Frankie Machines vinter
Det er hårdt arbejde at være mig.
Tænker Frank Machianno, da vækkeuret ringer kl. 3.45 om morgenen. Han ruller straks ud af sengen og mærker det kolde trægulv mod fødderne.
Han har ret.
Det er hårdt arbejde at være ham.
Frank tøffer hen over trægulvet, som han egenhændigt har slebet og lakeret, og går ud under bruseren. Det tager ham kun et minut at tage bad, hvilket er en af grundene til, at hans sølvgrå hår altid er kortklippet.
"Så tager det ikke så lang tid at vaske det," som han siger til Donna, når hun beklager sig over det.
Det tager ham tredive sekunder at blive tørret; så binder han håndklædet fast om livet – som der er lidt mere af nu, end han bryder sig om – barberer sig og børster tænder. Vejen ud til køkkenet fører ham gennem dagligstuen, hvor han tager en fjernbetjening, trykker på en knap og højttalerne brager løs med La Bohème. En af de behagelige ting ved at bo alene – måske det eneste gode ved at bo alene, tænker Frank – er, at man kan spille opera klokken fire om morgenen uden at genere nogen. Og huset er solidt bygget med tykke mure, sådan som man byggede huse i gamle dage, så Franks tidlige morgenarier forstyrrer heller ikke naboerne.
Frank har to abonnementsbilletter til San Diego Operaen, og Donna er sød nok til at lade, som om hun virkelig sætter pris på at ledsage ham. Hun lod endda, som om hun ikke lagde mærke til, at han græd under slutningen af La Bohème, da Mimi døde.
Mens han går ud i køkkenet, synger han sammen med Victoria de los Angeles:
"… ma quando vien lo sgelo,
il primo sole è mio
il primo bacio dell´aprile è mio!
il primo sole è mio …!"
Frank elsker sit køkken.
Han har selv lagt det klassiske sort/hvide flisegulv og opsat køkkenskabe og bordplade med hjælp fra en tømrerven. Den gamle huggeblok fandt han i en antikvitetsforretning i Little Italy. Den var i en dårlig forfatning, da han købte den – udtørret og begyndt at revne – og han brugte flere måneder på at gnide olie ned i den for at få den i fin stand igen. Men han elskede den med dens revner, skrammer og ar – "distinktionstegn", kalder han dem, fra mange års tro tjeneste.
"Jo, men folk brugte den her," forklarede han Donna, da hun spurgte, hvorfor han ikke bare købte en ny, hvilket han mageligt havde råd til. "Når man kommer helt hen til den, kan man oven i købet lugte, hvor de hakkede hvidløg på den."
"Italienske mænd og deres mødre," sagde Donna.
"Min mor var god til at lave mad," svarede Frank, "men det var min far, der var rigtig god til det. Og han lærte mig det."
Og det gjorde han godt, tænkte Donna ved den lejlighed. Uanset hvad man kunne mene om Frank Machianno – såsom at han var gedigen byld i røven – så kan manden lave mad. Han ved også, hvordan man behandler en kvinde. Og de to egenskaber har en del med hinanden at gøre. Faktisk var det Frank, der præsenterede hende for det synspunkt.
"At elske svarer til at lave en god sauce," sagde han til hende en aften i sengen, mens de lå og nød eftergløden.
"Frank, hold nu op, inden det er for sent," sagde hun.
Det gjorde han ikke. "Man skal tage sig tid til det, bruge den rigtige mængde passende krydderier, smage til med hver enkelt af dem og derpå langsomt skrue op for varmen, indtil det begynder at boble."
Frank Machiannos helt enestående charme, tænkte hun, mens hun lå der ved siden af ham, er, at han netop har sammenlignet ens krop med en bolognese, og at man ikke sparker ham ud af sengen. Måske skyldes det, at han virkelig går så meget op i det. Hun havde siddet i bilen, mens han havde kørt gennem byen på kryds og tværs til fem forskellige forretninger efter fem forskellige ingredienser til en enkelt ret. ("Christafaros salsiccie er bedre, Donna.") Han tager den samme opmærksomhed for detaljen med i seng, og manden kan virkelig få saucen til at boble, om man så må sige.
Denne morgen tager han, som alle andre morgener, nogle skefulde rå Kona kaffebønner fra en vakuumpakket dåse og hælder dem ned i den lille kafferister, han engang købte gennem et af de kokkekataloger, han jævnligt får med posten.
Donna driller ham i én uendelighed med hans kaffebønnemani.
"Få dig dog en automatisk kaffemaskine med en af de der timere," sagde hun. "Så er kaffen klar, når du kommer ud af badet. Du kunne oven i købet sove nogle minutter længere."
"Men kaffen ville ikke smage lige så godt."
"Det er hårdt arbejde at være dig," sagde Donna.
Hvad skal man sige? tænkte Frank. Det er det jo.
"Kender du udtrykket "livskvalitet"? spurgte han.
"Det gør jeg," sagde Donna. "Som regel brugt om uhelbredeligt syge, når man diskuterer, om man skal trække stikket ud."
"Det her er et spørgsmål om livskvalitet," svarede Frank.
Og det er det, tænker han denne morgen, mens han nyder duften fra kafferisteren og sætter vand over. Livskvalitet handler om små ting – om at gøre dem godt, gøre dem rigtigt. Han tager en lille pande fra hylden over huggeblokken og stiller den på komfuret. Han kommer en tynd skive smør i den, og lige da det begynder at boble, slår han et æg ud i panden, og mens det spejles, skærer han en løgbagel igennem. Så tager han forsigtigt ægget op med en paletkniv af plastic (kun plastic – metal ville ridse slip-let-overfladen, hvilket er noget, Donna tilsyneladende aldrig kan huske, og derfor får hun ikke lov til at lave mad i Franks cucina), lægger det på den ene bagelhalvdel, som dækkes med den anden, og pakker æggesandwichen ind i en stofserviet for at holde den varm.
Donna punker ham selvfølgelig over det daglige æg.
"Det er et æg," indvender han, "ikke en håndgranat."
"Du er toogtres år, Frank," siger hun. "Du skal passe på dit kolesteroltal."
"Nej, de har fundet ud af, at det ikke var rigtigt med hensyn til æg," siger han. "Det var falsk alarm."
Hans datter, Jill, er også efter ham på grund af æggene. Hun var lige blevet færdig med præmedicin på University College of San Diego, så hun vidste naturligvis alt. Han fortæller hende noget andet. "Du er præmediciner," siger han. "Når du er mediciner, kan du give mig agita, hvad angår de æg."
Amerika, tænker Frank – vi er det eneste land i verden, der er bange for vores egen mad.
Da den dødbringende æggesandwich er klar, er kaffebønnerne færdigristede. Han lader dem male i møllen i præcis ti sekunder og kommer derefter den malede kaffe ned i stempelkanden, hælder kogende vand over og lader kaffen trække i de anbefalede fire minutter.
Minutterne bliver ikke spildt.
Frank bruger dem til at få tøj på.
"Jeg fatter ikke, hvordan et civiliseret menneske kan komme i tøjet på fire minutter," har Donna bemærket.
Det er nemt nok, tænker Frank, især når man lægger tøjet frem aftenen før og kun skal hen til sin agn-biks. Så denne morgen ifører han sig rent undertøj, tykke uldsokker, en flonelsskjorte og et par gamle cowboybukser, hvorefter han sætter sig på sengen og tager sine arbejdsstøvler på.
Da han kommer ud i køkkenet igen, er kaffen færdig. Han hælder den op i et metalkrus til at tage med og tager den første lille tår.
Frank elsker denne første smag af kaffe. Især når den er nyristet, friskmalet og netop lavet.
Livskvalitet.
Detaljerne er vigtige, tænker han.
Han sætter låg på kruset og stiller det på køkkenbordet, før han tager sin gamle sweatshirt med hætte fra krogen på væggen og tager den på. Derefter smækker han en sort uldhue på hovedet og tager sine bilnøgler og tegnebog fra deres faste pladser.
Så tager han gårsdagens Union-Tribune, hvis krydsord han har gemt. Den løser han sidst på morgenen, når det går langsomt med salget af madding.
Han tager kaffekruset og æggesandwichen, slukker for musikanlægget og er klar til at gå.
Det er vinter i San Diego og koldt udenfor.
Okay, forholdsvis koldt.
Det er hverken Wisconsin eller Norddakota – det er ikke den smertefulde form for kulde, hvor bilens motor ikke vil starte, og hvor ens ansigt føles, som om det vil revne og falde af, men overalt på den nordlige halvkugle er det i hvert fald køligt klokken ti minutter over fire om morgenen i januar. Især, tænker Frank, mens han sætter sig ind i sin Toyota pickup, når man er på den forkerte side af tres, og det varer lidt, inden ens blod bliver varmet op om morgenen.
Men Frank elsker de tidlige morgentimer. For ham er det den bedste tid på døgnet.
Det er hans stille periode, den eneste del af hans travle dag, der rent faktisk er rolig, og han elsker at se solen stige op over bjergene øst for byen og se himlen over havet blive lyserød, samtidig med at vandet skifter fra sort til gråt.
Men det sker ikke før om nogen tid.
Det er stadig sort derude.
Han tænder for en lokal AM-kanal for at høre vejrudsigten.
Regn og endnu mere regn.
En stor front er på vej ind fra det nordlige Stillehav.
Han lytter med et halvt øre til lokalnyhederne. Det er det sædvanlige – yderligere fire huse i Oceanside er gledet ned i mudderet ad en skrænt, kommunens revisionsafdeling kan ikke finde ud af, om byen er ved at gå bankerot, og huspriserne er steget igen.
Så er der byrådsskandalen – FBI´s operation G-Sting har resulteret i en tiltale mod fire byrådsmedlemmer for at modtage bestikkelse fra stripperklub-ejerne for at ophæve en kommunal vedtægt, der forbød "berøring" i klubberne. Et par betjente fra sædelighedsafdelingen havde fået penge for at kigge den anden vej.
Ja, det er nyt, og så alligevel ikke, tænker Frank. Eftersom San Diego er havneby for flåden, har sexindustrien altid været en stor del af økonomien. At bestikke et byrådsmedlem, så en sømand kan få en stripper på skødet, er nærmest en borgerpligt.
Men hvis FBI vil spilde sin tid på strippere, er det i orden med Frank.
Han har ikke været i en stripperklub i – hvad, tyve år?
Frank slår over på den klassiske station igen, åbner stofservietten, som han har liggende i skødet, og spiser sin æggesandwich, mens han kører ned mod Ocean Beach. Han kan godt lide den skarpe smag af løgbagel sammen med smagen af æg og kaffens bitterhed.
Det var Herbie Goldstein, må han hvile i fred, som havde givet ham smag for løgbagels i de dage, hvor Vegas stadig var Vegas og ikke Disney World med spilleborde. Og dengang hvor Herbie med sine 170 kilogram lignede alt andet end en spiller og endnu mindre en kvindebedårer. De havde tilbragt hele natten på forskellige show og klubber i selskab med et par pragtfulde piger, da Herbie på en eller anden måde havde bevæget sig ind i hans omgangskreds. De blev enige om at gå ud og spise morgenmad sammen, og her overtalte Herbie en modstræbende Frank til at prøve en løgbagel.
"Kom nu, din italiener," havde Herbie sagt. "Udvid din horisont."
Det var en god ting, Herbie der havde gjort for ham, for Frank nyder sin løgbagel, men kun, når han kan købe dem friskbagte i den lille kosher delikatesseforretning oppe i Hillcrest. Under alle omstændigheder er en løgbagel-æggesandwich højdepunktet på hans morgenprogram.
"Normale mennesker sidder ned og spiser morgenmad," sagde Donna engang.
"Det gør jeg da også," svarede Frank. "Jeg sidder ned og kører."
Hvad er det nu, Jill kalder det? Unge mennesker nu om dage tror, de har opfundet det at gøre flere ting på én gang (de skulle have prøvet at opdrage børn i gamle dage, før engangsbleer, vaskemaskine/tørretumbler og mikrobølgeovn), så de opfandt et fint udtryk for det. Nå jo: "Multitasking." Jeg er ligesom de unge, tænker Frank. Jeg multitasker.
2
Ocean Beach Pier er den største mole i Californien.
Den har form som et stort T, er bygget af beton og stål og stikker ud i Stillehavet, og hovedstammen går over 490 meter ud i vandet, før sidestykkerne deler sig ud mod nord og syd i en næsten tilsvarende længde. Hvis man beslutter sig for at gå på hele molen, får man sig en fornøjelsestur på over to kilometer.
Franks agn-butik, O.B. Agn og Grej, ligger omkring to tredjedele ude ad sidestykket på nordsiden, lige netop så langt fra Ocean Beach Pier Café, at lugten fra agn-butikken ikke generer caféens gæster, og til at de spisende turister ikke generer Franks stamkunder blandt lystfiskerne.
Faktisk går mange af hans kunder tit hen på OBP-caféen på grund af dens machaca con huevos og dens hummeromelet. Det gør Frank for den sags skyld også selv, eftersom en god hummeromelet (okay, en hvilken som helst hummeromelet) er svær at finde. Så hvis man kan få den lige i nærheden, er der ingen grund til ikke at benytte sig af det.
Men ikke kl. 4.15 om morgenen, selv om OBP-caféen er åben døgnet rundt. Frankie gør bare kål på sin sandwich, parkerer varevognen og går ud til sin butik. Han kunne godt køre helt derud – han har en indkørselstilladelse – men medmindre han har udstyr eller andet, han skal have derud, foretrækker han at gå. På denne tid af døgnet er havet et storslået syn, især om vinteren. Vandet har en kold grå skiferfarve, og her til morgen viser de tunge, ildevarslende dønninger, at en storm er på vej. Havet er som en gravid kvinde på denne tid af året, tænker Frank – svulmende, temperamentsfuld, utålmodig. Bølgerne smækker allerede imod betonstøttepillerne og sender små eksplosioner af hvidt vand op i luften under molen.
Frank kan godt lide at tænke på den lange rejse, bølgerne foretager, med udgangspunkt ikke langt fra Japan, hvorefter de ruller alle de tusinder af kilometer, som udgør det nordlige Stillehav, for til sidst at brydes mod molen her.
Surferne vil møde talstærkt op i dag. Ikke nasserne, strandløvesurferne og amatørerne – de bliver på stranden og kigger på de andre, som sig hør og bør. Men de rigtige drenge, esserne, vil ud på de tunge dønninger her. Store bølger, tordenknusere, som vil hamre ind ved alle de gode steder og brændinger, der lyder som en litani i en surfers gudstjeneste: Boil, Rockslide, Lescums, Out Ta Sites, Bird Shit, Osprey, Pesky´s. Begge sider af OB-molen – sydsiden og nordsiden – så op langs kysten – Gage, Avalanche og Stubs.
Frank finder fornøjelse i bare at opregne alle stednavnene i sit hoved.
Han kender dem alle – det er sakrale steder i hans liv. Og de her er bare de gode steder omkring OB – tager man længere op ad San Diego-kysten, fortsætter litanien fra nord mod syd: Big Rock, Windansea, Rockpile, Hospital Point. Boomer Beach, Black´s Beach, Seaside Reef, Suckouts, Swami´s, D Street, Tamarack og Carlsbad.
Disse navne er magiske for en lokal surfer. De er mere end blot navne – hvert sted repræsenterer sine minder. Frank voksede op ved disse steder tilbage i de gyldne tressere, da San Diego-kysten var et paradis, uden særlig mange mennesker, uden megen bebyggelse, og da der ikke var så mange surfere, og man kendte stort set alle dem, der gik ud med et bræt.
Det var de endeløse somre dengang.
Hver eneste dag syntes at vare en evighed, tænker Frank, mens han ser, hvordan en bølge ruller ind og hamrer ind i molen. Man stod op før daggry, som nu, og knoklede løs hele dagen på faderens tunfiskerbåd. Men man kom tilbage hen på eftermiddagen, og så var det med at møde vennerne nede på stranden. Man surfede, til det blev mørkt, lo og snakkede ingenting, mens man lå og ventede derude, lavede fis med hinanden og blærede sig over for tøserne, der stod og kiggede inde på stranden. Det var de lange surfbræts dage med masser af tid og masser af plads. Dage med hanging ten, med alle tæer ude over kanten af brættet på vej ned ad en bølge, og ho-dadding, om dem, der brugte surfbræt som scoretrick – og de fede Dick Dale guitar-riffs og Beach Boys-sange, og de sang om dig, de sang om dit liv, dine herlige sommerdage på stranden.
Man holdt altid pause og så solnedgangen sammen. Det var et ritual, man havde sammen med vennerne og pigerne, en fælles erkendelse af – hvad, ærefrygt? Nogle få stille, respektfulde øjeblikke, hvor man så solen synke ned over horisonten, mens vandet glødede i orange, lyserøde og røde farver, og man tænkte for sig selv, hvor heldig man var. Selv som knægt vidste man godt, at man bare var pokkers heldig at være det sted på det tidspunkt, og man var lige akkurat klog nok til at vide, at man bare havde at nyde det.
Så gled den sidste skive rød sol ned over kanten, og man samlede brænde og byggede bål og stegte fisk eller lavede hotdogs og hamburgere, eller hvad man nu kunne få fat i, og så spiste man og sad rundt om bålet, og en eller anden fandt en guitar frem og sang "Sloop John B" eller "Barbara Ann" eller en gammel folkesang, og senere, hvis man var heldig, listede man væk fra bålets skær med et tæppe og en af pigerne, og så gik man til den, og pigen lugtede af saltvand og solcreme, og måske gik hun med til, at man lod hånden glide ind under bikiniens overdel, og der fandtes bare ikke noget som den følelse. Og undertiden lå man med hende på tæppet hele natten for så at vågne og skynde sig ned til havnen, hvor man lige akkurat nåede båden og kom på arbejde, hvorefter det hele begyndte forfra igen.
Men det kunne man gøre dengang – få et par timers søvn, arbejde hele dagen, surfe om eftermiddagen og spille fandango hele aftenen. Den går ikke mere – når man ikke får sin nattesøvn nu, har man ondt næste morgen.
Men det var tider dengang, tænker Frank, og pludselig bliver han trist til mode. Er det ikke det, man kalder nostalgi, tænker han, mens han ryster drømmen af sig og går hen mod Agnbiksen, når man tænker på sommeren en kold, våd vinterdag?
Vi troede, at de somre aldrig ville få en ende.
Aldrig havde vi tænkt, at vi skulle komme til at føle kulden i vores knogler.
To minutter efter han har åbnet, begynder fiskerne at komme.
Frank kender de fleste af dem – det er hans OBP-stamkunder – især på hverdagene, når weekendens lystfiskere skal på arbejde. Sådan en tirsdag morgen kommer pensionisterne, dem på femogtres og opefter, som ikke har noget bedre at tage sig til end at stå på molen i den våde kulde og prøve at fange sig en fisk. Og i de senere år er der begyndt at komme flere og flere asiater – midaldrende mænd, for hvem det er et regulært arbejde. Det er sådan, de får mad på bordet, og de virker stadigvæk forbløffede over, at de kan gøre det næsten gratis; et fiskekort og noget madding og en snøre i havet, og så kan de bespise familien med havets rige gaver.
Men hvad fanden, tænker Frank, er det ikke det, immigranter altid har gjort her? Han har læst om, hvordan kineserne havde en flåde af fiskejunker heromkring helt tilbage i 1850´erne, indtil indvandringslovgivningen fik dem standset. Og så satte min egen bedstefar og resten af de italienske indvandrere gang i tunflåden og dykkede efter søøre. Og nu gør asiaterne det samme igen, bespiser deres familier fra havet.
Så der er pensionisterne og asiaterne, og så er der de unge, hvide arbejdere, hovedsageligt ufaglærte, som kommer direkte fra natholdet, og som anser molen for at være deres retmæssige arv og derfor tager det fortrydeligt op, at de asiatiske "nytilkomne" tager "deres faste steder". Omkring halvdelen af dem fisker overhovedet ikke med stang, men bruger armbrøst.
De er ikke lystfiskere, tænker Frank; de er jægere, der står og venter, indtil de ser et glimt i vandet, hvorefter de affyrer en pil, som er fastgjort til en lang line, så de kan trække fisken i land. Og en gang imellem skyder de lige tæt nok på en surfer, der er på vej ind ved molen, hvilket har givet anledning til et par slagsmål, så der er et anspændt forhold mellem surferne og armbrøst-fyrene.
Frank kan ikke lide, at der er anspændte forhold på hans mole.
Fiskeri og surfing og vandet burde handle om at have det sjovt, ikke om gnidninger. Det er et stort hav, drenge, og der er nok til alle.
Det er Franks filosofi, og han deler med glæde ud af den.
Alle elsker Frank med Agnbiksen.
Stamkunderne elsker ham, fordi han altid ved, hvilke fisk man kan gå efter, og hvad de bider på, og han sælger aldrig madding, som han ved ikke virker. Weekendfiskerne elsker ham af samme grund og fordi de ved, at hvis man tager sin knægt med en lørdag, sørger Frank for at give ham det rigtige udstyr og finder et sted til ham, hvor der er størst sandsynlighed for, at han fanger noget; også selv om han skal genne en af stamkunderne lidt til side et stykke tid, for at det kan lykkes. Turisterne elsker Frank, fordi han altid har et smil på læben, en munter bemærkning og en kompliment til kvinderne, som kan være flirtende, men aldrig påtrængende.
Sådan er Frank med Agnbiksen, som udsmykker sin butik hver jul, så den ligner Rockefeller Center, som klæder sig ud til Halloween og giver slik til alle, der kommer forbi, og som afholder en årlig lystfiskerkonkurrence for børn og giver præmier til alle de børn, der deltager.
De lokale elsker ham, fordi han sponserer et Little League baseball-hold, betaler spillerdragterne til et lokalt børnefodboldhold, selv om han hader fodbold og aldrig ser en kamp, køber annonceplads i alle high school teaterprogrammer og har betalt for opsætningen af basketringe i den lokale park.
Denne morgen sælger han agn til de tidlige kunder, og så kommer den sædvanlige stille periode, hvor han kan slappe af og kigge på surferne, som allerede er ude på morgenpatrulje. Det er de unge, hårde drenge, der lige får sig en tur, før de skal møde på arbejde. For få år siden havde det været mig, tænker han med et stik af misundelse. For få år siden? Tag dig nu sammen. Som de knægte her, med deres shortboards og deres cutback-manøvrer? Hold nu op, selv om du kunne lave en enkelt af de manøvrer, ville du sandsynligvis få hold i ryggen og ligge i sengen en uge bagefter. Du er tyve år for gammel til at konkurrere med de knægte – du ville bare komme i vejen for dem, og det ved du udmærket.
Så han sidder og løser en krydsogtværs, en af dem, han har fået af Herbie, som vakte hans interesse for dem. Han har tænkt meget på Herbie Goldstein den sidste tid, især her til morgen.
Måske er det uvejret, tænker han. En storm trækker minder frem på samme måde, som den skubber drivtømmer ind på stranden. Ting, man tror er glemt for altid, og så er de der pludselig – blege og utydelige, men de er der.
Så han sidder med sine krydsord og tænker på Herbie og venter på Gentleman´s Hour.
Gentleman´s Hour er en institution alle de steder i Californien, hvor der surfes. Den begynder omkring 8.30 eller 9.00, når de unge løver er strøget af sted på arbejde og har overladt vandet til folk med mere fleksible tider. Så gruppen består af læger, advokater, ejendomsinvestorer, tidligere statsansatte med et gyldent håndtryk, nogle pensionerede skolelærere – med andre ord: gentlemen.
Det er selvfølgelig en midaldrende samling, og de fleste har longboards og styrer direkte ind mod stranden; mere afslappede, mindre konkurrencebetonede og meget mere høflige. Ingen har specielt travlt, ingen drejer ind på en andens bølge, og ingen bekymrer sig om, hvorvidt han får en tur indad. Alle ved, at bølgerne også er der i morgen, og dagen efter, og dagen efter igen. Hvis sandheden skal frem, går meget af tiden med at sidde derude i køen eller bare stå på stranden og udveksle løgnehistorier om gigantiske bølger og voldsomme fald og fortælle historier om de gode gamle dage, som bliver bedre og bedre gang for gang.
Lad bare de unge kalde det "mimretimen" – de aner ikke, hvad de taler om.
Livet er som en stor, tyk appelsin, tænker Frank. Når man er ung, klemmer man den hårdt og hurtigt i et forsøg på at få al saften ud i en fart. Når man bliver ældre, klemmer man den langsomt og nyder hver eneste dråbe, for man ved for det første ikke, hvor mange dråber, der er, og for det andet er de sidste dråber de sødeste.
Det går han og tænker på, da der pludselig opstår et højrøstet skænderi ude på molen.
Åh, det bliver en god historie til gentlemantimen, tænker Frank, da han kommer derud og ser, hvad der foregår. En rigtig godbid – Armbrøstfyren og vietnameseren har fanget den samme fisk og er ved at komme op at toppes om, hvem der fangede den først. Om Armbrøsten skød den, mens den sad på vietnameserens krog, eller om vietnameseren fik den, mens den befandt sig på Armbrøstens pil.
Den stakkels fisk hænger i luften som den øverste spids i denne ulyksalige trekant, mens begge mændene leger tovtrækkeri med deres snører, og et enkelt blik på optrinnet fortæller Frank, at vietnameseren har ret, for hans krog sidder fast i fiskens mund. Frank har lidt svært ved at tro, at fisken fik en pil direkte gennem kroppen og så besluttede sig for, at den var lækkersulten.
Men Armbrøstfyren rykker hårdt i snøren og trækker fisken til sig.
Vietnameseren begynder ar råbe efter ham, og folk stimler sammen, og Armbrøsten ser ud, som om han vil slå vietnameseren ned i betonen, hvilket han let ville kunne gøre, for han er stor, større end selv Frank.
Frank træder ind mellem folk og stiller sig mellem de to uenige mænd.
"Det er hans fisk," siger Frank til Armbrøsten.
"Og hvem fanden er du?"
Det er et ualmindelig dumt spørgsmål. Det er Frank med Agnbiksen, og det ved alle, som kommer regelmæssigt på OBP. Enhver stamgæst ville også vide, at Frank med Agnbiksen er en af molens sheriffer.
Det ligger sådan, at overalt ved vandet – på stranden, molen eller en bølge – er der nogle "sheriffer". Det er mænd, der i kraft af anciennitet og respekt holder orden og afgør uenigheder. På stranden er det næsten altid en livredder – en erfaren fyr, som er en livredderlegende. Ude hos surferne er det en eller to mænd, som har kørt på den brænding i evigheder.
På Ocean Beach Pier er det Frank.
Man modsiger ikke en sherif. Man kan forelægge sin sag, man kan formulere sin klage, men man diskuterer ikke hans afgørelse. Og man spørger slet ikke, hvem han er, for det burde man vide. Gør man ikke det, stempler man automatisk sig selv som en outsider, hvis uvidenhed sandsynligvis havde bragt vedkommende i denne situation fra begyndelsen.
Og der står East County over hele Armbrøst, lige fra dunvesten og KEEP ON TRUCKIN´-kasketten til bonderøvsfrisuren under den. Frank gætter på, han kommer fra El Cajon, og det morer ham altid at konstatere, hvor besidderisk man kan blive i forhold til et hav, når man bor tres kilometer derfra.
Så Frank gider ikke engang besvare hans spørgsmål.
"Det er jo helt tydeligt, at han fik den på krogen, hvorefter du skød den, mens han trak den ind," siger Frank.
Hvilket er det samme, som vietnameseren siger, hurtigt og højt og hele tiden og på vietnamesisk, så Frank vender sig om mod ham og beder ham tage den med ro. Han må respektere fyren for ikke at give sig, selv om han er tredive centimeter mindre og femoghalvfjerds kg lettere end sin modstander. Selvfølgelig giver han sig ikke, tænker Frank; han prøver jo at brødføde sin familie.
Så vender Frank sig om mod Armbrøsten igen. "Giv ham nu den fisk. Der er masser, hvor de kommer fra."
Det vil Armbrøsten ikke. Han glor arrigt ned på Frank, og et enkelt blik på hans øjne fortæller Frank, at fyren er krystalsutter. Herligt, tænker Frank, med hovedet fuldt af crystal meth er han meget nemmere at have med at gøre.
"De skide skævøjer tager alle fiskene," siger Armbrøsten, mens han lader sit våben.
Vietnameseren taler måske ikke sproget så godt, men ud fra hans ansigtsudtryk at dømme, kender han godt ordet skævøje. Han har sikkert hørt det tit nok, tænker Frank forlegent.
"Hallo, East County," siger Frank. "Sådan vi taler vi ikke her på egnen."
Armbrøsten begynder at protestere, men pludselig tier han stille.
Bare sådan.
Måske er han dum i nakken, men han er ikke blind, og han ser et eller andet i Franks blik, som bare får ham til at klappe i.
Frank ser syrehovedet direkte ind i de omtågede øjne og siger: "Jeg vil ikke se dig på min mole igen. Find dig et andet fiskested."
Armbrøsten har ikke længere lyst til at diskutere. Han samler sine fisk sammen og begynder at gå den lange vej ind mod stranden.
Frank går tilbage til sin agnbutik for at tage sin våddragt på.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
