Hvad er dette hvad af Dave Eggers
1. BOG
1
Jeg har ingen grund til ikke at gå hen til døren, så jeg går hen til døren. Jeg har ikke noget lille rundt vindue til at kigge på besøgende igennem, så jeg lukker døren op, og foran mig står en høj, kraftigt bygget afroamerikansk kvinde, nogle år ældre end mig, iført en rød træningsdragt af nylon. Hun taler højt til mig. "Har De en telefon, sir?"
Hun ser bekendt ud. Jeg er næsten sikker på at jeg så hende på parkeringspladsen for en time siden da jeg kom hjem fra døgnkiosken. Jeg så hende stå ved trappen, og jeg smilede til hende. Jeg siger til hende at jeg har en telefon.
"Min bil gik i stå henne ad gaden," siger hun. Bag hende er det næsten aften. Jeg har læst lektier det meste af eftermiddagen. "Vil De lade mig bruge Deres telefon så jeg kan ringe til politiet?" spørger hun.
Jeg ved ikke hvorfor hun vil ringe til politiet angående en bil der skal repareres, men jeg giver lov. Hun træder indenfor. Jeg begynder at lukke døren, men hun holder den åben. "Det varer kun et øjeblik," siger hun. Det giver ikke mening for mig at lade døren stå åben, men jeg gør det fordi hun ønsker det. Dette er hendes land og endnu ikke mit.
"Hvor er telefonen?" spørger hun.
Jeg siger at min mobiltelefon ligger på mit værelse. Før jeg er færdig med sætningen, har hun skyndt sig forbi mig og hen ad gangen, en klump af hvislende nylon. Døren til mit værelse lukker sig og siger så klik. Hun har låst sig inde på mit værelse. Jeg begynder at følge efter hende da jeg hører en stemme bag mig.
"Bliv her, Afrika."
Jeg vender mig og ser en mand, afroamerikansk, iført en enorm dueblå baseballjakke og jeans. Hans ansigt kan ikke ses under hans baseballkasket, men hans hånd hviler på noget i nærheden af taljen, som om han har brug for at holde bukserne oppe.
"Er du sammen med den kvinde?" spørger jeg ham. Jeg forstår endnu ingenting, og jeg er vred.
"Bare sæt dig ned, Afrika," siger han og nikker i retning af min sofa.
Jeg bliver stående. "Hvad laver hun på mit værelse?"
"Bare plant røven i sædet," siger han, nu ondskabsfuldt.
Jeg sætter mig, og nu viser han mig skæftet på revolveren. Han har holdt om det hele tiden, og det var meningen at jeg skulle vide det. Men jeg ved ingenting; jeg ved aldrig noget om de ting det er meningen jeg skal vide noget om. Nu ved jeg at jeg er ved at blive udplyndret, og at jeg ønsker at være et andet sted.
Det er noget mærkeligt noget, det ved jeg godt, men det jeg tænker, er at jeg i dette øjeblik ønsker at være tilbage i Kakuma. I Kakuma var der ingen regn, vinden blæste ni måneder om året, og 80.000 krigsflygtninge fra Sudan og andre steder levede af ét måltid om dagen. Men i dette øjeblik, hvor kvinden er inde på mit værelse, og manden bevogter mig med sin revolver, ønsker jeg at være i Kakuma, hvor jeg boede i en hytte af plastic og sandsække og havde ét par bukser. Jeg er ikke sikker på at der var ondskab af denne slags i flygtningelejren ved Kakuma, og jeg ønsker at vende tilbage. Eller endda Pinyudo, den etiopiske lejr jeg boede i før Kakuma; der var ingenting dér, kun et eller to måltider om dagen, men det havde sine små glæder; jeg var dreng dengang og kunne glemme at jeg var en underernæret flygtning flere tusind kilometer hjemmefra. Under alle omstændigheder, hvis dette er straffen for at have begået hybris ved at ønske at rejse fra Afrika, for at have drømme om college og mange penge i Amerika, så er jeg nu ydmyg, og jeg undskylder. Jeg vil vende tilbage med bøjet hoved. Hvorfor smilede jeg til kvinden? Jeg smiler automatisk, og det er en vane jeg må lægge fra mig. Den indbyder til straf. Jeg er blevet ydmyget så mange gange siden jeg er kommet, at jeg er begyndt at tro at nogen desperat forsøger at sende mig et budskab, og at budskabet er: "Forlad dette sted."
Lige så snart jeg har bestemt mig for denne beklagende og tilbagetrækkende indstilling, erstattes den af en protesterende indstilling. Denne nye indstilling får mig til at rejse mig op og tale til manden i den dueblå jakke. "Jeg vil gerne have at I to forlader dette sted," siger jeg.
Den dueblå mand bliver med det samme rasende. Jeg har rokket ved balancen her, har stillet en forhindring, min stemme, i vejen for deres forehavende.
"Fortæller du mig hvad jeg skal gøre, dit røvhul?"
Jeg stirrer ind i hans små øjne.
"Sig mig lige det, Afrika, fortæller du mig hvad jeg skal gøre, dit røvhul?"
Kvinden kan høre vores stemmer og råber inde fra værelset: "Ordner du ham så?" Hun er irriteret på sin partner, og han på mig.
Dueblå hælder hovedet mod mig og hæver øjenbrynene. Han træder et skridt hen mod mig og peger igen på revolveren i sit bælte. Han virker som om han skal til at bruge den, men pludselig slappes hans skuldre, og han lader hovedet falde. Han stirrer på sine sko og trækker vejret langsomt for at samle sig. Da han atter løfter blikket, er han sig selv igen.
"Du kommer fra Afrika, ikke?"
Jeg nikker.
"Godt. Det betyder at vi er brødre."
Jeg er ikke indstillet på at være enig.
"Og fordi vi er brødre og sådan, vil jeg lære dig noget. Ved du ikke at man ikke skal lukke sin dør op for fremmede?"
Spørgsmålet får mig til at krympe mig. Det simple røveri ville på en måde have været acceptabelt. Jeg har set røverier og er blevet udplyndret efter en meget mindre målestok end denne. Indtil jeg kom til de Forenede Stater, var min mest værdifulde ejendel den madras jeg sov på, så tyverierne var meget mindre: et engangskamera, et par sandaler, en bunke hvidt skrivemaskinepapir. Alt dette var værdifuldt, ja, men nu har jeg et fjernsyn, en videobåndoptager, en mikrobølgeovn, et vækkeur og mange andre bekvemmeligheder, alle sammen skaffet til veje af Peachtree United Methodist Church her i Atlanta. Nogle af tingene var brugte, de fleste var nye, og alle var blevet givet anonymt. At se på dem, bruge dem dagligt, fik mig til at skælve - et underligt men ægte fysisk udtryk for taknemmelighed. Og nu antager jeg at alle disse gaver bliver taget fra mig i løbet af de næste par minutter. Jeg står foran Dueblå, og min hukommelse leder efter dengang jeg sidst følte mig så forrådt, dengang jeg sidst følte mig i nærheden af en så ligegyldig ondskab.
Stadig med den ene hånd om revolverens skæfte lægger han nu en hånd på mit bryst. "Hvorfor planter du ikke røven i sædet og ser hvordan det bliver gjort?"
Jeg træder to skridt tilbage og sætter mig i sofaen, også en gave fra kirken. En hvid kvinde med æbleansigt iført en batikfarvet bluse kom med den samme dag som Achor Achor og jeg flyttede ind. Hun undskyldte at den ikke var kommet før os. Folkene fra kirken undskyldte tit.
Jeg stirrer op på Dueblå, og jeg ved hvem han får mig til at tænke på. Soldaten, en etiopisk kvinde, som skød to af mine kammerater og næsten dræbte mig. Hun havde det samme vilde lys i øjnene, og hun udgav sig først for at være vores frelser. Vi var på flugt fra Etiopien, jagtet af hundredvis af etiopiske soldater som skød efter os, Gilofloden var fuld af vores blod, og hun kom til syne i det høje græs. Kom til mig, børn! Jeg er jeres mor! Kom til mig! Hun var kun et ansigt i det grå græs og et par fremstrakte hænder, og jeg tøvede. To af de drenge jeg flygtede sammen med, drenge jeg havde fundet på bredden af den blodige flod, de gik begge to hen til hende. Og da de var kommet nær nok, løftede hun en automatriffel og skød drengene i brystet og maven. De faldt foran mig, og jeg vendte mig om og løb. Kom tilbage! fortsatte hun. Kom til din mor!
Den dag havde jeg løbet gennem græsset indtil jeg stødte på Achor Achor, og sammen med Achor Achor fandt jeg den Rolige Baby, og vi reddede den Rolige Baby, og i et stykke tid anså vi os selv for at være læger. Det var så mange år siden. Jeg var 10 år gammel, måske 11. Det er umuligt at vide. Manden foran mig, Dueblå, vil aldrig komme til at kende til sådan noget. Han ville ikke være interesseret. At tænke på den dag da vi blev drevet fra Etiopien tilbage til Sudan, med tusinder af døde i floden, giver mig styrke mod denne person i min lejlighed, og jeg rejser mig igen.
Nu ser manden på mig ligesom en forælder der skal til at gøre noget som han beklager at hans barn har tvunget ham til at gøre. Han er så tæt på mig at jeg kan lugte noget kemisk ved ham, en lugt som noget i retning af blegemiddel.
"Er du - er du -?" Hans mund strammes, og han tier. Han tager revolveren op af linningen og løfter den i en opadgående baghåndsbevægelse. Et sløret mørke, og mine tænder knuser hinanden, og jeg ser loftet suse hen over mig.
I mit liv er jeg blevet slået på mange forskellige måder men aldrig med tromlen på en revolver. Jeg har haft det held at have set mere lidelse end jeg selv har lidt, men ikke desto mindre er jeg blevet sultet, jeg er blevet banket med stokke, med stænger, med koste og sten og spyd. Jeg har kørt otte kilometer på ladet af en lastbil som var fuldt af lig. Jeg har set alt for mange små drenge dø i ørkenen, nogle som om de satte sig for at sove, nogle efter flere dages sindssyge. Jeg har set tre drenge blive taget af løver og spist fuldkommen vilkårligt. Jeg har set dem blive løftet op fra jorden, båret væk mellem dyrets kæber og fortæret i det høje græs, så tæt på at jeg kunne høre de våde, snappende lyde når kødet blev flænset af. Jeg har set en nær ven dø ved siden af mig i en væltet lastbil med sine åbne øjne vendt mod mig mens livet sivede ud ad et hul jeg ikke kunne se. Men i dette øjeblik, hvor jeg ligger udstrakt på sofaen, og min hånd er våd af blod, mærker jeg alligevel at jeg savner hele Afrika. Jeg savner Sudan, jeg savner det nordvestlige Kenyas grå, hylende ørken. Jeg savner Etiopiens gule intethed.
Mit udsyn til min overfaldsmand er nu begrænset til hans talje og hans hænder. Han har gemt revolveren et eller andet sted, og nu har hans hænder fat i min skjorte og om min hals, og han kaster mig fra sofaen ned på gulvet. Mit baghoved rammer sofabordet på vejen ned, og to glas og en clockradio falder sammen med mig. Da jeg er nede på gulvtæppet, og min hage ligger i sit eget udsivende blod, mærker jeg et øjebliks trøst og tænker at han sandsynligvis er færdig. Jeg er allerede så træt. Jeg føler det som om jeg vil kunne lukke øjnene, og så vil det være overstået.
"Hold så for helvede kæft," siger han.
Ordene lyder ikke overbevisende, og det giver mig lindring. Han er ikke nogen vred mand, bliver jeg klar over. Han har ikke i sinde at slå mig ihjel; måske er han blevet manipuleret af kvinden, som nu er i gang med at åbne skuffer og skabe i mit værelse. Hun lader til at være den der bestemmer. Hun er fokuseret på det der er i mit værelse, og hendes ledsagers opgave er at neutralisere mig. Det virker enkelt, og han virker ikke indstillet på at volde mig mere skade. Så jeg hviler mig. Jeg lukker øjnene og hviler mig.
Jeg er træt af dette land. Jeg er taknemmelig over for det, ja, jeg har sat pris på mange sider af det i de fem år jeg har været her, men jeg er træt af løfterne. Jeg kom hertil, 4.000 af os kom hertil, med en forestilling og en forventning om ro. Fred og college og sikkerhed. Vi forventede et land uden krig og også et land uden elendighed, vil jeg tro. Vi var svimle og utålmodige. Vi ville have det hele med det samme - hjem, familier, college, evnen til at sende penge hjem, akademiske grader og endelig en smule indflydelse. Men overgangens langsommelighed - efter fem år har jeg endnu ikke de nødvendige point til at ansøge om optagelse på et fireårigt collegestudium - har for de fleste af os skabt kaos. Vi ventede 10 år i Kakuma, og jeg vil tro at vi ikke ønskede at begynde forfra herovre. Vi ønskede det næste skridt, og det i en fart. Men det er ikke sket, ikke i de fleste tilfælde, og i mellemtiden har vi fundet på måder at bruge tiden på. Jeg har haft for mange ringe job og arbejder for tiden i receptionen i en fitnessklub på den tidligst mulige vagt og tjekker medlemmer ind og forklarer om klubbens fordele for mulige medlemmer. Det er ikke storslået, men det repræsenterer en grad af stabilitet som er ukendt for nogle af os. Alt for mange er faldet, alt for mange føler at det er mislykkedes for os. Presset på os, de løfter til os selv vi ikke kan overholde - disse ting gør alt for mange af os til uhyrer. Og den eneste person som jeg følte kunne hjælpe mig med at overskride skuffelsen og det prosaiske ved det, en eksemplarisk sudansk kvinde ved navn Tabitha Duany Aker, er død.
Nu er de ude i køkkenet. Nu i Achor Achors værelse. Liggende her begynder jeg at regne ud hvad de kan tage fra mig. Med en vis tilfredshed kommer jeg i tanker om at min computer ligger i min bil, så den bliver skånet. Men Achor Achors nye bærbare vil blive stjålet. Det vil være min skyld. Achor Achor er en af lederne af de unge flygtninge her i Atlanta, og jeg er bange for at alt hvad han har brug for, vil være væk når hans computer er væk. Referaterne fra alle møderne, økonomien, tusindvis af e-mails. Jeg kan ikke tillade at så meget bliver stjålet. Achor Achor har været sammen med mig siden Etiopien, og jeg bringer ham ikke andet end uheld.
I Etiopien stirrede jeg en løve i øjnene. Jeg var omkring 11 år gammel, sendt ud i skoven for at samle brænde, og dyret trådte langsomt frem fra et skjul bag et træ. Jeg stod et øjeblik, meget lang tid, nok til at jeg kunne indprente mig dets ansigt med de døde øjne før jeg løb. Han brølede ad mig men satte ikke efter mig; jeg foretrækker at tro at han syntes jeg var en alt for frygtindgydende fjende. Så jeg har stået over for løven, har stået over for geværerne, en halv snes gange, i hænderne på bevæbnede arabiske militssoldater med deres hvide kjortler strålende i solen. Og derfor kan jeg gøre dette, kan standse dette tyveri. Jeg sætter mig igen op på knæene.
"Læg dig for fanden ned, dit røvhul!"
Og mit ansigt møder igen gulvet. Nu begynder sparkene. Han sparker mig i maven, og nu på skulderen. Det gør mest ondt når mine knogler rammer mine knogler.
"Dit skide nigerianske røvhul!"
Nu lader han til at nyde det, og det gør mig bekymret. Når der er nydelse, er der ofte løssluppenhed, og der begås fejl. Syv spark i ribbenene, ét på hoften, og han tager et hvil. Jeg tager en indånding og vurderer mine skader. De er ikke store. Jeg ruller mig sammen omkring hjørnet af sofaen og er nu fast besluttet på at ligge stille. Jeg har aldrig været nogen fighter, indrømmer jeg endelig over for mig selv. Jeg har overlevet megen undertrykkelse men har aldrig kæmpet med en mand der står foran mig.
"Skide nigerianer! Så åndssvag!"
Han står og hiver efter vejret med hænderne på sine bøjede knæ.
"Det er ikke så underligt at I røvhuller lever i stenalderen!"
Han giver mig et spark mere, lettere end de andre, men dette er direkte i tindingen på mig, og en eksplosion af hvidt lys fylder mit venstre øje.
I Amerika er jeg før blevet kaldt nigerianer - det må være det mest velkendte af de afrikanske lande - men jeg er aldrig blevet sparket. Men igen har jeg set det ske. Der er nok ikke mange former for vold jeg ikke har set i Sudan og i Kenya. Jeg tilbragte nogle år i en flygtningelejr i Etiopien, og der så jeg to drenge, måske 12 år gamle, som sloges så ondskabsfuldt om madrationer at den ene sparkede den anden til døde. Han havde selvfølgelig ikke haft til hensigt at dræbe sin modstander, men vi var unge og meget svage. Man kan ikke slås når man ikke har ikke har spist ordentligt i ugevis. Den døde drengs krop var uforberedt på læsioner, og huden sad stramt over de skrøbelige ribben, som ikke længere kunne klare opgaven med at rumme hans hjerte. Han var død inden han rørte jorden. Det var lige før frokost, og da drengen var blevet båret væk for at blive begravet i den grusede jord, fik vi serveret stuvede bønner og majs.
Nu har jeg tænkt mig ingenting at sige, blot vente på at Dueblå og hans veninde går. De kan ikke blive længe; de må bestemt snart have taget alt hvad de vil have. Jeg kan se den bunke de laver ude på vores køkkenbord, de ting de har tænkt sig at tage med. Fjernsynet er der, Achor Achors bærbare, de trådløse telefoner, min mobiltelefon, mikrobølgeovnen.
Himlen er ved at blive mørk, mine gæster har været i vores lejlighed i 20 minutters tid, og Achor Achor kommer ikke hjem før om mange timer, hvis overhovedet. Hans job ligner det jeg engang havde - i en møbelforretning, i baglokalet, hvor jeg tog mig af forsendelsen af prøver til indretningsarkitekter. Selv når han ikke er på arbejde, er han sjældent hjemme. Efter mange år uden en kvindelig partner har Achor Achor fået en kæreste, en afroamerikansk kvinde ved navn Michelle. Hun er dejlig. De mødte hinanden i medborgerhuset, på et kursus i at quilte, som Achor Achor havde meldt sig til ved en fejl. Han trådte ind og fik plads ved siden af Michelle, og han har aldrig forladt hende. Hun dufter af citrusparfume, en blomstrende citrus, og jeg ser mindre og mindre til Achor Achor. Der var en tid da jeg havde den slags tanker om Tabitha. Jeg forestillede mig at vi planlagde et bryllup og frembragte et kuld af børn der talte engelsk sådan som amerikanere gør, men Tabitha boede i Seattle, og de planer var stadig langt væk. Måske romantiserer jeg det nu. Det skete også i Kakuma; jeg mistede en der stod mig meget nær, og mente bagefter at jeg kunne have reddet ham hvis jeg havde været en bedre ven for ham. Men alle forsvinder, ligegyldigt hvem der elsker dem.
Nu begynder processen med at fjerne vores ejendele. Dueblå har strakt armene frem, og hans medskyldige stabler vores ejendele på dem - først mikrobølgeovnen, så den bærbare, så stereoafspilleren. Da bunken når op til hans hage, går kvinden hen til hoveddøren og lukker den op.
"Fuck!" siger hun og lukker hurtigt døren.
Hun fortæller Dueblå at der står en politibil udenfor på vores parkeringsplads. Bilen spærrer faktisk for deres egen bil.
"Fuck fuck fuck!" spytter hun ud.
Denne panik fortsætter et stykke tid, og snart indtager de positioner på hver sin side af vinduet med gardiner, som vender ud mod parkeringspladsen. Jeg forstår af deres samtale at betjenten står og snakker med en latinamerikansk mand, men at hans kropssprog kan tyde på at det ikke er noget presserende. Kvinden og Dueblå giver udtryk for voksende selvtillid og lettelse over at politibetjenten ikke er kommet efter dem. Men hvorfor kører han så ikke? vil de gerne vide. "Hvorfor passer det røvhul ikke sit arbejde?" spørger hun.
De indstiller sig på at vente. Blødningen fra min pande lader til at være holdt op. Med tungen undersøger jeg skaderne i min mund. Der er knækket en flis af en af fortænderne i undermunden, og en kindtand er blevet smadret; den føles forrevet, en savtakket bjergkæde. Men jeg kan ikke bekymre mig om tandproblemer. Vi sudanere er ikke kendte for vores tænders fuldkommenhed.
Jeg kigger op og ser at kvinden og Dueblå har fat i min rygsæk, som ikke indeholder andet end mine lektier fra Georgia Perimeter College. At forestille mig den tid det vil tage mig at genskabe de notesbøger nu da prøven midt i semesteret nærmer sig, får mig næsten på benene igen. Jeg stirrer på mine besøgende med alt det had jeg kan opbyde, og som min gud vil tillade.
Jeg er et fjols. Hvorfor åbnede jeg døren? Jeg har en afroamerikansk veninde her i Atlanta, Mary, bare en veninde, og hun vil at le ad det her. For mindre end en uge siden befandt hun sig i dette værelse, siddende i min sofa, og sammen med Achor Achor så vi Eksorcisten. Achor Achor og jeg havde længe ønsket at se den. Vi har en interesse i begrebet ondskab, det indrømmer jeg, og tanken om en eksorcisme havde vi fundet spændende. Selv om vi følte at vores tro var stærk, og vi havde fået en grundig katolsk uddannelse, havde vi aldrig hørt om en eksorcisme udført af en katolsk præst. Så vi så filmen, og den skræmte os begge. Achor Achor kunne ikke holde det ud længere end de første 20 minutter. Han gik ind på sit værelse, lukkede døren, tændte for stereoanlægget og arbejdede på sine matematikopgaver. I en af filmens scener lyder der en ildevarslende banken på døren, og et spørgsmål trængte sig på for mig. Jeg trykkede på pauseknappen, og Mary sukkede tålmodigt; hun er vant til at jeg standser når jeg går eller kører, for at stille et spørgsmål - Hvorfor beder folk om penge på hovedvejenes midterrabatter? Er alle kontorerne i de bygninger lejet ud? - og i det øjeblik spurgte jeg Mary hvem der i Amerika lukker op når der bliver banket på døren.
"Hvad mener du?" spurgte hun.
"Er det manden eller kvinden?" spurgte jeg.
Hun svarede hånligt. "Manden," sagde hun. "Manden. Manden er beskytteren, ikke?" sagde hun. "Selvfølgelig lukker manden op. Hvorfor?"
"I Sudan kan det ikke være manden," sagde jeg. "Det er altid kvinden der lukker døren op, for når der bliver banket på, er det nogen der er kommet for at hente manden."
Åh, jeg har fundet endnu en tand der er slået en flis af. Mine venner er stadig henne ved vinduet hvor de indimellem skiller gardinerne ad og ser at betjenten stadig står der. Så bander de lidt og indstiller sig så igen på deres sammensunkne venten.
Der er gået en time, og nu er jeg nysgerrig efter hvad politibetjenten foretager sig på parkeringspladsen. Jeg begynder at nære håb om at betjenten faktisk kender til røveriet og simpelthen venter på at mine venner går, for at undgå en konfrontation. Men hvorfor så udbasunere sin tilstedeværelse? Måske er betjenten ved ejendommen for at efterforske narkohandlerne i C4? Men mændene i lejlighed C4 er hvide, og så vidt jeg kan bedømme, er den mand betjenten snakker med, Edgardo, som bor i C13, otte døre fra mig. Edgardo er mekaniker og er min ven; i følge sit eget overslag har han sparet mig for 2.200 $ i bilreparationer i løbet af de to år vi har været naboer. Til gengæld har jeg kørt ham til kirke, på arbejde, til North DeKalb Mall. Han har sin egen bil, men han er helst fri for at køre den. Jeg har ikke set dens aksler have hjul på i mindst seks måneder. Han elsker at arbejde på sin bil og har ikke noget imod at arbejde på min, en Corolla fra 2001. Når Edgardo arbejder på min bil, insisterer han på at jeg skal underholde ham. "Fortæl mig nogle historier," siger han, for han bryder sig ikke om den musik de spiller i radioen. "Overalt i landet spiller de mexicansk musik, bare ikke i Atlanta. Hvad laver jeg her? Det er ikke en by for musikelskere. Fortæl mig en historie, Valentino. Tal til mig, tal til mig. Fortæl nogle historier."
Første gang han spurgte, begyndte jeg at fortælle ham min egen historie, som begyndte da oprørerne, mænd der til sidst sluttede sig til SPLA - the Sudan People’s Liberation Army; det Sudanske Folks Befrielseshær - plyndrede min fars butik i Marial Bai første gang. Jeg var seks år gammel, og oprørernes tilstedeværelse i vores landsby syntes at blive stærkere for hver måned. De blev tålt af de fleste og modvirket af andre. Min far var en velhavende mand efter egnens forhold, ejer af en købmandsbutik i vores by og en anden forretning nogle dages vandring væk. Han havde selv været oprører for år tilbage, men nu var han forretningsmand og ville ikke have nogen problemer. Han ønskede ingen revolution, han havde ikke noget udestående med islamisterne i Khartoum. De generede ham ikke, sagde han, de var en halv verden væk. Han ønskede bare at sælge korn, majs, sukker, gryder, stof og slik.
En dag sad jeg og legede på gulvet i hans butik. Der lød tumult over mit hoved. Tre mænd, to af dem med rifler, gjorde krav på at tage alt hvad de ville have. De hævdede at det var til oprørets bedste, at de ville tilvejebringe et Nyt Sudan.
"Nej, nej," sagde Edgardo. "Ingen kampe. Jeg vil ikke høre om alle kampene. Jeg læser tre aviser om dagen." Han pegede på aviserne som var bredt ud under bilen, og som nu var brune af smøreolie. "Det har jeg fået nok af. Jeg ved besked om din krig. Fortæl mig en anden historie. Fortæl mig hvordan du fik det navn, Valentino. Det er et underligt navn for en fyr fra Afrika, synes du ikke?"
Så jeg fortalte ham historien om min dåb. Den foregik i min hjemby. Jeg var omkring seks år gammel. Dåben var min onkel Joks ide; mine forældre, som var imod kristne ideer, var ikke til stede. De troede på min klans traditionelle religiøse ideer, og landsbyens eksperimenter med kristendom var begrænset til de unge, som for eksempel Jok, dem de ligesom mig kunne lokke. Omvendelse var et offer for enhver mand i betragtning af at fader Dominic Matong, en sudaner der var blevet ordineret af italienske missionærer, forbød polygami. Min far, som havde mange koner, forkastede den nye religion af denne årsag, og også fordi det forekom ham at de kristne var meget optagede af det skrevne sprog. Min far og mor kunne ikke læse; det var der ikke mange på deres alder der kunne. - Gå bare til din Kirke af Bøger, sagde han. - Du skal nok komme tilbage når du får forstanden igen.
Jeg havde en hvid dragt på og var omgivet af Jok og hans kone, Adeng, da fader Matong stillede sine spørgsmål. Han havde gået i to dage fra Aweil for at døbe mig og tre andre drenge, som alle stod for tur efter mig. Jeg havde aldrig nogen sinde været så nervøs. De andre drenge jeg kendte, sagde at det ikke var noget i sammenligning med at skulle have prygl af deres far, men en sådan situation kendte jeg ikke til; min far lagde aldrig hånd på mig.
Vendt mod Jok og Adeng stod fader Matong med sin bibel i den ene hånd og løftede den anden, åbne hånd i vejret. - Ønsker I af hele jeres hjerte og tro at lade jeres barn blive døbt og blive et trofast medlem af Guds familie?
- Ja! sagde de.
Det gav et sæt i mig da de sagde det. Det var meget højere end jeg havde regnet med.
- Når I gør dette, har I så fornægtet Satan og al hans magt, svigefuldhed og upålidelighed?
- Ja!
- Tror I på Jesus, Guds søn, født af Jomfru Maria, ham der led og blev korsfæstet, og som på tredjedagen opstod fra de døde for at frelse os fra vores synder?
- Ja!
Og så blev der hældt koldt, rent vand over mit hoved. Fader Matong havde haft det med på sin to dage lange vandring fra Aweil.
Sammen med min dåb kom mit kristne navn, Valentino, valgt af fader Matong. Mange børn gik under deres kristne navne, men i mit tilfælde blev det navn sjældent anvendt da ingen, heller ikke jeg selv, kunne udtale det. Vi sagde Valdino, Baldero, Benedeeno. Det var først da jeg befandt mig i en flygtningelejr i Etiopien at navnet blev anvendt af alle der kendte mig. Så var det at det usandsynlige skete at jeg efter mange års krig mødte fader Matong igen. Så var det at han mindede mig om mit kristne navn, fortalte mig hvad det kom af, og demonstrerede hvordan det skulle siges.
Edgardo holdt meget af denne historie. Indtil dette øjeblik havde han ikke vidst at jeg var katolik ligesom han. Vi aftalte at gå til messe sammen en dag, men vi har endnu ikke gjort det.
2
"Se den fyr. Bløder fra hovedet og ser helt sindssyg ud!"
Dueblå taler til mig. Han er stadig henne ved vinduet, men hans medskyldige er ude på badeværelset, hvor hun har været et stykke tid. Med denne udvikling, hendes benyttelse af badeværelset, er jeg nu sikker på at lejligheden må forlades. Deres krænkelse af den er nu fuldstændig. Jeg har lyst til at brænde stedet ned i samme øjeblik de er væk.
"Hej, Tonya, kom herind og se på den nigerianske prins. Hvad er der i vejen, mand? Er du aldrig blevet udplyndret før?"
Nu stirrer hun også på mig. Hun hedder Tonya.
"Væn dig til det, Afrika," siger hun.
Det går op for mig at jo længere politibetjenten opholder sig på parkeringspladsen, jo større chance er der for at jeg bliver opdaget. Så længe betjenten er der, er der en mulighed for at Achor Achor kommer hjem, eller Edgardo banker på. Han har kun banket på min dør et par gange før - han foretrækker telefonen - men det er ikke umuligt. Hvis han bankede på, ville det ikke kunne skjules hvad der foregik her.
Min mobiltelefon ringer. Tonya og Dueblå lader den ringe. Nogle minutter efter ringer den igen. Klokken må være fem.
"Se på den luderkarl," siger Dueblå, "hans telefon ringer hvert minut. Er du luderkarl, prins?"
Hvis jeg ikke havde opstillet regler, ville telefonen ringe hele tiden. Der er en kreds på omkring 300 sudanere i USA som holder kontakt med hinanden, jeg ringer til dem, men oftere er det dem der ringer mig op, og vi gør det på en måde der kan betragtes som overdreven. De tror alle sammen at jeg har en eller anden direkte forbindelse til oprørerne, SPLA. De ringer til mig for at få bekræftet ethvert rygte, for at høre min mening om nye udviklinger. Før jeg insisterede på at alle opringninger skulle begrænses til mellem klokken fem og ni, fik jeg gennemsnitligt 70 opringninger om dagen. Jeg har det ikke med at overdrive. Opringningerne holder ikke op. Enhver telefonsamtale på fem minutter kan forventes at blive afbrudt otte-ni gange af andre opringninger. Bol kan ringe fra Phoe-nix, og mens jeg snakker med ham om et visum til hans bror, som er kommet til Kairo, ringer James fra San Jose, og han har brug for penge. Vi deler oplysninger med hinanden om job, billån, forsikringer, bryllupper, begivenheder i Sydsudan. Da John Garang, lederen af SPLA og den mand som mere eller mindre indledte borgerkrigen, døde i et helikopterstyrt i juli, adlød opringningerne ingen begrænsninger eller tidsrammer. Jeg talte i telefon uden ophør i fire dage. Men jeg vidste ikke mere end nogen anden.
I mange tilfælde har Sudans Fortabte Drenge ingen andre. De Fortabte Drenge er ikke et kælenavn som mange fra vores rækker holder af, men det er meget træffende. Vi flygtede eller blev sendt væk fra vores hjem, mange af os forældreløse, og tusindvis af os vandrede gennem ørkener og skove i hvad der forekom at være årevis. På mange måder er vi alene, og i de fleste tilfælde er vi usikre på præcis hvor vi er på vej hen. Da vi var i Kakuma, en af de største og mest fjerntliggende flygtningelejre i verden, fandt vi nye familier, eller mange af os gjorde. Jeg boede sammen med en lærer fra min hjemby, og da han efter to års forløb fik sin familie til lejren, havde vi noget der lignede en familie. Der var fem drenge og tre piger. Jeg kaldte dem søstre. Vi gik til skole sammen, vi hentede vand sammen. Men efter vores genhusning i de Forenede Stater er det igen kun drenge. Der er meget få sudanske kvinder i USA, og meget få ældre mennesker, så derfor er vi afhængige af hinanden angående næsten alting. Dette har sine ulemper, for meget ofte deler vi grundløse rygter og håbløs paranoia med hinanden.
Lige da vi var kommet hertil, blev vi i vores lejligheder i ugevis og vovede os kun ud når det var nødvendigt. En af vores venner, som havde været i USA længere end vi havde, var netop blevet overfaldet på vej hjem. Jeg er ked af at måtte sige at det igen var unge afroamerikanske mænd, og det fik os til at spekulere over hvordan vi blev opfattet. Vi følte os iagttaget og forfulgt. Vi sudanere er let genkendelige; vi ligner ingen andre på Jorden. Vi ligner ikke engang nogen andre fra Østafrika. Isoleringen af mange dele af Sydsudan har gjort at vores genetiske sammensætning er forblevet næsten uforandret. Vi blev indendørs i de uger, ikke kun bekymrede over røveriske unge mænd men også over om USA’s immigrationsmyndigheder ville skifte mening om os. I dag er det morsomt at tænke på hvor naive vi var, hvor fordrejet vores perspektiv var. Hvad som helst forekom muligt. Hvis vi blev for synlige, eller hvis nogle af os løb ind i problemer af en eller anden slags, forekom det ganske sandsynligt at vi alle sammen prompte ville blive sendt tilbage til Afrika. Eller måske bare sat i fængsel. Achor Achor mente at vi kunne blive henrettet hvis de opdagede at vi engang havde været tilknyttet SPLA. I Kakuma løj mange af os på vores ansøgningsblanketter og i vores samtaler med embedsmænd. Vi vidste at hvis vi indrømmede nogen tilknytning til SPLA, ville vi ikke blive sendt til Atlanta, North Dakota, Detroit. Vi ville forblive i Kakuma. Så de af os der havde brug for at lyve, løj. SPLA havde været en del af vores liv fra meget tidligt, og over halvdelen af de unge mænd som kalder sig selv Fortabte Drenge, havde i et eller andet omfang været børnesoldater. Men dette er en del af vores historie som vi har fået besked på ikke at tale om.
Så vi holdt os indendørs. Vi så fjernsyn det meste af dagen og natten, kun afbrudt af lidt søvn og af og til et spil skak. En af de mænd der boede sammen med os i den tid, havde aldrig set fjernsyn, bortset fra nogle glimt i Kakuma. Jeg havde set fjernsyn i Kakuma og i Nairobi men havde aldrig oplevet noget i retning af de 120 kanaler vi havde fået i vores første lejlighed. Det var alt for meget at fordøje på én dag, eller to eller tre. Vi så fjernsyn næsten uden ophold i en uge, og i slutningen af den periode var vi oplivede, modløse, helt igennem forvirrede. En af os vovede sig ud i skumringen for at købe mad eller andet vi havde brug for, og var hele tiden bange for at vi også ville blive ofre for et overfald fra unge afroamerikanske mænd.
Selv om de sudanske ældste havde advaret os om kriminaliteten i de Forenede Stater, var den slags ikke en del af vores officielle orientering. Da vi efter 10 års forløb endelig fik at vide at vi kunne forlade lejren, fik vi et todages kursus i hvad vi ville komme til at se og høre i de Forenede Stater. En amerikaner ved navn Sasha fortalte os om amerikanske penge, om jobtræning, biler, om at betale husleje, om aircondition og offentlig transport og sne. Mange af os blev sendt til kølige steder som Fargo og Seattle, og for at illustrere det sendte Sasha is rundt. Mange af eleverne på kurset havde aldrig holdt is i hånden. Det havde jeg men kun fordi jeg var ungdomsleder i lejren og havde set mange ting i FN-afsnittet, deriblandt lagerrummene med mad, idrætsudstyret som var doneret af Japan og Sverige, Bruce Willis-film. Men skønt Sasha fortalte os at i Amerika må selv den mest succesrige mand kun have én kone ad gangen - min far havde seks - og talte om rulletrapper, vvs-installationer og landets forskellige love, advarede han os ikke om at amerikanske teenagere ville sige til mig at jeg skulle rejse tilbage til Afrika. Første gang det skete, kørte jeg med bus.
Nogle måneder efter at jeg var ankommet, begyndte vi at vove os ud af lejligheden, delvis fordi vi kun havde fået penge til at leve for i tre måneder, og vi måtte finde arbejde. Det var i januar 2002, og jeg arbejdede i elektronikbutikken Best Buy, ude på lageret. Jeg var på vej hjem klokken otte om aftenen efter at have skiftet bus tre gange (jobbet kom ikke til at vare ved, for det tog mig halvanden time at køre 30 kilometer). Men den dag var jeg tilfreds nok. Jeg tjente 8,50 $ i timen, og der var to andre sudanere i Best Buy, os alle sammen ude på lageret, hvor vi flyttede rundt på fladskærmsfjernsyn og opvaskemaskiner. Jeg var udmattet og på vej hjem og glædede mig til at se et videobånd der havde cirkuleret blandt de Fortabte Drenge i Atlanta; nogen havde filmet det nylige bryllup i Kansas City mellem en velkendt sudansk mand og en sudansk kvinde jeg havde truffet i Kakuma. Jeg skulle til at stå af ved mit stoppested da to afroamerikanske teenagere talte til mig.
"Yo," sagde den ene af drengene til mig. "Yo, stodder, hvor kommer du fra?" Jeg vendte mig om sagde til ham at jeg var fra Sudan. Det gjorde ham tankefuld. Sudan er ikke særlig kendt eller var ikke særlig kendt før den krig som islamisterne påførte os for 20 år siden, med dens stedfortrædende hære og utæmmede militser, kom til Darfur i 2003.
"Ved du hvad," sagde teenageren og lagde hovedet på skrå mens han målte mig, "du er en af de afrikanere som forrådte os." Han fortsatte i den dur et stykke tid, og det blev klart at han troede jeg var ansvarlig for at have gjort hans forfædre til slaver. Derfor fulgte han og hans ven efter mig en hel karré, talte til min ryg og foreslog at jeg rejste hjem til Afrika. Forslaget var også blevet forelagt Achor Achor, og nu havde mine to gæster sagt det. For bare et øjeblik siden så Dueblå på mig med en vis medfølelse og spurgte: "Hvorfor er I overhovedet her, mand? Hvorfor er I kommet her for at gå i jakkesæt og opføre jer som om I alle sammen har en uddannelse? Vidste I ikke at I ville blive snydt her?"
Selv om jeg ikke har høje tanker om de teenagere som generede mig, er jeg mere tolerant over for den slags oplevelser end nogle af mine sudanske landsmænd. Det er noget forfærdeligt noget, de antagelser som afrikanere udvikler om afroamerikanere. Vi ser amerikanske film, og vi ankommer til landet med en antagelse om at afroamerikanere er narkohandlere og bankrøvere. De sudanske ældste i Kakuma fortalte os i bestemte vendinger at vi skulle holde os fra afroamerikanere, især kvinderne. Hvor ville de være blevet overraskede over at finde ud af at den første og vigtigste person der kom os til hjælp i Atlanta, var en afroamerikansk kvinde som kun ønskede at sætte os i forbindelse med flere personer der kunne hjælpe. Det skal bemærkes at vi var forvirrede hvad angik denne hjælp; på sin vis anså vi den for at være vores ret selv når vi satte spørgsmålstegn ved andre der behøvede bistand. Når vi i Atlanta så arbejdsløse, hjemløse eller unge mænd der drak på gadehjørner eller i biler, sagde vi: "Gå på arbejde! I har hænder, så arbejd!" Men det var inden vi selv begyndte at lede efter job, og afgjort inden vi indså at det at arbejde i Best Buy ikke på nogen måde ville gøre det lettere for os at opnå vores mål, komme på college og videre.
Da vi landede i John F. Kennedy International Airport, blev vi lovet penge nok til at dække vores husleje og indkøb i tre måneder. Jeg blev fløjet til Atlanta, fik midlertidig opholdstilladelse og sygeforsikring og blev gennem den Internationale Redningskomite forsynet med penge nok til at betale min husleje i nøjagtig tre måneder. Mine 8,50 $ i timen i Best Buy var ikke tilstrækkeligt. Jeg fik et ekstra job i det første efterår, i en forretning med juleting som åbnede i november og lukkede i begyndelsen af januar. Jeg stillede keramikjulemænd på hylder, jeg sprøjtede syntetisk rimfrost på miniaturekranse, jeg fejede gulvet syv gange om dagen. Selv med to job, ingen af dem fuldtids, tjente jeg mindre end 200 $ om ugen efter skat. Jeg kendte mænd i Kakuma som relativt set klarede sig bedre end det ved at sælge sko lavet af reb og bildæk.
Men til sidst førte en avisartikel om sudanerne i Atlanta til mange nye jobtilbud fra velmenende borgere, og jeg fik arbejde i et udstillingslokale for møbler, et sted af den slags hvor indretningsarkitekter kommer, i et forstadskompleks med mange andre sådanne udstillingslokaler. Jobbet holdt mig bagest i forretningen blandt stofprøverne. Jeg bør ikke skamme mig over det, men af en eller anden grund gør jeg det: Mit job bestod i at hente stofprøver til arkitekterne og lægge dem på plads igen når de var blevet returneret. Dette gjorde jeg i to år. Tanken om al den tid der var blevet spildt, så megen tid brugt på at sidde på den trætaburet og katalogisere, smile, takke, lægge på plads - mens jeg hele tiden burde have været i skole - er for meget til at jeg kan rumme den i hovedet. Mine aktuelle timer i Century Club Health and Fitness Centre er på overfladen behagelige, medlemmerne smiler til mig, og jeg til dem, men min tålmodighed er ved at være brugt op.
Dueblå og Tonya har skændtes i nogen tid. De er mere og mere nervøse over formålet med politiets tilstedeværelse på parkeringspladsen. Tonya skyder skylden for at stille bilen på parkeringspladsen på ham; hun ønskede at parkere ude på gaden for at gøre det lettere at slippe væk. Dueblå hævder at Tonya udtrykkeligt sagde at han skulle stille den på parkeringspladsen, så de kunne komme væk så hurtigt som muligt. Denne diskussion har foregået i 20 minutters tid, hurtige, ophidsede ordvekslinger fulgt af langvarig stilhed. De opfører sig som bror og søster, og jeg begynder at tro at de er i familie med hinanden. De taler til hinanden uden respekt og grænser, og det er sådan søskende i Amerika opfører sig.
Lige nu burde jeg være i Ponte Vedra Beach, Florida, sammen med Phil May og hans familie. Phil har været min vært, den amerikanske kontaktperson og vejleder som gik med til at hjælpe mig med at vænne mig til livet her. Han er advokat og arbejder med ejendomshandel, og han købte tøj til mig, lejede min lejlighed, finansierede min Toyota Corolla, gav mig en standerlampe, køkkenudstyr og en mobiltelefon og tog mig med til lægen da mine hovedpiner ikke ville holde op. Nu bor Phil i Ponte Vedra Beach, og for to uger siden inviterede han mig til at tilbringe en weekend der og aflægge besøg på University of Florida. Jeg afslog fordi jeg syntes turen lå for tæt på mine prøver på Georgia Perimeter College. Jeg har to af dem i morgen.
Men i nogen tid har jeg tænkt på at flytte fra Atlanta.
Det behøver ikke være Florida jeg flytter til, men jeg kan ikke blive her. Jeg har andre venner her, andre allierede - Mary Williams og en familie der hedder Newton - men der er ikke nok her nu til at holde mig i Georgia. Der er meget kompliceret i det sudanske samfund her; der er så megen mistænksomhed. Hver gang nogen forsøger at hjælpe en af os, hævder resten af sudanerne at det er uretfærdigt, at de har brug for deres andel. Vandrede vi ikke alle sammen igennem ørkenen? spørger de. Spiste vi ikke alle sammen skind fra hyæner og geder for at fylde vores maver? Drak vi ikke alle sammen vores egen urin? Det sidste er naturligvis apokryft, absolut ikke sandt for det store flertal af os, men det gør indtryk på folk. Under vores vandring fra Sydsudan til Etiopien var der en håndfuld drenge som drak deres egen urin, og nogle få flere som spiste mudder for at fugte halsen, men vores oplevelser var meget forskellige, afhængigt af hvornår vi krydsede Sudan. De senere grupper havde flere fordele, mere støtte fra SPLA. Der er én gruppe, som passerede igennem ørkenen lige efter min egen, der kørte med en vandtankvogn. De havde soldater, geværer, lastbiler! Og tankvognen, som for os symboliserede alt det vi aldrig ville få, og at der altid ville være kaster inden i kaster, at inden for grupper af vandrende drenge var der stadig hierarkier. Alligevel er historierne om de Fortabte Drenge blevet bemærkelsesværdigt ens i årenes løb. Alles beretninger rummer angreb fra løver, hyæner og krokodiller. Alle har været vidner til angreb fra murahalinerne - regeringsstøttede militser på hesteryg - til bombardementer fra Antonovfly, til indfangninger af slaver. Men vi oplevede ikke alle sammen de samme ting. På højdepunktet af vores rejse fra Sydsudan til Etiopien var vi måske 20.000, og vores ruter var meget forskellige. Nogle ankom sammen med deres forældre. Andre sammen med oprørssoldater. Nogle få tusind rejste alene. Men nu forventer kontaktpersoner og avisjournalister og lignende at historierne indeholder visse elementer, og de Fortabte Drenge har været konsekvente i deres villighed til at føje dem. Overlevende fortæller de historier som de medfølende ønsker, og det betyder at de skal gøres så chokerende som muligt. Min egen historie indeholder tilstrækkeligt mange små forskønnelser til at jeg ikke kan kritisere andres beretninger.
Jeg gad vide om mine venner Tonya og Dueblå ville være interesserede hvis de vidste noget. De ved intet om mig, og jeg gad vide om de ville ændre den kurs de er slået ind på over for mig, hvis de kendte til min rejse hertil. Det regner jeg ikke med at de ville.
De er henne ved vinduet igen, de to, og bander over betjenten. Jeg tror ikke der er gået mere end halvanden time, men det er alligevel underligt. Jeg har aldrig oplevet en politibetjent tilbringe mere end nogle få minutter på ejendommens parkeringsplads. Her har tidligere været et indbrud, men der var ingen hjemme, og det var glemt nogle dage efter. Dette igangværende røveri og betjentens forlængede ophold - det virker ulogisk.
Tonya udstøder et skrig.
"Kør, strisser, kør!"
Dueblå står på køkkenstolen og skiller persiennen med fingrene.
"Ja, bliv bare ved! Af sted med dig, røvhul!"
Jeg er nedslået, men samtidig kan betjentens afgang betyde at mine to gæster forsvinder i en fart. Nu ler de.
"Åh, mand, jeg troede at han -"
"Jeg ved det! Han var -"
De kan ikke holde op med at le. Tonya udstøder en hujen.
Nu bevæger de sig ivrigt. Igen stabler Tonya stereoafspilleren, videobåndoptageren og mikrobølgeovnen på Dueblås arme, og igen går han hen til døren. Hun holder den åben, og et øjeblik er jeg bange for at betjenten har lagt en eller anden fælde og kun har ladet som om han er kørt. Måske er han lige rundt om hjørnet? Det ville kunne betyde anholdelsen af de to, men det ville også kunne betyde en længere konfrontation, et gidsel, flere revolvere. Jeg opdager det usandsynlige: at jeg håber på at politibetjenten for længst er væk, og at de to forsvinder lige så hurtigt.
Og i ti minutters tid lader det til at det gør de. I ly af natten er de nu dristige - de bruger to ture hver til at bære alle de værdifulde ting i lejligheden ud til bilen. Og nu står de over mig.
"Nå, Afrika, jeg håber det her har været lærerigt," siger Tonya.
"Tak for din gæstfrihed, broder," tilføjer Dueblå.
De er overgivne på grund af muligheden for deres lette og nært forestående flugt. Dueblå ligger på knæ nu og er ved at trække fjernsynets stik ud.
"Kan du få det?" spørger Tonya.
"Jeg har det," svarer han og stønner da han løfter det ned fra hylden. Det er et stort fjernsyn, en ældre model, løgformet som en ambolt, en 19-tommers skærm. Tonya holder døren åben for Dueblå, og han går baglæns ud. De siger ikke noget til mig. De er væk, og døren er lukket.
Jeg venter et øjeblik på gulvet uden at kunne fatte det. Nu er der en unaturlig atmosfære i lejligheden. Et øjeblik er der mærkeligere nu da de er væk, end der var da de var herinde.
Jeg sætter mig op. Jeg rejser mig langsomt, og smerten i mit hoved sender hvide varmestråler ned ad ryggen på mig. Jeg vakler hen til mit værelse for at se hvilken skade der er sket. Det er ikke ulig den tilstand jeg efterlod det i, minus kamera, telefon, ur og joggingsko. På Achor Achors værelse har de været mindre venlige. Alle hans skuffer står åbne og er blevet tømt; hans arkivskab, som han holder orden i med manisk opmærksomhed på organisering, er blevet væltet, og hele dets indhold - hvert eneste stykke papir han nogen sinde har underskrevet siden han var 11 - dækker nu gulvet.
Jeg går ind i dagligstuen igen og standser op. De er her. Tonya og Dueblå er inde i min lejlighed igen, og nu er jeg bange. De ønsker ikke at have et vidne. Det var ikke gået op for mig før, men nu forekommer det forståeligt. Men hvordan vil de skyde mig uden at tiltrække sig opmærksomhed fra bygningens 54 andre beboere?
Der kan måske være en anden måde at dræbe mig på.
Jeg står i døren og ser på dem. De bevæger sig ikke hen mod mig. Hvis de gør, har jeg et øjeblik til at låse mig inde på mit værelse. Det kan måske give mig tid nok til at flygte ud gennem vinduet. Jeg træder langsomt baglæns.
"Bliv dér, Afrika, bare stå skidehamrende stille."
Dueblå har hånden på pistolen. Fjernsynet står på gulvet mellem dem.
"Vi kan pakke bagagerummet om," siger Tonya til ham.
"Vi pakker ikke bagagerummet om. Vi skal fandeme væk herfra."
"Du siger ikke at vi lader det blive her."
"Hvad vil du gøre?"
"Lad mig tænke."
Jeg er et fjols, som jeg har sagt før. Fordi jeg er et fjols, og fordi jeg er blevet belært for mange gange af gode mænd og kvinder med et strengt moralkodeks, finder jeg styrke i at gøre det gældende som er rigtigt. Det har sjældent hjulpet mig i situationer som denne. Da jeg så dem diskutere, fik jeg en ide, og jeg taler igen.
"Det er på tide at I to går. Det er forbi. Jeg har allerede ringet til politiet. De er på vej." Jeg siger det i et roligt tonefald, men da jeg siger de sidste fire ord, er Dueblå på vej hen mod mig, og i hastig fortsættelse siger han: "Du har fandeme ikke ringet en skid, din idiot," og svinger armen mod mig. Da jeg tror at han sigter efter mit ansigt, dukker jeg hovedet og lader kroppen være ubeskyttet. Og for første gang i livet bliver jeg ramt på en måde som jeg tror kan slå mig ihjel. At blive slået i maven af alle kræfter af en mand som Dueblå - det er næsten uudholdeligt, især for en som mig, dårligt konstrueret, 1,90 meter høj med en vægt på 66 kilo. Det er som om han har fjernet lungerne fra min brystkasse. Jeg er ved at kaste op. Jeg spytter. Til sidst krænger jeg over og falder, og da jeg styrter ned mod gulvet, rammer mit hoved noget hårdt og brudsikkert, og det er foreløbig enden på Valentino Achak Deng.
