Hjælp, jeg vil skrive en bestseller
Den store Lotto-gevinst
Prøv at lege lidt med tanken. Bare for sjov. Du har en lottokupon, som du ved, at der er gevinst på, og du ved, at det er en meget stor gevinst. Nok til at du ikke behøver tænke på penge i mange år - måske endda resten af dit liv. Det eneste problem er, at kuponen kun kan indløses i een bestemt kiosk et sted i New York. Du ved ikke hvilken kiosk, du ved ikke engang i hvilken del af New York, kiosken ligger.
Ville du forsøge at finde kiosken? Eller ville du bare fortsætte, som du hele tiden havde levet?
Jeg er ret sikker på, at Onkel Joachim ville pakke Rip, Rap og Rup, stoppe Lotto-kuponen i lommen og drage til New York for at score kassen. Han ville også efter en masse strabadser finde kiosken og vende hjem med gevinsten.
Nu er der ikke ret meget Onkel Joachim over at være forfatter, men alligevel ...
Jeg er 37, nu og her mens jeg skrive disse linjer. Det er ti år siden, jeg sagde mit job op for at leve af at skrive. Jeg klager ikke. Det er et fedt job at være forfatter, man er sin egen boss helt ned til, hvad man gider og ikke gider at lave. Ikke bare, hvornår man gider at lave det.
Jeg plejede at holde allermest af, at jeg kunne sove længe, når jeg havde lyst, men så fik jeg børn, og så var det slut med det.
Det giver en masse at skrive bøger. Man får udtrykt sig, man kan forfølge sin angst ind i mørket og komme veltilfreds ud igen. At skrive giver stor tilfredsstillelse. Og det går endda så godt, at jeg nu tjener næsten det samme som en ufaglært socialog sundhedsmedhjælper.
Jeg klarer mig, men der er ikke grund til at bygge en pengetank!
Nu er det jo ikke alle forfattere, der mangler penge. En lille gruppe bliver faktisk ganske velhavende. Ja, nogle bliver endda stinkende rige.
Det er april. Udenfor mit vindue kan jeg høre skolebørnene lege. Min søn er en af dem. Det får mig til at tænke på, at jeg ingen pensionsopsparing har, som min bankrådgiver var så sød at gøre mig opmærksom på forleden.
‘Jamen, jeg er jo sådan en kunstnertype,’ forsvarede jeg mig.
‘Du skal vel spise alligevel, når du bliver gammel,’ sluttede hun samtalen af.
Det skal jeg vel. Jeg har aldrig tænkt så meget over det. Jeg har nok at gøre med at få pengene til at slå til her og nu. Det handler for mig mere om at kunne blive ved med at skrive, blive ved med at leve af min fantasi, mit talent.
Talent er sådan en mærkelig ting at have. Man kan ikke mærke, at man har det. Bruger man det ikke et stykke tid, kan man helt glemme, at man har det. Var man helt alene i verden, ville man aldrig opdage, at man havde talent, for det er jo noget, man har brug for, at andre fortæller en. Helst ofte og igen og igen. For man kan ikke mærke det.
Jeg har skrevet ti romaner og alt det løse ved siden af. Lavet tegneserier. Blevet filmatiseret og radiodramatiseret. Oversat til svensk, norsk og finsk. Jeg er blevet nomineret til en nordisk litteraturpris. Der er kun to forfattere, der har modtaget to diplomer fra Det Danske Kriminalakademi – og jeg er den ene, Ole Frøslev den anden.
Alligevel er jeg hamrende nervøs, hver gang jeg udgiver noget nyt. Jeg er simpelthen hunderæd for, at der i bedste Kejserens-nye-klæder-stil skal være en, der råber: ‘Jamen, han har jo slet ikke talent!’
Det pudsige er, at det er der jo ind i mellem en, der gør. En venlig sjæl på en hjemmeside kaldte mig engang ‘en skamplet på den i forvejen pinlige danske kiosklitteratur’. Det tolkede jeg, som om han mente, mit talent ikke var så overvældende. Men der sker jo ikke noget ved det. Det er jo ikke sådan, at alle andre anmeldere, læsere, bibliotekarer, boghandlere, og hvem der ellers har en mening, tager sig til hovedet og udbryder: ‘Det er sandt, han har virkelig ikke talent.’ Det gør de jo ikke. Sådan fungerer verden ikke.
Alligevel bider angsten, når en ny bog skal ud. Sæt nu ...
Man kan sige, at hvis mit talent er den der Lotto-kupon, som jeg bare skal finde ud af at indløse, så er jeg mere eller mindre nødt til at røre ved Lotto-kuponen hele tiden for at være sikker på, at den er der.
Jeg var 23, da jeg startede på min første roman. Det var en ret blodig gyser, der kom til at hedde ‘KAT’. Siden har jeg prøvet lykken i andre genrer, men gerne med et eller andet link til noget spænding. Eller humor. Det er gerne underholdende bøger, jeg skriver. Jeg bliver rost for at levere spændende plots, gode personer, stramt minimalistisk sprog, frække eksperimenter og originalitet. Jeg debuterede på forlaget Høst & Søn, som jeg forlod efter seks romaner, nåede så lige at udgive en tegneserie på Bogforlaget Her&Nu, før jeg var en tur på Gyldendal, hvor jeg udgav en novellesamling og en roman. Så smuttede jeg igen, denne gang for at starte mit eget forlag, 2 Feet. Navnet kommer af at stå på egne ben, på engelsk ‘standing on my own two feet’. Jeg synes, at det var et meget fedt navn. Jeg havde måske ikke tænkt over, at ikke alle i Danmark er vokset op med engelsk som et naturligt andet sprog, så jeg har måtte vænne mig til, at det i dag er en hverdagsting, at folk, boghandlere, fragtmænd, og hvad ved jeg ringer op og spørger om de taler med ‘det der To Fedt?’
Forlaget har betydet, at jeg har kunnet lege mere frit med det at skrive. Jeg har ladet billeder af måner blive dannet i bogstaverne på siden i en bog, jeg har bedt anerkendte krimiforfattere lege med i litterære eksperimenter. Det er sjovt, og det er drevet af en skabertrang, som et eller andet sted er kernen i mit liv.
Sådan er det bare. Det kan og vil jeg ikke holde op med.
Men.
Man kunne jo godt forsøge at indløse den der Lotto-kupon. Sætte sig ned her, hvor jeg sidder nu, foran min gamle, skrammede iMac og skrive en rigtig bestseller, som fyldte tanken med penge, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om penge og pension og råd til nye cowboybukser. Det kunne jeg da godt have lyst til.
Bare tænk på, hvordan det ville være. At være økonomisk uafhængig. Man behøvede ikke få en hård, kold klump i maven, hver gang EU truede med at fjerne Bibliotekspengene, som, hvis nogen ikke ved det, er livsgrundlaget for næsten alle danske forfattere. Man kunne måske endda købe sin egen bolig. Skifte tandbørsten ud lidt oftere. Ja, man kunne købe et sommerhus et varmt sted, hvor man kunne skrive i shorts, mens konen lå solbrun og lækker ude på terrassen.
Okay, mindre kunne også gøre det. For mit vedkommende ville det være mere end nok bare at vide, at jeg kunne blive ved med at skrive de sære, skæve og underholdende bøger, jeg i virkeligheden brænder for, uden at skulle bekymre mig så meget om penge.
Men jeg er da et menneske. En mand. Jeg kunne godt drømme om at eje en Jaguar. Jeg har tabt mit hjerte til en XKR, de bløde, nærmest kælne streger, halvt hunkøn, halvt rovdyr. V8er med over 400 heste. Sådan en ville jeg godt køre rundt i. Og jeg tror, den ville klæde mig meget godt. Måske endda bedre end den klæder den våbenhandler, der har den nu. Det kunne man da godt forestille sig.
Der er bare lige det ved det, at skal man tjene mange penge på at skrive, så skal man sælge mange bøger. Rigtig mange bøger. Og det er måske ikke lige min stærke side.
Min taktik har indtil videre været at skrive de bøger, jeg havde mest lyst til, eller følte var mest nødvendige for mig at skrive - for siden at blive skuffet, når jeg så salgstallene. Tanken var, at hvis jeg selv syntes, at det var fedt, så var der også nok nogle andre, der syntes det samme.
Det var der også.
Men der kunne godt have været flere, uden jeg ville have klaget over det.
Jeg har Lotto-kuponen. Talentet. Der kunne være gevinst. Hvis jeg bare kan lure, hvor og hvordan den skal indløses. Denne bog er et forsøg på at finde ud af, hvordan det skal gøres.
Men hvad er en bestseller?
Det lyder jo let nok, men det første, der går op for mig, er, at jeg faktisk ikke aner, hvad en bestseller er. Andet selvfølgelig end en bog, der sælger mange eksemplarer.
I dag er det påskeferie, så min store søn, Magnus, tosser rundt i hele lejligheden. En smule overgearet. Jeg kan høre ham suse forbi uden for den lukkede dør til mit arbejdsværelse. Min kone vasker tøj, og vaskemaskinen larmer, mens den mindste søn, Edward, råber noget, der lyder som ‘Gry-de-grøj’. Det plejer at betyde, at han er glad.
Jeg sidder her på min knirkende Ikea-kontorstol og skriver om min familie, hvor jeg burde skrive om, hvad en bestseller er, fordi jeg ikke aner, hvad en bestseller er.
Jeg kan sagtens line en masse klichéer op. Da langt de fleste forfattere ikke sælger ret mange bøger, så kan vi gerne blive enige om, at dem, der gør, skriver noget værre lort. Som en forfatter sagde til mig på Krimimessen i Horsens i sidste måned: ‘Hvis gode bøger solgte godt, så var Jane Aamund jo Danmarks bedste forfatter.’
Sandt nok, men det løser ikke mit problem. For at skrive en bestseller, må jeg vide, hvad en bestseller er, og det er langt fra nok at vide, at det sjældent er de bedste bøger.
Jeg mener, der er jo ingen garanti for, at en dårlig bog sælger godt. Det fungerer næppe så enkelt, at jeg bare skal skrive noget lort for at sælge mange bøger. Og jo værre lort, jo flere solgte. Det nægter jeg at tro.
Jeg kommer i tanke om et interview, jeg læste et eller andet sted for nogle år siden. En svensk forlægger eller boghandler sagde om bestsellerne, at de ikke var rigtig gode bøger, men heller ikke rigtig dårlige bøger. De var bare bestsellere.
Det er sikkert både sandt og meget præcist sagt, men det hjælper mig heller ikke ret meget, for der findes jo oceaner af bøger, der ikke er rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige - uden at de er blevet bestsellere af det.
Jeg prøver at huske, hvilke af de sidste par års bestsellere jeg har læst. Jeg finder en ternet A4-blok frem for at skrive titlerne ned. Det overrasker mig, at det er så få. ‘Da Vinci Mysteriet’ og et par danske krimier. Dertil et par titler, som jeg er i tvivl om, overhovedet er bestsellere.
Trommer lidt på blokken med fingerspidserne. Jeg bliver nødt til at spørge nogle mennesker om råd, ellers har jeg ikke en chance for at sætte fingeren på netop det, der gør en bestseller - og kan jeg ikke det, så giver det ingen mening at forsøge at skrive en. Så vil jeg have lige så store chancer, eller små!, som jeg har, når jeg bare skriver det, jeg har lyst til.
Jeg må have en slagplan. Jeg må have nogle retningslinjer, og jeg er sikker på, at hvis jeg tager hele bogbranchen fra en ende af og beder om råd, vil jeg til sidst vide præcis, hvad en bestseller er, og hvad jeg skal gøre anderledes for at skrive en.
Det store spørgsmål er bare, om jeg kan få nogen til at lege med. Bestsellere er noget, man ser lidt ned på, noget man er finere end. At hjælpe en egenrådig og halvskør forfatter med at pejle sig ind på, hvordan man skriver en bestseller, er ikke nødvendigvis noget, der lyder særlig tiltrækkende på folk i de litterære kredse.
Hvad skal jeg gøre anderledes, hvis jeg vil skrive en bestseller?
Man kan sige meget om anmeldere. Som forfatter er det let nok at skelne de gode fra de dårlige: De gode anmeldere er dem, der kan lide ens bøger, de dårlige dem, der ikke kan. Det bliver af og til lidt indviklet, når en hade-anmelder pludselig får øjnene op for ens talenter, og man må sande, at helt idiot var han så ikke. Eller endnu værre, når en anmelder, der ellers har udvist fin smag og god indsigt pludselig vender tommelfingeren nedad.
Det er en god gammel kliché, at anmeldere foretrækker finere litteratur og foragter de mere folkelige bestsellere. Det er en misforståelse. Anmeldere er en mere broget flok.
Jeg kan godt være lidt nærtagende, når en anmelder virkelig folder sig ud og nok skal fortælle verden, hvad der er galt med min nye bog. Man har jo arbejdet et år, måske mere på bogen, man har taget mange valg, man har gjort sig stor umage. Og så sidder der sådan en, som måske ikke altid har læst bogen særlig grundig eller har fanget noget, der ligner pointen. Det tror jeg nok, mange forfattere kan nikke genkendende til.
Anmeldere kan også selv være ret nærtagende. Da jeg var ret ny i branchen, var jeg engang til en forlagsfest, hvor vi alle havde fået rigeligt at drikke. En anmelder, som jeg ikke vil sætte navn på her, bemærkede højlydt, at han og jeg havde samme frisure. Og jeg skal indrømme, at det måske ikke var særlig smart af mig i den sammenhæng at påpege, at jeg bare havde frisuren på hele hovedet. Det var ikke sødt sagt af mig. Heldigvis kunne denne anmelder sagtens give igen. Min næste bog fik én stjerne og en masse sværdhug med på vejen.
Men en ting er sikkert: Anmeldere læser mange bøger. De må om nogen have et indtryk af, hvad der skiller bestsellerne ud, og hvad jeg skal gøre anderledes for at skrive en vaskeægte af slagsen.
Så jeg emailer et udvalg af landets anmeldere. Internettet er jo dejligt. Hele verden er kun et klik væk, hvis man altså kan opspore de rigtige mailadresser. Det vidunderlige ved emails er, at man aldrig ringer på et dårligt tidspunkt, det forbandede er, at man så tripper rundt i timevis, nogle gange dagevis, og venter på svar, som man ikke ved om kommer.
Pop + finkultur + debat
Weekendavisens Lars Bukdahl er den første, der kommer med et bud på, hvad jeg skal gøre anderledes, hvis jeg vil skrive en bestseller. Jeg modtager hans svar i en email allerede samme aften. Det lettede en del for mit vedkommende, for det ville ikke være særlig sjovt at sidde her og skrive denne bog, hvis ingen gad lege med. I løbet af de næste dage melder flere andre tilbage, at de også vil deltage i projektet, så nu føler jeg, at det kører. Det er en rar fornemmelse.
Lars Bukdahl er en kontroversiel anmelder. Hans kontante og rablende stil har givet ham mange tilhængere og lige så mange fjender. Han holder især af sære, små og ekstremt smalle bøger, uddeler endda en litteraturpris til smalle bøger, mens han ofte går meget hårdt til bestsellerne med meget få undtagelser. Det må han jo have en grund til. Man behøver vel ikke elske bestsellere for at kunne se, hvad det er de rummer.
Hans råd til mig lyder:
‘Du skal skrive langt længere længst! Og du må ikke skrive ‘ren’, cleancut genre i barberet syntaks, som du gør i dine små ‘Stikker’-bøger, og du må på den anden side heller ikke eksperimentere, som du gør i den rigtignok tykke ‘Måne måne’. Du må ikke være for til-læserenblinkende genrebevidst. Du skal skrive beskidt genre på den korrekte måde, som ca. er, at kriminalistiske/melodramatiske trivi-genretræk blandes med litterær/kunstfærdig syntaks og billedsprog og bruges som vehikel dvs. kørestol for præk om og/eller bare tematisering af Vigtige Emner nu og altid, civilisationernes kamp, utroskab etc., eksempler: ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ og Leif Davidsens samlede oeuvre. Folket vil have pop + finkultur + debat = Politikens 2. sektion romanformateret.’
Min første reaktion er Wau! Det lyder, som om han har fat i noget. Først forklarer han, hvorfor mine bøger, som han jo ellers holder af, ikke er bestsellere, og bagefter rabler han en formel af, der kunne være bestsellerkoden.
Jeg beslutter med det samme, at den skal ligge til grund for mit første forsøg på at skrive en bestseller. Jeg går rundt med et lille listigt smil de næste timer. Sådan en kan man jo godt skrive. Måske kan jeg virkelig bryde bestsellerkoden!
Dagen efter er jeg nede på jorden igen. Genlæsning af Bukdahls email gør mig usikker på, at jeg overhovedet forstår, hvad han mener. Hvad er ‘kriminalistiske/melodramatiske trivigenretræk’ eller ‘litterær/kunstfærdig syntaks’? Det lyder flot, nærmest indlysende, når man læser det første gang, men hvad vil det egentligt sige at skrive på den måde?
Jeg bliver nødt til at gribe fat i Bukdahls formel punkt for punkt, få det uddybet, få andres meninger, undersøge de forskellige påstande, før jeg kan skrive min bestseller.
Fandens også. Nu troede jeg lige, at det ville være let.
Er den lang nok til dig, skat?
Mens jeg går og spekulerer over de forskellige dele i Bukdahls bestsellerformel, får jeg en mail fra Susanne Bjertrup, der er redaktør af Politikens lørdagstillæg Bøger. Hun gør opmærksom på, at Politiken bragte en artikel af Kristian Ditlev Jensen om at bryde Bestsellerkoden juleaftensdag 2005.
Jeg har siddet og stirret på ordet Finkultur i Bukdahls formel længe nok til at blive enig med mig selv om, at jeg måske slet ikke aner, hvad det vil sige at skrive litterært eller finkulturelt. Jeg er begyndt at føle mig lidt rundtosset, for egentlig havde jeg forestillet mig bestsellere som alt andet end finkulturelle. Jeg kan næsten mærke mit skæg blive mere gråt, og lige der synes jeg faktisk, at der må sættes en grænse. Jeg er 37 år, og mit skæg er efterhånden så gråt, at det ville klæde en 55-årig Country&Western-sanger. Så jeg er let at distrahere.
Ind på Politikens hjemmeside og få printet Kristian Ditlev Jensens artikel ud i en fart.
Han er jo selv bestsellerforfatter, så han må jo vide det! Desværre er det ikke hans egen opskrift, han skriver om, men Dan Browns ‘Da Vinci Mysteriet’. Måske den største bestseller nogensinde.
Man kan ikke beskylde Kristian Ditlev Jensen for at snobbe nedad. Jeg sidder hurtigt med en fornemmelse af, at artiklen i virkeligheden er skrevet med det formål at påpege, at ‘Da Vinci Mysteriet’ er udtryk for underlødig litteratur. Den har intet til fælles med god litteratur, og derfor elsker pøblen den. Han bløder lidt op mod slutningen af artiklen, hvor han slår fast, at ‘Da Vinci Mysteriet’ burde være fast pensum på Forfatterskolen, fordi ‘det skader vel heller ikke ligefrem litteraturen, at bøgerne faktisk bliver læst’.
Det kan der uden tvivl være noget om. Desværre når artiklen ikke meget længere end til at være Ditlev Jensens egen opfattelse af særtrækkene ved denne bestseller. Særtræk som tusindvis af bøger har til fælles, uden at de sælger noget videre af den grund. Verden er jo fuld af underlødige bøger.
Skal jeg lure kunsten at skrive en bestseller af, skal jeg dybere end det. Dybere i bestsellerens logik, og dybere i de mekanismer, der gør, at en bog sælger som varmt brød.
Sjovt nok er det første særtræk, Kristian Ditlev Jensen peger på, at ‘Da Vinci Mysteriet’ er en lang bog.
Lars Bukdahl indledte sin email til mig med at skrive, at jeg skulle skrive ‘langt længere længst.’
Jeg går på nettet igen, klikker ind på forskellige netboghandlere for at se, om det virkelig er så enkelt, at en bestseller skal være lang.
Jeg tjekker sideantallet på samtlige titler på bestsellerlisten for skønlitteratur på boghandlerkæden Arnold Buscks hjemmeside. Den korteste bog er på 367 sider. Den længste på 593. Gennemsnittet er 438.
Det overrasker mig faktisk en hel del, da mange af de bøger, jeg selv skatter allerhøjest, er meget kortere. Faktisk undgår jeg ofte selv bøger på over 300 sider, fordi det virker som en lidt for stor mundfuld. Og dermed har jeg måske ikke opnået andet end at fastslå, at jeg ikke er en del af bestsellerpublikummet.
Skal man skrive en rigtig bestseller, så skal den også kunne sælge i udlandet. Det første store sprog, som mange danske forfattere udkommer på, er tysk. Det er ikke lykkedes mig at blive udgivet i Tyskland, men det hænger nok mere sammen med, at flere af mine bøger, deriblandt de mest roste og trods alt bedst sælgende, foregår under besættelsen. Og det er ikke lige det, tyskerne gider læse om. Men er tendensen med lange bestsellere den samme i Tyskland?
Jeg klikker ind på Amazon.de og tjekker de mest solgte bøger. Den korteste er på 256 sider, den længste helt oppe på 956. Gennemsnittet er 558 sider.
Nu vi er ved udlandet og drømmen om en bestseller, så er bestsellerlisten på New York Times nok toppen af kransekagen. En bestseller i USA ... det er den slags bestsellerdrømme er gjort af. I den virkelige verden er det nærmest en uopnåelig drøm at udkomme på engelsk, selv for en dansk bestsellerforfatter. Men jo mere uopnåeligt, jo mere er der at drømme om. Jeg klikker ind på New York Times’ bestsellerliste. Den korteste bog er på 336 sider, den længste på 496 sider. Gennemsnittet er på 396 sider.
Min nyeste roman, ‘Panzer’ fra februar 2006, er til sammenligning kun på 192 sider. Det virker næsten, som om den alene på sideantallet var dømt ude på forhånd. Det er en underlig oplevelse at få slynget i hovedet. Jeg har arbejdet i mere end et år med den bog, levet med den i tankerne, kendt personerne, spekuleret over plottet ... og så er den dømt ude, kort og godt fordi den ikke er lang nok.
Jeg klikker ind på Bogguide og giver mig til at søge på bestsellertitler, efterhånden som jeg kommer i tanke om dem. Nærmest desperat. Der må være nogle kortere af slagsen. Leif Davidsen ‘Den ukendte hustru’ - 374 sider, Morten Ramsland ‘Hundehoved’ - 382 sider, Hanne-Vibeke Holst ‘Kongemordet’ - 489 sider, Christian Jungersen ‘Undtagelsen’ - 620 sider, Jakob Ejersbo ‘Nordkraft’ - 421 sider, Gretelise Holm ‘Under fuld bedøvelse’ - 270 sider, Sara Blædel ‘Kald mig prinsesse’ - 310 sider, Elsebeth Egholm ‘Personskade’ - 331 sider.
De sidste femikrimier er lidt kortere, men kun sammenlignet med de andre bestsellere, ikke med mine bøger, hvor kun to ud af tolv er på over 300 sider.
Skal jeg skrive en bestseller, må jeg lære at skrive længere bøger. Men kan jeg det?
