For evigt og altid af Dorothy Koomson
Hør Bogbidden her Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog
prolog
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg været træt så længe at jeg ikke helt kan huske hvornår det gik op for mig at der var noget virkelig galt med mig. Jeg fandt mig bare i det. Sagde til mig selv at jeg bare havde brug for at hvile mig, så ville det gå over. Men det gjorde det ikke.
Uanset hvor meget jeg sov, var jeg altid træt. Rigtig godt gennemtræt. Det var ikke før Tegan bad mig om at gå til lægen at det gik op for mig. Min firårige datter satte ord på det jeg ikke kunne – ville – indse, det faktum at jeg ikke var mig selv længere. Hun var træt af at jeg var for udmattet til at lege med hende. Af at jeg fik næseblod. Af at jeg blev forpustet af den mindste anstrengelse. "Mor, hvis du går til lægen, kan hun hjælpe dig med at få det bedre," sagde hun pludselig en dag. Hun sagde det bare, og så gjorde jeg det.
Jeg sad på lægens kontor og fortalte hvad der var galt, og hun tog nogle blodprøver. Så bad hun mig om at komme tilbage for at tage flere prøver. Flere prøver med navne jeg havde hørt i lægeserier i fjernsynet, og så var luften pludselig fuld af ord der i fjernsynet aldrig var forbundet med en lykkelig slutning. Men det kunne da ikke have noget med mig at gøre. Ikke mig. De udelukkede bare det værste.
Men så kom opringningen. Jeg skulle straks opsøge min læge. Selv da ... Og selv da hun fortalte mig det ... Da hun beklagede og begyndte at tale om behandlinger og prognoser, troede jeg ikke på det. Nej, det passer ikke. Jeg troede på det. Jeg forstod det bare ikke. Ikke hvorfor. Ikke hvordan. Ikke mig.
Det tog et par dage før jeg forstod det. Måske var det en hel uge. Hvert sekund talte, sagde de, men jeg kunne stadig ikke forstå det. Jeg så ikke så syg ud. Lidt blegere, lidt langsommere, men ikke rigtig og virkelig syg. Jeg blev ved med at tænke at de tog fejl. Det hører man om hele tiden, at folk får en forkert diagnose, at folk trodser lægens teori, folk finder ud af at de havde kyssesyge i stedet for ...
På vej til arbejde omtrent en uge senere kom jeg tidligt, supertidligt, til stationen som jeg plejer. Jeg var nemlig begyndt at finde på måder at kompensere – rutiner der gjorde normale aktiviteter nemmere – jeg tilpassede min verden til den sygdom der invaderede min krop: Jeg tog tidligt af sted til stationen så jeg aldrig behøvede at løbe efter toget; jeg tog madpakke med så jeg ikke behøvede gå ned til sandwichbutikken i min frokostpause; jeg lod barnepigen gå tidligere så jeg ikke blev fristet til at gå ud og tage en drink efter arbejde. Men netop denne dag kom der en kvinde hen og stillede sig ved siden af mig på stationen. Hun fandt sin mobiltelefon frem og ringede. Da personen i den anden ende svarede, sagde hun: "Hej, det er Felicity Hallidays mor. Jeg ringer fordi hun er sløj og ikke kommer i
skole i dag." Jeg brød sammen. Begyndte at græde. Netop da slog det mig at jeg aldrig ville få mulighed for at foretage sådan et opkald. Jeg ville ikke komme til at gøre noget så hverdagsagtigt for en mor som at ringe til sin datters skole. Der var en million ting jeg ikke ville komme til at gøre, og det var kun én af dem.
Alle var forfærdeligt britiske og ignorerede mig mens jeg græd og snøftede og hylede. Ja, jeg hylede. Jeg lavede en forfærdelig larm da jeg brød sammen og gik i tusind små stykker.
Så kom en mand, en engel, hen til mig, han satte sig ned og lagde armen rundt om mig mens jeg græd. Toget kom, og toget kørte. Det samme gjorde det næste og det næste. Men manden blev siddende hos mig. Han blev siddende mens jeg græd og græd. Skulderen på hans fine jakkesæt blev helt gennemblødt og snottet til, men det virkede ikke som om det gjorde noget, han ventede og holdt om mig indtil jeg holdt op med at hyle. Så spurgte han mig venligt hvad der var i vejen.
Gennem mine hulk var det eneste jeg kunne sige: "Jeg skal fortælle min lille datter at jeg skal dø."
"mor?"
første kapitel
Postbuddet hoppede af forskrækkelse da jeg flåede hoveddøren til huset op og hilste ivrigt på ham.
Normalt ringede han først på, hvorefter jeg i badekåbe og med søvn i øjnene sjoskede ned til døren fra min lejlighed på første sal. Men i dag havde jeg hængt ud ad vinduet og ventet på ham. Mit morgenoutfit var det samme: badekåbe og morgenhår, men mine øjne var ikke to smalle striber, jeg havde vasket mig i ansigtet, og jeg smilede.
"Er det en særlig dag?" spurgte han tomt.
Han kunne tydeligvis ikke lide denne ombytning af vores roller. Han kunne bedst lide at jeg var helt forsovet og forvirret når han afleverede posten. Det var nok det eneste tidspunkt på dagen hvor han kunne føle sig overlegen. Arhh, det er ikke fair. Han var sød, mit postbud. De fleste postbude er søde, er de ikke?
Faktisk var verden vidunderlig i dag.
"Jeg har fødselsdag i dag." Jeg smilede stort og blottede mine nybørstede tænder.
"Tillykke," sagde han alvorligt som en bedende præst og rakte mig posten til de fire lejligheder i huset. Jeg tog ivrigt bunken af breve med en brun elastik omkring og så straks at næsten alle kuverterne var røde eller lilla eller blå. Lykønskningskortfarvede. "Enogtyve igen, hvad?" sagde postbuddet stadig uden at lade sig påvirke af mit gode humør.
"Nej, jeg er toogtredive, og jeg er stolt af det," svarede jeg. "Hvert år er en bonus! Og i dag vil jeg gå med guldpailletter og høje hæle og drysse guldglimmer i kavalergangen."
Postbuddets smalle brune øjne flakkede ned til mit bryst. Selvom det var højsommer og varmt og fugtigt, havde jeg både pyjamas og en tyk badekåbe på, så der var ikke meget at se – han var heldig hvis han overhovedet så noget hud. Han virkede overrasket over at det bryst jeg talte om, var helt tildækket, og han så hurtigt væk igen. Han kom nok til at tænke på at han ikke skulle stirre på kvinder på sin postrute – særligt ikke når kvinden ikke engang var så let påklædt at det var umagen værd.
Han gjorde mine til at gå. "Hav en god dag, søde," sagde han. "Jeg mener, ven. Jeg mener, farvel." Og så begyndte han at gå ned ad havegangen hurtigere end en mand af hans størrelse og alder burde være i stand til.
Postbuddet skyndte sig så meget at han sikkert ikke hørte mig råbe "I lige måde," mens jeg lukkede døren. Jeg smed de breve der ikke var til mig, men som havde den frækhed at ankomme netop i dag, på gulvet i gangen. De landede uhøjtideligt oven på de andre, ældre breve som lignede forældreløse børn der længselsfuldt venter på at blive frelst. Normalt havde jeg ondt af de breve, ønskede at de mennesker de var blevet sendt til, ville give dem et godt hjem, men i dag var de ikke mit problem. Da jeg tog trappen to trin ad gangen på vej op til min lejlighed, havde jeg allerede glemt dem.
Jeg havde allerede lavet en morgenbakke der stod klar i soveværelset: nybagte croissanter med røget laks, tre fyldte chokolader og et glas Möet.
I dag skulle alt være perfekt. Alting. Det havde jeg planlagt. Når jeg havde fortæret min morgenbakke, ville jeg blive i sengen til klokken tolv og åbne fødselsdagskort og modtage telefonopkald fra venner og familie. Så havde jeg en tid hos frisøren til en hårkur og en klipning. Jeg havde besluttet mig for en radikal forandring – droppe mit normale pagehår for en frisure med etager og langt, skråt pandehår. Bagefter ville jeg tage hjem og klæde om. Jeg havde faktisk tænkt mig at tage en kjole med guldpailletter på som så fantastisk ud til min mørke hud. Jeg havde tænkt mig at presse fødderne ned i et par guldsko med høje hæle og drysse guldglimmer i kavalergangen. Så skulle nogle af pigerne fra arbejdet komme forbi til drinks og tapas inden vi skulle i byen og danse hele natten.
Jeg kravlede forsigtigt ned under dynen for ikke at spilde noget fra min fantastiske morgenbakke og tog en lille slurk champagne før jeg hastigt bladrede mine kort igennem som et lille barn. Bunken af åbnede kuverter i klare farver voksede i takt med at jeg greb kortene og smilede ad ordene i dem.
Det var ikke så mærkeligt at jeg ikke lagde mærke til det. Det var ligesom alle de andre. Det lå gemt i bunken og så uskadeligt og uskyldigt ud. Og ligesom med alle de andre så jeg ikke rigtigt på det, jeg forsøgte ikke at tyde håndskriften på kuverten, og så ikke på billedet på forsiden. Jeg åbnede det bare i min iver efter at læse lykønskningerne indeni. Mit hjerte stod stille et øjeblik. Jeg genkendte håndskriften før jeg læste ordene. Jeg læste med hamrende hjerte.
Kære Kamryn
Vær sød ikke at ignorere dette kort.
Jeg må se dig. Jeg skal dø. Jeg er på St. Jude’s Hospital i London.
Knus og kys din Adele
PS Jeg savner dig.
Først da jeg smækkede kortet i, så jeg at der på forsiden stod "Jeg elsker dig" i stedet for de normale fødselsdagshilsner.
Det glitrende kort fløj gennem lokalet da jeg smed det fra mig som om jeg havde brændt fingrene. Det landede på min flettede vasketøjskurv og lå der og stirrede over på mig. Den hvide forside med det enkle design og de tre forræderiske ord vrængede ad mig. Udfordrede mig til at ignorere det. Udfordrede mig til at lade som om ordene indeni ikke var mejslet ind i min hjerne ligesom de var præget på kortet.
Jeg tog en slurk af champagnen, men den smagte af eddike. Croissanten som omhyggeligt var skåret over og fyldt med røget laks, føltes som savsmuld i min mund. Den fyldte chokolade klistrede til ganen.
Kortet stirrede stadig på mig. Æggede mig. Ignorer mig hvis du kan, hånede det. Kom nu, prøv bare.
Jeg slog dynen til side, steg ud af sengen og gik over til kortet. Koldt rev jeg det midt over. Så rev jeg stykkerne over igen. Jeg trampede ud i køkkenet, trådte på pedalspanden for at åbne den og smed resten af kortet oven på de rådnende grøntsager, fedtede madrester og kasseret emballage.
"Sådan. Det er hvad jeg mener om det! Og dig!" Jeg hvæsede til kortet og dets afsender.
Jeg gik tilbage i seng. Det var bedre. Meget bedre. Jeg nippede til champagnen og spiste min mad. Alting var rigtigt igen. Perfekt var det. Præcis som det skulle være på min fødselsdag.
Der var intet der kunne ødelægge den. Uanset hvor meget nogen end prøvede. Og de prøvede sgu, gjorde de ikke? Det er svært at prøve mere ihærdigt end med sådan en besked, forklædt som fødselsdagskort. Virkelig smart. Skide smart. Men det virkede ikke. Jeg ville ikke falde for sådan noget pjat. Jeg ville fortsætte som planlagt. Min toogtrediveårsfødselsdag skulle blive bedre end min attenårs-, enogtyveårs- og trediveårs til sammen.
For når jeg bliver toogtredive skal jeg gå i guldpailletter og femten centimeter høje hæle og drysse guldglimmer i kavalergangen, præcis som jeg havde lovet mig selv for flere år siden.
Døren stod på klem og gik let op da jeg skubbede forsigtigt til den. Jeg bankede ikke på. Jeg bankede aldrig på en åben dør, for mig sagde den: "Kom ind, du behøver ikke banke på."
Hun smilede mellem de hvide puder da jeg trådte ind i rummet. "Jeg vidste du ville komme," hviskede hun.
kapitel to
Dolce & Gabbana. Selv nu, i det der nok var en af de mørkeste stunder i hendes liv, var Adele klædt i designertøj – under dynen kunne man skimte en hvid D&G T-shirt. Hun havde altid haft mere stil end sund fornuft.
Engang ville den tanke, hvor sær den end var, være blevet til ord – til en bemærkning som jeg ubarmhjertigt ville have ladet falde fordi hun ville have værdsat den. Men i dag kunne jeg ikke. Alting var drastisk forandret mellem os. For det første havde jeg ikke set hende i to år. For det andet havde hun sidst jeg så hende, haft fingrene begravet i håret som om hun ville rive de lyse hårlokker ud ved rødderne, mascaraen løb ned ad hendes kinder og snottet flød ud af næsen på hende. Hun snakkede, snublede over sine egne ord, sagde ting jeg ikke ville høre. Jeg tog mit tøj og min taske, blinkede tårerne væk og forsøgte at undgå at bryde helt sammen. Tingene bliver aldrig normale igen når man skilles på den måde. For det tredje var hun syg. Vi talte ikke sammen, for en sygeplejerske for rundt omkring Adele og aflæste maskiner, tjekkede slangerne på droppet og ordnede puderne så de støttede patienten. Sygeplejersken havde et rundt, venligt ansigt med store, brune, smilende øjne. Hun mindede mig meget om min mor, særligt den måde hvorpå hun havde trukket det flettede hår tilbage i en hestehale. Hun smilede til mig som om hun kendte mig, sagde til Adele at vi ikke måtte snakke for længe og forlod os.
Vi sagde stadig ikke noget. "Hej," virkede ikke som en helt tilstrækkelig måde at hilse på en jeg havde svoret aldrig at tale med igen.
"Sygeplejersken minder om din mor," sagde Adele da stilheden begyndte at overdøve maskinernes susen.
Jeg nikkede, men kunne ikke få et ord frem. Jeg kunne bare ikke. Det var ikke den Adele – Del som jeg kaldte hende – jeg var kommet for at besøge, det her var ikke den Adele jeg havde taget mig sammen for at besøge efter al den tid.
Jeg ved ikke hvad det var jeg havde forestillet mig, jeg havde ikke rigtig tænkt over det da jeg steg på toget og rejste de tre hundrede kilometer fra Leeds til London, men jeg havde ikke forventet at hun så sådan ud. Jeg kunne lukke øjnene og forestille mig den Del jeg havde forventet at se. Det krøllede, honningfarvede hår der altid gik lige til skulderen. Og den sunde glød fra hendes cremehvide, glatte hud. Og hvad ville stå klarest? Hendes øjne der var blågrå som nypudset stål, eller hendes smil som altid oplyste alting omkring hende? Uanset hvad det ville være, så var det den rigtige Del, der var bag mine øjenlåg. Så perfekt og virkelig at jeg kunne række ud efter hende og give hende et knus.
Men den Del Brannon der sad foran mig, var anderledes. Forvandlet.
Den Del der sad med puderne i ryggen, havde hud der var skjoldet grå, hvid og gul. Hendes ansigt var hult af vægttab, og hun havde sorte rande under de indsunkne øjne som synligt manglede øjenbryn. Om hovedet havde hun viklet et kongeblåt tørklæde, sandsynligvis for at skjule at hun ikke havde noget hår. Jeg blev helt kold indvendig. Hendes smukke, smukke hår var væk. Fjernet af den medicin der skulle forestille at gøre hende rask.
Jeg vidste ikke at hun ville se sådan ud. Svag. Som et anæmisk efterårsblad – så tør, så skrøbelig og spinkel at en enkelt berøring ville få hende til at smuldre bort.
"Det er godt at se dig," sagde hun med en stemme der var så lav og hæs at den nok var lige så smertefuld at frembringe som det var at høre den. "Jeg er glad for at du kom."
"Hvad er der galt med din stemme?" spurgte jeg.
"Det er behandlingen. Min mund bliver tør, og min tunge føles som sandpapir."
"Gud, kan du huske de gange vi havde det sådan fordi vi havde været ude at more os og drukket os fulde aftenen forinden?" sagde jeg og bebrejdede straks mig selv. Det var ikke ment som det lød – jeg ville udtrykke medfølelse, men det lød helt forkert.
Dels tørre, sprukne læber forvandledes til et smil. "Det kan du tro jeg kan," sagde hun. "Ingen andre har turdet sige sådan noget til mig. De er vel bange for at jeg begynder at græde. Eller for at jeg skal bryde sammen og dø med det samme. Selvfølgelig er det dig der bryder tabuet."
"Det var ikke meningen," sagde jeg og var stadig flov. "Jeg er bare mig selv."
"Det er sådan jeg foretrækker dig."
"Hvad er der galt med dig?" spurgte jeg. Det lød også forkert. Hårdt. Ufølsomt. Jeg indrømmer, en del af mig var stadig den kvinde der havde samlet sine ejendele og svoret aldrig at lade sig såre igen, men mest af alt var jeg knust. Normalt løste jeg problemer ved at handle, men her stod jeg og stirrede på en der havde smerter, og vidste at jeg ikke kunne gøre en skid ved det. Det var derfor jeg lød så hård. Jeg var hjælpeløs, og jeg var ikke særligt god til at være hjælpeløs. "Jeg mener du skrev at du skulle ... Hvad fejler du?"
"Leukæmi," svarede hun.
"Jeg troede det var noget børn fik," sagde jeg før jeg kunne stoppe mig selv.
"Det var præcis hvad jeg sagde!" udbrød hun. "Da lægen fortalte mig det, sagde jeg de selv samme ord. Det faldt ikke i god jord, kan jeg forsikre dig."
"Det er godt at vide at det ikke kun er mig der siger noget helt upassende," sagde jeg.
"Nej, det gør jeg selv på tærsklen til døden." Hun sagde det så muntert og roligt. Jeg fik lyst til at række ud efter hende, tage fat om hendes spinkle skuldre og ryste hende. Hårdt. Så hårdt at hun blev mindet om hvad der foregik. Hvordan kunne hun tage det så roligt? Være så afklaret?
Jeg havde stadig svært ved at forstå at en på min egen alder, som dyrkede motion, som spiste relativt sundt, som aldrig havde røget, som drak det samme som jeg gjorde, en dag var vågnet op med en tikkende bombe over sit hoved; havde opdaget at hun var tættere på at vide hvornår hun skulle møde sin skaber end jeg var. Jeg havde kæmpet med tanken siden jeg havde læst hendes kort.
"Det er okay. Jeg har accepteret det der sker med mig," forsikrede Del som om hun kunne læse mine tanker. "Det tog sin tid, men jeg er der nu. Jeg ved godt at det nok vil tage dig lidt tid at nå dertil."
"Ja, bare et lille øjeblik," sagde jeg sarkastisk.
"Jeg blev nødt til at nå hertil hurtigt," fortsatte hun og ignorerede ikke det jeg sagde, men måden jeg sagde det på. "Jeg blev nødt til at lægge planer. Det handler ikke kun om mig. Så selvom jeg allerhelst ville lade som om det ikke skete, blev jeg nødt til at tænke på den person som det er allermest vigtigt at der bliver sørget for."
Tegan. Hun talte om sin datter Tegan. Hvordan tog hun det? Hvis jeg havde svært ved at håndtere det, hvordan skulle en klog, lille femårig så klare det?
"Du har sikkert regnet ud hvorfor jeg gerne ville se dig?" sagde hun da vi begge havde været stille længe.
"For at give mig dårlig samvittighed over at have ignoreret dig i to år?" svarede jeg.
"Ud over det," sagde Del med et udspekuleret smil på de grå læber.
"Nå, men så nej."
"Når jeg er død ..." Del holdt en pause og tog en dyb indånding, "vil jeg gerne have at du adopterer Tegan."
"Hvad?"
"Jeg vil ... Nej, du skal adoptere Tegan når jeg dør."
Jeg kunne mærke at der dannede sig en rynke i min pande og at mit ansigt fik et "Er du da vanvittig"-udtryk.
Hun kiggede på mig som om hun forventede et svar på det hun lige havde sagt.
"Du laver sjov ikke, ikke?"
"Ligner jeg en der laver sjov?" svarede hun irriteret. "Hvis jeg lavede sjov, ville der være en pointe og den ville være morsom. Nej, Kamryn, jeg laver ikke sjov. Jeg vil have at du skal adoptere min datter når jeg dør."
"Okay, Adele, hvis du mener det alvorligt, må jeg give dig et alvorligt svar. Nej. Klart nej."
"Du har jo ikke engang tænkt over det."
"Der er ikke noget at tænke over. Du har altid vidst at jeg ikke vil have børn. Jeg har fortalt dig utallige gange at jeg ikke vil have børn."
"Jeg beder dig ikke om at få børn, bare om at tage mit." Del tog en dyb indånding. Det så ud som om det krævede al hendes styrke, og det fik hendes ansigt til at blive mere gråt. "Jeg har gjort alt det vanskelige, haft morgenkvalme, mistet min figur, haft veer i fireogtyve timer ... Du skal bare passe på hende. Være hendes mor. Elske hende."
"Bare" passe på hende. "Bare" være hende mor. Som om det var let. Og desuden ... "Del, vi har ikke talt sammen i to år, og nu spørger du mig om jeg vil adoptere et barn? Kan du ikke se at der er noget galt? Hvorfor det er svært for mig?"
"Tegan er ikke ‘et barn’," snerrede hun og var pludselig rasende. Af alle de uhyrlige ting jeg havde sagt siden jeg kom, var det dét der fik hende til at fare i flint; dét der gjorde hende så vred at hendes stålblå øjne så ud som om de dirrede af trods. "Hun er dit gudbarn. Du elskede hende engang, jeg nægter at tro at det har forandret sig."
Det kunne jeg ikke benægte. Jeg havde elsket Tegan. Jeg elskede stadig Tegan.
Jeg kiggede på billedet på Dels natbord. Det var en almindelig glasramme med et stort nærbillede af Tegan og Del. Tegan havde armene slynget om halsen på sin mor og holdt hendes ansigt tæt ind sit eget. De smilede begge til kameraet. Tegan var en miniudgave af sin mor på alle måder undtagen næsen. Næsen havde hun arvet fra sin far.
"Kam, jeg tænker stadig på dig som min bedste ven," sagde Del.
"Og du er det eneste menneske, det eneste menneske i hele verden jeg ville betro min datter. Du elskede hende som var hun din egen. Jeg er ked af at måtte bringe det på bane, men jeg ved ikke hvor længe jeg har igen, der er ikke tid til slinger i valsen. Hvis du ikke vil have hende? ... Hvad skal der så ske med hende? Der er ingen andre. Der er ingen ..." Det hvide i hendes øjne blev rødt, og hun hev efter vejret. "Jeg kan ikke engang græde," hviskede hun, "fordi jeg ikke producerer tårer nok." I stedet for at græde blev hendes vejrtrækning dårligere, og hun fik krampetrækninger i den afmagrede krop.
Jeg lagde en hånd på hendes arm. "Du må ikke græde," sagde jeg desperat efter at stoppe hende. "Jeg skal nok tænke over det. Men jeg lover ikke noget, okay?"
Del trak vejret dybt indtil hun faldt til ro igen. "Vil du virkelig tænke over det?" sagde hun da hun var rolig nok til at tale.
"Ja. Jeg skal nok tænke over det."
"Det er alt hvad jeg beder dig om, at tænke over det."
"Det skal jeg nok. Men kun tænke."
"Tak," hviskede hun. "Tak."
Vi sank hen i tavshed. Jeg burde gå. Hun havde gjort hvad hun skulle, havde bedt mig om det utænkelige, så var der vel ikke andet tilbage for mig at gøre end at trække mig tilbage og tænke over det sådan som jeg havde lovet?
"Kam," begyndte hun. Måden hun sagde mit navn på, fik mig til at se på hende, og jeg vidste præcis hvad hun ville sige. Jeg ville ikke høre hende sige det. Jeg ville have at hun skulle lade det ligge. "Du ved ... det der skete ..."
"Lad være," afbrød jeg advarende.
"Du har aldrig ladet mig forklare," sagde hun bedende. "Lad være," advarede jeg igen.
"Kam, hør engang. Jeg ville ikke ..."
"JEG SAGDE LAD VÆRE!" råbte jeg så pludseligt og brutalt at jeg selv blev skræmt. "Jeg vil ikke tænke på det, jeg vil ikke høre om det, og jeg vil i hvert fald ikke tale om det. Der er forbi. Lad det ligge."
Det var et sår der ikke var helet. Hun havde pillet ved den ydre skorpe, den der dækkede overfladen på en skade der var så dyb at den mindste berøring ville få blodet til at flyde igen. Men jeg skulle alligevel ikke have ladet min vrede få frit løb. Hun var syg. Hun havde ikke kræfter til at forsvare sig.
"Bare lad det være," gentog jeg roligere. "Vil du ikke nok?"
Del gjorde som hun fik besked på, og så på billedet på natbordet. Hun smilede forsigtigt, men jeg kunne se tristheden i hendes øjne. Tegan betød alt for Adele. Alt. Det havde jeg nok aldrig helt forstået. Tegan betød meget for mig, men hun var Adeles primære grund til at leve. Alt hvad hun gjorde, handlede om Tegan. Der var intet og ingen der var vigtigere end Adeles datter. Tanken om at skulle forlade hende, måtte være mere end hun kunne bære. Og hvordan forklarer man et barn at man vil forlade det? Hvordan fortæller man et barn at man skal dø?
"Hvor er hun?" spurgte jeg for at lette stemningen på stuen og skyldfølelsen indeni.
Hun lukkede øjnene som om det smertede hende at tænke på, før hun med rolig stemme smed den næste bombe: "Hos min far og hans kone."
Mit hjerte sprang et slag over. Stod det så skidt til at hun havde efterladt Tegan hos dem? "Hvordan går det?" spurgte jeg diplomatisk i stedet for at råbe: "Er du gået fra forstanden?"
"Forfærdeligt," svarede Adele. Det hvide i hendes øjne blev rødt igen, hvis hun kunne, ville hun have grædt. "De vil ikke lade mig se hende. De har kun taget hende med på hospitalet én gang i de fire uger jeg har været her. Der er alt for langt, siger de, så de kommer kun når det lige passer ind i deres skema. Jeg taler i telefon med hende, men det er ikke det samme. Jeg savner hende forfærdelig meget. Og hver gang jeg taler med hende, kan jeg høre at hun bliver mere og mere ked af det. Mere indesluttet. Hun kan ikke forstå hvorfor hun ikke kan være sammen med mig nu hvor jeg har allermest brug for hende. Min far og hans kone vil ikke have hende der, og det ved hun godt. Kam, jeg vil være sammen med min datter. Jeg har ikke langt igen, og jeg vil tilbringe den sidste tid sammen med hende." Hun så bønfaldende på mig med sine stålblå øjne. "Jeg vil bare gerne se hende. Før, du ved."
Nej, jeg gør ikke. Jeg forsøger stadig at følge med. Jeg er slet ikke nået dertil endnu, Del, svarede jeg uden ord. "Er der ingen andre hun kan være hos?" spurgte jeg højt. Jeg vidste at hun ikke havde anden familie, men hun måtte da have nogle venner? Alle andre ville være bedre end hendes far og stedmor.
"Nej. Da jeg først opdagede at jeg var alvorligt syg, skrev jeg til dig for at bede dig passe Tegan, men du svarede aldrig."
"Jeg åbnede aldrig brevet," svarede jeg ærligt. Jeg havde det nok stadig derhjemme. I bunden af min undertøjsskuffe ligesom alle de andre breve fra hende – jeg var for harm til at åbne dem, men for fej til at smide dem ud. De lå i skuffer og blev ældre og samlede støv, uåbnede og stort set ignorerede.
"Det tænkte jeg nok. Jeg prøvede nogle venner, men de kunne ikke påtage sig det store ansvar, så det måtte blive min far." Del havde altid sagt "min far", og når de var sammen kaldte hun ham ved fornavn. Hun havde aldrig bare sagt "far". Der havde altid været noget formelt mellem dem – selv nu lod det til. "Da vi flyttede ind, var han virkelig hård ved Tegan, men jeg havde ikke kræfter til at skændes med ham og hans kone. Hvis der var noget jeg kunne gøre om, ville det være ..."
"Bor de stadig det samme sted, nede i Guildford?" afbrød jeg. Jeg ville ikke lade hende snige emnet ind igen.
Hun rystede på hovedet. "Tegan har arvet den stædighed fra dig," sagde Del. "Hun er præcis lige sådan, vil ikke gøre eller snakke om andet end det hun vil. Først troede jeg hun havde det fra mig, men nej, det er helt klart dig det kommer fra. Men ja, de bor stadig i Guildford."
"Okay." Jeg tog en dyb indånding. Tænk at jeg har i sinde at gøre det her. "Skal jeg ikke tage ned og se til hende?"
Dels ansigt lyste op. "Vil du gøre det?"
"Jeg siger ikke at jeg vil adoptere hende eller noget, jeg tager bare ned og ser om hun er okay. Jeg besøger hende bare."
"Tak." Del smilede. "Tak. Tak. Tak."
"Kan hun huske mig?"
"Selvfølgelig. Hun tegner dig tit. Taler om dig. Og de anonyme kort og gaver du sender på hendes fødselsdag og til jul, jeg fortæller altid at de er fra dig. Hun spørger hele tiden hvornår du kommer hjem fra ferie."
"Ferie?"
"Du forsvandt så pludseligt, at jeg fortalte hende at du var taget på ferie i rigtig lang tid. For så ville hun tro at du kom tilbage. Ingen af os ville have kunnet klare det hvis der ikke i det mindste havde været håb om at du kom tilbage," sagde hun. Hendes øjne gled pludselig i og forblev lukkede.
Jeg fik en stigende uro i maven som minutterne gik, men hun åbnede ikke øjnene. Maskinerne bippede rytmisk, så jeg vidste at hun ikke var ... Men hvad hvis det var begyndelsen? Hvad hvis hun var ved at glide ind i ...?
Dels øjenlåg åbnede sig i smalle sprækker, hendes gustne hud var mere grå end da jeg var ankommet. Jeg havde udmattet hende. Jeg burde gå. Men jeg ville ikke. Jeg ville blive hos hende. Hvis nu hun ... Jeg ville sidde der hele dagen. Hele natten. For altid.
"Jeg må hellere gå," sagde jeg og tvang mig selv til ikke at være så fjollet. Der var ikke noget jeg kunne gøre. Jeg ville være til mere nytte hvis jeg kunne komme med nyheder om hendes datter. "Hvis jeg skal nå at besøge Tegan i dag, må jeg hellere se at komme af sted." Jeg rejste mig og tog min taske over skulderen.
"Hils hende," Dels stemme var spinkel. "Fortæl hende at mor elsker hende."
"Det skal jeg nok," sagde jeg. "Selvfølgelig."
Jeg stoppede i døråbningen og ventede på Dels svar. Der kom ikke noget. Jeg vendte mig mod hende og kunne se på hendes bryst der langsomt hævede og sænkede sig, at hun sov. Jeg stod et øjeblik og betragtede hende sove og forestillede mig at jeg var en skytsengel der passede på hende. Jeg lo lidt af mig selv og begyndte så at gå. Jeg gik ud af stuen, ud af hospitalet og ind på den nærmeste pub.
