En meget lykkelig mand af Annegrete Kraul
En meget lykkelig mand
Christian rejser sig og ser ud over bordet. De er det sædvanlige fredagshold. Nina og hendes mand Lars. Thomas og hans kone Gitte. Lars og Nina. Gitte og Thomas. Rytmen i navnene. Trygheden. Sådan har det altid været. Og nu er Maria og Frede kommet til – de nye naboer. Selvom han tog slipset af i samme øjeblik han kom hjem, mærker han det stadig. Det ligger som et blødt greb om halsen. Det har været en lang uge. Det bliver dejligt bare at lade sig synke ned i stemningen.
En god fredagstradition. Præcis som han altid har ønsket sig det. Langbordet. Lysene. Vinen. Han og Mie som de afslappede værter. Midtpunktet. Han behøver såmænd ikke at gøre så meget. Der skal bare tankes op med noget steg og noget dessert og noget god rødvin, så kører resten af sig selv.
Om nogle timer vil alt gå ned i omdrejninger.
Så vil de samle deres sovende unger op, bære dem ud i taxien og køre hjem. Han vil gå og rydde flaskerne af og gøre lidt orden i køkkenet mens Mie ser til ungerne. Weekenden er skudt i gang.
Lige nu kører det. Der er en livlig snak omkring bordet.
Lars taler med Mie – som sædvanligt. De to finder altid hinanden på et eller andet tidspunkt. Sådan skal det være.
Mie lytter på den måde kun Mie kan lytte på, uden på noget tidspunkt at tage øjnene fra den der taler. Hun kan holde øjenkontakt lige så længe det skal være. Hvordan kan hun holde ud at se folk i øjnene så længe ad gangen? De gange han selv har prøvet at øve sig i det, har han hurtigt måttet slå øjnene ned eller kigge væk. Pisseirriterende.
Mie lader adspredt en krølle dreje rundt om pegefingeren mens hun lader sine mørkeblå øjne hvile roligt og opmærksomt ved Lars’ ansigt. Hun gør ikke andet, og hun siger ikke noget. Alligevel oplever den hun lytter til, altid at samtalen bliver fuld af liv. Lars taler hurtigt og intenst så brillerne falder ned over næsen. Med et hurtigt kast med hovedet får han dem tilbage på plads. Mie ler. Han har tydeligvis sagt noget sjovt.
Ja, ja. Få hende til at le. Få hende til at stråle, tænker Christian. Hun er min kone. Hun er min.
Når han skal præsentere noget på bureauet, beder han altid Mie om at være prøveklud.
Han formulerer sig simpelthen skarpere og mere sprudlende når Mie sidder i sofaen og smiler op til ham. Hun kommenterer aldrig noget. Men hun giver ham altid følelsen af at være bestået. Han under Lars et par timer med Mies opmærksomhed.
Staklen må være i underskud. Nina giver sgu ikke ved dørene.
Gitte ser også ud til at have det fint. Hun er ikke fuld endnu. Hun taler dæmpet med Maria og Frede. De lytter opmærksomt til hende. Stadig lidt nervøse over alt det nye. De er sgu så søde. De holder hinanden i hånden under bordet. Maria med sine røde kinder. Hun ligner altid en der lige er kommet ind fra en frisk gåtur. Hun er faktisk temmelig sexet. På en anden og mere robust måde end Mie. Mie er spinkel og skøbelig. Maria er fast. Fast i kødet og lattermild. Hun strutter på en sund og fremkommelig måde, havde Thomas tørt bemærket en dag de havde talt om hende. Nemlig. Hun strutter.
Nu sidder hun der og holder i hånd med sin fredsommelige mand Frede. Gitte plaprer løs. Snakker og snakker. Thomas taler ikke med nogen. Han sidder bare med benene på en stol og tankerne langt borte. Børnene er for længst smuttet fra bordet.
Christian sætter sig ned ved siden af Nina. Måske gider hun snakke. Det er sjældent efterhånden. Hun plejede at le når han fortalte historier om lærerne og klassekammeraterne på vej hjem fra skole. Hendes cykel slog et slag ud i rabatten, og hun var ved at køre i grøften af grin. Allerede dengang havde hendes latter en mørk, blød klang. Allerede dengang gjorde han alt for at få hende til at le.
Når han fortæller noget fra bureauet, ser hun ud som om hun overhovedet ikke fatter det. Det er som om hun hellere ville have at han sagde noget andet. Talte om noget helt andet. Han ved bare ikke hvad.
Han beslutter sig for at fortælle hende om den drøm han havde i morges. Måske vil det interessere hende. To gange har han drømt den samme drøm. I morges og for fire dage siden.
– To gange, den samme drøm? Hun ser på ham. Vågen. Lattermild.
Det kommer bag på ham hvor glad han bliver over at kunne fange hendes interesse. Hendes øjne hviler i hans. Klare og helt uden ironi.
– Jeg har aldrig nogensinde følt mig så meget i ét med det hele. I ét med mig selv. Kender du det?
Nina nikker. Ja, det kender hun godt.
Mens Christian taler sig varm, registrerer han at hans ord også bliver bemærket af de andre om bordet. Den lille, næsten uhørlige nedgang i summen af stemmer der opstår når opmærksomheden slår et kollektivt slag, og alle fornemmer at nu sker der noget. En uventet fortrolighed mellem nogen i selskabet.
– Jeg drømte at jeg fløj. Jeg så Mie og pigerne og huset og mig selv og min bil og gården i Bostad. Det var bare så fedt.
Jeg var midt i det hele og med i det og oven på det. På én gang.
Ninas øjne skifter til hendes sædvanlige reserverede, grønøjede kølighed.
Satans. Nu havde han hende lige på krogen.
Hun lyttede til ham. Syntes godt om det han sagde.
Satans. Satans. Han havde heller ikke behøvet at nævne bilen og huset og ødegården. Hun fortæller det garanteret til Lars på vej hjem i taxien. Han kan lige høre Lars’ sarkastiske stemme: Ja, han er sgu da meget sød, vores Christian, men jeg har bare ikke tillid til folk der sidder og praler af fast ejendom ved selskabelige lejligheder.
Og Nina vil selvfølgelig give Lars ret. Satans.
Christian bøjer hovedet for at vinde tid.
Det viser sig at være en passende beskeden gestus til at formilde Nina. Hun lægger hånden på hans arm og giver ham et opmuntrende klem. Hendes alvorlige, magre ansigt får et skær af mildhed. Der lurer et smil langt inde i hendes mørke øjne.
Han får en klump i halsen af lettelse. Han sænker fortroligt stemmen.
– Jeg så jer alle sammen mens jeg svævede rundt og rundt, i store cirkler over gården. I var der alle sammen. Jeg ved ikke, jeg blev sgu så glad og, taknemmelig.
Han tøver lidt, taknemmelig – er det at gå over stregen?
Nina smiler stadig.
Taknemmelig. Godt ord. Lettelsen suser gennem ham.
– Vi skal skåle alle sammen.
Christian rejser sig hurtigt og henter de to flasker han har trukket op tidligere. Han har stillet dem på flyglet. Ikke for koldt og ikke for varmt. De har lige den rette temperatur nu. Han møder Mies blik: Bliv siddende. Jeg har styr på det, skat.
Så slår han på glasset og rømmer sig for at klare stemmen.
– Tak fordi I er her. Jeg synes vi skal skåle i en rigtig, rigtig god drue.
Samtalen forstummer. Hvad nu, vil han holde tale?
– Jeg er bare så pissetaknemmelig for at I her, siger han stille.
Man kan pludselig høre alle børnene ovenpå. Disneyshow er åbenbart færdigt, og de tumler rundt. Ingen græder.
– Taknemmelig? Er du blevet følsom?
Lars’ stemme skærer gennem stilheden.
– Næh, jeg er bare glad.
Christian går hen til Lars og skænker i hans glas.
– Jeg er glad for at du er her, Lars.
Lars tager flasken ud af hånden på ham og ser på etiketten.
– Du må være meget glad, den her er sgu da mindst til en plovmand.
– En plovmand. Christian ler. – Nej, nej du. Syv hundrede.
Han bøjer sig ned og kysser Lars på panden.
– Og de er hver en øre værd. Hver en øre. Intet er for godt til dig, Lars. Skål, alle sammen.
– Syv hundrede kroner, hvisker Maria til Frede da de har skålet, og det store køkken igen er fyldt med stemmer.
– Stykket, hvisker Frede. – Syv hundrede kroner stykket.
Gitte har hørt dem.
– Jamen, sådan er Christian, han elsker bare vin.
– Jeg har aldrig drukket så dyr vin. Maria smiler undskyldende.
– Det kommer du til at vænne dig til.
Gitte er venlig, men Maria aner en kulde i hendes stemme.
– Skål, råber Christian. Han løfter glasset.
– Jeg vil bare sige at jeg …
Han går i stå.
Nina kommer ham til undsætning.
– Ja, vores alle sammens Christian er såmænd blevet ramt af eksistentiel taknemmelighed.
Alle ler. Undtagen Mie. Hun stirrer overrasket og forvirret på Nina. Er det her noget godt eller noget dårligt? Man ved aldrig med Nina.
Nina går hen og lægger armen om hende. Hendes beherskede, tørre stemme vibrerer af munterhed
– Christian fik en flyvedrøm. Han så sin dejlige familie. Han så sin skønne kone her. Sine skønne piger – og sine øvrige …
Hun gør en kort pause og smiler skævt.
– Sine øvrige skønne besiddelser.
Alle ler igen. Skønne besiddelser. Det er kun Nina der kan sige sådan. Mie læner sig ind mod Nina der fortsætter:
– Christian blev den morgen strejfet af en følelse af at være lige der i livet hvor han skal være. Det er en vidunderlig følelse – og det er ikke os alle der oplever det. Husk det!
Christians øjne er blanke af bevægelse. Han lægger hænderne fladt mod hinanden, vender sig mod Nina og bukker. Han løfter sit glas mod resten af selskabet.
– Jeg er en lykkelig mand.
Så går han over til Mie og giver hende et kys på kinden og hvisker ned i hendes hår.
– En lykkelig mand.
– Du har sgu da også fortjent det. Hvis nogen har fortjent det, er det da dig, råber Gitte og løfter glasset. Hendes runde ansigt blusser af vinen. Hun tager en slurk og tilføjer:
– Det skider jeg da på.
Hun ser opfordrende rundt på de andre i selskabet og ler højt. Så ler de alle sammen.
Christian lader latteren flyde igennem sig. Det er længe siden han har følt sig så let og ubekymret.
Det føles bare helt rigtigt at lægge nakken lidt tilbage og overgive sig.
Frede sidder og tænker over prisen og over de ynkelige papvine de selv plejer at servere. Han nipper forsigtigt til vinen og lader den rulle over tungen. Smagen springer ud i munden på ham, og han ved med det samme at han aldrig har smagt noget så rundhåndet og så lovende.
Han knuger Maria ind til sig. Lige nu ligner hun deres yngste søn Bjarke på en prik. Hun har det samme henførte udtryk som Bjarke havde da han smagte vaniljeis for første gang.
Hun stråler op mod ham.
– Hold da op, det smager vildt godt.
De fniser til hinanden som om de har gjort noget forbudt.
Glæden kommer bag på Maria, og hun må tage et fast tag i Frede. Hun sætter sig overvældet ned.
Det er lidt over et år siden de købte huset. Allerede første dag kom Mie og Christians to piger ind på deres terrasse gennem hullet i hækken. Alma og Asta på ti og otte. Præcis samme alder som deres Kasper og Bjarke. Det kunne ikke være bedre.
Ved spisetid var Christian kommet ind for at hente pigerne. Da han så flytterodet, inviterede han straks dem alle sammen på middag.
Maria havde set sig forundret om i det store køkken alrum. Der var pejs og bløde sofaer i den ene ende. Et flygel i midten. Spisebordet var langt og gammelt, med plads til mange. Der var blomster í vaserne. Lyset strømmede ind, og rummet glødede. Alle farver var stærke og afdæmpede på én gang, og alting passede sammen på en måde hun aldrig havde set før. Hun sad helt stille og sugede det til sig.
Hun havde undret sig over hvordan man sådan bare lige kan have middag nok til fem ekstra, uanmeldte gæster. En almindelig onsdag.
Nu har hun vænnet sig til at der altid er meget af alting hos Mie og Christian.
Jeg kan bare godt lide der er højt til loftet, sagde Christian, engang hun undrede sig over at de fik dessert til hverdag.
I dag er tredje gang Mie og Christian inviterer dem til vennekomsammen – med børn selvfølgelig. Nu hører de til. Ja, nu hører de til.
Børnene er hurtigt blevet uadskillige og har været med Christian og Mie på deres ødegård i Sverige. Selv har de haft pigerne med ned til Faxe hos Marias forældre.
Pigerne var vilde med at være der. Christian og Mie hentede dem og blev vist rundt på gården og budt på kaffe. Tíl den efterfølgende vennefest fortalte Christian udførligt alle om besøget på „bondegården“, som han kalder den. Han fortalte om traktorerne og dyrene og Marias forældre, om møblerne og indretningen og om den obligatoriske eftermiddagskaffe i køkkenet.
Maria lyttede forundret. Det lød så spændende og morsomt når han fortalte om det.
– Det er så fedt når nogen holder fast i noget oprindeligt. Christian så begejstret på hende.
– Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har smagt en vaniljekrans.
Maria kan ikke rigtig se sit barndomshjem som specielt oprindeligt og slet ikke eksotisk. I gymnasiet skammede hun sig tit over at der lugtede af gris når hun havde veninder med hjem. Nu kalder Christian hende kærligt for „Bondepigen“, og hun føler at hendes bagrund er noget særligt.
Maria tager Fredes hånd. Tænk, at hendes liv har båret hende hertil. Hjemme hos hendes forældre blev der kun inviteret gæster ved helt særlige lejligheder, og sammenkomsterne blev altid lidt stive og højtidelige. Til hverdag kom der masser af mennesker på gården, men det foregik i køkkenet til kaffe eller frokost, og de besøgende havde arbejdstøj på og sad i strømpesokker. De havde stillet gummistøvlerne og vasket hænderne, og så var der frokost i den lille time det varede. Hun havde aldrig oplevet at hendes forældre inviterede venner til en aften hvor man sad i timevis og bare snakkede, spiste og drak vin.
Hun og Frede inviterede tit nogle af Marias kolleger fra skolen eller nogle af Fredes tidligere studiekammerater til lørdag aften. Det blev også lidt kejtet i begyndelsen indtil folk havde fået noget at drikke. Maria var altid nervøs for om der var mad nok, og slappede først af når middagen var overstået.
Maria ser rundt om. Sådan her skal det være. Præcis sådan skal det være.
– Kan vi ikke få sådan en vin på onsdag, hvisker hun.
– Jo, siger Frede og smiler da han ser Marias overraskelse.
For et år siden ville ingen af dem have drømt om nogensinde at bruge syv hundrede kroner på en flaske vin. Heller ikke til deres bryllupsdag. For et år siden gav de hinanden en ny havedør i bryllupsgave. Frede havde selv sat den i, og de havde drukket en øl og siddet i den nye døråbning. Nu er der ingen tvivl. De skal have den vin til deres bryllupsdag.
Fra da af beslutter Frede at han vil vide alt om vin. Han vil eje vin, han vil være ham der med kendermine åbner en flaske og skænker rundt, og han vil drikke vin.
Endelig har han fundet noget han vil og skal gøre.
Han har altid haft svært ved selskaber. Han ved aldrig hvad han skal tale med folk om. Nu vil Frede tale om vin. Om vindistrikter og vinpriser, om tilsætningsstoffer og smagsoplevelser, om lugt og farve og prop og etiketter og jordbund og høstmetoder. Der er nok.
Han er ikke længere bare snusfornuftige Frede, gift med Maria, far til Kasper og Bjarke, ingeniør ansat på DTU med speciale i varmeøkonomi. Han er den lidenskabelige vinelsker der gerne kører en omvej på fem hundrede kilometer for at beundre en bestemt vinmark i et bestemt vindistrikt på vej hjem fra ferie. Maria og ungerne surmuler i bilen og stønner i hedebølgen den halve dag omvejen tager. De overgiver sig grinende da Frede insisterer på at blive fotograferet i færd med at kysse den røde jord i vinmarken.
Billedet bliver vist frem og historien fortalt igen og igen.
Frede rækker glasset frem mod Christian.
Christian skænker igen og siger:
– Det er guf. Kvalificeret guf. Hvad siger du, Frede?
– Det er dæleme guf. Fredes fregnede ansigt skinner af begejstring.
– Hvor har du købt den?
– Hos Konrad, siger Christian.
– Vi skal derud i morgen, vil du med?
Christian fanger Thomas’ blik.
– Hvad tid kører vi? Ved tolvtiden?
Thomas nikker og ser venligt på Frede.
– Det kunne være hyggeligt. Vil du med, Frede?
Om han vil med ud til Konrad V. Sørensens legendariske vinhandel på Peter Bangs Vej sammen med Christian og Thomas? Om han vil med? For fanden, han vil med.
Ud til Konrads! Gitte forsøger af skjule sin irritation.
Konrads er Thomas’ og Christians tradition. Det er noget de to gør sammen. Ikke alle mulige andre. Hver anden lørdag formiddag. Sådan har det altid været. Thomas er altid så glad når han kommer hjem fra de ture. Tit ender de to mænd, opstemte og glade, hjemme hos Christian og Mie sidst på eftermiddagen. De ringer efter Gitte og ungerne, og så tilbringer de lørdag aften sammen. Kun de fire og ungerne. Hvad skal Frede nu blandes ind i det for? Hun rejser sig og skynder sig ud på toilettet. Det har terapeuten sagt hun skal gøre: Skynd dig væk. Gå væk fra situationen, og prøv om du kan berolige dig selv.
Tal pænt til dig selv. Vær venlig mod dig selv. Fald til ro.
Hun har prøvet det mange gange nu. Det hjælper.
Herregud. Hvad er der at være sur over? Thomas og Christian har kendt hinanden siden barndommen. Det kan der ikke laves om på. Der er vel altid plads til en til. Frede er venligheden selv. Hvad er hun bange for?
Hun betragter længe sit ansigt i spejlet. Langsomt får hun farven tilbage i kinderne mens hun trækker vejret så roligt som hun kan. Hendes hår er for tyndt. Hun kan ikke rigtig gøre noget med det. Hverken sætte det op eller lade det hænge. Det sjasker lige meget hvad. Det er håbløst kommunefarvet. Klipper hun det kort, kommer hun til at ligne sin mor. Hendes øjne er pæne. Fin facon og med mørke vipper. Hendes hud er o.k., men ikke noget særligt. Det værste er at hun ser så helvedes anspændt ud. Altid på vagt. Tilbageholdt. Grå. Det forsvinder ikke engang når hun smiler. Hun smiler bredt til sig selv i spejlet. Forsøger at få smilet til at nå helt op til øjnene.
Hun tager sin læbestift frem af tasken og frisker læberne ap. Slap af. Der er ikke noget at være bange for. Lad dog bare Frede være med. Slap nu af. Så går hun ind til de andre igen.
Hun griber ud efter sit glas som hun har efterladt på flyglet.
– Skål for Christian. Og må vi alle sammen få en flyvedrøm – bare en gang imellem, råber hun.
Det får alle til at løfte glassene. Undtagen Lars.
– Hej, Lars, kan du ikke skrive en sang om Christians drøm.
Gitte klapper opfordrende på flyglet.
– Kom nu. Lav et hit!
Lars ser træt på hende.
– Søde Gitte. Man kan ikke lave et hit på glæde. Det er for banalt. Der er ingen dramatik i det. Man laver hit på det der gør ondt, på de smertefulde ar man har fået af livet.
Han kaster et drillende, hånligt blik hen på Christian.
– Det forudsætter naturligvis at man har nogen ar.
Christian ler højt af Lars’ bemærkning. Lars kan overhovedet ikke slå ham ud af kurs i aften.
– Du skal ikke tale til mig om ar, lille Lars.
Han smøger med en elegant bevægelse sit ene bukseben op og tager med et snuptag sokken af. Han humper over og sætter sig over for Lars og svinger benet op i skødet på ham.
– Har jeg ikke nogen ar? Se så lige her.
Et stort, hvidt ar, tværs over knæet, lyser lige op i hovedet på Lars.
Han klapper Christian på knæet.
– Har man fået sig en lille slalomskade på Val d’Isère? Blev man fløjet i helikopter hjem på skatteydernes regning? Hvor synd.
Lars’ øjne lyser. Alle ler med ham, også Christian.
Christian stryger med hånden hen over sit knæ og læner sig tungt ind mod Lars.
– Næh, Lars. Jeg kørte på cykel hjem fra fodboldtræning. Det var vinter, og det var mørkt. Nu er jeg jo et stakkels skilsmissebarn. Min mor troede jeg var hos min far, og min far troede jeg var hos min mor, så da jeg væltede og faldt ned i grøften og flækkede knæet og ikke kunne røre mig, var der ingen der savnede mig. Ingen. På hele fucking Møn! Først klokken elleve om aftenen fandt en tilfældig bilist mig og kørte mig på hospitalet i Stege. I syv timer troede jeg at jeg skulle dø i den grøft.
Christian gør en lille pause og råber:
– Dø, usavnet og uelsket.
Han laver nogle høje hulkelyde.
– Trøst mig, trøst mig, hulker han og kaster sig ind til Lars.
Christian klapper Lars på kinden.
– Så tal ikke til mig om ar, du.
Han smiler bredt til Lars og mærker at Lars er helt stiv af ubehag ved al den kropskontakt.
Han kigger op på Gitte og Maria og peger på arret.
– Piger, er der nogen der vil røre?
I den glade tumult der opstår i kølvandet på Christians knæhistorie, strømmer børnene ned ad trappen og vil være med. Lars bliver mild i stemmen og peger og genfortæller børnene historien om det store, farlige ar.
Christian bliver siddende med benet i skødet på Lars. Han læner sig tilbage i sin stol og nyder postyret. Lars sidder med armene hvilende på Christians bare ben. Benet ligger så tungt og behåret tværs over ham. Men som historien skrider frem,
forsvinder hans ubehag, og da børnene kommer myldrende, glemmer han det næsten.
Gitte betragter dem eftertænksomt. De to mænd sidder tæt sammen med børnene i en kreds omkring sig.
Christian med et smil på vej til at slå over i latter. Afslappet og samtidig på spring. Parat. Årvågen.
Lars med en rastløs heftighed i sine bevægelser. Vreden lige under overfladen. På tværs.
Der er ikke noget at sige til at de tit er på kant. Heldigvis har de ikke været i clinch denne gang. Nogle gange kan de være så sarkastiske og hånlige over for hinanden. Det er tilsyneladende for sjov, men Gitte kan mærke en fjendtlig undertone der gør hende urolig og usikker. Men lige nu er det rart. Hun skænker sig et glas til. Lige nu er det rigtig rart.
– Ja, jeg har altså sprængt min milt engang. Mies blide stemme går tydeligt igennem larmen. – Jeg blev kørt over. Af en motorcykel.
– Vi vil se arret, siger Lars. Han ser rundt på børnene og siger:
– Vi vil se arret, ik’?
– Joh, råber de og begynder taktfast at råbe vi-vilse, vi-vil-se.
De voksne stemmer i. Rummet er fyldt med råb og latter.
Mie rødmer let og smøger så i en lang bevægelse kjolen af sig. Et langt, smalt, næsten usynligt ar går fra ryggen og om til navlen.
– Blev du skåret midt over, mor? Almas lille stemme skælver af bekymring.
– Ja, næsten, svarer Mie, – men det var en rigtig dygtig læge. Se, hvor fint arret er?
Børnene omringer Mie. Hun lader dem røre ved arret og fortæller dem at hun heldigvis havde cykelhjelm på da hun blev kørt over, og at det skal man altid huske.
Christian holder vejret. Mies frimodige kropslighed har altid revet benene væk under ham. Alle har set hende om sommeren i badedragt. Men det er anderledes at se hende vinterbleg og i lysegrøn bh midt i køkken-alrummet i oktober. Han stirrer betaget på hende, som hun står der i børneflokken med alles blikke rettet mod sin krop. Hendes hvide hud og den rolige blidhed i alle hendes bevægelser får ham til at tabe vejret. Hvis det var ham der havde alles blik hvilende beundrende på sig, ville han da nyde det, eller blive genert, eller noget andet. Hun lader ikke til at ænse det. Hun står bare med sine blanke krøller ned ad ryggen. Urørlig.
Frede begynder at snakke med Thomas, og de to mænd vender lidt forlegent deres glas mellem hænderne. Lars glor uhæmmet.
Kvinderne kigger diskret efter strækmærker, ansatser til deller, karsprængninger, spor efter Mies to fødsler eller bare almindelige små grimheder eller alderstegn.
– Lad dem glo, tænker Christian. Lad dem bare glo. De finder intet.
Telefonen ringer, og Mie gør sig fri af børnene.
De andre mænd kan ikke tage øjnene fra hendes røv da hun vugger over til vindueskarmen og tager telefonen.
Hvem fanden ringer en fredag aften? Han gider ikke snakke i telefon nu.
– Det må være forkert nummer. Nej, du må have fået forkert nummer. Der er ikke noget med lejligheder her.
Mie lægger røret på.
Hun ser forundret på Christian og tager kjolen på igen.
Christian springer op.
– Nina. Vi vil se dit kano-ar.
Nina tøver. Så løfter hun sit ben og sparker med en glidende bevægelse sin ene støvle af.
Ninas historie vil gøre lykke. Han har tit hørt om dengang Nina var på kanotur og fik en fiskekrog tværs gennem foden.
Med sin tørre humor maler hun sceneriet frem for dem. Alle stønner af smerte da hun detaljeret fortæller om hvordan det gik til, og hvor svært det var selv at få den ud. Hun havde været alene på kanotur. Typisk Nina.
Børnene rører med andægtighed ved det store, runde ar, og Nina og Lars’ dreng, Viggo, kommer til at græde over hvor synd det var for hans mor. Viggos eget ar, efter fald fra en pony, bliver beundret som trøst, og han bliver pakket ind i en dyne og lagt på sofaen.
Gitte og Thomas’ dreng, Jakob, hiver skjorten op på sin far og fremviser stolt Thomas’ elleve små, runde ar på ryggen.
Rester af et meget hidsigt angreb fra en bisværm. Thomas havde fået fireoghalvfjerds stik og blev meget syg af det. Alle skriger af rædsel og væmmelse da Thomas beskriver hvordan bierne kravlede rundt og dækkede hele hans krop. Også ind i ørene.
Nina og Christian supplerer med detaljer. De var der da det skete. Hos Thomas’ farmor, Stege, 1976.
Gitte noterer sig med tilfredshed at Thomas’ historie gør lykke. Hun bliver straks irriteret på sig selv over at hun igen sidder og måler og vurderer alting. Hvorfor kan hun ikke bare slappe af og nyde det? Det er for helvede ikke nogen konkurrence. Hun tager sig et glas vin mere.
Børnene falder fra lidt efter lidt efterhånden som de får afleveret historien om deres eget ar, og bliver puttet i den store sofa.
Christian mærker en tindrende fornemmelse brede sig i kroppen. Det føles som om han står på en top. Alt kan lade sig gøre.
Der er ikke noget at være bange for. Han er så fuld af kræfter og styrke. Han får en klump i halsen mens hans blik glider fra det ene ansigt til det andet. Vi skal altid være sammen. Altid.
Lars er midt i en historie om et ar på sin pegefinger der nær havde kostet ham hans musikerkarriere da telefonen ringer igen.
Christian rejser sig og tager den. Mie ser undrende efter ham; han plejer aldrig at gide at tage telefonen.
´– Nej, og lad være med at ringe her. Lad for helvede være med at ringe her. Han knalder røret på.
Christian tager et sug til af cigaretten og prøver at få kontrol over sin hånd. Den ryster. For fanden hvor den ryster. Han er gået ud på terrassen under påskud af at ville ryge. Hold kæft hvor er det ikke i orden at hun ringer.
Det er fandeme ikke i orden.
Oven i købet på hans hjemmenummer. Han fatter ikke hvordan hun har fundet frem til det. Det burde ikke kunne lade sig gøre at spore ham. Ingen henvisninger til hans adresse. Ingen henvisninger til hans navn. Ingen registreringer hos nogen danske hostmastere. Det er ikke muligt. Det lovede begge de to it-fyre han havde koblet på. Uafhængigt af hinanden. Og alligevel ringer hun. Det er tredje gang hun ringer.
Mie har taget telefonen alle gangene. Det kan ikke være mere uheldigt. Hun er tydeligvis begyndt at blive urolig over det.
Han kunne høre at hendes stemme rystede svagt da hun talte med pigen.
– Her er ikke noget med lejligheder. Det må være en misforståelse. Du kan ikke leje lejligheder her.
Det kom virkelig bag på ham hvor chokeret han blev. Han blev så overrasket at alt sprang op, og hans hjerte galopperede af sted. Han var helt uforberedt. Paraderne var helt nede. Pludselig var hun der i røret. Rolig nu.
I virkeligheden kan der jo ikke ske den store skade. Han har tit genemgået worst case-scenariet i hovedet. Uanset hvad der sker, kan han altid benægte at det har noget som helst med ham at gøre. Det har altid været strategien hvis noget skulle gå galt. Strategien skal følges. Det er det man har den til. Det er en misforståelse. Hun tager fejl af mig og en anden. Forkert nummer.
Det skal nok gå. Han fryser. Han kan ikke stå herude ret meget længere. Ro på.
– Det er nemmest at dreje til venstre lige efter krydset, siger Lars.
Thomas sætter farten ned og blinker til venstre. Der er ikke andre biler på vejen. Det blev sent før de brød op. Lars sidder på forsædet ved siden af Thomas.
Nina og Gitte på bagsædet med den sovende Viggo. Gitte mærker et voldsomt raseri, det er sgu da Thomas der kører bilen Hun prøver forgæves at fange hans øjne i bakspejlet. Han gør altid hvad der bliver sagt. Parerer ordrer. Hun har lyst til at råbe ham ind i ansigtet. Det er vores bil. Fat det. Vores fucking bil.
Han kender sgu da godt vejen. Hvorfor tager han imod ordrer fra dem. Vi kører dem jo hjem i tide og utide. Bare nogen vifter lidt med en lillefinger, står han der. På pletten. Til tjeneste. Gitte sveder. Hun savner allerede sine børn. De er hos Mie og Christian.
Lad dem dog blive. Så slipper de for en kold bil, sagde Mie da Gitte gjorde klar til at pakke dem sammen og putte dem ud i bilen.
Vi ses jo alligevel i morgen, sagde Christian. Det er om seks timer. Så længe kan du godt undvære dem, Gitte.
Hun hader når børnene ikke sover hjemme. Lørdag morgen er uden mening når hun ikke skal op sammen med dem.
Nina bryder tavsheden på bagsædet.
– I kan sove længe i morgen, hvor dejligt for jer. Luksus.
Nina ser venligt på Gitte.
– Og I kan dyrke kinky sex uden at børnene vågner, griner Lars fra forsædet.
Thomas overhører ham. Han fanger Ninas øjne i bakspejlet. Han står altid tidligt op – også i weekenden, siger han.
Gitte mærker raseriet stige igen. Der er vel for helvede ingen grund til at indvie hele verden i at de ikke har noget sexliv længere.
– Det er altså så fint at man bare kan lade ungerne blive og sove. Hun ser indtrængende på Nina og fortsætter højlydt:
– Vi er så tætte med Christian og Mie at børnene bare dejser om, sover og står op og leger videre, nærmest som om de var hjemme. Det er bare så fint.
Nina svarer ikke.
Gittes kinder brænder. Sidder hun og praler af at hendes børn overnatter hos Mie og Christian? Gør hun virkelig det? Oven i købet over for Nina. Uopnåe lige Nina. Christians barndomsven. Gør hun virkelig det?
Hun mærker en bitter smag i munden og er et øjeblik bange for at hun skal kaste op af flovhed.
Hvorfor helvede skal hun nu igen lave alting om til en konkurrence. Igen. Benhård konkurrence om hvem der er tættest på Christian og Mie. Hvem der har den største fortrolighed med dem.
Hun har bemærket Maria flere gange i løbet af aftenen åbne et køkkenskab og tage et glas eller noget bestik i skuffen.
Uden at spørge Mie. Maria vidste hvor alting var. Mie accepterer åbenbart at Maria går i hendes skuffer og skabe. De ses sikkert hver dag. Render ud og ind hos hinanden som naboer gør.
– Godnat.
Gitte vinker til Lars der forsigtigt bærer den sovende Viggo ud af bilen.
– Tak for i aften, hvisker Nina for ikke at vække Viggo. De lukker forsigtigt døren.
Thomas vender bilen.
Gitte ser hans profil i mørket. Han er blevet lidt duknakket. Han er ikke så rank mere. Gad vide om han også er ked af det. Hun får lyst til at række ud efter ham.
– Dejlig aften, siger hun stille.
– Ja, siger han.
