Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan

Hør Bogbidden her

KAPITEL 1

Solnhofen, Sydtyskland, den 5. april 1877

Anna Bella drømte, at hun selv havde fundet Archaeopteryx, urfuglen fra Bayern. Det var ekspeditionens sjette uge, og en tynd hinde af jord lå for længst over alles ansigter, og stemningen var i knæ. Ekspeditionens leder, Friedemann von Molsen, var den eneste, der fortsat var i godt humør. Om morgenen, når Anna søvndrukken kom ud af teltet og klapperfrøs, sad Friedemann allerede ved bålet og drak kaffe, og man kunne se på grøden i gryden, at han for længst havde kogt og spist sin morgenmad. Anna var træt af grød, træt af støv, og træt af at ligge på knæ på jorden, som kun åbenbarede alt for unge knogler, som, bevares, var interessante nok, men ikke var grunden til, at hun havde læst biologi, og slet ikke grunden til at hun havde brugt fem ugers semesterfri på at leve under kummerlige forhold. Året var 1877, og på dette tidspunkt i drømmen fik Anna følelsen af, at noget ikke stemte. Hun havde sin dunforede militærjakke på og tykke pelsstøvler med gummisål, og Friedemann von Molsen så ikke ud til at undre sig, selvom han selv sad i tredelt habit i riflet fløjl med vest og lommeur, ulden kasket, der hvilede på ørerne, og
en pibe i munden.
Den eftermiddag gik det med raske fjed. De befandt sig i Solnhofen, nord for München, og foruden Anna og Friedemann von Molsen bestod ekspeditionen af to lokale bærere, yderligere to specialestuderende samt von Molsens cognacfarvede retrievertæve, der også hed Anna Bella, en detalje ved drømmen, der var virkelig irriterende. Mens de traskede over samme højdedrag som i går, fortalte von Molsen anekdoter. Ja, anekdoter var det vel egentlig ikke, men Anna havde lagt så mange ører til nu, at hun ikke længere kunne glæde sig over at være dumpet ned et sted i historien, som enhver naturvidenskabsmand ville give sin højre arm for at opleve. Når Friedemann von Molsen lagde an til at sige noget, rev han snadden ud af munden og pegede mod England. Det var Darwin, der forstyrrede hans orden.
Evolutionstanken var på det tidspunkt begyndt at få fodfæste, men der var fortsat stor uenighed om, hvilken mekanisme der drev den, og lige så optaget von Molsen var af tanken om evolution, lige så kategorisk afviste han Darwins idé om at det, der drev evolutionen, skulle være naturlig selektion. Når bølgerne gik højt, kaldte von Molsen Darwin for en hundestejle, selvom Anna ikke rigtig kunne forstå, hvordan hundestejle kunne være det værste skældsord, von Molsen kunne komme i tanke om.
I begyndelsen af ekspeditionen var Anna kommet med indvendinger, og her var von Molsens sympati for den unge kvinde blevet grundlagt. Von Molsen var en mand, der opfordrede til nysgerrighed over for naturvidenskabelige fænomener, og det var i orden, betonede han, at man legede djævlens advokat for at fremme en udbytterig diskussion, bare man ikke var enig i det, hundestejlen mente ville blive sund fornuft i løbet af få årtier. At alle levende organismer, mus som mænd, fugle som løbebiller, skulle have udviklet sig fra samme udgangspunkt, og at forskellene i individernes morfologi, fysiologi og adfærd hovedsageligt afhang af tilpasning og konkurrence. Hvad var konsekvensen, ville von Molsen vide og pegede pludselig på Anna med piben, men inden hun nåede at svare, svarede han selv.
Konsekvensen, sagde han muntert, var, at arvemassen ikke var konstant. At den kunne forandres, og at ingen på forhånd kunne sige, hvad der ville forandre den, som om det hele, naturen og eksistensen, var fuldkommen tilfældigt og uovervejet, jamen, det var jo forrykt!
Darwin havde netop under en allerede berygtet forelæsning på Oxford University påstået, at de store huller i fuglenes fossile vidnesbyrd udelukkende skyldtes, at man endnu ikke havde fundet fossilerne. Så snart de blev fundet, og det var kun et spørgsmål om tid, ville den evolutionære kabale og alle dens sammenhænge gå op, og det ville blive tydeligt, også for andre end Darwin og hans tætte kreds, at evolutionens altoverskyggende drivkraft var den naturlige udvælgelse. Manden måtte være gal, havde von Molsen understreget og havde set årvågent på Anna.
Det var på ekspeditionens femte dag, hvor Anna havde lagt ud med at gøre indtryk ved at være kvik til skak, som de havde spillet på et lille bræt med brikker af horn, som von Molsen havde fremtryllet fra venstre jakkelomme, modsat snadden, og klappet op på højre lår. Her havde Anna dummet sig, for hun havde i sit forsøg på at understrege Darwins synspunkter nævnt et fossil, der først ville blive fundet 74 år senere, og havde for at dække over fadæsen, gravet sig selv endnu dybere ned ved at nævne den fjerede dinosaur fra Kina, som to kinesiske palæontologer ville finde og beskrive 123 år senere. Her var von Molsen blevet så fortørnet, at han kom til at slå sin egen dronning af brættet, og Anna havde haft lyst til at dunke hovedet ind i en af teltpælene.
Det her var videnskab, ikke pjat og pjank, havde von Molsen sagt og samlet sin dronning op, og Anna havde givet op. Det var jo alligevel bare en drøm.
Siden da var Annas humør gået støt ned ad bakke, og den morgen, hvor von Molsen var i perlende humør og igen gav sig til at fægte mod England med sin pibe, besluttede Anna sig for, at dette skulle blive ekspeditionens sidste dag for hendes vedkommende. Hun ville tilbage til München og spise et ordentligt måltid mad, og herfra ville hun tage toget først til Berlin og derfra videre til København. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at vågne, men vinden føg uanfægtet hen over den bayerske slette, von Molsenhavde nu vendt sig 90 grader mod nord og genparkeret piben i munden, og langt væk så Anna en kanin vejre på to ben, før den forsvandt i krattet. Anna sukkede.
Om dagen, når Anna var vågen, var året 2007, og hun var indskrevet som specialestuderende ved Københavns Naturvidenskabelige Fakultet, helt præcis på Afdelingen for Cellebiologi og sammenlignende Zoologi på Biologisk Institut, og havde her brugt det forgangne år på at skrive speciale om et videnskabeligt skænderi, der havde stået på i mere end 150 år. Var fugle nulevende dinosaurer eller nedstammede de fra et endnu tidligere primitivt reptil? Hun havde netop afleveret rapporten, og om fjorten dage skulle specialet forsvares.
Historisk set var videnskabelige kontroverser almindelige. Man havde diskuteret, om jorden var flad eller rund, man havde diskuteret menneskets slægtskab med aberne og mælkevejens status  i forhold til resten af universet, og lige så heftigt som man havde diskuteret, lige så brat var man holdt, når der var indsamlet nok evidens. Jorden er rund. Mennesket er en primat, og mælkevejen består vitterligt hovedsageligt af røde kæmpestjerner. Men med kontroversen om fuglenes oprindelse var det tilsyneladende anderledes. Den blev ufortrødent ved, selvom der videnskabeligt set intet var at diskutere.
Von Molsen gik i gang med at stoppe piben på ny, og en sød, filtret duft nåede Annas næsebor, og der blev sat kaffe over, hun kunne både se og høre, hvordan Daniel, en af de andre studerende, skramlede med kasserollen, mens han sagde noget til von Molsen, og hev op i sine bukser, der havde tendens til at glide ned, fordi Daniel havde været godt i stand for fem uger siden, da udgravningen begyndte, og siden da havde levet af det, de alle levede af:
bønner, grød, kål og kaffe. Anna havde en mistanke om, at Daniel i det skjulte også var skeptisk over for von Molsens affærdigelse af den naturlige selektion. Den dag, hvor hun havde diskuteret med von Molsen og skudt sig selv så eftertrykkeligt i foden ved at inddrage to fossiler, der endnu ikke var fundet, havde hun et kort øjeblik udvekslet blikke med Daniel, der stod lidt væk under dække af at forsøge på at fæste et par teltbarduner, og hun syntes, der var noget i hans øjne. Noget der sagde hende, at han var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Darwins tanker om udvælgelse nu også var så langt ude, som særligt samtidens ældre, etablerede videnskabsmænd hævdede.
Anna forstod udmærket, at de nye tanker om evolution var næsten ubegribelige. Gennem århundreder havde den brede forståelse været, at Gud egenhændigt havde skabt alle dyr og planter, og at musen og katten, bøgetræet og ahornen derfor ikke var mere i indbyrdes familie med hinanden end ørknen var med himmelhvælvingen og solen med græssets dug. Alt var Herrens værk, og det ene kunne ikke sådan udvikle sig til noget andet, og dyr og planter kunne heller ikke sådan uddø, medmindre det var Herrens ønske at tage det pågældende dyr ud af produktion. For fuglenes vedkommende gjaldt det derfor, at spurven ikke var beslægtet med hverken stæren, flamingoen, skråpen eller nogen anden fugl, og at fuglene som gruppe hverken var indbyrdes beslægtet eller beslægtet med dinosaurer eller krybdyr eller noget andet dyr. De var blevet sat aerodynamiske og avancerede på jorden af Gud. Voilà.
Evolutionstanken brød totalt med doktrinen om, at jorden og alle dens organismer var blevet dannet samtidig af én guddommelig skabelse, og det var lidt af en udfordring for mange. Hvordan skulle de i samme mundfuld kunne kapere, at udviklingen skete af sig selv, uden indflydelse fra Gud, bare sådan?

Drømmen fortsatte. Solen stod højt over Solnhofen. Efter en kort rådslagning om dagens arbejde og en kop kaffe så sort som døden kastede alle mand sig over arbejdet. Anna arbejdede på en blød skråning bag resten af holdet og behøvede blot at løfte hovedet for at følge med i, hvor de andre var, og hvad de lavede. Den litografiske kalkskifer bredte sig ud under Anna som en enorm tavle. Hun skrabede, vippede et par lag bort, penslede sand og jord væk, lirkede, tog jakken af og smøgede ærmerne op. Et isoleret vindpust kom fra syd, og Anna måtte lukke øjnene for ikke at få dem fulde af støv. Da hun fik synet igen og kiggede ned, så hun fossilet. Vindpustet havde fjernet alt overflødigt materiale, og selvom endnu to lag skulle præpareres væk, før dyret lå blottet, var der ikke noget at tage fejl af. Under hende, badet i lyset fra en gul sol, lå Archaeopteryx lithographica, et af verdens mest kostbare fossiler, som hun kendte til bevidstløshed fra litteraturen. Lidt mindre end en nulevende høne, med den ene vinge spredt smukt ud. På den
måde var drømmen lidt snyd, tænkte hun, fordi hun jo omgående vidste, hvad det var, hun havde fundet. Hun kendte den lille fugl fra hundredvis af billeder, og hun havde så sent som forrige uge siddet i vertebratsalen på Zoologisk Museum og arbejdet med modpladen fra netop Berlin-eksemplaret, som en af de danske palæontologer allernådigst havde fået lov at tage under et besøg i Tyskland. Hun kendte svingfjerene, der lå som perfekte, udspredte lameller mod den mørke baggrund, hun kendte den relativt store halefjer, hun kendte bag- og forlemmernes mageløst perfekte placering og det fuldendte kraniums bagoverbøjede position, som fik dette eksemplar til at adskille sig fra det, man allerede kendte. I 1861 var det såkaldte London-eksemplar blevet fundet, og solgt til naturhistorisk museum i London for 700 pund, men nu havde Anna fundet det smukkeste og vigtigste af alle de ti fossiler, som verden ville komme til at kende til. Berlin-eksemplaret.

Instinktivt havde hun lyst til at kalde hujende og glædestrålende på von Molsen, der stod et stykke væk med snadden eftertænksomt holdt ud fra kroppen, men nu gjaldt det om at være strategisk. Anna måtte hidkalde ekspeditionslederen på en måde, så det blev tydeligt, at hun var stødt på noget ekstraordinært, men hun måtte samtidig sørge for at lyde så tilpas hullet i sin konklusion, så von Molsen ikke fik oplevelsen af, at hun allerede vidste, hvad det var, hun havde fundet. Så ville han for alvor blive mistænksom.
Von Molsen vendte sig omgående, da hun kaldte, og gik andægtigt hen mod hende. Da han nåede frem, knælede han ned over udgravningen og stirrede længe på det fossile dyr, der var kommet til syne. Forsigtigt præparerede han de sidste to tynde lag væk fra kalkpladen, hvorpå han med enorm hengivenhed lod sin finger følge den lille fugls fuldendte krop. Anna vidste at fuglen var 150 millioner år gammel.
"Godt, min pige." Der var noget i von Molsens blik, da han så på hende. Hun bemærkede, at hans ene øje var næsten lilla. Han var rystet over hendes fund.
"Mor?"
Von Molsen lagde piben rygende på jorden og tog sit forstørrelsesglas frem, og netop nu, hvor Anna absolut ikke ville forlade drømmen, begyndte den at gå i opløsning.
"Mor, jeg vil op til dig," sagde en lille stemme. Anna knyttede næverne, så vågnede hun i København.
Soveværelset lå i halvmørke, og Lily stod på gulvet ved siden af sengen, i natdragt med fødder og en tung tisseble, som Anna Bella hejste hende op i, da hun løftede ungen op i sengen. Barnet puttede sig ind til hendes bryst. Klokken var ikke engang seks. Et hvidligt morgenlys piblede akkurat ind, men det ville vare mindst en halv time, før man ville kunne skelne farven på en kat. Sengetøjet var nyvasket og knitrede, og mellem vinduet og den lukkede dør til stuen stod en skikkelse. Det var Friedemann von Molsen. Hun kunne ikke se hans ansigt, men hun kunne genkende den bredskyggede, filtede hat, som han plejede at tage på, når solen blev ubarmhjertig. Annas hjerte slog hårdt i brystkassen, og hun ville have, han skulle forsvinde. Lige så livagtig som drømmen havde været, lige så lyslevende stod von Molsen i hjørnet af hendes soveværelse og betragtede hende tavst.
"Hvis jeg venter længe nok," tænkte hun, "så tager lyset ham." Hun vidste, hun så syner. Hun vidste det. Alligevel så hun ham lige så tydeligt i det grå morgenlys, som hun så den høje kommode på den anden siden af døren, den grønne vase, der stod ovenpå, og silhuetten af de liljer, hun havde købt og sat i vand dagen i forvejen.
Senere, når hun huskede tilbage på den morgen, vidste hun udmærket, hvad von Molsen var.
Han var et varsel.

*

Kapitel 2

Det var mandag morgen den 8. oktober. Biologisk Institut var en H-formet bygning klemt inde mellem Zoologisk Museum og August Krogh-instituttet i Universitetsparken på Østerbro. Hovedbygningen var en smal, gul rektangel i fire etager, der havde Jagtvej på den ene side og en brolagt gård på den anden. Anna Bella parkerede sin cykel ud for indgangen til bygning 12, hvor Afdelingen for Cellebiologi og Sammenlignende Zoologi lå på anden sal. Morgenen havde været hæslig. Anna havde forsøgt at aflevere Lily i børnehaven, men Lily ville ikke slippe hende og havde grædt. De havde stået i garderoben, og Anna kunne se de andre småbørn gennem glasruden, se hvordan de hentede deres siddepuder og gjorde klar til morgensamling, men Lily ville ingen steder. Hun hagede sig fast på sin mor og vendte snot og tårer ind mod Annas jakke.
Til sidst kom en af pædagogerne for at hjælpe. Lily gav sig til at græde endnu højere, og Anna kunne mærke desperationen trække ud gennem huden. Hun så bedende på pædagogen, der forsigtigt løftede Lily op, så de kunne trække flyverdragten af hende.
Anna havde konstant dårlig samvittighed. Cecilie, Annas mor, passede Lily næsten hele tiden. Det var Cecilie selv, der havde tilbudt sin hjælp seks måneder tidligere, da specialet for alvor var blevet krævende. "Du kan jo umuligt gå hjem hver dag klokken fire for at hente barn, hvis du skal gøre dig håb om at løse opgaven på normeret tid," havde hun sagt. Og sådan blev det. Lily elskede sin mormor, sagde Anna til sig selv, så hvorfor egentlig ikke? Det var jo oplagt, at Cecilie tog hende.
De sidste mange måneder havde hun imidlertid arbejdet nærmest i døgndrift, og nu hvor specialet langt om længe var afleveret, manglede hun stadig at forberede sig til sit forsvar og den efterfølgende eksamination. Lige meget hvor meget Anna savnede sin datter og godt var klar over, at pasningen havde taget overhånd, var der ganske enkelt ikke plads til Lily i den ligning. Og Lily havde det jo godt hos sin mormor.
"Hold nu op, Lily," sagde hun, "Jeg bliver nødt til at gå. Mormorhenter dig i dag. Du skal sove hos mormor i nat. Slip mig så!" Hun måtte rive sig løs.
"Gå bare," sagde pædagogen, "jeg skal nok."

Da Anna havde låst sin cykel i gården bag instituttet, fik hun øje på Hanne Moritzen, der sad på sit kontor i stueetagen. Anna prøvede at fange hendes opmærksomhed, men Hanne sad bøjet over sit skrivebord og så ikke op.
Hanne Moritzen var parasitolog, i slutningen af fyrrerne og havde fire år tidligere undervist Anna på et sommerkursus i Brorfelde. En nat havde hverken Anna eller Hanne kunnet sove og var stødt på hinanden i det store institutionskøkken, der hørte til universitetets terrestriske laboratorium. Hanne havde lavet kamillete, og de var faldet i snak. Først havde de talt om fag, men det var hurtigt gået op for Anna, at Hanne, modsat andre professorer, Anna havde mødt, ikke var specielt optaget af at tale om sin profession. I stedet havde de talt om gode bøger og film, og Anna kunne mærke, at hun rigtig godt kunne lide Hanne. Da det begyndte at blive lyst, var de blevet enige om at opgive at få mere søvn, og da køkkenholdet mødte søvndrukne op, var de lige gået i gang med at spille kort.
Senere var de stødt på hinanden i forskellige sammenhænge på fakultetet, havde sagt hej og udvekslet almindeligheder og havde flere gange spist frokost sammen. Der var noget målrettet og roligt over Hanne, som Anna beundrede. Nu var det længe siden, de sidst havde spist frokost. Så snart forsvaret var overstået, ville hun tage revanche for alt det, hun havde forsømt. Sit barn, Hanne Moritzen, sig selv. Hanne så endelig op bag ruden, og vinkede smilende til Anna. Anna vinkede tilbage og gik ind gennem svingdøren til bygning 12.
Afdelingen for Cellebiologi og sammenlignende Zoologi bestod af kontorer og laboratorier fordelt på begge sider af en lang gang uden vinduer. Det første kontor tilhørte Lars Helland, Annas ene og primære specialevejleder. Han var en høj, tynd mand uden en ærlig rynke, hvilket var usædvanligt for biologer, der konsekvent aldrig beskyttede deres hud, når de var på feltarbejde. Det eneste, der afslørede, at han var sidst i halvtredserne, var de hvide nister i det bløde skæg, en gradvist voksende måne samt billedet af en smilende kvinde og en teenagedatter med bøjle på tænderne, der stod på hans skrivebord.
Anna var overbevist om, at Helland afskyede hende, og hun afskyede i hvert fald ham. I de ti måneder hun havde været Hellands specialestuderende, havde han knap taget sig tid til at vejlede hende og var altid kort for hovedet og uinteresseret, og når hun endelig fik ham presset op i en krog og spurgte ham om noget konkret, strøg han ud ad en irrelevant tangent og kunne ikke stoppes. I begyndelsen af specialeforløbet havde det irriteret Anna, og hun havde seriøst overvejet at klage over ham. Nu havde hun resigneret og forsøgte så vidt muligt at undgå ham, selv i fredags havde hun lagt specialet i hans dueslag i stedet for at aflevere det til ham personligt. Da hun tjekkede dueslaget fjerde gang, havde specialet været væk.
Døren til Hellands kontor stod på klem, og Anna listede lydløst forbi. Gennem dørsprækken kunne hun se en del af Hellands dækstol, de nederste centimeter af to grå bukseben, et sæt strømpefødder og én sko, der slå sjusket smidt med sålen opad. Det var typisk. Når Helland var på sit kontor, lå han for det meste og læste, omgivet af et sandt Colosseum af bogstabler og tidsskrifter, der hobede sig op i vild uorden omkring stolen. Selv de få gange Helland havde vejledt hende, var det sket halvt liggende, som om han var en fin herre, der modtog audiens.
Hov, han var ikke alene. Anna kunne høre en ophidset stemme, og hun sagtnede instinktivt farten. Var det Johannes? Hun forsøgte at høre, hvad de talte om, men opgav. Den måtte hun få senere. Anna accelererede og gik ned ad gangen.
Anna og Johannes delte kontor. Johannes var færdig som biolog, men havde fået lov at beholde sit skrivebord, fordi han var i gang med at skrive en artikel i samarbejde med Lars Helland, der også havde været Johannes’ specialevejleder. Anna kunne tydeligt huske den første dag på afdelingen i januar, da Lars Helland havde vist Anna ned i studiecellen, hvor Johannes allerede sad. Anna havde omgående genkendt ham fra grundstudiet og havde uvilkårligt tænkt "åh, nej", og først senere studset over sin reaktion, for de havde faktisk aldrig talt sammen. Johannes så mærkelig ud, og han var mærkelig. Han havde gulerodsfarvet hår og et lidt klæbende blik bag runde, umoderne briller, som om han begloede hende, og de første tre uger havde det irriteret hende inderligt, at hun skulle dele arbejdsplads med ham. Hans skrivebord lignede en slagmark, der stod halvfulde tekrus alle vegne, han luftede ikke ud, ryddede ikke op og glemte hver dag at sætte sin mobiltelefon på lydløs, og selvom han undskyldte, var det alligevel irriterende. Johannes virkede derimod ovenud tilfreds med at have fået en sidekammerat i det ti kvadratmeter store kontor, og talte i ét væk. Om sig selv, sit fag, eller verdenspolitikken.
De første uger havde Anna bevidst holdt ham tre skridt fra livet. Hun rejste sig og gik ned i frokoststuen alene, selvom det var oplagt at spørge, om han ikke ville med, hun svarede kortfattet, når han spurgte om noget, så han ikke skulle føle sig foranlediget til at indlede en samtale, og hun afslog, da han begejstret foreslog en kageordning. Alligevel blev Johannes ved. Ganske enkelt som registrerede han ikke hendes afmålthed. Han sludrede og fortalte, han lo højt ad sine egne historier, han medbragte interessante artikler, som hun måske havde lyst til at læse, og han bryggede altid to kopper te og serverede den ene med mælk og honning, sjovt nok præcis som hun bedst kunne lide den. Og på et eller andet tidspunkt tøede Anna. Johannes var varm og morsom, og han fik hende til at grine, som hun ikke havde grinet i … tja, årevis. Johannes var tindrende begavet, og hun havde ladet sig narre af hans besynderlige udseende. Blikket var ikke klæbende, som hun først havde tænkt, det var opmærksomt og åbent. Som om han gjorde sig umage. Som om det hun sagde, betød noget.

*

"Du har jo sminke på!" udbrød hun overrasket en morgen i foråret, ikke så længe efter de var blevet venner.
Johannes sad allerede bag sit skrivebord, da Anna ankom, han var iført læderbukser og hawaiiskjorte, håret var redt tilbage med voks og hans lange, hvide fingre lå spredt ud over tastaturet. Brillerne forstørrede de brune øjne en halv gang, og det var ikke til at tage fejl af, da Johannes så på hende. Han havde rester af makeup om øjnene.
"Jeg er goth," sagde han med et hemmelighedsfuldt smil.
"Du er hvad?" Anna satte sin taske på kontorstolen og så uforstående på ham.
"Og det gik lidt vildt for sig i fredags. Jeg var i drag," fortsatte han kryptisk. "Jeg troede egentlig, jeg havde fået makeuppen af."
Han vinkede hende nærmere.
"Kom, så skal du se."
Han viste hende billeder på nettet, mens han fortalte. Klubben hed Den Røde Maske og fandt sted første fredag i hver måned. Klubbens navn var inspireret af Edgar Allan Poes novelle The Masque of the Red Death, og den var samlingssted for goths fra hele Norden. Det er en subkultur, uddybede Johannes, da han så Annas tomme ansigtsudtryk, og pegede på et fotografi. Først kunne Anna ikke se, hvem det var. En lidt androgynt udseende kvinde, med rødt hår, sortmalede læber og dramatiske øjne, klædt i stram sort corsage, netundertrøje, læderbukser og nitter. Orlando stod der under billedet. Anna så spørgende på Johannes.
"Det er mig," sagde han så.
"Det er løgn!" udbrød Anna og tænkte, at hun virkelig var idiot. Selvfølgelig var Johannes bøsse!
"Hvad betyder Orlando?" ville hun vide. Johannes så strengt på hende:
"Orlando refererer naturligvis til hovedpersonen i Virginia Woolfs roman Orlando. Orlando er først mand og bliver siden hen forvandlet til en kvinde. Ligesom mig ved mørkets frembrud."
Han lo. Anna så måbende på ham og sagde:
"Okay."
"Men jeg er altså ikke bøsse," tilføjede han så. Som om han havde læst hendes tanker.
"Nå, men hvad er du så?" fløj det ud af Anna.
"Jeg er til kvinder." Han blinkede til hende. "Og så er jeg goth, og af og til kommer jeg til vores fester i drag, altså kvindetøj."
"Boller I til de fester eller hvad?" brast det ud af Anna. Johannes så muntert på hende.
"Så ville du måske gerne med?"
"Hold nu kæft." Anna smed et viskelæder efter ham, men kunne ikke lade være med at smile. "Det var ikke derfor, jeg spurgte. Jeg er bare nysgerrig. Du ligner jo en …" hun nikkede i retning af skærmen. Johannes fulgte hendes blik.
"Ja, jeg er godt dullet op," sagde han tilfreds. Så trommede han på bordpladen og vendte tøvende blikket mod Anna, som om han overvejede, om han orkede at forklare.
"Der foregår ingen sex på Den Røde Maske," sagde han så. "Men der er en del goths, der kommer både i goth-miljøet og i fetich-miljøet. Mig for eksempel." Han så undersøgende på hende. "Her hedder klubben Inkognito, og arrangementerne løber af stabelen to gange om måneden." Han kløede sit ene øjenbryn. "Og der boller vi. Der er darkrooms, og folk kommer i lak og læder. Her kan man blive hængt op på væggen og få nogle smæk, hvis man vil."
Anna løftede hånden.
"Ja tak. Det rækker, Johannes."
"Og snerper er meget populære i fetich-miljøet. Meget." Johannes slog inviterende ud med armene. Anna smed et tidsskrift efter ham, og Johannes parerede ved at rulle stolen bagud. Han grinede over hele hovedet, og pludselig kunne Anna heller ikke lade være. Det hele var så let sammen med Johannes.

Det eneste tidspunkt, hvor harmonien mellem dem slog sprækker, var når talen faldt på Lars Helland. Allerede kort efter de var blevet venner, havde Anna spurgt Johannes, hvad der egentlig stak Helland. Han var altid fortravlet, sur og ukoncentreret, syntes hun. Til hendes store overraskelse virkede Johannes oprigtigt forundret. Hvad mente hun? Helland havde været en formidabel vejleder for ham i sin tid, fastholdt han, virkelig upåklagelig. Synes du ikke, han er uopmærksom, fraværende og sløv? ville hun vide. Det syntes Johannes overhovedet ikke.
En dag var de næsten kommet op at skændtes over Helland. Anna var kommet til at sige højt, at hun ofte havde lyst til at drille Helland. Bare fjerne hans mest brugte opslagsværk eller skrue en lille afgørende møtrik ud af det stereomikroskop, Carlsbergfondet havde finansieret, og som stod på hans bord og var millioner af kroner værd, bare en lille skrue, der ville gøre, at objektet aldrig blev skarpt eller at objektrørene ikke ordentligt kunne tilpasses afstanden mellem Hellands øjne. Eller hvad med at pode hans tapet med en skimmelsvamp? Eller sætte et par mus ind i bogreolen? Noget der ville genere ham, uden at skade ham for alvor. Sådan som han generede hende, uden for alvor at gøre hende ondt. Johannes og hun havde tepause og havde netop talt om en film, de begge havde set, havde netop leet, men da hun luftede sin fantasi, blev Johannes bleg.
"Det er ikke sjovt." sagde han. "Hvorfor siger du det? Det er overhovedet ikke sjovt."
"Hey, slap af," sagde Anna, instinktivt flov fordi hun pludselig sad alene tilbage med den åbenbart meget upassende fantasi.
"Man skal ikke gå og genere folk," havde Johannes mumlet.
"Det var bare for sjov," sagde Anna.
"Det lød ikke sådan," sagde Johannes.
"Altså, hvad taler vi egentlig om?" spurgte Anna og drejede forurettet sin stol mod Johannes, der sad bøjet over sit tastatur. "Sidder du dér helt alvorligt og tror, at jeg helt alvorligt vil skade Helland?"
"Nej, selvfølgelig ikke." Johannes lød pludselig usikker.
"Jeg fatter ikke, at du altid skal forsvare ham sådan," fortsatte hun ophidset.
"Og jeg fatter ikke, at du altid skal angribe ham." Nu så Johannes på hende med et nysgerrigt blik. "Helt ærligt, Anna, giv dog manden en ærlig chance."
"Han er uengageret," sagde hun og kunne godt selv høre, hvor tåbeligt det lød.
"Og derfor skal han have en skimmelsvamp ind under tapetet, så han kan få hovedpine, sviende øjne og irriterede slimhinder?"
"Det var for sjov!"
Johannes så pludselig undersøgende på hende.
"Hvorfor slår du egentlig så hårdt en gang imellem? Din tone … den kan være så hård, som om du kaster med knive. Og Helland er ikke så slem. Han er på mange måder god nok."
Anna vendte sig mod sin skærm og hamrede i tasterne. Hun var tæt på at græde. Johannes kogte vand og lavede te.
"Her, smukke," sagde han kærligt og stillede en kop på hendes bord. Han daskede blødt til hende.
"Det var bare for sjov, okay?" mumlede hun.
"Men det var ikke sjovt," svarede han og gik tilbage til sit skrivebord.

*
Fra da af undgik Johannes og Anna at tale om deres fælles vejleder, og det til trods for at Anna syntes, Helland blev mere og mere underlig. En aften, hvor Anna havde afleveret Lily hos Cecilie, kørte hun ud på instituttet for at arbejde. Det var skumring, og parkeringspladsen bag bygningen var fuld af blå, dansende skygger. Der duftede bladagtigt af det allersidste af en usædvanlig kølig sommer. Nogle duer pikkede rundt på jorden ved cykelparkeringen og flaksede op, da hendes cykel fik slagside og væltede. Johannes var naturligvis gået hjem for længst, ærgerligt nok.
Pludselig materialiserede Helland sig i tusmørket. Han stod med ryggen til hende, helt stille, der hvor fuglene netop havde trippet rundt, og han lignede en voksdukke. Helland ænsede ikke fuglene og vendte sig ikke om. I det øjeblik blev hun grebet af uro og trådte forsigtigt hen mod ham. Lyset var på vej væk, og Anna bevægede sig i en blød bue og håbede, han i det mindste ville sige hej. Men han vendte sig ikke. Stod bare med ryggen til og lavede tilsyneladende ingenting. Anna spejdede efter hans bil, men den var ikke at se. Så spejdede hun efter hans cykel, men kunne ikke se den. Han havde heller ingen bilnøgle i hånden, ingen taske slængt over skulderen, og ingen jakke på. Nu var hun skråt inde i hans synsfelt og rømmede sig. Helland drejede hovedet og så tomt på hende og åbnede munden for at sige noget, men der lød bare en boblende lyd, og noget hvidt skum kom til syne i hans mundvig.
"Er du okay?" råbte Anna forskrækket.
"Ghå in vaj," mumlede han og slog ud i luften med hånden.
Han stirrede rasende på hende, men slaget var en kvart cirkel ved siden af, hvis det havde været Hellands mening af vifte hende bort.
"Gha vhæg," sagde han igen, lidt højere, og lidt fråde slap hans mundvig og forsvandt i mørket.
"Skal jeg gå væk?" spurgte Anna.
Helland nikkede. "Ja, gå væk," sagde han så tydeligt.
Anna gik. Hendes hjerte hamrede hele vejen op på anden sal, hvor hun låste sig ind i kopirummet, der vendte ud mod parkeringspladsen. Hun stod i det mørke vindue og betragtede Helland. Han stod der lidt endnu, så var det, som om en kraftig kuldegysning gik igennem ham, og han virrede med hovedet, hvorpå han rystede det ene, så det andet ben og forsvandt rundt om hjørnet til den store parkeringsplads.
Næste dag besluttede hun at fortælle Johannes om episoden, og han havde først set irriteret ud, som om hun brød deres usagte aftale om, at de ikke diskuterede Helland, men så indrømmede han til Annas store overraskelse, at han også havde bemærket, at Helland ikke var på toppen. Johannes og Helland var i gang med en publikation med baggrund i Johannes’ speciale, og hvis det endelig skulle frem, havde han faktisk ikke haft samme faglige skarphed, som han plejede. Pludselig sagde Anna:
"Og hvad er det, han har i øjet?"
Johannes så uforstående ud.
"Han har noget i øjet," sagde Anna, og pegede i udkanten af sit eget højre øje. "En lille hård udposning af en slags. Måske er han syg."
Johannes trak på skuldrene. Anna kunne ikke rigtig komme til at se, om han virkelig havde noget i øjet, for de eneste gange, hun så et glimt af ham, var, når han hastede ned ad gangen, altid med en hale af uro efter sig, brølede "goda" ind gennem døren til den åbne studiecelle og forsvandt ind i elevatoren. Johannes sad igen bøjet over sit tastatur, og Anna opgav at forfølge emnet.
Anna var flyttet til København i 1999, da hun blev optaget på biologistudiet. Jens, hendes far, boede der allerede, og han havde hjulpet hende med at finde lejligheden i Florsgade. Jens og Cecilie var blevet skilt, da Anna var otte, og Anna var blevet på Fyn sammen med sin mor, i landsbyen Brænderup, lidt uden for Odense. Landsbyen bestod af et halvt hundrede huse, familierne i husene havde en masse at gøre med hinanden, og det var et rart sted at vokse op. I årevis var Anna ikke sikker på, hvornår hendes forældre præcis blev skilt, for Jens holdt aldrig op med at komme i deres hjem, som en optimistisk bejler. Anna vidste, at det havde irriteret de kærester, Jens havde haft efter Cecilie, ikke fordi Jens og Anna talte særlig meget om deres følelser, men han havde engang bemærket, at det forholdt sig sådan. At hans kærester ikke brød sig om, at han hellere ville holde jul med Cecilie (og Anna), hellere ville på ferie med Cecilie (og Anna), og aldrig glemte Cecilies fødselsdag (men for øvrigt to gange havde glemt Annas). Anna vidste, at hendes far elskede hende. Men han forgudede Cecilie. Det var tydeligt for enhver.
Anna havde engang sagt til Karen, at hun troede, at forældre bedre kunne lide hinanden, end de kunne lide deres børn. Karen var Annas hjerteveninde, og de havde begge været ti år. De havde været ved at lege hule, og så havde Anna spurgt Karen, hvorfor voksne mon bedst kunne lide hinanden, og så børnene næstefter, og Karen havde sagt, at det passede i hvert fald heller ikke. Hendes mor havde selv sagt, at hun elskede Karen højere end nogen anden på jorden. At voksne kunne vælge hinanden til og fra, men at man elskede børn hele tiden, hele livet, og at man aldrig fortrød børn. De var næsten kommet op at skændes, og midt i det hele havde Jens kaldt fra køkkenet, hvor han havde ristet brød og sat mælk og kakaopulver frem. Jens og Cecilie måtte have været skilt på det tidspunkt, men Jens var der i hvert fald og stod ude i køkkenet og læste avisen foran køkkenvinduet. Og ristede brød. Pigerne gik ud i køkkenet, og pludselig sagde Karen:
"Kan du vel bedre lide Cecilie end Anna?" til Jens, der sænkede avisen og så overrasket op. Anna var lille og mørk, og Karen var gul og krøllet.
"Hvorfor i alverden spørger du om det?" havde Jens svaret, og Anna var blevet flov. Det var ikke meningen at Jens skulle høre det, det var overhovedet ikke meningen, Karen skulle sige det. Anna stirrede trodsigt ned i voksdugen. Hun kunne ikke huske, hvad der skete, kun at hun ikke ville lege mere med Karen den dag, og at hun tog det frimærke tilbage, hun havde foræret hende, selvom Karen sagde, at det kunne man ikke. Men om aftenen havde Jens fortalt hende noget. Da Anna blev født, var Cecilie blevet meget syg i ryggen. Hun havde haft store smerter og havde tit været indlagt, fortalte Jens, og selvom Anna kun havde vejet tre kilo, måtte Cecilie ikke løfte hende. Det havde hun været rigtig ked af. Jens stoppede dynen ned om Anna og kyssede hendes pande. Men det er derfor, jeg passer på Cecilie, sagde han. Ekstra særlig meget. Anna havde nikket. Anna gjorde sig også altid umage med at gøre ting, som Cecilie godt kunne lide.
"Men jeg elsker dig højere end nogen anden, Anna," havde han så sagt og pludselig set meget alvorligt på hende. "Det gør forældre. Ellers er der noget galt."
Næste dag havde Anna givet Karen frimærket alligevel. Og et lille gummidyr, der selv kunne gå ned ad en rude.

Da Anna i foråret 2004 fortalte Jens, at hun var blevet gravid med Thomas, og de havde besluttet sig for at få barnet, sagde Jens:
"Hvorfor det?"
De sad på en café i Odense og havde netop købt en meget blød morgenkåbe til Cecilie, der fyldte år. Nu drak de kaffe på en café, inden de skulle videre til Brænderup, hvor Cecilie ventede med sin fødselsdagsmiddag.
Anna så rasende på sin far.
"Skal jeg begynde med blomsterne og bierne, eller hvor meget er du med på?" "Jamen, jeg troede ikke, det gik så godt mellem dig og Thomas."
"Det går bedre."
"Hvor længe har I kendt hinanden nu?"
"Snart et år."
"Hvor gammel er du?"
"Har du glemt, hvor gammel jeg er?"
"26?"
"27."
"Og hvor lang studietid har du tilbage?"
"Tre år."
"Hvorfor vil du have et barn nu?" spurgte han igen. "Sidst vi var sammen, overvejede du at slå op med Thomas, fordi han var … hvad kaldte du ham … alt for selvoptaget. At du ikke var sikker på, du kunne holde ham ud. At han arbejdede alt for meget.
Har du glemt det?"
"Du kan ikke lide ham."
"Jeg kender ham ikke særlig godt."
"Men det du kender, det kan du ikke lide."
Jens sukkede.
"Jeg kan godt lide ham, Anna. Han er fin nok." De sad lidt. Anna bed tænderne sammen. Hun kunne mærke det krible i benene, og hun blev nødt til at tie stille for ikke at råbe højt. Pludselig trak Jens hende ind til sig.
"Tillykke," mumlede han ind i hendes hår. "Tillykke, min skat. Undskyld."
Bagefter var de gået direkte hen i en butik med udstyr og havde købt en mørkeblå barnevogn til Jens’ barnebarn. På kalechen sad en mørkeblå paraply, som Anna forsigtigt snurrede rundt, mens Jens betalte. Vognen var lidt falmet på den ene side, fordi den havde stået i vinduet, men hvis de ville have en ny, var der ventetid. Og fandeme om Jens ville vente, sagde han. Han sagde "mit barnebarn" mindst ti gange, mens de var i butikken. Ekspedienten skottede til Annas mave, der var flad som et bræt. Anna kunne ikke lade være med at grine. Da de kom hjem til Cecilie, lugtede der af lammesteg i hele huset, og Cecilie stod oppe på køkkenbordet og var ved at hænge en flagguirlande op i vinduet ud mod haven. Jens rullede barnevognen ind i køkkenet.
"Hvad er det?" spurgte Cecilie.
"Hvad synes du selv, det ligner?"
2"En barnevogn."
"Bingo!"
"Jeg er i overgangsalderen," sagde Cecilie og spyttede de knappenåle ud, hun havde siddende i mundvigen.
Nu begyndte Anna at grine, og Jens kørte en runde med barnevognen i køkkenet og råbte til Cecilie:
"Hop ned fra køkkenbordet, Besse. Og tag rollatoren med hen til køleskabet og fisk din bedste champagne frem. Du kan fra nu af tiltale mig: "Højtærede morfar"."
Først da faldt femøren, og Annas mor dykkede som en rockstjerne ned fra køkkenbordet og faldt Anna om halsen. Først en halv time senere, da de sad ved spisebordet og champagneflasken var tom – Anna havde ikke drukket noget, og Jens og Cecilie var i fremragende humør – sagde Cecilie pludselig:
"Hvem er faren?"
Anna mærkede en bevægelse under bordet og vidste, at Jens havde forsøgt at sparke Cecilie. Anna sad lidt og så fra den ene til den anden.
"I bliver min død," sagde hun så og gik op på sit gamle værelse for at se fjernsyn. Næste morgen sad Jens og Cecilie og kiggede på internettet sammen, da Anna stod op.
"Jeg flytter til København," sagde Cecilie glad. Jens søgte lidt videre, og Cecilie rejste sig og varmede boller til Anna.
"Sæt dig bare," sagde hun. Cecilie satte smør og mælk og ost på bordet, sit hjemmelavede syltetøj og en agurk. Hun lavede frisk te og hældte op til Anna. Da hun havde sat tekanden på bordet, så hun på Anna og sagde:
"Undskyld, jeg spurgte dig, hvem faderen er. Selvfølgelig er det Thomas. Jeg havde bare fået indtryk af, at det ikke gik så godt.
At det bare var et spørgsmål om tid før …"
"Ja, men der tog du altså fejl," afbrød Anna.
Cecilie smilede flygtigt.
"Jeg kan rigtig godt lide ham," sagde hun med eftertryk.

*

Sandheden var, at det gik ad helvede til med Anna og Thomas. De havde kendt hinanden i trekvart år, og de boede ikke sammen. Det skulle de selvfølgelig til nu, hvor de skulle være forældre. De havde mødt hinanden tilfældigt på en bar, på Vesterbro. Han var alt for lækker til hende, havde hun tænkt, da hun fik øje på ham ved vinduet ud mod baggården, hvor han stod med korslagte arme, fødderne på ti minutter i to, en meget rank ryg, og en cigaret i en lukket næve under albuen. T-shirten var lidt stram, men det var nok svært at modstå fristelsen, når man havde en pæn krop, og det havde han.
"Irriterende type," havde Anna tænkt. Thomas var læge på Hvidovre Hospital, i gang med sin specialuddannelse, midt i trediverne. Hans hår var kortklippet og var næsten hvidt, hans hud var fin og fregnet, og hans øjne var meget intense. Han gik hjem klokken lidt i to om natten ligesom fødderne, tænkte Anna og betragtede ham forlade baren.
To dage senere ringede han. Hun havde sagt sit navn, han havde fundet hende på nettet, middag? Okay. Fra da af var de sammen.
Næsten med det samme begyndte det at gå galt. Anna fattede stadig ikke helt, hvad der var foregået, men det var en kendsgerning, at hun aldrig havde været så bundulykkelig i sit liv, og hvordan det hang sammen med, at hun samtidig var stormende forelsket, fortabte sig i det uvisse. Dengang. Thomas elskede hende, sagde han. Men hun troede ikke på det. Du er lidt paranoid, lo han. Anna elskede til gengæld ham, så hun var ved at blive vanvittig. Jo mere hun hang og dinglede i hans diffuse opmærksomhed, jo mere elskede hun ham. Omkring november, et halvt år efter de havde mødt hinanden, anede hun ikke længere, hvad der foregik. Hun anede ikke, om de var kærester, eller om de ikke var kærester, om han elskede hende (det sagde han), eller om han ikke elskede hende (sådan opførte han sig. Han kom timer for sent, dukkede ikke op, ringede ikke). Hun anede ikke, om de havde en fremtid, hun anede ikke, hvor han var, hvorfor han sagde det, han gjorde, hvorfor hun nogle gange gerne måtte tage med ham og hans venner i byen, og andre gange helst ikke måtte komme med, jamen, hvad skal du med for? Det kunne hun ikke svare på. Hun ville bare gerne med.
Thomas bad hende slappe lidt af. Ødelæg nu ikke det, der er fint, sagde han. Hun prøvede, og det virkede ikke. Thomas havde kun mødt Annas forældre ganske få gange, og ingen af gangene havde det været særlig hyggeligt. Anna havde aldrig mødt Thomas’ forældre. I foråret tog Thomas en tænkepause, der varede to uger, jeg elsker dig, Anna, det skal du ikke tvivle på, jeg orker bare ikke al den ufred hele tiden, havde han sagt og set irriteret på hende. Faktisk havde han været så træt efter et natligt skænderi, som Anna havde gestaltet, at han næsten havde fejlmedicineret en patient. I løbet af de to uger, de ikke sås, tog Anna en graviditetstest.
"Nå, men så skal vi jo have et barn," sagde han og smilede, da de så hinanden igen. Anna stirrede på ham.
"Er du glad?"
"Jeg ville have valgt et andet tidspunkt," sagde han.
De flyttede sammen, kort før Lily blev født. Det var snart tre år siden.

I forlængelse af Biologisk Institut lå Zoologisk Museum og tronede som en dekoreret færge højt over de øvrige bygninger. De to øverste etager udgjorde museets publikumsdel, mens resten af bygningen bestod af laboratorier og kontorer symmetrisk fordelt omkring en brandsikret kerne, hvor samlingerne af insekter, bløddyr og hvirveldyr befandt sig, samlet, bestemt og bevaret af danske videnskabsfolk gennem hundrede år. På tredje sal lå vertebratsalen, som husede en gigantisk samling af hvirveldyr, nedenunder fulgte to invertebratafdelinger med de hvirvelløse dyr, og nederst lå hvalkælderen, der blandt andet rummede et monteret bardehvalskelet i fuld størrelse.
Annas eksterne vejleder hed Erik Tybjerg, var vertebratmorfolog med speciale i udviklingen af ganetag hos fugle, og Hellands diametrale modsætning. Han havde brunt, tyndt hår, mørke øjne, en lille, adræt krop, og når han forskede, bar han tykke hinkestensbriller, der fik Anna til at smile, fordi det så ud, som om han var klædt ud som sig selv. Tybjerg var genert og meget seriøs. Han aflyste aldrig deres vejledermøder, og han kom altid velforberedt, havde fundet de bøger, han havde omtalt ved foregående møde, eller havde kopieret den artikel, han havde lovet hende. Han talte staccato, havde i begyndelsen svært ved at se hende i øjnene, brugte imponerende mængder sukker i sin kulsorte te, og klappede i som en østers de få gange, Anna forsøgte at slå ham for fagligt irrelevant information.
Det var Tybjerg, der første gang tog Anna med ind i vertebratsamlingen.
"Man kan ikke lære om knogler ved at glo i bøger," sagde han, mens de gik ned ad gangen mod samlingen, "og man må aldrig," tilføjede han og så strengt på Anna, "konkludere noget om knogler ud fra billeder eller fotos, aldrig!" Tybjerg låste op til magasinet og forsvandt ind ad døren og ned mellem rækkerne af skabe. Anna blev stående et øjeblik, overvældet af den uvante lugt af præserverede dyr, før hun vovede sig længere ind i rummet. Der var ikke mørkt, ikke lyst, som på et narkomansikret toilet, hvor man kan finde toiletpapiret, men ikke en vene i armen.
Vertebratsamlingen bestod af et stort rum opdelt af få skabe med glaslåger, hvor de udstoppede dyr stod udstillet, og skabe med skuffer, fyldt af æsker og kasser i forskellige størrelser, hvor de rensede og afkogte knogler lå. Tybjerg marcherede hjemmevant ned mellem rækkerne og stoppede, da han var halvvejs gennem rummet.
"Her har vi fuglene," sagde han tilfreds. Udsugningen sagde mærkeligt, og der stank. Anna kiggede ind i skabene, hvor udstoppede fugle efter udstoppede fugle stod i geled. Strudsefugle, en dronte og små spurvefugle af alle slags. Tybjerg bevægede sig ned ad en gang til venstre og forsvandt rundt om hjørnet.
"Stedet er helligt," sagde han et sted inde fra mørket, og Anna kunne høre, at han klaprede med skabslågerne. Hun gik tæt på et af skabene og hvilede næsen mod ruden og prøvede at se, hvad det var for en fugl, der var på den anden siden af glasset. Den var stor og brun, med en fyldig halefjer. Vingerne var spredt ud, som om fuglen skulle til at lette eller lande, netop da den døde, og Anna fik øje på en udstoppet mus, som var blevet placeret illustrativt i næbbet. Vingefanget var mindst to meter, og fuglen fik alle de andre fugle i skabet til at ligne en flok forskræmte kyllinger.
"En kongeørn," sagde Tybjerg, og Anna fór sammen. Han var gået rundt om skabene og var kommet om bag hende, uden hun havde bemærket det, med to aflange trækasser under armene. Hun rakte ud og støttede sig til et af skabene.
"Pas på med at røre ved glasset," sagde han. "Det er ægte krystal. Det er derfor, det buler sådan."
"Hvorfor skal her være så mørkt?" spurgte Anna.
"Kom," sagde han og ignorerede spørgsmålet. Anna fulgte med ham, og da de stod ude på gangen igen, kunne hun mærke sine ben ryste.

"Så skal vi se," havde Tybjerg sagt og slog sig ned ved et bord under et vindue. "Det her er en Rhea americana." Han løftede forsigtigt et fuglekranie op af æsken.
"Den er en sekundært flugtløs fugl og har derfor et skelet, der på mange måder minder meget om rovdinosauernes, og derfor er det et godt skelet at øve sig på. Det er nemmere at overskue knoglerne på de flugtløse," forklarede han, "for hos flyvende fugle er alting smeltet sammen. Knoglerne hos de sekundært flugtløse minder derimod en del om de primitive fugles. Kom, nu gennemgår vi den sammen." Anna satte sig til rette og betragtede Tybjerg løfte alle løsdelene op af æsken og lægge dem på bordet. Et fuglesamlesæt. Han gav sig til at parre knoglerne, og Anna betragtede ham nysgerrigt. Hun anede ikke selv, hvad der var op og ned, men hun bemærkede hans hænders nænsomme bevægelser.
De sad ved vinduet i næsten to timer. Tybjerg bad Anna sætte skelettet sammen efter at have vist det et par gange. Hun blev nødt til at være fortrolig med fugleskelettets mange reduktioner og tilpasninger for at kunne følge kontroversen, betonede Tybjerg. Den fløj, der fortsat nægtede at anerkende, at fugle var nulevende dinosaurer, var alle fugleeksperter, og deres frontfigur var den kendte ornitolog Clive Freeman, havde Anna hørt om ham? Anna nikkede. Clive Freeman var professor i ornitologi på Afdelingen for Fuglenes Evolution, Palæobiologi og Systematik ved University of British Columbia, og han havde udgivet flere store og anerkendte værker om fugle.
"Han er en meget dygtig ornitolog," betonede Tybjerg. "Han kan virkelig sit kram. Og hvis du skal have et ben til jorden og gøre dig håb om at knalde ham på hans argumentation, må du være fortrolig med de felter inden for fuglenes anatomi og fysiologi, som Freeman konstant refererer til og trækker på i sin fuldkommen absurde fastholdelse af, at fugle ikke er dinosaurer." Tybjerg så ud i luften. Clive Freeman og hans videnskabelige hold havde intet videnskabeligt grundlag at basere deres position på, fortsatte Tybjerg, for alt, understøttet af både fossiler og de anerkendte, systematiske metoder, bekræftede det tætte slægtskab mellem fugle og dinosaurer.
"Alligevel bliver de ved," Tybjerg fastholdt Annas blik, og hans øjne blev små. "Hvorfor?"
Anna sad med coracoiderne og forsøgte at gennemskue, hvilken del der passede ind i brystbenet, og det så ud til, at Tybjerg godkendte hendes beslutning, for nu rakte han hende scapula. Idet han rakte hende knoglen, så han indtrængende på hende:
"Tohundredeseksogfirs apomorfier."
"Undskyld?"
"Tohundredeseksogfirs apomorfier, som de blæser på." Anna sank. Hvad var det nu, en apomorfi var? Tybjerg sad og drejede en lille spids knogle mellem fingrene.
"Du skal gennemgå alle deres og alle vores argumenter," sagde han så, "stil dem op over for hinanden. Én gang for alle. Så nakker vi ham sammen." Det udtryk lød besynderligt i Tybjergs mund. Anna kiggede ud på universitetsparken.
"Vi trykker en lille bog," tilføjede han. "Et manifest af en slags. Den ultimative bevisførelse." Han så triumferende ud i luften.
Anna rejste sig for at gå, og pludselig sagde Tybjerg "for resten," og skød en sølvnøgle over bordet, det var, som om den kom ud af hans ærmegab. Anna greb den, og Tybjerg sagde uden at se på hende:
"Jeg har ikke lige givet dig en A-nøgle."
Anna puttede hurtigt nøglen i lommen, og sagde:
"Nej, det har du i hvert fald ikke."
Tybjerg havde betroet hende en nøgle, som normalt var forbudt for studerende. Nu kunne hun gå gennem alle døre.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.