I døden dine mænd af Niklas Ekdal

FRA ANNAS DAGBOG

Et år med bier
15. MARTS 1980

Da vi først besluttede os for at holde bier som en hobby, var det, fordi vores ven Ole havde gjort det gennem lang tid og så ud til at finde stor glæde ved ritualerne og ansvaret. Men jeg havde også nogle forbehold.
Honningbiers vinger bevæger sig med 11.400 slag i minuttet – det er derfra, den tydelige summen kommer. Jeg overvejede denne summen. Jeg følte mig overbevist om, at den konstante summen ville drive mig til vanvid.
Men nu, efter bare et par sæsoner, føles biernes summen som en beroligende rytme, nærmest som en sang. Forårets sang.
Skive, Danmark – januar 2002

Bzzzzzz, det var sådan, hun syntes, det lød. 
Bzzzzzz, som tusind biers summen.
Det var den lyd, hun plejede at høre, når hun besøgte sin onkel Chacha Bashir i Baharak. Han havde været en af de rigeste mænd i byen med sin silke og bistaderne. Silke og honning, plejede han at sige: "Jeg er rigere end den rigeste konge."
Så dræbte Taleban ham, og ingen ved, hvad der skete med hans familie.
Det var sådan dansk lød for Raihana, som Chacha Bashirs bier.
Danskerne mumlede, tænkte hun, når hun iagttog dem i supermarkedet, på tv og på gaden. Hun havde aldrig set så mange hvide mennesker før, og det var første gang, hun så hvide mennesker på så tæt hold. Så hun gloede på dem, hun kunne ikke lade være.
De var anderledes, end hun havde forestillet sig. De var ikke alle sammen høje og smukke og pæne, nogle af dem var små og grimme. Og de mumlede, når de talte. Den stående vits, fortalte Layla hende, var, at de talte, som om de havde munden fuld af varme kartofler, og Raihana var enig.
Hun var undsluppet endnu en kold vinter i Jalozai-flygtningelejren i det nordvestlige Pakistan, da den danske regering tilbød hende asyl. Det var vanskeligt at klare sig som enlig kvinde uden familie, uden mand og uden uddannelse. Hendes valgmuligheder havde været begrænsede. Hun kunne enten dø i en flygtningelejr, hvor den kolde vind fra bjergene gennemborede teltdugen med sine isnende hænder og var på nippet til at pille kødet af knoglerne, eller hun kunne rejse til dette land, hvor hendes grandfætter og hans kone havde indvilliget i at give hende et hjem.
En del af hende ønskede ikke at forlade lejren. Hun var nødt til at vente, tænkte hun, vente på Aamir eller måske tage tilbage og lede efter ham? Men selv hun var ikke vanvittig nok til at tage tilbage til Kabul. Alle vidste, at Osama bin Laden var ansvarlig for flyangrebene i Amerika, og alle vidste, at Taleban var i familie med al-Qaeda. Amerikanerne ville angribe; det var, hvad magtfulde lande gjorde. Taleban ville kæmpe, sagde de, og selvom afghanerne i Danmark, som så mange andre, ikke brød sig om tanken om amerikanske tropper på afghansk grund, var det bedre end Taleban. Visse mente dog, at Taleban var blevet fravristet magten uretmæssigt, at
de var gode nok.
Så Raihana sluttede sig til den lille gruppe flygtninge i Danmark, som fulgte nyhederne med desperation, mens de overvejede, hvornår de kunne vende hjem. De vidste, at Afghanistan ville ligge i ruiner i adskillige årtier fremover, men der var stadig håb. De håbede, at Afghanistan en dag ikke længere ville være synonymt med tortur og fattigdom.
Måske tingene ville ændre sig, så Afghanistan kunne blive et sikkert sted at være, et land med fremskridt og normalitet.
"Vi må jo vende hjem en dag. Vi kan jo ikke leve hele vores liv her, kan vi?" sagde Kabir næsten hver eneste dag. "Du skal ikke pakke det hele ud, Raihana, vi tager snart hjem igen."
"Hjem til hvad?" spurgte Layla sin mand med hænderne på hofterne, mens hendes søn, Shahrukh, trak i hendes salwar-kameez1.
"Mor, slik," plagede han. Hun havde ret skrappe regler om, at han ikke måtte få slik.
"Hør ham lige, hai, Shahrukh, det hedder ikke Mor, det hedder Ammi. Kan du sige Ammi?" sagde Kabir som sædvanlig, men Shahrukh hørte ikke efter. "Mor er en eller dansk kvinde, ikke Layla, hun er Ammi. Sig Ammi."
"Lad ham så være, han er kun to år," sagde Layla. "Og han kalder mig bare mor, ikke et eller andet uartigt. Alle hans venner kalder deres mødre for Mor, derfor siger han også Mor."

Raihana iagttog det unge par, der skændtes om at rejse hjem eller blive her. Hun havde været skræmt, da hun havde fået at vide, at Kabir ville have hende til at bo hos sig. Hun huskede godt Kabir fra sin barndom for længe siden. Han var hendes mors svogers brorsøn. Familierne havde ikke stået hinanden nær. De mødtes kun til bryllupper og andre fester.
Kabirs familie havde boet i Kabul, mens hendes egen familie levede i en lille landsby uden for Kabul. Men han var den eneste, der havde tilbudt hende en chance for at forlade flygtningelejren, og hun havde taget imod den. Hun havde ikke haft noget valg. Rygtet sagde, at Aamir var død i et af Talebans fængsler, men en del af hende nægtede at tro på det.
Hun vidste imidlertid, at hun var nødt til at forlade Pakistan, fordi, hvad enten hun brød sig om det eller ej, der var store chancer for, at rygterne om Aamir talte sandt.
Men hun ønskede – ønskede så hun var ved at blive sindssyg af det – at han måtte være i live. Hun ønskede, at de havde kunnet rejse sammen. Hun ønskede, at hun ikke havde været så alene og frysende, for selvom Kabul havde været et rent helvede, havde hun haft en at dele det med, en til at varme hende. Men i flygtningelejren i Pakistan var der bare tomhed, usikkerhed, trusler fra andre mænd og frygt.
Det havde været et rent og skært held, at hun var kommet i tanke om Kabirs navn, da hun skulle oplyse navne på slægtninge, og hvor de levede. De andre navne havde ikke givet noget, måske var de ikke til at opspore, eller måske ville de ikke vide af hende. Hun vidste det ikke. Hvad hun derimod vidste, var, at Kabir og Layla havde taget imod hende med åbne arme, og det var en gæld, hun aldrig ville kunne indfri.
Som hun sad der ved køkkenbordet og hakkede gulerødder til den afghanske pilaf, hun ville tilberede til middagen, var Raihana taknemmelig for den drejning hendes liv havde taget, efter at hun var kommet til Danmark. Da hun ankom til Skive ni måneder tidligere, havde hun været bekymret for, om Kabir var den religiøse type. Hun havde ikke tænkt sig at bære hijab eller abaya, ikke efter at have lagt Afghanistan og Talebans regler så langt bag sig.
Kabir havde ikke bedt hende om at gå med hijab, og det havde Layla heller ikke, selvom hun aldrig selv gik ud uden tørklædet sammen med en abaya. Kabir, som gerne gik ud og tog en øl fredag aften, bad ikke sin kone om at aflægge sig hijab-tørklædet, ligesom hun ikke bad ham om at lade være med at drikke øl.
"Islam siger, at det er forkert at drikke og ryge," sagde Layla til Raihana en fredag aften, hvor Kabir var ude. "Hvad mener du?"
Raihana vidste ikke, hvad hun skulle svare på den slags spørgsmål. Hun mente, at folk selv måtte bestemme, hvordan de ville leve deres liv, men hun var godt klar over, at det ikke var det, Layla ønskede at høre.
"Jeg synes, det er forkert," sagde Layla, inden Raihana nåede at svare. Raihana var ikke så snakkesalig, og hun svarede ikke altid. Layla havde før mødt kvinder som hende og mænd også, mennesker, som havde fået så mange knubs, at de under huden var ét stort, skjult sår. Hun kendte ikke til detaljerne om Raihanas liv i Afghanistan, men det var der ingen, der gjorde. Raihana selv sagde ikke noget, og hendes historie var ikke almindeligt kendt.
Da Raihana ankom, havde Khala Soofia, som boede lige ved siden af, forsøgt at få hende til at fortælle om sin fortid, om livet i Kabul og hendes døde ægtemand, men Raihana sagde ikke noget. Khala Soofia var kommet til Danmark helt tilbage i starten af 90’erne. Hendes mand havde været læge i Jalalabad. Hendes søn var død af kræft, og hendes datter varflyttet til Amerika med sin mand, der også var læge, og børn. Soofia talte hele tiden om at flytte dertil.

Soofias mand, Dr. Sidiq Rehman, havde brugt adskillige år efter sin ankomst til Danmark på at ansøge om tilladelse til at arbejde som læge i Danmark uden at skulle tage hele medicinstudiet om igen. Han forstod, at han var nødt til at lære sig dansk, hvilket han gjorde ved flittige studier på sprogskolen.
Nu var han holdt op med at håbe og ansøge. Han gik ikke meget ud længere. Han var deprimeret, fordi han ikke kunne få lov at praktisere. Men alle kaldte ham stadig Doktor Chacha. Mens Doktor Chacha i tavshed begræd tabet af sit arbejdsliv, blev Soofia ved med at håbe på, at hendes datter ville sende bud efter dem.
"Visa-problemer," sagde hun altid. "Men det ordner sig snart. I ved, døtre, de har brug for deres mødre."
Alle nikkede tålmodigt og undlod at sige noget om, at Soofias datter kun sjældent skrev til sin mor, og at når hun gjorde, så var brevene altid fyldt med undskyldninger for, hvorfor hun ikke lige kunne finde midlerne til at få sine forældre til Amerika. Soofia læste brevene højt for alle, der gad lytte, og forsøgte altid at finde på bortforklaringer for datterens undskyldninger.
"Du ligner min datter, min Deena," fortalte Soofia Raihana, da de mødtes til en fødselsdagsfest. Habib og Jameela fejrede deres søns etårsfødselsdag, og de havde inviteret alle afghanerne i Skive til fest. Det havde været et voldsomt år for den lille dreng, som var blevet født med hjerteproblemer, men efter to operationer virkede han helt normal, og lægerne sagde, at han ikke ville få varige mén.
Raihana lagde dårligt mærke til Soofia, som talte uafladeligt, snart om sin datter, snart om lokal sladder fra den afghanske koloni. Men så kastede Soofia sig pludselig over Raihana selv.
"Så, hvor er din mand?" spurgte Soofia Raihana.
Raihana var ikke dum. Hun vidste godt, at folk var nysgerrige.
"Død," sagde hun stille, og så forsøgte hun at skifte samtaleemne ved at spørge Soofia om hendes guldarmbånd. Soofia lod sig let distrahere, specielt hvis nogen talte om hendes smykker eller tøj. Hun havde taget alt med sig fra Jalalabad. Hun havde haft god tid. Hun havde ikke måttet flygte over hals og hoved for at redde sit liv. Hun havde ikke været nødt til at flygte efter et blodbad. Flygte og gemme sig på de åbne vidder og i bjergene for at nå frem til endnu et helvede i de pakistanske flygtningelejre.
"Død? Hvordan?" spurgte Soofia, og Raihana smilede bare og trak på skuldrene. "Du bliver nødt til at tale om det. Hvis du holder det inde i dig selv ... tal, fortæl os om det. Vi er din familie nu," insisterede Soofia, men Raihana havde ingen ord. De fleste opfattede hende som sær, som lidt for tavs. De kunne alle sammen fornemme, at hun åbenbart havde været igennem en ubeskrivelig tragedie. Og når hun talte om at tage tilbage til Kabul, forstærkede det blot deres mistanke.
"Fra Iran er det nemmere at komme til Afghanistan," fortalte Walid Ali Khan hende, mens han nippede til sin te af Laylas fine tekopper.
Walid og Zohra var Kabirs og Laylas nærmeste venner, og de besøgte dem ofte til frokost i weekenderne og blev til middag og til langt over børnenes sengetid.
Walid og Zohra var kommet til Danmark for seks år siden med ét barn. Imellem sine barselsorlover og fødslerne af yderligere to børn fulgte Zohra stadig undervisningen på sprogskolen, mens Walid arbejdede i Kvickly.
"Men det er ikke noget godt tidspunkt at rejse på lige nu. Amerikanerne bomber alt fra Kabul til Kandahar," sagde Walid og rystede på hovedet.
"De siger, at det er Taleban, de er efter, men de dræber også uskyldige afghanere, de skiderikker," sagde Kabir. "Modbydelige amerikanere og modbydelige englændere! De siger alle sammen, at muslimer er onde. Den slags propaganda er ikke i orden. I går spurgte min lærer i marketing på handelsskolen mig, om jeg også synes, at min kone skal gå i burka og holdes hjemme. Hun spurgte mig oven i købet, om jeg synes, at det er okay at slå min kone. Hvad er det for noget at spørge om? Helt ærligt? Hai, Layla, har jeg nogensinde slået dig?"
Layla sukkede. "Kabir ..."
"Har jeg måske?"
"Allah, du er så stædig!"
"Måske skulle jeg begynde på det," sagde Kabir vredt. "Tilsyneladende slår alle muslimske mænd deres koner. Hvad, Raihana, slog din mand også dig?"
Alles øjne hvilede på Raihana i håbet om, at hun ville sige noget mere om sin fortid og sin mand. De småbidder af information, som Kabir havde samlet op fra venner og familie i Pakistan og fortalt de andre, var ikke meget. Åbenbart havde Raihanas mand været lærer, og Taleban havde været efter ham for ikke at undervise efter deres nye læseplaner. Hans svoger havde også været imod Taleban, en læge der behandlede kvinder, selvom Taleban havde forbudt det. Han var blevet dræbt, og det var hans kone også.
"Walid slog mig engang," sagde Zohra pludselig.
"Jeg slog hende ikke, det var en bog, der faldt ned og ramte hende i hovedet," råbte Walid, og samtalen bevægede sig væk fra Raihana.

I den lille by Skive i det nordlige Danmark boede der kun femten afghanske familier, og disse afghanere havde opnået noget, der aldrig havde kunnet lade sig gøre i Afghanistan. For første gang i sit liv så Raihana en pashtuner spise sammen med en usbeker. Pashtunerne, hazaraerne, tajikerne og usbekerne havde kæmpet indbyrdes så længe, Raihana kunne huske, og nu søgte de sammen i dette fjerne land og accepterede hinanden og deres indbyrdes forskelligheder, fordi hinsides dette sammenhold stod de hvide, der betragtede dem med forskelsløs mistro.
For Raihana var det stadig helt uvirkeligt – at hun ikke længere var i Afghanistan, at hun befandt sig i dette kolde og våde land. Indimellem lukkede hun øjnene og lod, som om hun var hjemme, omgivet af Kabuls dufte og lugte. Nogle gange kom hun pludselig i tanke om smagen af sukkerrørssaft og fik en voldsom trang til det.
Men livet i Skive var ikke så slemt, måtte hun indrømme, specielt ikke for en familie som Kabirs. Hun forstod ikke, hvorfor Kabir beklagede sig sådan. De havde et dejligt hus med to etager, en gammel, velfungerende bil, og de havde deres søn i en gratis vuggestue, som det offentlige betalte for dem.
Kabir tog ofte en tur til Tyskland for at købe krydderier og andre ting, som de havde brug for, ja, han havde sågar været på ferie i Pakistan året før for at besøge sin onkel, som var ved at dø af kræft. Eftersom han endnu ikke var død, planlagde Kabir endnu en rejse til Lahore, så snart han havde fået sparet penge nok sammen til det.
De havde ikke så mange penge, men dog nok til at tage til Legoland med Shahrukh og i Aalborgs Zoologiske Have. De gik i biografen og inviterede venner hjem. Kabir og Layla havde et godt liv med venner og familie, og de manglede ikke noget.
"Men vi skal lære dansk," klagede Layla hele tiden. "Og det er så svært, Raihana."
Raihana kunne ikke begribe, hvordan hun nogensinde skulle få lært sig et sprog, der lød som summende bier. Det virkede ikke, som om der var nogen substans i det. Det var bare tom snak, der strømmede ud af munden på folk.
"Du starter med første modul, fordi du er begynder. Der er fem moduler, og jeg glæder mig bare, til jeg er færdig med det dumme sprog," fortalte Layla hende, da Kabir kørte dem hen til sprogskolen på Raihanas første dag.
Det havde taget det offentlige over ni måneder at få Raihana skrevet op til sprogskolen, hvilket havde passet hende rigtig godt. Hun havde fået tid til at lære sine omgivelser at kende og komme igennem den hårde, danske vinter. Nu, hvor foråret nærmede sig, var tanken om at cykle til skole om morgenen ikke længere så skræmmende.
Om vinteren havde Layla cyklet til både skolen og supermarkedet og overalt uden at beklage sig, mens Raihana var blevet hjemme. Hun havde lavet mad og gjort rent og passet Shahrukh, så Kabir og Layla kunne tage til Århus og se en indisk film eller besøge deres venner i København, hvilket var for lang en køretur for sådan en lille dreng.
Da hun omsider havde modtaget et brev om, at hun kunne starte på sprogskolen, havde hun været parat til at komme ud af huset og foretage sig noget andet og mere end at passe husholdningen.
Layla var enormt stolt af sine sprogfærdigheder. Hun havde taget fjerde modul, hvilket betød, at hun kunne kommunikere nogenlunde på dansk og forstå det meste af, hvad der blev sagt, og læse dansk. Hun håbede på at bestå den afsluttende eksamen, Prøve i Dansk 3, til sommer, hvorefter hun kunne gå ud og søge arbejde.
"Måske tager jeg tilbage, inden jeg skal op til alle de eksamener," funderede Raihana højt.
"Ja, ja," sagde Kabir, og Layla fnøs.
"Vi bor i Danmark, vi har vores liv her," sagde hun. "Hvis du bliver ved med at stå med det ene ben i Afghanistan, er du hverken her eller der."
"Men vi tager tilbage," insisterede Kabir. "Du skal ikke lytte til Layla! Snart, meget snart vil alting være ..."
"Du skal ikke høre på ham," afbrød Layla. "Han har taget sin eksamen i dansk og går på handelsskolen. Han skal ikke igennem flere danskeksamener. Han snakker om at tage tilbage, men der er ikke noget at tage tilbage til, og det ved han også godt. Vi bor i Danmark nu."
"Det er bare, indtil vi får dansk statsborgerskab, så rejser vi," fortsatte Kabir. "Men snart, Raihana, snart vender vi tilbage, vent og se."
Layla fnøs igen. "Du bor her," sagde hun. "Dit liv er lige her, ikke i fortiden i et land, du ikke kan vende tilbage til."
 Sprogskolen var lille og havde til huse i VUC, Voksen UddannelsesCenteret. Den lå på anden sal, og bestod af seks undervisningslokaler. De fire var klasselokaler, og så var der et stort computerrum og et kontor med et tilstødende kopirum. Nedenunder lå lærerværelserne, der var både et ryger- og et ikkeryger-rum. De studerende måtte ikke bruge køkkenet. I kælderen var der en stor kantine og en sodavandsmaskine, som Layla rådede Raihana til ikke at bruge. Det var billigere at tage cola eller vand med hjemmefra end at købe det der.

Kvinden som ledede sprogcentret var høj og hvid. Hun havde sit lyse hår sat op i en stram knold og var klædt i sorte bukser og en sort jakke. Hun bar sølvindfattede briller og så meget streng ud.
"Layla siger, at du kan tale engelsk," sagde Sylvia Hoffmann på engelsk med en tung accent.
Raihana, som var usikker på både sig selv og alting omkring sig, nikkede bare og stirrede på Layla. Hun havde gået til engelsk i flygtningelejren i Pakistan i næsten et år, og Aamir havde også forsøgt at lære hende engelsk. Hun vidste, hvordan man sagde "how are you" og "thank you", og hun forstod lidt af det, når folk talte engelsk, specielt på film, men almindelig samtale? Hun fik koldsved i hænderne bare ved tanken.
Sylvia smilede: "Maybe we can talk in English then?"
Raihana rystede heftigt på hovedet.
"I not English well," lykkedes det hende at fremstamme.
Sylvia sagde noget til Layla på det der summe-bi-sprog.
"Hun siger, at jeg kan oversætte for dig," fortalte Layla hende på dari, og Raihana sukkede af lettelse.
"Du bor sammen med Layla og Kabir, og de er nået rigtig langt i løbet af de tre år, de har gået her," sagde Sylvia på dansk. "Du skal nok få lært det, hvis I taler dansk sammen derhjemme."
Så testede Sylvia Raihanas danskkundskaber. Hun viste hende nogle billeder og spurgte, hvad det var. Nogle af ordene kendte Raihana godt på dansk, men ikke mange. Hun kendte ordene for dagligdags ting som smør, mælk, olie og mel. Hun havde set dem så tit på tv og i supermarkedet, hvor hun købte ind sammen med Layla.
Sylvia Hoffmann spildte ikke tiden på at sludre, og Raihana funderede over, om det overhovedet var muligt at småsnakke, når man skulle gøre det igennem tredjemand. Layla oversatte glad fra dari til dansk og fra dansk til dari uden at snuble over ordene.
Layla var så dygtig, tænkte Raihana panisk. Hun ville aldrig blive lige så dygtig som Layla, tænkte hun, aldrig opnå at kunne tale dansk lige så godt. Hun ville aldrig lære det, og hun ville aldrig kunne få et job og så ... hvad så? Ville de så sende hende tilbage til Afghanistan? Hun mærkede, hvordan angsten fik overtaget, og hun måtte tvinge sig selv til at koncentrere sig om Sylvia Hoffmann, trække vejret roligt og forsøge at bekæmpe sin hjertebanken.
"Du kan starte i skolen i morgen," sagde Sylvia Hoffmann.
Raihana nikkede. "Tak," sagde hun.
"Velbekomme," sagde Sylvia.
"Det betyder: Du er velkommen," hviskede Layla til Raihana på dari.
Raihana hviskede velbekomme for sig selv og besluttede sig for at bruge det, næste gang nogen sagde tak til hende på dansk.
"Hvad hedder du?" Layla startede med det samme en privattime i dansk, mens Kabir kørte dem hjem. "Det betyder:
Hvad er dit navn? Hvad hedder du, Raihana?"
"Begynder du allerede på danskundervisningen nu?"
spurgte Kabir.
"Sylvia sagde, at hvis vi taler dansk hjemme, lærer Raihana det hurtigere," sagde Layla. "Det er svært i Danmark, hvis man ikke kan dansk. Man kan hverken købe ind, få et job eller tage nogen steder hen eller gøre noget."
"Hun skal nok klare sig," sagde Kabir. "Lad hende nu være i fred, Layla."
Raihana vidste ikke, hvad hun skulle tro. På den ene side var hun klar over, at hun var nødt til at lære dansk, så hun kunne tjene sine egne penge, på den anden side fik hun penge hver måned fra det offentlige, så hun kunne klare sig. Det var ikke så meget, men hendes behov var få og små. Hun betalte Kabir og Layla for mad, husleje og andre fornødenheder, men hun havde stadig lidt penge tilbage i banken hver måned.
Hvis bare Aamir kunne komme. Hvad, hvis han dukkede op uden for Laylas og Kabirs dør? Var det muligt?
Det var dagdrømme, som et barn der drømte om at møde rigtige dinosaurer eller flyve til månen. Det var håbløst. Aamir var formentlig død, som alle mennesker sagde, men hun var stadig ikke parat til at acceptere det.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.