Dem inde ved siden af af Roisin Meaney
Hør Bogbidden her (Indtalt specielt til Bogbidder; findes også som lydbog)
NÅR DU DREJER FRA HOVEDGADEN i Belford ned ad Miller's Lane - smøgen, der løber bag O'Briens Kvalitetskød, Kennedy's Skomagerværksted og Nøglebar - er der umiddelbart ikke meget at se. Til højre er der højt oppe på Kennedys blå, graffiti-bemalede mur et par små, snavsede vinduer. På modsatte side ses slagterens stålbagdør og lidt længere fremme en række skraldespande med det sædvanlige rod af affaldsposer og krøllede papæsker lænet op ad dem, og af og til en gammel, mager kat, der smutter væk ved lyden af dine skridt på de slidte brosten.
Omkring femogtyve skridt længere væk fra skraldespandene, svinger smøgen til højre om bag Kennedys skomagerværksted. Nu er der ikke længere brosten, men kun en flosset stribe asfalt, hvor nikkende mælkebøtter breder sig om sommeren. På den ene side står der en stor mur, som er høj nok til at skjule hvad der end ligger bag den (i dette tilfælde Miller's Lanes fuldstændigt tilskoddede mølle) og på den anden side et højt, grønt jernrækværk.
Bag rækværket ligger en lille park. Der står en række uanselige træer, nogle klynger af buske i forskellige farver, hist og her et par rødmalede træbænke og spredte bede med årstidens blomster. I det fjerneste hjørne ligger der en lille, afrakket legeplads med to gynger, en rutsjebane, en vippe og en sandkasse med groft sand og bag den en stor, ikke særlig velholdt græsplæne.
Og så, for enden af smøgen, mellem tre hoftehøje metalpullerter, åbner Miller's Lane sig og bliver til Miller's Avenue. Over for de tre pullerter ligger tre høje, smalle rødstenshuse.
Giv dig nu tid til at betragte disse tre sammenbyggede huse med deres små forhaver og sorte hegn og låger af smedejern. Måske opdager du messingtallene, der er skruet fast på de tre forskelligfarvede hoveddøre: syv på den første (mørkeblå), otte på den næste (vinrød) og ni på den tredje (gul).
Og når du nu er kommet så langt, er der intet, der forhindrer dig i at åbne lågen til nummer syv og gå op ad den korte havegang - tre-fire skridt, mere er det ikke - og trykke på den lille messingdørklokke, der sidder ved siden af den mørkeblå dør.
24. maj
NUMMER SYV
"DU BEHØVER IKKE TAGE MED." Yvonne O'Mahony tog buketten med de mælkegule fresiaer op af den hvide skål i køkkenvasken og viklede lidt køkkenrulle om de dryppende stængler. Deres pikante duft bølgede op mod hende. "Jeg mener, hvis du er træt. Det har været en lang dag for dig, og jeg har ikke noget imod at tage derhen alene."
Hendes datter rejste sig, børstede krummerne af folderne i sin grønne bluse og strøg det mørkeblonde hår væk fra panden. "Selvfølgelig tager jeg med. Gør jeg ikke altid det?" Varmen gjorde ofte Clara lidt tvær. "Her, giv mig dem der."
Hun rakte hånden ud efter Brians blomster, og efter et lille øjeblik gav Yvonne hende dem. Så gik Clara med hurtige skridt ud ad døren og ned ad grusstien. Yvonne lukkede hoveddøren efter sig og kiggede sig omkring i haven. Magoo var ikke at se nogen steder - den var nok ude på en af sine vandreture, på udkig efter et sted, hvor nogen med sikkerhed ville give den en godbid.
Inde i nabohaven sad en lille, grå kat på en sort skraldespand, der stod i et hjørne af terrassen. Katten løftede hovedet og gloede på hende.
"Hej, Picasso. Du har vel ikke set Magoo?" Katten lagde atter hovedet på poterne og lukkede øjnene, og Yvonne fulgte efter Clara ned ad stien.
"Mand, hvor er det varmt." Clara stod ved bilen og viftede lidt med sin nederdel. "Og så på den her tid af dagen."
"Ja, mon ikke." Yvonne åbnede døren for Clara og gik om til førersiden. Der var som en smelteovn inde i bilen. Hun rullede alle vinduerne ned, satte tændingsnøglen i den røde Micra og bakkede om hjørnet ud på gaden.
Hun rettede bilen op, og de bumpede blidt af sted ned til landevejen. Hun kastede et blik på Clara, der sad med stram mund, skuldrene oppe om ørerne og blomsterne dinglende på knæene, og overgav sig så til tankerne om Brian, som hun havde gjort det hele dagen.
Hans ansigtsudtryk, da hun dengang for mange år siden havde fortalt ham, at hun var gravid. De var begge kun atten år. Brian havde i næsten et år været ansat i kommunen, hvor han stod bag skranken på motorkontoret. Yvonne skulle til at begynde på Galway universitetet, hvor hun endelig havde fået plads efter to forsøg på at blive optaget.
"Jeg er gravid." Hun borede neglene ind i håndfladerne og bed tænderne sammen i forventning om det, der nu måtte komme. De sad på en hård bænk uden for biblioteket.
Han vendte sig om mod hende. Hans rædselsslagne ansigtsudtryk gav hende lyst til at smadre en knytnæve i fjæset på ham - helt urimeligt, for havde hun ikke selv været lige så rædselsslagen, da hun opdagede det?
"Hvad?" Han havde set dybt chokeret ud med forvrænget mund, som om hun havde gjort noget virkelig ækelt lige for næsen af ham.
Hun var ikke i stand til at svare. Hun sad bare med hænderne knyttet i skødet. Hun så væk fra hans ansigt og kiggede i stedet på hans sko. Et lille stykke af det venstre snørebånd var plettet af noget grønt.
"Er du sikker?"
Hun nikkede, stadig med blikket fæstnet på hans sko. De var af brunt, nopret ruskind og havde runde snuder. Der var en ridse på den venstre snude. Yvonne spekulerede på, om den ville revne helt, hvis hun pressede på den indefra. Hun bed sig hårdt i kinden.
"Var det den aften, du fik resultatet?"
Hun nikkede. Den eneste gang, de havde glemt at bruge kondom. Døren til biblioteket gik op bag dem, og da hun vendte sig om, så hun en ældre mand komme ud.
"Fandens også."
Brian sparkede til bænkens ene ben og rystelsen forplantede sig op gennem hende.
Hun havde været så glad, da hun opnåede point nok til at komme ind på det kunststudium, som hun så længe havde ønsket. Det havde været det ekstra år i skolen værd. De var gået på pub med deres venner klokken halv fire, og klokken ni var de vaklet hjem til hans værelse i det hus, han delte med to andre fra kommunen.
Det var kun den femte gang, de var i seng med hinanden. Hun kunne ikke huske ret meget.
Brian tog en af hendes knyttede hænder. "Nej, det er okay, det er det virkelig." Hans hånd var kold og gav ingen trøst. "Det er okay, helt ærligt, det var bare lidt af et chok."
Hun nikkede, stadig ude af stand til at se på ham.
"Yvonne... skat, det er helt i orden." Han gav hendes stadig knyttede hånd et klem. "Det er okay, vi skal nok klare det." Han lagde den anden hånd under hendes hage og løftede blidt hendes hoved. "Jeg elsker dig. Vi skal nok klare det."
Hun nikkede igen, mens hun så på hans mund, hvor ordene kom ud. Nu smilede han, men det var et temmelig anstrengt smil, og det var værre, langt værre end før.
"Jah." Hun smilede ikke. "Vi skal nok klare det."
Hun havde aldrig før set den latterlige jakke med det brede revers og alle de overflødige lommer, han havde haft på til brylluppet. Og så hans ansigtsudtryk, da hun var gået op ad midtergangen til ham - åh gud, den tur havde taget en evighed. Blitzen fra en onkels fotografiapparat, hendes venners smil, et barn der græd, men straks blev tysset på, hendes mor, der sad i sin grønne dragt på forreste række og smilede, mens hun tørrede en tåre bort med et spindelvævstyndt kniplingslommetørklæde, som Yvonne aldrig havde set hverken før eller siden.
Brians mor stod på den modsatte side og så på sin søns brud med et noget andet ansigtsudtryk.
Yvonnes kusine Orla stod oppe ved alteret iført gul kjole og sort hat. Hun spillede "Here Comes the Bride" på tværfløjte. Hun havde selv tilbudt det, så de nænnede ikke at sige nej.
Brians ansigtsudtryk, mens det eneste Yvonne havde lyst til var at vende rundt på hælen og løbe ned ad midtergangen på de revnede, rødbrune fliser og ud ad de tykke trædøre og ikke standse, før hun var nødt til det.
Hans tårer, da Clara blev født fire måneder senere. Det var kun anden gang, hun så ham græde. Halskæden, han havde købt til hende dagen efter, kunne hun have myrdet ham for at bruge penge på. Det var jo latterligt, hvad skulle hun med smykker? Og hvad med vaskemaskinen? Hvordan skulle de nu få råd til den?
De rædselsfulde sange han digtede og sang for Clara:
Jeg er en killing fra England
Jeg spiser kål og gulerødder
Jeg spiser sennep, jeg spiser cremesovs,
Men min livret er nu musefødder...
Den nat han kastede en regnfrakke over sin pyjamas og kørte til hospitalet i deres tolv år gamle Mini. Han kørte den forkerte vej ad en gade, som han vidste, var ensrettet. Bare på grund af noget udslæt Clara havde fået og som viste sig at være ganske harmløst.
Den citronkage han havde bagt til Yvonnes tyve års fødselsdag, og det ulækre, beige snask, der væltede ud, da hun skar den for.
Alle de små skægstubbe, han efterlod i håndvasken, når han havde barberet sig, og som hun til sidst holdt op med at brokke sig over. Hans hårgele, der lugtede af rabarber. Den lille sorte stump negl på den venstre lillefinger, som han som barn havde klemt i en bildør. Den store skønhedsplet under hans højre skulder, og de grove hår, der voksede ud af den, som han nægtede at lade hende plukke. Og den måde han altid læste avisen bagfra.
Hans mors ansigtsudtryk til begravelsen, rødspættet af vred sorg. Yvonne der holdt den femårige Clara i hånden og tvang sig selv til at føle noget andet end den lettelse, hun forsøgte at fortrænge.
Skyldfølelsen, der til sidst tvang tårerne frem, når folk sagde til hende, at de havde ondt af hende, fordi han var blevet taget fra hende i en alt for ung alder. Alle disse hænder, lyserøde, brune og hvide, kolde, varme, bløde eller barkede, der trykkede hendes hånd: Det gør mig så ondt for dig.
Da Yvonne nåede frem til kirkegården, parkerede hun bag en snavset, mørkeblå varevogn og slukkede motoren. Hun ventede, indtil Clara var steget ud, rullede så alle vinduerne op, steg ud og låste bilen. Så fulgte hun efter sin datter gennem det rustne drejekors i indgangen og videre hen ad stien mellem de nydelige rækker af gravsteder.
På gravstenen af granit stod der med guldbogstaver Brian O'Mahony, elsket søn af Jim og Peggy, ægtemand til Yvonne, fader til Clara, og nedenunder to årstal, hans fødsels- og dødsår - der var fireogtyve år imellem. Der var ikke skyggen af mos, det skulle Peggy nok sørge for.
Clara bøjede sig ned og lagde fresiaerne på det lille, firkantede grusstykke foran gravstenen. Det omviklede køkkenrulle så lidt sølle ud nu - hvorfor havde hun ikke brugt noget farvet papir eller bundet et bånd om?
Brian havde kun været et år ældre end Clara var nu, da det tog, han var med en dag for atten år siden, var kørt af sporet og ned ad en lille skrænt. Han og en ældre mand, der sad i samme kupé, blev slået ihjel. De fleste af de øvrige niogtyve passagerer kunne selv gå fra ulykkesstedet, ingen af dem var blevet alvorligt kvæstet. Det var et mirakel, som aviserne skrev.
Et mirakel. En let brise løftede pludselig Yvonnes marineblå og hvide nederdel, og hun glattede den hurtigt ned over knæene. Hun burde bede, men det gjorde de aldrig, de stod der bare lidt og kørte så hjem.
"Der kommer bedstemor og bedstefar." Clara skyggede med hånden for den lavthængende eftermiddagssol, mens hun betragtede Brians forældre, der var på vej hen mod dem. Yvonne vendte sig mod dem og tvang et smil frem på læberne.
Peggy gik som sædvanlig langt foran Jim. Hun havde en grå frakke på og bar på en lille krukke med mørkegule blomster. De var langt mere passende end den sølle buket fresiaer, der allerede hang med hovederne. Naturligvis.
"Hvordan går det, Peggy?"
Ikke noget med at give hånd, og da slet ikke et knus. Peggy nikkede et sted ud for Yvonnes venstre øre. "Jeg har det, som man kan forvente." Så vendte hun sig om mod Clara. Hun smilede og bøjede sig frem mod sit barnebarn, som så kunne bøje sig frem og kysse hende på kinden. "Hvordan har du det, min søde pige?"
Yvonne havde for længst lært at ignorere disse uudtalte fornærmelser. Peggy havde lagt så meget afstand som muligt til Yvonne efter Brians død, og de havde heldigvis kun set hinanden få gange siden. Det skete naturligvis undertiden her ved gravstedet, og så ved milepælene i Claras liv - konfirmation og enogtyve års fødselsdag - og nu og da inde i byen, når det ikke var muligt at lade, som om de ikke havde set hinanden.
Og hver eneste julemorgen tilbragte hun en pinefuld times tid hjemme hos Jim og Peggy sammen med Clara; men Yvonne var sikker på, at det var noget, Jim insisterede på. Her nippede hun til en drink og småsludrede med naboerne.
Brians mor lignede sig selv, bortset fra at hendes hår så lidt lysere ud for hver gang, Yvonne så hende. De samme blegblå øjne med den sædvanlige lyslilla øjenskygge, og den samme smalle, spidse næse. Den samme alt for mørke læbestift, der sivede ud i de dybe rynker om munden.
Hun rakte blomsterne til Clara. "Er du sød at stille dem ned for mig? Tak skal du have." De så til, mens Clara bøjede sig ned og stillede krukken ved siden af fresiaerne. Atter ønskede Yvonne, at hendes buket ikke fremstod så ynkelig i sammenligning. Farverne så så udvaskede ud mod de stærkt gule blomster i krukken.
Jim kom langsomt haltende hen til dem. "Goddag, I to." Han havde en ærmeløs marineblå trøje på over en hvid skjorte og et par lysegrå bukser. "Er alt som det skal være?"
Han lænede sig tungt til den stok, han havde brugt siden sin knæoperation. Hans tætklippede, grå hår dækkede knap hans isse med de tydelige blå årer. De runde briller hang som sædvanlig halvt nede på næsen. Han havde Brian og Claras brune øjne - eller var det omvendt? En let, rødmen blomstrede i kindernes bløde grålige rynker.
Yvonne bøjede sig frem og berørte let hans kind med læberne. "Goddag, Jim. Vi har det fint - er det ikke et fantastisk vejr?"
Var han fyldt firs? Han var et par år ældre end Peggy, og hun måtte være godt oppe i halvfjerdserne. Efter Brians begravelse var de taget hjem til dem, og her havde Jim taget lille Clara på skødet og læst Green Eggs and Ham, mens Peggy og Yvonne havde taget sig af den lille skare sørgende. Sørget for fyldte glas, skænket te, serveret sandwich og forsøgt ikke at være i samme stue.
Og efter Clara var blevet lagt i seng, da de fleste af gæsterne var gået, var Yvonne gået forbi den halvåbne dør ud til køkkenet og havde hørt en besynderlig snøftende lyd. Hun kiggede derud og så Jim sidde foroverbøjet i en stol med hovedet i hænderne. Skuldrene rystede af gråd under hans sorte jakke. Hun blev stående et øjeblik og betragtede ham, men gik så tilbage til stuen. Hun følte sig ude af stand til at hjælpe.
Da Yvonne nu betragtede Jim, der stod ved sit eneste barns grav med begge hænder på stokkens håndtag, spekulerede hun på, hvor meget længere disse middage kunne fortsætte? Hvor mange gange ville Jim være i stand til at kæmpe sig tværs gennem byen den anden lørdag i hver måned for at spise middag med sin svigerdatter og sit barnebarn, blot for at vise, at hvad der end var sket tidligere, så var det nu glemt og tilgivet - af ham i det mindste?
Jim bøjede hovedet og slog kors for sig, og så stod de alle fire et øjeblik i en stum halvcirkel om gravstedet. Yvonne mærkede solens varme stikke i nakken. Tænk, klokken var næste otte om aftenen, og det var stadig bagende varmt. Det var den bedste maj måned, de havde haft i årevis. En sveddråbe trillede ned ad hendes ryg og blev suget op af nederdelens linning. Hun kunne mærke blusen blive ubehagelig fugtig under armene; hun kunne næsten ikke vente, til hun kunne flå den af, når de kom hjem. Hun tænkte med længsel på et koldt brusebad og håbede ikke, at Clara havde planlagt et af sine langvarige ophold på badeværelset.
Til sidst gjorde Peggy korsets tegn og vendte sig om mod sin mand. "Er du klar?" Så nikkede hun i retning af Yvonnes skulder. "Nå, men så kører vi," sagde hun og smilede igen til Clara. "Kom snart ud og besøg os, min søde pige."
Hun kunne lige så godt have set direkte på Yvonne og sagt: "Ikke dig. Du kan lige vove på at nærme dig mit hus."
Jim slog atter kors for sig og lagde sin frie arm på Claras arm. "Pas godt på dig selv, min kære." Og så smilede han til Yvonne. "Farvel."
"Pas på dig selv, Jim."
De nævnede naturligvis intet om den næste middag, som skulle finde sted om et par uger. Yvonne spekulerede undertiden på, om Jim blev straffet for disse middage. Pinte Peggy ham med tavshed, når han kom hjem? Hakkede hun på ham, inden han gik? Eller ignorerede hun simpelt hen, at hendes mand jævnligt aflagde besøg hos fjenden? Når man kendte Peggy, virkede det ikke særlig sandsynligt, Clara så efter dem, da de gik. "Hun er en møgkælling."
Yvonne rynkede brynene og så på blomsterne i krukken. De var mørkt orange-gule som andeæggeblommer. "Åh, lad nu være, skat."
"Jamen, det er hun - og det ved du godt. Jeg hader, at hun altid behandler dig så dårligt. Tror hun ikke, jeg lægger mærke til det?" Claras kønne ansigt skulede forvrænget i retning af Peggy. "Og bedstefar er så kær. Jeg fatter ikke, at han kan holde hende ud."
Yvonne smilede. "Jah, i medgang og modgang..." Hun bøjede sig og fjernede det våde køkkenrulle fra fresiaerne og forsøgte at stille den lille buket op ad gravstenen, men så snart hun slap den, faldt den fra hinanden i et drys af grønt og lysegult.
Det nyttede ikke endnu en gang at gentage, at Peggy ikke kunne gøre for det, at hun havde behov for at give nogen skylden for Brians død - og Yvonne var det åbenlyse valg, for hun havde i Peggys øjne allerede ødelagt hans liv ved at indfange ham som attenårig. Der var ingen grund til igen at vade rundt i de forfærdelige, halve sandheder, dem havde Clara hørt alt for tit.
Hun kunne slet ikke huske sin far. Hun mindedes intet om hans hjemmedigtede sange, eller hvordan hun nægtede at gå i seng, før han havde sunget dem for hende. Hun huskede ikke, at hun rettede ham med det samme, hvis han sang forkert og deres endeløse lege og spil, eller hvordan han tog sokker på hænderne og spillede dukketeater for hende, når hun havde mæslinger og senere skoldkopper. Clara var slet ikke klar over, hvilken vidunderlig far hun havde haft de første fem år af sit liv.
Hun havde naturligvis heller ingen anelse om, at hendes mor havde planlagt at forlade ham et par uger før, han døde. Og her var problemet, for Yvonne vidste ikke, om Brian havde sagt noget til sine forældre. Om han måske havde betroet sig til dem og fortalt om den frygtelige scene i køkkenet en sen aften, efter Clara var kommet i seng...
"Endelig fred - så sover hun." Han hældte resten af sin dåse med æblecider op i et glas - noget Yvonne insisterede på - og gik så hen til fjernsynet.
"Vent lige lidt." Hun kunne næsten ikke få ordene frem, så tør var hun i munden. Hun kunne stadig smage de sardiner, de havde fået til middag. "Vent lige et øjeblik med at tænde for det."
"Jamen, fodboldkampen begynder..."
"Det ved jeg godt. Det tager også kun et øjeblik." Hun havde helt glemt dagens fodboldkamp, som han ikke kunne leve uden. Nå, men nu var hun jo begyndt. "Der er noget, jeg vil tale med dig om."
Han satte sig på sofaarmlænet. "Nå, men så skynd dig lidt. Du har tre minutter."
Hun så hans adamsæble bevæge sig i takt med, at cideren gled ned, og hun hørte glurkene, når han sank. Hvorfor så en mands adamsæble så hjertegribende sårbart ud?
Hun ventede, til han var færdig med at drikke, mens hun borede neglene ind i sofaen. "Det er om os," sagde hun. Nu. Nu var der ingen vej tilbage.
"Os?" Han så på hende. Hans læber var våde. "Hvad med os?" Han begyndte at smile. "Vil du nu fortælle mig, at jeg ikke tilbringer nok tid sammen med dig?" Han kastede et blik på uret på kaminhylden, et hurtigt blik, men hun bemærkede det.
"Brian..." Der var et lille, næsten perfekt rundt, blåt mærke på hans venstre håndryg. Det var gult og mørkeblåt. "Vi... jeg synes..." Hun havde ellers øvet sig på, hvad hun ville sige, men nu anede hun ikke, hvordan hun skulle få det frem.
Han så lidt mere opmærksomt på hende. "Hvad er der i vejen? Sig det nu," sagde han. "Har jeg glemt vores bryllupsdag eller sådan noget?"
Hun havde ikke vidst, hvor svært det ville blive. Hun havde ikke planlagt at græde - det havde hun slet ikke tænkt på - men nu fyldtes hendes øjne med tårer. "Jeg... jeg... det her går ikke." Hun bøjede hovedet og tørrede tårerne væk, inden de nåede at trille ned over kinderne. "Vi... os. Det går ikke." Hun kunne smage salt bagest på tungen. Hun blev ved med at kigge ned. Hun turde ikke se på ham.
Han lo. Lyden kom i den grad bag på hende, at hun løftede hovedet. Han grinede skævt til hende. "Du gør grin med mig, ikke? Det er en aprilsnar eller sådan noget, ikke?" Han lod sig glide ned i sofaen og rakte ud efter sit glas. "Hold da kæft, du var lige ved at få mig..."
"Hold op." Hun lagde hånden på hans arm. "Brian, jeg mener det. Det er ikke for sjov." Hans hud føltes kold mod hendes fingre. "Det her har været en fejltagelse. Vi skulle aldrig have... Vi tog fejl. Clara var på vej, og vi kunne ikke overskue det."
Hans smil blegnede. "Hvad taler du om?" Han så fra hendes ansigt til hånden, der stadig lå på hans arm og så tilbage på hendes ansigt. Han stirrede på hende. "Hvad er det, du siger?"
Hun kæmpede atter for at finde ordene. "Jeg forsøger... jeg vil ikke..." Små bobler steg til vejrs i cideren og brast ved overfladen. Hun forestillede sig, at de ramte hendes hud med små fugtige plop. "Jeg..." Hun kunne ikke sige det. Hun ventede på, at han skulle sige det.
"Elsker du mig ikke mere?"
Han hviskede det. Hun kunne næsten ikke høre ham. Elsker du mig ikke mere? Hun havde jo elsket ham engang. Havde hun ikke?
Hun rystede på hovedet, og nye tårer var på vej. "Jeg er ked af det." Hun rakte ud efter hans hånd, men han trak sig væk fra hende.
Så greb han sit glas og glurkede indholdet i sig, som var han ved at dø af tørst. Bagefter ræbede han bevidst længe og højlydt.
Hun lukkede øjnene og hviskede atter: "Jeg er ked af det." Hun begyndte at få ondt i hovedet.
"Hør her." Hans stemme lød stærkere. Hun hørte sofaen knirke, da han vendte sig om mod hende. Hun åbnede ikke øjnene. "Hør her, du er træt. Du bliver kørt helt ned af det job... det sagde jeg jo til dig..." Han tog hendes hånd og knugede den. "Du ved ikke, hvad..."
"Jo." Hun rystede igen på hovedet og tvang sig til at åbne øjnene og se på ham. "Jo, jeg gør. Du må tro mig. Jeg mener, hvad jeg siger. Det er ikke træthed. Jeg er ikke træt." Smerten dunkede let i hendes hoved.
Han granskede hendes ansigtsudtryk, mens han stadig holdt hendes hånd. "Hvad er det så, du siger? Hvad er det, du prøver at sige?"
"Det er slut." Ordene var for store til at komme over hendes læber, så hun måtte tvinge dem frem. "Vi kan ikke blive ved med at være sammen."
Hans ansigt fortrak sig. "Nej." Han lænede sig ind til hende og skjulte ansigtet ved hendes hals. "Nej, det må du ikke sige. Nej, nej, du må ikke..." Hun kunne mærke varmen fra hans tårer, lugte hårgeleen, som han nægtede at skifte ud med en anden, selv ikke for hendes skyld, og hun fornemmede æblelugten fra cideren. "Jeg elsker dig, du ved da, hvor meget jeg..." Han lagde armene om hende og knugede hende ind til sig. "Jeg elsker dig." Han lod hovedet glide ned, til det hvilede mellem hendes bryster. "Du må ikke gå fra mig." Han pressede læberne mod hendes hud lige over V-udskæringen i hendes T-shirt. "Jeg elsker dig så højt."
Hun havde mest lyst til at skubbe ham væk, men han hulkede, så kroppen rystede, så hun nænnede det ikke. Hun sad fanget i hans arme og blev våd af hans tårer, indtil han løftede hovedet og tørrede næsen med håndryggen. "Hør her." Han talte hurtigt. "Du må ikke tage en forhastet beslutning. Jeg kan tage et par dage fri - jeg kan gøre det i næste uge, så kan vi tage et eller andet sted hen. Vi kan finde et Bed & Breakfast, og mine forældre kan passe Clara, eller dine kan gøre det - og så kan vi tale om det." Han tørrede øjnene på skift med håndroden. "Vil du ikke nok gøre det, sig nu ja, ikke?"
Yvonne så på hans våde øjenvipper, hans røde, opsvulmede øjne og hans tåbelige, håbefulde ansigtsudtryk, og hun vidste, at end ikke en nok så lang samtale ville ændre hendes beslutning - om de så talte, til de blev gamle. Men hun nikkede og hun sagde "Okay", fordi han havde et blåt mærke på håndryggen, og fordi hun havde fået ham til at græde, og fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle sige nej.
To dage senere havde han taget toget til Dublin, hvor han skulle til et møde, og næste gang hun så ham var i ligkapellet på hospitalet i Athlone.
Hun kunne dårligt kende hans ansigt, for de havde skjult de værste kvæstelser under et tykt lag mørk foundation, og skilningen i hans brune hår var lavet i den forkerte side. Hun havde løftet lagnet, taget hans iskolde hånd op og vendt håndryggen opad. Det blå mærke var falmet. Hun kunne næsten ikke se det.
Da de kom hjem fra kirkegården, ventede Magoo på dem i baghaven. Så snart bilen rundede gadehjørnet, rejste den sig og strakte benene efter tur. Den vimsede glad gøende omkring dem, mens de steg ud af bilen, og løb så i forvejen op ad havegangen. Her stillede den sig håbefuldt ved siden af sin tomme vandskål, med sin sorte hale svingende i store buer, og tungen hængende ud af munden.
Yvonne tog skålen og fyldte den fra den udendørs vandhane. Magoo begyndte straks at drikke med høje, slubrende lyde.
Da Clara drejede nøglen i bagdørens lås, begyndte telefonen at ringe. "Jeg tager den."
Yvonne blev stående i det svindende lys. Hun havde ikke lyst til at lægge denne strålende dag bag sig. En af naboerne måtte have slået sin plæne, for luften var tung af den skønne duft af nyslået græs. Hun lyttede til Magoos slubren, mens hun lod blikket glide rundt i haven.
Clara stak hovedet ud ad døren. "Mor, det er Greg. Jeg går i bad."
Greg - det burde hun have vidst. Han huskede altid Brians dødsdag. Da Yvonne tog telefonen, kunne hun lugte den citronduftende bodyspray, som Clara var begyndt at bruge.
"Hej."
"Hej, jeg syntes lige jeg ville give et pift fra mig og høre, hvordan I har det," lød det med Gregs dybe, langsomme stemme.
"Vi har det fint, Greg. Det var sødt af dig at ringe."
Greg var Brians fætter og nu en af Yvonnes ældste venner. Han var ligesom hun født i Belford og havde boet der, indtil han var færdig med skolen og fortsatte på et præsteseminarium inde midt i landet. Han manglede kun to år, da han holdt op til fordel for en søster til en af de andre studerende. Da forholdet var slut knap et år efter, var Greg flyttet til Dublin. Her boede han stadig og underviste i musik på en privatskole - som Yvonne gik ud fra hørte til de eksklusive - på sydsiden af floden Liffey. Så vidt hun vidste, havde han ikke mødt en anden pige efter søsteren.
Greg var høj, lyshåret og nærsynet med spinkle, næsten feminine træk og en overraskende dyb stemme. Han spillede flere instrumenter og var et omvandrende leksikon inden for klassisk musik. Han var en stille fyr, holdt af børn og dyr, og i det hele taget et retskaffent menneske.
Tre-fire gange om året, nogle gange oftere, tog han til Belford for at besøge de få familiemedlemmer, han havde tilbage - en gift søster, et par fætre fra den anden side af familien, sin onkel Jim og tante Peggy - og under disse besøg besøgte han altid Yvonne og Clara.
Greg havde været Brians forlover. Han havde stået ved siden af ham og set Yvonne, der med tungt hjerte havde tvunget sig til at gå op ad kirkegulvet i den overflæsede kjole, hendes mor havde tigget hende om at tage på, fordi den skjulte hendes mave for de nævenyttige tanter, hendes fars tvillingesøstre.
"Hvornår kommer du på besøg igen?"
"Tja, det er jo ferie fra på fredag, og jeg skal undervise i et par uger på sommerskole, men bagefter havde jeg tænkt mig at tage til Belford et par dage." Greg lejede en lille taglejlighed i et hus, som en af skolens ledere ejede. "Jeg slår på tråden."
Yvonne smilede. "Ja, gør endelig det." Hun var glad for, at han holdt forbindelsen til dem. Og hun var glad for, at han ikke var blevet stødt af det, der måtte have forekommet ham som en uforskammethed fra hendes side, da han var kommet forbi et par dage efter begravelsen. Hun havde bare siddet helt tavs og overladt det til ham at snakke, mens hun følte luften blive tykkere og tykkere af alt det usagte.
Han havde ikke nævnt sin fætter med et ord, han havde overhovedet ikke talt om Brian. I stedet havde han fortalt hende om de andre studerende.
"Tænk, Simon kan tale otte sprog, og han har aldrig sat sin fod uden for Irland."
"Mmm." Som om det ragede hende, hvad Simon eller for den sags skyld nogen af de andre kunne.
"Og Tim gik ud af skolen som kun sekstenårig og rejste til USA, hvor han arbejdede på byggepladser rundt om i New York i enogtyve år. Men så en morgen vågnede han op og vidste med ét, at han ville være præst. Han siger, at han aldrig har været så sikker på noget hele sit liv."
"Jaså." Hun spekulerede på, hvor meget længere han ville blive.
"Vi har den her kok, der hedder Teresa, hun har været der i årevis. En af hendes sønner læste til præst, da han pludselig fik meningitis. Hun taler stadig om ham nu og da. Han elskede hendes tomatsuppe."
Tomatsuppe. Hun var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed og følte sig som det værste afskum, og så sad han der og talte om tomatsuppe.
Hun sad over for ham i dagligstuen, mens hun pillede i sine neglerødder og spekulerede på, om Clara nu opførte sig ordentligt ovre hos bedstemor O'Mahony. Hun tvang sig selv til ikke at se på uret, mens han talte.
Endelig var han gået, men han var kommet tilbage næste eftermiddag. Og den næste igen. Han legede med Clara, og han drak te og talte med Yvonne om alt andet end Brian. Så en dag, måske en uge eller to senere, kunne hun ikke klare det mere, men havde afbrudt ham midt i en sætning ude i køkkenet. Han vævede løs om et eller andet om noget vasketøj, der var blevet forbyttet. "Det var ikke, som det så ud til," sagde hun højt. "Altså mellem Brian og mig."
Ordene havde genlydt i køkkenet. Greg havde ikke sagt noget og havde ikke engang set overrasket ud. Han så bare på hende gennem sine tykke brilleglas og sagde ingenting.
"Det var ikke, som alle troede, det var."
Han ventede med sine lange ben krydsede ved anklerne. De kunne høre Clara tale med sine dukker inde i stuen. "Nej, du er for lille til at komme med i byen. Du er alt for lille. Nu får du en Marsbar, mens jeg er ude at købe ind, ikke?"
Yvonne lænede sig mod køkkenbordet og pillede ved en løs tråd i sin bluse. "Jeg synes bare ikke, at du skal..." Hun snoede tråden om fingeren og trak til. Den sad forbløffende godt fast. Så snoede hun tråden af fingeren og så på den tynde, røde streg, den havde skåret ind i huden. Hun løftede hovedet og så på Greg. "Jeg ville gå fra ham. Jeg havde tænkt mig at forlade ham, og det sagde jeg til ham et par dage før."
Det var første gang, hun havde sagt det højt til nogen bortset fra Brian.
"Vi skulle aldrig have giftet os. Det var en fejltagelse."
Hun havde ikke engang sagt det til sine forældre.
"Jeg elskede ham ikke."
Ordene ligesom faldt ud af hendes mund og efterlod hende vidunderligt tom indeni. Lidt som når man har kastet op. Tom. Renset.
Greg sad roligt i den anden ende af køkkenet. Da der var gået et øjeblik, og Yvonne ikke sagde mere, nikkede han. "Det sker jo."
Hun hørte syndsforladelsen i de tre ord. Lettelsen var så stor, at hun slog hænderne for ansigtet og græd. Store, tunge tårer strømmede ned over hendes kinder, og Greg gik hen og rakte hende sit lommetørklæde. Så gik han ind i stuen til Clara og lukkede stille døren efter sig.
Selv om han ikke sagde meget bagefter, i øvrigt dukkede emnet kun sjældent op mellem dem, så vidste hun, at han forstod hende og ikke bebrejdede hende. Og derfor kunne hun endelig holde op med at bebrejde sig selv. Det sker jo.
Efter hun havde lagt på, og Magoo havde fået aftensmad og var blevet lukket ind for natten, efter køkkenet var ryddet, og efter hun havde læst avisen og hørt nyhederne i radioen, (der var sprængt en bombe i Mellemøsten, endnu en politiker var kommet i modvind, to trafikulykker med dødelig udgang i løbet af det sidste døgn) låste Yvonne bagdøren og gik op ad trappen.
Clara var ikke at se nogen steder, og der kom ingen lyde fra hendes værelse. Der lød en svag syngen i rørene, og duften af citron snoede sig fugtigt fra det tomme badeværelse ud på gangen.
Yvonne lod lyset være slukket i sit soveværelse og gik hen til vinduet for at kigge ud. Det var begyndt at regne, en stille, silende regn. Månen var stået op. Den var næsten fuld. Hun kunne se de våde, sølvglinsende konturer af de tre lange, smalle haver, der var adskilt af gyldne ligusterhække, som nogle af de tidligere ejere havde plantet for længe siden.
Ved siden af kunne hun skimte det ujævne omrids af æbletræerne, som Dan og Ali havde plantet to år tidligere. Der løb en strimmel græsplæne, der trængte stærkt til at blive slået, ned til træerne, og midt på den var placeret et rundt tørrestativ, som hældede til den ene side. Oppe ved huset var der en lille terrasse, hvor ukrudtet banede sig vej op mellem regnvåde, skinnende fliser. I den ene side stod en næsten færdigmuret grill i mursten. Den var nu overdækket af plastic. Ved siden af stod et lille rundt smedejernsbord og to tilhørende stole. I hjørnet stod en sort skraldespand på hjul.
Haven til nummer ni, der lå længst væk, var den mest velholdte. Bag terrassen - med gasgrill, terrassevarmer og smedejernsmøblement - førte et stort, velholdt bed med smukke blomster ned til en samling af nydeligt klippede buske, som indrammede den velpassede firkantede græsplæne.
For enden af haven var der bygget et udhus i samme røde mursten som huset. Det var fuldt af Kathryns omhyggeligt rengjorte haveredskaber, som hang i snorlige rækker.
"Du er så overpertentlig," havde Yvonne sagt til hende.
"Få dig dog et liv."
Kathryn havde bare smilet. "Du er bare misundelig. Dit skur ser ud, som om der er sprunget en bombe. Jeg kan da i det mindste finde mine ting."
"Præcis - hvis jeg ikke kan finde mine haveredskaber, så kan jeg ikke luge."
"Jamen dog - du er jo både misundelig og doven. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg overhovedet gider bruge min tid på dig."
Yvonne kiggede atter ud over sin egen mørke, ujævne have. Lige bag terrassen lå hendes sølle urtehave, der bestod af en vildtvoksende rosmarinbusk, en lille, hårdt prøvet klynge basilikum, en række forholdsvis brugbar persille, slaskede purløg, et par duske timian og mynten, der truede med at kvæle det hele. Hun brød sig ikke om smagen af mynte, kun duften, og hun havde den kun, fordi Clara insisterede. "Mor, du kan da ikke lave lammesteg uden myntesauce."
Bag urtebedet var der en stribe græs, ligesom hos naboen, den var bare knap så velholdt og trængte også til at blive slået. Det kunne hun måske gøre i morgen. I den ene side var en tørresnor spændt ud mellem to pæle. Nederst stod et noget forfaldent skur, og mellem det og lågen til baghaven stod de to stikkelsbærbuske, som Greg havde plantet, da hun og Clara var flyttet ind. Tænk at det virkelig snart var sytten år siden. Så var det ikke så underligt, at buskene så noget forpjuskede ud.
Første gang hun satte sine ben i dette rødstenshus, havde hun følt det som et tilflugtssted. Det lå i den anden ende af byen i forhold til den lejlighed, hun og Brian havde lejet. Det var billigt nok, så forsikringssummen havde dækket det meste af de reparationer, hun havde været nødsaget til at få foretaget.
Da Yvonne havde fulgtes med ejendomsmægleren gennem de muggent-lugtende værelser, havde hun ikke bemærket det afskallede tapet, de dryppende vandhaner og de revnede fliser. Inden de var nået ovenpå, havde hun besluttet sig til at byde på huset. Fliserne kunne skiftes ud. Fugten skulle de nok komme af med, og enhver kunne da male et par vægge.
Hun havde et job. Hun tjente penge. Efter hun havde fået Clara, havde hun lært sig tifingersystemet fra en lærebog på den skrivemaskine, Brian havde købt for en slik, da kontoret skulle moderniseres. Imellem bleskift og amning havde hun hamret i tasterne, indtil hun følte sig sikker nok til at svare på en annonce i den lokale avis, hvor man søgte en maskinskriverske. På det tidspunkt var Clara otte måneder gammel. Da Brian døde, var Yvonne på sit tredje job, hvor hun var sekretær for to arkitekter, og var således i stand til at betale af på det lille lån, hun havde taget for at kunne købe og istandsætte Miller's Avenue 7.
I det samme blev bagdøren i nabohuset åbnet, og to skikkelser trådte ud på terrassen, og der lød en dæmpet mumlen af mandestemmer. Det var for mørkt til, at hun kunne se dem tydeligt, men hun genkendte silhuetten af Dan, der stod og pegede ned i haven. Den anden mand så ud til at have en eller anden form for hat på. Hun spekulerede på, om han mon var i familie med Dan og var kommet for at holde ham med selskab en tid.
Stakkels Dan.
Et øjeblik efter trak hun gardinerne for, tændte sengelampen og begyndte at klæde sig af. Endelig kunne hun få et brusebad. Men så kom hun igen til at tænke på den latterlige ting, som hun absolut ikke havde tænkt sig at gøre.
Inde på sit værelse sad Clara og var forsigtigt ved at fjerne den ansigtsmaske af honning, hun havde lagt ude i badet. Hun gennemvædede en vatrondel med skintonic og tørrede resterne af. Så skruede hun låget af sin natcreme, dyppede fingrene og gned langsomt cremen ind i ansigtet.
Da hun var færdig, rejste hun sig, løsnede bæltet på sin morgenkåbe og lod den glide ned ad kroppen, så den landede på gulvet som en sø om hendes fødder. Så kiggede hun sig i det store spejl på skabsdøren, betragtede sine fyldige bryster, sin flade mave og den lille dusk lyse hår under den.
Uartige pige.
Hun slukkede lyset og gik i mørke hen til dobbeltsengen, hvor hun lod sig glide ned under det lyseblå sengelinned og lukkede øjnene.
