force (RAF). Ved start og landing skulle vi være iført vores hjelm og fragmentationsvest. Desuden blev alt lyset slukket, og pludselig sad jeg bare der i mørket i den larmende maskine. Forholdsreglerne blev selvfølgelig taget for at undgå nedskydning ved start og landing, hvor flyet er meget sårbart på grund af den lave hastighed og højde. Det var en pudsig oplevelse at man pludselig har en reel trussel for nedskydning i tankerne, hvilket yderligere blev understreget af at piloten nærmest tog turen lodret op og ned for hurtigst muligt at komme op og ned i højden.

Da vi ankom til Kandahar Airfield, var klokken 20.00, og alting var totalt mørkt. Vi stod på landingsbanen i mørket, hvor vi blev modtaget af nogle soldater fra det Nationale Støtte Element (NSE) på Kandahar Airfield. De gav os en kort velkomst med den tilhørende korte sikkerhedsbriefing om bunkere, raketalarmer m.v., inden vi blev sendt ind i det nærmeste spisetelt eller Dining Facility (DFAC) for at få lidt tiltrængt aftensmad.
Kort tid efter lå jeg i mørket og tænkte over turen inden jeg faldt i en dyb søvn.

Torsdag den 31. august 2006
Ole og jeg havde sovet tungt og længe på værelset. Jeg var spændt på at se hvordan denne kæmpelejr ville se ud i dagslys.
Samtidig glædede jeg mig til at møde Hans som jeg skulle afløse.
Jeg havde i flere omgange forsøgt at få en e-mail-adresse til ham inden jeg tog af sted, men uden held. Så jeg vidste i grunden ikke nøjagtigt hvad jeg skulle ned og lave. Dog havde jeg fået at vide at jeg skulle arbejde i J3 (operationssektionen), der udarbejder planerne for styrkernes indsættelse. Jeg skulle dog snart blive klogere.
Jeg mødte Hans lige før klokken 16, hvor jeg for første gang skulle på arbejde i mit nye job. Jeg skulle arbejde i J3, men det var i det man kalder Current OPS eller Combined Joint Operations Center (CJOC). Jeg skulle være Duty Officer (DO) eller vagthavende officer. Det er ikke her man planlægger operationen, men derimod her man fører den. Det er stedet, hvor man modtager alle meldinger om hvad der foregår i vores ansvarsområde (AOR).
CJOC er hjertet i hovedkvarteret. Det er hertil alle meldinger om kampe og hændelser bliver rapporteret til. Det er også her vi sidder og prioriterer hvilke enheder der skal have tildelt hvilke midler, såsom fly, kamphelikoptere, raketter med videre. Med andre ord er det i hovedkvarterets CJOC at den overordnede kamp bliver ført.
Mit job som vagthavende officer går ud på at jeg skal monitorere hvad der sker i vores ansvarsområde. Jeg skal modtage meldingerne og føre et kæmpestort elektronisk situationskort. På den måde kan generalen til enhver tid få et opdateret billede af hvad der sker i hans ansvarsområde. Hvor mange sårede der er, hvor mange Taleban-krigere der er blevet dræbt, m.v.
Derudover består jobbet i at videreformidle informationerne så hovedkvarteret for NATO´s indsættelse i Afghanistan, i Kabul, har et samlet billede af situationen i hele landet. Sidst, men ikke mindst skal man som vagthavende officer sørge for at indsamle alle relevante data, så vi kan støtte enhederne i felten bedst muligt.
På min første vagt skulle jeg bare følge min forgænger, Hans, og se hvad han gjorde. På den måde ville jeg langsomt blive sat ind i de ting der foregik. Det virkede spændende, men også meget anderledes, da jeg aldrig havde oplevet noget lignende. Jeg har jo aldrig tidligere gjort tjeneste ved et hovedkvarter, men derimod altid været ude ved soldaterne på jorden.

Klokken 20.30 oplevede jeg den første af to daglige briefinger. Her briefer den ene af de to vagthavende officerer om hvad der er sket i ansvarsområdet de seneste 12 timer, således at alle er opdateret om situationen hos de forskellige enheder.

Der var tidligere på dagen kommet en melding om at et hollandsk F-16-kampfly var styrtet ned, men man havde ikke fyldestgørende rapporter om hverken årsagen til styrtet eller nedstyrtningsstedet endnu. Man havde derfor ledt efter flyet og piloten hele dagen i håb om at han havde overlevet.
Midt under briefingen kom der en melding om at man havde fundet piloten, der var sprunget ud af flyet med katapultsædet, men at han ikke havde overlevet.
Velkommen til Afghanistan. Dette var ikke længere en øvelse hjemme i Danmark, men derimod dødsens alvor. Jeg må tilstå at jeg lige tænkte lidt mere over tingene da jeg gik ud for at få lidt frisk luft.
Hvad årsagen til flystyrtet var, vidste man endnu ikke, men det var ikke en nedskydning. Desværre betød det at alle F-16-fly i Afghanistan havde fået flyveforbud indtil årsagen var opklaret. Ikke så heldigt med de store afstande og deraf følgende behov for Close Air Support (CAS) til styrkerne så jorden.

Lejren er kæmpestor, og mange af tingene ligner hinanden. Der er vildt støvet over det hele, men det er nok også til at overleve, når jeg vænner mig til det.
For at give et billede af størrelsen på lejren kan jeg sige at perimeterhegnet rundt om lejren er 13 km langt, og der er plads til over 10.000 soldater.
Der er et kæmpestort træningscenter, basketballbaner, Burger King, Subway sandwichbar, Pizza Hut, kaffebarer, supermarkeder m.v. Så man kan sige meget om amerikanerne, men alt er stort.

Temperaturen er ganske tålelig. Tidligere har der været over 45 grader i skyggen, men temperaturen er på vej ned til omkring 39 grader. Ganske som i Kabul er luftfugtigheden meget anderledes end i Danmark, så det er ikke så ubehageligt som når det er rigtig lummert derhjemme.
Fredag den 1. september 2006
Igen en vagt fra klokken 16.00 om eftermiddagen til klokken 01.00 om natten. Det var en forholdsvis stille dag, hvor de fleste af vores enheder enten var på plads eller var ved at komme på plads til Operation Medusa.
Igen var der dog både døde og sårede, men det er desværre allerede blevet hverdag for mig. En af grundene er nok at det ikke er mig der står derude, men at jeg derimod sidder på afstand i et roligt miljø og modtager meldingerne.
Det har været lidt svært at følge med i det hele i starten. For det første har jeg aldrig tidligere gjort tjeneste eller arbejdet i noget der bare minder om Combined Joint Operations Center (CJOC). Det nærmeste jeg er kommet, har været når jeg har besøgt Tactical Operations Center (TOC) på mine udsendelser i enten Bosnien eller Kosovo. Det kan dog slet ikke sammenlignes. I en normal dansk TOC på Balkan foregår kommunikationen via radioer og et gammeldags situationskort med små nåle der repræsenterer enheder eller hændelser. Det mest moderne er computeren, hvor bataljonens logbog bliver ført. Her er det noget helt andet. Jeg taler næsten aldrig i radio da alt foregår digitalt og via et krypteret net, der næsten fungerer som et chatrum fra internettet. Så det er en kæmpe udfordring.
Jeg er da også blevet drillet med om vi ikke har computere i Danmark. Men kunne blot svare at det har vi skam, men bare ikke i hæren. Hvorefter jeg til stor morskab har taget min notesbog og blyant frem. Men det er jo klart at jeg er lidt usikker på det hele. Jeg har jo trods alt kun været her i to dage.

Da jeg havde været på vagt, ville jeg ned og ringe hjem til Lone. Vores velfærdstelefoner og internet ligger nede ved kommandokontoret ved det Nationale Støtte Element hvor vi blev modtaget. Jeg havde kun set stedet og vejen i mørke, men mente godt at jeg kunne finde derned selv. Eller rettere sagt, jeg ville ikke ulejlige Hans med at vise mig derned.
Jeg skulle nok have bedt ham om at hjælpe mig da jeg præsterede at fare vild på vej til og fra velfærdstelefonerne. Det må siges at være lidt af en præstation i sig selv. Men det skal dog siges at når det er mørkt, så ligner alting hinanden. Støvede grusveje og lange rækker af telte, containere og køretøjer m.v.
Men det er dog rart at vi kan komme til at ringe hjem gratis. De tidligere gange jeg har været udsendt, har vi selv skullet betale for at ringe. Ikke et voldsomt beløb, men dog stadig penge. Dette er imidlertid blevet ændret for ganske nylig, således at de udsendte soldater kan ringe gratis hjem. Indtil videre er det en forsøgsordning, men lad os se hvad der sker. Jeg håber det bliver permanent, men det har jo nok noget med kroner og ører at gøre. Men helt ærligt, så er det peanuts for forsvaret i den store sammenhæng.
Det fungerer på den måde at man normalt kan ringe i et kvarter. Men hvis der ikke er andre der venter på at ringe, så kan man blot snakke videre indtil der bliver banket på døren. Det fungerer fint, og med de arbejdstider jeg har, så er der sjældent eller aldrig kø eller folk der venter på at komme til at telefonere.
På grund af mine mange omveje både frem og tilbage til telefonen kom jeg først hjem i seng klokken 04.00. Jeg måtte endda spørge om vej på tilbageturen, da jeg overhovedet ikke anede hvor jeg var henne.

Operation Medusa
Formålet med Operation Medusa er at drive Taleban ud af Panjawi-distriktet, der ligger cirka 35 km vest for Kandahar Airfield.
I Afghanistan er der meget få store veje, og ved Panjawi-distriktet passerer hovedvej 1 lige forbi. Hovedvej 1 er den eneste asfalterede vej der løber hele vejen igennem Afghanistan. Hovedvej 1 er en livsnødvendig forsyningslinje for vores enheder i hele ansvarsområdet for Regional Command South.
Taleban havde gentagne gange angrebet vores forsyningskolonner og enheder i dette område, så nu ville man én gang for alle eliminere den trussel. Samtidig er der jo en stor symbolsk værdi ved at fjerne Taleban fra én af deres nøglepositioner.

Man har i længere tid overvåget området med specialstyrker, overvågningsfly, ubemandede fly, droner og andet.
Under overvågningen havde man opdaget et stort antal forberedte kampstillinger med løbegange, skyttehuller og bunkers. Samtidig havde man opdaget store dele af Talebans kommando- og kontrolsystem der står for føringen af Taleban-styrkerne i området.
Meningen var derfor at man ville placere styrker på alle sider af Panjawi, således at man fik afskåret Taleban fra at føre flere tropper ind og samtidig forhindrede dem i at forsvinde ud af området når operationen begyndte.
Før operationen blev iværksat, havde man vurderet at der var omkring 500 Taleban-krigere i området.

Når selve indeslutningen af Taleban var tilendebragt, ville man iværksætte to angreb samtidig fra henholdsvis nord og syd med det formål at lokke Taleban til at besætte deres forberedte stillinger. Eftersom vi i forvejen kendte de forberedte kampstillinger, ville det være nemt at angribe dem med indirekte midler såsom artilleri, fly, helikoptere og raketter.
Når man mente at man havde slået tilstrækkeligt mange fjender ihjel, ville man genoptage angrebet og langsomt presse Taleban-krigerne sammen inde i midten af målområdet.
Ildstøttefolkene mente at man sagtens ville kunne slå op til 25 % af Taleban-krigerne ihjel ved hjælp af indirekte midler.

Til at gennemføre angrebet havde man det meste af Task Force (TF) Kandahar. Der var et kompagni mod nord og to kompagnier mod syd.
Derudover var der indsat amerikanske specialstyrker mod sydvest, og ude vestpå var den danske lette opklaringseskadron indsat.
Eftertanke
Som en almindelig taktisk tommelfingerregel skal man helst have et styrkeforhold på 3 til 1 når man skal iværksætte en offensiv operation som denne.
Derfor skulle man som minimum have haft seks kompagnier a 150 soldater mere end man har på nuværende tidspunkt.
Og skulle man alligevel opnå at slå op mod 25 % af Taleban-krigerne ihjel forud for angrebets iværksættelse, så skulle der dog bruges minimum tre kompagnier mere end man har nu.
Derudover viser alle krigserfaringer at man ikke kan vinde en krig ved udelukkende at anvende indirekte midler. Der skal indsættes kamptropper på jorden for at rense området.
Men man ønsker ikke at indsætte landstyrker for tidligt da det er der man kan forvente at få tab. Og tab er ikke acceptable i de respektive hjemlande.
Sidst, men ikke mindst, er den skitserede manøvre meget vanskelig og kræver en høj grad af koordination mellem de indsatte enheder, idet man angriber fra flere retninger samtidig. Det er i sig selv et godt princip da man derved tvinger modstanderen til at sprede sine kræfter, men det er svært at gennemføre i praksis og kræver en nøje planlægning og koordinering imellem de angribende enheder, så man ikke kommer til at skyde på hinanden.
Så ganske kort: Der er for få styrker. Og det er urealistisk at tro at man kan slå tilstrækkeligt mange Taleban-krigere ihjel til at være sikker på succes.
Lørdag den 2. september 2006
Her er varmt og støvet. Temperaturen ligger omkring 39 grader.

Regional Command South har iværksat Operation Medusa fra klokken 6 i morges.
Som planlagt havde man angrebet fra syd med to kompagnier og med et kompagni fra nord.
Men allerede tidligt på dagen var man blevet ramt af det første uheld.
Omkring klokken 10 om formiddagen styrtede et britisk overvågningsfly af typen Nimrod ned. Desværre mistede 14 mennesker livet ved det styrt. Man ved endnu ikke hvad der fik flyet til at styrte ned, men piloten havde tidligere meldt at han havde tekniske problemer. Så det er ikke blevet skudt ned af Taleban.
Flystyrtet betød at man blev nødt til at indsætte hele den reserve der havde været tiltænkt Operation Medusa, for at passe på nedstyrtningsstedet der var spredt over et kæmpe område.
Dermed havde man ikke længere nogen disponibel reserve at indsætte, så man kunne opretholde momentum (fremdriften) i angrebet.

Mod syd skulle man angribe over en flodseng og tage en bro for derved at skabe forudsætning for videreførelse af angrebet ind i målene.
Da de to kompagnier mod syd var kommet over flodsengen, havde man besluttet at standse angrebet og trække sig tilbage da man mødte hårdere modstand end forventet. På dette tidspunkt havde man fire sårede canadiske soldater.
Jeg snakkede med den canadiske forbindelsesofficer om aftenen, og han kunne fortælle at det havde været vildt nedbrydende for moralen at standse angrebet da man på det givne tidspunkt havde haft succes og stor fremdrift.
Men den canadiske chef for Regional Command South ville åbenbart ikke risikere at miste flere soldater den dag.
Det er spændende at være med i den største NATO-operation nogensinde.

Klokken 21.15 skete det jeg havde frygtet. Taleban affyrede raketter mod lejren. De raketter de skyder med, er 107 mm-raketter, der har en rækkevidde på omkring 9 kilometer.
Den ene raket ramte cirka 400 meter væk, mens den anden ramte langt ved siden af lejren.
Jeg havde tidligere spurgt min forgænger om vi skulle have vores hjelm og fragmentationsvest med på jobbet, men han havde overbevist mig om at det ikke var nødvendigt.
Da alarmen gik og alle andre tog deres beskyttelsesudstyr på, arbejdede vi ihærdigt videre i håb om at ingen ville lægge mærke til det.
Men vi blev opdaget og derefter sendt ud i bunkeren. Det i sig selv var ret pinligt, men hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg mig temmelig nervøs da jeg stod ude i bunkeren med de andre. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven og skal ærligt indrømme at jeg spiste et ekstra stykke tyggegummi mens jeg forsøgte at se afslappet ud i mørket.
Det kan godt være at Taleban ikke er gode til at ramme med deres raketter, men de kæmper med de midler de har.
Da alarmen blev afblæst, kunne vi konstatere at der ikke var nogen der var kommet til skade, og jeg forsikrede min chef om at jeg nok skulle tage min hjelm og fragmentationsvest med fremover.
Eftertanke
Jeg SKAL huske min hjelm og fragmentationsvest.

Jeg har allerede på min tredje dag på jobbet konstateret hvor svært det er at gennemføre en kamp hernede.
For det første er det svært at generere styrker nok til at man kan opnå et acceptabelt styrkeforhold. Dernæst er man meget begrænset af den politiske opinion i hjemlandene. Derfor kan det være svært at gennemføre en operation i stil med Operation Medusa. Det er dog skræmmende at man rent faktisk sætter en taktisk succes over styr fordi man er bange for at miste flere soldater. For på den måde bliver de canadiske tab blot meningsløse.
Den slags risici burde være blevet afvejet allerede under planlægningen af operationen. I stedet står man nu med en enhed der har mistet fire kammerater, og igen skal angribe det samme mål en gang til, på trods af at de havde indtaget det første gang.

Søndag den 3. september 2006
I dag har man genoptaget angrebet fra daggry. Man har ændret planen en smule. Indledningsvis ville man både angribe fra nord og syd, men det er blevet ændret. Nu vil man fastholde stillingen mod nord mens man vil angribe og tage målene fra syd med to kompagnier.
Kort tid efter at de to kompagnier mod syd havde iværksat deres angreb, skete der et nyt uheld. C-kompagniet fik føling med en befæstet Taleban-kampstilling og ville påkalde flystøtte, således at man kunne udslette kampstillingen og videreføre angrebet.
Man fik et A-10-kampfly tildelt i støtte. Desværre var der gået noget galt i måludpegningen af kampstillingen. A-10-kampflyet lavede en fejllevering. Det betød at den kastede bomber og skød med sin 30 mm-maskinkanon på det forkerte mål. Uheldigvis var det mål flyet beskød, en canadisk deling. Delingen blev næsten totalt udslettet, idet der var en dræbt og 30 sårede canadiere.
Herefter blev angrebet igen indstillet da C-kompagniet nu var nede på under 50 % af sin oprindelige styrke og derfor ikke længere var i stand til at angribe.

C-kompagniet skal nu afløses, men eftersom vi ikke har en reserve, kommer det til at tage nogen tid. Vi skal derfor have et amerikansk kompagni på plads inden angrebet kan videreføres.
Indtil videre vil angrebstidspunktet (Kl. H) blive den 6. september ved daggry.
Eftertanke
Mine bekymringer omkring vores styrkeopbygning og manglende reserve har vist sig at være berettigede. Idet vi har anvendt vores disponible reserve som bevogtning for nedstyrtningsstedet omkring det nedstyrtede Nimrod-overvågningsfly, havde vi ikke længere mulighed for at fortsætte offensiven hvis vi løb ind i problemer som dem i dag.
Vi burde have udsat angrebet eller endnu bedre have opbygget tilstrækkeligt mange styrker til at vi under alle omstændigheder ville have et gunstigere styrkeforhold.
Og eftersom kampen foregår i lukket og bebygget område, kan vi heller ikke udnytte vores overlegne ildkraft optimalt. Derved bliver vores fordel igen minimeret. Så vi skulle have haft flere styrker til rådighed fra starten.

Samtidig må vi sige at Taleban har haft heldet på deres side, idet de har været så heldige at vi har været ramt af det ene uheld efter det andet der har været til deres fordel.
Det skal dog ikke være en undskyldning da vores plan blot skulle have kunnet håndtere den slags, været udskudt eller helt afblæst, idet forudsætningerne for succes ikke længere var til stede.
Den offensive part er jo normalt den der bestemmer tid og sted og derved bevarer initiativet i kampen.
Tirsdag den 5. september 2006
Dagene har været lidt stille siden vores uheld den 3. september. Der har været en del træfninger i vores ansvarsområde, men ikke noget bekymrende.

Min forgænger, Hans, rejste hjem i morges. Han skulle først have været med flyet næste tirsdag. Men da han fik muligheden for at komme af sted, tog han den. Det er nu meget godt at jeg skal til at klare mig selv. For så længe han var her, ville jeg blive ved med at spørge ham til råds. Nu er jeg nødt til at finde ud af tingene selv.

Det virkede som om hele den sydlige del af Afghanistan eksploderede da jeg gik på vagt klokken 16.00.
Taleban havde tydeligvis koordineret deres angreb, således at de angreb mere eller mindre alle steder i ansvarsområdet inden for et kvarter.
Det er en fornuftig taktik at anvende da vi på den måde ikke kan koncentrere vores kræfter. Desværre havde de stor succes med deres angreb.
I Musa Quala indledte de angrebet med morterbeskydning af den lejr der er indrettet i byen. En af granaterne ramte lige midt i et af de telte hvor soldaterne fra Afghan National Army (ANA) er indkvarteret. Det resulterede i at en afghansk soldat blev dræbt, og fire blev alvorligt såret.
Da vi efterfølgende skulle evakuere de sårede med helikopter til Camp Bastion, blev helikopteren beskudt med panserværnsraketter, og piloterne kunne berette om at raketterne havde fløjet på kryds og tværs omkring helikopteren. Heldigvis blev den ikke ramt. Man forsøgte at gennemføre evakueringen to gange, men måtte opgive begge forsøg på grund af beskydningen. Man ville forsøge igen senere samme aften, men da jeg gik fra vagten klokken 01.00 om natten, var evakueringen af de sårede stadig ikke gennemført.
Næsten samtidig angreb Taleban også Sangin, Now Zad, Zabul, Geresk samt flere andre steder.
Desværre havde Taleban succes med deres angreb med allierede tab til følge.
Sammenlagt havde jeg 22 træfninger at præsentere på min første briefing.
Det var det højeste antal der var blevet præsenteret, og min kollega, der har været i Kandahar længe, spurgte om han skulle tage briefingen. Men jeg tog den selv. Hellere starte på den måde ud fra filosofien om at så kan det jo ikke blive værre.

I dag havde jeg en chokerende oplevelse. Da jeg var ovre for at spise aftensmad, sad jeg alene og spiste. Ved bordet ved siden af mit sad fire højtstående officerer fra hovedkvarteret, herunder chefen for J3 (operationsplanlægning) og chefen for CJOC samt stabschefen. De sad og diskuterede højlydt hvornår angrebet i Operation Medusa skulle genoptages.
Det er barnelærdom for enhver soldat at man ikke sidder og diskuterer den slags hvor alle kan høre det. Årsagen er simpelthen operationssikkerhed. Hvis fjenden kender angrebstidspunktet, kan de træffe modforholdsregler. Dermed bringer deres åbenlyse diskussion omkring angrebstidspunktet og angrebsmålene soldaternes liv i fare. Normalt ville jeg bede folk om at finde et andet sted at diskutere den slags, men jeg havde kun været der i fire dage og anede ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det grove brud på sikkerheden.
Jeg fortalte det derfor til den danske oberstløjtnant, der er chef for J9, således at han igennem sine kanaler kunne standse det.

Samtidig erfarede jeg at hele hovedkvarteret bliver ført totalt amatøragtigt. Der mangler det samarbejde på tværs af de forskellige sektioner, der kunne resultere i den bedst mulige plan.
Derimod føres det som en bataljon eller et kompagni. Chefen for Regional Command South (generalen) og chefen for operationssektionen udtænker deres plan hvorefter folk kan få lov til at fylde de nødvendige ting som ildstøtte og logistik på.

Normalt ville man gennemføre en samlet planlægning, således at alle sektioner arbejder sammen mod det samme mål. På den måde er der størst sandsynlighed for at man når frem til den bedst mulige plan med færrest mulige ændringer og løse ender.
Men det er åbenbart ikke på mode hernede. Det bliver spændende at følge. Men desværre kan en dårlig plan blive ensbetydende med tab af vores soldaters liv. Men jeg håber bestemt at det vil ændre sig når den hollandske stab overtager hovedkvarteret til november.
Fredag den 8. september 2006
De seneste dage har været meget rolige. Desværre har der været en hændelse med nogle britiske soldater der kørte ind et minefelt i Task Force Helmands ansvarsområde. De var ved et uheld kommet ind i et kraftigt mineret område. Den første soldat ramte en personelmine, og da hans kammerater ville hjælpe ham, trådte de på endnu en mine. Det endte med at Task Force Helmand måtte rekvirere helikopterstøtte for at man kunne løfte de tilskadekomne ud af minefeltet fra luften. Det var simpelthen for farligt at begynde at rydde en vej ind til dem.
Desværre kostede det to britiske soldater livet, og yderligere fem blev alvorligt såret.

I dag skulle jeg igen briefe. Da jeg mødte på vagt, kunne jeg se at der atter havde været travlt.
Heldigvis havde Taleban ikke haft heldet med sig. Der har været fire Medical Evacuations (MEDEVAC) Den første var en soldat med et slangebid, den anden var en afghansk soldat der havde fået solstik, den tredje var en canadisk artillerist der havde tabt en granat ned over foden. Den sidste var en rutineflyvning med en patient der havde fået diarre.
Vi har haft en del træfninger og en del succes i forhold til Taleban. Desværre er det lidt svært med Battle Damage Assesments (BDA). Man gennemfører normalt Battle Damage Assesments efter en træfning. Man gør det for at holde styr på hvor mange fjender vi slår ihjel, sårer, eller hvad vi ødelægger.
Min chef, Senior Duty Officer (SDO), har flere gange rykket for at vi skal have flere Battle Damage Assesments fra vores underenheder i de forskellige Task forces. Det er jo forståeligt at man ønsker disse beregninger, men samtidig virker det totalt malplaceret at vi spørger om den slags mens en enhed har soldater i kamp.
Men måske skulle jeg spørge om jeg skal bestille en helikopter, så vi sammen kan flyve ud og tælle døde og sårede.
Det er jo helt urealistisk at vi skulle få alle meldinger ind om Battle Damage Assesments. For hvad er det vi forventer at enhederne skal gøre? Skal de standse kampen mens de er ved at bryde ud af et baghold, for at tælle afrevne højrefødder og lig, eller skal de bare se at komme videre og få løst opgaven og redde deres liv?
Så det er et tveægget sværd da vi jo gerne vil vide hvor megen effekt vi har af de midler vi anvender, men det skal ikke forstyrre soldaterne i deres løsning af opgaverne. Men behovet for Battle Damage Assesments er også ganske klart. Man skal jo kunne give politikerne eller journalisterne svar når de kommer og stiller kritiske spørgsmål om det ene eller andet.

Lørdag den 9. september 2006
I dag har der været mange træfninger i hele vores ansvarsområde.
I Task Force Zabuls ansvarsområde kørte de desværre i et baghold omkring middagstid. Kolonnen blev pludselig beskudt med håndvåben og panserværnsraketter.
Det betød desværre at fire afghanske soldater mistede livet, og at yderligere seks blev alvorligt såret. Så der var temmelig travlt i eftermiddags.
Hos briterne i Musa Quala har der været mange træfninger, men heldigvis har der ikke været tab på vores side.
Midt i vores aftenbriefing kom der pludselig en alarmerende melding om at Taleban var kommet helt inden for murene i stillingerne ved Musa Quala. Alt gik stærkt, og alle i CJOC var tydeligvis nervøse for situationens udvikling.
Al rådig flystøtte blev øjeblikkeligt tildelt, således at vi kunne afværge et truende sammenbrud i Musa Quala.
Omkring en halv time senere modtog vi en beroligende melding der fortalte at situationen var under kontrol. Det var tilsyneladende en af enhedens egne soldater der var kommet til at udløse en alarmmine, hvorefter vagten havde slået alarm og dermed alarmeret resten af styrkerne i Musa Quala.
Senere på aftenen (omkring klokken 22.00) modtog vi en ny melding om at man havde fundet en mulig tunnel inde i stillingen.
Dette blev dog afkræftet lidt senere da man konstaterede at det blot var et krater fra en granat.
Så alt i alt var det en aften med mange forvirrende meldinger. Små episoder der heldigvis viste sig ikke at være sande. Men episoderne viser med al ønskelig tydelighed vigtigheden af at sende præcise og korrekte meldinger. For kun på den måde sikrer vi at de korrekte beslutninger bliver truffet på det rigtige sted og i rette tid.

Samtidig kunne Task Force Helmand fortælle at man i hemmelighed var ved at forberede en rømning af stillingerne i både Musa Quala og Sangin. Årsagen til de planlagte rømninger er at de gentagne angreb ikke er aftaget som man indledningsvis havde forventet.
Det betyder at styrkerne i området er under konstant pres og kræver meget store ressourcer fra Task Force Helmand.
Såfremt man vælger at forlade Musa Quala og Sangin, vil det være et stort nederlag for den strategi man har valgt i Helmand såvel som for ISAF i hele den sydlige del af Afghanistan.

Den lette opklaringseskadron har igen været aktiv i Operation Medusa. De blev beskudt med morterer og håndvåben i deres stillinger vest for Panjawi hvor deres opgave er at forhindre Taleban i at føre forstærkninger ind i området. Samtidig skal deres stilling også forhindre Taleban i at slippe ud af den gryde som de øvrige styrker i Operation Medusa har skabt.
Talebans beskydning af den lette opklaringseskadron var dog ikke effektiv, og de trak sig tilbage efter at der var blevet tildelt flystøtte og de var blevet beskudt med eskadronens tunge maskingeværer.
 
Så det har været en travl dag. Det bliver spændende at følge udviklingen de kommende dage.
Søndag den 10. september 2006
Dagen i dag har været forholdsvis rolig.
Den lette opklaringseskadron er blevet trukket ud af Operation Medusa da der var behov for dem ude i Helmand hvor de skal deltage i Operation Sarwe.
Formålet med Operation Sarwe er at generobre Garmser fra Taleban.
Den lette opklaringseskadron skal ligge i en overvågningslinje vest for byen, hvor de skal forhindre at Taleban får tilført forstærkninger, og melde om eventuelle fjendtlige bevægelser i området.
Kort efter deres ankomst til operationsområdet kunne de observere hvordan Taleban begyndte at manøvrere i nærheden af deres stillinger.
Den lette opklaringseskadron begyndte at bekæmpe Taleban på deres maksimale skudafstand. Efterfølgende genoptog Taleban deres fremrykning mod overvågningslinjen hvorefter den lette opklaringseskadron engagerede dem med alle rådige midler, herunder deres 84 mm-dysekanoner, morterer og lette maskingeværer. Så den lette opklaringseskadron fik afprøvet alle deres våbensystemer. Endvidere påkaldte de Close Air Support der kastede to 1.000-pundsbomber og affyrede 1.000 skud fra flyets 30 mm-maskinkanon. Så der har været tale om en voldsom træfning mod stillingen.
Men det er jo klart at Taleban vil forsøge at kæmpe sig ud af den knibtang som den lette opklaringseskadron er med til at skabe. Taleban vil blive afskåret og udslettet hvis den lette opklaringseskadron får lov til at blive derude.
I Operation Medusa går tingene stille og roligt fremad.
Faktisk er det udelukkende den amerikanske Task Force Grizzly og specialstyrkerne der opererer for øjeblikket.
Specialstyrkerne er konstant i kamp, og Task Force Grizzly gennemfører kamppatruljer hver eneste aften med henblik på at konstatere hvor Taleban har deres tyngde.
På nuværende tidspunkt har vi renset mål BILLIARDS og er delvis igennem mål RUGBY.
I den nordlige del af operationsområdet sidder C-kompagniet fra Task Force Kandahar i mål CRICKET.
Jeg blev faktisk lidt overrasket i dag da jeg fik at vide at grunden til den manglende fremdrift fra canadisk side er en politisk frygt for at lide yderligere tab.
Dagens Battle Damage Assesment fra Operation Medusa vurderer at der foreløbig er dræbt 206 Taleban-krigere.

Kl. 21.30 blev lejren igen angrebet af raketter. Der kom i alt to angreb med kort tids mellemrum.
Denne gang ramte raketterne dog et stykke væk, så der var ikke nogen der kom til skade.
Jeg tror Talebans manglende træfsikkerhed skyldes mangel på ordentligt materiel til at affyre raketterne med. Det har ved flere lejligheder vist sig at raketterne er lagt direkte på jorden med retning mod lejren. For at sende dem af sted har Taleban fremstillet en simpel tidsindstilling der affyrer raketterne.
Eftertanke
Man har unægtelig et dårligt grundlag at gennemføre en militær operation på når politikerne begynder at blande sig i dispositionerne.
Men omvendt kan jeg jo stille spørgsmålet med danske forbogstaver. Ville en dansk enhed få lov til at operere hvis vi havde fået halveret et kompagni?
Indtil videre har den danske regering været meget „fast“ i kødet når vi har haft danske tab, men oppositionen er hele tiden ude og kræver hjemtagning af styrkerne hvis vi har lidt tab.
Samtidig er der ballade hjemme når vores enheder deltager i operationerne, og der er blevet skrevet om at danske enheder har dræbt Taleban-krigere. Ja, vores enheder slår Taleban-krigere ihjel, men vi åbner kun ild når vi med sikkerhed har fastslået at der er tale om Taleban-krigere, eller at der er fare for de danske styrker. Det er en del af vores mandat hernede.
Desværre er jeg ikke sikker på at man fra politisk hold er klar over hvordan situationen er hernede. Politisk er der ikke tale om krig, men om en Peace Support Operation (fredsstøttende operation). Men for enhederne hernede er der tale om krig. Og det handler om at nedkæmpe fjenden inden han når at nedkæmpe dig.
Og det er en ting man fra politisk hold bliver nødt til at acceptere når man indsætter danske styrker i operationer som denne.
Mandag den 11. september 2006
Igen en stille og rolig dag med sporadiske træfninger rundtomkring i vores ansvarsområde.
Operation Medusa går fortsat langsomt fremad.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.