Hvide skygger af Steen Bach Christensen
Den gamle mand med det lange hvide hår, de slidte støvler og den noget anløbne frakke skræver med besvær hen over nogle brædder, der er smidt midt i rummet. Han bander, da han et øjeblik er ved at miste balancen, og undgår kun at falde ved at tage et par hurtige skridt ind mod væggen, som han støtter sig til med begge hænder. Murværket føles behageligt koldt, og lugten af frisk mørtel minder ham om værkstedets lugt af vådt ler og dampende, nyhærdet gips. Han står tungt og hiver efter vejret, som han gennem længere tid har gjort ved den mindste anstrengelse. Så sukker han dybt, inden han stivbenet af både kulden og alderen fortsætter gennem de mange rum.
Byggeriet af museet er nået betydeligt længere, end han forestillede sig, da han tog af sted på sin sidste rejse til Rom for halvandet år siden. Til trods for at han selv har været med til at bestemme indretningen af det, inden han rejste, er han alligevel overrasket nu, da han er tilbage og går rundt i det. Både rummenes størrelse og antal overgår langt, hvad han i sin tid forestillede sig. Hvordan skal han nogensinde kunne fylde så megen plads ud? Hvordan skal han undgå, at hans livsværk forsvinder i den endeløse række af rum, der i to etager er bygget op omkring en tom, lukket gård? Skal han virkelig opleve, at hans modstandere får ret, at hans værker vil drukne i et alt for stort og alt for mærkeligt museum? Har hans forfængelighed alligevel vundet?
På vej gennem bygningen bliver han mere og mere overbevist om det, mere og mere sikker på, at han igen har overvurderet sit arbejde. Det minder ham i ubehagelig grad om dengang, han lavede sit mislykkede gravmonument for paven, det monument, der hjemme på værkstedet havde set så imponerende stort ud, men som nærmest var forsvundet i Peterskirkens enorme indre, da det først var sat op. Der er bare den afgørende forskel, at han dengang var ung. Nu er han gammel og burde være blevet klogere.
For hvert rum, han kommer igennem, er det, som om han når længere og længere ind i den labyrint af mørke, han i de senere år har opdaget inden i sig selv, og han får den tanke, at hvis han fortsætter, vil han nå helt ind i sit inderste og også dér finde et tomt, lukket rum, uden glæde, uden sorg, uden andet end tomhed. Han standser op og sætter sig på en stabel mursten, der står op ad væggen i et af de mange rum, som endnu ikke er blevet færdigt. Er det virkelig, hvad der er tilbage efter så langt et liv? Oven i købet et liv, der har været så utroligt som hans. Så fuldt af arbejde og venner og kvinder. Så fuldt af succes. Er han måske ikke en af landets berømteste personer? En af Europas berømteste kunstnere? Har han ikke opnået alt det, man kan drømme om? Han synker sammen under sin egen vægt og retter sig først op, da murstenene under ham begynder at skride. Han har grund til at være tilfreds. Det er gået ham bedre, end nogen overhovedet havde kunnet forestillet sig, da han for mange år siden blev født med udsigt til et alt andet end spændende liv. Også bedre, end han i sin vildeste fantasi selv havde drømt om, da han i de første år på akademiet havde opdaget sine usædvanlige evner. Men hvorfor er han så ikke tilfreds? Hvad vil han mere?
Han ved, hvad Anna Maria ville sige, hvis hun var her. Eller Frances eller Fanny. De ville sige, at han havde opnået alt det, der ikke betyder noget. At han var blevet rig og berømt, men aldrig havde forstået, at det vigtigste i livet er kærligheden. Han kan ligefrem høre dem sige det, ikke anklagende eller bedrevidende, men nøgternt konstaterende, som om de gjorde opmærksom på et indlysende faktum. Men kvinderne i hans liv er der ikke mere. De er enten døde eller langt væk. Der er kun ham selv og et liv, der er gået. Er det i virkeligheden det, der er galt? At livet er gået, og han skal dø? Nej, han er ikke bange for at dø, han glæder sig til det. Der er ikke mere for ham at gøre.
Den gamle mand ryster på hovedet, så det viltre hår blæser om ørerne på ham. Det er ikke det, han ikke nåede, der plager ham. Det er derimod det, han nåede, han har svært ved at affinde sig med. Det er bevidstheden om, at man selv i et liv som hans ikke er i stand til at nå længere. At man selv med hans store evner og al den medgang, et menneske kan ønske sig, alligevel ikke er i stand til at gøre en større forskel, til afgørende at forandre kunsten. Det er det, han har svært ved at holde ud. Og så skal han oven i købet opleve, bare fordi han tillader sig at blive gammel, at den smule, han har nået, bliver angrebet eller ligefrem set ned på af yngre folk, der vil andre ting. At han bliver overhalet af tiden, overhalet af verden.
Han går hen til et af de høje, aflange huller i væggen, hvor vinduerne engang skal sidde, og ser ud i museets gård, der er omgivet af mure til alle sider. Kun op mod himlen er den åben. Efter et mislykket forsøg på at kravle ud fortsætter han gennem de halvfærdige rum, til han endelig finder en vej ud i den stenbelagte gård – hans sidste hvilested. Da han står derude, søger hans øjne hele tiden hen mod den store stenplade midt i gården, hvor han ved, der neden under er lavet et rum til hans kiste. Han kommer til at tænke på den protestantiske kirkegård i Rom, hvor han for nylig har taget afsked med Frances. Hvor langt dejligere havde det sted ikke været med sin blanding af vild natur og frodig beplantning end hans eget gravsteds ensomme geometri. Han ser op i den firkantede himmel. Nej, det er ikke døden, han er bange for, det er livet. Det liv, der er gået. Kan de virkelig have ret, alle de, der påstår, at han hele sit liv har været så optaget af sit eget, at han har glemt det vigtigste? At han har fejlet, når det kommer til det vigtigste af alt, kærligheden. Han forstår dem ikke. Hvordan kan de være så sikre på, at kærligheden er det vigtigste af alt? Hvordan kan de overhovedet være så sikre på, hvad kærlighed er? Hvad ved de om kærligheden til kunsten? Om at give sig hen til noget, som er større end en selv, større end et andet menneske? Hvad ved de om at elske sin skæbne?
Nej, han må hjem, han må væk, inden tvivlen for alvor får tag i ham. Han er for gammel til at tvivle. Støvlernes hårde sål mod fliserne smælder tilbage mod ham fra murene, da han overraskende hurtigt skrår tværs over gården. Demonstrativt går han lige hen over sin grav, der kvitterer med to hule drøn.
Han har stadig gåsehud, da han står uden for museet.
1
Der trænger uhyggelige lyde ud gennem den lukkede dør ind til sovekammeret. En dæmpet jamren stiger til frygtelige skrig, der får hårene til at rejse sig på den mand, der er gået i stå midt i stuen. Han skuler uroligt hen til døren, inden han ser ned på flasken i sin hånd. Først nu er det for alvor ved at gå op for ham, hvad der er ved at ske. Et barn, de skal have et barn. Han ser sig om i den lavloftede stue, hvor soden fra tranlampen har farvet det meste af loftet sort. Er det noget at byde et barn? To små, klamme rum, hvor fugten driver ned ad væggene, og skimlen blomstrer hen over de rå gulvbrædder. I forvejen har de dårligt nok, så de kan få mad på bordet – for slet ikke at tale om, hvad de ellers har brug for. Han tager en slurk mere af flasken og bander, da han opdager, at den næsten er tom. De har ingenting. Ingenting. Han skulle være blevet på Island. København er et hul, et stinkende, usundt hul, fuld af sygdom og elendighed. Deroppe havde han i det mindste haft naturen og den friske luft. Hernede er der kun råddenskab og fattigdom. Han begynder at gå frem og tilbage i stuen. Fra det massive bord med de to tarvelige bænke, hvor han har smidt sit overtøj, hen til skabet, der når næsten helt op til loftet og rokker, hver gang han kommer forbi. Derfra de få skridt hen til kisten under vinduet og tilbage igen. Han er irriteret over, at han havde så travlt med at komme hjem fra arbejde. Han skulle have holdt sig væk, indtil det hele var overstået.
Manden, der går rundt i stuen, er Gotskalk Thorvaldsen. Som syttenårig sendt til København af sin far i håb om, at han dér sammen med sin bror ville få et bedre liv, end det, der ventede dem i den lille bygd på Island, hvor de var født og vokset op. Faren havde ikke sendt dem af sted med de store forhåbninger. Især var han bekymret for Gotskalk, der ikke ligefrem var den kvikkeste af hans børn, og heller ikke den, hænderne var skruet bedst på. Det var da også langtfra gået, som han havde håbet. Det er allerede flere år siden, storbyen med en ulykkelig blanding af sygdom, brændevin og løsagtige kvinder har taget livet af den ældste søn, og selv om Gotskalk efterhånden i en del år har ernæret sig som billedskærer, har heller ikke han klaret sig for godt. Ligesom sin bror havde han hurtigt slået sig på flasken, og selv om det efterhånden er tretten år siden, han kom til København, har han hverken vænnet sig til storbyen eller til Danmark. På et tidspunkt var han rejst tilbage til Island, men som de fleste, der prøver at vende hjem, havde han hurtigt opdaget, at det var umuligt. Det hele var blevet for småt, ingenting var længere, som han huskede. Efter kort tid var han rejst tilbage til Danmark. I en alder af tredive føler han sig hjemløs, uanset hvor han er.
Han støtter hænderne mod linnedkisten og læner sig så langt frem, at hans næse næsten rammer ruden. Udenfor siler det ned. En kold, trøstesløs novemberregn, der har fået rendestenen til at flyde over, så rotterne farer forvirrede rundt, og mudder og affald blander sig med latrin til en uhumsk vælling, der sejler gennem gaden. Det er præcis sådan et vejr, han hader allermest, hvor alting er koldt og mørkt, og den sidste mulighed for at kunne bilde sig selv ind, at det hele er godt nok, er forsvundet. Han opgiver at gå nogen steder og håber i stedet, at det hele snart er overstået. Igen ærgrer han sig over, at han er taget lige hjem. Hvis ikke han i dag skulle have delt en pot brændevin med sine arbejdskammerater, så ved han ikke, hvornår han skulle. Det er svært ikke at tænke på flasken, der står på bordet og er tom. Han retter sig op og er ved at slå hovedet ind i muren over vinduet. Gotskalk er en stor mand, høj og bred, med firkantede hænder, rødt hår og isblå øjne. Det er ikke for ingenting, at man på værftet kalder ham for vikingen. Men man gør det også for sjov, for bortset fra hans statur og evne til at drikke er der absolut ingenting ved ham, der minder om de handlekraftige og virkelystne forfædre. Tværtimod.
Inde fra sovekammeret er det ikke længere råb og stønnen, men lange, forvredne skrig, der trænger ud til ham. Høje skrig, der bliver ved og ved. Han står stille og tænker, at så voldsomme smerter kan ingen holde ud, ikke i så lang tid, og slet ikke Karen. Han kender hende.
Da der pludselig bliver stille, ved han, hvad der er sket. Hun er død. Karen er død. Endnu en gang er det gået galt for ham. Hans øjne fyldes af tårer, og pludselig kan han se, at flasken ikke længere er tom. Han griber ud efter den og hører i det samme et højt klask efterfulgt af barnegråd. Tårerne løber ned ad hans kinder, da døren går op og nabokonen står med en bylt på armen. Bag hende kan han se Karen, der rød og udmattet hviler tungt i puderne. Hun prøver at løfte hovedet, da hun får øje på ham, men opgiver hurtigt og sender ham i stedet et træt smil.
Gotskalk træder et skridt frem og ser på den lille. Han har svært ved at se, det er et menneske, der bliver holdt frem mod ham. Kager af blod ligger som en mørk glorie om det lille, rynkede ansigt. Han synes ikke, han nogensinde har set noget så grimt, og alligevel bliver tårerne ved med at strømme fra hans øjne.
"Ja, han er måske ikke så køn lige nu,"siger nabokonen, "men han er hel og velskabt, og det er det vigtigste. Glæd dig, Gotskalk, du har fået en søn!"
Det er den 19. november 1770, og drengen, der lige er kommet til verden, indskrives få dage efter i kirkebogen som Bertel Thorvaldsen. Et navn, der ved hans død trekvart århundrede senere er kendt i hele Europa for et værk hugget i sten, men bygget på sand.
2
Halvandet år gammel er Bertel for første gang på vej uden for Københavns volde. Sammen med sin mor og far er han netop sluppet forbi vagterne ved Østerport, der i dagens anledning har fået ordre på at lade menneskestrømmen passere uden de sædvanlige forhindringer. Klokken er kun lidt over syv, og selv om det er ved at være forår, er det stadigvæk koldt så tidligt på morgenen. Karen har svøbt et tæppe om sin lille søn, for at han ikke skal fryse. Hun har svært ved at forstå, hvorfor den slags forestillinger, de er på vej ud til, absolut skal foregå så tidligt. Det ville da være meget mere bekvemt for alle, hvis man lagde det noget senere på dagen. Men som sædvanlig er der ikke nogen, der tager hensyn til, hvad hun mener.
Sammen med tusindvis af andre er hun på vej ud på Østre Fælled for at se Struensee få sin velfortjente straf for at have forgrebet sig på kong Christians unge kone og tilranet sig kongemagten. Ligesom de fleste andre, der er på vej samme sted hen, ved hun ikke, at når den tyske læge om kort tid får hovedet hugget af og indvoldene revet ud, er det hverken på grund af hans intime forhold til dronningen, eller fordi han har grebet magten, som det jo er indlysende for enhver, at den sindssyge konge ikke selv kan forvalte. Der er såmænd adskillige ved hoffet, der har haft lyst til at gøre det samme med den lille dronning, som han har gjort, og hvad angår magten, så står der allerede nogen parat til at overtage den også. Nej, når tyskeren skal dø, er det, fordi han med kongens enevældige magt i hænderne har forsøgt at sprede revolutionens pest i Danmark, fordi han fra sit skrivebord har forsøgt at omstyrte samfundsordenen med sine tanker om frihed og lighed og demokratiske tilstande. Dét er hans brøde. At han ikke har forstået, at man i Danmark er tilfreds med den orden, Gud har givet, og som kongen, uanset hvor sindssyg han måtte være, er øverste repræsentant for, en orden med ro og stabilitet og frem for alt sikkerhed for, at folk bliver på den plads, som de nu engang har fået tildelt ved fødslen.
Alt det ved Karen ingenting om, og hun er også ligeglad. For hende betyder det ingenting, hvem der bestemmer. Når man er fattig, er man fattig. Sådan er det, og sådan vil det altid være. Det skal der mere end et par dekreter til at lave om på. Hun er mødt op i håb om at få bare en lille smule spænding i et liv, der er så trøstesløst, at hun har svært ved at forstå, hvordan hun holder det ud.
Da de når frem til retterstedet, er der allerede sort af mennesker. Gotskalk bander og ville ønske, at han var blevet hjemme. Han ser irriteret på Karen, som stirrer anklagende tilbage på ham, som om det er hans skyld, at de ingenting kan se. Hun holder Bertel, som hun står med på armen, frem foran sig, og pludselig bliver hans søn også en anklage mod ham. Et øjeblik har han lyst til at opgive det hele, vende sig om og gå og aldrig komme tilbage. Det er ikke første gang, han får den tanke, men han har aldrig gjort det, for han ved ikke, hvor han skal gå hen. Når det kommer til stykket, kan han ikke forestille sig et andet liv, end det, han har, et liv med fattigdom og elendighed og flasken som eneste trøst. Hvorfor skulle der være bedre et andet sted? Ligegyldigt hvor han havner, vil det altid være det samme, han vil være fattig, og han vil være fremmed, sådan er det, og derfor kan han lige så godt blive, hvor han er. Her har han i det mindste sit arbejde, selv om det kun lige holder dem skindet på næsen, og så har han Karen, som godt nok evig og altid skælder ud og beklager sig over ham, men som alligevel lader ham varme sig mellem hendes lår, når nattekulden bider. Og selv om hun er begyndt at sjuske vel rigeligt med sig selv, siden Bertel er kommet, og efterhånden også drikker mere, end godt er, er hun stadigvæk kønnere end så mange andre, han kunne være gift med.
Gotskalk tager en dyb indånding og giver sig til at mase sig vej gennem myldret af mennesker. Selvfølgelig har Karen ret, når de nu er kommet helt herud, skal de jo også kunne se noget.
Efter lang tids masen og skubben lykkes det ham at få dem helt frem til skafottet. De oplever derfor alle tre fra forreste række, hvordan bødlen, efter først at have hugget Struensees højre hånd af, er nødt til at hugge flere gange, før det endelig lykkes ham at skille den ulykkelige mands hoved fra kroppen. Der går et sus gennem folkemængden, da det første forsøg ender med, at øksen sætter sig fast i skulderen på staklen, der skriger som et dyr, da den bliver vredet løs. Bertel, der ikke forstår, hvad der foregår, peger begejstret op på manden med den store økse, da han svinger den for tredje gang.
Ingen af dem ved, at den mand, hvis hoved kort efter bliver løftet op af den blodige kurv og vist frem, nogle år senere skal vise sig at få den største betydning for Bertels liv.
3
Der går dog først nogle år, hvor Bertel vokser op og hurtigt bliver berygtet som noget af en ballademager. Både når han er hjemme, og når han strejfer omkring i byen med sine venner, er der ballade. Allerede inden han er seks år gammel, er han flere gange blevet afleveret hos Gotskalk og Karen med besked om, at næste gang garanterer man ikke for, hvad man kan finde på at gøre ved den lømmel af en knægt, de har til at løbe rundt. Senest har en rasende mor påstået, at Bertel har slået hendes søn i hovedet med en kæp, så der er kommet et hul på størrelse med en skilling.
Gotskalk har for længst opgivet at få sat skik på Bertel. Hverken med det gode eller det onde er det lykkedes ham at få knægten til at opføre sig ordentligt. Ikke engang da han bankede ham, så han ikke kunne gå i flere dage, fordi det ene ben var blevet mærkelig lamt, havde det hjulpet. Det eneste, der var kommet ud af det, var, at Karen havde råbt og skreget som en sindssyg, ikke ad deres uregerlige søn, men ad ham, og bagefter i flere uger havde nægtet ham hans ægteskabelige ret i alkoven.
Også Karen er hver dag på fortvivlelsens rand over, hvad drengen nu har fundet på. Om han endnu en gang er blevet grebet af torvevægteren i at stjæle fra bøndernes vogne på Gammeltorv, eller om han nu igen har smadret en rude i et af gadens huse. Det er ikke mere end nogle dage siden, hun var inde ved hovedvagten på Kongens Nytorv og hente ham, efter at han sammen med et par større drenge var blevet holdt tilbage for at være kravlet op på taget af et af skilderhusene.
Lige nu, syv år gammel, står Bertel uden for køkkenvinduet og vinker ind til hende, inden han grinende forsvinder ned ad Grønnegade. Hun er sikker på, at han igen har taget et eller andet fra sulefadet, sikkert en stump pølse. Da hun endelig får vinduet op, er han for længst væk i vrimlen af dyr og mennesker, der hver formiddag skaber trængsel i den smalle gade. Hun slår resigneret ud med armene og lader sig falde tungt ned på bænken. Hun elsker sin søn, men han tager livet af hende. Selvfølgelig er det også hendes skyld, at han er så vild, hun ved det, hun burde tage sig noget mere af ham. Det er bare svært, når alting er, som det er. Når den eneste måde at holde livet ud på er indimellem at tage sig en dram og glemme det hele. Og når hun først har taget sig en dram, får hun lyst til én til og én til og én til. Nej, der er ikke noget at sige til, at hendes Bertel er blevet noget vild i det, men en skarnsknægt, som naboen forleden dag havde kaldt ham, bare fordi han havde smidt en død rotte ind gennem hans vindue, det ville hun ikke gå med til. Uvorn, ja, og fuld af krudt, der sjældent blev brugt til noget fornuftigt, det var han, men han var stadigvæk en god dreng.
Karens øjne søger flasken, men hun ser hurtigt væk igen. For gud ved hvilken gang tænker hun på, om det virkelig kan være Gotskalk, det dorske drog, der er hans far, eller om det alligevel var gået galt en af de gange Anders Grønlund havde været oppe under skørterne på hende, da hun var i huset hos ham. Hun ved det ikke, og hun er også ligeglad. Det eneste, hun ved, er, at hun ikke skal have flere børn. Hverken med den ene eller den anden.
Nogle gange drømmer hun om igen at være seksten år og tilbage i Lemvig, hjemme ved mor og far, inden alt det forfærdelige skete. Dengang hun bare var degnens datter, der, uden at nogen rigtig havde lagt mærke det, pludselig var blevet byens kønneste tøs med store, nysgerrige øjne og hår, der var knitrende gult som ilden i smedens esse. Hvis hun bare havde passet på dengang, så var det måske aldrig gået, som det gjorde. Så havde hun måske kunnet tage tilbage. Men det var jo ikke hendes skyld, at hendes krop pludselig var begyndt at bule ud de mærkeligste steder, så kjolen strammede, og mændene drejede hovedet af led, når hun gik forbi. Ikke mindst smeden med de sorte hænder og de stærke arme, der altid havde fået det til at krible i hende, drejede hver gang sin brede hals efter hende. Hele hans krop mindede hende om en tyrs, når han bredsporet og rød i hovedet svingede armene, der sad fast på hans krop som sorte køller.
Bagefter vidste hun godt, at det var på grund af smeden, hun var begyndt at mødes med hans søn, som alle kunne se en dag ville blive lige så stor som sin far, og som længe havde forsøgt at komme i snak med hende. På den måde fik hun lejlighed til en gang imellem at stå i smedjen og se de to arbejde på at reparere en plov eller smede sko til en hest. Hun elskede at se på dem, mens de arbejdede, og det bedste øjeblik var altid, når smeden bøjede sig ind over essen efter det glødende jern og så op på hende med ild i blikket. Derfor vidste hun også, at det var forkert af hende, da hun en aften efter et bal var fulgt med hans søn ind i smedjen. Hun havde først protesteret, men selv om sønnens arme endnu ikke var så brede som farens, havde de været stærke, og til sidst havde hun givet efter. Fra det øjeblik porten med en høj skramlen havde lukket sig efter dem, vidste hun, det ville gå galt. Presset op ad porten havde hun ladet smedens søn gøre, hvad han ville. Fuld og klodset havde han revet hendes kjole i stykker foran, mens han havde rørt ved hendes bryster og forsøgt at kysse hende. I stedet for at blive vred var hun blevet brændende varm. På et øjeblik havde en dunkende varme bredt sig til ukendte steder i hendes krop og truet med at få den til at eksplodere. I mørket havde hun ikke kunnet kende forskel på faren og sønnen, og da hun først havde overgivet sig, var hun også ligeglad, hvem af dem det var. I stedet for at kæmpe imod havde hun hjulpet til, så godt hun kunne, løftet skørterne højt op og var netop ved at trække de uldne bukser ned, da porten pludselig gav efter bag dem. En frydefuld blanding af skræk og lyst havde fået det til at sortne for øjnene af hende, da smeden pludselig stod foran dem med fråde om munden og et vanvittigt blik i øjnene. Hun så derfor ikke, da han greb en af de lange tænger, der blev brugt til at tage det glødende jern ud af ilden, og hørte heller ikke, da han med en dump, knasende lyd ramte sin søn på siden af hovedet med den. Hun kom først til sig selv, da han lå oven på hende på det hårde gulv, tung og prustende og hamrede noget alt for stort op i hende, igen og igen, mens han græd og spyttede og råbte de værste ting ind i hovedet på hende.
Den næste tid havde været et helvede. Smeden, som senere blev hængt for mordet på sin søn, havde været så hård ved hende, at hun hverken kunne gå eller stå i en hel uge, men måtte ligge i sengen med skiftevis kulderystelser og høj feber. Lige så slemt var det dog, at hendes far, da han hørte, hvad hun havde været skyld i, havde givet hende sådan et lag tæsk, at hun stadigvæk takkede Gud for, at der havde været frisk halm i dynen, for hun var overbevidst om, at hun kun på den måde havde reddet livet.
Dagen efter at hun havde rejst sig fra sengen, var hun blevet sendt til København med forbud mod nogensinde at vise sig på egnen igen.
Nej, forestillingen om at vende hjem er en drøm, der aldrig vil gå i opfyldelse. Der er ikke andet at gøre end at holde ud, hvor hun er, og prøve at få det bedste ud af det.
Pludselig råber Bertel henne fra døren:
"Var der noget?"
Karen har allerede glemt, hvad det var, hun ville skælde ud over. I stedet siger hun:
"Kan du ikke løbe ned til far med hans madpakke? Han glemte at få den med i morges."
Kort tid efter er Bertel på vej hen til Larsens Skibsbyggeri, det lille, private værft, hvor hans far arbejder som billedskærer. Mens han løber af sted, forestiller han sig, at faren i stedet arbejder ovre på det kongelige værft på Holmen og er med til at bygge de store orlogsskibe, der bliver lavet dér. Men selv om Bertel ikke er ret gammel, forstår han allerede, hvorfor faren ikke er det.
Da han når frem, er Gotskalk væk. En af hans arbejdskammerater siger med et smørret grin, at han bare skal sætte sig ned og vente, så kommer hans far nok på et tidspunkt.
Mens han venter, ser Bertel på det udskæringsarbejde faren er i gang med; et ornament, der skal sidde over en dør. Det er ikke noget særligt, bare en stor sløjfe, der slynger sig omkring nogle blade, men alligevel undrer han sig over, at faren ikke gør sig lidt mere umage. Det er jo så tydeligt for enhver, at de linjer, han er ved at skære, er dårlige. Og tegningen, han arbejder efter, er også håbløs. Stregerne passer ikke sammen, er alt for store og kluntede. Med sådan en tegning skal det gå galt. Han spytter på fingeren og forsøger at rette på tegningen ved at gnide lidt hist og her.
Opslugt af arbejdet hører han ikke sin far, før han pludselig brummer lige bag ham:
"Nå, der er nok en, der gerne vil hjælpe."
Gotskalk har for længst opdaget, at hans søn har usædvanlige anlæg for at skære i træ. Derfor bliver han ikke længere vred, når Bertel retter på hans arbejde. Tværtimod har Gotskalk sagt til ham, at han gerne må komme og hjælpe ham med skæreriet, når han har lyst, og til hans store overraskelse dukker Bertel tiere og tiere op. Der er flere fordele ved, at Bertel hjælper ham. I den tid drengen sidder og snitter i træ, løber han ikke rundt i byen og laver ulykker, og samtidig kan han selv holde lidt fri. Gotskalk ser frem til den dag, hans søn er blevet stor nok til for alvor at hjælpe ham, også med større opgaver.
"Tag jernet og se, hvad du kan finde ud af, søn, så spiser jeg imens,"siger han og griber madpakken.
På et øjeblik er Bertel væk. Der er kun værktøjet og træet og formen tilbage. Snirkeljernet, der glider gennem træet i små præcise ryk. Formen, der langsomt dukker frem. Det er det bedste, han ved, at forsvinde ind i træet som et skarpslebet jern og dukke frem som en form.
Han hører ikke, at flere af farens arbejdskammerater har samlet sig bag ham, hvor de kommer med bemærkninger som: Den dreng har nemme for skæreriet, Gotskalk, og tegne kan han også. Pas du på han ikke pludselig gør dig arbejdsløs. Eller: Det var satans, som hænderne er skruet rigtigt på den bette fyr. Er du helt sikker på, at han er din?
Gotskalk vifter drillerierne af og lader sin søn arbejde.
