Den sorte kat af Edgar Allan Poe
Jeg hverken forventer eller beder om, at nogen vil tro på den afsindige og dog så enkle historie, jeg nu skal fortælle. Gal ville jeg være, om jeg gjorde det, når endog mine egne sanser afviser deres eget vidnesbyrd. Og jeg er ikke gal - og jeg drømmer bestemt heller ikke. I morgen skal jeg dø, og i dag vil jeg lette min sjæl. Det er min hensigt her ligefremt, præcist og uden kommentarer at lægge en række dagligdags begivenheder frem for offentligheden. Følgerne af disse begivenheder har naget - har ængstet - har ødelagt mig. Og dog vil jeg ikke forsøge at forklare dem. For mig har de ikke været meget andet end rædsler - for mange andre vil de være mere baroques end rædselsfulde. I fremtiden vil der måske være et intellekt, som kan reducere dette blændværk til det almene - et mere køligt, mere logisk og langt mindre letbevægeligt gemyt end jeg, som i den redegørelse, jeg nu fuld af angst skal komme med, ikke vil se andet end en almindelig følgerække af højst naturlige årsager og virkninger.
Fra barnsben af har jeg været kendt for min milde og omsorgsfulde karakter. Mit hjertes blødhed var så iøjnefaldende, at jeg blev genstand for mine kammeraters drillerier. Særlig holdt jeg af dyr, og mine forældre føjede mig i denne svaghed og lod mig have en del forskellige kæledyr. Jeg tilbragte det meste af min tid sammen med dyrene, og altid var jeg mest lykkelig, når jeg fodrede og legede med dem. Dette træk i min karakter voksede i takt med min vækst, og i min manddom var den kilde til nogle af mine største fornøjelser. Mennesker, som har næret følelser for en trofast og klog hund, behøver jeg næppe ulejlige mig med at forklare hverken arten eller graden af den tilfredsstillelse, man herigennem opnår. Der er noget ved et dyrs uselviske og opofrende kærlighed, som går direkte til hjertet på den, der jævnligt har fået prøver på menneskets skrøbelige venskab og vakkelvorne troskab.
Jeg giftede mig ung og var så heldig at finde en hustru, hvis tilbøjeligheder stemte overens med mine egne. Fordi hun mærkede min svaghed for husdyr, forsømte hun ingen mulighed for at skaffe os de bedste af slagsen. Vi havde fugle, guldfisk, en dejlig hund, kaniner, en lille abe og en kat.
Sidstnævnte var et ualmindelig stort og smukt dyr, fuldstændig sort og forbavsende intelligent. Når min hustru talte om dens klogskab - inderst inde var hun ikke så lidt overtroisk - hentydede hun ofte til den ældgamle folkesnak, at sorte katte er hekse i forklædning. Ikke at hun nogensinde sagde det i alvor - og jeg nævner overhovedet kun sagen, fordi jeg lige nu kom i tanke om den.
Pluto - således hed katten - var mit yndlingsdyr og min bedste legekammerat. Det var kun mig, som fodrede den, og den fulgte mig, hvor jeg gik og stod i huset. Faktisk var det kun med besvær, at jeg kunne holde den fra at følge efter mig gennem gaderne.
Vort venskab bestod på denne måde i flere år, mens mit sind og mit væsen i al almindelighed - ved spiritusdjævelens mellemkomst - undergik (jeg skammer mig over at indrømme det) en radikal ændring til det værre. Dag for dag blev jeg mere humørsyg, mere irritabel, mere ligeglad med andres følelser. Jeg begyndte at tale hårdt til min hustru. Med tiden udsatte jeg hende sågar for fysisk vold. Denne karakterændring måtte naturligvis også ramme mine dyr. Jeg ikke blot forsømte dem, jeg mishandlede dem. For Pluto bevarede jeg dog så megen respekt, at jeg behandlede den nogenlunde, mens jeg ingen skrupler havde ved at maltraktere kaninerne, aben eller selv hunden, hvis de ved et uheld - eller af kærlighed - kom i vejen for mig. Men min sygdom forværredes - for hvilken sygdom er som alkohol! - og til sidst begyndte selv Pluto, der nu var blevet gammel og følgelig også noget gnaven - til sidst begyndte selv Pluto at lide under følgerne af min hidsighed.
En aften, da jeg kom meget beruset hjem fra et af mine sædvanlige tilholdssteder, bildte jeg mig ind, at katten undgik mig. Jeg fangede den, og forskrækket over min voldsomhed bed den fra sig og tilføjede mig en lille skramme på hånden. Et djævelsk raseri brusede op i mig. Jeg var ude af mig selv. Mit sande jeg flygtede tilsyneladende over hals og hoved, og en drukmættet, dæmonisk ondskab spredte sig i hele kroppen på mig. Jeg tog med gustent overlæg en lommekniv fra min jakke, foldede den ud, greb det arme dyr ved halsen og skar det ene øje ud af hovedet på det! Jeg brænder, jeg rødmer, jeg ryster, mens jeg beskriver denne bandsatte grusomhed.
Da fornuften vendte tilbage næste morgen - da tågerne efter nattens udsvævelser havde fortaget sig - følte jeg en blanding af afsky og samvittighedsnag ved tanken om den forbrydelse, jeg havde begået. Men det var i bedste fald en svag og tvetydig følelse, og min sjæl forblev upåvirket. Jeg kastede mig ud i nye udskejelser og fik snart druknet enhver erindring om ugerningen i vin.
I mellemtiden kom katten sig langsomt. Den tomme øjehule udgjorde unægtelig et forfærdeligt syn, men det virkede ikke længere, som om dyret led smerter. Det gik omkring i huset, som det plejede, men som man kunne forvente, flygtede dyret i rædsel, når jeg nærmede mig. Jeg havde så meget af min gamle godhed tilbage, at jeg i første omgang sørgede over denne tydelige modvilje hos et dyr, som engang havde elsket mig så højt. Denne følelse blev dog hurtigt afløst af ærgrelse, og så ramtes jeg - som det sidste og fældende stød - af forvendelsen. Dette begreb forholder filosofien sig ikke til. Og dog er det lige så sikkert, som at jeg lever, at forvendelse er et af det menneskelige hjertes oprindelige tilskyndelser - en af de udelelige, primære egenskaber eller følelser, som rummer kimen til menneskets karakter. Hvem har ikke mindst hundrede gange taget sig selv i at begå en tarvelig eller dum handling uden anden grund, end at han ved, at han skulle lade være? Er vi ikke indrettet med en evig tilbøjelighed til - stik imod bedre vidende - at gå på tværs af det, som er lov, alene fordi vi forstår, at sådan er det? Denne forvendelse, det er min påstand, forårsagede altså mit endelige fald. Det var denne sjælens ubegribelige trang til at plage sig selv - til at øve vold mod sin egen natur - til at gøre det forkerte udelukkende for det forkertes egen skyld - som drev mig til at fremture og med tiden fuldbyrde den lidelse, jeg havde påført det sagesløse dyr. En morgen slog jeg med koldt blod en løkke om halsen på katten og hængte den i en gren - hængte den med tårer strømmende ned ad kinderne og bitter sorg i hjertet - hængte den, fordi jeg vidste, at den havde elsket mig, og fordi jeg følte,
at den aldrig havde gjort mig fortræd - hængte den, fordi jeg vidste, at jeg ved at gøre det begik en synd - en dødelig synd, som ville bringe min udødelige sjæl i så stor fare, at den muligvis - hvis det overhovedet er tænkeligt - ville være hinsides frelse ved selv vor mest barmhjertige og frygtelige Herre.
Om aftenen samme dag, som jeg havde øvet denne onde gerning, blev jeg vækket af min søvn ved, at der blev råbt om ildløs. Gardinerne om min seng brændte. Hele huset stod i lys lue. Det var med det yderste, at min hustru, et tyende og jeg selv undslap flammerne. Ødelæggelsen var total. Hele min jordiske formue var borte, og jeg overgav mig fra det øjeblik til nød og elendighed.
Jeg er hævet over den svaghed at ville finde en forbindelse af årsager og virkninger mellem katastrofen og ugerningen. Men jeg nedfælder på dette sted en kæde af kendsgerninger og ønsker ikke at efterlade selv et muligt led unævnt. Dagen efter branden besøgte jeg ruinerne. Med en enkelt undtagelse var alle mure styrtet sammen. Undtagelsen var en ikke særlig tyk indermur, som stod cirka midt i huset, og som min sengs hovedgærde havde stået op ad. Væggen havde på dette sted i alt væsentligt modstået ildens hærgen, hvilket jeg forklarede med, at den for nylig var blevet pudset op. Der havde samlet sig en tæt skare mennesker omkring denne væg, og en hel del personer lod til at undersøge en bestemt del af den med megen iver og opmærksomhed. Ord som "mærkeligt!" og "besynderligt!" og andre tilsvarende udbrud vækkede min nysgerrighed. Jeg nærmede mig, og jeg så en enorm kats skikkelse i bas-relief på den hvide overflade. Dyret var afbildet med den mest minutiøse akkuratesse. Det havde et reb om halsen.
Lige da jeg så dette åndesyn - for jeg kunne dårligt betragte det som andet - var min frygt og forundring af en anden verden. Men som tiden gik, kom eftertanken mig til undsætning. Jeg huskede, at jeg havde hængt katten i en have ved siden af huset. Da der blev råbt ildebrand, var denne have øjeblikkelig blevet fyldt med mennesker, og en eller anden måtte så have skåret dyret ned og kastet det gennem et åbent vindue ind i mit værelse. Det var formentlig blevet gjort for at vække mig. Da de andre mure styrtede sammen, blev ofret for min hjerteløshed derved trykket ind i den nypudsede gips, og kalken havde efterfølgende i fællesskab med flammerne og ligets ammonia frembragt det billede, jeg iagttog.
Skønt jeg således nemt nok forklarede min fornuft - om end ikke min samvittighed - den chokerende kendsgerning, gjorde sagen dybt indtryk på min fantasi. Måneder igennem kunne jeg ikke frigøre mig af dette spøgelsesbillede, og i den periode dukkede en uklar følelse op i min sjæl, som mindede om anger, men ikke var det. Jeg gik så vidt som til at sørge over tabet af katten og se mig om i de gudsforladte buler, hvor jeg nu vanemæssigt havde min gang, efter et andet dyr af samme art og udseende, som kunne overtage dens plads.
En aften, hvor jeg sad halvt bevidstløs på en mere end lurvet beværtning, blev min opmærksomhed pludselig fanget af en sort genstand, som hvilede oven på en af de kolossale gin- og romtønder, som udgjorde det vigtigste af etablissementets bohave. Jeg havde haft øjnene rettet mod dette punkt i flere minutter, og det, som undrede mig, var, at jeg ikke tidligere havde lagt mærke til genstanden. Jeg gik nærmere og berørte den med hånden. Det var en sort kat - en meget stor én - mindst lige så stor som Pluto og helt mage til den på nær en ting. Pluto havde ikke et eneste hvidt hår på hele sin krop, mens denne havde en stor, hvid, men lidt udflydende plamage, som dækkede næsten hele dens bryst.
Da jeg rørte ved den, rejste den sig straks, spandt højlydt, gned sig mod min hånd og virkede henrykt over min opmærksomhed. Dette var netop det dyr, jeg var på jagt efter. Jeg tilbød straks værten at købe katten, men han ville ikke kendes ved den - vidste intet om den - havde aldrig set den før.
Jeg blev ved med at kærtegne den, og da jeg beredte mig på at gå hjem, viste dyret vilje til at gøre mig følgeskab. Jeg lod den gøre det og standsede med mellemrum undervejs for at kæle for den. Da vi nåede hjem, gjorde den sig straks huskendt og blev på stedet en af min hustrus yndlinge.
Hvad mig selv angår, mærkede jeg snart en uvilje over for katten vokse i mig. Dette var det modsatte af, hvad jeg havde forventet, men - jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvorledes - jeg nærmest væmmedes eller irriteredes over kattens åbenlyse hengivenhed for mig. Langsomt voksede denne væmmelse og irritation til bittert had. Jeg undgik kræet, mens en vis skamfølelse og mindet om min tidligere grusomhed afholdt mig fra fysisk at mishandle dyret. Der gik uger, og jeg hverken slog det eller gjorde det fortræd på anden vis, men langsomt - ganske langsomt - begyndte jeg at betragte denne kat med usigelig afsky og undgå dens forhadte nærværelse, som om den havde pest.
Det bidrog helt sikkert til mit had, at jeg dagen efter, at jeg havde bragt den hjem, opdagede, at den ligesom Pluto manglede et øje. Denne omstændighed forøgede imidlertid kun min hustrus kærlighed til dyret, for hun besad, som jeg allerede har nævnt, i høj grad den omsorg, som engang havde været mit særkende og kilden til mange af mine enkleste og reneste glæder.
I takt med, at min modvilje over for katten steg, voksede kattens forkærlighed for mig. Den fulgte mig i hælene med en stædighed, som det vil være svært at få læseren til at forstå. Satte jeg mig, rullede den sig sammen ved min stol, eller den sprang op i mit skød og overøste mig med sine modbydelige kærtegn. Rejste jeg mig for at gå, løb den mellem mine fødder og fik mig således næsten til at snuble, eller den satte sine lange og skarpe kløer i mit tøj og klavrede på den måde op på mit bryst. Skønt jeg ved sådanne lejligheder havde den største lyst til at udslette den på stedet, blev jeg holdt tilbage dels af erindringen om min tidligere misgerning, men især - og lad mig tilstå det straks - fordi jeg nærede en sand frygt for dyret.
Denne frygt var vel ikke just som en frygt for et fysisk onde - og dog aner jeg ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive den. Jeg er næsten flov over at indrømme - ja, selv her i min fængselscelle er jeg næsten flov over at indrømme - at den angst og rædsel, som dyret fyldte mig med, blev forstærket af det mest tåbelige tøjeri, man kan tænke sig. Min hustru havde flere gange over for mig påpeget en særhed ved det hvide mærke, som jeg omtalte før, og som var den eneste forskel mellem dette fremmede dyr og det, jeg havde dræbt. Læseren vil huske, at dette mærke, selvom det var stort, oprindeligt havde været meget utydeligt, men som tiden gik - det gik så langsomt og umærkeligt, at min fornuft længe kæmpede for at afvise det som ren indbildning - antog det et skarpt defineret omrids. Det var nu billedet af en genstand, som jeg gyser ved at nævne - og for hvis skyld mere end nogen anden jeg hadede og frygtede og ville have slået dyret ihjel, hvis jeg havde turdet - det var nu, siger jeg, billedet af en hæslig - en forfærdelig ting - af en galge, af rædslernes, forbrydelsernes, smertens og dødens sørgelige og frygtelige maskine!
Og nu var jeg da elendig hinsides menneskehedens elendighed. At et umælende dyr - hvis artsfælle jeg så hovmodigt havde ombragt - at et umælende dyr skulle tilføje mig - mig, en mand skabt i Gud den almægtiges billede - så megen utålelig smerte. Å! jeg kendte ikke længere til hvile hverken ved dag eller nat! Om dagen levnede kræet mig ikke rast eller ro, og om natten sov jeg ikke en time til ende uden at fare op af ubeskrivelige mareridt blot for at mærke tingestens enorme vægt og varme åndedræt på mit ansigt - en mare af kød og blod, som jeg ikke magtede at kaste af - hvilende i al evighed på mit hjerte!
Presset af storme som disse bukkede de sidste svage rester af godhed i mig under. Onde tanker, de mørkeste og værste tanker, blev mine nærmeste og eneste venner. Min normale humørsyge voksede til bitterhed mod alting og hele menneskeheden, mens min sagtmodige hustru desværre blev det sædvanlige og tålmodige offer for de bratte, hyppige og ubeherskede raserianfald, som jeg nu blindt hengav mig til.
En dag fulgte hun i et ærinde med mig ned i kælderen i det gamle hus, som vor fattigdom tvang os til at bo i. Katten fulgte efter os ned ad de stejle trapper, og ved næsten at få mig til at snuble irriterede den mig til afsindighed. Jeg glemte den barnlige frygt, som hidtil havde holdt mig tilbage, løftede en økse og rettede et slag mod den, som selvfølgelig ville have været øjeblikkeligt dræbende, hvis det var faldet, hvor jeg ønskede. Men slaget blev standset af min hustrus hånd. Denne indblanding fremprovokerede en vrede i mig, som var mere end dæmonisk, og jeg rev min arm fri af hendes greb og begravede øksen i hendes hjerne. Uden en lyd faldt hun død om på stedet.
Med dette hæslige mord på min samvittighed gav jeg mig omgående og med køligt overblik i kast med at skjule liget. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne fjerne det fra huset hverken dag eller nat uden at risikere, at mine naboer opdagede det. Flere forskellige muligheder faldt mig ind. På et tidspunkt overvejede jeg at skære liget i bittesmå stumper og brænde det. På et andet tidspunkt bestemte jeg mig for at begrave det under kældergulvet. Og så spekulerede jeg på at kaste liget i brønden i gården eller på at pakke det ned i en kasse, som om det var varer, og derpå lade et bud fjerne den. Endelig nåede jeg frem til den løsning, som jeg mente, var bedre end alle andre. Jeg besluttede mig for at mure liget inde i kælderen, ligesom det er dokumenteret, at munkene i middelalderen murede deres ofre inde.
Kælderen var velegnet til et sådant formål. Væggene var dårligt murede og var for nyligt blevet pudset op, men fugten dernede havde forhindret pudset i at hærde. Derudover var der i en af murene en niche efter en falsk skorsten eller kamin, som var blevet muret efter for at ligne resten af kælderen. Jeg tvivlede ikke om, at jeg med lethed kunne fjerne murstenene på dette sted, anbringe liget bag dem og derefter mure det hele op igen, uden at noget øje ville bemærke noget mistænkeligt.
Mine beregninger slog ikke fejl. Jeg fik uden besvær løsnet stenene ved hjælp af et koben, anbragte liget op ad indermuren og holdt det fast i den stilling, mens jeg ubesværet rejste væggen igen, som den stod oprindeligt. Efter at have fremskaffet de nødvendige materialer med al mulig forsigtighed fremstillede jeg puds, som ikke kunne skelnes fra det gamle, og ved hjælp af dette pudsede jeg det nye murværk op. Da jeg var færdig, følte jeg mig sikker på, at alt var i orden. Væggen frembød ikke det mindste tegn på at have været brudt ned. Gulvet gjorde jeg fanatisk grundigt rent. Jeg så mig triumferende omkring og sagde til mig selv: "Her er i det mindste et punkt, hvor mine anstrengelser ikke har været forgæves."
Min næste handling var at søge efter dyret, som var årsag til al denne ulykke, for jeg havde nu taget den faste beslutning at aflive det. Havde jeg været i stand til at finde det i det øjeblik, er der ingen tvivl om, hvad dets skæbne var blevet, men det lod til, at det kloge væsen var blevet betænkelig ved synet af mit raseris voldsomhed og havde valgt at gøre sig usynlig indtil videre. Den salige følelse af dyb hjertets lettelse, som det forhadte dyrs fravær medførte, er det umuligt både at beskrive og at forestille sig. Dyret dukkede ikke op i løbet af natten, og således fik jeg i det mindste én nats sund og rolig søvn efter, at bæstet var kommet i huset: Ja, jeg sov, selv med vægten af et mord på min sjæl.
Anden- og tredjedagen kom og gik, uden at min plageånd viste sig. Jeg kunne atter trække vejret som et frit menneske. Uhyret var flygtet i skræk! Jeg skulle aldrig se det mere! Min lykke nåede den syvende himmel! Skyldfølelsen over min ugerning forstyrrede mig ikke synderligt. Der havde været et par forespørgsler, men dem var der blevet taget hånd om. Sågar en eftersøgning var blevet iværksat, men intet var naturligvis blevet afsløret. Jeg anså min fremtidige lykke for sikret.
På fjerdedagen efter mordet kom politiet højst uventet til min dør, og de foretog endnu en grundig undersøgelse af lokaliteterne. Sikker, som jeg var på, at de intet ville finde, rørte det mig ikke. Betjentene bad mig om at gøre dem selskab under ransagningen, og de lod ikke en krog, ikke et hjørne ubeset. Til sidst gik de for tredje eller fjerde gang ned i kælderen. Jeg fortrak ikke en mine. Mit hjerte var så roligt som hos den, der sover de uskyldiges søvn. Jeg gik gennem kælderen fra den ene ende til den anden. Jeg lagde armene over kors og vandrede afslappet omkring. Betjentene lod sig overbevise og gjorde sig rede til at drage af. Mit hjertes jubel var for stærk til, at den kunne undertrykkes. Jeg brændte efter at fuldbyrde min triumf, efter at sige blot et ord mere og således gøre dem dobbelt så overbeviste om min uskyld.
"Mine herrer," sagde jeg da, mens selskabet var på vej op ad trapperne, "det glæder mig, at jeg kunne bortvejre Deres mistanke. Jeg ønsker Dem et godt liv og lykkelige dage. I øvrigt, mine herrer, er dette - er dette et særdeles velbygget hus" [med min ubændige trang til at sige noget henkastet var jeg knap nok selv klar over, hvad jeg sagde] "ja, jeg vil endda sige et umådelig velbygget hus. Disse vægge - går De, mine herrer? - disse vægge er solidt håndværk." Og i min vanvittige sejrsrus slog jeg med en stok, jeg havde i hånden, på netop den del af muren, som skjulte liget af min kone, som jeg elskede.
Men må Gud beskytte mig og udfri mig af den Ondes kløer! Næppe var ekkoet af mine slag døet hen, førend de blev besvaret af en stemme fra graven! - en lyd, først dæmpet og brudt som et barns klynken, som så voksede hastigt og blev til et langt, højt og vedholdende hyl, bizart og umenneskeligt - til et hvin - til et klagende, halvt angst, halvt triumferende skrig, der lød, som kom det fra Helvedes dyb, som kom det i kor fra de fordømtes smertekvalte struber og dæmonerne, som jubler over deres lidelser.
Det er meningsløst at sige noget om, hvad der gik gennem mit hoved. Jeg vaklede på besvimelsens rand over mod den modsatte væg. Et enkelt øjeblik forblev mændene på trappen stående uden at røre sig, lammede af angst og frygt. Men så styrtede et dusin stærke legemer sig mod muren. Den væltede i sin helhed. Liget, som var levret af blod og allerede i en fremskreden tilstand af forrådnelse, stod ret op og ned for øjnene af beskuerne. På ligets hoved sad, med vidåbent, rødt gab og et enkelt brændende øje, det hæslige dyr, hvis snedighed havde lokket mig til mord, og hvis stemme havde angivet mig og forskrevet mig til bøddelen. Jeg havde muret uhyret inde i graven.
