En kassedames genvordigheder af Anna Sam
Jeg hedder Anna, jeg er 28 år, har universitetsgrad i litteratur og en livserfaring, der er både ualmindelig og banal. Jeg har arbejdet i otte år i varehuse, i første omgang for at finansiere mine studier og opnå økonomisk uafhængighed, og siden, da jeg ikke kunne finde arbejde inden for mit felt, blev jeg hængende og blev kasseassistent, som det så smukt hedder.
Arbejdet ved kassen giver ikke mulighed for de store udvekslinger ud over de bip, som den regelmæssigt udstøder, når man scanner de forskellige varer. Den konstante søde lyd kunne have fået mig til at tro, at jeg var en robot. Desuden bidrager de flygtige møder med kunderne ikke ligefrem til, at man føler sig levende. Heldigvis har kontakten til kollegerne altid kunnet minde os om, at vi tilhørte den menneskelige race.
Og en skønne dag besluttede jeg mig så for at fortælle om mit arbejde og notere de små, ubetydelige hændelser, som en ganske almindelig kassedame dagligt udsættes for. Og med ét så jeg anderledes på menneskemassen, som skrider forbi varebåndet, jeg betragtede detailhandlens univers med andre briller og fik øje på en verden, der var betydelig mere mangfoldig, end jeg havde forestillet mig.
Der findes lette kunder og knap så lette kunder, rige og fattige, hæmmede og brovtende, dem, der ser lige igennem én, og dem, der hilser pænt, de ivrige, som står og tripper udenfor, til forretningen åbner, og dem, der systematisk venter til lukketid. Der er dem, der prøver at score én, og dem, der skælder ud. Hvem siger, at der ikke sker noget i en kassedames liv?
Og som tiden gik, fik jeg lyst til at dele alle disse oplevelser med andre.
Her er nogle af historierne, dem, der har berørt mig mest.
Men nu er tid til at tage din indkøbsvogn og gå ind i supermarkedet. Gitteret er allerede på vej op!
God tur.
Velkommen til detailhandlen
– dit livs levevej
Til lykke! Du har langt om længe reddet dig en samtale, og du er tilmed blevet ansat.
Velkommen til detailhandlens store familie. Du er nu blevet kassedame… undskyld, kasseassistent. Nu føler du dig straks meget vigtigere, ikke? Ansættelsessamtalen har ikke varet mere end et par minutter, længere tager det ikke at få dig til at gentage, hvad der i forvejen står på dit cv, og få dine bankoplysninger.
Hvad med en psykoteknisk test? Eller lidt hovedregning?
Hvad havde du forestillet dig…!? Hvorfor ikke en grafologisk test, nu vi er i gang?
Det er kassedame, du skal være, ikke advokat!
Det er din første dag…
… og du skal allerede tjene dig selv ind. Så der er ingen tid at spilde. Øjeblikkelig oplæring.
Ingen panik. En af de „gamle” tager dig under sin vinge i mindst… et kvarter eller… en formiddag, hvis du har held i sprøjten … to dage, hvis du har en flink leder (jo, jo, de findes skam stadig). Der er ingen regler.
Man begynder med en rundvisning i forretningen (bare en hurtig tur, ikke?). Her besøger du garderoben, pauserummet og containeren – eller skraldespanden – med andre ord: det sted, hvor alle de varer, der er blevet usælgelige, ender, og hvor du får det store held at komme tit og ofte – samt servicekontoret, hvor du henter din pengeskuffe og… og så ikke mere.
Nu kender du forretningen så godt, at du kan komme i sving. Vil du lære din arbejdsplads at kende? Det får du tid til at gøre i alle dine pauser, og det bliver et festligt krydderi på din fritid.
Første gang du træder over tærsklen til din kasse iført din skønne Chanel- eller Dior-uniform… eller din megagrimme bluse (afhængig af forretning og kundemålgruppe) og din pengekassette fyldt med penge under armen (det beløber sig faktisk til flere dages løn), føler du dig højst sandsynligt en smule betuttet.
Tag en dyb indånding, det går over.
Sådan, nu har du fundet din kasse, stillet din pengekassette på plads, gjort alting klar, du er meget koncentreret, topmotiveret, den „gamle” står ved siden af dig, og dine ører står på stilke. Du er klar til at arbejde. Det er også på tide.
De væsentligste punkter at huske: scanne varerne (kast et blik i farten for at tjekke, om prisen er absurd), trykke på subtotal, vise beløbet til kunden, bede om medlemskortet, tage imod betalingsmidlet, aflevere byttepenge, legitimation, hvis der er tale om en check, og bonen. Det hele med et oprigtigt smil. Selvfølgelig. Og så: „FarvelOgTakHavEnGodDag” og videre til næste kunde. Skal jeg tage den en gang til?
I begyndelsen kan det godt gå hurtigt, alt for hurtigt. Især hvis du begynder på en dag, hvor der er mange mennesker. Men dine bevægelser vil også hurtigt blive mekaniske, og du holder op med rigtig at lægge mærke til, hvad du laver. Allerede efter en måned vil du føle, at du er smeltet sammen med din kasse.
Tiden er fløjet af sted, og den „gamle” er allerede begyndt at give dig færre og færre anvisninger. Det siver ind. Du er ved at blive ekspert i ekspresregistrering af varer og byttepengeaflevering.
Godt gået!
Det er faktisk ikke noget at tale om, det her job…
Man skal bare kende bevægelserne, så kommer resten af sig selv.
Så, nu lader den „gamle” dig sidde alene ved roret. Du kan for første gang nogensinde køre de første varer igennem helt på egen hånd. Wauuuw! Det er for vildt.
Bortset fra, at det ud over scannerens biiiip altså ikke er videre ophidsende… Heldigvis er der så den menneskelige kontakt med kunden (men ro på, den bliver genstand for flere andre kapitler).
Nå ja, det havde jeg da nær glemt. Det er ikke let, men vildt interessant. Man skal lære koderne for alle de fødevarer, som sælges stykvis: citroner, grøn salat, timian, artiskokker osv. Men nu ingen panik. Så mange er der heller ikke, og hvis klappen skulle gå ned, så hænger der en huskeseddel ved kassen. Og så er der jo også kollegerne, Isabella, Nadine, Marie, Nicole… som aldrig er særlig langt væk (og hvis navne man til gengæld gør klogt i at huske, og det er lidt af en udfordring, når man har 100 kolleger).
Din første dag er allerede snart overstået… De sidste kunder går, og forretningen lukker.
Hvad er så dit første indtryk? Det er egentlig et ret sjovt job. Man kører en masse varer igennem (og opdager ved samme lejlighed et utal af ting, man hverken kendte anvendelsen eller eksistensen af ), man sludrer med en masse mennesker, man møder søde kolleger, man hører musik dagen lang, og man har det varmt og godt.
Et drømmejob.
Eller næsten da.
Du skal tilbage i morgen og i overmorgen og de følgende dage. Og jo længere tid der går, jo mindre lyst giver dit drømmejob dig til at stå op om morgenen.
Tro mig.
Top 3 over spørgsmål
stillet ved kassen
Kære kasseassistent, som velkomstgave har din forretning et særligt tilbud til dig – en top 3 over kundernes yndlingsspørgsmål:
– Hvor er toilettet?
– Har du ikke nogen poser?
– Er du åben?
Taget ud af sammenhængen lyer det ikke særlig slemt, men vent, til du sidder ved din kasse. Når dagen er omme, vil de spørgsmål give dig lyst til at slå ihjel (eller i hvert fald skrige, hvis du hører til de mere tålmodige). Bedøm selv.
Det mest presserende: „Hvor er toilettet?”
Kunde (kommer farende og er som regel temmelig ophidset)
Hvor er toilettet?
Kassedame (prøver et øjeblik at glemme, at hun taler med en anden kunde)
Goddag!
Kunde (uforstående blik)
…
Kassedame (udstøder et dybt – indvendigt – suk) Det er den vej.
Og peger på det store, meget iøjnefaldende skilt med „Toiletter”, som hænger lige foran kasselinjen. Kunden styrter af sted. Naturligvis uden så meget som et „tak”, „farvel” eller „rend mig”.
Det tager jo også alt for lang tid, når det haster…
Den mest aggressive: „Har du ikke nogen poser?”
En af de helt store omvæltninger i begyndelsen af dette århundrede er afskaffelsen af de plasticposer, som supermarkederne tilbød deres kunder gratis. Det har irriteret mangen en kunde. Især i den første tid.
De konkluderede som følger: „Hvis forretningen ikke udleverer gratis poser mere, så må de jo sælge dem og dermed tjene flere penge.” Og det tænkte jeg også for mig selv. Men jeg fik også lyst til at sige: „Tænk på fremtiden og på alle de smukke plasticfri landskaber, som du kan nyde. Og er det ikke også rarere med et hav, hvor der ikke flyder poser rundt?”
I dag er deres forsvinden efterhånden blevet almindeligt accepteret. Ophidsede kunder, der efterlader deres bugnende indkøbsvogn ved kassen er blevet et særsyn (jo, jo, jeg er skam stødt på dem). Men måske kan du stadig være så heldig at opleve et optrin som det her:
Kassedame (som har kørt kundens tre varer igennem)
2,56 euro.
Kunden betaler med check (det er da klart, han har jo ikke nogen kontanter).
Kunde (som står for enden af varebåndet og leder efter poser, som han kan lægge de indpakkede tomater, det indpakkede salathoved og de indpakkede æbler i)
Er der ingen poser?
Kassedame (for 30. gang inden for mindre end to timer)
Som du måske ved, er supermarkederne holdt op med at udlevere gratis plasticposer. Du er velkommen til at hente papkasser i paprummet, og for 15 cent kan du købe genanvendelige poser, som du kan få ombyttet, når de er slidte.
Kunde (rasende, øjnene er lige ved at poppe ud af hovedet)
Kunne du ikke have sagt det, før jeg betalte?
Kassedame (udstøder et dybt – og stadig indvendigt – suk)
Beklager, men det er flere måneder siden, vi holdt op med at udlevere gratis poser. (Smilende.) Hvorfor tager du ikke dine varer i hånden? De er jo allerede pakket ind i plasticposer.
Endnu mere rasende tager kunden sine æbler, sin salat… og lader tomaterne ligge. Formodentlig fordi han kun har to hænder.
Den mest irriterende: „Er du åben?”
Har du et ønske om at være den mest høflige, cool og upåklagelige kassedame? Fint nok, det er din ret og al ære værd (men glem nu ikke, hvad du får i løn). Du må dog love mig, at du aldrig lader nogen forveksle dig med din kasse. Du er et menneske, ikke et „biiiip”. Kunderne kan ikke tillade sig alt. Så her kommer nogle forslag:
Kunde
Er du åben?
Den høflige kassedame
Jeg er ikke, men min kasse er.
Den sarkastiske kassedame
Biiiip!
Og hvis kunden m/k er supersød
Vil du prøve lykken?
Den storsmilende kassedame
Er du?
Men jeg garanterer ikke for noget.
Vær i øvrigt opmærksom på, at visse kunder kan finde på at udslynge diverse varianter:
– Er du lukket?
– Er den åben?
– Kan du tage mig nu?
– Hvor skal jeg stikke det ind?
Jeg vil overlade det til læseren at fortolke det…
Modeopvisning
Er du forfængelig? Hader du uniformer? Jeg beklager, men jeg må minde dig om, at en kassedame – selv når hun sidder ved sin kasse – altid skal kunne identificeres af kunden som værende… kassedame. Så for at undgå den mindste forvirring er der krav om, at man trækker i arbejdstøjet. Uden det vil du heller ikke føle dig som medlem af den store familie, som det firma, du arbejder for, udgør. Vel? Og det er jo altafgørende for at kunne yde sit bedste.
Jeg inviterer dig hermed til at gå på opdagelse i de mangfoldige forårs-, sommer-, efterårs- og vinterkollektioner, der venter dig.
Glamour-looket
Spadseredragt med nederdel (som regel marineblå) + blomstret tørklæde (skal stikke „smagfuldt” op af din jakkelomme). Mokkasiner, som skal matche din skjortebluse (som regel hvid) og betales af egen lomme. Drømte du om at blive stewardesse, da du var lille? Med denne uniform får du dit ønske opfyldt. Det gør vel ikke noget, at det er hos et lavprisselskab, vel? Og så kan den også bruges til en konfirmation, en bar mitzvah eller en medaljeoverrækkelse (ikkerelevante valgmuligheder streges ud). Er verden ikke bare smukt indrettet?
Undgå dog pludselige bevægelser, for syningerne (made in China) er skrøbelige, og tilskæringen er ikke synderlig vellykket.
Bedstemor-looket
Stod du og savnede noget at tage på, når du skal ned med skraldeposen? Det har du nu takket være disse pragtfulde veste og disse sorte, uformelige nederdele eller bukser med læg i størrelse XXL. Og selv om du kun er 20 år gammel, så pas godt på de gerontofile. Kunder under 70 år skal du til gengæld ikke frygte noget fra. Glem ikke at hive strikketøjet frem for at gøre udstyret komplet.
Kasselinjen bliver styret af bessekliken.
Bondekone-looket
Kittel i størrelse XXL (i alt fra blå køkkentern til lyserød som pattegrise) med trykknaplukning. Uanset hvor godt den passer, vil det se ud, som om du nærmer dig ottende graviditetsmåned (eller som om du er voldsomt overvægtig, hvis du er en mand). Den er totalt pletafvisende, så du kan med sindsro også bruge den i regnvejr.
Klovne-looket
Skrigrød jakke + kakifarvet storblomstret skjortebluse + posebukser i en ubestemmelig farve. Nu mangler du kun den røde næse for at kunne underholde publikum, ligesom Ronald i restaurant Den Gyldne Måge. Der er ingen fare for, at kunderne overser dig. Til gengæld bør du overtale dine venner til ikke at komme og besøge dig. Ellers risikerer du at høre for det i lang tid.
Det „billige” look
Polo, ærmeløs vest eller T-shirt (made in Taiwan) til alle uanset plads og i farver, der vagt minder om kædens egne (inden vask). Voldsomt besparende for forretningerne. Kryds fingre for, at du bliver ansat hos en af dem. Når alt kommer til alt, er det i disse „billige” uniformer, du kommer til at se mindst latterlig ud (jeg sagde ikke „korrekt”). Og det bliver følelsen af at være en del af en stor familie kun stærkere af.
Som afslutning på denne modeopvisning vil jeg fortælle dig, at du også kan risikere at skulle blande de forskellige stilarter, hvis du kommer på et dårligt tidspunkt af året. Så kan du ende som Glamour-Klovn, Bedstemor-Bondekone eller Klovne-Bedstemor… Det er ikke til at stå for.
Under alle omstændigheder bør du aldrig se dig selv i forretningens spejle, hvis du vil undgå at synke ned i dyb depression eller at skulle undertrykke et latteranfald, hver gang du har en kunde.
Kasseoptælling: på sporet af
den fortabte mønt
Klokken er 21.05. Det var din første rigtige dag. Du har lige betjent din 289. og sidste kunde. Du har siddet i kassen i otte timer med to 15-minutters pauser. Du er helt mørbanket. Du drømmer kun om én ting: at komme hjem i seng og sove til klokken 6 i morgen tidlig.
– Hallo, vågn op, arbejdsdagen er ikke slut endnu!
Du mangler stadig at gøre din arbejdsstation skinnende ren (du er vel ikke så blåøjet at tro, at der kommer en rengøringsdame og gør det for dig, vel?) og tælle kassen sammen (du er vel ikke så fræk at tro, at du får penge for at trille tommelfingre?). Vær du bare glad for, at det ikke er dig, der skal gøre rent på varehylderne her.
– Fart på, skynd dig hen til servicekontoret med din kasse under armen!
– Har du fundet dig en plads ved siden af dine kolleger? Har du papir og blyant? Lad være med at gabe, du har ikke fri endnu! Først skal du tælle dine mønter, derefter dine sedler og til sidst dine møntruller (jeg siger „dine”, men det er jo ikke dine i virkeligheden) eller i omvendt rækkefølge, der er frit valg. Lad dig ikke forstyrre at plapren, døre, der går op og i, og klirrende mønter. Koncentrer dig, eller du vil fortryde det og komme til at opleve omtællingens lyksaligheder.
– Er der ikke lys nok? Lad være med at beklage dig. Tænk hellere på, at det er en dæmpet og beroligende belysning i forhold til det blændende lyshav ude i forretningen.
Et kvarter senere…
Sådan, nu har du omhyggeligt optegnet, hvor mange 1-, 2-, 5-, 10-, 20-centmønter samt 1- og 2-euromønter du har. Hvor mange 5-, 10-, 20-, 50-, 100- og 200-eurosedler. Hvor mange møntruller… Ro på, ro på. Jeg ved godt, du har en mindre formue mellem hænderne. Men lad være med at tænke på det. Tænk hellere på din lønudbetaling i slutningen af måneden. Så bliver det lettere at komme ovenpå igen…
Læg det hele sammen og træk det så fra din kassebeholdning (ja, netop, de 150 euro i småpenge, som du havde i din kasse ved dagens begyndelse).
– Hvad får du det så til, nummer 173? Nummer 173?
Ja, det er dig, der er nummer 173!
– Jeg har altså et navn!
– Ja, det ved vi godt, men det går hurtigere på den måde. Hvad siger du så, nummer 173?
– 3.678,65 euro!
– Tæl om, nummer 173, der er en fejl! Jeg havde advaret dig. Du er ikke koncentreret nok.
– Er det en stor fejl? Eller en lille? For lidt? For meget?
– Du skal bare tælle om.
10 minutter senere…
– 3.678,15 euro!
– Det er fint. Inden du går, skal du lige sørge for, at dine checks og dine rabatkuponer ligger i orden.
Vi er ikke din mor.
Klokken 21.35. Du tager din kittel af i garderoben. Du har nøjagtig fem minutter, hvis du skal nå din bus. Godnat og drøm sødt (og masser af biiip, goddag og FarvelOgTakHavEnGodDag… eller måske ikke).
Ansættelsessamtalen
Jeg har glemt noget, som kan blive skæbnesvangert under din ansættelsessamtale. Lad mig straks råde bod på den fejl. Det gør ikke noget, at du aldrig har haft et arbejde før, at du ikke kan regne, at du lider af agorafobi, eller at du er mørkeræd, så længe du kan tiltræde med det samme, at du accepterer den formidable løn, du bliver tilbudt, at du har en bankkonto, og at du kan svare på dette spørgsmål:
„Hvorfor vil du arbejde hos os?”
Ak ja, selv kassedameaspiranter skal kunne motivere deres valg.
Her er nogle svar i løs vægt, som kan inspirere dig:
– Fordi jeg altid har drømt om at arbejde i et supermarked!
Hvis du vil have, de skal hoppe på den, er du nødt til at sige det med stor, stor overbevisning og samtidig fremvise et par øjne, der stråler af betagelse. Det er ikke så let.
– Fordi min mor også var kassedame!
Kommentar: Se ovenfor.
– Fordi jeg lige som jeres kædenavn Champion/Géant/Les Trois Mousquetaires 1) også gerne vil være en mester/en kæmpe/de tre musketerer!
Den er virkelig tyk, men det er den slags vindermentalitet, som falder i god jord. Så hvorfor ikke? Men vær opmærksom på, at den slags svar ikke er foreneligt med alle firmanavne (jeg vil gerne være et gadekryds…).2)
– Jeg er studerende. Jeg har brug for et deltidsarbejde for at finansiere mine studier.
En rigtig klassiker, men meget overbevisende. Og lederne kan godt lide studerende, for de brokker sig ikke så meget som de gamle, og de arbejder især i weekenden. Med andre ord et fremragende svar. Og hvis du ikke er studerende, skal du selvfølgelig virke ung nok til at kunne give dig ud for at være studerende. Men helt op til 30-35 års alderen burde det ikke være noget større problem.
– Jeg har brug for et job, så jeg har noget at leve af.
Dette svar frarådes på det kraftigste. Selv om det rent faktisk er tilfældet, vil lederen mene, at du „er ikke særlig motiveret”, „mangler teamspirit”, „ikke er kompatibel med supermarkedets forretningsmål”… og muligvis lægge din ansøgning nederst i bunken (som i parentes bemærket er enorm).
Men der er ikke mangel på svar, som vil begejstre ham. For at finde frem til dem, skal du bare forestille dig, at du skal være advokat og ikke kassedame. Brug fantasien, ikke?
1. Kendte franske varehuskæder.
2. Den store franske kæde Carrefour betyder gadekryds.
