Jægerens bytte af Deon Meyer

JÆGERENS BYTTE

1. DEL

Christine

1
   I øjeblikket inden præsten åbnede flapperne, stod verden stille, og hun så alting med større klarhed. På kinden havde den kraftige, midaldrende mand et rombeformet modermærke som lignede en forvreden lyserød tåre. Hans ansigt var kantet og stærkt, hans tynde hår redt tilbage, hans hænder massive og barkede som hos en bokser. Bøgerne bag ham dækkede hele væggen i en mosaik af skiftende farver. Den sene eftermiddagssol i Fristaten kastede en lysstråle på bordpladen, en magisk solstråle hen over papæsken.
   Hun trykkede hænderne let mod sine bare knæs kølige overflade. Hun svedte i hænderne, hendes øjne ledte efter antydninger i de mindste forandringer af hans ansigtsudtryk, men hun så kun ro, måske en smule undertrykt, venlig nysgerrighed angående papæskens indhold. I øjeblikket før han løftede flapperne, forsøgte hun at se sig selv sådan som han så hende – vurdere det indtryk hun forsøgte at skabe. Forretningerne i byen havde ikke været til nogen hjælp; hun måtte bruge hvad hun havde. Hendes hår var langt, glat og rent, den mangefarvede bluse ærmeløs; måske en anelse for stram til denne lejlighed, for ham? En hvid nederdel der havde trukket sig lige op over knæene da hun satte sig. Hendes ben var glatte og smukke. Hvide sandaler. Guldspænder. Hendes tånegle ulakerede, det havde hun sikret sig. Kun en enkelt ring, en smal guldring på højre hånd. Hun havde kun lidt makeup på for at underspille sin munds fyldighed.
   Ikke noget der kunne forråde hende. Bortset fra hendes øjne og hendes stemme.
   Han åbnede flapperne en efter en, og hun opdagede at hun sad ude på kanten af lænestolen og lænede sig frem. Hun ønskede at læne sig tilbage, men ikke nu, hun måtte vente på hans reaktion.
   Den sidste flap blev løftet, og æsken var åben.
   „Liewe Genade,“ sagde han på afrikaans og rejste sig halvt op. Barmhjertige Gud.
   Han kastede et blik på hende, men han lod ikke til at se hende, og hans opmærksomhed vendte tilbage til æskens indhold. Han stak den ene af sine store hænder ned i den, tog noget op og holdt det op mod sollyset.
   „Barmhjertige Gud,“ gentog han med hænderne foran sig. Han følte efter med fingrene for at få ægtheden bekræftet.
   Hun sad ubevægelig. Hun vidste at hans reaktion ville afgøre alting. Hendes hjerte hamrede, hun kunne endda høre det.
   Han lagde genstanden ned i papæsken igen, trak hånden op og lod flapperne være åbne. Han satte sig igen og tog en dyb indånding som om han ville samle sig, og kiggede så op på hende. Hvad tænkte han? Hvad?
   Så skubbede han æsken til side som om han ikke ønskede at den skulle komme imellem dem.
   „Jeg så dig i går. I kirken.“
   Hun nikkede. Hun havde været der – for at danne sig et indtryk af ham. For at se om hun blev genkendt. Men det var umuligt da hun alligevel havde tiltrukket sig så megen opmærksomhed – en fremmed ung kvinde i en kirke i en lille by. Han prædikede godt, medfølende, med kærlighed i stemmen, ikke så dramatisk og formelt som præsterne i hendes ungdom. Da hun gik ud af kirken, var hun sikker på at det havde været rigtigt at komme hertil. Men nu var hun ikke så sikker … Han virkede bestyrtet.
   „Jeg …“ sagde hun, og hendes tanker ledte febrilsk efter de rigtige ord.
   Han lænede sig frem mod hende. Han havde brug for en forklaring; det forstod hun udmærket. Hans arme og hænder dannede en ret linje på bordkanten, fra albuerne til de sammenflettede fingre, som lå fladt på bordet. Han havde en formel skjorte på som var åben i halsen, lyseblå med en svag rød stribe. Ærmerne var rullet op, og underarmene var behårede i sollyset. Udefra hørtes lydene fra en hverdagseftermiddag i en lille by – sothoer som hilste på hinanden hen over gaden, den kommunale traktor som dunkende accelererede hen til garagen, cikaderne, den klirrende lyd af en hammer vekslende med to hundes enerverende bjæffen.
   „Der er meget jeg må fortælle Dem,“ sagde hun, og hendes stemme lød spinkel og fortabt.
   Endelig rørte han på sig og åbnede hænderne.
   „Jeg ved dårligt nok hvor jeg skal begynde.“
   „Begynd ved begyndelsen,“ sagde han blidt, og hun var taknemmelig for hans indføling.
   „Begyndelsen,“ gentog hun med en stemme der nu var kraftigere. Hendes fingre samlede det lange blonde hår, som hang ned over skulderen, og kastede det bagud med en rytmisk, øvet bevægelse.

2
   For Thobela Mpayipheli begyndte det sent en søndag eftermiddag på en benzintank i Cathcart.
   Pakamile sad ved siden af ham, otte år gammel, træt og fuld af kedsomhed. Den lange vej fra Amersfoort lå bag dem, syv trøstesløse timers kørsel. Da de drejede ind på tanken, sukkede barnet. „60 kilometer tilbage?“
   „Kun 60 kilometer,“ sagde han trøstende. „Vil du have noget koldt at drikke?“
   „Nej tak,“ sagde drengen og løftede den halvliters colaflaske som havde ligget ved hans fødder. Den var ikke tom endnu.
   Thobela stoppede ved benzinstanderen og steg ud af pickuppen. Der var ingen tankpasser at se. Han strakte arme og ben, en stor sort mand i jeans, rød skjorte og løbesko. Han gik rundt om køretøjet og tjekkede at motorcyklerne på ladet stadig var spændt godt fast – Pakamiles lille KX 65 og hans egen store BMW. De havde øvet sig i at køre i terrænet i weekenden, en officiel rute gennem sand, grus og vand, over bakker og tuer, gennem kløfter og dale. Han havde set drengens selvtillid vokse time for time, begejstringen som lyste ud af ham som en glød for hver gang han sagde: „Se, Thobela, se mig!“
   Hans søn …
   Hvor var tankpasserne?
   Der stod en anden bil ved standerne, en hvid Polo – motoren gik i tomgang, men der sad ingen i bilen. Underligt. Han råbte: „Hallo!“ og så bevægelse i bygningen. De måtte komme nu.
   Han vendte sig om for at åbne motorhjelmen og kastede et blik på den vestlige horisont, hvor solen var ved at gå ned … det blev snart mørkt. Så hørte han det første skud. Det gav genlyd i den tidlige aftens stilhed. Frygten fik det til at give et sæt i ham, og han satte sig instinktivt på hug. „Pakamile!“ skreg han. „Læg dig ned!“ Men hans sidste ord blev overdøvet af endnu et skud, og endnu et, og han så dem komme ud ad døren – to mænd med pistoler, den ene med en hvid plasticpose i hånden, med vilde øjne. De fik øje på ham og skød. Kugler smældede mod benzinstanderen, mod pickuppen.
   Han råbte, et gutturalt brøl, sprang op, rev pickuppens dør op og kastede sig ind og forsøgte at beskytte drengen mod kuglerne. Han mærkede den lille krop ryste. „Okay,“ sagde han og hørte skuddene og blyet hvine hen over dem. Han hørte en bildør smække, så en anden, og hvinende dæk. Han kiggede op – Poloen bevægede sig hen mod vejen. Endnu et skud. Glasset i et reklameskilt over ham knustes og regnede ned på pickuppen. Så var de ude på vejen, Poloens motor blev gasset for kraftigt op, og han sagde: „Det er okay, okay,“ og mærkede det våde på sin hånd, og Pakamile var holdt op med at ryste, og han så blodet på barnets krop, og han sagde: „Nej, gode Gud, nej.“
   Det var dér det begyndte for Thobela Mpayipheli.

   Han sad på drengens værelse, på hans seng. Dokumentet i hans hånd var det sidste bevis han havde tilbage.
   Huset var så stille som graven for første gang så længe han kunne huske. For to år siden havde han og Pakamile skubbet døren op og kigget på det støvede indre, de tomme rum. Nogle af de elektriske armaturer hang skævt ned fra loftet, døre i køkkenskabene var i stykker eller stod blot på klem, men det eneste de så, var potentiale, mulighederne i deres nye hus med udsigt over Cata River og farmens grønne marker i højsommeren. Drengen var løbet igennem huset og havde afsat fodspor i støvet. „Det her er mit værelse, Thobela,“ havde han råbt hen ad gangen. Da han så soveværelset, havde han givet udtryk for sin ærefrygt med et langt fløjt. For det eneste han kendte til, var et trangt hus med fire rum i Cape Flats.
   Den første nat sov de på den store veranda. Først havde de set solen forsvinde bag uvejrsskyerne og skumringen tage til over gårdspladsen, set skyggerne fra de store træer i nærheden af lågen blande sig med mørket og stjernerne åbne deres sølvøjne på magisk vis oppe på firmamentet. Han og drengen sad trykket mod hinanden med ryggen mod væggen.
   „Det er et dejligt sted, Thobela.“
   Der var en dyb fornemmelse af velvære i Pakamiles suk, og Thobela var lettet, for det var kun en måned siden drengens mor var død, og han havde ikke vidst hvordan de skulle vænne sig til forandringen af omgivelser og omstændigheder.
   De talte om det kvæg de ville købe, en malkeko eller to, noget fjerkræ („… og en hund, Thobela, ikke også, en stor, gammel hund“). En køkkenhave bagtil. Et jordstykke med lucerne nede ved flodbredden. De havde drømt deres drømme den nat indtil Pakamiles hoved var sunket ned på hans skulder, og han havde forsigtigt lagt drengen på sengelejet på gulvet. Han havde kysset ham på panden og sagt: „Godnat, min søn.“
   Pakamile var ikke af hans eget blod. Drengen var søn af en kvinde han havde elsket, og var blevet hans egen. Han var meget hurtigt kommet til at elske drengen som sit eget kød og blod, og i månederne siden de var flyttet hertil, havde han påbegyndt den lange proces med at gøre det officielt – skrevet breve, udfyldt blanketter og været til samtale. Langsomme bureaukrater med sære dagsordener skulle afgøre om han var egnet til at være forælder, selv om hele verden kunne se at båndet mellem dem var blevet ubrydeligt. Men endelig, efter 14 måneder, var de officielle dokumenter kommet; i de statslige myndigheders vidtløftige, klodsede sprog havde de beseglet adoptionen.
   Og nu var disse hvidgule papirer det eneste han havde. Dem, og en dynge ny jord under pebertræerne ved floden. Og præstens ord, der var ment som en trøst: „Gud har en hensigt med alt.“
   Gode Gud, hvor han savnede drengen.
   Han kunne ikke acceptere at han aldrig mere ville komme til at høre den kluklatter igen. Eller skridtene hen ad gangen. Aldrig langsomme, altid travle, som om livet var for kort til at gå. Eller når drengen råbte hans navn fra hoveddøren med en stemme fuld af begejstring over en eller anden ny opdagelse. Umuligt at acceptere at han aldrig mere ville mærke Pakamiles arme om sig. Dette mere end noget andet – kontakten, den fuldstændige accept, den betingelsesløse kærlighed.
   Det var hans skyld.
   Der var ikke en eneste af dagens eller nattens timer hvor han ikke gennemgik begivenhederne på benzintanken med selvbebrejdelsens fine kam. Han skulle have været klar over det da han så den tomme Polo i tomgang ved standerne. Han skulle have reageret hurtigere da han hørte det første skud, han skulle have kastet sig hen over drengen i det øjeblik, han skulle have været et skjold, han skulle have taget imod kuglen. Det skulle han. Det var hans skyld.
   Tabet var som en tung sten i ham, en ubærlig byrde. Hvad skulle han gøre nu? Hvordan skulle han kunne leve? Han kunne ikke engang forestille sig i morgen, hverken fornemmelsen eller muligheden. Telefonen ringede i dagligstuen, men han havde ikke lyst til at rejse sig – han ville blive her sammen med Pakamiles ting.
   Han bevægede sig trægt og mærkede følelsen presse sig mod ham. Hvorfor kunne han ikke græde? Telefonen ringede. Hvorfor ville sorgen ikke bryde ud?
   På uforklarlig vis stod han med telefonen i hånden, og stemmen sagde: „Mr. Mpayipheli?“ og han sagde: „Ja.“
   „Vi har dem, mr. Mpayipheli. Vi har pågrebet dem. Vi vil gerne have at De kommer og identificerer dem.“
   Senere låste han pengeskabet op og lagde omhyggeligt dokumentet på øverste hylde. Så fandt han sine skydevåben, tre stykker: Pakamiles luftgevær, kaliber .22-riflen og jagtgeværet. Han tog det længste våben og gik ud i køkkenet.
   Da han rensede det med metodisk koncentration, blev han langsomt klar over at skylden og tabet ikke var det eneste der lå i ham.

   „Jeg ved ikke om han var troende,“ sagde hun. Nu var præstens fulde opmærksomhed rettet mod hende. Hans blik vandrede ikke længere hen til papæsken.
   „I modsætning til mig.“ Hentydningen til hende selv var ikke planlagt, og et øjeblik spurgte hun sig selv hvorfor hun havde sagt det. „Måske gik han ikke i kirke eller sådan, men han kan godt have været troende. Og måske kunne han ikke forstå hvorfor Herren gav til ham og derefter tog det fra ham igen. Først hans kone og derefter hans barn på farmen. Han troede at han blev straffet. Jeg gad vide hvordan det kan være. Hvorfor vi alle tænker sådan når der sker noget slemt. Det gør jeg også. Det er underligt. Jeg har bare aldrig kunnet finde ud af hvad det var jeg blev straffet for.“
   „Som ikke-troende?“ spurgte præsten.
   Hun trak på skuldrene. „Ja. Er det ikke mærkeligt? Det er som om skylden er inden i os. Somme tider spekulerer jeg på om vi bliver straffet for de ting vi gør i fremtiden. For mine synder kom først senere, efter at jeg var blevet straffet.“
   Præsten rystede på hovedet og tog en dyb indånding som om han skulle til at svare, men hun ville ikke bringes ind på et sidespor nu; ville ikke bryde rytmen i sin historie.
   De var uden for rækkevidde. Der stod otte mænd bag envejsruden, men han kunne kun fokusere på de to som hans had brændte for. De var unge og fandenivoldske, deres munde lagt i det samme hånlige smil, deres øjne med en udfordrende stirren mod vinduet. Et øjeblik overvejede han muligheden af at sige at han ikke genkendte nogen af dem, og derefter vente uden for politistationen med jagtgeværet … Men han var ikke parat, havde ikke studeret udgangene og gaderne udenfor. Han løftede fingeren som et bøsseløb og sagde til kriminalinspektøren: „Der er de, nummer tre og fem.“ Han kunne ikke kende lyden af sin egen stemme; det var en fremmeds ord.
   „Er De sikker?“
   „Helt sikker,“ sagde han.
   „Tre og fem?“
   „Tre og fem.“
   „Det var det vi mente.“
   De bad ham underskrive en erklæring. Så var der ikke mere han kunne gøre. Han gik ud til pickuppen, låste døren op og satte sig ind, bevidst om geværet bag sædet og de to mænd et sted i bygningen. Han sad og spekulerede på hvad kriminalinspektøren ville gøre hvis han bad om nogle øjeblikke alene sammen med dem, for han mærkede en voldsom trang til at stikke en lang kniv i deres hjerter. Hans øjne dvælede et øjeblik ved politistationens hovedindgang, og så drejede han nøglen og kørte langsomt væk.

3
   Den offentlige anklager var xhosa-kvinde, og hendes kontor var fuldt af hendes daglige arbejdes lysegule chartekker. De var over det hele. Skrivebordet var overfyldt, og bunkerne var flydt hen på to andre borde og ned på gulvet så de måtte træde uden om dem for at komme hen til de to stole. Der var noget dystert over hende og en vag åndsfraværelse som om hendes opmærksomhed var delt mellem de talløse dokumenter, som om hendes arbejdes ansvar somme tider var for tungt at bære.
   Hun forklarede. Det var hende der skulle repræsentere anklagemyndigheden. Hun skulle forberede ham til at vidne. Sammen skulle de overbevise dommeren om at de anklagede var skyldige.
   „Det vil være let,“ sagde han.
   „Det er aldrig let,“ svarede hun og rettede på sine store guldindfattede briller med tommel- og pegefinger som om de aldrig kunne sidde helt perfekt. Hun spurgte ham ud om Pakamiles dødsdag, igen og igen, indtil hun kunne se begivenheden med hans øjne. Da de var færdige, spurgte han hende hvordan dommeren ville straffe dem.
   „Hvis de bliver kendt skyldige?“
   „Når de bliver kendt skyldige,“ svarede han med overbevisning.
   Hun rettede på brillerne og sagde at den slags kunne man aldrig forudsige. Den ene af dem, Khoza, havde en tidligere dom. Men det var Rampheles første lovovertrædelse. Og han måtte huske på at det ikke var deres hensigt at myrde barnet.
   „Ikke deres hensigt?“
   „De vil sige at de ikke engang så barnet. Kun Dem.“
   „Hvilken straf vil de få?“
   „Ti år. Femten? Det kan jeg ikke sige med sikkerhed.“
   Et langt øjeblik stirrede han blot på hende.
   „Sådan er systemet,“ sagde hun med et skuldertræk som fritog hende for ansvar.

   Dagen før retssagen skulle begynde, kørte han til Umtata i pickuppen fordi han skulle købe nogle slips, en jakke og et par sko.
   Han stod i sit nye tøj foran det høje spejl. Ekspedienten sagde: „Det ser smart ud,“ men han kunne ikke kende sig selv i spejlbilledet – ansigtet så ubekendt ud, og det skæg som var vokset frem siden drengens død, var tykt og gråt på kinderne og hagen. Det fik ham til at se harmløs og vis ud, som en pålidelig støtte.
   Øjnene hypnotiserede ham. Var det hans? De kastede ikke noget lys tilbage, som om de var tomme og døde indeni.
   Fra sidst på eftermiddagen lå han på sin hotelseng med armene under hovedet uden at røre sig.
   Han huskede: Pakamile i skuret oven for huset i færd med at malke en ko for første gang, med for mange tommelfingre og for stort hastværk. Frustreret over at patterne ikke reagerede på de små fingres manipulation. Og så, endelig, den tynde hvide stråle som sprøjtede skævt, ned på skurets gulv, og det triumferende råb fra drengen: „Se, Thobela!“
   Den lille skikkelse i skoleuniformen som ventede på ham hver eftermiddag med sokkerne nede om anklerne og skjorten uden på bukserne og rygsækken alt for stor. Glæden hver dag når han standsede. Hvis han kom på motorcyklen, kiggede Pakamile sig først omkring for at se hvilke af hans venner der var vidner til denne eksotiske begivenhed, denne enestående maskine som kun han havde ret til køre hjem på.
   Somme tider sov hans venner hos ham om natten; fire, fem, seks drenge i hælene på Pakamile rundt på gårdspladsen. „Min far og jeg har selv sået alle de grøntsager.“ „Det her er min fars motorcykel, og det her er min.“ „Min far har selv sået al den her lucerne.“ En fredag aften … alle sammen i en stor seng i dagligstuen, presset sammen som sardiner i en flad dåse. Huset havde vibreret af liv. Huset var fuldt. Fuldt.
   Værelsets tomhed overvældede ham. Stilheden, kontrasten. En del af ham stillede spørgsmålet: Hvad nu? Han forsøgte at forjage det med minder, men det gav stadig genlyd. Han tænkte længe over det, men på en uformuleret måde vidste han at Miriam og Pakamile havde været hans liv. Og nu var der ingenting.
   Han stod op én gang for at tisse og drikke vand og lagde sig så igen. Airconditionen hvæsede og blæste under vinduet. Han stirrede op i loftet og ventede på at natten var overstået så retssagen kunne begynde.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.