Jerntungen af Stephen Booth
Hør Bogbidden her - indtalt specielt til Bogbidder
1
Der var en time til daggry, da kriminalassistent Ben Cooper fik de første informationer. En time før daggry burde være det døde tidspunkt. Men i soveværelser på tredje sal i lejlighederne i det sociale boligbyggeri og i villakvartererne ved foden af skråningerne blinkede folk forvirret over en fremmed verden med tyste lyde, hvor der var vendt op og ned på mørke og lys. Cooper kendte alt til timen før daggry, og det var et dårligt tidspunkt at være på gaden på. Men det var januar, og dagen gryede sent i Edendale. Og sneen havde forvandlet morgenen til et dirrende kaos.
Cooper trak kraven på sin oilskinsfrakke op, så den rørte kasketskyggen og børstede snefnuggene væk, der havde sat sig i skægstubbene på kæbebenet, hvor han havde været for hurtig med morgenens barbering. Han var gået ned ad en af gyderne fra torvet, støvlerne knagede gennem den nyfaldne sne, gled på de frostglatte brosten og bevægede sig fra lys til mørke i takt med, at han nåede uden for gadelygternes rækkevidde. Men han var trådt fra gyden ud i en larmende snerren af trafik, der sad som en blodprop i hjertet af Edendale og fik de snedækkede gader til at gå i stå.
I Hollowgate sad bilister på rad og række, kofanger ved kofanger i bølgende udstødningsrøg. Mange af dem havde nærmest kørt blindkørsel med forruden dækket af halvt afskrabet sne eller strimer af brunt søle, som de tilisede vinduesviskere ikke kunne fjerne. Motorernes dunken fyldte gaderne, rungede mod butiksfacaderne og overetagerne på ejendommene fra 1800-tallet. Forlygterne spiddede chauffører og passagerer i uhyggelige skygger, som silhuetter på en skydebane.
"Vi har et alvorligt, dobbelt overfald, muligvis racistisk motiveret. Tidspunkt cirka nul-tohundrede. Underbank-området."
Stemmen i radioen lød fremmedartet og fjern. Det var en træt operatørs sprukne stemme i et kontrolrum uden vinduer, hvor man aldrig vidste, om det stadig sneede, eller om solen var stået op. Ikke medmindre nogen ringede ind og gav dem vejrudsigten. Der er spredte udbrud af vold, sporadisk blod i gaderne. Der er en time til daggry.
Cooper trådte ud over fortovskanten og direkte ned i femten centimeter vådt sjap. Det gik op over skokanten og forvandlede den ene fod til en iskold svamp. Eftersom klokken kun var syv, og det stadig var helt mørkt, ville det blive en lang og ubekvem vagt, medmindre han i løbet af kort tid kunne komme hen til sit skab på Division E’s hovedkvarter i West Street og skifte strømper.
"To mandlige ofre har fået adskillige kvæstelser, og deres tilstand betegnes som alvorlig."
Cooper kantede sig vej gennem de fastlåste biler til den anden side af Hollowgate. Rundt omkring ham bølgede udstødningsgassen op fra skyggerne og hang under gadelygterne, fanget i lav højde af frosten og den stillestående luft. Den hang som et gråt tæppe, der sugede lyset til sig og langsomt snoede sig forbi sorte, georgianske vinduer, der gnistrede af rimfrost.
"Vi leder efter fire mistænkte. Alle fire er hvide mænd i alderen femogtyve til femogfyrre. Lokal accent. Den ene af de mistænkte er identificeret som Edward Kemp, Beeley Street 6 i Edendale, femogtredive år gammel. Kort, mørkebrunt hår, højde cirka én treogfirs."
Vejret skiftede så hurtigt i Peak District, at sneen tilsyneladende altid kom bag på bilisterne i byen. Og det selv om alle biveje og pas nogle få kilometer fra Edendale stadig var lukkede, og afsidesliggende landsbyer afskåret fra omverdenen, indtil sneplovene nåede frem. De kunne være isoleret indtil i morgen eller dagen efter.
Cooper var taget tidligt hjemmefra på grund af vejret. På vej ind til byen fra Bridge End Farm holdt han sin Toyota i sporene efter den første sneplov. Bjergene omkring ham havde glitret og strålet som enorme, hvidglaserede bryllupskager, der stak frem i mørket. Men det betød også, at han var gået glip af sin morgenmad. Nu trængte han til et par ostetoast og en kop sort kaffe. Han blev fristet af lysene fra Starlight Café, der reflekteredes i dyner af jomfruelig sne.
"Edward Kemp beskrives som kraftigt bygget og med en karakteristisk kropslugt. Sidst set iført mørk overfrakke og hat. Ingen uddybende beskrivelse for nærværende."
Cooper spejdede ind i caféen. På den anden side af den duggede rude sad skikkelser indhyllet i frakker, anorakker, halstørklæder og handsker og med et bredt udvalg af hatte – pels, læder og uld – på hovederne. De lignede modeller i et tøjkatalog for polarforskere.
"Alle mistænkte kan være bevæbnet med baseballbat eller lignende våben. Forsigtighed tilrådes."
Han kunne næsten smage kaffen nu, kunne fornemme det knasende ristede brød med den klæbrige, bløde, smeltede ost. Spyttet begyndte at samles på hans tunge. Cooper skubbede handsken tilbage for at kigge på uret. Masser af tid.
Mens han stod med næsen trykket mod ruden, blev en hånd løftet for at tørre noget af duggen væk. En kvindes ansigt dukkede op, og hun gjorde store øjne af bestyrtelse. Hendes mund formede et skældsord, og hun løftede to fingre, der stak op af en blå, strikket luffe. Cooper trak snuden til sig. Der blev ingen ostetoast denne morgen, ingen kaffe.
"Central, jeg skal bruge en vogn uden for Starlight Café i Hollowgate."
"Vi er der om to minutter, Cooper … Er det stadig mørkt derude?"
"Der er en time til daggry. Hvad tror du?"
*
Det var isen og den skærende skarpe vind, der var årsag til de værste af Marie Tennents vrangforestillinger. Isen og vinden borede sig ind i hendes hjerne og trængte så langt ind, at deres kanter skrabede mod hinanden i midten og fyldte hendes hoved med støj.
I den sidste time før sin død troede Marie, at hun kunne høre musik hyle i vinden, hjul hvisle mod en isdækket vej og mumlende stemmer dybt i sneen. Hendes hjerne kæmpede for at få fornuft ud af lydene og forstå, hvad der var ved at ske med hende. Men musikken var meningsløs og stemmerne forvrængede som i en dårligt indstillet radio, der næsten er løbet tør for batteri.
Marie lå midt i lugte af mast sne og fugtig luft med smagen af sit eget blod i munden og med kroppen som et forvirrende mønster af kolde pletter, følelsesløshed og smerte. Hendes arme og ben brændte der, hvor sneen var smeltet ind i tøjet og frosset igen. Og de pinefulde dunk i hovedet var flydt sammen til en vild, uudholdelig smerte.
På grund af smerten vidste Marie i et lyst øjeblik, at de lyde, hun kunne høre, skyldtes, at de bitte små knogler i hendes indre øre krympede og vred sig, mens de blev stivfrosne. De skrabede mod hinanden, mens de trak sig sammen og frembragte en indre hvisken og mumlen, en parodi på lyd, der holdt hende for nar, mens hun langsomt fjernede sig fra grænsen til virkeligheden. Det var et foruroligende og uartikuleret farvel, en sidste desorienterende besked fra verden. Det var det eneste akkompagnement til hendes død.
Solen var faldet ned bag kanten af det bjerg, de kaldte Jerntungen, så den snedækkede hede lå i skygge, og temperaturen dalede hastigt. Marie mærkede det svage, kolde kys af snefnug på sit ansigt. Men de sidste solstråler rørte stadig toppen af bjerget, og sneen på klipperne blev farvet blå af lyset. Selve Jerntungen var skjult for hende, med dens furede udløber af mørk sandsten, der stak ud over dalen mod syd. Men hun fangede et glimt af vand mod nord, hvor Blackbrook Reservoir lå i en lavning på heden.
Det sidste, Marie så, før hendes øjne lukkede sig, var noget tyndt og mørkt, der gennemskar horisonten på bjerget. Det så ud til at skære sig ind i skyernes bug som et barberblad. Hun klyngede sig til tanken, mens hun opbød de sidste rester af viljestyrke for at fortrænge smerten. I sidste ende havde det smuldrende mindesmærke midt i snemarken ikke været det sted, hun var forudbestemt til at dø. Det var beregnet for mænd, som havde levet og døet sammen. Det var noget helt andet at dø alene.
En række uskarpe lysbilleder flimrede over en skærm i tankerne. Billederne forsvandt så hurtigt, at hun ikke nåede at fundere over deres betydning, men hun vidste, de havde noget med hendes liv at gøre. I hvert enkelt var der utydelige skikkelser, der vendte og drejede sig mod en mørk baggrund. Hvert af dem førte en kortvarig eksplosion af lugte, smag og lyde med sig, et kalejdoskop af sanser, der drænede hende for følelser og flåede dem ud af hende, før hun nåede at genkende dem.
Der var også en stemme – en virkelig stemme fra en person, hun huskede, ikke et spøgelse i sneen. "Vi skal være sammen," sagde den. "Er du lykkelig?"
Og dernæst var der kun fire, endegyldige ord. De kom midt i en eksplosion af uudholdelig smerte, lugten af snavsede lagener og den skrabende lyd af løbende fødder over hendes hoved. Det var den samme stemme og alligevel ikke den samme.
"Det er for sent," sagde den.
Marie Tennent ville aldrig se daggryet.
*
Ben Cooper trådte ind i caféen. Der var fyldt med kunder, som sad og halvsov over deres krus med te, og hvis hjerner kun lige akkurat blev holdt i omdrejninger af bølgende tråde af damp, de indåndede gennem næsen. Da Cooper stampede sneen af fødderne, var der som sædvanligt et par stykker, der vendte ansigtet væk fra ham.
Der sad en mand alene i nærheden af disken. Han var iført en mørk overfrakke og en Manchester United-hue. Cooper nærmede sig manden bagfra, til han var tæt nok på til at genkende lugten. Der stod en fæl lugt omkring ham, som gjorde ham genkendelig gennem lugten af æg og bacon og selv gennem lugten af våd hund fra de gennemblødte frakker og sølede gulvfliser.
Cooper gik lidt længere frem, så han kunne se mandens ansigt. "God morgen, Eddie."
Kunden nikkede vagtsomt. Det var det bedste, Cooper kunne forvente under de givne omstændigheder. Eddie Kemp var en gammel kending for de fleste politifolk i Division E’s hovedkvarter. Han havde aflagt mange besøg i arresten og forhørslokalerne i tidens løb. Nu om stunder sled han dog også på andre steder på stationen i West Street, men kun udefra. Eddie Kemp var begyndt som vinduespudser.
"Det er et skidt vejr for forretningen, hva’?" sagde Cooper.
"Skide dårligt. Mine vaskeskind er stivfrosne. Som indtørrede kopatter, fandeme."
Kemp så ikke godt ud her til morgen. Hans øjne var røde og trætte, som om han havde været oppe hele natten. Starlight Café åbnede klokken fem for postbudene på vej til sorteringen, for buschauffører og jernbanefolk og selv for nogle få politifolk. Kemp lignede en, som havde siddet der, siden caféen blev åbnet.
"Vær venlig at lægge begge hænder på bordet," sagde Cooper.
Kemp gloede surt på ham. "Du har vel tænkt dig at ødelægge min morgenmad."
"Jeg er bange for, du er anholdt."
Den anden mand sukkede og rakte armene frem. "De fik bare, hvad de havde fortjent."
Ja, det var lyden af fødder. Fødder, der knirkede i sneen rundt om hende. Marie Tennents hjerte svulmede smertefuldt mod hendes mellemgulv, og et sprøjt adrenalin løb gennem hendes muskler som syre. Hun var sikker på, hun kunne høre skridt fra redningsfolk og også nogle lettere og hurtigere trin, der krattede hen over snedækket. Hun blev overbevist om, at en eftersøgningshund havde snuset sig frem til hende, og at arme om et øjeblik ville løfte hende op af sneen og pakke hende ind i termotæpper, at venlige hænder ville varme hendes hud med deres berøring, og at beroligende stemmer ville lette smerten i hendes ører.
Men skridtene fortsatte forbi hende. Hun kunne ikke råbe om hjælp, for hendes reflekser svigtede, og der var ikke flere kræfter tilbage i hendes krop til at reagere. Hendes læber og tunge nægtede at adlyde skrigene i hendes hoved.
Og så blev Marie klar over, at hun tog fejl. De trin, hun havde hørt, var fra ulve eller andre vilde rovdyr, som levede på heden. Hun kunne fornemme, hvordan de krøb hen mod hende og pilede væk igen med deres behårede bug slæbende gennem den våde sne, ivrige efter at gøre krav på deres del af hendes krop. Hun forestillede sig, hvordan de savlede af iver efter at flænse bidder af hendes lunkne krop med tænderne, mens de trippede nervøst over lugten af menneske, der stadig hang ved. Den svage kilden på kinderne og hudfolderne ved øjenlågene fortalte hende, at rovdyrene var tæt nok på, til at hun kunne mærke deres ånde mod sit ansigt. Hun vidste, at hvis hun åbnede øjnene, ville hun stirre ind i dyrenes kæber og de hvide, savlende tænder. Men hun var ikke længere i stand til at åbne øjnene. Tårerne havde frosset øjenlågene fast.
Frygten forsvandt og gled videre, da Maries hjerne mistede grebet om tanken. Billederne dannedes stadig i hendes hjerne, men kulden havde drænet dem for farver. De var smeltet og løbet og efterlod udvaskede grå nuancer og mørke hjørner, der fratog minderne deres betydning. Hun kunne ikke længere fange lyd, lugt og smag, ikke engang fastholde den ene, overvældende følelse, der svulmende havde vokset sig så stor, at den fyldte alle hendes tanker, men som nu vristede sig uden for hendes rækkevidde. Var det sorg, vrede, frygt, skam? Eller var det bare den sædvanlige, ubestemmelige længsel, der havde hjemsøgt hende hele livet?
Marie havde glemt, hvordan det gik til, at hun lå i sneen med smerter i hovedet og blod i munden. Men hun vidste, der var en grund til, at hun burde rejse sig og tage hjem. Og hun vidste, det havde noget at gøre med Sugar Uncle Victor. Men isfingrene klemte bevidstheden ud af hende, så hun snart ikke ville sanse noget som helst.
Marie var ikke bevidst om, at hendes lukkemuskel svigtede, så blæren slap en varm strøm, der smeltede et ujævnt hul i sneen. Kort efter svigtede alle sanser fuldstændig. Mens Maries hud blev stivfrossen, og blodet fortykkedes til en træg væske, trak selv de indbildte lyde sig uden for hendes sansers rækkevidde. Fodtrinene døde hen, og stemmerne blev tavse, fordi der ikke var nogen til at høre dem. Hendes hjerterytme blev langsommere, indtil klapperne flaprede nytteløst uden at pumpe blod rundt i hendes krop.
Til sidst eksisterede Marie Tennent kun som en plet, et sandkorn, der gled af sted i de tyktflydende rester af minderne. Og så hvirvlede de også væk gennem et hul bagest i hendes hjerne og var borte.
*
For femte gang drejede Ben Cooper hovedet for at spejde hen mod hjørnet af Hollowgate og High Street. Trafiklyset var skiftet til grønt, men striben af biler sad fast midt i krydset.
"Hvor bliver den vogn af?" sagde Cooper og mærkede på lommen efter radioen, mens han spekulerede på, om det var værd at forværre humøret hos operatørerne i kontrolrummet på West Street med en klage over en eller andens sendrægtige reaktion. "Den burde have været her nu."
Eddie Kemp var iført sorte gummistøvler og havde trukket de uldne sokker op over kanterne. Hans frakke var lang nok til at være blevet moderne igen to-tre gange, siden han købte den i militærets overskudslager, sandsynligvis tilbage i 1975 eller deromkring. Cooper syntes, han så ud til at have det varmt og godt. Og hans fødder var sandsynligvis tørre.
"Vi kunne også snuppe en taxi," sagde Kemp. "Eller tage bussen. Har du lige penge på dig?"
"Hold din mund," sagde Cooper.
Længere henne ad gaden var der stadig bevægelse i trafikken på High Street. Bilerne sneglede sig gennem de hvide, hvirvlende fnug, der fejede tværs gennem lyskeglerne. En gammel dame i pelsforede støvler trådte forsigtigt gennem sneen i rendestenen. Cooper kom et øjeblik til at tænke på sin mor. Han havde lovet sig selv at tale med hende i aften og sikre sig, at hun forstod, han mente det alvorligt med at flytte fra Bridge End Farm. Han ville kigge ind til hende, når han langt om længe fik fri.
"Jeg går ikke hele vejen op ad bakken," sagde Kemp. "Det er for farligt under disse forhold. Jeg risikerer at glide og slå mig. Så lægger jeg sag an mod dig. Jeg kan slå politiet for tusindvis af pund."
Cooper ville ønske, han kunne komme lidt på afstand af Kemps stærke kropslugt, men han turde ikke løsne sit greb eller flytte sig fra sin klokken otte eskorteposition på venstre side af den anholdte.
"Hold mund. Vi venter på vognen."
Cooper var opmærksom på, at der gik kunder ind og ud af caféen med jævne mellemrum. Dørklokken ringlede bag dem. De stoppede sikkert op et øjeblik for at stirre på de to mænd ved fortovskanten. Cooper lagde vægten over på det andet ben for at fastholde sit greb. Han mærkede sølet i venstre sko svuppe, da han trådte ned på foden.
"Måske er bilen gået i stykker," sagde Kemp. "Måske kunne den ikke starte. Sådan en kold morgen er et helvede med et billigt batteri."
"De er her om lidt."
På den anden side af Hollowgate ryddede butiksindehavere sne på fortovet foran deres forretninger og skovlede den sammen i grimme bunker i rendestenen. Sneens skønhed forsvandt, så snart den blev rørt af det første fodtrin eller et gråt strint søle fra en forbipasserende lastbil. Når dagen gryede ville det være forvandlet til uigenkendelighed.
"Jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på, at jeg har et skrøbeligt åndedrætssystem," sagde Kemp. "Det er meget følsomt over for kulde og fugt, altså. Hvis man holder mig ude under disse vejrforhold i for lang tid, bliver det måske nødvendigt med lægehjælp."
"Hvis du ikke holder din mund, bliver jeg sur."
"Og hvad fanden har du så tænkt dig? At mase en snebold ned ad ryggen på mig?"
Et par blå lys begyndte at blinke foran rådhuset på markedspladsen lige på den anden side af krydset ved High Street. Cooper og Kemp kiggede begge over mod lysene. Det var en ambulance. Chaufføren kæmpede sig vej gennem rækkerne af biler, der krøb fremad i sneglefart.
"Det var smart," sagde Kemp. "At sende bud efter ambulancen, inden du giver mig bank."
"Hold mund."
"Hvis du lige tog håndjernene af lidt, kunne jeg ringe til konen fra min mobil. Hun kunne finde slæden frem og spænde hundene for. Det er godt nok kun corgier, men det ville være hurtigere end det her."
Der lød latter bag dem. Cooper kiggede sig over skulderen. Tre mænd stod foran vinduet ind til caféen, lænede sig til ruden med hænderne i lommerne på deres anorakker og militærjakker. De var iført tunge støvler, to af dem med stålkappe som de sikkerhedssko, bygningsarbejdere går med for at beskytte fødderne mod nedfaldende materialer. Tre par øjne mødte udfordrende Coopers. Fire hvide mænd i alderen femogtyve til femogfyrre. Kan være bevæbnet med baseballbat eller lignende våben. Forsigtighed tilrådes.
Langt om længe skrattede Coopers radio.
"Beklager, Cooper," lød operatørens stemme. "Din vogn er forsinket af en trafikprop på Hulley Road. De kommer så hurtigt som muligt, men siger, der godt kan gå fem minutter endnu."
En af de mænd, som stod lænet mod ruden, begyndte at lave en snebold med sine behandskede hænder og formede den til en håndgranat med små, hårde klap.
"Pokkers," sagde Cooper.
Kemp smilede om til ham. "Måske kunne vi gå ind igen og snuppe en kop te? Jeg tror nemlig, det begynder at sne igen. Vi risikerer at fryse ihjel herude."
*
Da det blev morgen, var Marie Tennant stivnet i fosterstilling og dækket af is som en kylling i supermarkedets frysekumme. Der havde dannet sig iskrystaller i hendes hjerteklapper og i blodårerne. Fingre og tæer og udsatte dele af ansigtet var blevet hvide og skøre af forfrysning.
Intet havde forstyrret liget af Marie i nattens løb – ikke engang den snehare, der var trippet hen over hendes ben og havde sat sig på hendes skulder for at kratte sig i pelsen. Den så stadig brun og tjavset ud og havde endnu ikke skiftet til vinterens camouflagehvid. Den besørgede på Maries hals og efterlod en blanding af pels, døde hudceller og døende lopper til retsmedicineren. I lang tid bagefter lå Marie og ventede, på samme måde som hun havde ventet hele livet.
Senere den formiddag var en patruljerende parkbetjent tæt på at finde Marie, men han stoppede kort før toppen, da han så mere sne komme rullende i de blågrå skyer på vej hen over Bleaklow Moor. Han vendte tilbage til varmen i informationscentret i dalen, fulgte sine fodspor ned og lagde ikke mærke til de mindre fodspor, der endte brat nogle meter længere oppe ad bjerget.
Da det begyndte at sne igen, blev liget af Marie hurtigt dækket til og omridset af hende glattet ud til bløde former. Ud på eftermiddagen var hun blevet til en lille bule i det kilometerbrede, endeløse, hvide hav på hederne oven for Eden Valley.
Den nat faldt temperaturen til minus seksten grader på de udsatte snemarker. Nu hastede det ikke med at finde Marie. Hun skulle nok holde sig.
