Genveje af Lene Rikke Bresson
Prolog
Jeg var verdens mest intelligente idiot! Og lige nu marcherede jeg ud ad landevejen langs Randers fjord.
"ET TO ... ET TO.."
Jeg kom i tanke om opgøret med Møller og råbte:
"ET TO ... ET TO ... MØLLER ER EN DUM KO!"
En hyletone indeni mindede mig om min rapport. Jeg grinede hysterisk og fumlede efter cd'en i tasken. Fandt den og begyndte at bide i den. Ruskede og bed og bed, indtil jeg mærkede smagen af blod. Smed cd'en på jorden og forsøgte at trampe den i stykker. Begyndte at løbe. Først langsomt, men for hver gang Møllers ansigt viste sig som en skygge mellem skyerne, løb jeg endnu hurtigere. Til sidst spænede jeg ud ad landevejen; væk fra vreden - og skuffelserne. Hændelserne fra dagen fik mig til at stoppe brat. Jeg havde selv valgt. Men ét var at vælge fra, noget andet at vælge til. Var livet et roterende hjul, der hele tiden skiftede mellem sort og hvidt? Min vrede blev afløst af tvivl. Sidste gang jeg tvivlede, var det også gået galt. Tvivlen prikkede sorte huller i mit selvværd. Og vinden blæste de sorte huller endnu større. En gysen fór igennem min krop, og jeg skrålede:
Fanden skabte kvinden
for at byde Herren trods.
Fanden ta’ den Fanden
det gik kun ud over os.
Hva’ skal vi med kvinder?
De vil altid bare slås!
Hva’ skal vi med kvinder?
De vil kun bedra..
En bildør smækkede op på vid gab.
"Har du brug for et lift?"
Svingdøren
På vej i et stort håb. Jeg sad og filosoferede i en taxa. Nyudklækket med ansigtet i de rigtige folder og ulasteligt klædt på til lejligheden: Mit første job. Bagagen var ladet med visheden om, at dette var dagen, hvor hele universet ventede på mig. En stjerne tog plads i himmelrummet, mens taxaen susede af sted langs fjorden ved Randers.
Og jeg ku' det hele - og lidt til.
"Du mangler lige: Og for øvrigt kan jeg gå på vandet!", konstaterede en af mine studiekammerater, da han læste mit CV.
Men i min stjernerus var jeg ikke et sekund i tvivl. Det her var adgangsbilletten til min karriere, og jeg havde energi nok til at besejre hele Jydske Regiment - og alle tvivlerne. Radioen i taxaen spillede sagte jazz. Jeg spejdede ud gennem ruden og så køerne i lange rækker på vej til deres endeligt, slagteriet, og bagved fjorden og havet, der strakte sig uendeligt. Underligt modsætningsfyldt. Jeg blev revet ud af min stilhed af den fedladne taxachauffør.
"Og hva' ska' do så på togfabrikken?"
"Jeg skal starte som direktionsassistent ...", svarede jeg.
"Oh la la ... jeg er sanneligen kommet i fisefornemt selskab. Men det si'r jeg dig, om jeg så fik en million, ville jeg ikke starte der. En fabrik på statsstøtte med forkælede arbejdere ... Men do ta'r måske kun jobbet for pengenes skyld? De si'r ellers at fabrikken er ved at gå på røwen igen! Men hva', socialdemokraterne redder den sgu nok endnu engang. De har ikke råd til at miste arbejdspladser - og stemmer! Nå, det fortalte de måske ikke, da do var der ude til jobsamtale?"
Stjernen falmede. Jeg brød mig ikke om den indforståede stemning. Som om vi havde kendt hinanden hele livet. Jeg stirrede væk fra ham. Nægtede at lade mig styre af hans negative ord og lod dem stå ubesvarede. Tavsheden dinglede i takt med den grønne Wunderbaum i foruden. Han flyttede sine lodne hænder uroligt på rattet. Kikkede ud af øjenkrogen og fortsatte.
"Ja, det jo ik' fordi jeg såån skal skræmme dig bort - men rygterne går jo her i byen ... jeg har også hørt, at ham den nye direktør boller ved siden af med personalechefen."
Det var, som om han ville tvinge mig til dialog med sin provokation.
"Nu lytter jeg aldrig til sladder!", svarede jeg spidst.
"Ja, den er go' med dig", replicerede taxachaufføren uanfægtet, "do bli'r klogere. Men do er vel osse kjøwenhavner ... de tror sgu altid, de er nærmere Gud end vi andre. Nå, men her er vi så ... det bli'r 200 dask lige ud."
Jeg fumlede med pengene og tabte dem ned i bunden af bilen. Han samlede dem op samtidig med, at han gloede op ad mine ben. Jeg fortrød silkestrømperne og den plisserede nederdel og kunne ikke komme hurtigt nok ud af taxaen, hvor Wunderbaumen tog kvælertag med mit åndedræt.
"Held og lykke ... do får sgu brug for det!", grinede han.
Jeg smækkede døren efter mig.
Sådan en fedtbolle skulle ikke ødelægge min nye begyndelse; men støvet fra min stjerne havde mistet sin glans. Jeg gik igennem svingdøren til den hvide silo.
Samtidig med, at jeg gik ind, kom en stor skummende mand brasende ud igennem svingdøren. Havde jeg ikke givet et lille hurtigt hop, var jeg højst sandsynligt røget med ud igen.
"Ja, det er sådan vi tester vores nye medarbejdere ... dem der når at stige af..", fulgte en skarp stemme efter.
Jeg kikkede forbavset rundt og fik øje på receptionisten; en stor frodig kvinde med hennafarvet punkhår.
"Jeg skal begynde her i dag som direk.."
"Ja, det ved jeg da godt! Du er Dyveke, ikke!", afbrød hun. "Det må have været en svær fødsel, siden din mor har straffet dig med det navn. Direktionen er ikke mødt endnu. Møller spiser aerodynamisk morgenmad med konen, og Hjalte er ved at få lagt dagens horoskop ... såh, gå du ind i kantinen og få dig en basse, så gi'r jeg personalekontoret besked ... de skal lige ha' fundet et skrivebord til dig. Og for øvrigt velkommen til!"
Jeg forlod receptionen og gik videre over til kantinen. Åbnede forsigtigt døren. Til min forbavselse så jeg, at der var "bette frokost" og dermed en kantine fuld af store snavsede og svedige mænd i dragter, der engang havde været hvide. Her stod jeg i silkestrømper og plisseret nederdel - og det føltes som at komme ind i hulen til Alibaba og de fyrretyve røvere. Et øjeblik og kantinen forvandledes til en kæmpestor klippehule, hvor loftet og endevæggen forsvandt i det uendelige. Og der blev pinligt stille. Alle stirrede. Øjnene talte deres eget sprog, der hviskende gav genlyd: Sig ordet, sig ordet! Og så skete det, der altid sker: Min generte lillepige blev straks pakket ind i en stor kriger. Jeg banede mig trodsigt vej op til disken, skænkede en kop kaffe og spurgte kantinedamen med høj klar røst:
"Hvordan bærer du dig ad med at overleve i den mandehørm?"
"Øh ... hvad mener du ..", fremstammede hun og lod øjnene tikke som en scanner, der målte mig fra top til tå.
"Lille frøken", blev vi afbrudt af en syngende mandsstemme. "Kom herned og drik din kaffe, så skal jeg sgu fortælle dig om mandehørmen her."
Jeg tog bestik af manden - lille, rundhovedet, men med et glimt i øjet og munden fuld af mad, og jeg gik hen til bordet og stak hånden frem til "goddag".
"Nå nå nå nå, skal vi osse gi' pote? Op og stå gutter, damen mener det sgu alvorligt!"
Efter goddagrunden var jeg ikke et sekund i tvivl; jeg var kommet til en fabrik med mange smede! Min store kriger var ved at fordufte, og heldigvis begyndte de øvrige at småsnakke rundt omkring ved bordene. Jeg åndede lettet op.
"Vil du ha' en smøg?"
Jeg takkede og tog en cigaret fra den krøllede Cecil-pakke. Det var ikke lige nu, jeg skulle hive mine Savoy Light frem. Fire hænder blev straks rakt hen for at tænde. Jeg kikkede anerkendende på dem og tog et ordentligt hiv. En stærk Cecil-smag voksede i munden. Og inden jeg nåede at inhalere, lød der et lille brag, og jeg tabte kaffekoppen af bar forskrækkelse. Cigaretten var eksploderet i min mund, og en kaffeplet bredte sig ud over min plisserede nederdel. Jeg tørrede ihærdigt med en sammenrullede serviet. Endnu et knald lød, og en cigaret eksploderede, denne gang i munden på min redningsmand. Spredte klapsalver lød rundt om i kantinen, og en brovtende latter bredte sig.
"Det må du sgu undskylde, det er konen derhjemme. Vi går og ta'r lidt spas på hinanden, men denne gang har hun virkelig taget fusen på mig!"
En klokke ringede, og langsomt rejste alle i kantinen sig. Bettefrokosten var forbi.
"Nå, vi skal smutte! For en anden gangs skyld så forstyrrer man ikke vores bettefrokost, når man er funktionær! Men du er tilgivet. Og hvis de bliver for towlige ved dig her i kontorsiloen, så kik ned til os i fabrik 5 og spø'r efter Bull Shit ... det er mig."
Jeg sad alene tilbage og røg en af mine egne cigaretter. Tankerne gik på udflugt og dansede rundt med røgen. Sikke en begyndelse. Den passede ikke til stjernen i min drejebog. Men kedeligt var det bestemt ikke. Hvis det her var de timelønnede, hvordan ville funktionærerne mon så være? Og direktionen for den sags skyld. Aerodynamisk morgenmad? Rødhætte måtte da mene biodynamisk. Dagens horoskop? Spørgsmålene fór rundt som kaskader af lysegrønne raketter. Jeg skoddede den halvrøgne cigaret og gik med faste skridt tilbage til receptionen.
"Nå, der er du. Jeg troede de havde spist dig ... eller måske brændt dig af! Ja, rygterne løber altid hurtigst herude ... toilettet er omme bag ved. Koldt vand er bedst til kaffepletter."
Jeg fandt toilettet og sad og undrede mig over Rødhætte. Hun tronede i receptionen som en ukronet dronning, der ikke var det mindste i tvivl om sin uindskrænkede magt til at kommentere alt og alle. Spekulationerne over Rødhætte blev afbrudt, da det gik op for mig, at jeg i min åndsfraværelse havde bevæget mig ind på herretoilettet. Her sad jeg flov med visheden om, at der befandt sig to mænd foruden mig; én på hver side. Nærheden gjorde det umuligt at tisse, og jeg sad krampagtigt og lyttede. Til den ene side hørtes pruttelyde akkompagneret til
Vem kan segla förutan vind?
Vem kan ro utan åror?
Vem kan skiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?
Jag kan segla ..
Sunget på klingende svensk. Til den anden side stod der røgskyer ud til lyden af en aggressiv tissetår. Sangen stoppede.
"Du Møller, jag fattar inte at du fortfarande skall röka på WC! Det måste jo sluta med, at du får hemorider!"
"Pas dig selv, Hjalte. Du skulle hellere koncentrere dig om, hvem der skal tage pressemødet på torsdag. For jeg gør det ikke!"
"Inte jag heller ... Merkur är i kvadrat till min sol!"
"Dine satans planeter!", udbrød Møller til højre for mig. "Nå, men så må det jo blive den nye direktionsassistent. Du ved Dyveke, var det ikke sådan hun hed? Det kan være hun kan charmere journalisterne? De kan sikkert ikke stå for sådan en lille godte!"
Tavsheden syntes at bekræfte konklusionen, og snart efter forsvandt de to herrer fra toilettet og efterlod mig harmdirrende i røg og damp. Endelig kunne jeg tisse i fred. Jeg flåede i toiletpapiret, så rullen røg af og trillede ud under døren.
"Møjdag, lede forbandede møjdag!", råbte jeg.
Jeg fumlede efter min taske, hvor jeg fandt et stykke ternet papir at tørre mig med. Jeg vaskede hænder, og forlod toilettet med en stor våd plet på den plisserede nederdel. Havde Rødhætte ikke stoppet mig, ville jeg uden tøven have trampet mig vej ind til direktionen.
"Ja, ja - jeg ved det. Men direktionen vil altså ikke forstyrres. Så det er ikke fordi jeg lyver, jeg digter bare lidt på virkeligheden, og du skal op til Gitte, vores alle sammens personalechef", beordrede hun.
Jeg havde været til ansættelsessamtale hen på aftenen. Og havde derfor ikke mødt andre end direktionen. Ikke engang personalechefen, Gitte. Hjalte mente, at det var tidsspilde! Og hvis taxamandens profetier holdt stik, kunne respekten for hende ligge på et meget lille sted. Jeg gik op til personalekontoret og bankede på.
"Ju hu, kom frit frem!", lød det indefra.
Jeg gik ind, og en sødlig lugt af krydret parfume kom mig i møde. Ved et skrivebord sad en høj tynd pige med kort hvidt hår.
"Og du er så det nye lys. Drej lige rundt, så jeg kan se alle talenterne! Hold fast, sådan en nederdel tror jeg stadig, min mor har hængende … dog uden pletter. Men de er måske blevet moderne igen?"
Jeg blev bare stående og undlod at besvare den fremstrakte hånd.
"Små slag ... ja, jeg kan se af dine papirer, at du oprindelig er fra Jylland. Så stædig er du vel også! Nå, men velkommen. Sæt dig ned, så vi kan få os en hyggelig sludder."
Hyggelig? Det var ikke den rette betegnelse for den akavede og fjendtlige stemning, der herskede. Her lugtede af brændte børn!
"Ja, som du ved, har Hjalte svært ved at respektere min funktion som personalechef, hvilket alene bunder i, at jeg er Fisk ... og dem kan man i Hjaltes verden aldrig stole på. Og så har du sikkert allerede hørt af sladderen i byen, at jeg boller med Møller. Så det kan vi ligeså godt få aflivet med det samme. Jeg hedder Gitte og forsøger ligesom dig forhåbentlig at gøre en seriøs karriere!"
Jeg mærkede et smil på vej ud og rakte en hånd frem.
"Træk lige vejret!"
Tale er sølv
Makrel, madras, morads ...
Jeg lå på bagsædet af en Fiat Tipo og lavede ordkæder. Her lå jeg hver morgen på vej til arbejde. Efter fjorten dage med tre spildte timer om dagen i en bus havde Rødhætte set min lidelse. Hun fandt frem til to ældre overingeniører, som jeg kørte med på arbejde. De mødte hver morgen klokken 7:20. Præcise som et urværk udgjorde de en form for tryghed. En tidslomme med en behagelig rytme uden overraskelser. Hver morgen total stilhed. Og på hjemturen ivrige diskussioner om dagens tekniske finesser. På bagsædet lærte jeg alt om fabrikkens skjulte regler og togenes konstruktion.
Denne morgen stoppede ordkæderne ved ordet moral. Den gang jeg fik filosofi på skemaet, havde jeg naivt håbet, at vi ville få lov til at hæve os op over den faktuelle hverdag og dykke ned i eksistentialismens spørgsmål til livet. Men nej, vi nåede kun til gengivelsen af pensums kedelige videnskabsteori! Og nu susede alle de ubesvarede spørgsmål om livets usynlige mønstre stadig rundt. Hvad kunne livet lære mig om moral? Jeg måtte finde en læremester!
Jeg mærkede et hårdt bump, og bilen holdt stille. Erling, der nærmede sig de 60, havde først for nyligt fået bil. Det kunne mærkes på kørslen. Frode, der havde haft bil siden han blev lærling, brugte derfor enhver anledning til at hjælpe med gode råd. Hvilket de fleste gange afsluttedes med hvislende småskænderier, mens bilen hakkede sig gennem trafikken. Denne gang var Erling endnu engang gået i stå i et kryds, fordi han forsøgte at starte i tredje gear.
Frodes stemme blandede sig til lyden fra bilernes dytteri.
"Erling, Erling, Erling", sagde han med fløjlsblød stemme, "hvor mange gange skal jeg fortælle dig det? En bil skal behandles som en kvinde: Kærligt men bestemt!"
"Så sku' man fandengaleme da tro, du aldrig havde mødt min kone!"
Dagens lektion og korte afbrydelse af morgentavsheden var slut, og vi trillede ind på fabrikken.
Klokken præcis 20 minutter over syv sad jeg på min pind med et håndsmurt rundstykke og dagens første og eneste friske kop kaffe. Fabrikken var ved at vågne af nattens slummer, og jeg indåndede dens dufte. Alt var stadig nyt og forunderligt. Og duften her til morgen var ladet med sprængstof.
De eneste mennesker i kontorsiloen foruden Frode og Erling var Rødhætte og eleverne. Elevernes opgaver bestod i postsortering og kaffebrygning. Samtidig udvekslede de livets små og store tragedier med Rødhætte, der som en plabrende big mama kom med sine altfavnende råd. Bramfrit og skånselsløst; som "Hva' helvede er det for en mundering at møde op i?" til "Hvis Yrsa nede i marketing ikke behandler dig ordentligt, så si' lige til. Så ska' mor her ordne sagerne!" eller "Han var krat'egme heller ikke værd at samle på!" Og eleverne sugede Rødhættes bemærkninger til sig. Rødhætte havde aldrig sat sine ben på et universitet, men hendes enkle og firkantede livsfilosofi skabte klarhed i deres forvirrede hoveder. Hendes skriftestol i receptionen blev en naturlig del af deres oplæring.
Jeg nød mine tanker om morgenen. Her havde jeg et fristed til at filosofere over de mange indtryk, dufte og mennesker. Lige nu var jeg bange og modig på samme tid. Bange for ikke at kunne leve op til mig selv. Og ud af angsten groede mit overmod som en solsikke mod skyerne. Jeg begyndte på dagens arbejde, men gik i stå. Flimrede tilbage til min første løgn. Kunne mærke urinen, der løb ned ad benene samtidig med, at løgnen røg ud af min mund. Min mor gav mig en lussing, og jeg fløj igen tilbage på fabrikken. Jeg var i gang med en registrering af alt det faste inventar i fabrikken og en økonomisk vurdering af hver enkel inventardel. Alt dette, fordi fabrikken for nylig havde fået en stor koncern som medejer. Koncernen krævede sikkerhed for, at fabrikken nu også havde faste værdier som angivet. Opgaven var dødssyg. Kedelig på enhver måde. Men efterhånden, som den skred frem, blev jeg klar over, at det gav mig en chance for at lære alle kroge af fabrikken at kende.
Produktionen var en gåde. I al sin herlighed enkel, men alligevel fyldt med en undertrykt duft, der med et enkelt smæk med døren kunne få det til at buldre. I min færden blev jeg nogle steder hilst velkommen, men de fleste steder så de uroligt på min noteren. Det undrede mig. Jeg havde jo et job at udføre. Ligeså havde de. Det var jo det, vi var her for! Men duftene sendte andre signaler, som jeg endnu ikke kunne sluse ud i en enkelt forklaring. Tankekonstruktionerne stoppede. Jeg havde et vigtigt møde forude. Angsten skabte trommehvivler i min mave; senere i dag skulle jeg for første gang præsentere resultatet for direktionen.
Jeg sad og skrev ihærdigt, da Rødhætte stakåndet kom farende ind.
"De si'r, de vil klynge dig op i kranen!", råbte hun forpustet.
Jeg havde aldrig før set Rødhætte flytte sit kæmpe korpus fra receptionen, endsige løbe. Hun havde svedskjolder under armene. Den uvante situation blev understreget af omstillingstelefonen, der stadig sad på hendes hoved med ledningerne slæbende efter hende.
"De si'r, du er en lille morakker", fortsatte Rødhætte efter et par dybe indåndinger, "der går rundt og tidskontrollerer dem ... og nu skal de vise dig, at du ikke har et klap forstand på fremstilling af tog."
Jeg forstod ikke et muk. Men duftene blev stærkere. Forvirrede mig. Jeg ringede til Bull Shit.
"Hvad fa'en har du nu rodet dig ud i!", sagde han med lav, men fast stemme. "Hele fabrikken syder med rygter ... du bli'r sgu nødt til at komme herned og forklare dem den rette sammenhæng. Ellers kan du godt opgive at blive her!"
Han smaskede højlydt, og et enkelt ræb nåede også igennem.
"Den rette sammenhæng?" Jeg var forundret. "Jeg er i gang med en opgave for direktionen vedrørende anlægsaktiverne. Hvad kommer det jer ved?"
Bull Shit klukkede og slubrede kaffe i sig.
"Lille Dyveke, din snusen rundt har gjort dem nervøse. Hvorfor har du ikke fortalt, hvad du går og laver? Det ville ha' sparet dig for meget."
Jeg klikkede med min kuglepen og kørte stolen frem og tilbage på gulvtæppet.
"De har da heller ikke spurgt? Nå, men så må jeg vel forklare det nu. Jeg kommer over til jer."
"Æh, hallo, hallo. Du er sgu ikke ked af det! Bare, så du ved det, så står fællestillidsmanden her osse og råber op. Han skal altid puste til ilden. Jeg håber, din forklaring er lige så banal, som den lyder?!"
Samtalen sluttede. Hvad jeg havde indladt sig på, anede jeg ikke. Men der var ingen vej uden om. Kun den lige vej til fabrik 5. Jeg stirrede på Rødhætte, der havde sat sig og kikkede på resterne af mit rundstykke. Jeg gik i retning af fabrik 5. Mit overmod tog til i styrke, for hvert skridt jeg kom nærmere. Hver gang jeg passerede nogle af smedene, stirrede de blot, uden den sædvanlige hilsen. Jeg blev stædigt ved med at hilse. Ankom til fabrik 5, hvor Bull Shit stod omgivet af et dusin store og højtråbende smede. Tillidsmanden stod stadig og prustede, mens han slyngede om sig med manifestationer. Han solede sig i ordene. De fik øje på mig og blev tavse. Ingen så ud til at ville begynde dialogen, så jeg sprang ud på dybt vand.
"Kan jeg få en forklaring på, hvad I mener, jeg har gjort?"
Fællestillidsmanden pustede sig op. Jeg håbede inderligt, at han ville lette og stige til vejrs eller revne som en tudse. Ordene faldt spydigt.
"Direktionen ved udmærket godt, at ved tidsstudier skal en repræsentant fra tillidsmandsgruppen deltage ... samt en uvildig fra DTI", messede han. "Det, du her har gjort, er at tilsidesætte enhver form for god moral og regler tiltrådt af den tidligere direktion samt alle fagforeninger ... og jeg.."
"Hvis du er så sikker i din sag", afbrød jeg uden omtanke, "hvorfor ringede du så ikke, for at fortælle mig det? Til jeres information kan jeg oplyse, at jeg på intet tidspunkt har lavet tidsstudier, men alene har været ude i fabrikken for at registrere samtlige maskiner og andet inventar. Og med hensyn til god moral … er det så god moral her på stedet at lytte til sladder? Hvad med et par facts eller to!"
"Det er sgu en meget fin historie! Vil du ha', vi skal tro på den? Du må jo.."
Længere nåede han ikke, før jeg eksploderede, og min undertrykte harme kom ud i et sprængflor af farver.
"Så er det nok!", hvæsede jeg. "Én ting er, at jeg skal klynges op i kranen på grund af sladder, men du står ligefrem og siger jeg lyver! Når jeg har givet jer mit ord, så står det til troende. Jeg er klar over, at jeg åbenbart har begået en fejl ved ikke at informere om, hvorfor jeg er her i produktionen. Det er hermed gjort! Og så kan den bagatel ikke drives til mere!"
Jeg tog fejl. Han ville åbenbart bruge enhver chance til at demonstrere sin uundværlighed.
"Nå, så det tror du, lille dame. Næ, det kommer vi sanneligen til at diskutere på et ekstraordinært SU-møde. Jeg finder mig ikke i, at vi altid bliver tilsidesat her i produktionen!"
Mit raseri kendte nu ingen grænser.
"Sig mig, har du ikke andet at tage dig til end at gøre myg til elefanter?"
Jeg skred ud af fabrikshallen. Hælene hamrede i gulvet, og døren blev smækket i, så den sang.
Det var i sidste øjeblik, inden min højre arm rev sig løs og pandede ham én. I et glimt så jeg historien gentage sig: Jeg gennempiskede engang nabodrengen med mit sjippetov, fordi han havde slået min veninde. Fråden stod om munden på mig, men jeg havde ikke længere et sjippetov. Jeg pressede mig gennem svingdøren, og Rødhætte hoppede rundt om mig.
"Hvad skete der ... fortæl nu?", tryglede hun.
"Spørg Fælles Åge - the grape wine!"
"Hvaffor en gravvin? Så tal dog dansk, menneske!"
Jeg så ud af øjenkrogen, at Bull Shit var på vej, og spænede videre op på min pind, inden de så tårerne. Efter et par minutter lød en kort banken. Jeg tørrede ihærdigt tårerne væk. Men forgæves.
"Ja ja, af skade bli'r man sjældent rig ... men nogen gange da helvedes klog", sagde Bull Shit beroligende. "Hold da fast for et temperament! Du er jo et sandt festfyrværkeri. Har du overvejet at blive bokser? Nå, men hvad med en øl efter fyraften? Så skal jeg forklare dig mere om al mandehørmeriet i produktionen."
Jeg nikkede tavst, og han forlod stille kontoret, så jeg kunne sidde og sunde mig alene. Et var sikkert; jeg havde fundet mig en ven og en fjende på samme tid.
Telefonen ringede.
"Det er Helle. Direktionen sidder og venter i møderum 1 sammen med Blomkvist! Hvor bli'r du af? Møller hader at vente. Jeg sagde, du blev kaldt til et hastemøde i produktionen, men var på vej. Så du er vel på vej, ikke?"
Jeg samlede hastigt papirerne og nåede på vej ned at undre mig over, at Blomkvist skulle deltage. Hilste stakåndet og taknemmeligt på Helle, inden jeg samlede al min energi og gik ind til de tre mænd.
Hjalte, Møller og Blomkvist sad andægtige, som var jeg på vej til det grønne bord. Hjalte smilende og imødekommende, Møller tillukket og stram. Og Blomkvist? Ham kunne jeg ikke placere.
"En riktig Tyr, där allt måste vara, som det alltid har varit. Blomkvists stora passion är konst. Den utvisar han i sin egenskap av formand för konstföreningen."
Sådan havde Hjalte præsenteret ham, da vi gik den obligatoriske præsentationsrunde kort efter min ansættelse. Jeg havde mødt Blomkvist i kantinen et par gange. Første gang gik han i stå midt i biksemaden.
"Du sku’ nu ta’ og smage. Det der salat kan man sgu ikke overleve på. For øvrigt undrer det mig at du endnu ikke er kommet ind på mit kontor. Jeg har nogle tal til din opgørelse. Hjalte har fortalt, hvad du er i gang med."
Hjalte brød igennem muren.
"Nå, min lilla Vægt, vad har du funderat över de senaste dagarna?"
Møller hostede anstrengt og bankede med en pegefinger på sit ur. Jeg gik i gang med det forberedte foredrag og et væld af overheads. Forklarede om værdiansættelsesmetoder, inventarklassifikationer og så videre. Blomkvist sad som den eneste og noterede. Efter et kvarter tog jeg hul på den egentlige analyse, og tal i forskellige tabeller væltede frem. Jeg havde forberedt mig grundigt; ingen detaljer blev udeladt. Jeg elskede mit talcirkus. Men midt i al min talmagi lød der en sagte snorken. Hjalte sov og vågnede med et sæt, da hovedet faldt ned på skulderen.
"Förlåt mig, men kan du inte ge mig dina slutsatser. Jag fattar inte alla dessa beräkningar. Och blir vi kanske bättre till att producera tåg? Det måste du fundera över!"
Han havde ret, det var meget tørt og sikkert ufatteligt kedeligt, hvis man ikke var fagøkonom. Jeg fattede mig i korthed.
"Anlægsaktiverne er efter min bedste vurdering undervurderet med 250 millioner kroner. Samtidig mener jeg, at den største usikkerhed er placeret i de igangværende arbejder og varelagrene. Jeg foreslår derfor, at jeg laver en lignende vurdering af disse områder."
Rummet stivnede. Med undtagelse af Hjalte, som fortsatte med sin upåvirkelige lethed.
"Nu måste ni hjälpa mig … blir vi bättre till att producera tåg?"
"Hjalte!", brød Møller ind. "Vi sidder jo ikke her og diskuterer togproduktion! Konsekvensen af det, Dyveke fremlægger, er, at du og jeg kan skyde en hvid pind efter vores bonus i år!"
Hjalte måbende.
"Altså", fortsatte Møller belærende, "afkastningsgraden, som her på fabrikken hedder ROCE - eller i daglig tale Rose - vil falde fordi nævneren bliver større og tælleren formodentlig uændret. Det vil sige, at nede i Headquarter tror de, at vi er blevet dårligere til at producere tog!"
"Jamen, är vi så det?", udbrød Hjalte uden skam over, at han ikke havde fattet et muk af, hvad Møller havde sagt.
"Hvor fanden skulle jeg vide det fra", svarede en stærkt oprevet Møller. "Og jeg er i øvrigt også bedøvende ligeglad! Lige nu taler vi jo om anlægsaktiverne!"
Blomkvist, der under hele seancen havde forholdt sig tavs, tog tilløb til en længere epistel. Han nærmest sang den ud.
"Jeg synes, vi skal se sådan på analysen, at nu har koncernen jo fået bevis for, at anlægsværdierne er tilstede ... og så lader vi regnskabet være uændret. Der er jo en vis usikkerhed forbundet med Dyvekes metode. Tallene kan jo aldrig blive helt eksakte, og så mangler de i øvrigt at blive sammenlignet med mine opgørelser. Og med hensyn til de igangværende arbejder og varelagrene skal jeg nok vise Dyveke, hvordan de skal regnes ud! Det er jo bedst at bruge den samme metode hvert år! Selv om Dyvekes metode sikkert ikke fejler noget, synes jeg nu alligevel, at min den gamle er den bedste! Og så skaber det jo også en vis form for kontinuitet ... det skal man absolut ikke kimse af!"
Møller nikkede lettet. Jeg sad som forstenet. På samme tid frustreret og målløs. Jeg ville ikke lade det passere. Da alle gjorde tegn til, at Blomkvists ord fik lov til at stå som en beslutning, tog jeg mod til mig.
"Jamen, jeg forstår ikke helt. Et regnskab bør altid tilstræbe at give et retvisende billede af virkeligheden. Det vil det jo ikke, hvis vi undlader at opskrive anlægsaktiverne med de 250 millioner!"
Det satte en lavine i gang. Møller var den første, der rejste sig.
"Jeg overlader trygt til Blomkvist at foretage de regnskabsmæssige dispositioner", sagde Møller henkastet på vej ud af døren. "Det er jo hans ansvar!"
Opildnet af dette direktør-rygklap fortsatte Blomkvist sin epistel med rank ryg og knejset nakke.
"Ikke alt her i verden er hvidt eller sort. Og det, I lærer på universiteterne, skal jo omsættes til virkelighedens verden. Her bevæger vi os ikke i sort/hvide nuancer ... men i fine gråtoner. Hvis du forstår! Og for øvrigt kan jeg jo have andre informationer, der gør, at dine analyser ikke kan stå for sig selv. Men jeg forstår din ærgrelse over, at du har lagt så megen energi i denne analyse. Hvorfor kikkede du ikke forbi mit kontor før mødet? Så havde du undgået Møllers vrede. Der er jo ingen grund til at lave alting forfra, når du bare kunne have spurgt mig!"
Jeg vendte mig måbende mod Hjalte. Men han sad bare og pillede næse og kikkede ud gennem de regnvåde vinduer.
"Dessa tal, dessa tal!", sagde han afvæbnende. "Om jag begriper dem? Nej, titta in på mitt kontor sist på dagen, jag har ett mycket mera interessant jobb för dig."
Han rejste sig og gik ud ad døren, og jeg stod alene tilbage med gråtonerne og Blomkvist.
