Havets katedral af Ildefonso Falcones
Første del
Jordens slaver
· 1 ·
Året 1320
Bernat Estanyols gård
Navarcles, fyrstedømmet Catalonien
Bernat løftede blikket op mod den klare blå himmel i et kort øjeblik, hvor ingen syntes at lægge mærke til ham. Den svage septembersol kærtegnede hans gæsters ansigter. Han havde brugt så mange timer og kræfter på forberedelserne til festen, at kun et uvejr kunne have ødelagt den. Bernart smilede op mod efterårshimlen, og idet han igen sænkede blikket, blev hans smil endnu større, da han hørte den glade stemning, der herskede på den brostensbelagte plads foran døren ind til stalden i husets underste etage.
De omkring tredive gæster var glade, for årets druehøst havde været rigtig god. Alle – mænd, kvinder og børn – havde arbejdet fra solopgang til solnedgang, først med at plukke druerne og derefter med at presse dem, uden at de havde tilladt sig en eneste hviledag.
Først når vinen var gjort klar til at gære i tønderne, og skallerne var blevet oplagret med henblik på at destillere orujo på de lange vinterdage, fejrede bønderne septemberfesten. Og Bernat Estanyol havde valgt at indgå ægteskab netop i disse festdage.
Bernat kiggede rundt på sine gæster. De havde været nødt til at stå op ved daggry for at vandre det stykke vej, der var imellem deres egne gårde og familien Estanyols gård, og det var i nogle tilfælde temmelig langt. De snakkede muntert sammen, måske om brylluppet, måske om høsten, måske om begge dele; nogle af dem, som for eksempel den gruppe, der udgjordes af hans fætre og familien Puig, hans svogers slægtninge, brød ud i høj latter og kiggede en gang imellem hen på ham med sjofle blikke. Bernat opdagede, at han rødmede og vendte sig væk; han ville overhovedet ikke tænke på, hvad det kunne være, de grinede ad. Spredt rundt på pladsen foran gården kunne han se familierne Fontaníes, Vila og Joaniquet og så selvfølgelig Esteve, hans bruds familie.
Bernat skævede hen til sin svigerfar, Pere Esteve, som ikke bestilte andet end at gå rundt med sin kæmpestore mave og smile til nogle af gæsterne, hvorefter han straks bevægede sig videre til nogle andre. Pere vendte sit glade ansigt om mod ham, og Bernat så sig tvunget til at hilse på ham for hundrede og syttende gang. Bernat vendte så blikket over mod sine svogre, der stod sammen med nogle andre gæster. Lige fra starten havde de været noget skeptiske over for ham, ligegyldigt hvor store anstrengelser han havde gjort for at vinde dem for sig.
Bernat løftede endnu en gang blikket mod himlen. Høsten og vejret havde besluttet at fejre dagen sammen med ham. Han så hen på sit hus og igen ud over gæsterne og snerpede munden let sammen. Pludselig følte han sig alene til trods for det muntre leben. Det var knap nok et år siden, at hans far døde; og hvad angik Guiamona, hans søster, der havde giftet sig og var flyttet til Barcelona, så havde hun ikke svaret på de hilsener, han havde sendt til hende, selv om han meget gerne ville have set hende igen. Hun var den eneste direkte slægtning, han havde tilbage efter faderens død …
Et dødsfald, der havde gjort familien Estanyols gård til genstand for hele egnens interesse: Ægteskabsformidlersker og fædre med giftefærdige døtre havde nærmest stået i kø foran huset. Inden den tid kom der aldrig nogen på besøg, men da hans far, hvis oprørske ideer havde givet ham øgenavnet ‘den gale Estanyol’, døde, var håbet vendt tilbage hos dem, der gerne ville bortgifte deres datter til den rigeste bonde på hele egnen.
"Du er jo næsten for gammel til at gifte dig," sagde de til ham.
"Hvor gammel er du egentlig?"
"Syvogtyve, tror jeg nok," svarede han.
"I den alder kunne du jo næsten have børnebørn," sagde de anklagende. "Hvad vil du stille op alene på gården? Du har brug for en kvinde."
Bernat tog tålmodigt imod rådene, for han vidste, at de altid ville blive fulgt op af et forslag til en egnet kandidat, der var stærkere end den stærkeste okse og smukkere end den smukkeste solnedgang.
Dette emne var slet ikke nyt for ham. For allerede den gale Estanyol, der havde været enkemand, lige siden Guiamona blev født, havde forsøgt at få ham gift, men de mange fædre med giftefærdige døtre var draget bort fra gården igen, mens de udstødte forbandelser over den gale Estanyol, for ingen kunne opfylde de krav, som han stillede med hensyn til den medgift, hans kommende svigerdatter skulle medbringe. Derfor forsvandt interessen for Bernat efterhånden. Med tiden forværredes den gamles helbred, og hans oprørske ideer blev til den rene galskab. Bernat havde travlt med at passe jorden og tage sig af sin far, og så stod han som syvogtyveårig pludselig alene og belejret.
Dog var Bernats første gæst, endnu før den afdøde var blevet begravet, den foged, som herren til Navarcles, hans lensherre, havde sendt af sted. Du havde fuldstændig ret, fader! tænkte Bernat, da han så fogeden og en flok soldater ankomme til hest.
"Når jeg dør," havde den gamle sagt mange gange i de øjeblikke, hvor han var ved sine fulde fem, "kommer de straks, og så skal du vise dem testamentet." Og han pegede hen på den sten, som dokumentet lå under, pakket ind i et stykke skind, og hvori den gale Estanyols sidste vilje var nedskrevet.
"Hvorfor, fader?" spurgte Bernat ham første gang, han kom med denne formaning.
"Som du ved," svarede hans far, "ejer vi denne jord i arvefæste, men jeg er enkemand, og hvis jeg ikke havde skrevet testamente, ville herren ved min død have ret til at inddrage halvdelen af alle vores møbler og vores dyr. Denne ret kaldes intestia; lensherrerne har mange andre rettigheder, og du bør kende dem alle. De kommer straks, Bernat, de kommer for at tage det, der tilhører os, og kun hvis du viser dem testamentet, kan du slippe af med dem."
"Og hvis de nu tager testamentet fra mig?" spurgte Bernat. "Du ved jo, hvordan de er …"
"Hvis de skulle finde på at gøre det, er testamentet indført i bøgerne."
Rygtet om fogedens og lensherrens vrede over testamentet bredte sig over hele egnen og gjorde den forældreløse arving til den gales formue endnu mere attraktiv.
*
Bernat huskede udmærket det besøg, som hans nuværende svigerfar aflagde, inden vinhøsten gik i gang. Fem sueldos, en madras og en særk i hvidt lærred, det var den medgift, han tilbød, at hans datter kunne få med sig.
"Hvad skal jeg med en særk i hvidt lærred?" spurgte Bernat, mens han fortsatte sit arbejde med at vende halmen i stalden, der lå i husets underste etage.
"Prøv engang at se," svarede Pere Esteve.
Støttende sig til sin greb kiggede Bernat derhen, hvor Pere Esteve pegede, hen mod indgangen til stalden. Greben væltede ned over halmen. Francesca stod i modlys iført den hvide lærredssærk … Man kunne se hele hendes krop igennem den!
Det løb Bernat koldt ned ad ryggen. Pere Esteve smilede.
Bernat tog imod tilbudet. Og det gjorde han lige på stedet, midt i halmen, uden at han overhovedet nærmede sig den unge pige, og uden at han fjernede blikket fra hende.
Det var en forhastet beslutning, det var Bernat godt klar over, men han kunne ikke sige, at han fortrød. Dér stod Francesca, ung, smuk og stærk. Hans vejrtrækning blev hurtigere. I dag … Hvad mon den unge pige tænkte? Mon hun følte det samme som ham? Francesca deltog ikke i kvindernes muntre samtale, men stod tavs ved siden af sin mor, uden at le, og hun reagerede på de andre kvinders vittigheder og latter med et anstrengt smil. Deres blikke mødtes et kort øjeblik. Hun rødmede og sænkede blikket, men Bernat bemærkede, at hendes bryster røbede hendes nervøsitet. Den hvide lærredssærk vendte tilbage til Bernats tanker og vakte hans begær.
"Tillykke!" hørte han nogen sige bag sig, og han fik et kraftigt klap på skulderen. Hans svigerfar var kommet hen til ham. "Pas godt på hende," tilføjede han, idet han fulgte Bernats blik og pegede hen på den unge pige, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. "Selv hvis det liv, du giver hende, bliver som den her fest … Det er den bedste festmiddag, jeg nogen sinde har oplevet. Jeg er overbevist om, at end ikke herren til Navarcles nyder så herligt et måltid!"
Bernat havde ønsket at beværte sine gæster overdådigt, så han havde fået lavet syvogfyrre hvide brød af hvedemel og havde helt undladt at bruge byg, rug og spelt, som var de almindelige ingredienser i bøndernes brød. Hvedemel, der var hvidt som hans hustrus særk! Belæsset med de mange brød drog han af sted til herren til Navarcles’ borg for at få dem bagt i sin herres ovn og havde regnet med, at to brød som sædvanligt ville være tilstrækkelig betaling for at få dem bagt. Bagerens øjne blev store som tallerkener, da han så hvedebrødene, men straks lukkede han dem i, og de blev til et par uudgrundelige sprækker. Så denne gang steg prisen til syv brød, og da Bernat forlod borgen, forbandede han den lov, der forhindrede ham i at have en bageovn hjemme hos sig selv … samt smedje og sadelmagerværksted …
"Sikkert ikke," svarede han sin svigerfar og skubbede den ubehagelige erindring til side.
De stod og kiggede ud over gårdspladsen. Lensherren havde måske nok stjålet en stor portion af hans brød, tænkte Bernat, men ikke vinen, som hans gæster nu drak – den allerbedste vin, som hans far havde tappet og lagret i mange år – og heller ikke det salte svinekød eller suppen med grøntsager og hønsekød og naturligvis heller ikke de fire lam, som var blevet flækket på langs, bundet på pæle og nu stegte langsomt over gløderne, mens de sydede og udsendte en herlig duft.
Pludselig begyndte kvinderne at sætte sig i bevægelse. Suppen var klar, og de skåle, som gæsterne havde medbragt, begyndte at blive fyldt op. Pere og Bernat satte sig ved det eneste bord, der var stillet op på gårdspladsen, og kvinderne serverede straks for dem; ingen satte sig på de fire resterende stole.
Stående eller siddende på planker eller på jorden gik gæsterne i gang med festmåltidet, mens de hele tiden havde blikket rettet mod lammene, der blev passet af et par kvinder, mens de alle drak vin, snakkede, råbte og lo.
"Det er sandelig en herlig fest," udbrød Pere Esteve, der havde travlt med at fylde mad i sig.
En af gæsterne udbragte en skål for brudeparret, og straks skålede alle.
"Francesca!" råbte hendes far med glasset løftet hen mod bruden, der stod sammen med kvinderne henne ved lammene.
Bernat kiggede på den unge pige, der igen skjulte ansigtet.
"Hun er nervøs," undskyldte Pere hende og blinkede med det ene øje. "Francesca, min pige!" råbte han igen. "Kom og skål med os! Benyt dig af chancen, for om kort tid går vi alle sammen igen … næsten alle sammen."
Latteren gjorde Francesca endnu mere forskrækket. Den unge pige havde fået et glas stukket i hånden, som hun løftede en smule i vejret, hvorefter hun uden at drikke af glasset vendte ryggen til latteren og koncentrerede sig om at passe lammene over bålene.
Pere Esteve stødte sit glas mod Bernats glas, så vinen væltede ud over kanterne. Gæsterne gjorde det samme.
"Nu overdrager jeg dig den opgave at kurere hende for hendes generthed, " sagde han med høj stemme, for at alle de tilstedeværende skulle kunne høre det.
Der lød igen høj latter, denne gang efterfulgt af et par sjofle bemærkninger, som Bernat foretrak at overhøre.
Mens de lo og spøgte, tog de godt for sig af vinen, svinekødet og gryden med grøntsager og hønsekød. Da kvinderne netop var gået i gang med at tage lammene ned fra spiddene, tav nogle af gæsterne pludselig og stirrede ud mod skoven bag ved de store marker og ved foden af en mindre skråning, hvor Estanyol-familien havde plantet nogle af de vinstokke, som gav dem den fremragende vin.
Kort efter tav alle de tilstedeværende.
Tre ryttere var dukket op mellem træerne. Bag dem kom en flok uniformerede mænd gående.
"Hvad vil de mon her?" hviskede Pere Esteve.
Bernat fulgte med blikket de mænd, der nærmede sig hen over markerne. Gæsterne hviskede sammen.
"Det forstår jeg ikke," sagde Bernat til sidst, også med en hvisken. "Han er aldrig kommet forbi her før. Det er ikke vejen til borgen."
"Jeg bryder mig ikke om dette besøg," tilføjede Pere Esteve.
Optoget bevægede sig langsomt fremad. Efterhånden som skikkelserne kom nærmere, afløste rytternes høje latter og snak den glade stemning, som indtil da havde hersket på gårdspladsen; alle kunne høre dem. Bernat studerede sine gæster; nogle af dem stod nu med bøjet hoved og så ned i jorden. Han kiggede efter Francesca, der stod mellem kvinderne. Herren til Navarcles’ grove, kraftige stemme nåede frem til dem. Bernat mærkede, at han blev overvældet af vrede.
"Bernat! Bernat!" udbrød Pere Esteve og greb ham i armen. "Hvad laver du dog her? Løb hen og tag imod ham."
Bernat rejste sig med et spring og løb hen for at tage imod sin herre.
"Velkommen til vort hus," hilste han gispende, da han stod foran sin lensherre.
Llorenç de Bellera, herren til Navarcles, rykkede i hestens tøjler og standsede foran Bernat.
"Er du Estanyol, søn af den gale?" forhørte han sig i et strengt tonefald.
"Ja, herre."
"Vi har været på jagt, og på vej tilbage til borgen blev vi overrasket over at se denne fest. Hvad skyldes den?"
Bag ved rytterne kunne Bernat skimte soldaterne, der var belæsset med forskellige stykker vildt: kaniner, harer og vildhøns. Det er nu jeres besøg, der kræver en forklaring, havde han lyst til at svare. Eller har bageren måske fortalt om hvedebrødet?
Selv hestene, der stod stille med deres store, runde øjne vendt mod ham, syntes at vente på hans svar.
"Mit bryllup, herre."
"Hvem har du ægtet?"
"Pere Esteves datter, herre."
Llorenç de Bellera var tavs, mens han kiggede ned på Bernat hen over hovedet på sin hest. Dyrene trampede utålmodigt.
"Og så?" bjæffede Llorenç de Bellera.
"Min hustru og jeg," sagde Bernat, mens han forsøgte at skjule sin irritation, "vil være meget beærede, hvis Deres Nåde med ledsagere vil være så venlige at slutte sig til os."
"Vi er tørstige, Estanyol," erklærede de Bellera som svar.
Hestene satte sig i bevægelse, uden at rytterne behøvede at sætte sporerne i. Bernat begyndte at bevæge sig hen imod gården ved siden af sin herre. Dér stod alle gæsterne forsamlet for at tage imod, kvinderne med nedslåede blikke og mændene med blottede hoveder. Der lød en uforståelig mumlen, da Llorenç de Bellera standsede op foran dem.
"Fortsæt dog endelig festen," befalede han, idet han steg af hesten.
Folk adlød og vendte sig tavse om. Et par af soldaterne trådte frem for at tage sig af hestene. Bernat førte sine nye gæster op til bordet, hvor han og Pere havde siddet. Både deres tallerkener og deres glas var blevet fjernet.
*
Llorenç de Bellera og hans to ledsagere satte sig. Bernat trak sig nogle skridt tilbage, mens de tre mænd begyndte at snakke sammen. Kvinderne kom straks løbende med kander med vin, glas, brød, skåle med suppe, fade med saltet svinekød og nystegt lam. Bernat kiggede sig rundt efter Francesca, men kunne ikke få øje på hende. Hun var ikke mellem kvinderne. Han vekslede et blik med sin svigerfar, som nu stod sammen med de øvrige gæster, og som med hagen viste hen i retning mod kvinderne. Med en næsten usynlig bevægelse rystede Pere Esteve på hovedet og vendte sig om.
"Fortsæt endelig med jeres fest!" råbte Llorenç de Bellera med et lammeben i hånden. "Kom nu, mor jer!"
I tavshed begyndte gæsterne at gå hen mod bålene, hvor lammene var blevet stegt. Kun en lille gruppe blev stående, hvor herren og hans venner ikke kunne se dem: Pere Esteve og hans sønner samt endnu et par gæster. Bernat fik øje på den hvide lærredssærk mellem dem og gik derhen.
"Forsvind herfra, din idiot," bjæffede hans svigerfar.
Inden han kunne nå at sige noget, stak Francescas mor et fad i hænderne på ham og hviskede til ham:
"Sørg du for herren og lad være med at komme i nærheden af min datter."
Bønderne gik tavse i gang med at spise af de stegte lam, mens de hele tiden skævede op til bordet. På pladsen hørtes kun latter og råb fra herren til Navarcles og hans to venner. Soldaterne lå og hvilede sig et stykke fra festpladsen.
"Før kunne jeg høre, at I grinede og snakkede," råbte de Bellera, "og det var så højt, at I forskrækkede vildtet. Grin og snak, for satan!"
Alle var tavse.
"Dumme bønder," sagde han til sine ledsagere, der besvarede bemærkningen med et latterbrøl.
De tre mænd mæskede sig med lammesteg og hvedebrød. Det saltede svinekød og hønsekødssuppen stod urørt på bordet. Bernat stod et stykke væk og spiste, mens han skævede hen til gruppen af kvinder, hvor Francesca gemte sig.
"Mere vin!" forlangte de Bellera og løftede sit glas. "Estanyol!" råbte han pludselig, mens han kiggede rundt efter ham blandt gæsterne.
"Næste gang du betaler afgift af jorden til mig, skal du komme med en vin som denne her og ikke med det sprøjt, som din far har snydt mig med indtil nu." Bernat hørte ham bag ved sig. Francescas mor kom med kanden. "Estanyol, hvor er du?"
Manden hamrede i bordet, netop som kvinden kom med kanden for at fylde glasset op. Der faldt et par dråber vin på Llorenç de Belleras klæder.
Bernat var nu kommet hen til ham. Herrens venner grinede over episoden, men Pere Esteve skjulte sit ansigt i hænderne.
"Din gamle tåbe! Hvor vover du at spilde vinen?" Kvinden bøjede hovedet for at vise sin ydmyghed, men da herren truede med at ville give hende en lussing, sprang hun væk og faldt ned på jorden. Llorenç de Bellera vendte sig om mod sine venner og brød ud i høj latter, da han så, hvordan den gamle kvinde kravlede væk. Så blev han alvorlig igen og sagde henvendt til Bernat: "Kom herhen, Estanyol. Se engang, hvad den klodsede gamle kone har gjort. Vil du måske fornærme din herre? Er du så uvidende, at du ikke er klar over, at gæster bør opvartes af husets frue? Hvor er bruden?" spurgte han og kastede et blik ud over gårdspladsen. "Hvor er bruden?" råbte han, da han ikke fik noget svar.
Pere Esteve greb Francesca i armen og gik hen mod bordet for at overdrage hende til Bernat. Den unge pige skælvede.
"Deres Nåde," sagde Bernat, "må jeg præsentere min hustru, Francesca."
"Se, det var bedre," bemærkede Llorenç og studerede hæmningsløst pigen fra top til tå. "Meget bedre. Fra nu af serverer du vinen for os."
*
Herren til Navarcles satte sig ned igen og rakte sit glas frem mod den unge pige. Francesca greb en kande og skyndte sig at servere for ham. Hendes hånd rystede, da hun forsøgte at hælde vinen op. Llorenç de Bellera greb fat om hendes håndled og holdt fast om det, mens vinen løb ned i glasset. Derefter trak han i armen og tvang hende til at række over og servere for hans ledsagere. Den unge piges bryster strejfede Llorenç de Belleras ansigt.
"Sådan skal vinen serveres!" råbte herren til Navarcles, mens Bernat, der stod ved siden af ham, knyttede hænderne og bed tænderne sammen.
Llorenç de Bellera og hans venner fortsatte med at drikke, og de råbte på Francesca for at gentage scenen den ene gang efter den anden.
Soldaterne lo også sammen med deres herre og hans venner, hver gang den unge pige blev nødt til at læne sig ind over bordet for at servere vinen. Francesca forsøgte at holde tårerne tilbage, og Bernat opdagede, at blodet var begyndt at løbe ned over hans hænder, fordi han havde revet sig til blods med sine negle. Gæsterne så i tavshed væk hver gang, den unge pige skulle skænke vin op.
"Estanyol!" råbte Llorenç de Bellera og rejste sig op med et fast greb om Francescas håndled. "Da jeg som din herre har førsteret, har jeg besluttet at ligge med din hustru på bryllupsnatten."
Llorenç de Belleras ledsagere klappede og jublede over vennens ord. Bernat sprang hen mod bordet, men inden han nåede derhen, rejste de to ledsagere, som så ud til at være berusede, sig op og førte hånden til sværdet. Bernat standsede brat. Llorenç de Bellera så hen på ham, smilede og lo derpå højt. Pigen stirrede på Bernat, tiggende om hjælp. Bernat trådte et skridt frem, men en af adelsmandens venner stødte sit sværd mod hans mave. Magtesløs standsede han på ny. Francesca stirrede fortsat på ham, mens hun blev slæbt hen mod gårdens ydre trappe. Da lensherren greb hende om livet og kastede hende over sin ene skulder, begyndte pigen at skrige.
Llorenç de Belleras venner satte sig ned igen og fortsatte med at drikke og grine, mens soldaterne tog opstilling ved foden af trappen for at forhindre Bernat i at komme ind.
Mens Bernat stod foran soldaterne ved siden af trappen, hørte han ikke de Belleras venners latter og heller ikke kvindernes gråd. Han bemærkede ikke sine gæsters tavshed og heller ikke soldaternes vittigheder og de sigende blikke, de udvekslede, mens de kiggede op på huset, for han hørte kun de smertensskrig, der lød ud gennem vinduet på første sal.
Himlen var stadig klar og blå.
Efter et stykke tid, som forekom Bernat en evighed, dukkede Llorenç de Bellera op på trappen, mens han svedende bragte sine klæder i orden.
"Estanyol!" råbte han med sin buldrende stemme, idet han gik forbi Bernat og hen mod bordet. "Nu er det din tur. Doña Caterina," sagde han henvendt til sine ledsagere og refererede til sin nye, unge hustru, "er allerede træt af, at jeg får så mange bastardunger … og jeg kan heller ikke udholde mere skrigeri. Gør din pligt som en god kristen ægtemand! " sagde han bydende, idet han igen henvendte sig til Bernat.
Med bøjet hoved, og mens alle de tilstedeværende opmærksomt fulgte ham, steg Bernat med trætte skridt op ad trappen. Han trådte ind i et stort rum på første sal, som var køkken og spisestue, og hvor der i den ene ende var et stort ildsted med et mægtigt jernstativ til at stege på. Bernat lyttede til lyden af sine egne skridt mod trægulvet, mens han gik hen til stigen, der førte op til anden sal, hvor der var soveværelse og kornloft. Han stak hovedet op gennem hullet i den øverste etages gulv og kiggede ind uden at turde gå helt derop. Der kom ikke den mindste lyd.
Med hagen i samme højde som gulvet og stadig stående på stigen så han, at Francescas klæder lå spredt ud over hele rummet; hendes hvide lærredssærk, familiens stolthed, var revet i stykker og var nu blot en las. Så gik han derop.
Han fandt Francesca liggende i fosterstilling med et fjernt blik i øjnene og fuldstændig nøgen på den nye madras, der nu var plettet af blod. Hendes svedige krop, der havde både rifter og blå mærker, lå fuldstændig stille.
"Estanyol, din herre venter på dig!" hørte Bernat, at Llorenç de Bellera råbte nedefra.
Bernat fik pludselig kvalme og brækkede sig så voldsomt ud over kornet, at hans indvolde var lige ved at vælte ud. Francesca lå stadig helt ubevægelig. Bernat skyndte sig væk derfra. Da han nåede nedenunder, var han ligbleg, og et virvar af modbydelige tanker kørte rundt i hans hoved. Fuldstændig blændet stødte han ind i den mægtige Llorenç de Bellera, der stod lige neden for trappen.
"Det ser sandelig ikke ud, som om den nygifte ægtemand har fuldbyrdet sit ægteskab," sagde Llorenç de Bellera til sine ledsagere.
Bernat måtte løfte hovedet, da han stod over for sin herre.
"Jeg … jeg kunne ikke, Deres Nåde," fremstammede han.
Llorenç de Bellera var tavs et øjeblik.
"Jamen, hvis du ikke kan, er jeg sikker på, at en af mine venner … eller en af mine soldater kan. Jeg har jo sagt, at jeg ikke selv vil have flere bastardunger."
"I har ikke ret …!"
Bønderne, der stod og betragtede sceneriet, fik kuldegysninger ved at forestille sig konsekvenserne af en sådan uforskammethed. Herren til Navarcles greb fat om Bernats hals med sin ene hånd og klemte sammen af alle kræfter, mens Bernat snappede efter vejret.
"Hvor vover du …? Du forsøger måske at drage fordel af din herres lovlige ret til at ligge med bruden, når du så senere kommer og gør krav gældende med en bastardunge under armen?" Llorenç de Bellera ruskede Bernat, inden han slap ham igen. "Er det mon det, du forsøger? Det er mig og kun mig, der bestemmer over rettighederne i vasalforholdet, forstår du det? Har du glemt, at jeg kan straffe dig, når jeg vil, og så meget jeg vil?"
Llorenç de Bellera gav Bernat en kraftig lussing, der væltede ham omkuld.
"Min pisk!" råbte han rasende.
*
Pisken! Bernat havde kun været et barn, da han som så mange andre blev tvunget til sammen med sine forældre at overvære en offentlig afstraffelse, som Llorenç de Bellera havde pålagt en stakkels fattig mand, hvis forseelse ingen nogen sinde fandt ud af, hvad var. Piskens smælden på mandens ryg lød lige så højt i hans erindring, som den havde gjort dengang, samt nat efter nat igennem en stor del af hans barndom. Ingen af de tilstedeværende dengang havde turdet bevæge sig, og det gjorde de heller ikke nu. Bernat begyndte at kravle væk, mens han løftede blikket op mod sin herre, der stod som en kæmpestor klippeblok med hånden strakt frem, mens han ventede på, at nogen skulle give ham pisken i hånden. Bernat huskede den stakkels mands hudløse ryg, der var én stor blødende masse, som end ikke herrens had kunne fravriste et eneste stykke hud mere. Bernat kravlede på alle fire hen mod trappen, med det hvide vendt ud af øjnene og rystende på samme måde, som han havde gjort som barn, når mareridtene overmandede ham. Ingen bevægede sig. Ingen talte. Og solen skinnede fortsat.
"Jeg er ked af det, Francesca," fremstammede han, da han var nået op til hende efter med stort besvær at have slæbt sig op ad stigen med en soldat i hælene.
Han løsnede sine knæbukser og satte sig på knæ ved siden af sin hustru. Pigen havde ikke bevæget sig. Bernat kiggede ned på sin slappe penis og spurgte sig selv, hvordan han skulle kunne efterkomme sin herres ordre. Med kun én finger kærtegnede han forsigtigt Francescas nøgne ryg.
Francesca reagerede ikke.
"Jeg bliver nødt til … vi bliver nødt til at gøre det," sagde Bernat indtrængende og greb hende om håndleddet for at vende hende om mod sig.
"Rør mig ikke!" råbte Francesca, der nu pludselig var vågnet op igen.
"Han pisker mig hudløs!" Bernat vendte med magt sin kone om og afdækkede hendes nøgne krop.
"Lad mig være!"
De kæmpede, indtil det lykkedes Bernat at få fat om begge hendes håndled og trække hende op. Alligevel fortsatte Francesca med at kæmpe imod.
"Der kommer bare en anden mand!" hviskede han til hende. "Så bliver det en anden mand, der … tager dig!" Pigens øjne åbnede sig anklagende mod verden. "Han pisker mig, han pisker mig hudløs …" undskyldte han sig.
Francesca kæmpede videre, men Bernat kastede sig med magt over hende. Pigens tårer var ikke tilstrækkeligt til at kølne det begær, der fødtes i Bernat ved berøringen med den unge piges krop, og han trængte ind i hende, mens hun skreg til hele verden.
Disse skrig tilfredsstillede den soldat, som var fulgt efter Bernat, og som uden skamfølelse havde betragtet sceneriet, stående med halvdelen af kroppen over den øverste etages gulv.
Bernat var endnu ikke færdig med at tage Francesca, da hun holdt op med at kæmpe imod. Lidt efter lidt forvandledes Francescas skrig til gråd. Det var hendes gråd, der fulgte Bernat, da han nåede klimaks.
Llorenç de Bellera havde hørt de fortvivlede skrig, der trængte ud gennem vinduet på anden sal, og da hans spion bekræftede, at ægteskabet var blevet fuldbyrdet, bad han om at få hestene bragt frem, og det uheldssvangre selskab forlod stedet. Størstedelen af gæsterne forlod ligeledes festen, fyldt med bedrøvelse.
Der blev stille på gården. Bernat så ned på sin kone og vidste ikke, hvad han skulle stille op. Først da blev han klar over, at han stadig holdt om hendes skuldre med et hårdt greb; han slap hende og støttede sine hænder på madrassen tæt ved hendes hoved, men så faldt hans krop slapt ned over hendes. Instinktivt løftede han sig op og strakte armene ud for at støtte sig på dem, og da så han ind i Francescas øjne, som kiggede på ham uden at se ham. I denne stilling ville han komme til at røre sin kones krop igen, lige meget hvilken bevægelse han foretog sig. Bernat ønskede at slippe for det, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det uden at gøre pigen ondt. Han ønskede bare, at han kunne flyve for at komme væk fra Francesca uden at røre ved hende igen.
Til sidst, efter nogle endeløse, ubeslutsomme øjeblikke, trak han sig væk fra pigen og satte sig på knæ ved siden af hende; heller ikke nu vidste han, hvad han skulle gøre. Skulle han rejse sig op, lægge sig ved siden af hende, forlade rummet eller forsøge at retfærdiggøre sig … Han vendte blikket væk fra Francescas krop, som hun lå der på ryggen, ganske ublufærdigt udstillet. Han søgte efter hendes ansigt, der var mindre end to håndsbredder fra hans eget, men han kunne ikke finde det. Han sænkede blikket og blev pludselig skamfuld ved synet af sit nøgne lem.
"Jeg er ked …"
Francesca foretog pludselig en bevægelse, som overraskede ham. Pigen havde vendt ansigtet om mod ham. Bernat forsøgte at finde forståelse i hendes blik, men det var fuldstændig tomt.
"Jeg er ked af det," fortsatte han. Francesca blev ved med at se på ham uden at vise den mindste reaktion. "Jeg er ked af det, jeg er ked af det. Han … han ville have pisket mig hudløs," fremmumlede han.
Bernat huskede, hvordan herren til Navarcles havde stået med hånden strakt frem og ventet på pisken. Endnu en gang så han ind i Francescas øjne, men de var tomme. Bernat forsøgte at finde svaret i pigens øjne og blev bange: De skreg tavst, de skreg, ligesom hun selv havde gjort det.
Ubevidst, som om han ville lade hende vide, at han forstod hende, som om det var et barn, førte Bernat en hånd hen mod Francescas kind.
"Jeg …" forsøgte han at sige.
Han nåede ikke at røre ved hende. Da hans hånd nærmede sig hendes kind, spændtes alle hendes muskler. Bernat trak hånden tilbage mod sit eget ansigt og begyndte at græde.
Francesca blev ved med at ligge ubevægelig med et fjernt blik i øjnene.
Til sidst holdt Bernat op med at græde, rejste sig, trak sine knæbukser op og forsvandt gennem hullet ned til etagen nedenunder. Da Francesca ikke længere kunne høre hans skridt, rejste hun sig og gik hen til den kiste, der var det eneste møbel i soverummet, for at finde sit tøj frem. Da hun havde klædt sig på, samlede hun omhyggeligt sine ødelagte beklædningsdele op, heriblandt den elskede hvide lærredssærk, som hun pænt og omhyggeligt foldede sammen og lagde ned i kisten.
