I dag og i morgen af Henriette Rostrup
Vi zoomer ind på et land og en by. Det kunne være en hvilken som helst by i landet, det kunne være et hvilket som helst land. Men det er byen København i landet Danmark.
JANUAR
Fredag d. 5. januari
I ti vidneerklæringer fortæller amerikanske forhørsledere om tortur i de fangelejre, de danske soldater leverede fanger til i Afghanistan. Erklæringerne har været offentliggjort på nettet siden december 2006, men den danske regering benægter ethvert kendskab til dem.
FN anbefaler Europa at tage imod flygtninge fra Irak.
Flere små drenge i USA og Pakistan har hængt sig efter at have set videoen af Saddam Husseins henrettelse.
I Washington D.C. er demokraten Nancy Pelosi blevet valgt som formand for Repræsentanternes Hus. Dermed bliver hun kvinden med det højest valgte politiske embede nogensinde i USA.
Himlen trækker sig sammen over Nørrebro. Marie ser de mørke skyer samle sig over den store, åbne gård, som Sikorsky-helikopterne til Rigshospitalet indimellem flyver hen over. Hun ser på Jasper i sofaen overfor, der sidder med brevet i hånden. Hun kigger på deres halvandet år gamle datter, Anna, der sidder i en ring af legetøj, som hun har fået i julegave. Hun svinger lykkeligt en monotont rappende and ned i en xylofon, igen og igen.
Marie ser Jaspers fraværende smil og blikket, der kærtegner det engelsksprogede brev, der fortæller, at han er blevet optaget på arkitektskolen i Paris. Han skal starte til september. Han aer automatisk Anna på hovedet og smiler fraværende til Marie. De har snakket om det i flere måneder. Det er Marie, der har opfordret ham til at søge.
Hun kan mærke vejrtrækningen blive besværet, som om nogen breder en nylonstrømpe ud over hendes lunger, så luften ikke kan komme langt nok ned. Hun ser rundt i stuen, fyldt med legetøj, overtøj der ligger der, hvor det blev smidt, da de kom hjem fra vuggestuen, aviser og breve i bunker, nullermænd i hjørnerne. Rummet er stort og langt; to stuer er blevet slået sammen, og de har gjort sig umage for ikke at fylde for mange møbler derind, så der ikke bliver for trangt. Selvom de har boet her i ni måneder, er der stadig dage, hvor hun stiller sig midt på gulvet, slår armene ud og drejer rundt og rundt om sig selv i fryd over ikke at støde ind i noget. Tanken om endnu en gang at bo i en toværelses med skrivebord i soveværelset og kravlegård i stuen føles som en skruetvinge, der strammes om hendes kranie.
Marie rejser sig, tager kaffekoppen og går ud i køkkenet for at vaske den op. Hun må gribe om bordkanten og åbne vinduet for at få luft. Hun ser ned i køkkenvasken, gammel kaffegrums og teposer har lavet brune rande i den ridsede emalje. Vandhanen drypper, og der er kalkstriber på grebene.
Marie åbner lågen under skabet og griber det nærmeste rengøringsmiddel, hælder det ud i vasken og begynder at skure med opvaskebørsten.
Hun kan høre Jasper inde i stuen. Han taler i telefon, fortæller begejstret om brevet. Hun kan høre, at frygten for skuffelse ligger i hans stemme og styrer samtalen. Alligevel kan han ikke helt undertrykke glæden.
Der lyder et bump, og Anna begynder at græde. Marie smider opvaskebørsten og skal til at styrte ind og gribe hende, men så stivner hun og står helt stille. Hun venter. Hører Jasper det? Reagerer han? Tager han Anna op? Med jævne mellemrum spekulerer hun på, hvordan det vil gå, hvis hun og Jasper flytter fra hinanden. Vil han så gøre alle de ting, hun normalt gør? Vil han selv finde Annas bukser om morgenen og huske at smøre creme i numsen, når han skifter ble? Vil han huske at købe bleer og engangsklude? At give Anna ekstra varmt tøj på, når de skal i skoven? Vil hun blive et barn, der græder meget, fordi hendes far er glemsom og ukoncentreret, eller vil han overraske og gøre alt det, han skal? Er det fordi, hun ikke giver ham plads nok, at han ikke gør disse ting af sig selv? Er hun ligesom sin mor, der altid beklagede sig over, at det var hende, der ordnede vasketøj, men alligevel aldrig tillod andre at bruge vaskemaskinen, fordi den kunne gå i stykker?
Hun tørrer sine hænder i bukserne og går ind i stuen. Jasper står med Anna på hoften og taler i telefon. Anna hikster lidt og rækker ud efter telefonledningen, og Jasper vugger hende fraværende uden at se på hende.
»Her. Tag hende lige. Jeg snakker i telefon,« siger han til Marie og rækker Anna ud, før Marie er kommet helt hen til ham, som om det kun er et spørgsmål om tid, før han giver slip.
Hun trøster Anna og går ud i køkkenet igen, som en husmor fra halvtredserne, der føler sig tryggest blandt gryder og viskestykker. Der er egentlig en time, til Anna skal spise, men Marie ved ikke, hvad hun ellers skal foretage sig. Hun sætter Anna på gulvet, stikker hende en grydeske og et dørslag, og tager grøntsagerne ud af køleskabet, skræller kartofler og snitter tanketomt gulerødder. Hun må hvile underlivet mod kanten af køkkenvasken imens. Hun har det, som om hun ellers ville knække sammen på midten.
Jorden fra kartoflerne blander sig med resterne af skuremidlet i det kolde, rindende vand og bliver suget ned i afløbet i en lille malstrøm. Marie lader sig suge med ned, lader sig opsluge af de grumsede kloakrør i jorden under dem.
Det giver et sæt i hende, da Jasper lægger hånden på hendes skulder.
»Hvad laver du?«
»Aftensmad til Anna.«
»Jeg har lige snakket med de gamle. De vil invitere os ud at spise.«
»I aften?«
»Ja, altså for at fejre det, du ved.«
»Jeg orker ikke dine forældre i aften. Og måske er der heller ikke så meget at fejre endnu.«
»Hvad mener du?«
»Vi skal jo lige have styr på det hele.«
»Tak for tilliden,« siger Jasper, tager Anna og går demonstrativt ind i stuen, mens han fortæller hende, at hendes mor ikke bakker ham op.
»Hvor er det hyggeligt, at I ville komme og spise med os! Og på sådan en herlig dag. Hvor er det dog pragtfuldt, skat!« siger Lise og griber om Jaspers ansigt med lange, lakerede negle. Marie undrer sig over farven, der aldrig passer til svigermorens i øvrigt elegante tøj. En metallisk, kødfarvet orange på negle, der er filet spidse og buer ud over fingerspidserne.
»Også dejligt at se dig, min ven!« siger hun og smiler hastigt til Marie, der står med Anna på armen. »Kom, kom, vi har bestilt vores faste bord.«
Marie smiler træt. Hun kan ikke fordrage restauranten, som svigerforældrene tilsyneladende elsker. Hun føler sig malplaceret, som om hun snart vil blive afsløret. For hvad ved hun ikke helt præcist, men følelsen lægger sig som en tung dyne over hende i samme øjeblik, de træder de to trin ned ad trappen og ud på restaurantens maleriske klinkegulv.
»Du ser lidt træt ud, min ven,« siger Jaspers far. Mogens er overlæge i psykiatri på Gentofte Amtssygehus. Han lever i en brun fløjlsjakke med ruskind på albuerne, som han kun modvilligt tager af, når han skal have den hvide hospitalskittel på. Marie forestiller sig, at han hver morgen åbner sit klædeskab, hvor der hænger bøjle efter bøjle med identiske brune fløjlsjakker, og han med metodisk grundighed og ud fra kriterier kun han kender, vælger én, som ikke kan skelnes fra de andre. I munden sidder piben altid skruet ind. Selv når den ikke er tændt, går han og patter på den. Det undrer Marie, at han ikke selv tænker over sådan noget med orale behov.
»Trut, trut,« siger han og niver Anna i kinden.
Tjeneren kommer over, slår ud med armene og hilser demonstrativt på Jaspers forældre. Han tager Lises pels og hænger den ind i garderoben. Så vender han sig om og vil tage Maries frakke, men hun har stadig Anna på armen, så han kan ikke rigtig komme til. Hun venter på, at Jasper skal tage deres datter, så hun også kan få overtøjet af, men han har allerede hængt sin frakke op og bliver ført ind i restauranten af sin mor. Marie smiler undskyldende til tjeneren, der står og vifter med armene.
»Undskyld, du gider vel ikke lige …«
Tjeneren griber Anna, og selvom han kurrer ned til hende, får Marie dårlig samvittighed. Ikke over for Anna som åbenlyst synes, det er vældigt fornøjeligt, men over at sinke tjeneren, der ser ud til at have travlt.
De sidder allerede med menukortene foran sig, da Marie kommer hen til bordet. Anna bliver sat i den høje stol, og Mogens slår menukortet ned, da Marie sætter sig
»Vi har tilladt os at bestille en pragtfuld Pessac-Léognan, så du skal nok bestille lidt krebs eller hummer til forret,« siger Mogens. Lise smiler, det er allerede svundet ind i hendes glas.
Jasper fortæller om skolen, semesterplaner, beliggenheden i Paris, berømtheder, der tidligere har gået på akademiet. Så kigger han på Marie og lægger armen om hendes skulder. »Hvis ikke det var for denne skønne kvinde, mor til mit barn, ville det aldrig være sket.«
»Nå, nå, hvad mener du?« siger Lise. Når hun smiler, kan man se læbestiften sive ud fra læberne i små, fine furer om munden. »Vi har da også haft en finger med i spillet.«
Jasper smiler lidt undskyldende til Marie. »Nej, mor. Jeg mener, hvis ikke Marie havde fundet skolen og opfordret mig til at søge, var jeg jo aldrig kommet ind.«
»Nå ja, men det er jo ikke Maries projekt, de har vurderet, vel? Det er dit, min skat.«
Der er ikke rigtig nogen, der siger noget. Mogens tager piben ud af munden og slår den ned i askebægeret. Jasper griber ud efter glasset. Marie kan se, at han skal til at skåle, men bliver afbrudt af tjeneren, der kommer for at tage imod bestilling.
»Må jeg have lov?« siger Mogens belevent og lægger hånden på Maries arm, da hun skal til at bestille. Han bestiller til hele bordet på én gang, uden at spørge hvad de vil have.
Så vender han sig mod hende igen, tager piben fra askebægeret og stikker den ind i mundvigen. Marie spekulerer på, om han har gebis. Hans tænder er lidt for lige og ikke nær så gule, som de burde være. Et kort sekund ser hun sine bedsteforældres badeværelseshylde for sig, hvor der altid stod to glas med sære tandbørster. Hun elskede de tandbørster, de var store og så rare og bløde ud. En gang tog hun en af dem og prøvede at børste tænder med den, men den var for stor til hendes barnemund. En ufrivillig kuldegysning løber ned ad Maries ryg ved tanken. Det var først som voksen, at det gik op for hende, at det var gebistandbørster.
»Jasper, min lille skat,« siger Lise og tørrer sig uelegant om næsen, der er begyndt at løbe i takt med, at der er kommet mere alkohol indenbords. »Tænk at du er så stor, at du skal til udlandet og gå i skole.«
»Mor, jeg er ligesom så stor, at jeg er gift med Marie og far til Anna, hvis ikke du skulle have bemærket det.«
Lise verfer hans ord væk med en irriteret bevægelse.
»Ja, Lise er jo lidt ked af, at I kommer til at bo så langt væk,« siger Mogens og lægger sin hånd over Lises, da hun rækker ud efter vinglasset.
»Nu er det jo ikke sikkert, at vi flytter,« siger Marie. Men ingen hører hende. Mogens taler videre.
»Ja, huset er jo stort, og hvis vi ikke engang kan regne med småfolk på besøg, så …«
»Du var altid så fræk, skat.« Lise rækker over og niver Jasper i kinden. Han rykker hurtigt hovedet til sig.
»Mor, hold op.«
»Jamen, skat, det var du. Tænk dig, Marie, han løb på skateboard over de bonede gulve, da han var teenager. Ja, det problem får I selvfølgelig ikke i jeres lejlighed …«
Mogens vender sin opmærksomhed mod Marie og konverserer med hende som en ægte verdensmand. Som om det vil forhindre hende i at lægge mærke til, at hendes svigermor har fået for meget at drikke. Det er måske nok Pessac-Léognan til middagen, men der er uden tvivl også røget en karton pap ind. Marie ser det evige glas hvidvin for sig, der altid står på sofabordet i karnappen hos overlægen og hans kone i Gentofte. Her lever man ud fra devisen, at hvis man ignorerer faktum, så er faktum ikke-eksisterende.
»Ja, huset er jo stort, og Lise bliver somme tider lidt ensom, når jeg arbejder så meget, som jeg gør.«
»Hvorfor sælger I så ikke huset og finder noget mindre at bo i?« spørger Marie. »Det gjorde mine forældre. De købte en kolonihave for overskuddet. Min mor er enormt glad for at nusse rundt i ha…«
»Kolonihave! Må jeg være fri!« hvæser Lise.
»Ja, en kolonihave er nok ikke lige Lises stil,« siger Mogens og slår en højrøstet latter op. Faktum bliver sværere og sværere at ignorere.
»Forstår du, vi har stadig en del repræ…«
Marie hører ikke længere, hvad han siger, for Anna har fået fat i en ske og er begyndt at gungre den højlydt ned i tallerkenen. Marie kaster sig taknemmeligt over modergerningen og rykker tallerken, glas og bestik længere ind på bordet. Så griber hun ned i tasken, vrister skeen ud af Annas hånd og giver hende en klods i stedet.
»… og Lise er en pragtfuld værtinde for logen,« siger Mogens og sender Lise et smil, der ikke helt kan tolkes. »Ja, din far var taxachauffør, ikke sandt? Der er jo ikke helt de samme sociale forpligtelser, vel, ahahaha.«
Jasper sover, han ligger med den ene arm under Maries nakke og ansigtet vendt mod hendes. Hun ligger og ser på hans ansigt, den let åbne mund, der snorker blidt, de bløde læber, skægstubbene og huden, der strammer om kæben. Hun kan mærke nylonstrømpen igen. Det er, som om den sidder fast på hans arm, og hans søvnige omfavnelse trænger ind i hende og hindrer hendes vejrtrækning.
Hun vender ansigtet væk, prøver at lukke øjnene, men hører i det samme Anna klynke. Som en Vietnamsoldat reagerer Marie på sekundet og springer op. Anna sover stadig, det var bare et lille pib i søvne, og Marie står længe og stirrer ned i tremmesengen, som Anna snart er for stor til. Lyset fra gadelampen trænger igennem persiennerne, ligesom de brudstykker af andres liv, der siver ind, når stemmer fra gaden om natten vakler forbi deres vindue på vej hjem fra Viking Bodega på hjørnet.
Marie tager sin badekåbe på. Hun kan ikke falde i søvn, så længe hun ikke kan få styr på sit åndedræt. Hun prøver halvhjertet at lave vejrtrækningsøvelserne fra yoga-astma-kurset, men selvom hun kan se maven udvide sig ved hver dyb udånding, hjælper det ikke. Hun kan ikke mærke det i lungerne. Hun lister ind til computeren og tænder den. Søger på nettet og finder hjemmeside efter hjemmeside med information om Paris. Lejligheder, skoler, barnepiger, butikker, cafeer, franskkurser. Hun laver lister og skriver gule sedler.
Efter et par timer i computerens skær lægger hun sig ind under dynen igen, rykker helt tæt ind til Jaspers ryg, skubber armen ind over hans brystkasse og lukker øjnene. Marie er lige faldet i søvn, da Anna begynder at græde.
