En chance til af Sinéad Moriarty
En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, TESTOSTERON ...
Jeg ventede ... ingenting. Fandens. Jeg havde stadig lyst til at kværke dem. Jeg troede ellers, at det at tælle til ti skulle få én til at falde ned, gøre én zen-agtig, få trangen til at tage livet af dem til at forsvinde.
Bogstavet T fløj lige forbi mig, ramte væggen og gled ned med et spor af tomatsauce efter sig. Et F ramte mig direkte i ansigtet og sprøjtede tomatsauce ind i mit ene øje. De hylede af grin.
Jeg tørrede øjet i et ærme og sukkede. Hvordan i himlens navn var jeg endt her? Hvor var mit gamle liv, det glamourøse liv, det selvstændige liv, det behagelige, rene, ikke-fedtfinger-tilsmudsede, ikke-snot-indsmurte liv?
Måske ville det ikke have været så svært, hvis det var mine egne børn. Måske ville jeg ikke have haft den samme trang til at kværke dem lige nu, hvis det var mine egne børn. Måske ville jeg have haft bare en lillebitte anelse om, hvad helvede det egentlig var, jeg lavede, hvis det var mine egne børn.
Men det var ikke mine egne børn, og jeg var ved at drukne i et hav af pastabogstaver.
1
På vej hen ad havegangen til min søsters hus, gik det op for mig, at for første gang i årevis følte jeg mig helt igennem lykkelig. Jeg var helt oppe i skyerne. Jeg, Kate O’Brien, var blevet tv-vært. Efter at have boet otte år i en etværelses lejlighed i London, mens jeg lavede te til de andre tv-værter, havde jeg endelig fået mit eget show, og det føltes fantastisk.
Jeg ringede på og hørte høje hyl inde fra den anden side. Tvillingerne var åbenbart helt oppe at køre over at fylde fem.
Døren gik op, og min far trak mig ind i entreen med et mildest talt plaget udtryk i ansigtet.
“Prøv lige og gæt engang, hvad der er sket?” spurgte jeg, helt syg efter at fortælle ham de gode nyheder, men han afbrød mig.
“Gudskelov, at du kommer nu. Mark har været ved at tage livet af mig med al sit vrøvl om en eller anden ny matematisk teori. Jeg vil hellere have sømmet kuglerne fast til masten på en synkende skude end lægge øre til bare fem minutter mere af den slags,” hvæsede han.
“Hvor charmerende. Det er søreme også rart at se dig, far.” Jeg grinede og så over mod min svoger, Mark, som stod med ryggen til og var ved at vise tvillingerne, hvordan man gangede tre æbler med tre pærer. De så beundrende op på deres far, mens han lystigt ævlede videre.
“Den mand trænger til at komme noget mere ud blandt andre mennesker,” mumlede Derek, min lillebror, ovre fra sofaen. “Det er slemt nok, at han er professor i matematik, men derfor behøver han vel ikke at lade det gå ud over sine børn. De ender som et par totale nørder. Der er da ingen, som gider at hænge ud med nogen, som er gode til matematik!”
“Du kunne nu have haft godt af at fokusere lidt mere på skolen i stedet for dine rosenrøde drømme om at blive musiker,” brummede far. Han havde finansieret Dereks drøm om at blive berømt rapper i årevis og var tydeligvis godt træt af det.
“De ord kommer du til at æde i dig igen, når jeg en dag spiller på et udsolgt Wembley,” svarede den vordende kunstner selvsikkert.
“Jeg tror nu lige, jeg venter lidt med at begynde at klappe i mine små hænder, siden du ikke engang har formået at komme ud af garagen endnu.”
“Hvor er Fiona?” spurgte jeg.
“Ved at sætte lys i kagen ude i køkkenet,” sagde far. “Hvis man da ellers kan kalde den slags brune og snaskede økologiske gulerodstjams for en kage. Man ville ikke engang byde en kanin sådan noget.”
Som på et stikord kom min storesøster ind med kagen i hænderne. “Kate, jeg er så glad for, at du kunne komme,” sagde hun og kom over for at give mig et kys.
“Jeg kunne aldrig drømme om at gå glip af drengenes fødselsdag,” sagde jeg og blinkede over mod tvillingerne, som kom løbende hen for at sige goddag.
“Bortset fra sidste år, hvor du glemte det,” sagde Mark, mens jeg gloede på ham. Jeg havde aldrig forstået, hvad det var, Fiona så i ham. Måske var det fordi, hun også var et matematisk geni, så de havde tallene til fælles.
“Jamen, pyt da med det, nu er du her jo,” sagde Fiona udglattende som sædvanlig.
“Hvor er vores gave, tante Kate?” forlangte Bobby at få at vide.
“Den ligger nede i den her,” svarede jeg og rakte ham posen.
“Jeg håber, den er mere passende end deres julegave,” sagde Mark.
Jeg rødmede. Syg af skam over at have glemt deres fireårs fødselsdag havde jeg brugt en halv månedsløn på en PlayStation, hvor der fulgte to spil med – Big Mutha Truckers 2 og Airforce Delta Strike – hvilket jeg selv syntes, var en totalt cool gave. Hvordan skulle jeg have vidst, at det var voldelige spil, og at drengene var for små til PlayStation? Jeg vidste ikke en fløjtende fis om børn. Fiona var helt målløs, og Mark blev ved med at sidde og ryste på hovedet, mens han gentog, hvor fuldkommen upassende det var, og om jeg da ikke vidste, at den slags spil var uhyre skadelige? Jeg kunne være krøbet i et musehul.
Jack holdt sin gave frem mod mig med et forvirret ansigtsudtryk. “Hvad er det?” spurgte han.
“Ørevarmere fra Burberry – så I kan holde varmen om ørerne om vinteren, når I er henne og lege i parken,” forklarede jeg.
Tvillingerne så uforstående på mig.
“Prøv at se engang, man tager dem på sådan her,” sagde jeg og satte det ene par på Jacks hoved.
“Idrk,” sagde han og hev dem af igen.
“Hvad er så den her?” spurgte Bobby, mens han forsøgte at trække en lille jakke ned over hovedet.
“Det er en lille Burberryfrakke til Teddy, så den kan holde varmen, når I er ude og lufte den,” sagde jeg og smilede over mod deres cockerspaniel, Teddy, som havde rullet sig sammen ovre i et hjørne.
Alle stod og stirrede på ørevarmerne i tavshed.
“Dejligt,” sagde Fiona med et fjernt udtryk.
“Hvad er Bunberry?” spurgte far.
“Det er sådan noget totalt overgearet designerkluns,” sagde Derek.
“Jeg troede ellers, at skotsktern gik af mode engang i tresserne,” sagde far med et grin.
“Nå, men det er da trods alt bedre end sidste år,” sagde Mark.
Bobby skævede ned i posen for at se, om der skulle gemme sig noget mere dernede. Da det ikke var tilfældet, så han op på mig med et blik af uforstilt skuffelse.
“Undskyld, drenge. Jeg troede, I ville kunne lide dem,” sagde jeg og følte mig som en komplet idiot.
Vi hørte et jamrende hyl og vendte rundt lige i rette tid til at se Jack mase Teddy ned i hundefrakken – nogle totter af pelsen var kommet i klemme i lynlåsen.
Mark skyndte sig hen for at redde den.
“Nå, men prøv lige at gætte engang, hvad der er sket?” sagde jeg, stadig helt syg efter at fortælle de gode nyheder.
“Du er gravid?” spurgte Derek.
“Du har mødt en sød fyr?” spurgte far håbefuldt.
“Jeg har fået mit eget show!” sagde jeg og ignorerede dem begge.
“Tillykke, Kate, det var da fantastisk!” sagde Fiona.
“Og hvad skal det så gøre godt for?” sagde far. “Du burde fokusere noget mindre på det åndssvage job og noget mere på at møde en sød fyr.”
“Kommer du så til at tjene mucho dinero?” spurgte Derek, der var begyndt at vågne lidt op.
“Altså, det bliver i hvert fald meget bedre, end hvad jeg tjener nu, ikke at der skal særlig meget til. Men du skal ikke få nogen fikse ideer – gå dog ud og få dig et job selv.”
“Er det et underholdningsprogram?” spurgte Fiona.
“Ja, i den lette genre – interviews med kommende stjerner, anmeldelser af musik, film og tv-shows. Det er på Lifechange Channel, altså ikke just BBC – men det er et skridt opad, og i det mindste får jeg da endelig chancen for at være vært. Vi har allerede optaget de tre første shows, og det er gået smaddergodt.”
“Mark,” kaldte Fiona. “Har du hørt det? Kate har fået sit eget tvshow. Hun skal være berømt,”
“Omsider. Nå, men så kan du måske endelig holde op med at bekymre dig sådan for hende,” sagde han, idet han satte sig hen ved siden af sin kone og lagde en arm rundt om hende.
“Fiona! Du går da vel ikke og bekymrer dig på mine vegne? Jeg er fyldt tredive, for helvede. Jeg kan godt klare mig selv.”
Hun trak på skuldrene. “Jeg kan ikke gøre for det. Det er af gammel vane.”
Jeg smilede til hende. Hun havde bekymret sig for Derek og mig, lige siden vores mor døde for toogtyve år siden. Far, der var fuldkommen knust, havde begravet sig i sit arbejde og havde overladt det til Fiona, som var tolv år gammel, at tage sig af sine yngre søskende. Jeg var otte, og Derek var bare fire år, så Fiona var blevet en slags erstatningsmor for os. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over, at hun havde brugt hele sin ungdom på at smøre madpakker og lave lektier med os. Hun havde været tolv, men med et liv som en fyrreårig.
“Nå, men det behøver du ikke mere,” sagde jeg. “Jeg er blevet en succes fra den ene dag til den anden efter otte år i mediernes rugekasse.”
“Okay, men må min ven Gonzo og mig så ikke være med i dit show og prøve noget af vores nye materiale af?” spurgte Derek.
“Nej.”
“Hvad er der blevet af det med, at man hjælper hinanden i en familie?”
“Hun vil ikke risikere, at showet bliver pillet af programmet igen,” sagde far.
“I er bare ikke gode nok endnu. Der skal stadig arbejdes en del på det,” svarede jeg i et forsøg på at være taktfuld.
“Vi har arbejdet på nogle nye numre. Du ryger totalt bagover, når du hører dem. Vi skal indspille en cd på fredag, og så sender jeg dig en kopi, så du kan få passet os ind i dit show,” sagde den unge, håbefulde rapper på vej hen mod døren. “Tak for ædelse, Fiona, kan I hygge jer.”
“Åh, Gud.” Jeg stønnede. “Hvordan skal jeg få ham til at indstille skydningen? Han kommer til at plage livet af mig hver evig eneste dag med det her.”
“Kunne du ikke have ham med i showet i et par minutter?” spurgte Fiona.
“No way – han stinker virkelig.”
“Er det så slemt? Jeg synes da ellers, at nogle af linjerne rimede meget godt,” sagde den evigt-opbakkende storesøster.
“Det er noget være bras. Den knægt skal bare tage sig sammen og se at få sig et ordentligt job,” bjæffede far.
“Tja, Bill, det er jo sådan set dig, der har betalt for hans store tanker om sig selv og hans musikkarriere,” påpegede Mark, hvilket fik far til at rejse børster.
“Jeg har sagt til ham, at der bliver lukket for det varme vand næste år, når han bliver syvogtyve. Og i øvrigt har han faktisk indimellem noget arbejde for tiden, hvilket betyder, at jeg hjælper ham mindre. Men jeg kan lige så godt advare jer: Når jeres to drenge bliver store og begynder at tigge om jeres støtte til at forfølge deres ønskedrømme, skal I nok opdage, at det er en hel del sværere at sige nej, end I tror.”
“Vores drenge vil være matematikere ligesom deres forældre,” sagde Mark, mens Jack tværede et stykke fødselsdagskage ud i håret på Bobby.
“Hvem er det mon nu, der gør sig store tanker?” mumlede far.
“Nå, men hvordan går det ellers?” spurgte jeg Fiona i et forsøg på at skifte emne så hurtigt som muligt.
“Godt, tak. Jeg har travlt med at tage mig af drengene og undervise dem som sædvanlig. Men faktisk har vi også selv nogle store nyheder. Mark er blevet indstillet til at deltage i konkurrencen om Goldwin-prisen.
“Det var da skønt,” sagde jeg.
“Fantastisk,” sagde far.
Mark nikkede. “Det er en stor ære. Det er til konferencen for statistik, matematik og relaterede emner.”
“Hvad får man, hvis man vinder?” spurgte far på sin sædvanlige kontante måde.
“Et stort legat til instituttet samt verdensomspændende anerkendelse af ens arbejde. Det er ikke småting, vi snakker om her – så det er også noget af et pres,” forklarede Fiona og smilede stolt til sin mand.
“Wow! Jamen, så held og lykke med det hele,” sagde jeg.
“Tak, Kate,” sagde Mark. Og derefter, henvendt til Fiona: “Faktisk skat, så apropos prisen kunne jeg virkelig godt have brug for at liste af og arbejde nogle timer, hvis det er i orden?”
Fiona så lidt modfalden ud.
“Nu? På drengenes fødselsdag?” spurgte jeg.
“Det går nok, Kate,” sagde Fiona.
“Min afhandling kommer til at ændre den måde, folk tænker på. Måske er det ikke lige så vigtigt som at interviewe teenageidoler, men dog nok så vigtigt alligevel. Jeg er hjemme, så jeg kan nå at læse godnathistorie for drengene,” sagde han, kyssede Fiona og gik.
“Er der nogen, som vil have en kop te?” spurgte Fiona på vej ud i køkkenet for at sætte kedlen over.
“Meget gerne, tak,” svarede jeg.
“Tænk engang, hvor ulidelig han bliver, hvis han vinder den pris.” Jeg sukkede.
“Ja, Gud forbyde det,” sagde min far med en gysen.
Telefonen ringede. Fiona havde nok ikke hørt den ude i køkkenet, så jeg tog den. “Hallo.”
“Goddag mrs. Kennedy, resultatet af biopsien er lige kommet, og dr. Summer vil gerne tale med dig så hurtigt som muligt. Jeg har givet dig en tid klokken ni i morgen, hvis det er i orden?”
“Okay,” sagde jeg, mens røret blev lagt på i den anden ende.
Hvad helvede handlede det nu pludselig om?
2
Jeg sprang op fra min stol for at finde Fiona, der var ude i køkkenet sammen med tvillingerne.
“Hej drenge, går I lige ind til morfar? Han ville vist fortælle jer et eller andet,” sagde jeg og fik gennet dem ud.
Jeg tog tekanden ud af hånden på Fiona og førte hende over til bordet i køkkenet. “Hvad sker der?” spurgte hun.
“Lige mine ord. Det var dr. Summers sekretær, som lige ringede. Resultatet af din biopsi er klar, og han vil gerne se dig i morgen tidlig klokken ni.” Fiona stivnede. “Er du okay? Hvorfor har du fået lavet en biopsi?”
“Du skulle have kaldt på mig. Det var en privat samtale,” sagde hun, mens hun forsøgte at få hold på sig selv igen.
“Kvinden gav mig ikke en chance for at forklare, at jeg ikke var dig. Det kan vel også være ligegyldigt. Er du syg?”
“Hvis de kalder mig ind fra den ene dag til den anden, må det næsten være dårligt nyt,” sagde hun, mens hun kæmpede med tårerne.
“Jamen, søde Fiona, hvad er der galt?”
“En knude.”
“Åh, Gud. Hvor?”
“I brystet.”
Jeg stirrede på hende, ude af stand til at sige noget.
“Vanvittigt, ikke?” sagde Fiona og lo bittert. “Hun var præcis på samme alder som mig, da hun døde.”
“Sådan må du ikke tænke. Det er længe siden, og behandlingen er meget bedre i dag. Desuden var mors sygdom fremskreden. Hos dig er det sikkert bare en lillebitte knude, som de kan fjerne,” sagde jeg i et forsøg på at gribe efter et halmstrå.
Hun sukkede.
“Er der andre, der ved det?” spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet. “Jeg ville ikke gøre Mark bekymret.”
“Jeg tager med derhen i morgen.”
“Jamen, du skal jo tilbage til London i morgen.”
“Jeg får ændret flybilletten.”
“Skal du ikke på arbejde?”
“Jo, men jeg skal nok finde på noget. Kom nu, jeg vil gerne gå med dig.”
“Nej, det skal nok gå. Jeg fortæller det til Mark i aften, og så kan han tage med.”
“Nå, men hvis du skulle skifte mening, bliver jeg hellere end gerne.”
Fiona smilede. “Du får røde knopper, hvis du bliver i Dublin i mere end fireogtyve timer. Det er okay, det skal nok gå.”
“Røde knopper?”
“Hold nu bare op, Kate, du er nærmest allergisk over for Dublin.”
“Nej, jeg er ikke.”
“Jo, du er. Du virker altid utilpas og irritabel efter nogle timer.”
“Gør jeg?” spurgte jeg, velvidende at det var rigtigt. “Det er virkelig ikke min mening. Jeg elsker at sidde og snakke og indhente alt det forsømte sammen med jer.”
Jeg var faktisk helt glad for tanken om at komme hjem og se min familie, men allerede efter et par timer begyndte jeg altid at få klaustrofobi. I løbet af de sidste tre år var jeg kun kommet hjem til jul og fødselsdage. Jeg kunne aldrig vente med at komme ud til lufthavnen igen. Det var, som om noget tungt blev løftet fra mine skuldre, hver gang jeg steg ombord på flyet til London. Jeg var altid glad for at se familien, men når først jeg var blevet opdateret, vidste jeg aldrig helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg passede ligesom bare ikke ind længere. Far, Fiona og Derek var kommet et andet sted hen i deres liv og var tættere på hinanden, end de var på mig. Jeg følte mig som en udefrakommende, når de fortalte om ting, der var sket, siden jeg sidst var hjemme. Det meste af min tid gik med at liste omkring i huset og skæve til uret.
“Hvis du kom hjem lidt oftere, ville det måske føles mere naturligt. Jeg ved, at far gerne ville se lidt mere til dig. Og det ville jeg også.”
“Selvfølgelig, helt sikkert, det skal jeg nok forsøge,” løj jeg. “Men hvorfor snakker vi dog om det nu, når der er langt vigtigere ting at tænke på? Hvordan har du det? Har du gået og følt dig syg?”
“Nej, slet ikke. Jeg opdagede bare en knude for nogle uger siden og besluttede at få det tjekket, og de sendte mig så videre for at få lavet en biopsi.”
“Det skal nok gå, Fiona. Du har fundet den tidligt.”
“Men hvad nu, hvis jeg ikke har? Hvad nu hvis drengene ender ligesom os, uden en mor? Det ville jeg ikke kunne bære, Kate. At livet kan være så uretfærdigt. Jeg hadede, at mor ikke var der. Det betød, at jeg var nødt til at blive så tidligt voksen. Jeg vil have, at drengene skal have lov til at være børn så længe som muligt.”
Jeg forsøgte desperat at komme på noget opmuntrende at sige. Det skyldte jeg hende. Hun havde brugt hele sin ungdom på at tage sig af mig og Derek. Mens vi løb og legede med vores venner hjemme fra vejen, stod Fiona og lavede mad eller vaskede vores tøj. På grund af hendes uselviskhed havde Derek og jeg haft en rolig og stabil opvækst. Det var hende, som havde måttet bringe alle ofrene.
“Fiona, drengene skal nok klare sig, og det skal du også nok. Kvinder får hele tiden fjernet knuder og lever et langt, godt liv bagefter. Jeg tør vædde med, at lægen i morgen vil fortælle dig, at der ikke er noget at være bekymret for.”
Før vi kunne fortsætte samtalen, kom min far busende ud i køkkenet med begge tvillinger hængende ned fra ryggen, mens de skreg af grin. “Sig mig, måtte I en tur til Indien først for at plukke tebladene?” fremstammede han stakåndet, mens Fiona og jeg pillede drengene ned fra hans ryg. “Hold da helt op, Fiona, de er godt nok livlige. Jeg forstår ikke, hvordan du kan klare det. Jeg er komplet udmattet efter ti minutter,” sagde han og lod sig falde ned på en stol, mens tvillingerne begyndte at løbe efter hinanden rundt om bordet.
“Man vænner sig til det,” svarede hun.
“Jo, men jeg synes faktisk, du ser noget træt ud,” sagde far. “Jeg håber, Mark tager sin del af læsset, med eller uden Goldwin-prisen.”
“Ja, far, det gør han. Mark er meget nærværende som far.”
“Værsgo,” sagde jeg og hældte te op i et forsøg på at lukke munden på ham.
“Nå, men har du så måske omsider mødt en sød fyr?” spurgte han i et spring direkte fra det ene ubehagelige spørgsmål til det næste.
“Nej, jeg er for travlt optaget af arbejdet til at møde mænd,” svarede jeg.
“Du har altid været alt for optaget af din karriere. Du skulle tage og bruge noget mere tid på at møde en god mand ligesom din søster, og falde lidt til ro. Du er jo ikke den rene vårhare længere.”
Jeg fik næsten teen galt i halsen. Mark havde aldrig været fars kop te som svigersøn. Han havde håbet, at Fiona ville møde en, som ville bære hende på hænder og fødder, forkæle hende og fjerne alle hendes bekymringer og hendes ansvarsfølelse. Give hende noget af den barndom tilbage, som hun var blevet snydt for. Men man kan ikke skrue uret tilbage og forandre fortiden. Fiona var ansvarlig, effektiv, pålidelig og til at stole på, og det ville aldrig ændre sig, uanset hvem hun giftede sig med. Desuden virkede det, som om hun virkelig elskede Mark, og han forgudede hende.
De havde mødt hinanden til en skakturnering – mor havde lært Fiona at spille. Når hun var for syg til at være oppe, plejede Fiona at sidde inde hos hende og spille i timevis. Efter mor døde, meldte far Fiona ind i en skakklub og fik hende til at tage derhen en gang om ugen. Til at begynde med ville hun ikke, men med tiden blev hun mere glad for det, især efter at hun havde mødt Mark.
For Fiona var det kærlighed ved første skakmat. Endelig havde hun mødt nogen, som var lige så passioneret omkring skak og matematik som hende selv. At bo sammen med Derek og mig måtte have været den rene tortur – vi kunne knap nok lægge to tal sammen. De brugte timer på at diskutere lineær programmering, genetiske algoritmer og differentialligninger. Fiona havde det, som om hun var kommet i himlen. Efter i årevis at have forsøgt at lære mig og Derek at spille skak – jeg begyndte at kede mig efter fem minutter, og Derek forsøgte at stoppe brikkerne op i næsen – havde hun fundet en ægte åndsbeslægtet.
“Tak, fordi du minder mig om min alder, far,” sagde jeg. “Og for resten, hvis du nogensinde skulle møde nogen, jeg arbejder sammen med, så er jeg seksogtyve,” sagde jeg.
“Hvad mener du?”
“Inden for mit fag begynder det at gå ned ad bakke på den anden side af de tredive, medmindre man er enormt succesrig. Så derfor har jeg tænkt mig at være seksogtyve de næste par år.”
“Hvad er det dog for et job at have? Du skulle hellere tage at komme hjem og ...”
“Få mig et ordentligt arbejde,” færdiggjorde jeg sætningen for ham. “Nej tak, far. Jeg elsker mit job, og jeg er der, hvor jeg helst vil være. Hvis det betyder, at jeg er nødt til at småsulte mig selv og gå til fitness fem gange om ugen for at se yngre ud, må det bare være sådan. Det er det hele værd.”
“Du ser noget tynd ud,” sagde Fiona.
“Det er jeg nødt til at være. Tv lægger fem kilo til ens vægt – og så skulle du bare se de piger, jeg er oppe imod. De er blændende smukke og tynde som væddeløbshunde. Det er æd eller blive ædt derude.”
“Er der nogen, som at der vil æde hunde?” spurgte Jack.
“Det må man ikke,” sagde Bobby og lagde en beskyttende arm omkring Teddy.
“Nej, der er ikke nogen, der spiser hunde, skat, det var bare voksensnak,” sagde Fiona og gav Jack et knus.
“Mor, vil du ikke nok tænde lysene på kagen igen?” spurgte han.
“Selvfølgelig, skat. Skal vi også synge ’Happy Birthday’?” spurgte Fiona.
“Ja, ja,” råbte de og begyndte at hoppe op og ned.
“Okay, kom så starter vi.” Hun tændte lysene, og vi sang “Happy Birthday” for femte gang.
Jeg så på Fiona, som sad og så kærligt ned på tvillingerne, mens de pustede lysene ud, og kom så i tanke om dengang, min mor havde tændt lysene på min fødselsdagskage, og følte et kort stik af tomhed. Jeg bad til, at alting ville gå, som det skulle med Fionas knude i brystet. Børn har brug for deres mor, og Fiona var fantastisk med tvillingerne. De var heldige at have hende, og hun fortjente at være deres mor i mange, mange år endnu.
Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
