Den afrikanske farm af Karen Blixen
I.
Kamante og Lullu
I. Farmen ved Ngong
Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong. Selve ækvators linje trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå. Men min farm lå to tusinde meter over havet. Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne var klare og svale, og nætterne var kolde.
Den geografiske beliggenhed, og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab, der ikke havde sin lige på hele jorden. Det var sparsomt, strakt i linjerne, der var ingen overflod noget steds og ingen pragt i farver eller vegetation, som i de lavtliggende tropelande. Farverne her var tørre og brændte som farverne i pott emagerarbejde. Træernes løv var tyndt og let, opbygget på en anden måde end løvet på træerne i Europa, det voksede ikke i kupler, men i brede, vandrette lag og i parabler. Denne særegne struktur gav de enligtstående træer en palmeagtig, bevinget silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en fuldrigger med sejlene givet op. Men de lange skovbryn fik derved et mærkeligt udseende, som om hele skoven dirrede. På græssletterne groede de gamle, krogede tjørnetræer spredt et og et, og græsset her var krydret som timian og porse, nogle steder var duft en så stærk, at den sved i næseborene. De blomster, som man fandt på sletten, eller på slyngplanterne i de jomfruelige skove, var bittesmå som klitflora, dog sprang der lige i begyndelsen af den lange regntid en mængde forskellige slags store, vægtige, tungtduft ende liljer ud på sletten. Der var vældige, uendelige udsigter til alle sider. Alt i denne natur stræbte imod storhed, frihed og høj adel.
Den vigtigste bestanddel i landskabet, og i livet herude, var luft en selv. Når man ser tilbage over et årelangt ophold i de afrikanske højlande, bliver man forbavset ved at føle det, som om man havde levet i lang tid oppe i luften. Himlen var aldrig stærkt blå, men oftest ganske bleg, og så lys, at det var svært at få øjnene op imod den, med en rigdom af vældige, vægtløse, omskiftende skyer, der tårnede sig op i horisonten og sejlede hen over den. Men den havde en skjult blå kraftkilde i sig, på ganske kort afstand farvede den højdedraget dybt, frisk himmelblåt. I middagsheden blev luften over sletten levende som en flamme der brændte, den blinkede, bølgede og randt som vand, genspejlede og fordoblede alle genstande og skabte store luftsyn. Her i denne høje luft trak man vejret let og indåndede et vildt håb, som vinger. I højlandet vågnede man om morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.
Ngongbjerget strækker sig i et langt højdedrag fra nord til syd og er kronet med fire ædle bjergtoppe, som ubevægelige mørkere blå bølger mod himlen. Det er, hvor det er højest, syvogtyve hundrede meter over havet, og på østsiden syv hundrede meter over det omliggende land. Men imod vest falder det meget dybere og brattere, bjergskråningerne styrter sig næsten lodret ned imod det vældige dalstrøg: The Great Rift Valley.
Vinden i højlandene blæser til stadighed fra nord-nordøst. Det er den samme vind, som de nede ved kysterne af Afrika og Arabien kalder monsunen, østenvinden, som var kong Salomons livhest. Heroppe føles den som den lette modstand af æteren, idet jorden kaster sig fremover i rummet. Vinden kom vandrende lige ind imod Ngong, og bjergskrænterne her måtte være et ideelt sted at sætte en svæveflyver op, - luft strømmene ville løfte den nede fra foden af bjerget op over bjergkammen. Skyerne, som rejste med vinden, stødte mod bjerget og blev hængende der, eller blev spiddet på toppen og opløstes i regnbyger, men de skyer, der tog en højere kurs og sejlede fri af revet, fordampede straks vest for det, over Rift Valleys brændende ørkenegne.
Jeg har mange gange fra mit hus fulgt skyernes flugt over bjerget og undret mig ved at se de stolte masser, så snart de var nået over bjergåsen, opløse sig i luften, og forsvinde.
Set fra farmen forandrede bjerget udseende mange gange i dagens løb. Til tider tog det sig ud, som det var helt nær, og til andre tider var det uendeligt fjernt. Om aftenen, når det blev mørkt, var det, når man sad og så ud mod bjerget, først som om en tynd, fin sølvlinje blev trukket hele vejen langs det dunkle bjergs omrids på den mørknende himmel, og siden, når natten faldt på, som om de fire bjergtoppe blev jævnet og glattet ud, som om bjerget rakte og strakte sig og lagde sig til ro.
Fra Ngong Hills er der en enestående udsigt. Man ser mod sydøst de brede sletter, de store jagtdistrikter, der strækker sig hele vejen til Kilimanjaro, mod nordøst de lavere højders parklignende landskab og skovene bag dem, og længere borte kikuyu-reservatets bølgende landskab, som når hundrede halvtreds kilometer bort til det sneklædte bjerg Mount Kenya. Hele kikuyulandet er en mosaik, lagt af små fi rkantede og trekantede majsmarker, bananplantninger og græsland, her og der står midt i det den blå røg op fra en negerlandsby, der ligner en klynge små, spidse grå paddehatte. Men mod vest, dybt nede, ligger et månelandskab, det afrikanske lavland. Den brungrå ørken er spættet med bittesmå tjørnetræer, flodsengenes snoede løb er trukket op med brede, uregelmæssige, grønne linjer, det er de stormægtige, vidtgrenede mimosatræer med torne som sekstommersøm. Her gror der kaktus, her holder girafferne og næsehornene til.
Ngong Hills er når man kommer ind i dem, vældige, afvekslende, hemmelighedsfulde, med lange dalstrækninger, tykninger og krat, grønne skråninger og stenede kløft er. Højt til vejrs under en af toppene er der endogså en bambusskov. Der er kilder og vandløb i højderne; jeg har haft mit telt slået op ved siden af dem.
I min tid var der bøfler, eland-antiloper og næsehorn i Ngong-højderne, de meget gamle indfødte huskede den tid da der havde været elefanter, og jeg syntes, at det var sørgeligt, at hele bjerget ikke blev inddraget i vildtreservatet. Kun på en lille del af det var vildtet fredet, stendyssen på den sydlige top mærkede vildtreservatets grænse. Når Kenyakolonien trives, og hovedstaden Nairobi vokser op til en storstad, kunne de her have haft en dyrehave, som var enestående i verden. Men i de senere år, mens jeg var i Afrika, kørte de unge butiksfolk og kontorister fra Nairobi om søndagen på motorcykel ud i højene og skød på alt, hvad de så, og jeg tror, at det store vildt udvandrede fra bjerget og trak sig sydpå ind i den tættere skov og klippeegnene.
Det var ujævnt, ufarbart land på bjerget, men når man var nået helt op på bjergryggen, så var der let at gå. Græsset var kort som på en klippet plæne, den grå sten brød hist og her gennem grønsværen. Langs den smalle kam højest oppe, op og ned ad de fire toppe, som en milelang stilfærdig rutschebane, løb en dyresti. En morgen, mens jeg lå i lejr i højderne, klatrede jeg herop og fulgte stien, og da fandt jeg friske spor og gødning af en eland-hjord på den. De store yndefulde, fredsommelige dyr må have været oppe på toppen af bjerget ved solopgang og må have vandret ad stien i en lang række, den ene lige efter den anden, og af hvilken anden grund kan de være gået herop end for at se dybt ned til begge sider, på landet under dem?
Vi dyrkede kaffe på min farm. Egnen var i virkeligheden lidt for høj for kaffe, og det var svært at få driften til at gå rundt. Vi var aldrig nogensinde rige på farmen. Men en kaffeplantage er et foretagende, som får tag i de folk, der giver sig af med den, og ikke slipper dem fra sig igen. Der ligger altid store arbejder lige for hånden i plantagen, ja man er som oftest lidt for sent på det med dem.
Midt i det vilde landskab ser et stykke regelmæssigt anlagt og plantet land godt ud. Senere hen, da jeg fløj i Afrika og lærte min farms udseende at kende fra luften, blev jeg bestandig slået med beundring ved synet af selve min plantage, der lå så regelmæssig og frisk grøn midt i vildnis, slette og urskov, og det gik op for mig, hvor menneskehjertet elsker og længes efter geometriske figurer. Hele egnen omkring Nairobi, især nord for byen, var lagt ud på samme måde, og her boede der folk, hvis tanker drejede sig om kaffe, om at plante, beskære og plukke kaffe, og som lå vågne om natt en og udtænkte forbedringer for deres kaffefabrikker.
Kaffedyrkning er et langvarigt arbejde. Det går ikke så let, som man tænker sig i det øjeblik, da man i den strømmende regn bærer sine plantekasser med blanke, unge planter ud fra planteskolen og har hele farmens arbejdsstyrke i marken. De håb slår ikke til, som man gør sig, idet man ser på at planterne bliver sat i regelmæssige, dybe huller i den våde jord, hvor de skal gro, og bliver tæt overskyggede med afbrækkede grene fra underskoven - siden ubemærkethed jo er unge væseners forret. Det tager tre eller fire år, inden træerne kommer i bæring, og i mellemtiden kommer der tørke over landet, eller plantesygdomme, og det frække indfødte ukrudt gror op imellem træerne, Macdonaldia og Black-Jack, som har lange, skarpe frøhylstre, der sætter sig i strømperne og brænder som ild. Nogle af træerne er blevet skødesløst plantet og har fået deres pælerod bøjet, de træer går ud, netop som de skal til at blomstre.
Man planter noget over seks hundrede træer på hver acre land, og jeg havde seks hundrede acres med kaffe på farmen. Mine okser trak tålmodigt kultivatorerne mange tusinde mil op og ned ind imellem trærækkerne, medens vi ventede på de store afgrøder.
Der var mange gange dejligt i kaff eplantagen. Når planterne blomstrede i begyndelsen af den lange regntid var den et blændende syn, som en sky af kridt, i tågen og den fine regn over mine seks hundrede acres. Kaffeblomster har en fin, bitter duft som slåenblomster. Når marken rødmede af de modne kaffebær på alle træer, kaldte vi kvinderne og børnene, som på negersprog hedder totos, ud for at plukke bærrene af træerne sammen med mændene. Vogne og kærrer kørte kaffebærrene til behandling i møllen nede ved floden. Vort maskineri var aldrig helt hvad det skulle have været, men vi havde planlagt og bygget fabrikken selv, og havde høje tanker om den. Engang brændte hele fabrikken ned og måtte bygges op igen. Den store tørremaskine gik rundt og rundt, rystede og rumlede kaffen i sin svære jernbug med en lyd, som når bølger ruller med grus og ral på strandbredden. Det hændte, at kaff en blev tør nok til at tages ud, og at tørremaskinen måtte tømmes, midt om natten. Det var da et malerisk øjeblik, med lygter i fabrikkens store, mørke rum, hvor spindelvæv og kaffeavner hang i festoner på loftet og væggene, og med mange glødende, ivrige ansigter i lygteskæret rundt om tørremaskinen. Man følte, at fabrikken hang midt i den store tropenat som en juvel i negerpigens øre.
Sideneft er blev kaff en afskallet og sorteret, og pakket i sække der gik tolv sække på et ton - som blev syet til med en sadelmagernål.
Så til allersidst, tidligt om morgenen, medens det endnu var mørkt og jeg lå i sengen, hørte jeg vore svære vogne, der havde seksten okser foran hver vogn, og som nu var hushøjt lastet op med kaffesække, fem tons på vognen, sætte af ind til Nairobi jernbanestation. De kom op ad den lange bakke fra fabrikken med raslen, knagen og piskeknald og med råb fra kuskene, der løb ved siden af vognene. Jeg var glad ved at tænke på, at dette var den eneste bakke opefter, de havde for sig på vejen ind, for farmen lå fire hundrede meter over Nairobi by. Om aftenen gik jeg ud for at møde toget, når det kom tilbage. De trætte okser gik ganske langsomt med hængende hoveder foran de tomme vogne, de trætte små totos, der ledte dem, var helt tavse, og de udmattede kuske slæbte deres lange piske i vejstøvet. Nu havde vi gjort, hvad vi kunne gøre. Kaffen fra farmen ville være på søen om et par dage, og så måtte vi håbe på gode priser på de store markeder i London.
Jeg havde seks tusinde acres land på farmen, så jeg havde meget land tilovers, ved siden af kaffeplantagen. En del af det var urskov, og omtrent tusind acres af det var mine squatteres land, som de der kalder deres shambaer. Squattere er indfødte, som med deres familier har nogle få acres land til brug for sig selv på en hvid mands ejendom, og som til gengæld skal arbejde for ham et vist antal dage om året. Måske så mine squattere forholdet i et andet lys, for mange af dem var født på farmen, og deres fædre før dem, og det er muligt, at de betragtede mig som en stormægtig squatter på deres eget land.
Squatternes land var langt mere vågent, levende og omskifteligt end resten af farmen. Her vekslede hele landskabet med de vekslende årstider. Majsen voksede op, - voksede folk over hovedet, så at man gik ad de smalle fodstier mellem raslende, grønne vægge som en myre i langt græs, - og blev siden høstet. Bønnerne blev plukket og tærsket med plejle af kvinderne, stængler og bælge samlet sammen og brændt, så at der på nogle tider af året stod tynde, blå røgsøjler i vejret overalt på markerne. Kikuyuerne dyrkede også de søde kartofler, der havde et vinagtigt blad og spredte sig over jorden som en tyk indfiltret måtte, og forskellige slags store gul- og grønspættede græskar. Hvor som helst man gik gennem kikuyuernes shambaer var altid det første, man fik øje på, bagpartiet af en lille, gammel kikuyu-kone, der stod og rev og stak i jorden som en struds med hovedet gemt i sandet. Hver kikuyu-familie havde til sit brug flere spidse græshytter, og nogle små forrådshytter på stolper. Pladsen mellem hytterne var et livligt samlingssted for hele familien og så hård som cement. Her blev majsen malet og gederne malket, og børn og høns løb til alle sider. Jeg plejede at gå ned og skyde agerhøns i kartoffelmarkerne omkring squatternes huse i de blå sen-eftermiddage. Ved den tid kurrede skovduerne himmelhøjt i de høje frynsede træer, som her og der stod tilbage efter den urskov, der oprindelig havde dækket hele landet.
Jeg havde også et par tusinde acres græsland på farmen. Her sprang og flygtede det lange græs i bølger foran vinden, og de små kikuyu-drenge vogtede på sletterne deres fædres køer. I den kolde årstid førte de brændende trækul i ståltrådskurve med sig fra husene, og forvoldte mange gange svære slettebrande, som var skæbnesvangre for vor græsning på farmen. De år, da der var tørke i landet, kom store flokke zebraer og wildebeests ned til farmens græsland.
Nairobi var vor hovedstad og lå tyve kilometer borte på et stykke fladt land mellem høje bakker. Her var guvernørens hus og de store regeringskontorer. Herfra blev landet styret.
En by i nærheden kommer til at spille en rolle i ens liv, det er ikke muligt andet. Det har ikke engang noget at sige, om man kan lide byen eller ikke, den trækker tankerne til sig i kraft af en åndelig tyngdelov. Den lyståge som stod på himlen over Nairobi om natten, og som jeg kunne se fra vejene på farmen, satte tankerne i stærk bevægelse og kaldte billeder frem af de store byer i Europa.
Da jeg først kom til Afrika, var der ingen automobiler i landet, men vi red ind til Nairobi, eller kørte med forspand af seks muldyr, og opstaldede vore dyr i "The Highland Transport"s rejsestald. I al den tid, jeg kendte til den, var Nairobi en uensartet, forvirret by, med enkelte store, statelige bygninger af hugget sten og med vidtstrakte kvarterer af bølgeblik-butikker, kontorer, lagre og beboelseshuse, alt af blik. Den var anlagt med lange alléer af eukalyptustræer langs de støvede gader. Højesteret, landdepartementet, departementet for de indfødtes affærer og veterinærdepartementet var alle jammerligt indlogerede, og når jeg aflagde besøg derinde, fik jeg respekt for de embedsmænd, som overhovedet kunne samle tankerne og få noget arbejde gjort i de små glohede, tilblakkede huler, hvori de var anbragt.
Men med alt det var Nairobi dog en by. Man kunne gøre indkøb her, høre nyt, spise på restauration og danse i klubben. Og det var et livligt sted, i bevægelse som en flod og i vækst som et barn, byen forandrede sig fra år til år, ja mens man var borte fra den på en jagtekspedition. Det nye Government House blev bygget, det lå stolt oven over byen og var rummeligt og køligt med en stor smuk balsal og en fint anlagt have. Nye støjende hoteller voksede op, store betydningsfulde dyrskuer og haveudstillinger blev afh oldt. Koloniens Quasi Smart-Set oplivede os fra tid til anden med en række korte, stormende melodramer. Nairobi sagde til en: Gør det meste ud af tiden og af mig. Wir kommen nicht wieder so jung - så livslystne og uovervundne - zusammen. Der var også en tid, da jeg kørte gennem gaderne og tænkte: Der er ej verden uden for Nairobi.
De indfødtes og de farvede indvandreres kvarterer i Nairobi var langt mere udstrakte end europæernes.
Swahiliernes landsby, som lå på vejen til Muthaiga Club, havde ikke noget godt navn på sig i nogen retning, men det var en livlig, bevæget forstad, hvor der på alle tider af dagen og natten gik mange ting for sig. Den var for størstedelen bygget op af gamle benzindunke, der var banket flade, og mere eller mindre forrustede - et naturligt frembragt monument, som koralklipper: Den fremadskridende civilisations forladte, tomme hylstre.
Somali-byen lå helt uden for selve Nairobi, vistnok fordi de muhamedanske somalier vil have deres kvinder i fred for omverdenen. I min tid var der i Nairobi en eller to skønne unge somali-kvinder, hvis navne hele byen kendte, som slog sig ned i basaren og trak Nairobis politi lystigt om ved næsen. Det var opvakte, pragtfulde piger, og storslåede, som somalier er det i alle forhold. Men de hæderlige somali-kvinder kom ikke i gaderne. Somali-byen lå udsat for alle vinde, den var bar, skyggeløs og støvet og må have mindet somalierne om deres hjemlands ørkener. Europæerne, der i lang tid eller i flere generationer bor på et og samme sted, har svært ved at vænne sig til den fuldkomne ligegyldighed for deres hjems nære omgivelser, som de nomadiske folkeslag viser. Somaliernes huse var uregelmæssigt strøet omkring på den bare jord og så ud, som om de var slået op med en pakke firetommersøm for at hænge sammen i en uge. Man blev derfor, når man kom ind i et af husene, overrasket ved at se det så velordnet og fi nt, duftende af arabisk røgelse, med smukke, gamle tæpper og vægtæpper, skåle og fade af messing og sølv, og sværd med elfenbensfæste og skønne klinger. Somali-kvinderne selv har en fin, værdig optræden og er gæstfri og lystige, de lo som et helt spil af klare sølvbjælder. Jeg var godt kendt i somali-byen gennem min somali-tjener Farah Aden, som var i min tjeneste i al den tid, jeg boede i Afrika, og jeg var i tidens løb gæst ved mange af deres fester. Et fornemt somali-bryllup er en pragtfuld, ærværdig festlighed. Jeg blev ført helt ind i brudekammeret, hvor væggene og brudesengen var smukt draperede med gamle falmede, fint glødende, vævede tøjer og broderier, den unge, mørkøjede brud var selv så stiv som en marskalstav af guld og sølv, tyk silke og rav.
Somalierne var kvæghandlere og handelsmænd og gjorde forretninger over hele landet. De holdt, til transport af deres varer, en mængde små grå æsler, der, når de ikke var ude på rejse, gik frit om imellem husene. Jeg har også set kameler i somali-byen, hovmodige, hærdede ørkenprodukter, der er hævet over alle jordiske kår, som kaktus, og som somalier.
Somalierne bragte ulykke over deres egne og andre folks hoveder gennem deres frygtelige indbyrdes stammefjendtligheder. På det område følte og ræsonnerede de anderledes end andre mennesker. Farah tilhørte den stamme, der hedder Habr Yunis, så det var den, som jeg selv plejede at tage parti for. Der var engang en stor alvorlig krig i somali-byen mellem de to stammer Dulba Hantis - "The mad mullah"s stamme - og Habr Chaolo, med riffelskud og ildspåsættelse og mange dræbte på hver side, indtil regeringen syntes den måtte blande sig i det. Farah havde på den tid en ung ven af sin egen stamme, der hed Sayid, og som plejede at komme og besøge ham på farmen. Det var en frejdig, klarøjet ung mand, så jeg blev bedrøvet ved af mine husfolk at høre den sørgelige historie, at han havde været på et tilfældigt besøg hos en familie af Habr Chaolostammen, da en vred Dulba Hantis i det samme var kommet forbi og på må og få havde fyret to skud gennem husets væg og skudt Sayids ben over. Jeg sagde til Farah, at hans vens uheld gjorde mig ondt. "Hvad? Sayid," råbte Farah forarget, "det var godt nok til Sayid. Hvorfor skulle han gå hen og drikke the i en Habr Chaolos hus?"
Inderne i Nairobi regerede over det store indfødte forretningskvarter, som kaldes basaren, og de rigeste indiske købmænd havde deres små villaer lige uden for byen: Jevanjee, Suleiman Virjee, Allidina Visram. De havde alle en udpræget smag for stenhuggerarbejder, deres villahaver var fulde af trapper, balustrader og vaser kun mådeligt hugget i den bløde, afrikanske sten, ligesom de bygninger, som børn bygger af lyserøde, forsirede stenbyggeklodser. De gav theselskaber i haverne med indisk bagværk i stil med villaerne, og de var skarpsindige, berejste, udsøgt høfl ige folk at besøge. Men inderne i Afrika var sådanne rivende forretningsmænd, at man med dem ikke kunne vide, om man stod over for en menneskelig personlighed eller over for hovedet for et fi rma. Jeg havde været i Allidina Visrams villa til the, og da jeg en dag så flaget på halv stang over hans udstrakte kompleks af varehuse, spurgte jeg Farah: "Er Allidina Visram død?" "Halvdød," sagde Farah. "Hejser de fl aget på halv stang, fordi han er halvdød?" spurgte jeg. "Allidina er død," sagde Farah, "Visram lever."
Inden jeg selv overtog bestyrelsen af farmen, havde jeg været en ivrig jæger og havde tilbragt min meste tid på safari, men da jeg blev farmer satte jeg mine rifler hen.
Masaierne, der var nomader og kvægfolk, og som var naboer til farmen og boede på den anden side floden, kom fra tid til anden til mit hus for at klage over en løve, der fulgte deres store hjorder og tog deres køer, og for at bede mig komme ud og skyde den, og hvis jeg kunne, gjorde jeg det. Jeg gik også om lørdagen ud på Orungislett erne for at skyde en zebra eller to til søndagsmad for mine folk på farmen, med en lang hale oplivede, optimistiske kikuyuer eft er mig. Jeg skød fugle på farmen, agerhøns, vagtler og vilde perlehøns, som er gode at spise. Men i mange år kom jeg ikke ud på nogen jagtekspedition.
Vi talte dog på farmen tit sammen om vore fordums safarier. Lejrpladser sætt er sig på en egen måde fast i erindringen, som om man havde levet der i lange tider, og man husker undertiden en enkelt kurve af sine vognspor i græsset på sletten, som om det var et tegn, der havde haft betydning i ens liv.
Ude på safari har jeg set en bøff elhjord på et hundrede niogtyve stykker komme ud af morgentågen under en kobberfarvet himmel, som om de mørke, massive, jernfarvede dyr med de mægtige, vandret svungne horn ikke så meget kom gående imod mig som de blev skabt lige for mine øjne og sendt ud, efterhånden som de blev færdige. Jeg har set en elefanthjord på vandring gennem tæt urskov hvor sollyset kom sivende ind imellem de tykke grene og slyngplanter i små pletter og stænk, de strakte ud, som om de havde et stævnemøde ved verdens ende. Det var, i kæmpeformat, en bort af et ældgammelt, umådelig kostbart persisk tæppe i grønne, gyldne og sortbrune farver. Jeg har mange gange set giraff erne bevæge sig over sletten med deres sære uforlignelige, vegetative yndefuldhed, som om det ikke var en flok dyr, men en familie af sjældne, højstammede, spættede kæmpeblomster, som skred frem. Jeg har fulgt efter to næsehorn på deres morgenspadseretur, de snøftede og prustede i den klare, kolde morgenluft , som to store, kantede kæmpesten, der var blevet levende, og som nu muntrede sig sammen i det lange græs i dalstrækningen. Jeg har set den kongelige løve, inden solopgang under en lille aftagende måne krydse den grå slette på hjemvejen fra et halvtfortæret bytte. Han trak et mørkt kølvand efter sig i det sølvglimtende græs, hans ansigt var endnu rødt af blod op til ørerne. Og jeg er også stødt på ham i hans middagshvile i familiens skød på det korte græs og i akacietræernes fi ne, forårsagtige skygge, midt i hans egen afrikanske lystpark.
Alle disse ting var fornøjelige at tænke på og trøste sig med, når det var hårde tider på farmen. Og det store vildt var endnu derude i deres eget land, jeg kunne gå ud og hilse på dem igen, hvis jeg fi k lyst. Farah – som dog i tidens løb kom til at tage levende del i alle farmens sager - og mit øvrige gamle indfødte safari-mandskab levede bestandig i håb om nye, kommende safarier.
Herude i det vilde land havde jeg lært at tage mig i agt for bratte bevægelser. De levende væsener, som man her har med at gøre, er i højeste grad sky og vagtsomme, de har en særlig evne til at undgå os og forsvinde for os, når vi mindst venter det. Intet tamt dyr kan forholde sig så fuldkommen stille som et vildt dyr. Vi civiliserede folkeslag har mistet evnen til at være stille, og må tage timer i tavshed fra det vilde liv, førend det vil optage os i sig. Kunsten at gå sagte, uden pludselige bevægelser eller støj, er den kunst, som jægeren, og da især jægeren med kamera, først må lægge sig eft er. Jægere kan ikke følge deres eget hoved, men må lære landskabets farver, lugt og vind at kende, og falde ind med det store orkesters eget tempo. Det kan ske, at det gentager en takt om og om igen, og man må så følge med i den.
Når man på jagt har fået Afrikas rytme i sig, forstår man, at den går igen i enhver form for liv derude. Hvad jeg havde lært af vildtet, kunne jeg anvende i omgang med de indfødte folk.
Kærlighed til kvinder og kvindelighed er en mandlig egenskab, og kærlighed til mænd og mandighed en kvindelig egenskab, og der er også en forelskelse i syden og de sydlige folkeslag, som er nordboernes kendemærke. Normannerne må have forelsket sig i de fremmede lande, først i Frankrig og senere i England. De gamle Milords, som optræder i det attende århundredes historie og romanlitt eratur, på evige rejser i Italien, Grækenland og Spanien, havde ikke et eneste af sydlændingenes træk i deres personlighed, men de blev tiltrukket og fortryllet af en natur, der i et og alt var væsensforskellig fra deres egen. Da de tyske og skandinaviske malere, fi losoffer og digtere først kom til Florenz og Rom, faldt de lige ned på knæ i tilbedelse af syden.
Der kom i dette forhold en særlig tålmodighed frem hos de utålmodige folk. Som det er næsten umuligt for en kvinde virkelig at ærgre en rigtig mand, og som for kvinderne en mand aldrig er helt foragtelig, aldrig helt ubrugelig, så længe han forbliver en mand, sådan var de hårde, herskesyge, let opbragte nordiske mænd sagtmodige, hvor de stod over for sydens og sydboernes natur. De var korte for hovedet, når det gjaldt deres eget klima og deres egen familie, men de tog imod den afrikanske tørke, de farlige, martrende solstik, mod rinderpest i deres hjorder og mod deres indfødte tjeneres uerfarenhed, med ydmyghed og resignation. Selve deres følelse af individualitet gik tabt i forståelsen af de uendelige muligheder, som findes i samspillet mellem mennesker, der kan blive eet i kraft af selve deres væsensforskel. De sydlandske folkeslag har ikke denne egenskab, og den findes heller ikke hos folk af stærkt blandet blod. De dadler den eller gør nar af den, hvor de støder på den, sådan som de mænd, der i særlig grad begejstres af mandhaftighed, og selv hælder en smule til ekshibitionisme, gør nar af en sukkende elsker, og som de forstandige kvinder, der ikke havde tålmodighed med deres mænd, var forargede over den tålmodige Griselda.
Hvad mig angår, så holdt jeg af de indfødte fra den første dag, jeg mødte dem i Afrika. Det var en stærk, ubetvingelig følelse, der omfatt ede begge køn og alle aldre. Mit møde med de mørke folk var en oplevelse for mig som Amerikas opdagelse for Columbus, og på samme måde en udvidelse af hele min verden. Hvis man kan tænke sig, at et menneske med en medfødt følelse for dyr var vokset op i omgivelser, hvor der slet ingen dyr fandtes og først havde gjort dyrenes bekendtskab efter mange års forløb, eller at nogen var kommet ind i en skov for allerførste gang, da han var tyve år, eller at et menneske med sans for musik ved et tilfælde aldrig havde hørt musik før han allerede var voksen, så kan man sammenligne deres forhold med mit eget her. Da jeg traf på de indfødte i Afrika, satte jeg mit daglige livs rutine - hvad man kalder dets tummerum - ud for orkester.
Min fader, som var officer i den danske og franske armé, skrev som ung løjtnant hjem fra Dybbøl: "Fra Gråsten til Dybbøl var jeg sluttende officer efter en lang kolonne; det var ikke let; det var tungt; og dog: Hvor tillokkende! hvor bedårende. Lysten til krig er en lidenskab som en anden; man elsker soldater, som man elsker unge fruentimmer: Blindt, ubændigt -, og det ene udelukker ikke det andet, det ved pigerne godt. Men kærligheden til pigerne kan kun rumme een ad gangen, til soldaterne omfatter den hele flokken, som bestandig ønskes forstørret." Det var det samme forhold med de indfødte og mig.
Det var ikke let at lære de indfødte at kende. De var meget lydhøre og sky. Hvis man forskrækkede dem, kunne de i et nu trække sig tilbage til deres egen verden, som vildtet, der ved en brat bevægelse fra vor side er borte, simpelthen ikke er der mere. Til man kendte en indfødt godt, var det næsten umuligt at få et ligefremt svar ud af ham. Selv på sådanne simple spørgsmål som for eksempel hvor mange køer, han havde, havde han et undvigende svar: "Så mange som jeg sagde dig i går." Det var europæerne i høj grad imod at blive svaret sådan, det var måske de indfødte i højeste grad imod at blive sådan spurgt. Hvis vi forfulgte dem og trængte ind på dem for at få en forklaring ud af dem, trak de sig tilbage det længst mulige, og i dette forhold gjorde de brug af en barok, lystig fantasi til at lede os på vildspor med. Selv helt små børn optrådte i en sådan situation som gamle, forhærdede pokerspillere, for hvem det er omtrent det samme, om modspilleren overvurderer eller undervurderer deres kort, så længe som de kun kan holde ham uvidende om deres sande beskaff enhed. Der hvor vi i realiteten brød ind i de indfødtes tilværelse, bar de sig ad som myrer, i hvis tue man stikker en stok ind. De udbedrede skaden med ufortøven, rastløs, fuldkommen tavs iver, som om de udslettede og dækkede over en usømmelig handling.
Vi kunne ikke vide, vi kunne vist ikke forestille os, hvad for farer det var, som de frygtede i deres samkvem med os. Selv tror jeg, at de var bange for os, snarere som man er bange for en pludselig, forfærdelig larm, end som man frygter lidelse, uret eller død. Og dog - det var svært at vide, for de indfødte var mestre i den kunst at forstille sig. I shambaerne eller på sletten kunne man sommetider tidligt om morgenen støde på en agerhøne, der gav sig til at løbe foran hesten, som om dens vinger var brækket, og som om den var dødelig angst for at blive taget af hundene. Men dens vinge var ikke brækket, og den var ikke bange for hundene, den kunne svirre op lige for næsen af dem hvad øjeblik den ville. Den virkelige sammenhæng var, at fuglen havde sit kuld af små kyllinger et sted i nærheden, og at den af alle kræft er søgte at bortlede opmærksomheden fra dem. På samme måde som agerhønen spillede måske den indfødte forskrækket ud fra en meget dybere liggende frygt, hvis væsen vi ikke var i stand til at opfatte. Men det kan også være, at deres opførsel imod os var en slags sær, uforklarlig spas, en parodi, en extravaganza, og at disse sky folk til syvende og sidst ikke frygtede os det mindste. De indfødte har i langt mindre grad end hvide folk følelsen af risiko i livet. Jeg har nogle gange, på en safari eller på farmen, i et særlig spændende øjeblik mødt mine indfødte folks øjne og har følt, at vi var på lang afstand fra hinanden, og at de undrede sig over min vurdering af situationens alvor. Det gav mig noget at tænke på. Måske var de virkelig på en måde, der for os må blive uforståelig, og som vi ikke kan eft erligne, i selve livet i deres rette element, som dybvandsfisk, der ikke ville kunne forklare sig vor frygt for at drukne. Denne sikkerhed i tilværelsen, denne svømmekunst, tænkte jeg, har de, fordi de har bevaret en kundskab, som vore egne første forældre satte over styr for os, og hvori, mellem alle verdensdele, Afrika især kan undervise os: At Gud og djævelen er een, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig, så at der ikke er to, som er uskabte, men een som er uskabt, ikke to umålelige, men een umålelig og de afrikanske indfødte ærer dobbeltheden i enheden og enheden i dobbeltheden.
På vore jagtekspeditioner og på farmen udviklede mit bekendtskab med de indfødte sig eft erhånden til et vanemæssigt, personligt forhold. Vi var gode venner. Jeg forsonede mig med den kendsgerning, at jeg selv aldrig ville komme til virkelig at kende dem, mens de kendte alle mine tanker og vidste besked med de bestemmelser, jeg ville tage, endnu inden jeg havde taget dem. Jeg havde engang en lille farm i Gil-Gil, højere oppe ad jernbanelinjen, hvor jeg ikke havde noget hus, men boede i et telt, og jeg rejste frem og tilbage mellem Gil-Gil og Ngong. Oppe i Gil-Gil bestemte jeg mig undertiden, når det begyndte at regne, meget pludseligt til at tage tilbage til mit hus, men når jeg kom til Kikuyu, som var vor lokale jernbanestation, og hvorfra der var tolv kilometer hjem til farmen, så var altid en af mine folk på pletten og trak et muldyr, som jeg kunne ride hjem på. Hvis jeg nu spurgte dem, hvordan de havde vidst, at jeg ville komme tilbage, vendte de hovedet bort, forlegne eller bedrøvede, eller som om de kedede sig til døde, sådan som vi selv ville gøre, hvis et stokdøvt menneske trængte ind på os for at få os til at forklare ham indholdet af en symfoni.
Når de indfødte i forholdet til os vidste sig sikre mod bratte bevægelser og pludselig larm, talte de meget mere åbent til os, end den ene europæer taler til den anden. De var aldrig pålidelige men de var på en storslået måde oprigtige. Et godt navn, det som man kalder prestige, betød meget i den indfødtes verden. Det så ud, som om de på et eller andet tidspunkt havde foretaget en fælles vurdering af os, som siden hen stod ved magt imellem dem.
Til tider var livet på farmen meget ensomt, og i den dybe stilhed om aftenen, når minutterne dryppede et for et fra mit store ur, var det, som om livet selv dryppede med dem, og man længtes, som om man skulle blive gal, efter andre hvide folk at tale med. Men til alle tider følte jeg det indfødte folks tavse, overskyggede tilværelse løbe parallelt med min egen, men i et andet plan. Et stort ekko nåede fra den ene bred til den anden, tilsammen var vi farmen.
De indfødte folk, det var Afrika i kød og blod. Den høje udslukte vulkan, Longonot, som rejser sig stejl og øde over Rift Valley, mimosatræerne langs floden, elefanterne og girafferne var ikke i højere grad Afrika selv, end de indfødte var det, små skikkelser i et vældigt landskab. Det var alt sammen udtryk for den samme idé, variationer over eet tema. Det var ikke en ensartet ophobning af uensartede atomer, men en uensartet ophobning af ensartede atomer, som man ser det med egebladet, agernet og egetræskisten. Vi hvide folk, i svære støvler, og som oftest i stor hast, skurrede altid mod landskabet. De indfødte var i samklang med det, og når de høje smalle, mørke og mørkøjede folk var på vandring - altid een for een, så at selv deres store færdselsårer ikke er andet end smalle fodstier - eller arbejdede i jorden, vogtede deres køer, eller dansede deres store danse og fortalte mig en historie, så var det Afrika selv, der vandrede, lo, talte sine hjorder, dansede og berettede om gamle dage. I højlandene huskede jeg digterens ord:
"Ædel fandt jeg
altid den indfødte
og arm indflytteren."
Kolonien forandrer sig, fortæller man mig, fra år til år, den har vel allerede forandret sig fra dengang, jeg boede der. Når jeg her så nøjagtigt som muligt skriver om mine erfaringer på farmen, og med nogle af de vilde indvånere af sletterne og skovene, så kan det måske få, ja så har det måske allerede nu, nogen historisk interesse.
