Gitterporten af Fred Uhlman
I februar 1932 kom han ind i mit liv, og siden har han været der hele tiden. Mere end et kvart århundrede er forløbet siden da, mere end nitusind dage, trættende og usammenhængende, kun tomme skaller omkring meningsløst slid uden håb, - dage og år, mange af dem så døde som de visne blade på et udgået træ.
Jeg husker timen og dagen, da jeg første gang så denne dreng, som skulle blive kilden til min største lykke og min dybeste sorg. Det var to dage efter min sekstenårs fødselsdag, kl. 3 om eftermiddagen på en grå, dyster, tysk vinterdag. Jeg gik i Karl Alexander-Gymnasiet i Stuttgart, Württembergs berømmeligste latinskole, grundlagt i det år 1521, da Luther stod foran Karl den Femte, den hellige romerske kejser og konge af Spanien.
Jeg husker hver enkelthed: Klasseværelset med de tunge bænke og pulte, den sure, skimlede lugt af fyrre våde vinterfrakker, småpytterne af smeltet sne, de brungule streger på de grå vægge, der hvor billederne af kejser Wilhelm og kongen af Württemberg havde hængt engang, før revolutionen. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se mine kammeraters rygge, - kammerater som siden gik til på de russiske stepper eller i sandet ved Alamein. Og jeg kan stadig høre hr. Zimmermanns trætte, opgivende stemme. Han var dømt til livsvarig lærergerning og havde affundet sig med sin skæbne i bedrøvet resignation. Hans ansigt var gustent, og der var grå stænk i håret, moustachen og det sylespidse hageskæg. Gennem en lorgnet på næsetippen kiggede han ud på verden med samme udtryk som en herreløs, sulten hund. Sandsynligvis var han højst 50 år gammel, men han forekom os firsårig. Vi foragtede ham, fordi han var mild og venlig, fordi han lugtede af fattigdom - der var nok ikke bad i hans toværelsers - og fordi han gik i et lappet, blankslidt, grønligt sæt tøj, som han brugte hvert efterår og gennem de lange vintermåneder (til forår og sommer havde han et andet sæt). Vi behandlede ham med ringeagt og undertiden med grusomhed, den feje grusomhed, som så mange raske drenge viser mod de svage, de gamle og de forsvarsløse
Det mørknede, men endnu var det for lyst til at tænde, og gennem vinduerne kunne jeg stadig klart se Garnisonskirken, en grim vilhelminsk bygning, som lige nu var smuk med sine spidse tvillingtårne sneklædte mod den blygrå himmel. Smukke var også de hvide højder, der lukkede sig om min fødeby, og bag hvilke verden syntes at ende og mysteriet at begynde. Jeg var i en halvsovende tilstand, tegnede ørkesløst i bogen, dagdrømte og trak nu og da et hår ud af hovedet for at holde mig vågen, da der lød en banken på døren, og før hr. Zimmermann nåede at sige kom ind, trådte rektor, professor Klett, over tærskelen. Men ingen så på den lapsede lille mand, for alles øjne var vendt mod den ukendte, der fulgte ham, som Phaidros må have fulgt Sokrates.
Vi stirrede på ham, som om han var en åbenbaring. Hvad der slog mig og sandsynligvis os alle mere end noget andet, mere end hans selvsikre holdning, hans aristokratiske præg og det lette, svagt overlegne smil, var hans elegance. Påklædningsmæssigt var vi andre en trist forsamling. Vore mødre syntes gennemgående, at hvad som helst var godt nok til skolebrug, bare det var solidt og holdbart. Endnu var vi ikke særlig interesserede i piger, så vi havde ikke noget imod at gå i de praktiske, jernstærke jakker og korte bukser eller plusfours, som man købte til os i håb om, at de ville holde, til vi voksede ud af dem.
Men med denne dreng var det noget andet. Han havde lange bukser på, velpressede og af godt snit, tydeligvis ikke færdigsyede som vore. Hans jakke så dyr ud: den var lyseblå, sildebensvævet, og utvivlsomt "Guaranteed English". Hans skjorte var lyseblå og hans slips mørkeblåt med små hvide prikker; hvad vi andre havde om halsen så ud som fedtede, snavsede reb i sammenligning. Skønt vi normalt betragtede ethvert tilløb til elegance som "tøset", kunne vi ikke lade være med at se misundeligt på dette eksempel på sikker og tvangfri personlig smag.
Professor Klett gik direkte hen til hr. Zimmermann, hviskede noget til ham og forsvandt, uden at vi lagde mærke til det, for vore øjne hang stadig ved den nye. Han stod ubevægelig og fattet, uden at virke hverken nervøs eller genert. På en eller anden måde så han ældre og mere moden ud end vi andre, og det var svært at tro, at han bare var en almindelig ny dreng. Det ville ikke have forbavset os, om han var forsvundet igen, lige så lydløst og mystisk som han var kommet.
Hr. Zimmermann skubbede lorgnetten højere op på næsen, afsøgte klasseværelset med trætte øjne, opdagede en tom plads lige foran mig, steg ned fra katederet og ledsagede - til klassens store forbløffelse - den nyankomne til den ham tildelte plads. Og med en let hovedbøjning, som om han halvvejs havde tænkt sig at bukke, men ikke helt vovede det, trak han sig langsomt baglæns tilbage, hele tiden med øjnene på den fremmede. Mens han atter besteg katederet, henvendte han sig til ham: "Må jeg bede om Deres efternavn, fornavn, fødselsdato og fødested?"
Den unge mand rejste sig. "Grev von Hohenfels, Konradin", meldte han, "født 19. januar 1916, Burg Hohenfels, Württemberg". Så satte han sig ned.
Jeg stirrede på denne mærkelige dreng, der var min nøjagtigt jævnaldrende, som om han kom fra en anden verden. Det var ikke, fordi han var greve. Der var adskillige von’er i min klasse, men de virkede ikke anderledes end resten af os, som var sønner af købmænd, præster, skræddere eller jernbanefunktionærer. Der var friherre von Gall, en stakkels lille fyr, søn af en pensioneret oberst, der kun havde råd til margarine til sine børn. Der var baron von Waldeslust, hvis far havde en borg ved Wimpfen-am-Neckar, og hvis stamfader var blevet adlet, fordi han havde ydet hertug Eberhard Ludwig tjenester af tvivlsom natur. Vi havde sågar en prins Hubertus Schleim-Gleim-Lichtenstein; men han var så småt kørende, at selv hans prinselige herkomst ikke kunne redde ham fra at være til grin.
Dette var imidlertid noget andet. Hohenfelserne var en del af vor historie. Deres borg mellem Hohenstaufen, Teck og Hohenzollern lå ganske vist i ruiner, med ødelagte tårne, så den nøgne bjergtop sås, men deres ry var stadig grønt. Jeg kendte deres bedrifter lige så godt som jeg kendte Scipio Africanus’ eller Hannibals eller Cæsars. Hildebrandt von Hohenfels døde i 1190, mens han prøvede at frelse Frederik den Første af Hohenstaufen, den store Barbarossa, fra den hastigt-flydende flod Calycadnus i Lilleasien. Anno von Hohenfels var ven med Frederik den Anden, den mægtigste af Hohenstauferne, kaldet "Verdens Skræk", og han hjalp ham med at skrive bogen "Om kunsten at jage med falke", og han døde i Salerno i kejserens arme i året 1247. (Han hviler stadig i Catania i en porfyr-sarkofag, båret af 4 løver). Frederik von Hohenfels, begravet i Kloster Hirschau, blev dræbt ved Pavia efter at have taget Frans den Første af Frankrig til fange. Waldemar von Hohenfels faldt ved Leipzig. To brødre, Fritz og Ulrich, mistede livet ved Champigny 1871, den
yngste først, den ældste mens han prøvede at bringe broderen i sikkerhed. Endnu en Frederik von Hohenfels faldt ved Verdun.
Og i samme rum som jeg, mindre end en meter fra mig, sad der nu altså her et medlem af denne navnkundige schwabiske familie, iagttaget af mine tryllebundne øjne. Med levende interesse fulgte jeg alle hans bevægelser: hvordan han åbnede sin velpolerede skoletaske, hvordan han med hvide, ulasteligt rene hænder (så forskellige fra mine, der var korte, klodsede og blækplettede) fremtog sin fyldepen og sine pilespidse blyanter, og hvordan han åbnede og lukkede sit kollegiehæfte. Alt hos ham vakte min nysgerrighed: den omhu, hvormed han valgte sig en blyant, hans siddestilling - rank, som om han hvert øjeblik ventede at skulle springe op og give ordrer til en usynlig hær - og den måde, hvorpå han glattede sit blonde hår. Jeg slappede først af, da han, som alle andre, begyndte at vride sig af kedsomhed, mens vi ventede på, at det skulle ringe ud. Jeg studerede hans stolte, fintskårne ansigt; ingen elsker, det er jeg overbevist om, kunne have betragtet den skønne Helene mere indtrængende eller have følt sin egen underlegenhed stærkere derved. Hvem var jeg, at jeg skulle vove at tale til ham? I hvilken af Europas ghetto’er krøb mine forfædre sammen, mens Frederik von Hohenstaufen rakte Anno von Hohenfels sin juvelprydede hånd? Hvad kunne jeg, en jødisk lægesøn, barnebarn og oldebarn af rabbinere, ud af en slægt af småkøbmænd og kreaturhandlere, vel tilbyde denne gyldenhårede dreng, hvis blotte navn fyldte mig med en sådan ærefrygt?
Hvordan skulle han i al sin glans nogensinde kunne forstå min skyhed, min mistænksomme selvhævdelse og min frygt for at blive såret? Hvad havde han, Konradin von Hohenfels, tilfælles med mig, Hans Schwarz, der så sørgeligt savnede verdensmandens sikkerhed og ynde?
Ejendommeligt nok var jeg ikke den eneste, der var for nervøs til at snakke med ham. Næsten alle drengene prøvede at undgå ham. Til daglig var de rå og grove både i ord og handling, altid parat til at give hinanden ækle øgenavne - Fedesvin, Skiderik, Trynefjæs, Pølse, - og til at vælte hinanden omkuld med eller uden anledning; men i hans nærvær blev de tavse og forvirrede og veg tilbage for ham, når han rejste sig og gik. Også de lå åbenbart under for hans fortryllelse. Hvis jeg eller nogen anden havde vovet at optræde klædt som Hohenfels, ville vi være blevet ubarmhjertigt hånet. Selv hr. Zimmermann turde knapt nok forstyrre ham.
Og så var der en ting til. Hans hjemmearbejder blev rettet med den største omhu. I mine stiles margen plejede Zimmermann kun at udstrø korte bemærkninger som "Dårligt sprog!", "Hvad betyder dette?", "Ganske godt!" eller "Omhyggeligere, tak!", men hans stile blev gennemrettet med et væld af iagttagelser og forklaringer, som utvivlsomt kostede vor lærer mange minutters ekstra slid.
Han var åbenbart ikke ked af at blive overladt til sig selv. Måske var han vant til det. Men der var aldrig noget hos ham, der tydede på hovmod eller forfængelighed eller på noget bevidst ønske om at adskille sig fra os andre. Kun var han, i modsætning til os, altid yderst høflig, han smilede, når man talte til ham og holdt endda døren åben for dem, der ville ud. Og alligevel var det, som om drengene var bange for ham. Jeg kan kun gætte på, at det var Hohenfels-magien, der gjorde også dem forlegne og kejtede.
Selv prinsen og baronen holdt sig indledningsvis tilbage; men efter en uges forløb så jeg alle "von’erne" nærme sig ham i det store frikvarter. Prinsen talte til ham, derpå baronen og friherren. Jeg kunne kun høre enkelte ord: "Min tante Hohenlohe", "Maxie sagde", (hvem var Maxie?). Flere navne blev nævnt, tydeligviskendt af alle. Nogle vakte almindelig munterhed, andre blev omtalt med alle tegn på respekt, næsten hviskende, som om der var kongelige personer tilstede. Men dette møde førte tydeligvis ikke til noget. Når de siden mødtes, nikkede og smilede de og udvekslede en enkelt bemærkning; men Konradin virkede lige så reserveret som før.
Et par dage senere kom turen til "Klassens Kaviar". Tre drenge, Reutter, Müller og Frank, gik under dette øgenavn, fordi de afsondrede sig fra alle andre i den faste tro, at de, og de alene af os alle, engang ville blive kendt af den store verden. De gik i teatret og til opera, de læste Baudelaire, Rimbaud og Rilke, talte om paranoia og om id’et, beundrede "Dorian Gray" og "The Forsyte Saga" - og naturligvis hinanden. Franks far var en rig industrimand, og de tre forsamledes regelmæssigt i hans hjem, hvor de traf enkelte skuespillere og skuespillerinder, en maler, som nu og da rejste til Paris for at besøge "min ven Pablo", og talrige damer med litterære ambitioner og forbindelser. De havde lov til at ryge og var på fornavn med skuespillerinderne.
Efter enstemmigt at have vedtaget, at Hohenfels ville være en gevinst for deres klike, henvendte de sig til ham - omend med nogen bæven. Frank, den mindst nervøse, standsede ham på vej ud af klassen og stammede noget om "vor lille salon", om lyrik-recitationer, om nødvendigheden af at værge sig mod "den profane hob", og tilføjede, at det ville være dem en ære, om han ville indtræde i deres Litteraturbund. Hohenfels, som aldrig havde hørt om Kaviaren, smilede høfligt, sagde et eller andet om at have frygtelig travlt "lige i øjeblikket" og lod de tre vise mænd stå skuffede tilbage.
Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
