Den forelskede unge af Marianne Larsen
Marianne Larsen: Den forelskede unge
JA, KIG ENDELIG forbi til formiddagskaffe! Så når du lige at hilse på, inden de rejser. Vi har savnet dig. Og tillykke med telefonen. Så bliver det hele meget nemmere. Ugen er fløjet af sted. Vi har slet ikke nået alt det, vi skulle. De tager toget til København sidst på eftermiddagen. I aften flyver de videre fra Kastrup til Stockholm. Jenses kone får set hele Norden … Så tag din lille pige med. Jens vil gerne se, hvor stor hun er blevet siden sidst, han var hjemme, da hun lå i vuggen med skarlagensfeber. Han har snakket om hende. Din husbond og Verner og lille Lars er også velkomne, lyder invitationen fra Mos-Anni i vognmandsforretningen, hvor gæsterne fra Amerika er indlogeret.
Hun sidder på skrivebordet og lytter med øret tæt ind til bagsiden af det splinternye telefonrør, som Rimor trykker mod håret. Mos-Annis stemme er en maskine, der kalder Venne for Verner og Lillas for lille Lars og julegavebånd for husbånd. Det er første gang, de prøver den nye telefon. Den er en nat gammel og gør stuen overraskende at være i.
– Mos-Anni vogter over sin mangemillionærbror fra Amerika som den mest jaloux søster i verden, siger Rimor, da hun har lagt telefonrøret tilbage på telefongaflen og ringet af. Anders nikker, han har også lyttet til noget af Mos-Annis maskinstemme, det af den, der truttede fra telefonrøret forbi hendes og Rimors ører lige ud i stuen.
– Morbror Jens er lige gået en tur på kirkegården. Hans kone sover skønhedssøvn til langt op på formiddagen. Han spiller golf med præsident Eisenhower, uha uha, siger Rimor og smiler. Anders fortsætter med at nikke.
– Hvorfor nikker du sådan, far?
– Den virker jo, som den skal, siger han og nikker videre.
– Vil du med? Rimor vender sig fra telefonen mod Anders, der holder op med at nikke. – Nej, jeg skal på fyret. Og jeg er sikker på, at Venne heller ikke vil med. Så må han passe Lillas så længe.
Rimor plukker blomster i haven og binder rødt julegavebånd omkring deres stilke. Mos-Annis maskinstemme i telefonen kalder julegavebånd for husbånd. Det er også velkomment.
– Jeg vil ikke ankomme på herrecykel, svedig og uglet med ungen forpjusket på stangen, siger Rimor ud i luften til solskinsvejret uden for stuen eller til Anders. Så ruller hun håret op til en knold i nakken og sætter hårnåle i, hendes frisure bliver for høj til cykelture.
De tager rutebilen for at kunne være fine i håret til formiddagskaffen med den beundrede morbror Jens fra Amerika.
Lakskoene klaprer mod asfalten, da de kommer ud fra rutebilen. Hun følger med i lyden, bliver væk i den oppe i himlen, som står stille over husene. Husenes øjenvinduer følger hende. Hendes lakskos klapren mod asfalten blander sig med landsbyens morgenstilhed. Rimor lugter af pænt tøj fra klædeskabet og de gule blomster og det røde husbånd. Der er ingen folk på vejen. Hun får øje på en stor grankogle og samler den op og er vågen, ligesom ordene hun kender er vågne, selv om hun ikke siger dem højt. Hun tier stille med dem alle sammen på én gang på samme måde som hele morgenen tier stille rundt omkring lakskoenes klapren, hårde lædersåler forneden, skinnende sort fletværk foroven. Solen er frisk sammen med træerne, der er grønne og lidt røde og sorte, det er vejen også. Hun knuger om grankoglen. Hun kender de små grankogler, som ligger under grantræet hjemme ved Bomhuset, somme tider har hun trådt på nogle af dem, men de er alligevel ikke gået i stykker, for de er fyldt med hårde, småbitte vinger. Den store grankogle er deres mor, den skal med hjem til sine grankogleunger og Lillas og Hundse.
– Læg bare grankoglen på trappen her! siger Rimor.
De står på trappen uden for døren ind til Mos-Anni og dem fra Amerika og deres flyvemaskine. Flyvemaskinen er lavet af sølv. Der kan være over hundrede amerikanere inden i den. Der sidder de i flyvemaskinen og får serveret amerikansk mad, sunde grøntsager uden brun sovs. De sidder på sæder omkring spiseborde, ligesom hvis de sad i en rutebil med køkken og tallerkner. En rutebil større end den største flyvende hval, som findes. Den flyver over Grønland. De kan se al sne og is i verden ovenfra. Også isen og sneen på vandpytterne i grusvejen ud til fyret, når det bliver vinter. De har mange penge, som ikke ligner andre penge. Hun kan alligevel godt købe sodavand og lakrids for dem, lige så meget som hun vil, og hvad så når Slik-Laura ikke har flere sodavander og lakridser?
Lakskoene siger ikke noget til alt det, hun ved om dem fra Amerika. De står og venter på trappen ved siden af den store grankogle, der også venter, ligesom hendes hvide strømper og den nye blåternede kjole og vindjakken venter og lugter som vasketøj på tørresnoren. Venter på at komme op at flyve.
Det er ikke første gang, hun står på Mos-Annis trappe. Hun er kendt med farverne af cement og bryggers og vaskehus og skygge fra det høje træ i græsset foran huset og oliedunsten fra husets store garage, vognmandsforretningen med lastbilen og lillebilen. Hun har været der før, en eller anden gang før. Hun har siddet og været på besøg på en stol, hun ikke ved, hvad hedder. En, der kradser under lårene og ligner de andre stole og lænestolen og sofaen i Mos-Annis og vognmandens stue. Hun har siddet i et andet lys end hendes eget og Bomhusets lys og i en anden luft. Og været på besøg og tegnet med vognmandens tykke røde blyant på brunt indpakningspapir fra en af Mos-Annis køkkenskuffer. En hest. Først hestens hale, så alt det andet, der er hest. Og hun har hørt Rimor og Mos-Anni snakke om besøget fra Amerika og præsident Eisenhower. Hun har lært navnene udenad. Og historien om morbror Jens, der rejste til Amerika og skrev julekort. Og til sidst giftede han sig. Det var sådan, de sagde. Hvad sagde de mere, når de snakkede om dem fra Amerika? Hun kunne ikke høre det hele. Når hun snakker med hesten, hun tegner, overdøver den snak alt andet. Hun fortæller hesten, hvordan den ser ud, og hvordan den spiser græs, og den siger, den glæder sig til at ride en tur med hende, når hun er færdig med at tegne den. Det overdøver, hvad Rimor og Mos-Anni siger. Men hun har hørt, at morbror Jenses kone ikke kan et ord dansk, og at morbror Jens er den ældste og også den dygtigste, og at det er dejligt, at han vil komme på besøg. Og at han vil tage kvinden, han har fundet derovre, med til Danmark. Kvinden, siger de. De siger, kvinden stammer fra indianerne. Og hun har vist nok en datter, siger de. En datter?
– Ja ja, hun har været gift før, fortæller Mos-Anni.
– Nå, men det har han da ikke, vel? vil Rimor vide.
– Hvordan kan du spørge så dumt? Mos-Annis stemme lyder gal. Den piber.
En stemme, der piber. Mos-Anni åbner døren. Kommer det med flyvemaskinen så nu?
– Åh, roser af egen avl! Tak skal du have! Og velkommen!
De kommer ind i stuen med stolene og deres røde, kradsende betræk og vognmandens tykke regnskabsblyant på skrivebordet. Og der sidder Mos-Annis vognmand og to voksne sønner og deres koner. Dem kender hun godt. Men morbror Jens? Han rejser sig fra den røde sofa. Han er renere end nogen anden, hun nogensinde har set. Rimor siger, at han går i bad mindst to gange om dagen, nemlig når han står op om morgenen, og inden han går i seng om aftenen. Og måske også midt på dagen, hvis han skal tjene penge eller er blevet svedt af at spille bold med præsident Eisenhower, siger Rimor, at Mos-Anni har sagt.
Hvor kan hans langt borte fra kommende renhed dog mærkes.
Hun får lyst til at fange de mange støvfnug, der hvirvler ud fra Mos-Annis grønne gardiner og danser i lyset omkring den renvaskede morbror Jens. Fange hvert støvfnug i luften, som Anders fanger fluer med de bare næver i køkkenet derhjemme.
Det er pludselig for sent at fange støvfnug. Morbror Jens tager hendes hånd og siger goddag. Hun nikker. – Goddag! gentager Rimor.
Han er en fin, lille mand. Fin? Hvem siger det? Det gør Rimor og Mos-Anni. Hun har selv hørt det: – En fin, lille mand!
– Hvorfor? har hun lyst til at spørge. Men alt omkring hende, støvfnug, lys, møbler og altings småbitte zigzaglyn i stuen holder hende for munden. Zigzaglyn? Det hedder jo ellers zigzagstriber, det på hugormenes ryg. Hun kan ikke spørge om noget. Heller ikke om flyvemaskinen. Men hun kan se alvorlig ud. Alt, hvad hun kan, ser hun alvorlig ud og ser støv, der bliver til levende voksne, der bliver til støv, støvfnug, der snakker. Hun vil fange støvfnuggene og ordene med sugerør, som hun får til at vokse frem på ryggen, hvor ingen kan se dem. Det er den samme slags rødhvid-stribede sugerør, som det, der stikker op af hendes mørkegule saftevand, men ingen kan se dem. De er usynlige, ligesom hun er usynlig for sig selv set bagfra, undtagen når hun står med ryggen til toiletmøbelspejlet derhjemme og holder Anders’ barberspejl op foran sig. Hun prøver at suge stuen og de snakkende voksne lige så rene som morbror Jens, der ikke siger noget. Hun suger og suger i sine usynlige sugerør. Suger med hele kroppen for at få alt omkring sig til at skinne som sølv som flyvemaskinen. Flyvemaskinen må være et eller andet sted? Hun har igen lyst til at spørge. Men alt ved stuen holder hende for munden. De voksne omkring hende fortsætter med at snakke. Når de er sammen, kommer der altid snak ud af hovederne på dem. De støder snakken op gennem kroppen og ud af hovedet og rammer hinanden med den. Én stor snakkesang, hun ikke kan synge med på, det kan morbror Jens fra Amerika heller ikke. Men de andre svinger med øjnene og kaffekopperne og rundstykkerne, så der hele tiden kommer snak ud af hovedet på en af dem eller flere af dem på én gang. Somme tider griner de, når Rimor har sagt noget, eller når vognmanden har sagt noget. Men morbror Jens griner ikke, han smiler. Hun ser, hvordan han gør og efterligner ham. Han drikker ikke kaffe, han drikker saftevand ligesom hende, men han bruger ikke sugerør. Hun trækker sit rødhvid-stribede sugerør op af saftevandet og suger det rent, inden hun lægger det på den hvide dug ved siden af glasset.
– Orange juice, siger morbror Jens og nikker til hende.
Det ord kan hun ikke sige. Hun kan høre på det amerikanske ord, at det skal hun ikke nyde noget af at sige højt og forkert. Hun er ikke en lille unge som Lillas, der ikke har lært at sige ord rigtigt endnu. Men hun kan godt smage, hvad det hedder på amerikansk. Det smager finere en rigtig saftevand. Hun ser ned i det, ned i sin egen næse dernede, ind i næseborene, der spejler sig så meget i det mørkegule, at munden og øjnene næsten bliver væk og står på hovedet. Det er hende. Hvad laver hun dernede? Hun skinner og puster ned i glasset og skvulper. Sugerørene på hendes ryg forsvinder i et skvulp, sugerøret ved siden af glasset falder på gulvet. De andre griner. Heldigvis ikke Rimor, heldigvis heller ikke morbror Jens. Han smiler.
Det varer ikke længe med de andres grineri. Snart sidder alle og smiler. Det varer ikke længe med at sidde og smile. Snart er snakken der igen og grineriet.
Hovederne svinger fra side til side og fremover og bagover og snakker og griner. Tung lydluft og let lydluft, der kommer ud af deres munde og laver bølger. Men ingen flyvemaskine. Ikke før morbror Jens rejser sig og siger, han lige vil gå ovenpå og kalde på sin kone.
– Jamen, der er hun jo!
Morbror Jenses kone er en dame, der ser tyndere ud end andre voksne. En, der er meget ret i ryggen, og som stråler med guldøreringe. Hendes hår er klippet sådan, at det ligner dronningens hår på billederne i avisen. Luften omkring hende og omkring alle andre i stuen ryster af forbavselse over, at det er muligt at lave en amerikansk frisure, der er blåsort, men alligevel ligner dronningens. Hun forstår det heller ikke. Et strålende syn. Morbror Jenses nye kone. Halvdelen af hendes ene langfinger er skjult bag en stor, rund mønt med en rød glimtesten i midten. Hun er grøn omkring øjnene, det grønne er fyldt med blinkende stjerner. Hænderne holder om en flad æske i sølvpapir. Hendes røde, halvlange bukser og de røde, spidse sandaler med høje hæle og fingrenes og tæernes røde neglelak er solskin fra en anden tid, en amerikansk en, der et øjeblik brænder igennem sommermorgenens lyseblå farve, brænder og skinner lys durk igennem Mos-Annis og vognmandens hus, så støvfnug og smil og øjne danser og purrer op i stuen allevegne.
– Hello everybody!
Morbror Jenses kone fra flyvemaskinen kan smile mere end alle de andre tilsammen uden at komme til at grine. Hun lægger sølvpapirsæsken fra sig på bordet og sætter sig smilende på stolen, som morbror Jens trækker ud for hende. Fadet med rundstykker sendes fra den ene hånd til den anden hen til den strålende. Hun tager et halvt rundstykke og lægger det på tallerknen ved siden af saftevandsglasset.
– Hello everybody!
– Hællo ævbådi!
Rimor løfter sin kaffekop højt i vejret og nikker.
Sådan har hun ikke hørt Rimor sige før, sådan har hun ikke set hende nikke før. Det er amerikansk. Morbror Jens peger på sølvpapirsæsken.
– Oh, yes!
Sølvpapirsæsken er til Rimors lille pige, forstår hun, til hende. For at få æsken skal hun kravle ned fra sin stol og gå bag om de voksnes mange rygge, der er støvede og svedige og lugter af kaffe og rundstykker og smør og flødeskum. Hun glemmer at se op på Rimor, inden hun vender sig om på stolen og kravler ned af den og rejser ud på egen hånd uden at sige farvel. Forbi alle bagdelene presset ned mod de kradsende røde stolesæder. Forbi hovederne ovenover, der vrider hals for at følge med i, hvad der sker. Hun mærker, det hopper i kroppen, skrækindjagende hop, som da hun kørte i karrusel, og den kørte hurtigere og hurtigere rundt. Til sidst kunne hun ikke se Rimor stå på marken uden for karrusellen og vinke, så meget drøn var der på hendes hvirvlen rundt, og hun var lige ved at græde, sådan hoppede det i maven af skræk over, at Rimor blev væk. Hun bliver svimmel.
Og lige pludselig er hun der, hvor det lugter som blomsterne i haven om aftenen og som en kæmpestor flyvemaskine fyldt med amerikanere og morbror Jens og hans strålende kone. Lige pludselig er hun der, hvor hun skal tage imod gaveæsken. I stedet for at se på sølvpapiret og det røde julegavebånd ser hun på morbror Jenses kone, der stryger hendes arm og hendes kind på samme måde, som Rimor gør, når hun ligger i sengen og er syg og har feber. Hun ser lige op i hendes øjne. Hvad er det nu de betyder, de øjne. Det er på amerikansk, det der er i øjnene. Det, som smiler og stråler ud til alle sider. Hun ser længe på det grønne og stjernerne omkring øjnene. Hun kigger og kigger.
Vognmanden klukker af grin. Hun bliver flov, som dengang hun sladrede om en af Vennes skolekammerater. Hun sladrede til deres farmor, som var på besøg i Bomhusets have, sladrede om noget mærkeligt noget, drengen havde gjort. Noget som de andre drenge omkring ham havde grinet ad og var løbet væk fra, da de opdagede hende. Drengen stak en finger op i numsehullet på deres lille Hundsehvalp. – Sådan noget skal du ikke komme og fortælle farmor! Hun bliver flov over at huske, hvordan det var. Drengene var løbet grinende væk, hendes farmor havde skældt hende ud. Hendes flovhed farer hen og klamrer sig til Rimor. Rimor klamrer igen og sender vognmanden lynende blikke og råber:
– Hvad sivlen griner du ad?!
– It´s for you, honey!
Hun ser fortumlet på hånden, der stryger ned over hendes arm. Tæt på er håndens mønt på langfingren lige så stor som en tokrone. Det er en ring med en rød glimtesten i midten. Hånden stryger ned over hendes ene skulder og videre hen til sølvæsken, som den griber om og rækker ud i luften over hendes hoved. Der hænger gaven og flagrer. Så stiller hun sig med begge arme ned langs siden og ser ned på sine laksko. De er næsten helt væk i mørke dernede i Mos-Annis gulvtæppe. Vognmanden klukker ikke mere. Der er helt stille omkring hende. Til sidst rækker hun lynhurtigt armene op, griber æsken, vender sig om og vandrer med bøjet hoved og gaven i favnen tilbage forbi alle ryggene hen til sin tomme stol ved siden af Rimor. Hun lægger gaven på det røde kradsende stolesæde.
– Skal du ikke pakke den op? spørger Mos-Anni. Hun lyder gal og piber og smiler med læberne bagefter. Hun når lige at se selve Mos-Annis smil. Det er ikke til hende. Smilet er til morbror Jens, det gale er til hende. Hun har slet ikke lyst til at pakke gaven op, når andre kigger på det. Hun folder armene foran brystet og ser sammenbidt op på Rimor.
– Skal jeg pakke den op for dig?
Hun nikker og presser læberne sammen. Rimor flår sølvpapiret i stykker og smider det på gulvet ved siden af stolen. Mos-Anni skynder sig at samle det op og lægge det pænt sammen.
– Ih, nej! Hvor flot!
En kjole i alle regnbuens farver. Rimor skubber stolen tilbage og holder kjolen op foran sit ansigt, så alle kan se farverne og de korte ærmer og kraven og overdelen og nederdelens rynker. – Måske kan du få den på i aften, siger Rimor og vifter kjolen frem og tilbage ind over bordet med smørskålen og rundstykkerne og kagerne og kaffen. Kjolen er lige ved at ramme smørskålen og blive beskidt.
– No no no! siger morbror Jenses kone og rækker smilende begge arme i vejret.
– Nu nu nu! siger Rimor: – Vi skal nok passe på den fine kjole. Mange tak for den!
Hvad så med dens regnbue, hvad så med det, den hedder på amerikansk, og som hun ikke ved, hvad er?
– Hvad siger du så? Er der ikke noget, du har glemt? spørger Mos-Anni og tager fat i hendes arm og trækker hende væk fra kjolen og Rimor. Mos-Anni trækker hendes ene øre helt ind til sine læber. Der fnyser en hvisken fra de læber, en forskrækkelig voksen hvisken, der stinker af gamle tænder og gammel sæbe og voksen, stor gammelhed. Mos-Anni hvisker gammelvoksne ord ind i hendes ene øre:
– Nu skal du gå over og tage tante Gladys i hånden. Så skal du neje for hende og sige mange tusind tak!
Tante glat is! Hun kurer på halen ned ad en bakke, ned ad en isbane, som Venne og hans skolekammerater har lavet af sne og vand og gledet til, da det var vinter. Hun er fuld af hopperi inde i maven og glider på en isbane ned ad en bakke. Hun vil standse, men kan ikke. Hun farer nedad, indtil suset og skrækken og turen er forbi. Så maser hun sig opad igen. Nej, hun vil ikke. Hun vil ikke mase forbi alle ryggene hen til morbror Jenses kone fra Amerika. Hun kan ingen nejen eller mange tusind takker. Hun skæver op til Rimor, hun suger hende til sig i et dybt suk, der renser luften for lugten af gamle tænder og gammel sæbe og gammelvoksen skældudhvisken i øret. Luften og alle luftlydene, snakken og hovederne, der svinger fremover og bagover og støvfnuggene og det strålende og den glatte is og regnbuen og sølvflyvemaskinen og saftevandet og sugerørene, det skal alt sammen blive til Rimor. Hvor bliver hun af? Hun skæver op. Så lyder det igen i hendes øre:
– Nu skal du gå over og tage tante Gladys i hånden. Så skal du neje for hende og sige mange tusind tak!
Hun forstår det jo ikke! Hun folder armene over brystet og ser ned på sine laksko. Hvis de var røde, ville de stråle. De er sorte, og måske stråler de. Hun bøjer sig ned for at se dem tæt på. De stråler, og hun bliver glad over, at hun kender sine laksko lige så godt, som hun kender sine kladdehæfter og farvekridt derhjemme. Hun kender deres klipklap på landevejen. Det er bare Mos-Annis gulvtæppe, der tager lyden fra dem. På trægulvene i Bomhuset lyder deres klipklap godt nok. Hun tramper i gulvtæppet, ikke en lyd.
– Hvad er du for et stædigt barn! Det er meget uopdragent. Sådan en stor pige!
Hun kan ikke holde Mos-Annis hvisken ud. Hun kan ikke tåle den. Hun vil ikke. Hun er lige ved at græde. Hvorfor haler Rimor hende ikke op på sine knæ? Hvor bliver hun af? Hun vil hales op. Hun vil hales væk, hun vil gemme sig i æsken med regnbuen på Rimors knæ. Hun ser stift ned på lakskoene og tramper videre i gulvtæppet, ikke en lyd. Det er sjovt.
– Come!
Morbror Jenses kone fra Amerika stråler og rejser sig fra bordet og vinker. Alle strålerne vinker hende til sig. En flyvende bevægelse mod en dør ud til en gang griber fat om hende. Hun når ikke at hive i Rimor og få hende med, så hurtigt går det med at komme væk fra Mos-Annis hvisken og tisken, væk fra snapseflasken, der er begyndt at klukke rundt over hende og ned i Rimors glas, væk fra de larmende stemmer. De vil ikke opdage noget, de opdager alt. De er ligeglade, hun er ligeglad.
– Come here!
Hun løber efter morbror Jenses kone, som hun ikke vil sige mange tusind tak til. Jo, det vil hun godt, hun vil godt. Hun vil godt finde ud af at gøre det rigtigt. Ud af en dør, ind i noget, der er tusmørke, som lugter af blomster i haven om aftenen. Op ad en trappe bag efter det strålende. Og så med morbror Jenses kone i hånden ind i et lille værelse med skrå vægge og to lamper og en seng og en lænestol og et bord med en kande vand og et vandglas. Og en stor kuffert på gulvet, som bliver åbnet, så der kommer noget nyt ud af den.
– It is for you, honey!
Endnu en æske, en rund en af lyseblåt, gennemsigtigt glas med buler i. Inden i den gennemsigtige, runde æske er der tre små flasker. Morbror Jenses kone sidder på hug og skratter med at få en af de små flasker op af æsken.
Hun gransker stjernerne i det grønne på øjenlågene. Da hun ser nærmere efter, er der også stjerner på de røde negle, der skruer låget af flasken og fører den hen til hendes næse: – Ah ah ahtjuh! Flasken lugter frisk, mærkeligere frisk end en sodavandsis.
Så går de hen til bordet med vandkanden og vandglasset. Morbror Jenses kone fylder glasset med vand og drypper tre dråber fra flasken ned i det og sætter glasset for munden og drikker. Nej, hun drikker ikke noget, hun gurgler hals. Mens de går ud af værelset og ned ad trappen og ind i Mos-Annis køkken, har morbror Jenses kone lagt hovedet tilbage, ligesom når fuglene drikker vand. Hun har hele tiden lagt hovedet tilbage. Der kommer boblelyde og snorkelyde fra hendes hals. Men til sidst spytter hun vandet og dråberne ud igen og rammer vasken i Mos-Annis køkken.
Dråberne forsvinder helt, da morbror Jenses kone lukker op for en vandhane og skyller spyttet væk og giver hende den gennemsigtige, runde æske med flaskerne.
Det klipklapper fint, da de sammen går over stengulvet i køkkenet. Hvor skal de hen? De klipklapper hånd i hånd mod døren ind til de andre ved kaffebordet. Hun holder den nye gave i en strop, som hører med til det gennemsigtige. Den gennemsigtige, runde æske af mærkelig glas og lugt med små gurgleflasker indeni hænger i en strop omkring albuen.
– Hun er af indiansk afstamning og har vist nok en datter fra et tidligere ægteskab, fortæller vognmanden en fremmed, som er kommet til, mens de har været væk. Den fremmede lægger hovedet på skrå. De står i døren ind til stuen, og alle ved bordet tier stille. Morbror Jens er forsvundet.
Er det nu, hun skal sige mange tusind tak for de to gaver? Hun kan ikke finde ud af at neje rigtigt. Hun husker nogle piger, hun ikke ved, hvem er, de nejer i en stor sal for hver sin dreng, som så bukker. Det vil hun ikke være med til. Rimor og hun er mødt op til danseskole. En stor kone, hun tror er en farlig en, kommer trampende og trækker hende hen til en dreng, som står og venter i hvid skjorte og nypressede, lange bukser. Hun stritter imod, vender sig om og løber alt hvad hun kan væk fra stedet. Den store farlige kone løber efter hende og griber fat i hende. Hun bider konen i hånden. Hun kan ikke finde ud af at neje. Hun vil væk. Hun vil blive stående. Hun holder fast i den andens hånd. Hun vil ikke give slip. Ikke før hun har nejet og sagt mange tusind tak for de små flasker i den lyseblå, gennemsigtige runde æske og regnbuekjolen. Hun vender sig mod morbror Jenses kones hånd, den med den store ring, som ligner en tokrone med en rød glimtesten i midten. Hun banker på den med pegefingeren, ét bank for hvert tal, hun tæller. Når hun har banket tusind gange på ringen og sagt tusind tal, betyder det mange tusind tak:
– En, to, tre, fire, fem, syv, ni …
Hun river i ringen. Hun har talt forkert.
– No no no! synger morbror Jenses kone.
Hun starter forfra med at banke på ringen. Da vognmanden pludselig griner midt i al stilheden, går der kludder i hendes tællen. Hun klemmer hårdt med sin anden hånd om morbror Jenses kones stråler for at få dem til at gå ud. Det hopper frem og tilbage i kroppen og hånden, der har sat sig fast omkring et strålebundt. Det, ingen snakker om, har sat sig fast. Vognmanden griner videre. Ellers høres ikke en lyd, ikke en lyd af det, hun ikke selv kan sige, hvad er. Det har sat sig fast og rokker sig ikke ud af stedet.
Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
