Dage med far af Daniel Möllberg
Året var ifølge den kinesiske kalender "rottens år", og jeg var tilbøjelig til at være helt enig. Sofia, mine børns mor, og jeg gik fra hinanden for knap et år siden – ikke fordi jeg ville, men fordi det var nødvendigt. Jeg vil ikke komme nærmere ind på årsagen til bruddet lige nu, men hvis jeg skal være retfærdig og large, må jeg sige, at jeg nu har indset, at vi begge bar en del af ansvaret for, at vi så let kastede noget meget værdifuldt over bord. Jeg hedder Alexander og er treogtredive år, og mine børn er fire og tre år gamle. For lidt over et år siden opdagede jeg de første sprækker, og kort tid efter styrtede min verden i grus. Siden har jeg forsøgt at opbygge en ny.
Drengene hedder Emil og Sebastian, og de gør mit liv skønt mod alle odds. Der er to forskellige udgaver af mit liv. Den, som mine børn kalder fardagene, og den, som jeg kalder rottedagene, hvor jeg kæmper med økonomi, job, bolig, tanker og søvnløshed. Det handler ikke om bitterhed eller selvmedlidenhed, jeg synes bare, det er nedtur ikke at være sammen med børnene.
Jeg begyndte at studere, da vores første søn blev født, og det var helt perfekt, da det gav mig muligheden for at være en del hjemme sammen med dem begge to, da de var små. Den eneste ulempe var egentlig, at jeg begyndte at læse datalogi to år, før boblen brast, og da jeg var færdig, var jeg lige så eftertragtet af virksomhederne som af børnenes mor.
Takket være en desperat omdefinering af, hvilke kompetencer min uddannelse havde givet mig, lykkedes det mig at smutte ind gennem bagdøren til en anden branche. Jeg fik job i den eftertragtede mediebranche, hele min beholdning af held gik til bare at få jobbet, og lønnen blev den lavest mulige. Men jeg havde da et job, som gav til husleje og mad til børnene. Jeg klagede ikke. I den første tid efter bruddet var appetitten ikkeeksisterende, og mine overflødige kilo fra "graviditeterne" forsvandt som ved et trylleslag. Jeg tabte 13 kilo på under et år, og jeg ville have været i topform, hvis jeg havde spist fornuftigt og trænet lidt. I stedet for medførte den usunde faste, at jeg blev huløjet, mistede mit immunforsvar og endte med så lavt fedtindhold i kroppen, at jeg begyndte at have problemer med almindelig hverdagsregning. Hvis mine kindben havde været mere fremtrædende, kunne jeg være blevet topmodel. Efterhånden blev appetitten dog mere normal, men til alt held beholdt jeg den slanke linje, og det var meget belejligt, for drengene og jeg skulle flytte til en ny lejlighed, en meget lille etværelses.
Jeg havde ikke set den endnu, men da jeg talte med fyren, som havde sat annoncen i, lød den fornuftig. Stinkende dyr husleje, men hvad kunne jeg gøre? Det var svært nok at finde en lejlighed i Stockholms indre by. Jeg skulle også have råd til den, og så skulle den ligge i fornuftig afstand fra drengenes børnehave. Siden vores brud var blevet en realitet, havde jeg lejet en møbleret toværelses, men da økonomien altid kørte på pumperne, havde jeg ikke kunnet lægge noget til side, og jeg ejede derfor ingen møbler. Den nye lejlighed var åbenbart "delvist" møbleret, uden at jeg dog fik nogen nærmere beskrivelse af, hvad det indebar. Jeg håbede, der var en seng, så skulle resten nok løse sig.
Efter en nat, hvor jeg sov meget dårligt, formentlig på grund af bekymring i forbindelse med flytningen, vågnede jeg oven i købet irriterende tidligt. Drengene var selvfølgelig usædvanligt friske, for børn har det jo med altid at være det modsatte af forældrene. Når vi havde fri og ikke skulle op næste morgen, vågnede de som regel midt om natten og ville op, hvis jeg var usædvanligt glad og positiv, var de lidt sure og tvære, og hvis jeg var træt og gnaven, var de selvfølgelig rørende glade og artige. Vi kom lidt for sent af sted til børnehaven, og det var udelukkende min skyld, så jeg kompenserede for morgenens koma ved at spille bilbingo med dem hele vejen derhen. Det var byttedag, hvilket indebar, at deres mor skulle hente dem om eftermiddagen, og jeg slæbte et par hundrede plasticposer fyldt med de ting, som kørte i fast rutefart mellem fardagene og mordagene. Vi havde besluttet, at det var bedst at overdrage børnene til hinanden gennem børnehaven, da der stadig var en risiko for, at vi kunne begynde at skændes, når vi mødtes. Det havde aldrig været synderlig svært at aflevere børnene i børnehaven. Mange børn har jo helt naturlige perioder med separationsangst, men de er vist gået over her ved tre-fireårsalderen. Til gengæld var det, som om de perioder aldrig gik over for fraskilte forældre i treogtrediveårsalderen. Jeg prøvede at være stærk hele tiden, og jeg var helt bevidst om, at det ville smitte af på børnene, hvis jeg viste det mindste tegn på, at jeg var ked af det. Det var svært at afgøre, om det var mig, der gjorde det godt, eller om det var børnehavepædagogerne, som udførte et fantastisk stykke arbejde. Drengene var som sædvanlig bare skønne og kisteglade, hvilket ikke ligefrem gjorde det lettere for mig at holde masken.
"Farvel, far! Vi elsker dig."
Jeg fik kærlige kys og kram efterfulgt af et par hviskende ord fra min yngste om, at jeg var hans yndlingsfar, og fra min ældste om, at han allerede glædede sig til, at det blev fardage igen. Der var bare om at holde masken, men jeg kunne mærke ømheden presse på i brystet og gråden sidde i halsen. Så blev jeg reddet af personalet, som tydeligvis var vant til at opdage spirende gråd hos såvel børn som forældre. I mit tilfælde blev det sikkert lidt lettere af, at jeg var holdt op med at blinke og nu smilede stift og bare kom med korte, hakkende svar. De overtog begge drengene og fulgte dem hen til vinduet for at vinke, så jeg fik en chance for at samle mig i garderoben. Jeg havde altid brugt humor som modgift, og planen var altid, at jeg skulle fjolle alt det sørgelige væk ved vinduesvinkningen. Det blev til grimasser og fingerkys, og af og til udførte jeg et helt show. Men det føltes lidt trist eller snarere unødvendigt, for showet var jo primært til for min skyld, så jeg kunne få det bedre og virkelig overbevse mine børn om, at alting var i sin skønneste orden. De fleste forældre havde det dårligt med at efterlade deres børn, når de var kede af det, og lade personalet trøste dem. Mig prøvede pædagogerne bare at få væk, inden jeg brød sammen og gjorde mine glade børn kede af det.
Jeg plejede at tage bussen eller metroen til arbejde, men når jeg havde afleveret børnene på byttedagene, var det som regel skønt at gå angsten væk og få lidt orden i mine tanker. Men sådan skulle det ikke være den dag. Tomas var Markus’ far og var blevet skilt fra Markus’ mor, Lotta. Markus var en af Sebastians bedste venner fra børnehaven, men jeg kendte ikke hans far særlig godt, da vi som regel hentede og bragte på forskellige tidspunkter. Tomas cyklede på arbejde, og han mente, at cykelhjelme var grimme, men at det var helt i orden at have strømperne trukket helt op til knæene uden på habitbukserne. Man skulle jo nødig risikere, at bukserne satte sig fast i cykelkæden, men det betød ikke noget at få hovedet smadret som et æg mod gaden. Tomas fik øje på mig, og lige netop denne morgen besluttede han sig for at trække cyklen og spadsere med mig.
"Hej. Plejer du at gå på arbejde?"
"Næ, men det havde jeg bare lyst til i dag. Tak for indbydelsen til Markus’ fest, for resten."
"Nå ja. Er det dig, der har drengene den dag?"
"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg finder ud af det, men det er jo først om to måneder, ikke?"
"Jo, det er vel lige tidligt nok, men drengene ville lege sammen i parken i sidste uge, og din eks og jeg stod og talte om alt muligt, og så kom vi til at tale om det."
"Okay."
"Jeg håber, det er okay, jeg siger det, men hun er ret flot, din eks."
"Jah... helt klart."
"Jeg mener, der er mange mødre, som har svært ved at få deres gamle krop tilbage efter et par børn, men det er virkelig lykkedes for hende. Hvordan går det med kontakten mellem jer?"
"Jo, udmærket..."
"Fedt. Det går slet ikke mellem mig og Lotta, men det er, fordi man ikke kan tale fornuft med hende. Det er helt umuligt. Det er ikke som med din eks, så vidt jeg kan fornemme. Nå, men vi fik os en hyggelig sludder..."
"Ja... det sagde du. Øh, jeg skrår gennem parken her, så..."
Nu kunne det være nok. Jeg var rigeligt angst i forvejen, og det blev ikke bedre af at være i Tomas’ selskab. For at slippe væk lod jeg sti være sti, kravlede over et lille stakit og skød genvej hen over en græsplæne.
"Det er ikke noget problem, jeg går med. Den her cykel er vildt praktisk. Den vejer ingenting! Her, prøv at mærke!"
Tomas holdt stolt cyklen frem mod mig med rystende arm.
"Arbejder du ikke på Kungsholmen?"
"Jo, men jeg har ikke faste tider. Så længe det går sådan på børsen, skal man bare læne sig tilbage og lade arbejdet klare sig selv."
Vorherre bevares. Ikke alene antydede han, at han var interesseret i Sofia, og fiskede efter, om det var i orden, han nægtede også at lade mig være i fred! Men jeg ville bevare roen. Det var nok ikke så smart at blive uvenner med en børnehaveforælder, som oven i købet var far til min søns bedste ven. Men tiden var inde til at sige det, som det var, for ganske almindelige hentydninger som at prøve at flygte virkede tydeligvis ikke.
"Jeg er lidt nede i dag. Jeg har lige afleveret børnene, og jeg trænger til at få spredt tankerne lidt. Er det okay?"
"Nå? Fint nok. Sådan havde jeg det også før. Jeg skal nok lade dig være i fred, men bare rolig, det går over. Tiden læger alle sår, du ved. Tro mig. Vi ses."
Som separeret føler jeg mig ofte målt og vejet, i hvert fald af dem, der kender til min situation. Børnehaveforældre, personalet i børnehaven, kolleger og venner, alle de mennesker, som ikke kunne undgå at finde ud af, hvordan det stod til. Selv dem, der sidder i kassen dér, hvor man plejer at købe ind, ved, at man er separeret. De kigger medfølende på mig, når jeg i stedet for at købe mad til en hel familie og en pakke o.b. køber en bøf og frossen kartoffelgratin hver eneste dag i de børnefri uger. Og det er ikke, fordi jeg er interessant, at de mennesker skænker mig en tanke, men hvis jeg er den mindste smule træt eller bare har en dårlig dag, går selv mine søde venner ud fra, at jeg er ked af det, bitter, ensom, angst osv. Hvis man klarer sig dårligere på arbejdet, viser alle mere forståelse, for "han er jo separeret. " Jeg har selv hørt det mange gange, men da handlede det ikke om mig. Personalet i børnehaven er altid så søde, men spørger de virkelig også de andre forældre: "Hvordan går det med børnene og alt det?", og siger de virkelig: "Ved du hvad, du skal ikke være nervøs over, at du ikke har alting her i børnehaven, bare tag det, som det kommer," til andre forældre, som glemmer at fylde op med skiftetøj? Det sidste, jeg fik at vide, var, at det ikke gjorde noget, hvis jeg hentede dem lidt senere en gang imellem, bare jeg kom, inden de lukkede! Og de fire første punkter på samtlige forældremøder har altså altid handlet om, hvor vigtigt det er at skrive nøjagtige tidspunkter ned og holde sig benhårdt til dem. Menneskerne omkring mig er bare venlige og vil mig det bedste, men den naturlige reaktion bliver altså, at jeg er lalleglad og ter mig som en supernanny på speed. Jeg vil ikke have, at mine omgivelser skal have ondt af mig og tro, at jeg konstant er bitter og ked af det.
"Hvornår flytter du så ind?"
"I weekenden, men du behøver ikke hjælpe til. Jeg har jo ikke nogen ting."
"Hvad sagde Sofia? Det er jo tættere på jeres børnehave. Det må selv hun da synes er godt."
"Tja, men du ved jo, hvordan hun er nogle gange. Hun siger ikke noget, men jeg kan høre på hendes stemme, at hun synes, det er for slapt af mig, at jeg ikke har fast bolig, fed stilling og pensionsopsparing. Men jeg gør det jo for fanden så godt og så hurtigt, jeg kan!"
"Men hvordan går det med at tale med hende? Er det svært eller...?"
"Årh, fuck det. Det er bare sådan, at jeg savner drengene, og så dulmer jeg det med alt for meget arbejde."
"Myran og jeg ville høre, om du havde lyst til at komme til middag på fredag."
"Jo, ja, jeg ved ikke... Jeg bliver nok nødt til at smutte ind på arbejdet på lørdag, så jeg havde egentlig bare tænkt mig at tage den med ro og leje en film eller noget."
"Helt ærlig! Du tager den altid med ro. Det er vel lørdag om dagen, du skal arbejde, og ikke fredag aften, vel?"
"Jamen..."
"Tag dig dog sammen. Du siger jo selv, du bare sidder aften efter aften og stirrer lige ud i luften. Og at du ikke har noget liv. Men gør du noget ved det? Helt ærlig, hverken Myran eller børnene fatter, hvorfor du ikke kommer og besøger os."
Min bedste ven Gustav havde som sædvanlig ret. Han kendte mig for godt, og han har desuden været det eneste menneske, jeg kender, som jeg har talt med om separationen og blottet alle mine følelser for. Jeg ved godt, at jeg har isoleret mig siden separationen, men det føles ikke som noget, jeg har gjort bevidst. Sofia og jeg havde mange fælles venner, eller det troede jeg i hvert fald dengang. Men det viste sig, at det først og fremmest var hendes. Det er ikke, fordi det generede mig så meget, jeg ville jo alligevel helst være i fred for alt og alle. I lang tid var de eneste mennesker, jeg kunne holde ud, mine børn samt Gurra og hans familie. Middagene hjemme hos Gurra, Myran og deres børn var altid hyggelige. Jeg følte mig altid meget velkommen, og selv om vi så meget til hinanden, havde vi altid en masse at tale om. Jeg ville få god mad og noget godt at drikke og få en mulighed for at være i godt selskab, ganske enkelt. Så hvorfor prøvede jeg at sno mig udenom?
Det gjorde ondt i hjertet at være vidne til det, jeg selv ønskede mig. En gang imellem, når jeg var hjemme hos Gurra, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg savnede at have min egen familie. De havde hinanden, de havde børnene, og de havde det hver dag. Mor og far kunne afløse hinanden som "good cop" og "bad cop." De kunne skiftes til at putte børnene og hjælpes ad, når et af dem fik dårlig mave. De kunne aflaste hinanden og oven i købet skændes for siden at blive gode venner igen og være kærlige over for hinanden. Men selv om jeg savnede familielivet, så fik jeg selvfølgelig stadig kuldegysninger ved tanken om de små, ildevarslende ting, som gjorde livet til et helvede, hvis de kørte af sporet. Blikkene, når man talte for længe i telefon på et "forkert" tidspunkt. Anklagerne om, at man aldrig tog nogen initiativer. Skænderierne om, hvem der oftest stod op med børnene i weekenden. Kravene til ens evner som tankelæser, så man kunne vise, at man påskønnede ting, man ikke anede det mindste om, g ordne ting, som gik ens partner på nerverne, selv om hun ikke havde nævnt det. Pludselig står man der og råber ad hinanden og siger ting, som man aldrig kan tage i sig igen, og man tilføjer hinanden sår, som læger, men efterlader ar. Jeg er kommet mig en hel del rent følelsesmæssigt, men jeg har stadig langt igen, og jeg tænker hver dag på det, der var, på det, der er, og på, hvordan det kunne have været. Det er destruktivt, men tilsyneladende uundgåeligt. Det er alle de svigt, som hele tiden gør ondt, svigtet over for mine børn, svigtet over for mig selv og følelsen af et ufatteligt svigt fra den, jeg elsker.
*
Jeg arbejdede i et firma i mediebranchen. Firmaet var mellemstort og beskæftigede sig både med reklame og tv-produktion. Jeg fatter knap nok selv, hvordan jeg fik jobbet, da jeg ikke havde nogen erfaring inden for branchen, og min dataloguddannelse var totalt irrelevant. Det var nok mit store held, at jeg rent faktisk havde lært at bruge en del af de temmelig avancerede computerprogrammer, som de brugte i produktionen. Men jeg tror også, at chefen kunne se, jeg var kreativ og ville lære det hurtigt. Det var meget inspirerende og motiverende at få den tillid. I mediebranchen handler det udelukkende om kontakter og titler, og jeg var overbevist om, at jeg ikke ville have fået chancen, hvis ikke chefen havde været en af mine bekendtes bekendte. Jeg vidste, at det var en af den slags job, som havde høj status og var vildt eftertragtet, og jeg skulle hele tiden have at vide, at der var halvtreds sultne medieelever, som uden tøven ville være parat til at knokle som svin i et par år som ulønnede praktikanter i håb om MÅSKE at få et job. Men udadtil var nepotismen noget, der blev mørkelagt. Jeg skulle rent proforma til en "ansættelsessamtale" med en projektleder. Spørgsmålene lød: "Hvad har du lavet før inden for branchen? ", "Kan du...?", "Har du...?" Og mine svar lød: "Ikke noget, men...", "Næ, men jeg..." og "Næ, ikke endnu..." Projektlederen så meget tvivlende ud, men sagde, at jeg havde fået meget fine anbefalinger, og at hun ville vende tilbage. Dagen efter blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg havde fået jobbet. I princippet arbejdede alle som projektansatte i nogle måneder ad gangen, så det gjaldt om at gøre sig populær og udføre et godt stykke arbejde, så man blev anbefalet til nye projekter. Min projektansættelse skulle vare i et halvt år og ville helt sikkert blive forlænget med et halvt år ad gangen. Jeg opdagede ret hurtigt, at nogle klarede sig ganske udmærket udelukkende ved at gøre sig populære, eller også havde de simpelt hen meget gode kontakter. Der var overraskende mange, som faktisk ikke havde nogen særlig viden om det, de var i gang med. Det var helt fint med mig, for mine chancer for at overleve var betydeligt større, hvis jeg ikke var den eneste, der var usikker. Samtidig var det mig en gåde, hvordan nogle projekter overhovedet kunne blive gennemført, når samtlige involverede var ubehjælpsomme.
Jeg arbejdede på et projekt sammen med en halv snes andre. Projektlederen var en pige ved navn Linnea, og de øvrige i "teamet" havde alle en rolle og et ansvarsområde, og man skulle løse sin del selvstændigt. Det var lidt mærkeligt, at man skulle arbejde sammen som et team, når den enkelte samtidig skulle løse sine opgaver individuelt. Desuden var det lidt underligt, at man ikke skulle spørge, hvis man ikke vidste, hvad man skulle gøre. Ingen ville afsløre, at der var noget, de ikke vidste, og dem, der vidste noget, ville ikke hjælpe. Hvis du spurgte, gik de ud fra, at du ville have dem til at gøre dit arbejde for dig. Hvis du var for dygtig og videbegærlig, kunne du meget vel være ude efter nogens job eller stillingsbetegnelse. Det lykkedes mig under alle omstændigheder at lære det grundlæggende selv, og resten måtte jeg lære af kvindelige kolleger. Konkurrencen var hårdere blandt mit eget køn. Jeg begik tydeligvis en stor fejl, da jeg i begyndelsen bad et par mandlige kolleger om hjælp. Hvis man forbandt kablerne forkert i teknikrummet, kunne det ødelægge udstyret, og jeg syntes, det var bedst at være på den sikre side.
"Hey, I har meget mere styr på teknikken, end jeg har. Kan I ikke hjælpe mig med at forbinde dem rigtigt?"
"Helt ærligt, tror du selv på, det der virker? Det er kun tøser, som kører det der ‘I er bare sååå gode, så kan I ikke liiiige hjælpe mig?’ Godt forsøg, men den må du selv rode dig ud af."
Det var ikke ligefrem en sjov start, men det blev bedre. Jeg fandt ud af det hele selv og lærte alting, selv om det ikke havde noget med mine arbejdsopgaver at gøre. De, der havde mindre prestigefyldte stillinger, delte villigt ud af deres viden, og jeg sørgede for at holde mig til. På den måde kunne jeg efter et stykke tid begynde at tilbyde andre min hjælp. Jeg var behagelig, hjælpsom, dygtig, og frem for alt udgjorde jeg ikke en trussel. Da jeg var ældre end de fleste, gik de alle sammen ud fra, at jeg ikke var ude efter at gøre karriere og snuppe deres job, og det var jo også rigtigt, for jeg var jo bare glad for, at jeg havde fået et job og lærte en ny branche at kende. Jeg begyndte efterhånden at føle mig på sikker grund, så sikker, det nu kunne være med et projekt, som konstant var i fare for at blive nedlagt. Jeg havde i hvert fald skaffet mig den viden, som arbejdet krævede.
Min kommende udlejer ville mødes med mig efter arbejde på en lille café på Roslagsgatan for at underskrive kontrakten. I betragtning af, hvor svært det var at finde en lejlighed i Stockholm, kunne man som sagt ikke tillade sig at være kræsen, hverken hvad lejlighed eller udlejer angik. Fyren ankom til caféen en halv time forsinket. Han hilste på servitricen, som fniste genert tilbage, hvorefter han energisk rystede min hånd.
"Hej! Må jeg ikke sidde der? Det er min plads."
Han havde sin yndlingsplads på sin stamcafé. Det var der ikke noget underligt i. Halsen var overlæsset med guldkæder, som var fuldt synlige, fordi skjorten var knappet op helt ned til læderbukserne. Det var der ikke noget underligt i.
"Jeg vil ikke sidde med ryggen til gaden. Det kan du godt forstå, ikke?"
"Jo, jo, helt klart. Det er ikke noget problem."
Jeg var helt med. Hans ryg kunne nok ikke tåle træk. Det var der ikke noget underligt i. Fyren vinkede til servitricen, som straks begyndte at fnise og kom hen til bordet.
"Stik os lige et par latte. Skal du også have en sandwich?"
"Nej tak, jeg har det helt fint, jeg..."
"Tag det roligt, jeg giver! Og to sandwich, og fart på."
Da han sagde, at han gav, løftede han begge arme lidt op og raslede med to store bundter guldlænker. Han var stolt af, at han tjente så godt og investerede lønnen i guld. Det var der ikke noget underligt i. Servitricen snublede på vejen tilbage med vores caffelatter og spildte halvdelen.
"For helvede da også. Lærer du aldrig at gå i de der?"
Da jeg så, at servitricen prøvede at servere i tolv centimeter høje stilethæle, kunne jeg mærke, at det her bare ikke gik. Den mand kunne mine børn og jeg ikke have som udlejer. Det var bedst at være besværlig og bare glemme alt om det.
"Undskyld, men jeg har tænkt over det med huslejen. Jeg har ikke råd til den. Desværre, men jeg var nødt til at gå ned i løn, og..."
"Hvad? Vil du ikke leje den?"
"Jo, men det går ikke. Jeg beklager, men jeg har ikke råd til otte tusind om måneden."
Han så meget sur ud, og jeg følte, jeg hellere måtte prøve at glatte lidt ud.
"Du kan jo leje den ud til hvem som helst, og..."
"Ved du egentlig, hvorfor jeg valgte dig ud af de mange hundrede, som ville leje den?"
"Næ."
"Fordi du ser ud til at være ordentlig. Du har børn og det hele. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det min mors lejlighed. Jeg lejer den ud for hende, fordi hun er syg og er indlagt. Jeg vil ikke have nogen problemer. Hvor meget kan du betale?"
"Øhh... Ja, jeg ved ikke rigtig, om..."
"Sig et tal."
Nu var jeg endnu mindre interesseret i at få den fyr som udlejer. Det var sådan set lidt underligt, da han jo virkelig så ud til at ville have mig som lejer. Billedet af en stor, smilende straffefange, som absolut ville have mig som cellekammerat, dukkede op for mit indre øje. Jeg havde bare lyst til at løbe min vej og håbe på, at han ville tabe mit mobiltelefonnummer og glemme alt om, at jeg havde børn. Men det var bedre, at han blev sur med det samme, så jeg kunne få det overstået.
"Fem tusind."
"Jesus fucking Christ!"
Han bankede begge hænder ned i bordet og gav sig til at stirre mig lige ind i øjnene.
"Jeg ved det godt. Jeg er ked af, jeg..."
Han løftede hånden, som for at få mig til at holde mund og blive siddende. Det fungerede i modsætning til, når jeg prøvede at gøre det samme med mine børn: Jeg sad helt stille og sagde ikke et ord. Han stirrede mig stadig ind i øjnene.
"Okay. Fem tusind. Jeg går med på det for min mors skyld. Du virker pålidelig og ærlig. Det er fandeme også værd at tage med. Men så skal du også selv betale for din sandwich og din latte."
Vi underskrev kontrakten og gav hånd, og jeg havde sikret mig og mine drenge et sted at bo i endnu et stykke tid. Mine forhåbninger om, at jeg ikke ville behøve at se min udlejer mere, blev knust af, at han selvfølgelig insisterede på, at vi skulle mødes på caféen i slutningen af hver måned. Han ville have betalingen i kontanter, fordi hans mor ikke stolede på banker. Det var der ikke noget underligt i.
Nu gjaldt det bare om at få drengene til at føle sig trygge i et nyt hjem. Jeg spekulerede på, om jeg selv nogensinde ville komme til at føle mig tryg. På vejen hjem standsede jeg hos en låsesmed for at høre, hvad en sikkerhedskæde kostede, og jeg var fast besluttet på at blive ved med at tjekke boligsektionerne.
*
Det var på tide at forlade den i grunden ret hyggelige toværelses, som drengene og jeg havde boet i de sidste knap syv måneder. Jeg ville selvfølgelig gerne være blevet i den nuværende noget større lejlighed, men manden, der ejede den, havde været flink og ladet mig beholde den tre måneder længere end aftalt, og der kunne ikke være tale om, at han ville bo hos sin mor for min skyld. Jeg havde overtaget den, så snart den endelige beslutning om at gå fra hinanden blev tromlet igennem, og i begyndelsen generede det mig, at ham, der ejede den, var en bekendt til en bekendt til en... ja, til Sofia. Det var ydmygende at have fået et sted at tage hen takket være den, man mindst af alle ville have hjælp af.
Jeg var urolig over, hvordan lejligheden så ud, men det var helt og holdent selvforskyldt, for jeg havde ikke engang set den, inden vi underskrev kontrakten! Jeg prøvede at komme til at se på nogle tidspunkter mellem børn og job, men hver eneste gang havde denne T meget travlt. Til sidst modtog jeg nogle billeder med mail, og da de så fine ud, sked jeg på det. Hvad kunne jeg gøre? Der var faktisk ikke nogen anden udvej, og desuden risikerede jeg jo heller ikke at miste penge eller noget. Det værste, der kunne ske, var, at jeg kom til at stå uden en lejlighed, og det gjorde jeg jo i forvejen. Det var tit sådan, jeg ræsonnerede: Det kunne næsten ikke blive værre. Jeg havde nået bunden, og den havde mærkeligt nok givet efter, så jeg nu faldt hovedkulds gennem jordens indre og først standsede et sted omkring midten. Der var jeg så, i jordens kerne, og smilede næsten, fordi jeg vidste, at uanset hvilken vej jeg faldt, ville jeg komme nærmere overfladen igen.
Det var ikke noget problem at pakke og heller ikke at flytte, da mit bohave var i den mere beskedne afdeling. Men at komme ind i lejligheden var straks mere kringlet. Jeg havde kontrakt på lejligheden, nøgler til begge låse samt til kælderrum, men ingen gadedørskode. Synet af en, som står uden for en gadedør med fire propfyldte Ikea-poser med puder, tøj og diverse habengut, burde ikke få nogen til at mistænke, at pågældende ville ind ad gadedøren for at gå på tyvetogt.
Efter cirka tyve minutters venten og håbløse forsøg på at få fat i T, hvis mobil åbenbart var slukket, kom en af mine kommende naboer.
"Hej, hvor er det godt, du kom! Jeg skal flytte ind på fjerde sal."
Manden, som var i fyrrerne, kiggede meget mistænksomt og afvisende på mig.
"Det har jeg ikke hørt noget om."
"Nå, men jeg har underskrevet en fremlejekontrakt for et par dage siden..."
Jeg fortrød i samme øjeblik, jeg sagde det. Hvorfor skulle jeg fortælle ham noget som helst? Hele hans person lugtede langt væk af paragrafrytter, og hvis nogen kunne finde på at fremleje en lejlighed uden udlejers tilladelse, måtte det være T.
"Javel så, men hvorfor står du så her? Har du ikke fået kode og nøgler?"
"Nej, han glemte at give mig koden, men nøglerne har jeg, bare ikke nøglen til gadedøren og... ja, og kontrakten har jeg også."
Manden fnyste og vendte ryggen til mig, mens han tastede koden ind og åbnede gadedøren. Jeg samlede hurtigt alle Ikeaposerne sammen og begyndte at gå ind.
"Du bliver nok nødt til at få fat på den kode, hvis du skal ind her."
Han stod i gadedøren og spærrede vejen.
"Hvad? Mener du det alvorligt? Jeg kan ikke få fat på ham, jeg har lejet lejligheden af, hans telefon er åbenbart lukket! Tror du, jeg lader, som om jeg flytter ind?"
Manden trak bare døren i og forsvandt. En halv time senere var jeg faldet lidt ned igen, og det var et held, for det var en yngre teenagepige, der dukkede op. I betragtning af, hvordan voldsforbrydelser plejer at foregå, ville det nok have været mere forsvarligt af hende at lade mig stå derude, men hun åbnede bare og holdt døren et par sekunder ekstra, så jeg kunne nå at få fat i den. Så løb hun lydløst op ad trapperne. Jeg ved ikke, om det er det samme i beboelsesejendomme overalt i Sverige, men i de tre, jeg indtil videre har boet i, var godt naboskab bare noget, man grinede af på kabel-tv. Ofte kunne der gå flere måneder, fra man var flyttet ind, før nogen så meget som hilste på én – hvis man vel at mærke boede på samme etage. Man havde kun kontakt til hinanden gennem det fælles vaskeri, og man skrev små, søde anonyme sedler til hinanden med trusler om alt fra opsigelse til beslaglæggelse af vasketøj, hvis man ikke efterlod alt ifølge den opsatte husorden.
Næh... Mere patetisk kunne det nok ikke blive. Det håbede jeg i hvert fald ikke. I går var det den første aften i den nye lejlighed, og jeg tænkte, jeg hellere måtte nippe lidt til den cognac, jeg havde fået i trediveårsgave. Bare til at falde i søvn på, nu hvor alting ligesom føltes lidt utrygt. Jeg skal love for, jeg faldt i søvn. Hele flasken gled ned, og selv om jeg vågnede af mig selv klokken syv den følgende morgen, lå jeg stadig i fosterstilling fem timer senere. Jeg havde ringet til arbejdet og spurgt, om det var okay at tage en fridag til at få orden på den nye lejlighed, og det var helt i orden. Det var risikabelt, for hvis de ikke havde givet mig fri, ville jeg have været nødt til at sige, at jeg følte mig lidt sløj. Men en ting var helt sikker, det var den anden lejlighed på et halvt år, og det skulle helt afgjort ikke blive den sidste. Ikke engang en hel flaske sprut havde fået den til at se bedre ud, og det plejede ellers at virke på alt andet. Men jeg var nødt til at tage mig sammen. Jeg skull hente børnene dagen efter, og det her skulle faktisk være vores hjem et stykke tid. Jeg begyndte at gøre status og overveje, hvordan jeg skulle indrette vores nye hjem. En dobbeltseng, som kunne slås op i et sengeskab fyldt med spejle, en træskammel og lidt køkkengrej var det eneste, jeg havde i lejligheden. Og med køkkengrej mener jeg to vællingeflasker, en kasserolle, tre tallerkner, tre gafler, tre glas og en ske. Der var i hvert fald ingen grund til at få angstanfald over uoverstigelige bjerge af opvask. Lejligheden bestod af et værelse og et køkken. Og toilettet... Hold da kæft! Ikke engang hele verdens beholdning af wc-rens ville kunne skabe bare en enkelt kvadratcentimeter hygiejnisk overflade i kummen. Det var tydeligvis en fyr, der havde lejet lejligheden før, og han måtte have skidt uden at skylle ud de sidste fem år. Soveværelset var egentlig okay, men tapeterne måtte have hængt der siden de byggede ejendommen. Jeg lagde mærke til noget sjovt med gulvet. Det skrånede indad mod midten. Hvis man lagde en af drengenes bolde i et hvilket som helst af hjørnerne, rullede den ind til midten! Til sidst lykkedes det mig at komme ud af fosterstillingen og i gang med at ordne. Alt legetøjet skulle være i alrummet, og det ville sikkert fungere helt fint at lege der, når sengen var slået op. Det lille, arvede lorte-tv kunne stå på skammelen, så kunne vi se børnetime fra sengen.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
- Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
