Je Ne Sais Quoi af A. Silvestri
A. Silvestri
Je Ne Sais Quoi
”Kommer du med?” spørger manden, og ser på mig med en attitude, der er omkring 50 år forældet.
”Hvorhen?”
”Ikke rigtig nogen steder. Bare væk herfra.”
”Hov, vent lige lidt. Hvem fanden er du egentlig?”
”En rigtig god ven. Vi kommer til at se meget til hinanden. Men jeg kan ikke fortælle dig detaljerne endnu. Det bliver nødt til at vente, til mødet på caféen.”
Et stykke fra os har folk samlet sig i en rundkreds, alle stirrer ned på jorden. Mellem en ung kvindes ben kan jeg se små blodpletter på fliserne. Hun har tydeligvis ikke opdaget dem, for ellers ville hun fjerne sig. Fjerne sirener bryder eftermiddagens lumre ro. Noget trækker i mig, men manden griber fat i min arm, da jeg gør klar til at gå hen til folkemængden.
”Lad være. Det er ikke vigtigt, at du ser på det. Det ændrer ikke noget alligevel. Sket er sket, que sera sera, du kender flosklerne. Bare glem det.”
”Men er det ikke...” begyndte jeg, før jeg stoppede mig selv. Det var et åndssvagt spørgsmål. Alligevel besvarede han det.
”Jo, det er dig. Du er helt sikkert død. Hvis jeg ikke tager fejl, så ligger en del af din brystkasse ovre ved statuen af Karl Den Store.”
Se Paris og dø. Det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg var taget til kærlighedens by i kærlighedens navn. Eller, rettere sagt, den forsvundne kærligheds navn. Efter Lise var der ingen, der ville kunne nå mig på den samme måde. I lyset af en sådan sikkerhed, var der ingen mening i at fortsætte med at leve.
Det var atypisk for mig. Rolig af natur, gjorde aldrig noget impulsivt. Og så sparkede hun benene væk under mig for ti år siden. Jeg blev fjollet, latterlig endda. Dansede rundt i min stue som en idiot. Dansede rundt i vores stue som en idiot. Dansede rundt som en endnu større idiot under bryllupsrejsen i Paris. For det kunne ikke blive romantisk nok. Hvis der er en kærlighed til os hver, var Lise min. Og jeg hendes.
Hun døde. Jeg havde kunnet tackle et tilfælde af cancer eller et trafikuheld. Men ikke, at hun fik en håndbold i hovedet, og døde af det. Det var simpelthen for urimeligt, og alt for tilfældigt. Bolde slog ikke folk ihjel. Metal slog folk ihjel. Før hendes dødsfald havde jeg en ide om, at tilfældet ikke rådede. At der måtte være en mening med tingene. Bagefter...ja, så stod det sgu klart for mig, at det var fuldkommen ligegyldigt hvad fanden man gjorde. Vi har ikke kontrol over noget som helst.
”Er du så en engel, eller hvad?” spørger jeg. Manden ryster på hovedet.
”Nej, ikke en engel. Eller en djævel. Eller hvad du ellers kan finde på.”
Jeg er forbavsende rolig. Og jeg føler mig på samme måde som før. Jeg har lyst til en smøg, og sveden drypper ned over min pande. Manden står og tripper lidt. Han vil gerne videre. Hvorhen, det ved kun han.
”Men jeg er helt bestemt død, siger du. Jeg troede, at man forlod det her sted, når man døde. Harpeklang eller evig fortabelse.”
Han nikker.
”Det kan godt være at det sker for de fleste andre. Jeg ved det faktisk ikke. Men nogle gange er der andet i spil. Men jeg kender ikke til alle detaljerne. Det gør Shawn. Han har været i spillet i ret mange år.”
”Det er ham, vi skal mødes med?” gætter jeg. Han nikker igen.
”Fint. Så lad os komme videre,” siger jeg med et skuldertræk. Ambulancen er endelig nået frem. Jeg håber, de er gode til at samle puslespil.
Så jeg tog til Paris. Ikke med tanken om at slå mig selv ihjel. Den kom først et par minutter efter, at jeg landede. Formålet var vel nok det klassiske. At genopleve et stykke fortid. Men da jeg satte foden i Frankrig krakelerede hele den idé. Lige meget hvad jeg gjorde, ville Lise ikke blive levende igen. Og det var det eneste, jeg i virkeligheden ønskede mig.
Før jeg var mig selv bevidst, havde jeg bevæget mig højt op i Notre Dame. Hoppet over reb, der forbød adgang og åbnet døre, der specifikt ikke var beregnet til gæster. Da jeg stod på toppen, slog det mig hvor mange gargoyler der egentlig var på kirken. Flagermus med djævleansigter. De grinede ikke af mig, eller hånede mig. Det var langt værre. De ignorerede mig fuldkommen. På jorden opdagede det første menneske mig, og pegede. Jeg kunne se smil, og måske endog forventning. De troede vist, at jeg var en akrobat eller et festligt indslag.
Jeg overvejede ikke, vejede hverken for eller imod. Slet ikke nogen af alle de sædvanlige sjælsvridninger, der ellers skulle være en automatisk del af en selvmorders fortvivlede sidste øjeblikke. Hvad jeg måtte gøre, var blot at overskride en dørtærskel. Ende, hvad der var sat igang for 10 år siden, uden at forkrøble dets minde ved at forblive i live. Nu, fordi hun var død. Her, fordi vi havde set den gamle kirke som vores symbol på evigheden.
”Værsgo,” sagde manden, og stak mig et fotografi. Det forestiller mig, der står ovenpå en af gargoylerne, klar til at springe ud. Jeg ser på det, men ved ikke helt hvad jeg skal sige.
”Det er en tradition. Et sidste øjebliksbillede, mens man stadig er helt i live,” siger han, og smiler lidt. Hans tænder er meget hvide, som om han har medvirket i tandpastareklamer.
”Okay. Hvad skal jeg bruge det til?” spørger jeg, oprigtigt forundret.
”Hvad ved jeg. Du kan gemme det for at huske, eller for at glemme.”
Et par minutter går vi bare, mens Notre Dame forsvinder delvist bag os. Det sidste jeg kan se, er de roterende blink fra ambulancen. Så rømmer han sig.
”Niels. Det var ikke meningen, at du skulle være død her. Det er derfor, du går ved siden af mig, mens de er ved at skrabe dig op fra fliserne. Jeg vil tro, at de bruger en skovl.”
”Nå...” siger jeg, og klør mig lidt i håret. Han leder os ned af en mindre sidegade, og fortovscaféerne vælter frem som myrer fra en tue.
”Hvordan vidste du så, at jeg ville dø der?”
”Shawn sendte mig derover. Sagde at vi fik en ny rekrut. Jeg ved ikke, hvordan han får de oplysninger, men det gør han altså,” siger han, og stopper ved en af caféerne. En rødhåret mand kigger op på os, og smiler. På bordet står en flaske rødvin, åbnet, og tre glas.
Så jeg sprang ud. På hovedet. Hvorfor ved jeg ikke. Mens jeg styrtede mod fliserne, lagde jeg godt mærke til at der blev fotograferet. Men forevigelse i kameraer stopper ikke tyngdekraften. Der var ikke tanker, der valgte at mase sig på. Min indre plakatsøjle holdt venligt kæft. Paris fra den vinkel var ikke prangende. Hele byen styrtede op i himlen. Fra de episke bygningsværker til rotterne i kloakkerne. Mit ansigt gik i forbindelse med fliserne. Der var ingen smerte forbundet med det. Det sidste, der gik igennem mit hoved, var min røv.
”Hej, hej.” siger den rødhårede mand, og præsenterer sig som Shawn. Min anonyme følgesvend slår sig ned ved bordet, og jeg følger hans eksempel. Shawn bladrer i en lille notesbog, og kigger op på mig.
”Niels Christensen, 42 år, journalist, dansker?” spørger han, men der er ingen tvivl om, at han ved at jeg er den rigtige. Alligevel nikker jeg.
”Tag et glas vin. Ingen grund til at den går til spilde, vel. Nåh, men det første du skal vide, er at det værste ved at være død, er at man ikke engang kan mærke det. Hele lortet går videre. Samme problemer, men der er bare ingen udvej. Du er ligesom allerede død, mester. Det andet du skal vide, er at du ikke behøver at sove, spise eller skide. Men du kan godt, hvis du vil. Den tredje og sidste ting er, at du ikke kan komme til skade eller blive syg mere. Hvis vi drak blod, ville vi nok blive kaldt vampyrer. Det gør vi ikke.”
Med et klask klapper han notesbogen sammen og stikker den i brystlommen. Så hæver han glasset til skål. Jeg griber mit eget, og skåler med ham. Det samme gør Hr. Anonym.
”Spørgsmål?” siger han, efter han har tømt sit glas halvt og stikker en smøg ind mellem læberne.
”Ja. Hvorfor skal jeg stadig være her?” svarer jeg, og mærker for første gang noget der føles som frustration.
”Du døde på det forkerte tidspunkt. Det er meget enkelt. Når man dør på det forkerte tidspunkt, så bliver man som os.”
”Det har ham den anden sagt. Men hvad er meningen?”
Shawn smiler svagt.
”Du er blevet en skraldemand, Niels. Det er hvad du er blevet. Du skylder. Fordi du har taget røven på dem der bestemmer, hvornår du skulle dø. I dag har jeg sikret, at ti mennesker døde på det tidspunkt, de skulle.Måske er det ikke det fedeste job i verden, men det gør fandme en ting. Det sætter tingene i perspektiv. Når man har spændt ben for tilstrækkeligt mange gamle damer, og pillet ved så og så mange elektriske installationer, så
bliver man sgu ydmyg. Så virker ens egen grund til at dø uden for sæsonen simpelthen åndssvag. Jeg håber ikke for dig, at du havde nogle store projekter liggende. Noget der kunne være rigtig vigtigt”.
”Hvorfor ikke?” spørger jeg, og slynger resten af vinen ned i ganen. Det brænder svagt ved drøblen, som kraftigt rødvin normalt gør.
”For så skylder du endnu mere. John derovre var bare en kuli. En fyr uden de store fremtidsudsigter eller indbygget stræben. Han kommer til at slippe meget tidligere end jeg gør. Vil du have noget at spise?”
Han peger på menukortet, der allerede ligger opslået. Først har jeg lyst til at sige nej, men et eller andet får mig alligevel til at nikke. Tjeneren kommer, sætter en ny flaske vin på bordet og tager vores bestillinger. Shawn ser mest af alt ud som om, at han morer sig en
smule.
”Okay,” siger jeg, efter maden er gledet ned gennem mit spiserør, og jeg er på mit fjerde glas rødvin.
”Hvorfor skylder man mere, hvis man havde noget vigtigt liggende. Det kan jeg ikke lige følge.”
”Hvis du havde noget du skulle have gjort, inden du døde, men nu ikke får gjort, fordi du allerede er død....så har du ændret alting. Tænk på hvis Edison var død inden glødepæren blev opfundet, eller at Michael Laudrup var kørt galt. De to herrer er bare eksempler.”
”John må da også efterlade nogle løse tråde. Noget der ændrer sig, fordi han ikke er der.”
John kigger på mig, og tygger lidt på den sidste bid snegl. Shawn derimod nikker.
”Det skulle man tro. Men de er seriøst elitære, dem der kører det her. De mener, at nogle er vigtigere end andre. Jeg ved ikke om de har ret. Da jeg spurgte dem, sagde de bare at jeg skulle gøre hvad der blev sagt og så ellers stoppe med alle de dumme spørgsmål.” Vi kigger på hinanden over vinglassene. Jeg kan ikke føle den mindste summen i mit hoved, selv om jeg sidder og overvejer mit femte glas.
”Så vi har faktisk ikke nogen som helst mulighed for at bestemme over vores eget liv.”
”Nej,” sagde Shawn. ”Jeg havde det engang som du har det nu. Mente at alle var lige meget værd, og der da måtte være en mening. Men jeg tror, at jeg har fundet min egen mening med det her. Det er godt at vi ikke selv kan bestemme, hvornår vi dør, Niels. Det er pissegodt.”
John har vendt sig væk fra os, og ser ned mellem parasollerne, der som svampe er vokset op af caféernes myrevrimmel. Jeg læner mig indover bordet, og ser på Shawn.
”Hvad mener du?” spørger jeg.
”Tænk nu på, hvis vi havde fuld kontrol over hvornår vi skulle leve eller dø. Alle de gange, et menneske i løbet af livet tænker på at ende det hele. Eller bunken af teenagere, der i en vis alder ligefrem ser frem til døden. Hvis vi bare lige kunne sige til, hvor fanden ville vi så ikke ende henne. De fleste selvmord er meningen, Niels. Dit var uplanlagt. Du kan ikke rette op på det rod du har lavet, men du kan sikre, at der ikke kommer mere af slagsen.” Jeg svælger og hælder det femte glas vin op.
”Men jeg ville jo bare væk herfra. Jeg tror, at jeg håbede på at se Lise igen. Min kone, der døde.”
”Jeg forstår dig, mand. Jeg dræbte også mig selv for mange år siden. Fordi jeg ville se min kone igen. Men fordi vi gik ved siden af, så venter vi. Hvis de stadig findes et sted, så har vi blot sikret at der går meget, meget længe inden vi ser hinanden igen.” Jeg nikker, drikker af vinen, men den efterlader en sur smag i munden.
”Shawn,” siger jeg, let raspende. ”Du sagde alle de ting vi ikke behøvede at gøre. Hvad med at græde?”
”Græde?” siger Shawn, og fylder sit glas op. ”Det er måske den eneste ting, vi har behov for at gøre.”
