Det jiddische politiforbund af Michael Chabon
1
I ni måneder havde Landsman logeret på Hotel Zamenhof uden at det var lykkedes for nogen af hans medlogerende at blive myrdet. Nu havde en eller anden anbragt en kugle i hjernen på beboeren af 208, en jid som kaldte sig Emanuel Lasker.
"Han tog ikke telefonen, han lukkede ikke op," siger Tenenboym, natbestyreren, da han kommer for at vække Landsman. Landsman bor på 505 med udsigt til neonskiltet på hotellet på den anden side af Max Nordaugade. Det hedder Blackpool, et ord der går igen i Landsmans mareridt. "Jeg måtte lukke mig selv ind på hans værelse."
Natbestyreren er en tidligere marineinfanterist som slap af med sin egen heroinafhængighed tilbage i 60’erne efter at være vendt hjem fra Cubakrigens kaos. Han udviser en moderlig interesse for Zamenhofs stofmisbrugere. Han giver dem kredit og sørger for at de får fred når det er det de har brug for.
"Rørte du ved noget på værelset?" siger Landsman.
Tenenboym siger: "Kun pengene og smykkerne."
Landsman tager bukser og sko på og trækker selerne op. Så vender han og Tenenboym sig om mod dørgrebet, hvor der hænger et slips, rødt med en bred rødbrun stribe, allerede bundet for at spare tid. Der er otte timer til Landsmans næste vagt. Otte rædselstimer hvor han sutter på sin flaske i sin glasbeholder beklædt med høvlspåner. Landsman sukker og går hen efter slipset. Han lader det glide ned over hovedet og trækker knuden op til kraven. Han tager sin jakke på, mærker efter tegnebogen og politiskiltet i brystlommen, klapper på den sholem han har i et hylster under armen, en kortløbet Smith & Wesson Model 39.
"Jeg er ked af at vække dig, kriminalbetjent," siger Tenenboym. "Men jeg har lagt mærke til at du ikke rigtig sover."
"Jeg sover," siger Landsman. Han tager det lille glas han kurtiserer for tiden, en souvenir fra Verdensudstillingen i 1977. "Det er bare det at jeg gør det i underbukser og skjorte." Han løfter glasset og skåler for de 30 år der er gået siden Verdensudstillingen i Sitka. Et højdepunkt for jødisk civilisation i nord, siger folk, og hvordan skulle han kunne indvende noget mod det? Meyer Landsman var 14 år den sommer og var netop begyndt at opdage herligheden ved jødiske kvinder, for hvem 1977 må have været en slags højdepunkt. "Siddende på en stol." Han tømmer glasset. "Med en sholem på mig."
Ifølge læger, terapeuter og sin ekskone drikker Landsman for at medicinere sig selv og finindstille rørene og krystallerne i sine sindsstemninger med en grov hammer bestående af 50 % blommebrændevin. Men sandheden er at Landsman kun har to sindsstemninger: arbejdende og død. Meyer Landsman er den mest dekorerede shammes i Sitka-Distriktet, den mand der opklarede mordet på den smukke Froma Lefkowitz, begået af hendes buntmagerægtemand, og pågreb Hospitalsmorderen Podolsky. Hans vidneudsagn sendte Hyman Tsharny i et føderalt fængsel på livstid, den første og sidste gang kriminelle anklager mod en verbovergangster nogen sinde har kunnet holde. Han har en fanges hukommelse, en brandmands nosser og en indbrudstyvs syn. Når der er forbrydelser at bekæmpe, farer Landsman rundt i Sitka som en mand med et bukseben der sidder fast på en raket. Det er som om der spiller filmmusik bag ham med masser af kastagnetter. Problemet opstår i de timer hvor han ikke arbejder,når hans tanker begynder at blæse ud af hans hjernes åbne vindue som sider i en rapportbog. Somme tider skal der en tung brevpresser til for at holde dem fast.
"Jeg kan ikke lide at skaffe dig mere arbejde," siger Tenenboym.
Dengang Landsman arbejdede i narkotikaafdelingen, havde han anholdt Tenenboym fem gange. Det er hele grundlaget for det der ligner venskab mellem dem. Det er næsten tilstrækkeligt.
"Det er ikke arbejde," siger Landsman. "Jeg gør det af kærlighed."
"Det er det samme for mig," siger natbestyreren. "Det at være natbestyrer på et lortehotel."
Landsman lægger hånden på Tenenboyms skulder, og de går ud for at tage den afdøde i besigtigelse, klemmer sig ind i Zamenhofs enlige elevator, eller elevatoro, som en lille messingplade over døren siger. Da hotellet blev bygget for halvtreds år siden, blev alle retningsanvisninger, skilte, opslag og advarsler trykt på messingplader på esperanto. De fleste af dem er for længst væk, ofre for forsømmelse, hærværk eller brandregulativet.
Døren og dørkarmen til 208 viser ingen tegn på indbrud. Landsman dækker dørgrebet med sit lommetørklæde og skubber døren op med snuden på sin hyttesko.
"Jeg fik en underlig fornemmelse," siger Tenenboym da han følger efter Landsman ind i værelset. "Allerførste gang jeg så fyren. Du kender udtrykket "en nedbrudt mand"?"
Landsman indrømmer at det vækker genklang.
"De fleste af de mennesker det bliver brugt på, har ikke rigtig fortjent det," siger Tenenboym. "Efter min mening har de fleste mænd ikke noget at nedbryde til at begynde med. Men ham her Lasker. Han var ligesom et af de der rør som lyser op når man knækker dem. Er du med? I nogle timer. Og man kan høre knust glas rasle inden i det. Jeg ved ikke, glem det. Det var bare en underlig fornemmelse."
"Alle har en underlig fornemmelse nu for tiden," siger Landsman og laver et par notater i sin lille sorte blok om situationen i værelset selv om sådanne notater er overflødige fordi han sjældent glemmer en detalje af en fysisk beskrivelse. Landsman har, af det samme løse forbund af læger, psykologer og sin tidligere hustru, fået at vide at alkohol vil dræbe hans evne til at huske, men til hans fortrydelse har denne påstand indtil videre vist sig at være forkert. Hans vision af fortiden forbliver usvækket. "Vi har måttet åbne en særskilt telefonlinje bare for at tage os af opringningerne."
"Mærkelige tider at være jøde i," medgiver Tenenboym. "Ingen tvivl om det."
Der ligger en lille bunke paperbacks på det laminerede toiletbord. På natbordet havde Lasker et skakbræt stående. Det ser ud som om han var i gang med et spil, et rodet midtspil med sorts konge under angreb midt på brættet og hvid med nogle brikkers overtal. Det er et billigt skakspil, brættet er et kvadratisk stykke pap som kan foldes på midten, og brikkerne er hule med plasticknopper der hvor de var blevet presset ud.
Der brænder lys i en gulvlampe med tre skærme ved siden af fjernsynet. Alle andre elpærer i værelset bortset fra lyset i badeværelset er blevet skruet løs eller har fået lov til at brænde ud. I vindueskarmen ligger der en pakke af et populært afføringsmiddel der sælges i håndkøb. Vinduet er åbnet de par centimeter det kan, og med nogle sekunders mellemrum smælder metalpersiennen i den kraftige vind der blæser ind fra Alaskabugten. Vinden bærer en sur stank af træmasse, lugten af skibsdieselolie og slagtningen og konserveringen af laks med sig. Ifølge "Nokh Amol", en sang som Landsman og alle andre Alaskajøder fra hans generation lærte i underskolen, fylder lugten af vinden fra bugten en jødisk næse med en fornemmelse af løfte, mulighed, chancen for at begynde forfra. "Nokh Amol" stammer fra Isbjørnetiden, begyndelsen af 40'erne, og det er meningen at den skal udtrykke taknemmelighed for en anden mirakuløs udfrielse: Endnu En Gang. I dag er jøderne i Sitkadistriktet mere tilbøjelige til at opfatte den ironiske brod der hele tiden har været der.
"Det lader til at jeg har kendt en masse skakspillende jidder som har været heroinmisbrugere," siger Tenenboym.
"Ditto her," siger Landsman, som kigger ned på den afdøde og bliver klar over at han har set jidden på Zamenhof. En lille fugl af en mand. Klare øjne, opstoppernæb. En smule rødmen i kinderne og på halsen som kunne have været rosacea. Ikke noget svært tilfælde, ikke nogen slyngel, ikke helt en fortabt sjæl. En jøde som måske ikke har været særligt forskellig fra Landsman, bortset fra hans valg af bedøvelsesmiddel. Rene fingernegle. Altid slips og hat. Har engang læst en bog med fodnoter. Nu ligger Lasker på maven på klap ned-sengen med ansigtet mod væggen, kun iført et par almindelige hvide underbukser. Rødt hår og røde fregner og tre dage gamle gyldne skægstubbe på kinden. En antydning af dobbelthage som Landsman tilskriver et forsvundet liv som tyk dreng. Øjnene opsvulmede i deres blodmørke huler. I hans nakke er der et lille, brændt hul, en perle af blod. Intet tegn på kamp. Ikke noget der tyder på at Lasker så det komme eller overhovedet var klar over noget i det øjeblik da det kom. Puden mangler fra sengen, bemærker Landsman. "Hvis jeg havde vidst det, ville jeg måske have foreslået et parti eller to."
"Jeg vidste ikke du spillede."
"Jeg er svag," siger Landsman. Ved siden af skabet, på et plystæppe af samme medicinsk gulgrønne farve som en halstablet, får han øje på en lille, hvid fjer. Landsman river skabsdøren op, og der på gulvet ligger puden, skudt igennem hjertet for at dæmpe braget af eksploderende luftarter i et hylster. "Jeg har ingen fornemmelse for midtspillet."
"Efter min erfaring, kriminalbetjent," siger Tenenboym, "er det alt sammen midtspil."
"Som om jeg ikke ved det," siger Landsman.
Han ringer for at vække sin makker, Berko Shemets.
"Kriminalbetjent Shemets," siger Landsman ind i sin mobiltelefon, en Shoyfer AT udleveret af korpset. "Det er din makker."
"Jeg bad dig om ikke at gøre det her mere," siger Berko. Det er unødvendigt at bemærke at han også har otte timer til sin næste vagt.
"Du har ret til at blive vred," siger Landsman. "Jeg tænkte bare at du måske stadig var vågen."
"Jeg var vågen."
I modsætning til Landsman havde Berko Shemets ikke lavet kludder i sit ægteskab eller sit privatliv. Hver nat sover han i favnen på sin fortrinlige kone, hvis kærlighed til ham er fortjent, gengældt og værdsat af hendes ægtemand, en trofast mand som aldrig giver hende anledning til sorg eller uro.
"En forbandelse over dit hoved, Meyer," siger Berko, og derefter på amerikansk: "For helvede."
"Jeg har hvad der ligner et drab her på mit hotel," siger Landsman. "En beboer. Et enkelt skud i nakken. Dæmpet med en pude. Meget pænt og ordentligt."
"Et lejemord."
"Det er den eneste grund til at jeg forstyrrer dig. Drabets usædvanlige karakter."
Sitka, med en befolkning på 3,2 millioner fordelt ud over byområdets lange, uregelmæssige stribe, har gennemsnitligt 75 drab om året. Nogle af dem er banderelaterede: russiske shtarkere der pløkker hinanden ned for et godt ord. Resten af Sitkas drab er såkaldte aff ektdrab, hvilket er en forkortet måde at udtrykke det matematiske resultat af alkohol og skydevåben på. Koldblodige henrettelser er lige så sjældne som de er vanskelige at slette fra det store whiteboard i vagtstuen hvor der føres regnskab over de uafsluttede sager.
"Du har fri, Meyer. Meld det. Overlad det til Tabatchnik og Karpas."
Tabatchnik og Karpas, de to andre kriminalbetjente som udgør B-gruppen i drabsafdelingen hos Distriktspolitiet, Sitka Hovedkvarter, passer nattevagterne i denne måned. Landsman må erkende at der er noget tiltrækkende ved tanken om at lade denne due skide på deres hatte.
"Men det ville jeg også have gjort," siger Landsman. "Hvis ikke det havde været her hvor jeg bor."
"Kendte du ham?" siger Berkos i et blidere tonefald.
"Nej," siger Landsman. "Jeg kendte ikke jidden."
Han kigger væk fra den døde mands blege, fregnede krop som ligger udstrakt på klap ned-sengen. Somme tider kan han ikke lade være med at have medlidenhed med dem, men det er bedst ikke at gøre det til en vane.
"Hør her," siger Landsman. "Gå i seng igen. Vi kan snakke om det i morgen. Undskyld at jeg forstyrrede dig. God nat. Sig til Ester-Malke at jeg siger undskyld."
"Du lyder lidt ved siden af dig selv, Meyer," siger Berko. "Er du okay?"
I de sidste måneder har Landsman en række gange ringet til sin makker på tvivlsomme tidspunkter af natten og talt usammenhængende i en alkoholisk sorgdialekt. Landsman sprang fra sit ægteskab for to år siden, og i april havde hans lillesøster fløjet sin Piper Super Cub ind i siden på Dunkelblumbjerget, oppe i vildmarken. Men Landsman tænker ikke på Naomis død nu, heller ikke på skammen over sin skilsmisse. Han er blevet ramt i hovedet af en fantasi om at sidde i Hotel Zamenhofs snavsede vestibule, i en sofa der engang har været hvid, og spille skak med Emanuel Lasker, eller hvad hans rigtige navn har været. Kastet det sidste af deres hendøende skær over hinanden og lyttet til den søde ringlen af knust glas indvendig. At Landsman hader skak, gør ikke billedet mindre rørende.
"Fyren spillede skak, Berko. Jeg anede det ikke. Det er det hele."
"Hør nu," siger Berko. "Hør nu, Meyer, jeg beder dig, lad være med at begynde at græde."
"Jeg har det udmærket," siger Landsman. "Godnat."
Landsman ringer til holdlederen for at få sig anbragt som ansvarshavende kriminalbetjent på Lasker-sagen. Et nyt lortedrab skal ikke skade hans mulighed for at blive ansvarshavende. Ikke fordi det egentlig betyder noget som helst. Den 1. januar vil suveræniteten over hele det Føderale Distrikt Sitka, en kroget parentes af en klippefyldt kystlinje langs de vestlige sider af Baranof-og Chichagof-øen, blive givet tilbage til delstaten Alaska. Distriktspolitiet, som Landsman har viet hud, hoved og sjæl til i tyve år, vil blive opløst. Det er langt fra klart om Landsman eller Berko Shemets eller nogen anden vil beholde sit job. Intet vedrørende den forestående Tilbagegivelse er klart, og det er derfor dette er mærkelige tider at være jøde i.
2
Mens Landsman venter på at patruljelatken skal dukke op, banker han på døre. De fleste af Zamenhofs beboere er væk for natten, i krop eller sjæl, og i betragtning af hvad han får ud af resten af dem, kunne han lige så godt have banket på døre i Hirshkovits' Døveskole. De udgør en spjættende, halvt omtåget, stinkende og excentrisk flok jøder, beboerne på Hotel Zamenhof, men ingen af dem virker mere forstyrrede end sædvanligt i nat. Og ingen af dem forekommer Landsman at være den type som trykker en pistol med en stor kaliber mod det nederste af en mands kranium og dræber ham med iskoldt blod.
"Jeg spilder tiden på de bøfler," siger Landsman til Tenenboym. "Og dig, er du sikker på at du ikke har set nogen eller noget ud over det sædvanlige."
"Jeg er ked af det, kriminalbetjent."
"Du er også en bøffel, Tenenboym."
"Jeg vil ikke protestere mod anklagen."
"Personaleindgangen?"
"Narkohandlerne brugte den," siger Tenenboym. "Vi måtte installere en alarm. Jeg ville have hørt det."
Landsman får Tenenboym til at ringe til dagbestyreren og weekendmanden, som ligger lunt hjemme i deres senge. Disse herrer er enige med Tenenboym i at ingen har ringet til den døde mand eller spurgt efter ham, så vidt de ved. Ikke i løbet af hele hans ophold på Zamenhof. Ingen gæster, ingen venner, ikke engang budet fra Manilas Perle. Der er altså, tænker Landsman, en forskel mellem ham og Lasker: Landsman får af og til gæster fra Romel, medbringende en brun papirpose med lumpia.
"Jeg går op og tjekker taget," siger Landsman. "Sørg for at ingen forlader hotellet, og få fat på mig når latken beslutter sig for at dukke op."
Landsman tager elevatoren op til 8. etage og tramper derefter op til Zamenhofs tag ad en række betontrappetrin med stålkanter. Han går rundt langs kanten og ser hen over Max Nordaugade til taget på Blackpool. Han kigger ud over gesimserne på nord-,øst- og sydsiden, ned på de omkringliggende lave bygninger sekssyv etager under sig. Natten er en orange plamage over Sitka, en blanding af tåge og lyset fra natriumgadelygter. Den har samme gennemskinnelighed som løg stegt i hønsefedt. Jødernes lygter strækker sig fra Edgecumbebjergets skråning i vest, hen over de 72 kunstige øer i Sundet, hen over Shvartsn-Yam, Halibutpynten, Sitka Syd og Nachtasyl, hen over Harkavy og Untershtat, indtil de slukkes i øst af Baranofbjergene. På Oysshtelung-øen blinker fyret på spidsen af Sikkerhedsnålen - den eneste rest fra Verdensudstillingen - sine advarsler til fly eller jøder. Landsman kan lugte fiskeaffald fra konservesfabrikkerne, fedt fra stegegruberne i Manilas Perle, taxiernes spy, en berusende bouquet af ny hat fra Grinspoons Filtfabrik to karreer væk.
"Der er rart deroppe," siger Landsman da han igen kommer ned i vestibulen med dens askebægercharme, de gulnede sofaer, de arrede stole og borde hvor man somme tider så et par af hotellets beboere sidde og slå en times tid ihjel med et spil pinochle. "Jeg burde gå derop noget oftere."
"Hvad med kælderen?" siger Tenenboym. "Skal du kigge dernede?"
"Kælderen," siger Landsman, og hans hjerte beskriver et pludseligt springertræk i brystet på ham. "Det må jeg nok hellere."
Landsman er på sin egen måde en barsk fyr med tilbøjelighed til at tage vilde chancer. Han er blevet kaldt hårdkogt og dumdristig, en momzer, et skørt røvhul. Han har konfronteret shtarkere og psykopater, er blevet skudt på, tæsket, frosset, brændt. Han har forfulgt mistænkte mellem de blussende mure fra brandslukninger i byen og dybt ind i bjørnelandet. Højder, menneskemængder, slanger, brændende huse, hunde optrænet til at hade lugten af en politimand, han har rystet dem alle af sig eller fungeret på trods af dem. Men når han befi nder sig i uoplyste eller trange rum, begynder noget i Meyer Landmans dyriske kerne at fortrække sig i krampe. Det er kun hans ekskone der ved det, men kriminalbetjent Meyer Landsman er mørkeræd.
"Vil du have at jeg går med?" siger Tenenboym og lyder henkastet, men man vidste aldrig med en gammel følsom fiskerkone som Tenenboym.
Landsman lader som om han foragteligt afviser tilbuddet. "Bare giv mig en skide lommelygte," siger han.
Kælderen udånder sin lugt af kamfer, fyringsolie og koldt støv. Landsman trækker i en snor som tænder en nøgen elpære, holder vejret og går derned.
For foden af trappen går han gennem rummet med glemte sager, beklædt med brædder med pæne, runde huller i der har lettet ophængningen af en mængde hylder og små rum til de tusindvis af genstande som er blevet efterladt eller glemt på hotellet. Ensomme sko, pelshuer, en trompet, en zeppeliner til at trække op. En samling voksgrammofoncylindre indeholdende alt hvad Istanbuls Orfeon-Orkester har indspillet. En skovhuggerøkse, to cykler, noget af en bro i et hotelglas. Parykker, stokke, et glasøje, udstillingshænder glemt af en mannequinsælger. Bønnebøger, bedesjaler i deres fløjlsposer med lynlås, et eksotisk afgudsbillede med en tyk babys krop og en elefants hoved. Der er en sodavandskasse fuld af nøgler og en anden fuld af hele spektret af frisørredskaber, fra krøllejern til øjenvippetænger. Indrammede familiefotografi er fra bedre tider. En kryptisk gummiting som kunne være noget sexlegetøj eller en svangerskabsforebyggende indretning eller den patenterede hemmelighed ved et korset. En eller anden jid havde endda efterladt en udstoppet mår, som glinser og skuler med et glasøje der er hårdt som en perle af tusch.
Landsman roder med en blyant i kassen med nøgler. Han kigger inden i hver eneste hat, famler hen ad hylderne bag de efterladte paperbacks. Han kan høre sit eget hjerte og lugte sin egen aldehyd-ånde, og efter nogle minutter i stilheden begynder lyden af blodet i hans ører at minde ham om nogen der snakker. Han kigger bag varmtvandsbeholderne, som er surret fast til hinanden med stålbånd ligesom kammerater i et dødsdømt eventyr.
Vaskerummet er det næste. Da han trækker i snoren for at tænde lyset, sker der ingenting. Der er ti grader mørkere herinde, og der er ikke andet at se end tomme vægge, oversavede vandrør, afløb i gulvet. Zamenhof har ikke ordnet sit eget vasketøj i årevis. Landsman kigger ned i afløbene, og mørket i dem er fedtet og tykt. Landsman mærker en uro, en orm, i maven. Han bøjer fi ngrene og får nakkehvirvlerne til at knage. I den anden ende af vaskerummet spærrer en dør som består af tre planker samlet af en fjerde skrå planke, for en lav døråbning. Døren holdes lukket af en rebløkke som er sat fast om en pind.
En krybekælder. Bare ordet er næsten nok til at indgyde Landsman frygt.
Han beregner sandsynligheden for at en vis type morder, ikke en professionel, ikke en rigtig amatør, ikke engang en almindelig sindssyg, kunne gemme sig i krybekælderen. Muligheden foreligger; men det ville være temmelig svært for originalen at have lagt løkken om pinden indefra. Denne logik er næsten tilstrækkelig til at overbevise ham om ikke at bekymre sig om krybekælderen. Til sidst tænder Landsman lommelygten og holder den fast mellem tænderne. Han trækker op i buksebenene og lægger sig på knæ. Bare for at plage sig selv, for det at plage sig selv, plage andre, plage verden, er Landsman og hans folks morskab og eneste fædrenearv. Med den ene hånd tager han sin store lille S&W frem, og med den anden fi ngererer han ved rebløkken. Han river døren til krybekælderen op.
"Kom ud," siger han med tørre læber, skurrende som en bange gammel skid.
Den opstemthed han oplevede på taget, er afkølet som en overbrændt glødetråd. Hans nætter er spildte, hans liv og karriere en række fejltagelser, hans by er selv en elpære som er ved at gå ud.
Han presser overkroppen ind i krybekælderen. Luften er kold med en bitter lugt af muselort. Lysstrålen fra lommelygten siver hen over det hele og spreder skygger over lige så meget som den afslører. Vægge af gasbetonblokke, et lergulv, loftet et hæsligt fletværk af ledninger og skumisolering. Midt på lergulvet, helt inderst, ligger en skive af ubehandlet krydsfiner i en cirkelformet metalramme, flugtende med gulvet. Landsman holder vejret og svømmer gennem sin panik hen til hullet i gulvet, fast besluttet på at holde sig under vandet så længe han kan. Jorden omkring rammen er uforstyrret. Der ligger et jævnt lag støv hen over både træet og metallet, ingen mærker, ingen streger. Der er ingen grund til at tro at nogen har rodet med det. Landsman presser neglene ned mellem krydsfineren og rammen og lirker den primitive luge op. Lommelygten afslører et aluminiumsrør med gevind som er blevet skruet ned i jorden og udstyret med trin af stålklamper. Rammen viser sig at være kanten af røret. Lige netop bredt nok til at give plads til en fuldvoksen psykopat. Eller en jødisk politimand med færre fobier end Landsman. Han klynger sig til sholemen som var den et håndtag, og bekæmper et skørt behov for at skyde ned i mørkets svælg. Han lægger krydsfinerskiven på plads i rammen igen med en klapren. Han skal overhovedet ikke derned.
Mørket følger efter ham hele vejen op ad trappen til vestibulen og rækker ud efter hans krave og trækker ham i ærmet.
"Ingenting," siger han til Tenenboym og samler sig. Han giver ordet en munter klang. Det kunne være en forudsigelse af hvad hans efterforskning af mordet på Emanuel Lasker vil afsløre, en erklæring om hvad han antager at Lasker levede for og døde for, en erkendelse af hvad der efter Tilbagegivelsen vil være tilbage af Landsmans hjemby. "Ingenting."
"Du ved hvad Kohn siger," siger Tenenboym. "Kohn siger at vi har et spøgelse i huset." Kohn er dagbestyreren. "Fjerner lort, flytter lort rundt. Kohn mener at det er professor Zamenhofs spøgelse."
"Hvis nogen opkaldte et hul som det her efter mig," siger Landsman, "så ville jeg også hjemsøge det."
"Man ved aldrig," bemærker Tenenboym. "Især ikke nu for tiden."
Nu for tiden ved ingen noget som helst. Ude i Povorotny parrede en kat sig med en kanin og fødte yndige vanskabninger hvis fotos prydede forsiden af Sitka Tog. I februar svor 500 vidner i hele Distriktet på at de i nordlysets flimren to nætter i træk kunne se omridset af et menneskeansigt med fuldskæg og ørelokker. Der udbrød voldsomme skænderier om hvem den skæggede vismand på himlen var, og om ansigtet smilede eller ej (eller bare havde et let anfald af luft i maven), og det sælsomme fænomens betydning. Og så sent som i sidste uge, midt i panikken og fjerene i et kosherslagteri på Zhitlovskys Boulevard, vendte en kylling sig mod shocketen da han hævede sin rituelle kniv, og bekendtgjorde på aramæisk Messias’ snarlige komme. Ifølge Tog fremsatte den mirakuløse kylling en række forbløffende forudsigelser men forsømte at omtale den suppe i hvilken den efter igen at være blevet lige så tavs som Gud selv, optrådte bagefter. Selv den mest overfladiske undersøgelse af kendsgerningerne, tænker Landsman, ville vise at mærkelige tider at være jøde i næsten også altid har været mærkelige tider at være kylling i.
