Efter Fujiyama af Steen Bach Christensen

Efter Fujiyama

   Billedets ejendommelige blanding af liv og ro fascinerer mig. Det forblæste landskab, vinden i træerne, folkene på vej hjem fra rismarkerne med redskaberne over skulderen og de flade hatte dinglende i en snor på ryggen, langt ude i horisonten en rød sol på vej ned bag Fujiyamas sneklædte top. Det er naturen, når den er allermest storslået. Det er livet fanget i et hvirvlende øjeblik, hvor alt står stille. Det er en illusion af streger og farver på et tyndt stykke papir.
   Jeg lader fingerspidserne glide hen over den glittede flade, inden jeg for tredje gang går ud foran huset. Der er stille herude, især om natten. Det eneste, man hører, er havet, nogle gange brølende som et vildt dyr, andre gange hviskende blidt som en forelsket kvinde. Lige nu det sidste. Jeg åbner alle sanser og lader det strømme ind i mig ligesom dengang, lader det fylde mig helt ud, så der ikke er plads til andet, ingen tanker, ingen følelser, ingen ønsker, kun en sagte hvisken. Det bliver godt vejr i morgen, luften er ren og klar og fyldt med forventning. Jeg overvejer et øjeblik at gå ned til vandet, men opgiver med det samme idéen. I stedet tager jeg et par dybe indåndinger og går ind igen. Her finder jeg den bog frem, jeg lige har fået med posten og kun nået at bladre igennem et par gange. En stor, uhåndterlig sag på adskillige kilo og næsten lige så dyr, som den er tung. Hokusai igen, selvfølgelig. Heldigvis behøver jeg ikke længere tænke på, om der er en, der hellere ville have haft et par nye sko i stedet for eller bare er træt af at se endnu en bog om japanske træsnit i huset. Jeg bladrer hen til den berømte serie Seksogtredive udsigter til Fujiyama og finder hurtigt det billede, de fleste kender som Bølgen, men som i virkeligheden hedder I bølgens dal ud for Kanagawas kyst. På billedet ser man Fujiyama forsvinde som en lille hvid top mellem to kæmpestore bølger. Jeg brækker bogens ryg, der er næsten ti centimeter bred, så siden bliver fri helt ind til limen, inden jeg går ud i køkkenet og henter den skarpeste kniv, jeg har.
   Et kort, præcist snit, og jeg står med billedet i hånden. Det er Hokusai, når han er bedst. Den blågrønne farve er præcis den, havet har en kold efterårsdag med en storm på vej. Jeg fryder mig over papirets tyngde, farvens dybde, trykkets kvalitet. Det er næsten som at stå med den ægte vare, ja, på en måde bedre. Det er i hvert fald bedre end dengang, jeg så en stor Hokusai-udstilling i Berlin, hvor billederne hang på rad og række i store, mørke rum kun oplyst af et sært dæmpet lys, der fik dem til at ligne efterbillederne af en ubehagelig drøm. De havde været så tæt på og alligevel aldrig været længere væk. Her kan jeg i det mindste røre ved dem.
   Jeg finder noget tape og sætter billedet fast på væggen. Så anbringer jeg bogen i reolen sammen med de andre. Hvor mange har jeg efterhånden? Fyrre, halvtreds, hundrede? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Nu har jeg en mere.
   Jeg sætter mig i gyngestolen og ser hen over de mange hundrede billeder, der fylder væggene fra gulv til loft. Et af billederne er Toyonobus Efter badet. En smuk kvinde får rakt en kop te af sin tjenestepige efter at være kommet op af badet. Hendes kimono er gledet ned over skuldrene, så brysterne og maven er synlige, et slankt ben træder frem mellem kimonoens folder, selv ser hun væk, optaget af nogle flyvende insekter over sit hoved. Billedet er charmerende og enkelt, fra tiden før man begyndte at trykke med mange farver. Med kun rød, gul og grøn, lagt hver for sig på fladen, er det alligevel lykkedes Toyonobu at skabe både harmoni og spænding. Billedet minder mig om Christine.
   Lidt væk hænger Jeheis billede af digteren Sho-Shikibu, der læser et digt, som er så smukt, at en nattergal udskåret i træ giver sig til at synge. Den slags kunne Christine også.
   Gulvet knirker, mens jeg gynger. Jeg elsker den lyd, en beroligende, sammensat lyd. Der sker noget, og alligevel sker der ingenting, tiden går og står samtidig stille. Heldigvis nåede jeg trods utallige opfordringer fra Christine aldrig at få gjort noget ved knirkeriet, inden det var for sent. Kan man forestille sig noget hyggeligere end ilden, der brænder i pejsen, gulvet, der knirker under gængerne, japanske træsnit, der fylder væggene? Er det muligt at komme længere væk fra alt, eller tættere på?
Jeg farer sammen, da det pludselig banker på døren. Udenfor står Oscar, den eneste, der kan finde på at besøge mig på denne tid af natten.
   "Jeg var lige en tur nede på stranden for at se, om der skulle blæse en herreløs idé rundt, og da jeg på vej tilbage så, at der var lys herovre, tænkte jeg, at jeg lige ville stikke hovedet indenfor og sige hej."
Det er pænt af Oscar at skjule sin bekymring bag en omstændelig forklaring, men det er unødvendigt. Han er altid velkommen, også selv om det bare er for at se, om jeg er i live.
   "Har du tid til en whisky?" frister jeg og kender allerede svaret.
   Mens jeg hælder op, spørger jeg: "Hvordan går det med skriveriet?"
   "Joh …"
   "Ikke så godt, måske?"
   "Lad mig sige det sådan: Det kunne gå bedre, men det kunne også gå værre."
   Typisk Oscar, på den ene side, på den anden side. Ikke mærkeligt, at han aldrig bliver færdig med den bog.
   "Du er måske gået i stå?"
   Han virrer lidt med hovedet.
   "Det vil jeg ikke kalde det. Jeg sidder i hvert fald foran computeren hver dag."
   "Men får du skrevet noget?"
   "Indimellem. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det rigtige."
   "Unægtelig."
   Oscar er min nærmeste nabo. Jeg kan se over til hans gamle, firlængede gård, når jeg står i udkanten af de træer, der omgiver min grund. Oscar er en fin fyr, langsom og fremkommelig og meget omhyggelig med alt, hvad han foretager sig. En god nabo, opmærksom uden at blande sig for meget.
   "Nå," siger han, da han har fået glasset og sat sig ned. "Sker der ellers noget?"
   "Jeg fik en ny bog med posten her til morgen."
   "Japanske træsnit velsagtens?"
   "Selvfølgelig."
   "Hokusai igen?"
   "Det er klart, men også nogle af dem, der gik forud. Moronobu og Shunsho og den slags."
   Oscar løfter afværgende hånden.
   "Jeg tager virkelig hatten af for din interesse i de der træsnit. Jeg ville ønske, det var mig, der kunne være så … fokuseret, så ville jeg for længst have været færdig. Bliver du aldrig træt af dem?"
   "Bliver du træt af at trække vejret?"
   "Det sker."
   "Men ikke nok til, at du er holdt op."
   "Det har du ret i."
   "Skål."
   "Skål."
   Han ser spørgende på mig, men siger ikke noget. Oscar har finfølelse, en sjælden egenskab, jeg ville ønske, flere mennesker var i besiddelse af. Jeg kan se på ham, at han inde bag sine mørke briller sammenligner mig med den person, jeg var en gang, men han siger ingenting. Måske tænker han på, hvad i alverden der foregår i hovedet på mig, men det skal han have lov til, det lyder, som om han kunne trænge til noget inspiration.
   Vi sidder lidt og slynger nattens stilhed rundt i vores glas.
   "Hvor længe er det efterhånden, du har skrevet på din roman, Oscar?"
   "Syv år."
   "Syv år! Forhåbentlig ikke de syv magre."
   "Hvorfor ikke det, så er det jo de syv fede, der venter."
   "Du regner da ikke med at skrive på den syv år mere?"
   "Hvem ved, Proust skrev da også på sin i fjorten år … uden sammenligning i øvrigt."
   "Proust?"
   "Lige meget. Når man er kommet så langt med noget, er der kun en ting at gøre: blive ved, til man er færdig!"
   Oscar har en forkærlighed for korte, klare sætninger, hvor meningen er skåret så firkantet ud, at man får lyst til at protestere, uanset om man er enig eller ej, noget, der flere gange har fået mig til at argumentere lidenskabeligt mod min egen overbevisning. Det morede altid Christine, når hun hørte det, men nu, hvor jeg ikke længere gør noget lidenskabeligt, lader jeg hans små, firkantede provokationer passere, hvis det overhovedet er provokationer, jeg er ikke sikker, måske mener han faktisk, hvad han siger.
   Ligesom jeg bor Oscar alene, om end det hos ham foregår på en lidt anden måde. En gang hvert halve år flytter en ung kvinde ind hos ham, indtil hun pludselig en dag er væk, og en ny dukker op.
   "Bliver du aldrig træt af det?" spurgte jeg ham en gang.
   "Nej, det er dem, der bliver træt af det. Det hele forekommer dem så romantisk i starten. En gammel, stråtækt gård med udsigt over havet, en stakkels forfatter, der ikke kan blive færdig med sin bog. Jeg er aldrig helt blevet klar over, hvad de forestiller sig, når de flytter ind, men virkeligheden viser sig åbenbart altid at være noget andet."
   "Og så rejser de igen."
   "Så rejser de igen."
   "Og så kommer der en ny."
   "Så kommer der en ny."
   "Bliver du aldrig træt af det?"
   "Nej, siger jeg jo. Det er dem, der bliver træt af det."
   Oscar vidste godt, hvad det var, jeg spurgte om, han er ikke dum. Der er bare ting, det ikke kan betale sig at tale om; for eksempel kvindernes vandren ind og ud af hans liv.
   Han sætter glasset fra sig og gør mine til at gå.
   "Jeg må hellere se at komme tilbage. Det er vist blevet temmelig sent."
   Jeg modsiger ham ikke, selv om vi for min skyld godt kunne have delt resten af flasken.
   "Hils Pia."
   "Louise!"
   "Bare hils, hvem der nu er."
   I døren vender han sig om og siger det, han plejer: "Pas på dig selv."
   Jeg nikker. Selvfølgelig passer jeg på mig selv, hvem skulle ellers gøre det.
   Da han er gået, tømmer jeg flasken. Klokken er over fire, inden jeg endelig går i seng. Mens jeg ligger i mørket og venter på søvnen, forestiller jeg mig Oscar på vej over til sin gård, der ligger helt ude på kanten af den yderste klit. Jeg ser ham finde vej gennem mørket, der ingen steder i verden er dybere end herude vestpå, hvor man ikke kan komme længere ud uden at styrte i havet. Jeg ser ham åbne døren til soveværelset, hvor Louise, som hun åbenbart hedder for tiden, rejser sig halvt op i sengen og mumler: "Oscar, er det dig?" Jeg ser ham gå hen til sengen og sætte sig ved siden af hende, mens han med sin rolige, hypnotiske stemme siger:
   "Undskyld, vækkede jeg dig?"
   "Det gør ikke noget."
   "Læg dig bare til at sove igen."
   "Du lugter af whisky."
   "Whisky?"
   "Ja, kom her … mm … du smager godt."
   Jeg forestiller mig, at de kysser hinanden, indtil Louise spørger:
   "Har du været ovre og besøge ham igen?"
   "Jeg ville bare lige se, hvordan han havde det."
   "Midt om natten?"
   "Jeg kunne se, der var lys derovre. Det kunne jo være, der var et eller andet galt."
   "Du er sød."
   "Nå ja, jeg fik jo som sædvanlig en whisky ud af det."
   "Jeg mener det, Oscar. Du er et godt menneske."
   "Så siger vi det. Jeg skulle i øvrigt hilse dig."
   "Hilse mig? Ved han overhovedet, hvem jeg er?"
   "På et mere overordnet plan gør han jo."
   "Nu er du dum!"
   Jeg ser hende for mig siddende op i sengen, mens hun et øjeblik lader, som om hun er fornærmet.
   "Nå, men hvordan havde han det så?"
   "Som han plejer, tror jeg. Han sidder stadig midt mellem alle sine japanske træsnit. Det er faktisk lidt uhyggeligt sådan midt om natten."
   "Den stakkel."
   "Han ser nu ud til at have det meget godt."
   "Det kan han da umuligt have, alene i det hus året rundt. Ser han overhovedet andre mennesker?"
   "Det er vist ikke mange."
   "Hvor længe er det siden, han kom herud?"
   "Et par år, måske lidt mere."
   "Var det lige efter ulykken?"
   "Nej, der gik noget tid, inden han flyttede herud permanent. Jeg snakkede med hans kone, sidste gang de var herude sammen. Da havde hun det ikke godt."
   "Det er klart, forestil dig, at den mand, du lever sammen med, pludselig forandrer sig og bliver en helt anden, hvem ville ikke …"
   "Ja?"
   "O.k., det ville måske ikke i alle tilfælde være en katastrofe."
  Det sidste jeg ser, er Oscar, der smilende læner sig frem mod hende. Så begynder vægtløsheden at indfinde sig, mørket stryger gennem mig som en vind, min krop svæver, det er nu, billederne begynder at virke. Før jeg ved af det, er jeg suget ind i en malstrøm af streger og farver, hvor jeg hvirvler rundt og rundt, indtil jeg pludselig befinder mig i en verden langt væk.
   Jeg svæver lavt hen over landskabet i en rolig, glidende bevægelse, under mig breder rismarkerne sig til alle sider, så langt øjet rækker, grønne, glinsende flader, der bliver ved og ved. Det er som at stå på broen af et skib og se ud over havet. Mens jeg stryger af sted, får jeg langt nede øje på nogle små prikker, jeg smiler til dem, da det går op for mig, at det er mennesker, men de er alt for langt væk til at kunne se det. Svimmel af lykke ser jeg op, den skarpe sol gør mig næsten blind. En gang imellem hæver jeg mig højt op, så de forrevne øer tager form under mig og bliver til et land. Jeg flyver mellem farverne, der ligger i tynde lag som skyer, raffineret bredt ud i røde, orange og gule toner, ægte og klare farver, som jeg kan lide det. Jeg dykker og kommer igen tættere på prikkerne dernede, ser deres runde ansigter, når de indimellem retter sig op og siger noget til hinanden. Jeg beslutter mig for at gå helt tæt på, tale med dem, finde ud af, hvem de er.
   Jeg når knap nok at tænke tanken, før jeg står i en landsby og en gammel kone med en kurv på ryggen kommer hen imod mig.
   "Hvem er du?" spørger hun og ser nysgerrigt på mig, da hun går forbi. Spørgsmålet overrasker mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal svare … skal jeg fortælle hende, at jeg kommer fra en anden tid … fra et andet sted … at jeg er faldet ned fra himlen? Inden jeg finder ud af, hvad jeg skal sige, er den gamle forsvundet.
   Da jeg når hen til byens torv, får jeg øje på hende igen, siddende på en bænk.
   "Nå, fremmede, har du fundet ud af, hvem du er?"
   Hendes stemme blafrer op mod mig, tynd og sitrende som en sommerfuglevinge.
   Jeg ryster på hovedet.
   "Vi ved, hvem vi er. Vi er folkene i landsbyen Kanagawa, ikke langt fra Edo."
   I det samme får jeg øje på Fujiyama, der rager op i horisonten – selvfølgelig – I bølgens dal ud for Kanagawas kyst. Mens jeg beundrer bjergets himmelstræbende symmetri, kommer en mand i et ejendommeligt kostume ridende ind på torvet. Højt råbende springer han af hesten og farer hen mod os. Han flår et langt, buet sværd ud af skeden og svinger det faretruende tæt på mit ansigt. Jeg ser mig selv springe rundt inde i det blanke stål, langstrakt og forvrænget, og kommer til at tænke på alle de samuraifilm, jeg i tidens løb har set, hvor hovederne har rullet for et godt ord. Jeg åbner munden for at sige noget, men lige før ordene forlader min mund, forsvinder alt i en høj hvislen.
   Så skifter scenen. Jeg svæver igen gennem luften, langsomt og majestætisk henover marker og bjerge. Det er stadig Japan, der sejler forbi under mig, men farverne er blevet mørkere og dybere, blågrønne i stedet for rødgule. Der er tydeligvis et uvejr på vej. Vinden rusker i stråtagene, fuglene flyver lavt, og bøndernes skjorter blafrer, mens de skynder sig hjem fra marken. Pludselig åbner himlen sig, og regnen vælter ned over landskabet som tusindvis af tynde sorte streger, der skærer sig skråt gennem alting. Jeg er gennemblødt, da Edo endelig dukker frem i det fjerne.
   Set ovenfra ligner byen en kæmpemæssig snegl, der fra centrum drejer sig udad mod vandet og havnen, hvor fladbundede fartøjer læsset med gods sejler rundt mellem små både med mærkelige sejl. En spiralformet labyrint af gader og huse, der bare ligger og venter på mig.
   Det regner stadig, da jeg står på gaden og ryster vandet af mig som en hund. Jeg er tilsyneladende havnet midt i byens handelskvarter. Overalt omkring mig er der små og store boder med alverdens ting til salg. Hver gang jeg drejer om et hjørne, er der endeløse rækker af købmænd og håndværkere og gadehandlere af enhver slags. Det hele ligner én stor markedsplads, der lige er slået op og snart skal pilles ned igen.
   Efter at have gået rundt i nogen tid kommer jeg ind i den del af byen, der ligger rundt om en stor park med shogunens palads i centrum. Her er gaderne bredere og antallet af oksekærrer og tungtlæssede heste noget mindre. Til gengæld er der nu en vældig trafik af folk i bærestole, der i høj fart bliver transporteret frem og tilbage af små, senede mænd i sære sko. Også i denne del af byen er alverdens ting til salg. Gamle bøger, tørret tang og stærke krydderier, der river i næsen, når jeg går forbi, falbydes sammen med porcelænsskåle og lakerede trævarer og silkestoffer i enhver tænkelig farve. Et sted kan man få hjælp til at skrive et brev, et andet kan man få renset tænderne. Jeg bliver svimmel af lugten og lydene og livet omkring mig.
   Jeg trænger til at sidde ned og fordøje alle indtrykkene et sted, hvor jeg kan få noget at drikke. Kort efter sidder jeg ved et langt bord i et ikke særlig stort lokale sammen med flere andre. Jeg studerer deres runde ansigter med de smalle øjne, små næser og hud som trommeskind, mens jeg tømmer en skål med sake. Alting er på samme tid både velkendt og befriende anderledes. Skålen bliver hurtigt fyldt op af min sidemand, som nikker venligt til mig og tørrer sig over panden med bagsiden af hånden. En sky af damp står op fra et par store gryder tæt ved og gør varmen og fugtigheden i lokalet uudholdelig.
   Udenfor er det holdt op med at regne, solen er brudt igennem skyerne og får jorden til at dampe. Set gennem bambusvindueskarmens ramme ligner det til forveksling et af Hokusais billeder. Jeg kan umuligt sidde stille længere, jeg må ud og se mig omkring, ud og gå på opdagelse i alt det, der ligger lige foran mig.
   Mens jeg går rundt, bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg har været her før. Alting forekommer mig mærkelig bekendt. Hvordan skulle jeg ellers vide, at det hus, jeg nu står foran, er et badehus? At der lige inden for døren er et rum, hvor man for et beskedent beløb kan få udleveret alt det, man skal bruge for at skrubbe sig ren, inden man længere inde i huset stiger ned i det store fælleskar. 
   Jeg har kun lige nået at aflevere mine sko til en gammel mand, da den mumlen, der hele tiden har kunnet høres længere inde fra huset, pludselig stiger i styrke efterfulgt af flere høje skrig. Kort efter er alt kaos. Folk kommer løbende ud, råbende og grædende, flere stryger vandet af sig med hænderne, som om det var beskidt. Jeg begynder at gå imod strømmen af mennesker, indtil jeg når ind til fælleskarret, hvor der stadig er folk, som står forskrækkede og ser ned i det mørke vand. Alles øjne er rettet mod et ansigt, der flyder rundt som en øde ø ude midt i vandet. Det er ansigtet af en ung kvinde, hvis lange hår bølger som en sort glorie omkring det. Kvindens krop ligger dybt i vandet, det eneste, man kan se udover ansigtet, er brysterne, der lyser som to blege frugter lige under overfladen. Resten af kroppen forsvinder ned i mørket. Jeg stirrer fascineret på hendes gennemsigtige øjne, der minder mig om døde fisk.
   Jeg hopper ned i karret og bevæger mig frem mod hende. Vandets plasken splintrer de omkringståendes stemmer i tusind stykker … lå på bunden … højst tyve år gammel … uhyggeligt … steg pludselig op … Da jeg får fat i pigen, er hun både blød og varm. Enten er hun lige druknet, eller også er det varmen fra vandet, der får hende til stadig at virke levende. Jeg begynder at ryste og mister grebet i pigen, så hendes hoved falder ind mod mit. Der er tydelige mærker på begge sider af hendes hals, blodunderløbne områder, hvor huden er mørkere. Jeg ryster nu så voldsomt, at jeg mister fodfæstet og glider ned under vandet. Pigen er smuk hernede, hvor lyset oppefra former hendes krop som en skulptur. Med sin lyse hud og sit lange, sorte hår er hun selve billedet på skønhed, men hun er samtidig livsfarlig, for hun forhindrer mig i at komme op og få luft. Jo mere jeg forsøger, jo mere vikles jeg ind i hendes arme og ben og hår. Først i sidste øjeblik, inden mine lunger eksploderer og sender ilt helt ud i de fjerneste kap   illærer, lykkes det mig at få hovedet op over overfladen.
   Jeg føler mig heldig over at være i live, da jeg kort efter sidder hostende og spruttende på den smalle trærist, der løber rundt langs kanten af karret. Ved siden af mig ligger pigen og stirrer tværs gennem mig. Mens jeg studerer hendes ansigt, føler jeg pludselig en voldsom trang til at vide, hvem hun er, til at finde ud af, hvorfor hun ligger her ved siden af mig og er død.
   Jeg ser op og opdager, at folkene rundt om karret stirrer på mig, som om det var mig, der var liget, og ikke pigen, der ellers nok burde tiltrække sig opmærksomheden med sin blege hud og slanke hals med stranguleringsmærkerne, der ligner kort over fremmede, mørklagte egne. Jeg peger på hende for at gøre dem opmærksom på, hvad der ligger lige foran os, men de bliver ved med at stirre på mig. Først da jeg råber, alt hvad jeg kan, op i hovedet på dem, at pigen er død, at nogen har kvalt hende og smidt hende i vandet, sker der noget. Fra alle sider slår deres skingre stemmer sammen omkring mig. Jeg glider ned i vandet for at undgå lyden, og mens jeg synker dybere og dybere, forsvinder den langsomt, indtil der til sidst er helt stille.
   Liggende på ryggen på bunden af karret kan jeg se lyset danse i overfladen.
   Fra jeg var helt lille har havet virket på mig som en magnet. Jeg glædede mig som en vanvittig hver sommer, når vi skulle ud i vores sommerhus kun få kilometer herfra, hvor jeg nu bor med mine billeder. Hver dag legede jeg fra morgen til aften på stranden, hvor jeg fangede tanglopper og rovbiller og ledte efter vandmænd. Når andre børn byggede sandslotte, gravede jeg efter sandorm og strandsnegle, og en gang imellem, når jeg var heldig, fandt jeg en død havmåge eller en død fisk, som jeg studerede indgående. Noget af det bedste, jeg vidste, var at sidde i læ af en bunker og se ud over bølgerne, mens jeg forestillede mig alt det, der var nede under overfladen. Mærkelige små dyr og sære fisk, som dem vi af og til købte direkte fra fiskekutterne, når de kom ind fra havet. Nogle af fiskene var så grimme, at jeg blev helt bange for dem, når de lå i spanden ved siden af mig i bilen på vej hjem. Alligevel kunne jeg aldrig lade være med at løfte det stykke stof, far havde lagt over dem, for at det ikke skulle sprøjte ud over det hele, hvis de pludselig slog med halen. Når jeg så dem, forestillede jeg mig, at de havde brødre og søstre ude i havet, der var endnu større og endnu grimmere. De rene søuhyrer. Jeg blev som regel først rolig igen, når mor skar hovedet af dem og gav dem til vores kat, selv om jeg syntes, at den knasende lyd, når kniven masede sig vej igennem benene, også var temmelig uhyggelig.
   Efterhånden som jeg blev større, fandt min fascination af havet helt naturligt andre former, men den blev aldrig mindre. Tværtimod var det, som om jo større jeg blev, jo mere fik jeg fornemmelsen af, at havet og jeg havde noget tilfælles, at vi delte en grundlæggende form for liv, som vi selvfølgelig også delte med alle mulige andre, de var bare ikke klar over det. Nu fiskede jeg fra molerne, der var neden for vores hus. I al slags vejr var jeg ude med snøren i håb om at få en stor torsk eller noget andet på krogen, som jeg stolt kom hjem med, ikke for at den skulle spises, men for at jeg kunne måle og veje den og skære den fra hinanden i bittesmå dele, mens jeg talte skæl og målte ben og studerede dens indre organer. Alt sammen blev omhyggeligt skrevet ned i nogle små hæfter, hvor jeg også noterede årstiden og vejrforholdene og tidspunktet på dagen for hver fisk, jeg fangede. Jeg fantaserede stadigvæk om, hvad der kunne gemme sig under overfladen, men nu vidste jeg godt, at det ikke var søuhyrer og kæmpeb   læksprutter på størrelse med en ubåd, der svømmede rundt dernede.
   Til gengæld var jeg nu i stand til at forestille mig det enorme rum, der måtte være dernede i dybet. Jeg vidste, at Vesterhavet eller Nordsøen, som jeg var begyndt at kalde det, nogle steder var flere hundrede meter dybt, og at det var forbundet med andre have, der kunne blive endnu dybere, Stillehavet for eksempel, hvor steder med navne som Japangraven nåede længere ned end de højeste bjerge! Bare navnet var nok til at få det til at svimle for mig, og når jeg forestillede mig, hvor mørkt der måtte være dernede, for slet ikke at tale om alt det, der gemte sig i det mørke, kunne jeg stadig blive helt forskrækket.
   Senere fik jeg også andre interesser, ikke mindst da jeg blev større og kom i gymnasiet og for alvor fik øje på pigerne. Ikke at de på noget tidspunkt fik mig til at glemme havet, tværtimod, det var snarere sådan, at de på en mærkelig måde smeltede sammen med min interesse for mysterierne i dybet, som om jeg allerede på et tidligt tidspunkt fornemmede, at de to ting havde noget med hinanden at gøre.
   Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at tage alene ud i sommerhuset på alle tider af året og i al slags vejr. Hverken bidende kulde eller en stiv kuling fra vest kunne holde mig tilbage. Jeg elskede at gå ture langs stranden og se på alt det, havet skyllede i land under en storm, jeg elskede at pakke mig ind i ti lag tøj og tage opstilling med min fiskestang yderst på molen, hvor jeg sprang rundt, når en bølge pludselig sendte en kaskade af vand ind over den.

   En aften var det nær gået galt. Jeg var gået ned på stranden, som jeg plejede, efter at have spist. Bølgerne frådede med masser af skum på toppen. Det blæste så kraftigt, at jeg halvvejs ude på molen blev nødt til at standse op for ikke at blive drivvåd, når bølgerne hamrede mod de store, firkantede granitblokke. Jeg stod et øjeblik og nød synet og lugten af oprørt hav, inden jeg vendte mig om for at gå tilbage, og dér inde på stranden fik jeg pludselig øje på et menneske.
   Det var, mens jeg stod med ryggen til havet og undrede mig over, hvem andre end mig der var ude i sådan et vejr, at jeg blev ramt. Ikke bagfra, som man måske kunne tro, men lodret oppefra væltede en mur af vand ned over mig og slog mig ud. Det næste, jeg husker, var, at jeg blev suget hen over de rå granitblokke af vandet, der forsøgte at trække mig med tilbage i havet. Først helt ude for enden af molen, lige før jeg blev skyllet ud i havet, standsede jeg ved, at jeg gled ned og sad fast mellem et par af blokkene. Det gjorde frygtelig ondt i mit ene ben. Det var, som om en kæmpe af al magt forsøgte at brække det den forkerte vej, da jeg pludselig mærkede nogen tage fat i min arm. "Kom, skynd dig," råbte en stemme, og lidt senere: "Du er nødt til at hjælpe til, jeg kan ikke bære dig alene!" Hagende mig fast i den fremmede og halvvejs kravlende på alle fire nåede jeg endelig stranden, hvor jeg faldt om på ryggen. Så var stemmen der igen. "Du kan ikke ligge her, det er alt for koldt. Du har også slået dig. Hvor bor du?"
   Kort efter sad jeg foran pejsen og prøvede at få varmen. Ved siden af mig sad pigen, der havde reddet mig fra den sikre død. Hun så bekymret på mig.
   "Tror du ikke, du skulle få gjort noget ved det sår, du har fået i ansigtet? Det ser ikke godt ud. Skal jeg ikke køre dig ind på skadestuen i Lemvig, sådan en er der vel dér?"
   Jeg rystede på hovedet, uvillig til at tage nogen steder hen.
   "Så lad i det mindste mig se på det."
   Mens hun vaskede såret med lunkent vand, havde jeg tid til at studere hende nærmere. Hendes hår var lyst, øjnene var lyse, huden lys, alt ved hende var lyst. Alt undtagen hendes sind, fandt jeg senere ud af. Da hun var færdig, begyndte hun at græde ubehersket, men inden jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, holdt hun op, lige så pludseligt, som hun var begyndt.
   "Hvordan kunne du finde på at gå ud på molen i det vejr?" sagde hun og så bebrejdende på mig. "Er du ikke klar over, hvor farligt det er? Ved du ikke, at det kun er … tyskere, der gør den slags?"
   Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde ondt af mig selv, var hvert øjeblik på nippet til at græde, samtidig med at jeg var fuldstændig høj af at være i live. Jeg havde lyst til at synge og danse og råbe og drikke mig fuld, til at fejre min mislykkede færd over Styx sammen med et menneske, der også var i live. Jeg havde lyst til at elske vildt med hende, bore mig ind i hende med en kraft, der kunne vende Golfstrømmen. Jeg var overbevist om, at det eneste, der kunne få min adrenalinpumpende krop til at falde til ro, var en orgasme af richterske dimensioner, der ville få husene i Fjaltring til at skælve og sende chokbølger helt til Lemvig.
   Sådan kom det ikke til at gå. Kort efter at have vasket såret forlod hun mig med endnu en bemærkning om, hvor uforsvarligt jeg havde opført mig, men heldigvis også efterladende sit telefonnummer, som jeg kunne ringe til, "hvis der var noget".
   Dagen efter ringede jeg til hende, og kort efter sad vi igen foran pejsen. Hun forekom mig anderledes end aftenen før, måske fordi hun nu var tør. Hun var endnu lysere, end jeg huskede, næsten helt gennemsigtig, håret var snehvidt og øjnene klare som smeltevand. Humøret var til gengæld alt andet end lyst. Man skulle næsten tro, det var hende, der havde været lige ved at dø. Hun havde ikke sovet hele natten, sagde hun. Igen og igen havde hun set mig blive spulet hen ad molen og forsvinde ud i havet. Det havde været et mareridt. Et mareridt! Så begyndte hun igen at græde, pludseligt, ubehersket og kort som aftenen før. Jeg havde aldrig før set en person græde på den måde. Det var, som om man kunne se ind til selve gråden.
   Mens jeg lavede kaffe, fortalte hun, at hun hed Anne, læste psykologi og i øjeblikket opholdt sig i forældrenes sommerhus for at skrive på en opgave, hun snart skulle aflevere. Jeg undskyldte endnu en gang, at jeg havde ødelagt hendes arbejdsro, men sagde også, at jeg trods alt var glad for, at hun havde været der. Så smilede hun for første gang. Fra det ene sekund til det andet lyste rummet op, som om nogen havde tændt en tusindwatts pære. Det var overvældende og fantastisk og kort som gråden. Lige så hurtigt lyset var blevet tændt, lige så hurtigt blev det slukket igen. Det ændrede dog ikke ved, at jeg i det korte øjeblik, det tog smilet at bryde frem og forsvinde igen, blev forelsket i hende.
   Vi var sammen i et halvt år, og det, jeg først og fremmest lærte af at være sammen med Anne, var glæde ved livet sådan i al almindelighed. Man var simpelthen nødt til af hensyn til ligevægten i verden at være i godt humør, når man var sammen med hende. Vores forskelligheder til trods havde vi det godt sammen i vores lille psyko-biologiske fællesskab, hvor den ene analyserede, mens den anden botaniserede. Måske skyldtes det måden, vi mødtes på, jeg ved det ikke. Jeg ved til gengæld, at forholdet var årsag til en del undren hos mine venner, men når Anne og jeg tog ud og stod på molen, hvor jeg havde været ved at blive skyllet ud i havet, virkede det simpelthen rigtigt, at vi var sammen. Desuden var jeg stadig fascineret af hendes gennemsigtighed, der havde vist sig at være endnu mere omfattende, end jeg først havde oplevet. Det var ikke bare hendes gråd, man kunne se ind til kernen af, men alle de følelser, der strømmede gennem hende, var på en mærkelig måde synlige. Angst, glæde, fortvivlelse, lyst. Nogle gange var jeg overbevist om, at hun måtte bestå et hundrede procent af vand.
   Engang vi havde været i byen, var hun gået hjem før mig, fordi hun var træt og ville hjem og sove. Da jeg nogle timer senere kom hjem, kunne jeg ikke finde hende. Først da jeg var kommet i seng og stødte ind i hende med albuen, opdagede jeg, at hun var der. Jeg kunne mærke hende, men jeg kunne ikke se hende. Ikke engang da jeg tændte lyset, kunne jeg få øje på hende. Indrømmet, jeg havde fået en del at drikke, men det havde da aldrig før fået folk til at forsvinde så radikalt fra mit synsfelt.
   Da vi kort efter elskede, fik jeg i min omtågede tilstand den tanke, at hun var en vandmand, en øregople af den slags, jeg havde fundet så mange af langs stranden. At jeg var sammen med en Aurelia Aurita med dens øreformede kønsorganer og slimede underside og en gennemsnitlig levetid på fem, seks måneder. Da jeg bagefter lå uden at kunne falde i søvn, vidste jeg, at det var forbi mellem os. Selv om deres rytmiske, konvulsiviske bevægelser måske antyder det, hører gopler ikke hjemme i sengen, men i havet.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.