Den hvide konge af György Dragoman
Dragoman: Den hvide konge
Tulipaner
Om aftenen gemte jeg vækkeuret inde under puden, så kun jeg hørte det, og mor ikke vågnede, men uret nåede slet ikke at ringe, før jeg var lysvågen, i den grad forberedte jeg mig på overraskelsen. Jeg tog min forniklede kinesiske lommelygte fra skrivebordet, trak vækkeuret frem, lyste på det, det viste kvart i fem, jeg trykkede knappen ned, så uret ikke ringede, tog mit tøj, som jeg havde lagt over stoleryggen om aftenen, klædte mig hurtigt på og passede på ikke at lave larm. Da jeg trak bukserne på, kom jeg til at sparke til stolen, den bumpede kun ganske let mod bordet, men væltede heldigvis ikke, også døren til mit værelse åbnede jeg forsigtigt, selv om jeg vidste, at den ikke ville knirke, for jeg havde smurt hængslerne dagen i forvejen med maskinsmørelse. Jeg sneg mig hen til skænken, trak meget forsigtigt den midterste skuffe ud, tog skræddersaksen, som mor plejede at klippe mig med, slog entrédørens yalelås fra og listede stille og forsigtigt ud, jeg løb ikke engang ned til første trappeafsats, først derfra tog jeg trapperne to trin ad gangen. Da jeg nåede ned foran husblokken, var jeg blevet helt varm, og sådan gik jeg mod parken, for dér, ved den lille kilde, i det pragtfulde blomsterbed, groede byens smukkeste tulipaner.
På det tidspunkt havde vi allerede måttet undvære far i et halvt år, selv om det hed sig, at han kun skulle være væk en uge, han skulle ud til kysten på en forskningsstation i en meget vigtig sag, og da han tog afsked med mig, sagde han, hvor ked af det han var, fordi han ikke kunne tage mig med, havet var på denne årstid, sent om efteråret, virkelig et uforglemmeligt syn, langt mere barskt end om sommeren, enorme, gule bølger rullede ind mod kysten, og der var hvidt skum overalt, så langt øjet rakte, men skidtpyt, han skulle nok komme hjem, lovede han, og så ville han tage mig med og vise mig havet, han kunne slet ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at jeg var blevet over ti år gammel uden at have set havet, nå men lige meget, det skulle vi nok få indhentet, ligesom alt det andet, der var jo ingen grund til at forhaste sig, der var rigelig tid til alt, hele livet lå jo foran os, det var en af fars yndlingssætninger, jeg har nu aldrig helt forstået, hvad det egentlig betød, men da han så ikke vendte hjem, tænkte jeg ofte over det, også afskeden tænkte jeg over, da jeg så ham sidste gang, fars kolleger kom efter ham i en grå varevogn, jeg var netop nået hjem fra skole, da de var i færd med at køre, og hvis ikke naturkendskab, vores sidste time, var blevet aflyst, havde jeg slet ikke mødt dem, de var ved at stige ind i bilen, da jeg nåede derhen, de havde meget travlt, fars kolleger ville slet ikke lade ham tale med mig, men far satte dem på plads, nu skulle de tage og holde op, de havde selv børn og vidste, hvordan det var, fem minutter kunne jo hverken gøre fra eller til, og da trak en af fars kolleger, en høj gråhåret og gråklædt mand på skulderen og sagde, at for hans skyld måtte han gerne, her kunne fem minutter virkelig hverken gøre fra eller til, og så kom far hen til mig, standsede foran mig, men klappede mig ikke på kinden, omfavnede mig heller ikke, holdt hele tiden fast på sin jakke, som han havde lagt over armene foran sig, og så var det, at han fortalte om havet, at han var blevet hasteindkaldt til forskningsstationen, han skulle kun blive der i en uges tid, men hvis situation blev værre, kunne det tage lidt længere tid, før han havde bragt orden i sagerne, og så fortalte han lidt om havet, men så kom hans høje, gråhårede kollega hen til os, lagde hånden på fars skulder og sagde, kom så doktor, de fem minutter er gået, vi skal af sted nu, ellers kommer vi for sent til flyet, far bøjede sig ned, kyssede mig på panden, men omfavnede mig stadig ikke, og han sagde, at jeg skulle passe på mor, for nu skulle jeg være manden i huset, så jeg måtte hellere opføre mig ordentligt, og jeg sagde, godt, jeg skulle nok opføre mig ordentligt, og han skulle passe på sig selv, og hans kollega så på mig og sagde, gør dig ingen bekymringer, min dreng, vi skal nok passe på doktoren, og han kneb det ene øje i og åbnede varevognens sidedør for far og hjalp ham ind, imens chaufføren startede motoren, og så snart døren smækkede efter far, kørte de af sted, jeg tog min skoletaske, vendte mig om og gik hen mod vores opgang, jeg havde nemlig skaffet mig en ny angriber til mit knappefodboldhold, og jeg ville op og prøve, om den virkelig gled lige så godt på voksdug som på karton, jeg blev ikke stående, og jeg vinkede heller ikke, jeg så ikke engang efter bilen, jeg ventede ikke, til den forsvandt for enden af vejen. Jeg husker fars ansigt ganske tydeligt, han var ubarberet, lugtede af cigaretter, han så meget, meget træt ud, selv hans smil hang lidt i den ene side, jeg har tænkt meget over det, men jeg tror ikke, at han på forhånd var klar over, at han ikke skulle vende hjem, efter en uges tid fik vi kun et brev fra ham, hvor han skrev, at situationen var værre, end han havde regnet med, en mere detaljeret beskrivelse kunne han af statssikkerhedsmæssige grunde desværre ikke tjene os med, men det korte af det lange var, at han måtte blive der noget længere, og hvis alt gik godt, ville han nok få nogle fridage efter et par ugers forløb, men i øjeblikket var der brug for ham hvert eneste minut. Siden da havde han sendt endnu et par breve, et brev ca. hver tredje eller fjerde uge, og i hvert eneste brev skrev han, at nu kom han snart hjem, men han kom ikke, ikke engang til jul, selv nytårsaften måtte vi vente forgæves, og vi var allerede inde i april, og der kom ingen breve fra ham mere, og jeg tænkte, at far i virkeligheden nok var flygtet til udlandet, sådan som en af mine skolekammerater, lille Egons far, som svømmede over Donau til Jugoslavien og derfra rejste videre til Vesten, og de havde intet hørt fra ham siden og vidste hverken, om han var død eller levende.
Jeg gik bag husblokkene, for jeg ville ikke risikere at møde nogen, jeg ville ikke have, at nogen skulle spørge, hvor jeg var på vej hen så tidligt om morgenen. Der var heldigvis ingen ved kilden, så jeg skrævede stille og roligt over kæden og trådte ind i blomsterbedet, mellem alle tulipanerne, tog den store saks frem og begyndte at klippe, jeg klippede dem af helt nede ved jorden, min bedstemor havde engang fortalt, at jo længere nede man klippede, jo længere holdt blomsterne, det bedste var at klippe dem af med blade og det hele, først ville jeg kun have femogtyve stilke, men omkring femten løb jeg sur i at tælle, så jeg klippede bare løs, den ene efter den anden, både min jakke og mine bukser blev dyngvåde af duggen, men jeg tog mig ikke af det, jeg tænkte på far, og på at han sikkert havde gjort det samme hvert eneste år, han havde sikkert klippet tulipanerne af på samme måde hvert eneste forår, mor har så tit fortalt, at far havde friet og gjort kur til hende med store tulipanbuketter, også deres bryllupsdag fejrede han med tulipaner, hver den syttende april overraskede han hende med en kæmpe buket tulipaner, blomsterne stod hver gang på køkkenbordet, da hun vågnede, og jeg var klar over, at det denne gang var deres femtenårs bryllupsdag, og jeg ville have, at mor skulle få en blomsterbuket, der var så stor som aldrig nogen sinde før.
Jeg havde klippet så mange tulipaner, at jeg næsten ikke kunne holde dem længere, jeg prøvede at trykke dem ind til mig, men så gled blomsterne fra hinanden, jeg lagde dem på jorden ved siden af, rystede duggen af saksen og klippede videre, den ene blomst efter den anden, jeg tænkte på far imens, på at det sikkert også var med denne saks, han havde klippet blomsterne, jeg kiggede på min hånd og prøvede at forestille mig fars hånd, men uden held, jeg så kun min egen tynde, hvide hånd og mine fingre i saksens slidte metalringe, nå, og så var det, at en gammel mand pludselig råbte, hvad det var, jeg foretog mig, og at jeg straks skulle komme derhen, hvad bildte jeg mig ind, bare sådan at klippe blomsterne af, men jeg kunne være forvisset om, at han nok skulle tilkalde politiet, og jeg ville komme på forbedringsanstalt, hvor jeg også hørte til, jeg kiggede på ham, heldigvis kendte jeg ham ikke, så jeg råbte til ham, at han skulle klappe i, det var ikke nogen forbrydelse at stjæle blomster, hvorpå jeg stak skræddersaksen i lommen, tog tulipanerne i favnen, nogle blev liggende på jorden, og sprang af sted i modsat retning, jeg hørte ham råbe efter mig, at jeg skulle skamme mig, at tale på den måde til en voksen, men jeg kunne bare vente mig, han ville skrive nummeret på mit armbånd op, men jeg kiggede ikke engang tilbage, for jeg vidste, at han ikke kunne, eftersom jeg med vilje havde taget jakken uden skolens armbånd på, og så luntede jeg stille og roligt hjemad, holdt om blomsterne med begge hænder, så de ikke knækkede, tulipanhovederne daskede mod hinanden, af og til rørte de ved mit ansigt, de brede blade hvislede og raslede og lugtede, som når man klipper græs, blot meget stærkere.
Da jeg nåede op på fjerde sal, standsede jeg foran entrédøren, satte mig på hug og lagde blomsterne forsigtigt på måtten, så rejste jeg mig og åbnede døren ganske forsigtigt, skrævede over blomsterne og trådte ind i den mørke entré og lyttede. Mor var heldigvis ikke vågnet endnu, jeg bar de mange tulipaner ud i køkkenet, lagde dem på bordet, gik så ind i spisekammeret, tog det største henkogningsglas, fyldte det med vand, stillede det midt på køkkenbordet og stak tulipanerne ned i glasset, der var så mange, at der ikke var plads til dem alle, der var cirka ti tilbage, dem lagde jeg i vasken, så gik jeg tilbage til bordet og prøvede så godt jeg kunne at ordne buketten, det lykkedes ikke rigtigt, på grund af de mange blade strittede tulipanerne til alle sider, nogle var for korte og nogle for lange, jeg indså, at det var nødvendigt at klippe dem i ens længde, hvis jeg ville have, at buketten skulle se blot nogenlunde ud, og så kom jeg i tanke om, at hvis jeg tog den store vaskebalje fra spisekammeret, kunne alle blomsterne være i, og jeg behøvede måske slet ikke at klippe stilkene ens, så jeg gik hen til spisekammeret igen, åbnede døren, bukkede mig ned og trak vaskebaljen frem fra under hylden, og da var det, jeg hørte køkkendøren gå, og jeg hørte også mors stemme, hvem er det, er her nogen, mig kunne hun jo ikke se, for jeg var skjult af spisekammerdøren, men jeg kunne se gennem sprækken, at hun stod dér, barfodet og i en lang, hvid natkjole, og jeg så hendes ansigt, hun blev kridhvid, da hun fik øje på tulipanerne, støttede sig med den ene hånd til dørkarmen, og hendes mund åbnede sig, jeg troede, at hun ville smile, men hendes ansigt så snarere ud, som om hun ville råbe eller skrige, som om hun var meget vred, eller som om noget gjorde frygtelig ondt på hende, hun blottede tænderne, øjnene blev til smalle sprækker, og jeg hørte, at hun hev efter vejret, og så kiggede hun sig langsomt omkring i køkkenet, og da hun fik øje på den halvåbne spisekammerdør, slap hun dørkarmen, fjernede håret foran øjnene, sukkede dybt og spurgte så, er det dig, min dreng, og jeg sagde intet, kom bare frem fra mit skjul bag spisekammerdøren og standsede ved bordet, og dér sagde jeg, at jeg bare ville overraske hende, og at hun ikke måtte blive vred, jeg gjorde det kun, fordi far havde bedt mig om at være manden i huset, mens han ikke var hjemme, og da så jeg, at mor prøvede at smile, men hendes øjne røbede, at hun stadig var meget ked af det, og hun sagde, at hun ikke var vred, hendes stemme var meget dyb og ru, hun var ikke vred, og hun takkede mig mange gange, og mens hun sagde det, trådte hun hen til mig og trykkede mig ind til sig, men ikke sådan som ellers, hun gjorde det meget, meget stærkere, pressede mig meget hårdt ind til sig, ligesom dengang jeg var syg, og jeg omfavnede også hende og trykkede hende ind til mig, og gennem natkjolen og mit eget tøj kunne jeg mærke hendes hjerte banke, og jeg kom i tanke om tulipanerne, om hvordan jeg lå på knæ i parken og klippede den ene tulipan af efter den anden, og jeg følte, at mor trykkede mig endnu hårdere ind til sig, og jeg klemte også stærkere om hende, og min næse var stadig fyldt med tulipanernes duft, den stærke lugt af grønt græs, og så mærkede jeg mor skælve, og jeg vidste, at hun straks ville briste i gråd, og jeg vidste, at så ville jeg også græde, og det ville jeg ikke, men jeg kunne ikke slippe hende, jeg kunne kun trykke hende endnu hårdere ind til mig, og jeg ville sige, at hun ikke skulle være ked af det, at der ikke var noget at være ked af, men jeg kunne ikke sige en lyd, jeg kunne ikke engang åbne munden, nå, og så ringede nogen på døren, vedkommende lænede sig hårdt op ad dørklokken, den ringede længe og meget højt, én gang, to gange, tre gange, og så mærkede jeg, at mor gav slip på mig, hendes krop blev pludselig kold, og så gav også jeg slip og sagde, at hun bare skulle tage det roligt, jeg skulle nok gå ud og se efter, hvem det var.
Mens jeg gik ud til entrédøren, kom jeg i tanke om, at det nok var politiet, for ham den gamle i parken havde alligevel genkendt mig og meldt mig, og nu var de her for at hente mig, fordi jeg havde begået hærværk på offentlig ejendom og stjålet af tulipanerne, og så tænkte jeg, at jeg nok burde lade være med at åbne, men klokken blev ved med at ringe hele tiden, den ringede meget højt, og der blev banket på døren samtidig, så jeg strakte alligevel hånden ud og åbnede.
Det var ikke politiet, men fars kolleger der stod i døren, dem, der i sin tid kom og hentede ham, og jeg blev så overrasket, at jeg slet ikke kunne sige noget, så kiggede den høje, gråhårede mand på mig og spurgte, om min mor var hjemme, jeg nikkede og kom i tanke om, at far sikkert havde sendt en gave med dem i anledning af bryllupsdagen, og jeg var lige ved at bede dem om at komme indenfor og sige, at mor ville blive meget glad for at se dem, men før jeg kunne nå at sige noget, spurgte den gråhårede igen, om jeg måske ikke havde hørt, at han havde stillet mig et spørgsmål, nå, og så sagde jeg, jo, hun var hjemme, hvorpå den anden, den mindre, også sagde noget, han sagde, at så ville de komme indenfor og fejede mig til side, og de kom virkelig ind begge to, standsede i entréen, og så spurgte den mindre, hvor min mors værelse var, jeg svarede, at mor var i køkkenet, og jeg var allerede på vej ud og sige, at fars kolleger var her, de havde sikkert et brev med, eller også havde far sendt en gave, mor var netop i færd med at drikke af kanden med den lange hank, som vi plejede at fylde kaffemaskinen med, hendes hånd standsede midt i bevægelsen, hun så på mig og væk igen, så så hun på fars kolleger, og jeg så hende blegne bag kanden, hun sænkede den, og jeg så også, at hendes læber blev smalle, ligesom når hun var meget vred, og så spurgte hun fars kolleger alt for skingert, hvad de bestilte her, og hun smækkede kanden så hårdt i bordet, at vandet sprøjtede til alle sider, og så kylede hun den i gulvet, så den gik i tusind stykker, og officeren tav, og der blev helt stille et øjeblik, og mor sagde, at nu var det nok, nu skulle de tage og holde op, eller hvis de også ville tage hende med, så værsgo, men de skulle lade mig være i fred, for jeg var stadig et barn, kunne de forstå det, lade mig være i fred og sige, hvad de ville, hvad de kom for.
Så sagde ham den mindre, at de blot havde et ærinde i nabolaget, og når de nu alligevel var her, tænkte de, at de ville se sig lidt om, måske kunne de finde noget interessant i doktorens værelse.
Så spurgte mor, om de havde en skriftlig ordre, og den høje, gråhårede officer smilede og sagde, at der ikke var bug for en ordre til hver eneste lille bagatel, der var jo intet ondt i at se sig lidt omkring, han troede jo slet ikke, vi havde noget at skjule.
Så sagde mor meget højt, at det havde de ikke ret til, og at de skulle skrubbe af, for hvis de ikke straks gjorde det, ville hun øjeblikkelig gå til rådhuset, sådan som hun stod her, og indlede en siddestrejke, hun ville i al offentlighed forlange, at de skulle løslade hendes mand, hvad lignede det at holde ham fangen i et halvt år uden retssag eller dom, og ligegyldigt hvordan dette land ellers var, så havde vi da i det mindste en grundlov og nogle love, og der skulle stadig gives skriftlig ordre til en husundersøgelse, så de havde værsgo at fremvise sådan en eller også forsvinde.
Så smilede den gråhårede officer og sagde, at det klædte mor at være så krigerisk, og at min far sikkert savnede hende meget ved Donau-kanalen, for hun var virkelig en prægtig kvinde, det var bare synd, at de aldrig nogen sinde skulle se hinanden mere.
Så blev mor rød over det hele, jeg så, at hendes krop blev spændt, og jeg troede, at hun på stedet ville smække den gråhårede officer en kæmpe lussing, jeg tror ikke, jeg nogen sinde havde set hende så vred, og hun tog faktisk et skridt frem, men ikke mod officeren, hun gik direkte ud til entrédøren, åbnede den og sagde, at nu havde hun fået nok, ud herfra, forsvind, for hvis ikke, ville hun straks ringe til sin svigerfar, de vidste udmærket, at han havde været partisekretær, og det havde intet at sige, at han nu var gået på pension, for han havde stadig velyndere nok til, at han nemt kunne ordne, at de begge blev forflyttet til trafikpolitiet for det, de havde gjort her, så hvis de ville deres eget bedste, skulle de straks forsvinde, sådan sagde mor det, så hårdt, at selv jeg troede på det, selv om jeg vidste, at mor aldrig nogen sinde ville ringe til sin svigerfar frivilligt, efter at bedstemor havde kaldt hende en pervers jødehore op i hendes åbne ansigt, talte hun hverken med hende eller sin svigerfar, men sådan som mor lød lige nu, var det slet ikke det indtryk, man fik.
Så sagde den mindste officer, nå sådan, hvis hun bildte sig ind, at den gamle ged havde nogen som helst indflydelse mere, og netop nu, hvor de havde taget hans søn, så måtte hun tro om igen, og hun kunne prise sig lykkelig for, at hun ikke også selv var blevet interneret, men hvis mor absolut ville ringe og klage over dem, så værsgo, og han trådte hen til køkkenskabet, hev bestikskuffen ud, men så voldsomt, at skuffen blev i hans hånd, og knive, gafler, skeer og teskeer fløj til alle sider, officeren knaldede skuffen i disken med sådan en kraft, at bagklædningen gik i stykker, og han sagde, værsgo, nu havde hun noget at klage over, men det var kun begyndelsen, kun begyndelsen, og jeg så, at han viste tænder, og jeg vidste, at han om lidt ville vælte hele bordet, men så lagde den gråhårede en hånd på hans skulder og sagde, rolig, Gyurka, rolig, lad hende være, det ser ud til, at vi har taget fejl af damen, vi troede, at hun var en klog kvinde, vi troede, at hun vidste, hvornår og over for hvem hun burde opføre sig venligt, men det ser ikke ud til, at hun er så klog, at hun kender sine velgørere, det ser ud til, at hun er ude på at skaffe sig problemer på halsen. Godt, det må hun da fuldstændig selv om. Officeren, der hed Gyurka, smed den smadrede skuffe på gulvet, hvor al bestikket lå spredt ud over det hele, og sagde, godt, kammerat oberst, som De vil, vi forsvinder.
Officeren, der hed Gyurka, så på mor, nikkede, vendte sig så mod mig og sagde, at nu ville de gå, men kun fordi han kunne se, at vi holdt så meget af blomster, for dem, der holdt af blomster, kunne ikke være slette mennesker, og han trådte hen til bordet, og jeg troede, at han alligevel ville smadre henkogningsglasset, men han trak kun en enkelt tulipan ud, holdt den hen til næsen, lugtede til den og sagde, at problemet med tulipaner var, at de ikke duftede af noget, ellers var de nogle pragtfulde blomster, så drejede han om på hælen og sagde, lad os så komme af sted, kammerat oberst, den gråhårede sagde ikke noget, han vinkede bare, at han kunne gå, og så gik officeren, der hed Gyurka, og da han nåede hen til mor, rakte han hende tulipanen, og mor tog imod den uden et ord, og officeren, der hed Gyurka, sagde så, blomster til en blomst, vendte sig mod mig, blinkede til mig og gik ud ad døren og ned ad trappen.
Obersten gik også, og mor skulle lige til at knalde døren i hovedet på ham, men obersten trådte pludselig tilbage over trinnet og satte foden i døren, så mor ikke kunne lukke den, og mens han stod sådan, sagde han meget stille, det vil De komme til at fortryde, frue, for når vi vender tilbage, brækker vi hele gulvet op, skraber kittet ud af vinduesrammerne, kigger under badekarret og i gasrørene, vi endevender hele hytten, og De kan være sikker på, at vi nok skal finde, hvad vi er ude efter, helt sikker, så tav han, drejede om på hælen og gik sin vej.
Så knaldede mor døren i, og lige inden braget hørte jeg, at obersten nåede at sige på gensyn, og mor vendte sig om og lænede sig op ad den lukkede entrédør, dér stod hun med den røde tulipan i hånden og stirrede på skårene af den smadrede kande, det spredte spisebestik, den smadrede skuffe, og hendes læber fortrak sig, de blev langsomt hårde, hun pressede dem sammen, så på mig og sagde stille, at jeg skulle hente kosten og fejebladet og samle skårene op, og så kiggede jeg på tulipanerne, i henkogningsglasset på bordet, og jeg var lige ved at spørge mor, om det virkelig var sandt, hvad officererne sagde om far, at han aldrig ville komme hjem igen, og jeg vendte mig mod mor og så, at hun nu lugtede til tulipanen i sin hånd, og hendes øjne skinnede så fugtigt, at jeg var klar over, at hun næsten ikke kunne holde tårerne tilbage, så jeg lod hellere være.
Springet
Szabi og jeg blev hurtigt klar over, at man ikke får feber af kridt, det er en skrøne, for vi havde begge spist halvandet stykke kridt, og vi fejlede stadig ikke noget, og vi havde endda spist noget farvekridt, Szabi et grønt og jeg et rødt kridt, men lige meget hjalp det, vi ventede i halvanden time under broen ved siden af skolen, og der skete intet, bortset fra at vi tissede kulørt, jeg rødt og Szabi grønt, og termometertricket turde vi ikke gentage, mor havde nemlig forleden grebet mig i at holde enden af termometeret mod støbejernsradiatoren, og for to uger siden, lige før vi skulle op i skriftlig matematik, var det gået Szabi endnu værre, for han havde holdt termometeret hen til pæren i bordlampen, og kviksølvet blev i løbet af ingen tid så varmt, at termometeret simpelthen eksploderede, og Szabi fik tæsk af sin far med den ende af livremmen, hvor spændet sad, så det kunne slet ikke komme på tale, men et eller andet måtte vi ikke desto mindre gøre.
Vi vidste, at det var ude med os, hvis vi ikke blev syge til næste dag, de andre i skolen ville slå os ihjel, for så ville det blive afsløret, at klassens penge, som vi skulle have brugt til stof til flag og transparenter til 1. maj-optoget, var væk, vi havde spillet dem væk i spillehallen under Dukketeatret, fordi Feri havde bildt os ind, at man vandt hvert tredje spil automatisk på de nye maskiner, derfor blev de kaldt automater, og da vi prøvede første gang, vandt vi virkelig en tier, men tabte så fra da af og ville bare vinde vores indsats tilbage, den sidste hundredelap vekslede vi virkelig kun for at vinde det tilbage, vi havde tabt, og det lykkedes næsten, men så kunne vi ikke ramme rytmen ordentligt i maskinens blinken, og netop da vi trykkede på knappen, vekslede apparatet fra ekstrasuperbonus til ingenting, og vi tabte alt, rub og stub, og det hjalp ikke at klage vores nød til kassereren, sige at det ikke var vores penge, vi havde spillet bort, og at han skulle give os dem tilbage, han grinede bare og sagde, at sådan var det at spille hasard, og at vi kunne få et par flade, hvis vi galpede for meget op, og at vi skulle skrubbe af, hvis vi ikke ville spille mere, vi optog bare pladsen for andre, betalende spillere, nå, og da vi så nåede ud på Revolutionsmartyrernes Allé, kiggede Szabi og jeg på hinanden, og vi vidste begge, at nu var fanden virkelig løs, og så sagde Szabi, at det bedste ville være at gå til stationen, springe på et godstog, køre til Petrosani og melde os som minearbejdere, for han havde hørt, at dér i minerne kunne børn også få arbejde, og de spurgte ikke om noget, for der var altid brug for et par ekstra hænder i kulminerne, men jeg sagde, at han kunne bare tage af sted, jeg ville ikke, for jeg havde ikke lyst til at dø af stenlunger, vi skulle meget hellere se at blive syge, for hvis vi gjorde det ordentligt, kunne vi slippe for hele 1. maj-halløjet, og så sagde Szabi, fint, og at man kunne få feber af at spise kridt, så prøvede vi med det samme, men det var noget skidt, og det hjalp ikke engang, at jeg tissede rødt af at have spist rødt kridt, for det lignede overhovedet ikke blod, og det lugtede heller ikke sådan, så vi vidste, at vi måtte finde på noget andet, og da var det, at Szabi sagde, at det bedste ville være, hvis vi gik op til kilden og drak så meget vand, vi overhovedet kunne få ned, for vi ville garanteret få en omgang lungebetændelse, hvis vi drak det iskolde kildevand tilstrækkelig hurtigt, og det betød mindst tre uger på hospitalet, og alle ville have ondt af os, og ingen ville tænke på pengene.
Der var næsten ingen oppe ved kilden, der stod kun fire mennesker for at hente vand, og mens de fyldte deres kander, klatrede vi op på soklen, hvor den stjålne statue havde stået, hvor Szabi og jeg skiftedes til at stille os op som Revolutionens Fakkelbærer, det gjaldt om at strække højre hånd så langt frem som muligt, som om vi virkelig holdt om en fakkel, og vi måtte overhovedet ikke røre os, og man måtte kun kaste en enkelt mindre sten ad gangen mod statuen, og man måtte ikke ramme den i ansigtet, og den af os, der holdt stillingen længst, vandt, og det var netop blevet min tur til at stå, da den sidste i køen havde fyldt sin kande med vand, og så tog Szabi en hel håndfuld grus og kastede det i hovedet på mig og sagde, at vi skulle se at komme i gang, lungebetændelsen ventede, og jeg sagde, i orden, men han skulle begynde, for det var ham, der havde fundet på det, og det var også ham, der havde snydt i statuelegen, og han sagde, at han godt vidste, at jeg var fej, så han skulle nok vise mig, hvordan man skulle bære sig ad.
Vandet løb ud ad et tykt, vandret jernrør, der stak ud af muren under mindetavlen, og på mindetavlen stod skrevet, at her slukkede Jánku Zsjánu, den berømte hejduk og de fattiges beskytter, sin tørst, på flugt fra sine bødler, og der stod også, at det var en helbredende kilde, og at ammende mødre og gravide ikke måtte drikke af vandet, så da Szabi bøjede sig ned til røret for at begynde at drikke, sagde jeg, at han skulle tage det roligt og ikke skynde sig sådan, for han havde jo ikke læst på tavlen, at gravide ikke måtte drikke af vandet, men Szabi grinede slet ikke, det plejede han ellers altid, og han sagde også, at jeg skulle holde op med at fjolle, for nu var det altså alvor, vi skulle presse munden helt ind til vandrørets åbning, så vandet ikke kunne komme ud, men vi måtte ikke drikke med det samme, vi skulle først tælle til hundrede, og når trykket var blevet så stort, at man næsten ikke kunne holde vandet tilbage, skulle vi pludselig åbne munden, og så løb det iskolde vand frygtelig hurtigt ned i halsen og fyldte maven med det samme, og det kølede hele kroppen så meget af, at lungebetændelsen var garanteret, og gjorde vi det rigtigt, ville vi besvime med det samme, men vi måtte ikke klaske hinanden i ansigtet for at få os til at komme til os selv, vi skulle blot sprøjte koldt vand i hovedet på hinanden, og så ville vi straks vågne, og jeg sagde, godt, men hold nu op med at snakke så meget og se at komme i gang, vi burde benytte os af, at her ikke var nogen for at hente vand, for hvis nogen fik øje på os, ville de nok ikke synes særlig godt om, at vi prøvede at stoppe kilden med munden, og Szabi sagde, at det havde jeg ret i, og at han nu ville begynde, han satte sig på hug foran vandrøret, pressede læberne mod jernrøret, så ikke en dråbe slap ud, og jeg begyndte at tælle højt, så han kunne høre, hvor længe han skulle holde vandet tilbage, og Szabi blev lidt efter lidt mere og mere rød i hovedet, i begyndelsen kun som om han blot rødmede en smule, fordi jeg gjorde nar ad ham, men så blev han mere og mere mørkerød, jeg var ikke engang nået til halvtreds, og han lignede en rødbede i hovedet, så begyndte han lidt efter lidt at blive blå, han lukkede øjnene, og jeg så, at han klemte med begge hænder om vandrøret, jeg var kun nået til femogfirs, og han var fuldstændig blå i hovedet og gav pludselig slip, og vandet fossede ud med sådan en kraft, at Szabi vaklede baglæns, han blev dyngvåd over det hele, og jeg så, at han prøvede at drikke, han slugte vandet med munden på vid gab, men han havde sikkert fået vand i næsen på grund af det enorme tryk, for da han tørrede sit ansigt i ærmet på sin skoleskjorte, sagde han, at det var en gang idioti og ikke en skid værd, for han følte overhovedet intet i lungerne, selv om han burde vride sig i smerte nu, så denne metode duede altså heller ikke, men han tilføjede, at jeg gerne måtte prøve, måske var jeg mere heldig, men så skulle jeg ikke lave så voldsomt et overtryk, det var nok, hvis jeg bare drak så meget, jeg orkede, mens jeg holdt mig for næsen, jeg sagde, godt, og satte mig på hug foran vandrøret, holdt mig med den ene hånd om næsen og styrede med den anden vandstrålen ind i munden, så begyndte jeg at drikke, vandet var iskoldt, men jeg følte i takt med, at jeg tabte pusten, at det blev varmere og varmere, og da jeg holdt op, føltes det helt varmt, jeg havde i den grad mistet vejret, at jeg var ved at falde bagover, men Szabi greb mig og hjalp mig på benene, og vi gik langsomt hen til en af de få bænke, som stadig havde både ryglæn og sæde, og vi satte os, jeg følte mig svimmel, og det susede for ørerne, Szabi sagde, at han heller ikke havde det særlig godt, men at det efter hans mening skyldtes vandet, at vi drak så hurtigt og så meget, men at vandet alligevel ikke var koldt nok til en omgang lungebetændelse, højst til lidt tyndskid, og det hjalp jo ikke, og så fik jeg også ondt i maven, jeg måtte presse hånden hårdt ind i siden, men det holdt først op, da jeg lænede mig langt forover, og så sagde jeg til Szabi, at ideen med lungebetændelse var noget pjat, det førte ikke til en disse, hvis vi ville undgå skandale, måtte vi finde på noget andet, noget som helt sikkert gav pote, og så sagde Szabi, at jeg havde ret, og at det bedste ville være, hvis vi brækkede benet, og jeg sagde til ham, at han var ikke rigtig klog, vi kunne ikke simulere et brækket ben, men så sagde han, at det kunne vi selvfølgelig ikke, men vi ville heller ikke simulere lungebetændelse, og hvis vi virkelig ville slippe ud af vores pengeproblemer, kom vi ingen vegne med at simulere, jeg kunne jo se, at kridtet heller ikke hjalp, vi skulle hellere tage ud i skoven, hen til det halvfærdige byggeri, hvor der var gravet ud til kloakker, og hvor de havde lagt de tykke betonrør ned, for hvis vi sprang ned på sådan et, brækkede vi med garanti anklen, og der skulle gå mindst en uge, før vi fik lov til at gå med gips på, men jeg sagde, at benbrud var alt for farligt, det kunne medføre alvorlige problemer, så begyndte Szabi at skraldgrine og sagde, at jeg var fej, og at han allerede havde brækket benet to gange, og engang havde han også slået hul i hovedet, og det var slet ikke så slemt, det eneste, der ikke var så rart, var, da gipsen begyndte at stivne, for det føltes så varmt, som om der gik ild i én, men så kunne man pjække, lige så tosset, man ville, og det var også dejligt at kunne klø sig med en strikkepind under gipsen, og man skulle ikke i skole, når det regnede, og man kunne pjække fra at deltage i løb mindst et halvt år bare ved at sige, at benet ikke måtte belastes, og at hvis jeg ikke turde gøre det, ville han fortælle gud og hvermand, hvor fej jeg var, og at jeg var bange for at brække mit ben, og så sagde jeg, at han skulle klappe i, jeg var ikke fej, så sagde Szabi, godt, vi snakker om det, når vi har sprunget, og vi begav os af sted til byggepladsen.
Vi kunne ikke gå ret hurtigt, for vores maver var stadig fyldt med vand, jeg mærkede det skvulpe ved hvert eneste skridt, vi måtte standse en gang, fordi Szabi skulle tisse, og en gang fordi jeg havde så ondt i maven, at jeg var ved at kaste op, men til sidst nåede vi frem til byggepladsen, Szabi vidste, hvor vi kunne klatre over plankeværket, for han havde været der en gang før for at hugge bergmannrør og karbid, han sagde også, at jeg ikke skulle være bange, for der havde ikke boet nogen i vagtskuret længe, og det var ikke svært at finde kloakudgravningerne, fordi jorden var kastet højt op i en bunke langs den ene side, Szabi gik forrest, vi klatrede op på toppen af jordvolden og kiggede ned i graven, de tykke betonelementer lå dernede, men de var endnu ikke cementeret sammen, og så sagde Szabi, at han i virkeligheden havde fortrudt, at vi i den grad havde svigtet fællesskabet, og at han var meget ked af, at de andre ikke kunne deltage i transparentkonkurrencen på grund af os, selv om klassen, som lavede den smukkeste transparent, ville vinde to ugers lejrophold ved havet, og så sagde jeg, at jeg også var ked af det, for jeg ville meget gerne til havet, men så kiggede jeg en gang til ned på kloakrørene og kom i tanke om, at der aldrig ville løbe hverken vand eller kloakslam igennem dem, for bebyggelsen ville aldrig blive til noget, og så sagde jeg til Szabi, at han ikke behøvede at bekymre sig så meget, for vores klasse ville alligevel ikke vinde konkurrencen, men en eller anden klasse fra skole tre, skole tre plejede nemlig at vinde alt, for partiaktivisternes børn gik dér alle sammen, og der var ingen grund til at være ked af det på klassens vegne, for det kunne aldrig ske, at en klasse ikke deltog i optoget, hvis de havde fået ordre om det, så klasselæreren skulle nok skaffe noget stof et eller andet sted fra, og de skulle nok få lavet en transparent, for klasselæreren ville ikke rode sig ud i vanskeligheder, og så spurgte Szabi, om jeg var sikker, selvfølgelig var jeg sikker, svarede jeg, lad os nu springe, for hvis vi står her ret meget længere, svigter modet til sidst, og så sagde Szabi, godt, vi skulle tælle højt til tre, og så skulle vi begge springe på tre, så kiggede vi ned i grøften, den så dyb ud, derfra, hvor vi stod, var der cirka fire meter ned, og så begyndte vi pludselig at tælle højt begge to, men Szabi standsede ved to og sagde, at vi skulle lukke øjnene og starte forfra, så lukkede vi øjnene og begyndte at tælle forfra, og så kom jeg pludselig i tanke om, at hvis vi begge sprang og virkelig brækkede benet, ville vi ikke kunne klatre op, og jeg ville også have sagt til Szabi, at han skulle vente, men før jeg nåede at sige noget, var Szabi allerede sprunget, da jeg åbnede øjnene, fik jeg lige at se, at han tog så stort afsæt, at han næsten landede på den anden side af grøften, men springet var alligevel ikke langt nok, så Szabi bumpede med skulderen mod grøftekanten i modsat side og faldt ned i grøften, oven på betonrøret, han skreg og holdt sig med begge hænder om anklen, og dér lå han på siden ved siden af betonrøret og holdt sig om foden og råbte mit navn og vrælede meget højt, og så råbte jeg ned til ham, at han skulle vente et øjeblik, jeg ville klatre ned til ham, og han så op, hans ansigt var vådt af tårer, og så sagde han, at jeg skulle gå ad helvede til, og at jeg var en fej skid, for jeg lod ham springe alene, men så sagde jeg, at han hellere skulle klappe i, for jeg så godt, at han ville springe over grøften, han ville slet ikke springe ned, og hvis jeg havde haft lige så lidt omløb i knolden som han, ville der ikke være nogen, der kunne løbe efter ambulancen, men Szabi bandede bare videre og sagde, at han havde forfærdelig ondt i foden, og jeg råbte ned til ham, at han havde fortjent det, fordi han ville snyde, og at han bare skulle vente lidt, for nu løb jeg efter en ambulance, selv om han slet ikke havde fortjent det, og jeg begyndte at løbe mod husblokkene, og imens vidste jeg allerede, at jeg næste dag i skolen ville sige, at pengene var væk, fordi jeg havde givet halvdelen til ambulancefolkene, for at de skulle køre stakkels Szabi på hospitalet, og den anden halvdel skulle lægen have for ikke at sætte Szabis ben på plads uden bedøvelse.
