De elskendes bjerg af Pablo Llambías
Luisa
– Luisa?
– Ja?
Mor forsøgte at fugte sine læber. Jeg rakte ud efter vandglasset. Mor gjorde en bevægelse med hovedet. Jeg stillede glasset tilbage.
– Du …
Jeg sad med mors hånd i min. Eller det, der var tilbage af den. En hud så tynd som pergament lod de smalle knogler stå tydeligt frem. Mors fine hænder. De, som var skabt til noget mere, og som hun altid viste frem. Som en mild bebrejdelse. Over at hun havde ladet sig nøje med mindre, end hun var bestemt til. Mor kom fra en akademisk familie. Hun havde ikke ladet sig mærke med noget. Kun viftet med hænderne. De smukke, smalle hænder. Nu var de blot smalle. Bestemt ikke smukke. Gullige, afpillede. Kun længden havde de tilbage. Selv nu, med hendes hånd i min, følte jeg, at hun var stolt af den. Det var et smukt lig. Mor var et smukt lig. Mor var ydmyget. Hun var overladt til andres pleje. Hun var grim og indfalden, havde vissent, glansløst hår. Det, der var tilbage af det. Mor havde oplevet det som en stor skam at få kræft. Hun havde ikke ønsket besøg af særlig mange, kun dem fra den nærmeste kreds, mig, mine brødre, Jannik. Jannik kom med friske blomster, når han fik fri fra arbejde. Han sad hos hende hver aften. Om dagen var det mig, og nogle gange Jesper. Anton kunne ikke bære det, den forestående død, i særlig lang tid ad gangen. Han kom kun indimellem. Han virkede vred. Anton var vred over, at mor var syg, at hun lå her kraftesløs, ude af stand til at tage sig af ham. Han havde svært ved at vise det. Mor forstod ham. Hun skammede sig. Skammede sig over at være blevet syg. Hun så altid bort, når Anton gik. Nogle gange græd hun. Vi talte aldrig om det. Jesper prøvede at virke frisk, almindelig. Han var mors dreng. Han gjorde som hun, forsøgte ‘at få det bedste ud af det’. Indstillede tv-apparatet på et program, som han ville se, Tour de France, fulgte levende med i udsendelsen, kommenterede cyklisternes præstationer, altid lidt overdrevet, for mors skyld. Han forsøgte at være, som han plejede. Det virkede forceret, naturligvis, men mor syntes at være glad for det alligevel. Det var hans måde at kæmpe på. Det var sådan, hans vrede, hans sorg, tog sig ud. Det vidste hun godt. Det var derfor, hun lod ham gøre det. Hun smilte, når han smilte, når han begejstredes over en særlig god præstation af det danske cykelhold. Jeg var for det meste til stede. Det var ikke nødvendigt, at jeg smilte med. Vi vidste alle sammen, hvad det gik ud på. Jesper så ikke ondt til mig af den grund. Han bar over med mig, han kunne ikke kræve det af mig. Det var en sag mellem ham og mor. Hvordan jeg tacklede det, var op til mig. Han vidste godt, at jeg gjorde det på min måde, han på sin. Jeg havde på fornemmelsen, at Jesper ville være den, der ville få det sværest senere. Han var den ældste, han følte sig ansvarlig. Han følte, at det var hans opgave at holde sammen på det hele, at holde gejsten oppe, ikke bare for sig selv, men for os alle sammen. Anton gav fanden i det hele. Jeg sad lidt midt imellem dem, var den der brugte mest tid sammen med mor. Jeg havde påtaget mig rollen som den praktiske gris, var den, der gik i kiosken og hentede aviser, chokolade til gæsterne, kaffe. Det var det, der gjorde mig rolig. Det var den måde, kvinder blev rolige på, ved at være praktiske, ordne ting. Det var deres måde at lade som ingenting på. Det var kun ude på toilettet, at jeg græd. Og så nogle gange, når jeg var alene med mor. Så sad jeg lige så stille med hendes hånd i min og lod tårerne løbe. Uden at skjule det for hende. Hun græd også. Lige så stille som mig. Ordløst. Når det var forbi, gik jeg efter vand til blomsterne, kommenterede blomsterne, sagde, at de holdt sig fint, at det var nogle fine blomster, far var kommet med. Og mor sagde et par ord, der skulle gøre det ud for bekræftelse. Når Jannik kom, var hun altid tapper. Så holdt hun hans hånd, mens han krøllede sammen og så ned i gulvet. Jannik havde svært ved at tackle det. Han var til at begynde med altid overstrømmende frisk, dernæst blev han knugende tavs. Hans tandlægefacade krakelerede, når han mødte den patient, mor var blevet til. Han opgav altid hurtigt at holde den. Han gled ind i en depressiv tilstand, som gjorde, at han blot sad ved hendes side uden at sige noget. Han kunne ikke holde sammen på sig selv, være til nogen støtte. Mor talte forsigtigt til ham. Snakkede om huset, om sommerhuset. Hvad han skulle gøre, når hun ikke var der mere. At han skulle passe på huset, sørge for at børnene kom, så han ikke isolerede sig. Hun sagde, at der var et liv efter hende. Jannik ville ikke tale om huset, om det der skulle ske bagefter. Han ville kun tale om, hvornår hun kom hjem igen. Mor havde for længst indstillet sig på, at hun aldrig ville komme hjem igen.
– Du … sagde mor igen.
– Ja? sagde jeg.
Jeg kunne se på hende, at der var noget vigtigt, hun ville sige. Der var kun en halv time til, at Jannik ville komme. Jesper havde allerede været der. Talt om politik, om politikerne på Christiansborg, om hvad der skete ude i den store verden, om alt det, som han gerne ville have, at mor fulgte med i.
– Der er noget, du skal vide, sagde hun.
– Ja?
Mor drejede med besvær sit ansigt over mod mig. Hun så mig direkte i øjnene.
– Jannik er ikke din rigtige far.
Den næste halve time forløb i en underlig tidløs stemning. Mor lå og fortalte, mens jeg forsøgte at få hold på rummet, tiden. Jeg så skiftevis på vinduet, på de mange ting i rummet. På sengen, droppet med medicin og væske. På mors glas med vand, min egen kaffe, der stod og blev kold. Jeg så på dekorationerne på væggen, skifterammerne med grafik i afdæmpede, glade farver. Jeg forsøgte at tælle, hvor mange roser der var i vasen, hvor mange af dem, der var falmet, om nogle af dem havde tabt deres blade. Jeg lagde mærke til, at der var en af dem, der så vissen ud. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at Jannik ikke havde sorteret den fra, da han arrangerede blomsterne, at han måske ikke havde lagt mærke til den, at han som jeg havde haft tankerne et andet sted, hos mor, at han egentlig slet ikke så blomsterne, at han måske græd, mens han satte dem i vasen, at det var sådan noget, der skete, sådan noget, han tænkte på. Mor var måske den eneste af os, der i virkeligheden så blomsterne, lagde mærke til, hvordan de så ud, hvordan de havde det. Hun kunne nogle gange bede om at få skiftet vand på dem. Noget man hellere end gerne gjorde, en konkret opgave, noget at aflede opmærksomheden ved. Nu sad jeg og bemærkede blomsterne, som om jeg aldrig havde set dem før. Mens mor fortalte. Og i virkeligheden tænkte jeg kun på én ting, nemlig at Jannik ville komme, komme på den anden side af den tid, der ikke gik, at han ville stå i døråbningen, med sit professionelle tandlægesmil, det korte øjeblik hvor han ville formå at holde masken, de få sekunder, indtil han krakelerede. Han ville kigge på mor, han ville kigge på mig. Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kigge tilbage, hvordan jeg skulle kunne se ham i øjnene efter det, som mor fortalte. Han var ikke min rigtige far. Han vidste det ikke. Jeg havde ikke vidst det indtil nu. Det nu, som jeg havde så svært ved at fatte. Det udstrakte og dog øjeblikkelige nu. Det nu, som blev evigt, som bredte sig bagud i min fortid, min fælles fortid med mor og far, med Jesper og Anton, den fortid som vi havde oplevet sammen, og som med ét slag, i det nu, der føltes uendeligt, blev forandret for altid, med tilbagevirkende kraft. I det nu så jeg alting i et andet lys, omend jeg ikke kunne bestemme, hvorledes dette lys tog sig ud, hvordan det farvede det skete på en ny måde. Alle mulige oplevelser, alle mulige situationer, med Jannik, med mor, med mine brødre, gled forbi mine øjne og blev til tegn, tegn på at jeg virkelig ikke var Janniks datter, men en helt anden, en andens datter. I det nu gled jeg uomgørligt fra ham, han blev revet ud af min fortid, som når en arrig, forsmået kvinde river alle sine billeder midt over for at fjerne den mand, der har svigtet hende, én gang for altid, og som aldrig igen måtte blive en del af hendes erindring. Jannik gled ud af min bevidsthed, han blev utydelig, sløret, og jeg følte mig skamfuld. Jeg følte mig skamfuld over, at jeg sådan lod ham forsvinde, lod ham blive mindre, end han var. Jeg skammede mig over, at jeg øjeblikkeligt kom til at hade ham, selvom han aldrig havde gjort andet end at være den, han var, og som han stadig var, min far. Jeg følte skyld over, at han således havde ført mig bag lyset ved ikke at være den, han havde givet sig ud for. Jeg hadede ham for det. Kunne han ikke bare være den, han altid havde været? Jeg hadede ham for, at det ikke var ham, der havde gjort mor gravid med mig, men en anden, en anden der havde gjort det. Hvem var han?
Jeg hørte Jannik et stykke nede ad gangen. Han havde hævet stemmen, sådan som han gjorde, når han endnu var i stand til at fremvise sin autoritære attitude, den attitude han kunne bruge over for hospitalets personale, når han endnu var tandlægen, der lige var kommet fra arbejde, før han faldt fra hinanden ved synet af mor, og hans tandlægefacade blev værdiløs. Så talte han til sygeplejerskerne, til lægerne i en saglig, professionel kommandotone, som om han vidste bedre, som om de gjorde alting forkert. Mor brød sig ikke om det. Hun græmmede sig over hans forsøg på at bevare kontrollen, at kontrollere sygdommen, hendes sygdom. Men hun lod ham gøre det. Det var hans måde at tackle sorgen på, indtil det øjeblik hvor han sank sammen i apati. Hun lod ham fare frem med ny videnskab, med undersøgelser, som han havde set på nettet. Hun lod ham spille lægen, den som man ikke kunne løbe om hjørner med. Hun så nogle gange mere udmattet ud, når han var gået igen, end da han kom. Mor hørte også hans stemme fra gangen. Hun sendte mig et smil, så forsvandt jeg, løb ud på gangen, skjulte mig på toilettet, hvor jeg lod tårerne få frit løb, hvor jeg brækkede mig i kummen. Jeg kastede op adskillige gange. Jeg forsøgte at få styr på min mave, der trak sig sammen i krampe. Jeg drak vand, som jeg kastede op igen med det samme. Jeg skyllede min mund, så jeg ikke lugtede så fælt, jeg tørrede kummen af med toiletpapir, min mund. Jeg skyllede ud adskillige gange, så man ikke skulle kunne se noget. Så gik jeg ud på gangen, kastede et blik hen mod stuen, hvor Jannik nu var gået ind. Jeg besluttede mig for at gå en tur. Jeg havde ikke lyst til at møde ham lige nu. Mor havde sagt, at hun ville sige noget til ham. Jeg havde ikke lyst til at se hans reaktion.
Da jeg kom tilbage, havde mor røde øjne. Hun ville ikke se på mig. Jannik var gået i vrede. Han havde taget sin jakke og var gået uden et ord. Mor fortalte, at han nok egentlig altid havde vidst det. At han altid havde haft en mistanke. Men at han aldrig havde turdet sige noget, villet sige noget, fordi han var bange for sandheden. Han ville hellere leve i uvished. Nu havde mor ønsket sandheden frem, her på sit dødsleje, hun ville ikke tage sin løgn, sin livsløgn, med i graven, hun ville have fred, hun ville lade alle vide, hvordan det egentlig stod til. Først og fremmest mig, jeg skulle kende sandheden. Jeg skulle vide, at Jannik ikke var min rigtige far, men at det var en mand, som hed Gerardo, og som mor havde mødt på en charterrejse til Spanien i de tidlige halvfjerdsere. At hun havde været letsindig, uforsigtig, forelsket. At hun havde ladet sig rive med i et svagt øjeblik. At det var sket på et tidspunkt, hvor Jannik havde været travlt optaget, hvor han havde været væk hele tiden, i praktik i provinsen, mens han havde kæmpet for at gøre sine studier færdige. At hun bare havde gået derhjemme med Jesper, uden at kunne gøre sine egne studier færdige, at hun havde opgivet drømmen om at blive akademiker, sådan som hendes egen far var, at hun havde erkendt, at hun ikke ville komme til at følge i hans fodspor, blive magister, at det nok ville blive til noget andet, noget mindre, noget mindre prestigiøst, at hun havde indstillet sig på at stile lavere, indstillet sig på omstændighederne, at hun nu var småbørnsmor og satte familien højest. Det var under de omstændigheder, at hun havde mødt Gerardo, på en charterferie, som hun var taget på sammen med en veninde, en veninde som hun ikke så mere, som hun ikke havde set siden den ferie, at de var gledet fra hinanden på grund af det, der var sket, at deres venskab ikke havde kunnet holde til det, til det som veninden havde set på ferien, at det ikke var det, der havde været meningen med ferien, at det blot havde været ment som et afbræk, en pause frAtrummerumen derhjemme. Veninden havde ikke kunnet acceptere det, der var sket med mor, at hun havde haft en affære med en tjener, en smuk, charmerende tjener fra den restaurant, som de spiste på. Derfor var veninden forsvundet ud af mors liv, mens mor havde forsøgt at leve med sandheden for sig selv, alene, uden at nogen andre end hende selv kendte til den, bortset fra veninden, der var gledet ud af hendes liv. Jannik havde intet anet, eller han havde ladet, som om han intet anede. Han havde koncentreret sig om sine studier, sit arbejde, efter at mor var kommet hjem igen, efter at han havde haft sin uge som husmor med alt, hvad det indebar af pligter, efter at han havde prøvet, hvad det ville sige at være hjemmegående, det som han havde flygtet hurtigst muligt fra, efter at hun var kommet hjem igen. Han havde ikke lyst til at konfrontere hende med noget, ikke gøre ondt værre, bare hurtigt søge ind i den vante gænge igen, lade som ingenting, lige indtil den dag, hvor jeg blev født, og hvor han og mor var kommet op at skændes på en måde, som de aldrig før eller siden havde skændtes. Ikke om mig, det var om alt muligt andet, alt muligt andet end mig, men det var mig, der var årsagen, det var mor ikke et øjeblik i tvivl om. Skænderiet var Janniks måde at protestere på. Det var hans måde at indstille sig på løgnen på, ved at angribe hende for alt muligt andet, for praktiske ting, for måder, hun gjorde tingene på, at hun ikke bakkede ham nok op, viste på tilstrækkelig måde, at hun elskede ham, at hun var fjern, når de var ude, fraværende, ikke til stede, ikke viste tilstrækkelig tydeligt, at hun var hans kvinde. Det var den måde, han udtrykte det på, sin frustration, sin vrede. Jannik vidste som lægeligt uddannet mere om genetik end de fleste, forklarede mor. Han vidste, at den måde øjenfarve går i arv på, udelukker tilfældet to blå giver brun. Mine øjne var brune på den måde kaffe er brunt på, når vandet lige er blevet hældt over. Mors og Janniks øjne var blå. Det kunne ikke lade sig gøre, at to blåøjede fik afkom med brune øjne, det var statistisk umuligt. Det vidste Jannik bedre end nogen anden. Det var en skam, der var kastet over ham, en ydmygelse, som han måtte leve med hver dag. Når andre med hans viden besøgte os og så, hvordan jeg så ud, med ikke blot brune øjne, men også med mørke træk, kunne man se det på deres blikke. Det var ikke noget, man talte om, der var ingen, der talte om det, når vi havde besøg. Men mor kunne se, at Jannik led under den sladder, som han vidste, der cirkulerede. Han vidste, at folk talte om os. At det ikke kunne lade sig gøre, at to som Jannik og Birthe fik én som mig. Det var det grønne i Janniks øjne, der reddede familien, mente mor. At han ikke havde rent blå øjne. Og så hans bekvemmelighed, at han ikke orkede skilsmisse, at begynde forfra når det nu gik så godt, når han nu var næsten færdig med sine studier, når Jesper allerede var der, og når mor nu allerede havde givet sit, med Jesper, med hjemmet, at hun havde tilvejebragt det fundament, der tillod ham at gøre sin uddannelse færdig, at blive tandlæge, at blive en respekteret borger. Janniks grønne øjne og mors gyldne hud var det halmstrå, som han klamrede sig til, som syntes at gøre mit udseende blot en lille smule sandsynligt. Og var der ikke noget med mors familie, noget tysk, noget sydtysk måske? Jannik måtte lyve for sig selv for at få det til at gå op. Det var den måde, han fik det til at gå op på, mente mor. Han suspenderede sin mistanke, lagde låg på den, selvom han vidste, at teorien om det overvintrede brune var ubrugelig. Mens to sæt brune øjne godt kan indeholde noget overlejret blåt, kan to sæt blå øjne ikke indeholde noget brunt, uanset hvor grønne de blå øjne måtte være. Mor mente, at Jannik slog det til side, at han klamrede sig til, at hans grønne øjne måske alligevel kunne være udtryk for tilstedeværelsen af noget brunt. Det var, hvad andre kunne tro. Det var den forklaring, som han forsøgte at dække sin ydmygelse med.
Jannik blev efter skænderiet mere venlig, end han nogensinde havde været. Han blev en mønsterborger. Han blev medlem af menighedsrådet, af byrådet, han blev aktiv på alle leder og kanter i lokalsamfundet, han stillede op som arrangør af idrætsarrangementer. Han deltog i alle Jespers sportsaktiviter, fulgte ham til træning, når det kunne lade sig gøre, blev venner med alle de andre forældre, den snakkesalige, joviale Jannik, som de kendte fra konsultationen. Jannik blev centrum i den provinsielle forstad til København. Det var hans måde at dække over skammen på, mente mor. At blive så synlig og vigtig i byen, at man ikke kunne bagtale ham, så hæderlig og ubestikkelig at det ikke kunne lade sig gøre at fatte mistanke til ham, til mor, til mig, at tænke, at der var noget galt. Men det var. Det lurede formentlig altid i baghovedet på ham. Han vidste det egentlig godt, mente mor.
At mor havde fortalt ham, at jeg ikke var hans eget barn, kom derfor ikke som nogen overraskelse for ham. Det var skuffelsen. Skuffelsen over, at hans verdensbillede brød sammen, sådan som han møjsommeligt havde fået bygget det op. At det ikke havde været til nogen nytte. At mor således brød den pagt, som de havde indgået via det skænderi, der tilsyneladende havde handlet om alt muligt andet. At hun ikke tog sin sandhed med sig i graven. At hun ikke blot nøjedes med, at det var hendes sandhed og ikke hans. At hun ikke lod hans sandhed være, den sandhed som han som et stillads havde bygget op omkring sit liv. Det var hans værdighed, hun tog fra ham. Hvordan skulle han nu kunne se folk i øjnene? Hvordan skulle han kunne leve med forsmåelsen? Det, at folk ville sige: „Hvad sagde vi.“ Det, at han vidste, de ville tænke det. Naturligvis uden at sige noget til ham. De ville tværtimod klappe ham forstående på skulderen. Det var næsten det værste ved det. At disse klap føjede spot til skade, at han godt vidste, hvad de i virkeligheden tænkte. Men at han aldrig ville få det at høre, fordi han selv havde været så omhyggelig med at dirigere, hvordan folk skulle tænke, hvad de skulle sige, hvad de skulle gøre. Nu blev han selv offer for denne direktion. Løgnen ville falde tilbage på ham selv, tifold. Selv hvis han nu holdt op med at lyve, så kunne han ikke forhindre de andre i at fortsætte med det, det var jo det, han havde instrueret dem i. De ville lyve for ham lige så stærkt som før. De ville stille op med empatiske ansigter, men bag dem skjulte sig en skadefryd så uudholdelig, at den ville gøre det vanskeligt for ham at blive i byen, at køre sin praksis videre. Hver dag møde folk, som nu kendte sandheden, men som ikke ville diskutere den med ham, og som han ikke kunne diskutere den med. Sandheden ville ironisk nok komme til at stå som en endnu større barriere mellem ham og dem, end løgnen havde gjort. I endnu mindre grad ville han kunne komme til at tale om sandheden. Han havde gjort den så uvelkommen, at den end ikke ville blive omtalt nu. Ikke for øjnene af ham i hvert fald.
Mor så på mig med et lille smil. Jeg ordnede de blomster, som Jannik var kommet med, satte dem i vase. Jeg stoppede dynen godt ned om hende. Sygeplejersken kom med medicin. Jeg gik i kiosken og købte de daglige aviser. Da jeg kom tilbage, sov mor. Jeg satte mig til at læse lidt.
Der gik fire uger, så døde mor. Jannik havde nået at forsone sig med hende, sådan som det forventedes af ham. Han havde siddet med hende i hånden de sidste dage. Jannik og jeg havde ikke talt om det. Han havde undgået at se mig i øjnene. Vi havde koncentreret os om mor. Det var vigtigere. Mor og han havde ikke talt mere om det. Jeg havde til gengæld haft flere lejligheder til at høre mere. Jeg havde taget fri, så jeg kunne tilbringe så megen tid som muligt sammen med mor. Mor havde virket lettet. Det var første gang i hendes liv, at hun havde kunnet tale om det. Hun havde gerne villet fortælle. Gerardo. Det var næsten umuligt at udtale. Ge … Det skulle udtales nærmest, som når en kat hvæser. Helt oppe under ganen, med bred mund. En luft, der skulle presses ud fra ganen hen under fortænderne. Man mærkede næsten håret rejse sig på ryggen, som en kam. Sådan skulle det lyde, når man udtalte den første stavelse i hans navn. Mor havde grinet. Et svagt, anstrengt grin, der altid gik over i en hosten. Ge … Hun havde heller aldrig lært at udtale det ordentligt, sagde hun. Ge … og så kom det rigtigt svære, rulle-r’erne. Lige efter at munden havde været indstillet på kat, ophidset, vred kat, skulle tungen i al hast føres frem mod ganen lige bag fortænderne, sættes i bevægelse ved hjælp af den udåndingsluft, man allerede havde brugt rigeligt af til udtalen af Ge … flapre en tre-fire gange hen over et r, derpå føres ned i undermunden til et bredt og fladt a, udtalt med hele munden åben, og så tilbage igen, op i ganen, hvorefter kunststykket med det rullende r skulle gentages. Dernæst kom man til d’et, der var et kapitel for sig. Tungen skulle ikke føres helt op under ganen, som man gør, når man siger d på dansk. Man skulle derimod stikke tungen ud mellem tænderne og udtale d’et derfra. Det gav et fløjlsblødt og kært d. Det var fuldkommen hasarderet at skulle sætte dette bløde d ind efter tungens aggressive rullen hen over r’et. Men når det var overstået, kunne man slappe af med et rundt, formet o. Så var man ved vejs ende i den komplicerede udtale af navnet. Man havde ikke den mindste smule luft tilbage, når det var overstået. Vi var helt forpustede. Mor mere end mig. Vi udtalte navnet mange gange. Forestillede os, hvordan det havde været for hans mor at råbe hans navn, når han skulle ind og spise. Gerardo! råbte jeg og gjorde, som om jeg var helt tappet for luft, som om jeg havde løbet et hundredmeterløb, du skal ind og spise! Mor lo hjerteligt og hostede med de små lunger. Man kunne tydeligt se hendes kraveben. Lungerne bag de fremtrædende ribben. Hun lo, som om hun aldrig skulle le mere, og det skulle hun måske heller ikke. Jeg opførte hele sketches med Gerardo i hovedrollen. Gerardo i skolen. Gerardo i militæret. Alle steder, hvor det forventedes, at man ville råbe hans navn op. Gerardo! kom ind og få din varme mad. Hvad skal vi have? Koldskål! Det var en vits, jeg havde hørt Jannik fortælle mange gange, da vi var børn. Mor vidste det godt. Det var absurd at forestille sig Gerardo i den sammenhæng. At forestille sig Jannik fortælle ham en vits ved morgenbordet. Hvad skal du have, Gerardo? Tykmælk med ymerdrys? Havregryn? Koldskål? Mor fortalte, at Gerardo havde været tjener på en restaurant, hvor hun og Anja var kommet hver aften. At han havde været sød og charmerende. At han havde budt dem på snacks, tapas, cognac efter maden. At han havde budt dem ud en aften. At Anja var blevet sur. At hun havde gået og surmulet på strandpromenaden, mens mor og Gerardo havde sludret sammen, adskillige skridt bag Anja. At Anja havde sagt, at hun ville gå hjem på hotellet. At mor havde sagt, at hun ville komme lidt senere, hvorefter hun var kommet langt hen på natten. At hun og Gerardo havde siddet på stranden, mens andre unge havde spillet guitar i små klynger rundt omkring. At de havde badet, mens Gerardo havde forsøgt at omfavne hende. Men mor ville hjem. I hvert fald den første aften. At Anja havde skældt hende ud. At hun havde beskyldt hende for at ville ødelægge deres ferie. At hun skulle tænke på Jannik derhjemme, på Jesper. Om hun troede, hun var atten år. At hun skulle tage at tage sig sammen. Og mor havde virkelig forsøgt at tage sig sammen. De var taget hen til en anden restaurant den næste aften. Men da det blev midnat, havde mor sagt, at hun lige ville undersøge, hvad det var, bare se Gerardo en enkelt gang mere. At Anja var gået hjem i raseri, mens mor var gået hen til Gerardos restaurant. At Gerardo havde taget hende ud. At de var gået gennem gaderne i Torremolinos, der dengang ikke var så turistet som nu. At det først var ved at begynde, eventyret på Costa del S ol, at det stadigvæk havde en del af charmen, de gamle gader, den uskyldige fiskerlandsby, at bådene stadig blev trukket op på stranden om morgenen, når fiskerne kom hjem. At hun og Gerardo havde hilst på fiskerne, set på fangsten, mens solen stod op. At hun var gået med Gerardo hjem. At han havde elsket med hende i sin lille lejlighed, som han delte med en anden tjener fra restauranten. At de havde måttet være stille for ikke at vække ham. At han havde holdt om hendes hofter på en måde, som Jannik aldrig havde holdt om dem på. At han havde været så nænsom og dog bestemt. At hun havde følt det, som om hun var hans kvinde. At der aldrig havde været nogen før hende, selvom hun godt vidste, at det ikke var rigtigt. At hun allerede dengang havde indstillet sig på, at det kun var en ferieflirt, at det var den sædvanlige kliché med turisten fra S kandinavien, der mødte den sydeuropæiske mand, tjeneren på restauranten. At Anja havde sagt det til hende. Skældt hende ud den efterfølgende formiddag. At hun ikke havde forventet det af hende. At hun havde regnet hende for noget mere. Og at mor allerede samme eftermiddag havde opsøgt Gerardo igen. At han havde taget fri fra arbejde, taget hende med hjem i sin lejlighed igen, at de nu var alene, fordi hans bofælle var på arbejde på restauranten. At han havde klædt hende af. At hun havde stået nøgen midt på gulvet, mens han stadig havde tøj på. At han havde rørt ved hende over det hele. At hun havde struttet af lyst, hendes bryster, brystvorter, der var helt stive, hendes skridt, at det nærmest havde løbet hende ned ad benene. At han havde lagt hende på sengen. At hun havde kunnet mærke sin bagdel, som hun aldrig havde mærket den før. At han havde gjort den fast og velformet. At hun havde kunnet mærke hver en muskel i den, hver en celle i huden. At han havde kigget hende i øjnene. At hun havde grædt. At de havde ladet tårerne løbe, mens de havde elsket. At det var, fordi hun aldrig havde prøvet noget lignende før. Og bagefter fordi hun vidste, at hun aldrig skulle komme til at opleve det igen. At hun havde grædt af skam. Af medlidenhed med Jannik. Over sig selv. Over Jesper, der var så lille. Over at hun sad her på sengen i S panien og havde oplevet det største i sit liv, og at det aldrig ville komme tilbage. At det var hendes liv. Hendes liv lige præcis sådan, som det havde formet sig. Hverken mere eller mindre. At hun skulle hjem igen. Hjem til Jannik og Jesper. At der ikke var noget at gøre. Ikke noget at gøre ved det. At det var sådan, det var. Hun ville ønske, at hun aldrig havde oplevet det. At hun aldrig havde smagt den frugt, som hun havde spist af sammen med Gerardo. Og dog ville hun ikke for nogen pris være det foruden. Hun kunne ikke se Anja i øjnene, da hun kom tilbage til hotellet. Hun var ligeglad med, hvad Anja sagde til hende. At hun hånede hende med sin tavshed. At hun godt vidste, at det var forbi mellem dem. At Anja blev formel og begyndte at snakke om flytider og om taxa ud til lufthavnen. At hun hellere ville gå lidt for sig selv. Shoppe i byen. At de kunne ses senere. Om Birthe havde planer for i aften. Anja havde tænkt sig at gå i biografen, selvom de kun viste film med spansk tale. At det kunne være meget sjovt at prøve. At mor ikke behøvede at gå med, hvis hun ikke ville. Så var Anja gået. Det var den sidste dag. Flyet ville lette næste formiddag. Mor skyndte sig ned på restauranten. Hun brød sammen i gråd, da hun fik øje på Gerardo. Gerardo holdt om hende, mens han mærkede alles øjne på sig, restaurantens gæster, de andre tjenere, kokken, der var kommet frem i døråbningen. Han trak hende med udenfor. Hun kunne ikke holde op med at græde, hun hulkede, han forsøgte at trøste hende, følte sig ikke godt tilpas med det, trak hende ud på stranden, hvor der stadig ikke var kommet mange gæster, det var formiddag. Han satte sig ned med hende, sagde at de kunne ses senere på dagen, hen under aften. Han skulle arbejde på restauranten. Han kunne sikkert godt få fri ved syvtiden. Hun var gået alene hen ad strandpromenaden. Han havde set efter hende, så var han gået tilbage til restauranten. Mor gik omkring alene. Hun gik væk fra byen, i retning af Málaga. Hun ønskede ikke at møde Anja. Hun tog bussen ind til Málaga. Gik omkring i de små gader. Kom til at græde uden at hun kunne styre det. Stillede sig i små gyder og lod gråden få frit spil. Hun forsøgte at se på tøj, legetøj. Ville købe noget til Jesper. Gik ind i en butik, købte en legetøjsbil til ham, uden den mindste glæde, fik den pakket ind, begyndte at græde, da ekspeditricen rakte den til hende, skyndte sig ud af butikken. Et slips. Jannik der aldrig gik med slips. Et silkeslips, rullet sammen i en lille æske, slipsenål. Fattet lagde hun gaven ned i posen til legetøjsbilen. Hun blev vred på Jannik. Over at han var, som han var. Hun kunne mærke, at hun forsøgte at skyde skylden på ham. At det var hans skyld, at det var gået, som det var, her i Spanien. Hun følte sig godt tilpas med det slips. Han ville ikke ane, hvad han skulle stille op med det. Det var en rigtig gave. Så fik hun dårlig samvittighed. Hun begyndte at græde, men holdt op igen med det samme. Hun tørrede sine tårer væk. Besøgte den romerske ruin, læste alle skiltene, købte postkort. Hun havde ikke grædt i flere timer, da hun tog bussen tilbage til Torremolinos. Hun havde siddet fattet i bussen og stirret ud ad vinduet. Posen med de to gaver havde ligget i hendes skød. Hun var taget hjem på hotellet. Anja var der ikke. Mor havde lagt sig på sengen. Klokken var allerede over syv. Den blev otte. Hun var stadig ikke gået ned på restauranten. Hun havde besluttet sig for at blive. Eller rettere, besluttet sig havde hun ikke. Det kunne hun ikke. Hun kunne ikke beslutte sig for noget sådant i den tilstand, hun var i. Hun havde bare ligget på sengen og ladet tiden gå. Det var blevet mørkt. Hun kunne høre bilerne i gaden, folk der råbte, turister der gjorde klar til at gå ud i natten. Det var fredag aften. Flyet ville gå næste dag. Hun lukkede øjnene. Hun kunne bare lægge sig til at sove og … Hun vågnede ved midnat. Anja var stadig ikke kommet hjem. Anjas halvdel af dobbeltsengen stod urørt. Mor rejste sig og gik ud på badeværelset. Huden omkring øjnene var hævet, rød. Hun pjaskede vand i sit ansigt. Det blev ikke bedre. Hun greb sin jakke og gik. Hun løb ned til restauranten. Gerardo var der ikke. Hun gik omkring i gaderne, forsøgte at huske, hvor Gerardo boede, hvilke veje de var gået ad. Hun kunne ikke genkende gaderne. Det var ham, der havde ført dem rundt. Hun havde ikke lagt mærke til, hvor de havde gået. Det var et sted omme bagved, uden for turistområdet. En anonym gyde. Hun gik rundt i mørket. Hundene gøede. Hun var bange for skyggerne, skraldespandene. Træerne så fjendtlige ud. En kølig brise kom fra havet. Hun gik tilbage til restauranten. Hun fik et lille stykke papir med en tegning på. Hun gik tilbage til det ydmyge kvarter. Gyde efter gyde. Fandt Gerardos lejlighed. Der var ingen, der svarede, da hun bankede på. Hun gik omkring i gaderne. Brød af og til ud i ukontrollerede hulk. Hun tog sig sammen. Hun overbeviste sig selv om, at det måske var bedst på denne måde. At hun ikke så ham igen. At hun ikke så ham den sidste aften. At hun brugte den aften på at samle sig, gøre sig klar til at møde Jannik og Jesper igen. Hun gik tilbage til hotellet. Anja var kommet hjem. Hun lugtede af alkohol. Mor kastede sig ind til hende. Anja holdt om hende, sådan som det forventedes af en veninde. Men Anja var ikke i det. Hun holdt om mor som om en fremmed, som en der allerede var afskrevet. Anja var vred. Det kunne mor ikke undgå at mærke. Alligevel havde hun intet andet valg end at lade sig trøste af Anja, selvom det var en kold og uforstående trøst, mekanisk, udeltagende. Anja lagde hende ned i sengen, med alt tøjet på, lagde et tæppe over hende, gik ud for at børste tænder. Det var en slags afsked. Det ville blive en høflig, praktisk orienteret hjemrejse, noget med at finde afgangshal, check-in-skranke, gate. Anja ville sidde, ventende, lade sit blik flakke ud mod flyene, startbanen, lebenet af små lufthavnskøretøjer, der tøffede rundt. Hun ville ikke se mor i øjnene, hun ville lade, som om hun var optaget af en bog, af de daglige gøremål, der ventede hende, når hun kom hjem, bunkerne der ventede, at hun skulle se få gjort noget ved lejligheden. Den slags ville hun snakke om, mens mor ville være tavs, grædende eller måske fattet. Anja var klar over, at det var deres sidste rejse sammen. Mor lå i sengen og stirrede. Hun tænkte på, om Gerardo alligevel skulle være kommet hjem, om hun skulle gå hen til hans lejlighed. Anja kom ind fra badeværelset, tog sit tøj af, lagde sig i sengen, trak dynen op over sig, vendte ryggen til mor. Mor slog det ud af hovedet. Hun lukkede øjnene. Klokken fem om morgenen ringede telefonen. Det var stadig mørkt. Mor sprang op. Det var Gerardo. Mor tog jakke på og løb ud ad døren. Anja var end ikke vågnet. Mor ænsede ikke de fulde turister, der var på vej hjem eller som hang ud på gadehjørnerne. Hun banede sig frem gennem grupperne foran diskotekerne, undskyldte sig, så ikke nogen i øjnene. Hun fandt det ydmyge kvarter bag byen, skyndte sig gennem gyderne, bankede på Gerardos dør. Gerardo var lysvågen. Hun kunne se, at han havde grædt. Han trak hende ind til sig. Hun græd. Han førte hende hen til sengen. Hun var kraftesløs. Hun lod sine arme og ben falde tungt ned mod sengen, efterhånden som han klædte hende af. Hun lod ham trække sine trusser af sig. Han klædte sig selv af, lagde sig ved siden af hende, trak tæppet op over dem. Han strøg hende over håret. Hun trykkede sig ind til ham, græd. Han græd også, tårerne løb ned over hans kinder. De lå sådan i flere timer, uden at sige et ord. De elskede ikke. Så bare hinanden i øjnene. Det nærmede sig det tidspunkt, hvor hun skulle tænke på at komme af sted. Hendes ting lå stadig på hotelværelset. Hun forestillede sig, at Anja allerede havde pakket, at hun bandede over mor, at hun var ved at beslutte sig for at tage af sted alene, uden hende om det så skulle være. Det måtte hun selv ligge og rode med, hun lå, som hun havde redt, Anja skulle ikke nyde noget af at have noget med det at gøre. Anja bekymrede sig mest for, at hun skulle møde Jannik og Jesper, der ville komme i lufthavnen, hvad hun skulle sige til dem, om hun skulle gemme sig i transitten, lade være med at gå ned og hente sin bagage, vente indtil til de var gået igen, fuldkommen uforstående, urolige for, hvad der var sket med dem, om der var sket noget. Hun indså, at hun ville blive nødt til at gå ud og møde dem, at hun måtte se dem i øjnene. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun vidste ikke, hvad hun ville komme til at sige, når hun først mødte dem. Hun kunne ikke forudsige det. Hun kunne ikke planlægge en lille tale, som hun ville holde. Det faldt hende alt for svært. Hun ville ikke have noget med det at gøre. Mor samlede sine ting sammen. Hun gjorde det med en fuldkommen uvirkelig følelse. Gerardo vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han gik over til kaffemaskinen, ledte efter filtre, indså, at han ikke kunne gennemføre foretagendet, at han ikke havde lyst til kaffe, at mor sandsynligvis ikke havde lyst til kaffe, at det var komplet lige meget. Mor havde taget sin jakke på. Armene hang slapt ned langs siderne af hende. Hun brød ud i en hulkende gråd. Gerardo kom over til hende, holdt om hende. Hun hægtede sig krampagtigt fast i ham. Hendes ben gav efter under hende. Han trak hende over mod døren. Hun skreg. Flere gange. Gerardo så forskrækket ud. Han knugede hende ind til sig.
Han åbnede døren for hende. Hun stillede sig udenfor med ryggen til ham. Så begyndte hun at gå. Anja var vred. Hvor fanden har du været? Hun vidste det godt. Anja stod allerede i døren. Mor pakkede febrilsk sine ting sammen. Taxaen holdt udenfor. Anja havde fået hotellet til at praje den. Anja sagde ikke et ord til mor hele vejen ud til lufthavnen. I lufthavnen blev det, som det kunne blive. Praktiske ting. Anja oplyste, hvordan det stod til med tidsplan, check-in og gate. Mor fulgte tavs efter hende, kiggede ned i gulvet. Hun lod sig føre rundt, nærmest bevidstløst. Da de skulle gå om bord i flyveren, brød mor sammen. Benene gav efter under hende, hun faldt om på gulvet. En paskontrollør kom løbende. Anjatrak mor op at stå, afværgede paskontrollørens forsøg på at hjælpe. Anja hvæsede til mor. At nu skulle hun se at tage sig sammen. Hun ville ikke følges med hende hjem på den måde. Mor rejste sig op, tørrede sig om øjnene. AnjAførte hende først ved armen, slap hende så og gik hurtigt ud til flyveren. Mor fulgte vaklende efter. Anja sad allerede med et blad, da mor satte sig ved siden af hende. Mor tog et blad, kunne ikke læse for gardinet af tårer. Hun lagde bladet tilbage, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Mor havde ikke set Gerardo siden.
