Kærlighedens blå safir af Shobha Nihalani
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog.
Prolog
Bombay, 1964
Ganga bevægede sig med små skridt. Hun havde ingen paraply, var på vej til hospitalet og hendes ankler føltes stive. Eftermiddagshimlen ændrede sig dramatisk, efterhånden som stålgrå skyer pressede sig mod hinanden. Ligesom hendes mave truede himlen med at sprænges. Babyen var på vej, måske for tidligt. Ganga følte presset i underlivet ændre sig fra en dump smerte til en skarp stikken lige under bækkenbenet. Hendes ben kunne næsten ikke klare mere, og hun stoppede et øjeblik for at få friske kræfter. Det begyndte at støvregne. ”Hjælp mig, Gud!” sagde hun, inden hun bukkede under og faldt sammen på jorden.
Da hun kom til bevidsthed, mærkede hun en hospitalssengs stive hvide lagner og opfangede en lugt af dettol. Hun følte en vedvarende dump smerte i underlivet og ned i benene. Værelset var stille og mørkt. Hun var alene. ”Hjælp mig, Krishna. Beskyt mit barn, lad hende leve,” hviskede hun. Ganga mærkede væde mellem benene. Hun vidste, at noget var galt og hendes hjerte hamrede vildt. Hun havde en nål i armen, som var forbundet med en slange. Ganga bemærkede sin opsvulmede mave. Hendes barn var stadig i livmoderen og i live, tænkte hun lettet. Det mørke rum blev kun oplyst af et enkelt firkantet vindue. Ganga kaldte på sin mand, men hendes stemme blev overdøvet af den trommende lyd. Regnen hamrede voldsomt mod ruden, hvor vandet gled ned som glitrende slanger.
Ganga tænkte på den gravide tiggerske, som hver dag kom for at tigge om mad. Hun var knap nok tyve år, havde et barn ved brystet og et andet, der gik ved siden af hende, mens det klyngede sig til hendes hullede sari. De så alle tre på Ganga med store medynkvækkende øjne. De ville nu sidde tæt op ad hinanden under et improviseret tag, våde og rystende af kulde på grund af den voldsomme regn, som skyllede ned over dem. Deres hjem ville med garanti blive skyllet væk i løbet af natten.
Ganga ville hjem til sin chawl og lejligheden på anden sal, hvor hendes naboer måtte være ivrige efter at høre nyt om barnet. Alle havde de børn, undtagen Ganga. Hun følte sig stolt over, at hun nu ville blive én af dem. Hendes mand havde været væk alt for længe, og hun havde været en pligtopfyldende hustru, som havde passet hjemmet og hans mor. Han ville være glad, nu hvor han var vendt hjem tids nok til at se sit nyfødte barn. ”Kære Krishna, lad min barn leve,” hviskede hun. Ganga stirrede på de blå lyn, som glimtede udenfor. ”Hun er din, hvis du lader hende leve.”
Gangas svigermor skulle have fulgt hende på hospitalet, kun fem minutters gang fra deres boligkompleks. Hun ville først besøge templet, havde hun sagt. Hun ville takke Gud, fordi han havde bragt hendes søn sikkert hjem fra udlandet, hvor han havde arbejdet det seneste halve år. Ganga havde sagt, at hun ville klare turen selv, smerterne var ikke så slemme. De føltes som om, hun blev holdt fast i en skruestik, men Ganga ønskede at give Maji mulighed for at bede for sin søn. “Jeg kommer, så snart jeg kan,” havde den gamle kvinde sagt. En eller anden venlig sjæl måtte have bragt Ganga til hospitalet.
”Maji?” råbte Ganga. Så mærkede hun pludselig smerterne i ekstremt pinefulde bølger, presset var alt for voldsomt. Ganga skreg om hjælp.
Hendes mand kom stormende ind, fulgt af læger og sygeplejersker og et hav af lys. I det skarpe lys, så Ganga blodet på lagnerne.
Hun greb fat i sin mands hånd: ”Hun skal leve, mit barn vil leve, min ædle safir. Jeg har bedt flittigt for hende, du skal lade hende opfylde sin skæbne, hvis hun lever.” Ganga spilede øjnene op, hendes krop spændtes, og dernæst blev hun slap.
Han greb hendes hånd: ”Ganga, Ganga.”
Lægen og sygeplejerskerne skubbede ham til side og forsøgte at genoplive hende. Men det var for sent.
Gangas ansigt var ligblegt, og de mørke cirkler omkring øjnene fortalte deres tydelige historie om de lidelser, hun havde gennemgået. I stilheden fyldtes rummet med lyden af barnegråd.
”Det er en pige,” sagde sygeplejersken. Hun svøbte den lille baby stramt og rakte hende til hendes far. ”Jeg beklager Deres kones død,” sagde hun til Gangas mand, mens hun blidt førte ham ud af rummet.
Hans mor, som ventede udenfor, så udtrykket i hans ansigt. ”Det er skæbnen. Ganga har givet sit liv for sit barn.” Hun holdt sit barnebarn i armene. ”Din datter er smuk, strålende. En gave fra guderne. Hvad er det her?” spurgte den gamle kvinde, da hun løsnede bomuldsklædet. ”Hun har et blåt mærke på brystet. Det er et prinsessemærke, hun må have været en betydningsfuld person i sit tidligere liv, måske en dronning, af kongeligt blod. Vi vil kalde hende Neelam – blå safir.”
Manden fortsatte med at græde, mens hans datter skreg sig gennem den regnfulde nat.
*
Første del
Kapitel 1
Hongkong, 1987
Neelam Bhatia forelskede sig, endnu inden førbryllupsfesten med middag og efterfølgende dans var overstået. Den var egentlig mere et celebert selskab for de højere klasser – som hendes yngre bror Ravi så rigtigt havde udtrykt det – end en fest for familie og venner. En udstilling af funklende diamanter og glinsende chiffon, hvor ”Godaften” og ”Hvordan går det” blot var tomme høflighedsfraser.
Neelams mor - Karuna – kok, rommyekspert, brudgomsjæger og ynder af sladder, insisterede på, at en bryllups-sangeet var Neelams eneste mulighed for at møde anstændige unge mænd med en god familiebaggrund. Hun mente i virkeligheden unge mænd, der væltede sig i penge.
Og hendes far, Manohar, ynder af Johnny Walker-whisky, som satte grænsen ved to drinks, mindede hende om, at ikke-handling var værre end handling, og at det var hendes pligt at gifte sig. En gang imellem undrede Neelam sig over sin far. Han troede fuldt og fast på, at den flere hundrede år gamle visdom stadig gjaldt for nutidens unge med deres såkaldte rebelske ideer. Manohar var en stor fan af Bhagvad Gita. Hver dag tilbragte han han to minutter med at læse i det hellige hinduistiske skrift, som opsummerer menneskehedens sande veje til alle menneskers bedste. Han citerede fra Bhagvad Gita, hvor og hvornår han fandt det passende. Han mente, at en mand skulle være konstant fordybet i udførslen af sin karma, eller, sagt på en anden måde, konstant fordybet i handling uden forventning om modhandling.
Men sådan fungerede den virkelige verden ikke. Enhver handling blev gennemført i forventningen om en belønning. Hvad ville ellers være ideen med at gennemføre den?
Med sin blå øjenskygge og store runde guldøreringe var Neelam klar til handling. Hun skred ind i festsalen med de store lysekroner, som var hun en filmstjerne på vej til en prisuddelingsceremoni. Hendes flydende gang blev dog afbrudt, da hælen på hendes stiletsandal ramte kanten af chiffonsarien. Så var det ellers slut med at være yndefuld! Hendes forældre var langt foran hende og allerede omgivet af deres venner, og hendes bror Ravi var forsvundet lige så snart, de var kommet ind ad de brede døre.
Neelam sparkede forsigtigt med foden og følte stoffet give sig. Hun kunne tage et skridt tilbage med den anden fod og risikere, at hælen sank ned i sømmen på hendes sari. Så ville begge hendes ben sidde fast, og hvis hun bevægede sig, ville hun falde så lang, hun var, hvilket ville være yderst pinligt for hende selv og hendes familie, og så var der ingen, der ville gifte sig med hende. Hun kunne ikke lade være med at smile.
Folk gled elegant forbi hende, mens hun stod der som en anden potteplante. Kvinder iagttog skjult hinandens overdådige klædedragter. Mange sarier var perfekt fastgjorte og faldt i nydelige folder. Selv ikke gardiner hang med så stor matematisk nøjagtighed. Spark, gå, spark, gå. Neelam havde øvet sig derhjemme. Hun vendte sig rundt for at søge hjælp. Et par honningfarvede øjne fangede hendes opmærksomhed, han begyndte at gå frem mod hende, Neelam tog et skridt tilbage og blev klar over, at det var en fejltagelse. Manden syntes at bemærke det og for frem for at gribe hende, inden hun sank sammen på gulvet.
Anishk Narain så hende – først kastede han blot et blik på hende, og så kiggede han på hende igen. Han stod med et glas, som Dinesh havde stukket ham i hånden tidligere. Anishk satte glasset på en forbipasserende tjeners bakke, da han bemærkede hende. Hun syntes at være ude af stand til at bevæge sig. I det øjeblik hun spankulerede ind i salen, var han blevet slået af hendes enkle skønhed, en slags ældgammel uskyld, hud som en solnedgangs gyldne glød. Hun havde langt sort hår, og hendes store dybtliggende øjne var skinnende søer. Hendes sari var blå som en varm skyfri himmel, der vældede ned over hendes venstre skulder. Han blev betaget. Hun var selvsikker og alligevel usikker på samme tid, som hun holdt fat i kanten af sin sari og snoede den omkring sine fingre. Hun var en tænker, det kunne han se af hendes flygtige smil og tvivlen, som flakkede hen over hendes ansigt. Hun kiggede rundt efter en eller anden, og så blev han klar over, at hun stirrede direkte på ham. Hendes blik var elektrisk. Et øjeblik var de to helt alene i verden. Hendes øjne drog ham til sig. Anishk fulgte sin intuition og greb hende i tide, lige inden hun mistede balancen.
”Tak,” sagde hun med et stift smil og genvandt balancen ved hjælp af et fast greb om hans underarm. ”Min sari sidder fast i hælen.” Mens hun stadig holdt fast i ham, lykkedes det Neelam at få sømmen fri af hælen. Godt. Da hendes hæl rørte det luksuriøse gulvtæppe, lænede hun sig diskret ned og frigjorde den anden fod. Samtidigt gjorde Neelam et forsøg på at konversere. ”Har du gjort det til en vane at redde ungmøer i nød?”.
”Nej, ikke ofte, kun når jeg er tiltrukket af dem.” Han smilede bredt. ”Jeg hedder for resten Anishk.”
”Jeg hedder Neelam,” svarede hun og slap hans arm. Neelam så, at hendes bedste veninde Laura var på vej hen imod dem fra mylderet af gæster. Iført en støvet lyserød salwar kameez, løstsiddende bukser og en lang broderet overdel, planlagde Laura at møde Dinesh’ forældre og håbede, at de ville acceptere en vesterlænding som svigerdatter.
”Laura, det her er Anishk,” sagde Neelam. ”Han reddede mig fra at falde lige på næsen og blive fuldstændig til grin.”
Hun lo. ”Du får topkarakter for overdrivelse, Neel, og du skal have tak, Anishk, fordi du reddede min bedste veninde fra et liv som gammeljomfru,” drillede Laura. Det lyserøde mærke mellem hendes blonde øjenbryn syntes næsten usynligt mod
hendes hud.
Neelam så op mod loftet og rystede på hovedet. ”Er Dinesh kommet?”
Anishk nikkede. ”Jeg mødte ham tidligere, han var ophidset over et eller andet.”
”Kender du Dinesh?” spurgte Laura.
”Ja, han var fuldmægtig i mit advokatfirma i nogle måneder.”
”Han vil tale med sin mor om os. Om et ”kærlighedsægteskab”,” sagde Laura og lavede anførselstegn med fingrene. Dinesh’ mor formodede, at Laura var et tilfældigt bekendtskab, hun forventede, at hendes søn ville gifte sig med den pige, hun valgte til ham, en med et matchende horoskop og ikke en matchende lidenskab.
”Hvorfor er det så vanskeligt at acceptere vores forhold? Vi elsker hinanden, betyder det ingenting?” Laura så på Anishk.
”Arrangerede ægteskaber er skik og brug, og selvom tiderne ændrer sig, er der mange, som stadig holder fast ved den tradition og omtaler den som deres kultur. Dinesh’ forældre tilhører den kategori, ” sagde Anishk. Han vendte sig mod Neelam
og tilføjede: ”Men jeg tror på kærlighed ved første blik, gør du ikke også?” Han smilede til hende.
”Jeg tror på skæbnen,” svarede Neelam og ignorerede sommerfuglene, som flagrede omkring i hendes mave.
”Så vil vi mødes igen,” sagde Anishk med et alvorligt tonefald. Han rakte hånden frem mod hende. Neelam smilede, lod sin hånd glide ind i hans varme greb og udvekslede håndtryk. ”Hvis skæbnen vil det…,” mumlede hun.
”Det var hyggeligt at møde dig, Laura,” sagde Anishk. Han forsvandt i mylderet af gæster, som syntes at mangedobles minut for minut. Bryllupsfester overbelastede alle ens sanser, følte Neelam. Summende snak, klirrende glas, lifligt duftende mad, smukt tøj og liveorkestrets musik skabte en stemning af fest. En fest for ægteskabet eller kærligheden eller ingen af delene, blot en fest for penge.
Anishk var ligesom andre unge mænd sikkert gået hen for at få sig en drink, tænkte Neelam. Eller han var sandsynligvis på jagt efter en anden ung pige, han kunne flirte med.
Lauras blå øjne formørkedes af bekymring. ”Du tror da på kærligheden, gør du ikke?” spurgte hun.
”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Neelam. De bevægede sig ind mod midten af selskabslokalet. ”Men det vil jeg da ikke fortælle Anishk.”
”Hvordan opstår kærligheden i et arrangeret ægteskab?” spurgte Laura, mens hun rettede på tørklædet, som hun havde om halsen.
”Det er forældrene, som tager den endelige beslutning om, hvem der skal gifte sig med hvem, baseret på horoskoperne. De præsenterer deres datter for en ung mand ved en formel sammenkomst som den her. Og hvis det går godt, så bliver hun forelsket i den mand, som hun forventes at gifte sig med, så enkelt er det,” svarede Neelam og prøvede at få det til at lyde let, men selv var hun ikke overbevist om, at systemet fungerede. Hun brød sig ikke om arrangerede ægteskaber, men kun en eller to kvinder i lokalsamfundet havde gjort oprør, og de var endt med at blive udstødt.
*
”Kærligheden opstår ikke på den måde, du forventer,” tilføjede Laura.
”Hvis jeg fortalte dig om mine bedsteforældres ægteskab, ville du blive chokeret. Min bedstemor fik først lov til at se sin mand efter bryllupsceremonien, og for resten var hun kun fjorten år gammel. Prøv at forestille dig, at man sidder der under hele ritualet og spekulerer på, om den mand, som man er ved at blive viet til, er en, man kan blive forelsket i, eller en, som man vil hade resten af livet. Min bedstemor er en smuk kvinde, og min bedstefar ser ikke ligefrem godt ud, men han er charmerende. Heldigvis elsker de hinanden. Tilliden til horoskoper er så stærk, at det formodes, at i det øjeblik vi fødes, fødes en livsledsager til os.”
”Hvad har dine forældre planlagt for dig?” spurgte Laura.
”Mine forældre prøver at finde en balance mellem de gamle metoder og de nye tendenser. De arrangerer et møde med en ung mand, som de føler, er den rette for mig baseret på alder og familiebaggrund, og selvfølgelig spiller astrologi en vigtig rolle i processen. Hvis en stjerne er på afveje aflyses mødet,” fniste Neelam. ”Min mor er led og ked af mine negative reaktioner. Ingen af de unge mænd, som hun har valgt, har været den rette for mig.”
”Måske har hun valgt den helt rigtige i dag,” sagde Laura.
Hele vejen rundt langs selskabslokalets vægge, som en ramme om de farverigt klædte gæster, var opstillet små buffetborde med hvide duge, som skulle tilfredsstille enhver appetit. En kok var i gang med at udskære endnu en Pekingand. Gæsterne flokkedes om rullebordet og ventede tålmodigt med tallerkner i underkopsstørrelse på en portion af det glaserede, sprøde andekød, som var svøbt i en pandekage oversmurt med blommesovs.
”Alt det her mad til en indisk sammenkomst?” spurgte Laura. Hendes tallerken var fyldt med samosaer og chicken tikka.
”Ja, målet er at tilfredsstille enhver gane.” Neelam dyppede de bittesmå sushiruller i wasabi. Hun tog en bid. Hendes øjne løb i vand.
Langs buffetbordene blev de tomme fade hurtigt erstattet af friske varme retter. Tjenere i plettede hvide jakker betjente den sultne horde.
Dinesh så ikke glad ud. Han kom hen til dem med brede hængende skuldre og hænderne i lommen. ” Hej, hygger I jer?” spurgte han med et svagt smil.
De nikkede.
Laura så spørgende på Dinesh.
”Vi bliver nødt til at snakke sammen,” sagde han.
Neelam signalerede held og lykke til sin veninde.
Lauras forhold vaklede på kanten af strenge kulturværdier. Dinesh’ mor holdt fast i traditionerne, og hun ville under ingen omstændigheder tillade, at hendes søn giftede sig med en kvinde af en anden race. Neelams mor havde hørt om hende i sine sladderkredse, en af sine rommygrupper.
Dinesh’ forældre stod i et hjørne, væk fra mængden. Dinesh’ mors vrede kunne ses langt væk, hun gestikulerede voldsomt. Hendes mand lyttede stille, men hans øjne, som så på de bortvendte ansigter, udtrykte håb om, at ingen ville lægge mærke til dem.
”Du tror ikke, at de har en chance sammen, Neelam?” Anishk dukkede pludselig op og stillede sig ved siden af hende.
”Hvabehar?” Endnu inden Neelam vendte sig om mod den talende, vidste hun instinktivt, at det var ham. Hun følte en spirende attrå i maven. Ikke så hurtigt, skændte hun på sig selv.
”Tror du, at Dinesh og Laura vil få hans mors velsignelse?” spurgte han og så på hende med sine varme øjne.
”Hvis det er deres skæbne.” Neelam følte, at hun sank ned i gulvtæppet og ind i hans blik. Anishk var iført en bourgognefarvet kurta af silke. Han bar den lange løstsiddende skjorte flot, man kunne se et par centimeter af hans behårede bryst. Han var ikke filmstjernemateriale, men han var charmerende. Han så brysk og rar ud på en og samme tid.
”Nogle gange skal skæbnen have et ganske lille skub, tror du ikke?” sagde han med et bredt smil. Et smilehul dukkede frem på hans højre kind.
Se, det var bestemt et ekstra plus. Neelam smilede og sagde, ”Du har ret. Hvis jeg var ham, ville jeg bare gifte mig med hende. Men Dinesh vil også gerne gøre sin mor glad, så de er ikke bestemt for hinanden.”
”En klog person sagde engang, at selv ikke skæbnen kan bekæmpe kærlighedens magt,” svarede Anishk. De bevægede sig ud og ind forbi grupper af gæster, indtil hun stoppede op og vendte sig om mod ham. ”Er det rigtigt?” Hans ord havde en stærk virkning på hende. ”Og hvilken klog mand var det, der sagde det?” Underlige følelser fik hendes mave til at trække sig sammen. ”Det var en klog kvinde, men jeg kan ikke huske hendes navn”, sagde han og ledte hende hen mod et hjørne. Brud og brudgom blandede sig med de andre gæster i den fjerneste ende af salen.
”Interessant,” sagde hun åndsfraværende og børstede ømt nogle krummer væk fra forsiden af hans kurta. Pinlig berørt sagde hun: ”Undskyld, jeg stod lige… i mine egne tanker.”
”Det er okay,” sagde han og så hende dybt i øjnene. Hans fingre gled blødt ned langs hendes kind.
Neelam så, at hendes mor ledte efter hende. ”Jeg bliver nødt til at gå… Vi ses senere.”
”Lover du det?” spurgte Anishk. Han rakte hende hånden for anden gang den aften og stak hende et smil, som fik hendes puls til at stige.
Neelam følte varmen fra hans håndflade nå sine tæer. ”Hvis skæbnen vil det…”
Hun gik nonchalant hen mod den anden ende af den firkantede festsal. Det gav ingen mening, og Neelam følte en stærk trang til at vende om og gå tilbage til ham. Hun savnede allerede at være sammen med ham. Da hun vendte sig om for at se efter ham, var han igen forsvundet blandt mængden af gæster. Hendes hjerte slog heftigt, som om hun var på nippet til at miste den mand, hun havde ledt efter hele livet. Neelam rystede på hovedet. Nej, nu var hun dum. Men sammen med Anishk mærkede hun et brus af følelser.
Neelam rettede på sin chiffonsari og redte sit tykke hår med fingrene. Fjollede tanker trængtes om pladsen i hendes hoved, og hun besluttede at holde op med at se de overdrevent sentimentale hindifilm. Og at holde op med at iklæde sig kropsnære chiffonsarier. Sarien havde forvandlet hende til en dånende skuespillerinde. Tænk at forelske sig i en totalt fremmed. Sikke noget vrøvl, den slags sker kun på film.
Med fingerspidsen mærkede hun på den lille blå skive, der funklede mellem hendes øjenbryn. Godt. Den sad stadig, hvor den skulle. Hun fokuserede på sin spark-gå-rutine og forberedte sig på at møde endnu en ægteskabskandidat.
*
Neelams makeup var begrænset til en læbestift i en diskret farve og lyserøde nuancer på kinderne, hvilket klædte hendes lyse hud. Mor ville have, at hun skulle lægge et tykt lag flødefarvet foundation på ansigtet og rosa blush på kinderne,
men Neelam besluttede, at hun ikke ville have, at hendes hals og arme skulle være tydeligt nøddefarvede, mens hendes ansigt glødede hvidt.
For et par måneder siden havde Neelam mødt Raj. Han var optaget af ejendomsmarkedet og talte ikke om andet under deres første møde. Hun lyttede høfligt og nikkede på passende tidspunkter. Senere fandt hun ud af, at han havde vraget hende, fordi hans mor ikke brød sig om Neelams mørke hud og viltre hår. Men hvad med ham selv? Hans hud var mørkere end en mandel, og hans hår var farvet kulsort. Men fra det øjeblik havde Neelams mor kun haft to ting i hovedet: Hvidcremer og føntørringer, som kunne trække håret glat. Det dunkede i Neelams hovedbund, hver gang den tykke hårbørste havde trukket hendes hår i nydelige lokker før et af hendes ”interview”. Hvidcremerne gjorde hverken fra eller til, men Neelam fortsatte med at bruge dem for at glæde sin mor, som ønskede at glæde hele verden.
Neelam ventede. Hendes mor var travlt optaget af at sludre med fru Saini, som boede i deres opgang. Som naboer nikkede de dårligt nok til hinanden, når de mødtes, men ved et selskab, hvor ens formuestatus var grundlag for at knytte venskabelige bånd, holdt de hinandens hænder og lovede, at de ville komme forbi til en kop te.
Neelam fornemmede, at hendes liv ville forandre sig. Hun følte virkningerne af den lette fjeragtige berøring af hendes kind og hendes hjertes dunken. Hun tænkte igen på Anishk. Måske var han hendes drømmeprins. En mand som ville acceptere hende for den, hun var, selv med skørt hår og mørk hud. Hun ville forelske sig, blive gift og leve lykkeligt til sine dages ende. Det var sådan, hun ønskede at se livet. En lige linie fra punkt A til punkt B.
Hendes far mente, at man skulle vælge en mand, ligesom man vælger en forsikringsplan. Ægtefællen skulle udvælges på basis af baggrund, penge og status. Alt sammen noget, der betød sikkerhed. Tempelpræsten var garanten, han tjekkede horoskoperne. Neelams mor insisterede ofte på, at hun skulle sige ja inden mødet, hun påstod, at den pågældende mand var meget efterspurgt, og at Neelam kunne risikere at gå glip af sit livs chance. Neelam foretrak et møde ansigt til ansigt, da horoskoperne ikke kunne fortælle, om der stod lidenskabelige følelser skrevet i deres stjerner.
”Neelam, det her er Anishk,” sagde Karuna, da hun præsenterede sin datter for en venindes grandkusines tantes søn. Neelam stirrede på ham, som var han et spøgelse. Hun følte en sitren, og hendes hjerte syntes at smelte helt af sig selv. Hendes mor sagde et eller andet, men Neelam hørte ikke efter.
”Vi har mødt hinanden,” sagde Neelam. Så han var den mand, hendes mor ville have, at hun skulle møde. Hvad var chancerne for, at det skulle ske? Ikke så dårlige faktisk. I et selskabslokale med femhundrede gæster, hvoraf fem procent var ugifte, var det temmelig sandsynligt, at hun ville blive præsenteret for ham. Hun huskede oplysningerne om hans baggrund. Han var 27 år gammel. Han var advokat og arbejdede for et velrenommeret firma i Hongkong, hvilket gjorde ham i besiddelse af alle de kvalifikationer, en ægtemand skal have: Sikkerhed, bolig, sygeforsikring og en opsparing til at håndtere nødsituationer såsom en hustrus svaghed for designerhåndtasker. Neelam smilede til ham.
Anishk Narain nikkede goddag.
Neelams mor smilede bredt til dem begge, mens hun så fra den ene til den anden og kalkulerede chancerne for en vellykket alliance. Hun håbede, at der ville opstå kærlighed mellem dem. Så ville hun blive betragtet som en moderne mor, og hun kunne fortælle sine veninder, at hendes datter havde et ”kærlighedsægteskab”, som hun havde arrangeret. Nogle veninder fra en af hendes kortgrupper stod ovre ved bordet med tempura, og de gjorde tegn til hende om at komme over til dem. Da Karuna vinkede tilbage, klirrede hendes guldarmringe.
”Anishk, Neelam, vi ses senere,” sagde hun. Så trak hun Neelam til side og hviskede: ”Dans med ham. Han ser ud til at være en ordentlig, anstændig ung mand.” Uden at vente på svar skyndte hun sig af sted.
Neelam prøvede at kontrollere sine følelser. Kærlighedsbægeret måtte ikke løbe over og drukne den kolde snusfornuft, tænkte hun. Hun studerede ham uden at virke for åbenlys. Anishks sorte hår var nydeligt klippet og ikke stift af gele. Han behøvede ikke at spilde tid foran spejlet men havde en naturlig tiltrækningskraft, i modsætning til nogle af de andre gæsters uægte glans. Okay, det var godt.
”Så mødes vi igen.” Han holdt et glas med et eller andet i hånden, det var ikke vin. Måske var han en af dem, der drak farveløst alkohol såsom vodka og gin. Måske var han alkoholiker. Hold op, irettesatte hun sig selv. Der var ingen grund til at tro det værste.
”Skæbnen?” hviskede han.
”Det må det være,” nikkede Neelam.
”Så hvad gør vi nu?”
”Spiller deres spil,” smilede hun.
Hans brune øjne tiltrak hende som magneter. ”Hvor er du slem!” sagde han, og hans smil blev dybere.
Neelam trak på skuldrene. Hun fornemmede årvågne øjne blandt mængden af gæster. Udover hendes mor var et par tanter bekendt med planerne og holdt øje med dem hen over deres tallerkner med dim sum. Under pres, under pres, nynnede Neelam. Hun
trommede med foden i takt til musikken.
”Kom, lad os få noget at spise, eller vil du hellere danse?” spurgte han.
Musikken var langsom og romantisk. ”Lad os spise først”, sagde Neelam og fokuserede på sin spark-gå-strategi. Hun måtte ikke se ned. Hun måtte bevæge sig med ynde og selvtillid, for han var garanteret også i færd med at bedømme hende. Hun skred forsigtigt frem, og han førte hende gennem mængden med hånden blidt hvilende på hendes ryg.
Ved buffeten tilbød han hende en tallerken fra rækken og tog så selv en. Neelam valgte noget mad, hun nemt kunne skære med gaffel, så hun ikke behøvede at bruge kniv.
”Er du vegetar?”
”Nej”, svarede hun, ”er du?”
”Jeg overvejer det.” Han studerede de små bitte skilte under fadene, før han valgte, hvad han ville have.
”Hvad ville du sige, hvis jeg sagde, at jeg gerne ville adoptere et barn, når jeg er blevet gift?” spurgte hun og var spændt på, hvordan han ville reagere.
”Det har jeg også overvejet at gøre,” sagde han uden tøven, mens han med spisepinde placerede nogle nudler på sin tallerken.
Var det mon noget, han fandt på? ”Et efterladt barn har brug for mere kærlighed, og hvis man kan give sådan et barn chancen for et bedre liv, så giver det mere mening at adoptere.” Og så sagde han noget mere, som fik Neelams hjerte til at slå flikflak. ”Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes; thi for kærligheden er kærlighed alt”, citerede han fra Gibrans Profeten.
”Det er smukt,” sagde hun.
De talte om deres arbejde, om livet i Hongkong og om deres håb og drømme. Neelam ville gerne fortsætte med at arbejde efter brylluppet. Det havde hun aldrig fortalt nogle af de andre ungkarle, som måske ville være blevet skræmt af hendes uafhængighed. Neelams mor havde bedt hende om at nedtone sine egne krav. Sammen med Anishk talte Neelam dog frit fra leveren.
Neelam havde mødt mange unge mænd før i lignende situationer. En havde om halsen haft guldkæder, der hvilede på et lasket, behåret bryst, og om håndleddet et tungt guldur. Han talte kun om Elvis. En anden bar stramme hvide bukser. Mange af dem klistrede så meget klæbrig gele på hovedet, at deres hår lignede noget, der hørte hjemme på ryggen af et pindsvin.
Men Anishk lignede ikke en af pindsvinedrengene. Han havde en behagelig stil, var temmelig eftertænksom. Derfor kunne han selvfølgelig godt være ligesom de andre rige unge mænd, hun havde mødt tidligere. Men han snakkede ikke om, hvor mange penge han tjente, og hvilken mad, han foretrak, og hvordan han forventede, hun skulle være.
Neelam undertrykte et fnis, som truede med at blive til mere. Hun blev nødt til at fokusere på sin mentale liste. Anishk boede hos sin mor. Hun var ikke sikker på, om det var godt eller skidt, han kunne jo være en mordreng. Hans mor kunne være en kontrolfreak, eller hun ville måske behandle sin svigerdatter, som om hun var en uduelig tjenestepige.
”Hvad er det, som er så sjovt?” spurgte han, samtidig med at han tog hendes tomme tallerken og satte den på en forbipasserende tjeners bakke.
”Hvabehar?” Hun så op på ham. På trods af sine tårnhøje hæle nåede hun ham kun til de brede skuldre.
”Du smilede. Jeg tænkte, at du måske ville fortælle mig, hvad der er så sjovt,” sagde han.
”Åh, det var ikke noget… bare en fjollet tanke,” mumlede hun, idet hendes øjne vandrede hen mod dansegulvet.
”Del den med mig.” Anishk fastholdt hendes blik.
”Del hvad med dig?”
”Din fjollede tanke – sig mig, hvad du tænker på!”
Neelam vippede hovedet bagover, så de stod ansigt til ansigt. ”Hvis du virkelig gerne vil vide sandheden, så kommer den her: Jeg tænkte på de andre unge mænd, jeg har mødt tidligere, og hvordan de fik deres hår til at stritte med gele, og at jeg plejede at kalde dem ”pindsvinedrengene,” sagde hun og lagde armene over kors. ”Men af en eller anden grund virker du anderledes, nærmest perfekt… uvirkelig, og jeg er ved at blive forelsket i dig.” Neelam fortrød ordene i samme øjeblik, de røg ud af munden på hende. ”Jeg… øh… undskyld.”
Han var stille i et par sekunder. Hun snoede kanten af sin sari og ventede på en reaktion. Og så brast han pludselig i latter.
”Er der nogensinde nogen, som har fortalt dig, at den måde, du taler til ægteskabskandidater på, er meget uortodoks?” sagde han, og hans øjne funklede af interesse. ”Lad mig fortælle dig, hvad jeg tror. Jeg tror, vi to er forudbestemt for hinanden. Det er skæbnen, Neelam.” Anishk bøjede sig ned, så hans ansigt kom tættere på hendes. ”Er du ikke interesseret?” spurgte han og smilede igen sit uartige smil. Hun følte en vellystig gysen af ophidselse.
”I hvad?” spurgte Neelam uskyldigt.
”I at blive gift? I at give skæbnen en chance, Neel?”
”Jo, men jeg er ikke desperat!” kluklo Neelam.
”Kom, Neel”, sagde han og førte hende ud på dansegulvet. ”Skal vi ikke tage og vise alle spionerne, at vi hygger os?”
Neelam fulgte villigt med. Hun kunne føle musikkens nonstoprytme pulsere gennem kroppen. Lysekronernes dæmpede belysning mildnede skæret fra gæsternes prangende tøj og smykker.
*
Det kommende brudepar befandt sig midt på dansegulvet. Kameraet fokuserede på dem. Projektørerne skinnede, da kamerafolkene panorerede rundt i mængden af gæster. Optagelserne ville blive inkluderet i en seks timer lang bryllupsfilm, tre videobånd med nonstop bryllupsbegivenheder. Hendes eget bryllup ville blive enkelt, besluttede Neelam.
Musikken vekslede mellem disko og bhangra, en blanding af folkemusik og moderne. Stroboskoplyset blev først rødt, så blåt og dernæst grønt.
Hædersgæsterne dansede i midten. Shalini, den kommende brud,var iført en lang nederdel i stærk pink med et indviklet broderi samt en dupatta, et tørklæde, i samme længde. Hendes bluse var så kort, at den udstillede hendes perfekt tonede mellemgulv. Hun vuggede sexet med hofterne. Rajesh, hendes forlovede, kunne ikke få øjnene fra hendes krop. Shalini nød hans opmærksomhed og dansede flirtende omkring ham.
Neelam lod musikken indhylle sine sanser. Det var kun et spørgsmål om at give sig hen. Musikken lærte hende, hvordan hun skulle bevæge sig, hvordan hun skulle opfange ordenes skønhed og føle sindsbevægelsen. Hun følte en dyb lykkefølelse i hjertet. Et sjældent øjeblik, hvor alt i denne verden føltes rigtigt. Hun ønskede at fastfryse øjeblikket, følelsen. Dybt i hjertet ville den vare evigt.
”Neelam, din sari er fantastisk.” Anishk trak hende tættere ind til sig og hviskede blidt i hendes øre: ”Men alt vil selvfølgelig klæde dig helt fantastisk.”
Neelam smilede og prøvede at virke nonchalant. ”Tak for den vidunderlige kompliment.” Hun trak sig lidt væk fra ham.
Elskovsballaden løftede hendes arme, hendes fødder og hendes krop og vinkede til hendes sjæl. Anishk var hos hende. Hans blik vandrede ikke for at følge mængden af gæster rundt i det overfyldte selskabslokale. Han var hos hende i ånden, delte øjeblikket med hende. Neelam lo, hun snurrede rundt, og han holdt hendes hånd og hvirvlede hende rundt igen. Neelam klemte sig tættere ind til ham, idet dansegulvet fyldtes, og musikken skiftede til en hurtigere takt. Anishk var ikke længere en fremmed.
En kraftig bygget mand mistede fodfæstet og stødte derefter ind i Neelam. Hun snublede og var lige ved at falde. Anishk greb hende og trak hende tæt ind til sig. I et kort øjeblik var Neelam lukket inde i hans favn. Hun opfangede duften af hans friske eau de cologne. Deres øjne mødtes, drog hende længere ind. Det var som et eventyr. Hendes hjerte hamrede til rytmen af en helt ny melodi. Musikken, lyset, gæsterne, alt gled langsomt i baggrunden. Et billede viste sig i et glimt. Et bryllupsfølge på en travl gade, mænd der slog på trommer, drenge, som dansende fulgte brudgommen, der red på en hvid hest. Farver i guld og røde nuancer funklede i sollyset. En lille pige kiggede på fra et paladsvindue med skydeskår.
Tante Lata, Anishks mor, var enke og klædt i tøj, der skulle minde folk om hendes status: Hvid sari, perler og en matchende stram grå knold. Hun virkede streng, en kvinde som havde lidt og forventede respekt på grund af sin situation. Anishks far havde efterladt hende en tilstrækkelig arv, og hun førte en komfortabel religiøs tilværelse. Tante Latas øjne granskede Neelam. Hun smilede, og hendes ansigt mildnedes.
Arbejder du?”
”Ja, tante, jeg arbejder på en klinik i Central.” Neelams frisure var i uorden. Hun var sikker på, at Anishks mor stirrede på hver eneste lok, som nu igen krøllede vildt og uhæmmet.
”Kan du lave mad?” spurgte Lata med antydningen af et smil i mundvigen. Hun havde et hårdt greb om både sit håndled og sin håndtaske, som om sidstnævnte ville falde af, hvis hun gav slip.
”Ja, tante.” Neelam smilede sødt. Glem alt om romantik, hun skulle være kok og tjenestepige.
Neelams mor smilede ved siden af dem og gav sit besyv med. ”Hun kan lave alle slags vegetarretter.”
Tante Latas øjne glimtede muntert. ”Neelam? Er det, hvad du har lyst til at lave, når du bliver gift? Være i køkkenet hele dagen?”
Neelam forventede, at tante ville være den typiske ingen-er-god-noktil-min-søn-svigermor. ”Nej, jeg vil gerne arbejde. At lave mad er en del af hverdagslivet, det er noget rutinemæssigt. Jeg tror, jeg kan klare begge dele.”
”Lad nu være med at være dum!” sagde Karuna spydigt. ”Unge nygifte kvinder arbejder ikke. De tager sig af hjemmet.”
”De kan gøre lige, hvad de har lyst til,” sagde tante Lata blidt.
Neelam stønnede indvendigt, da hun hørte sin mors bemærkninger. Neelams far, Manohar, stod et stykke derfra og snakkede med en af sine venner, men han var ivrig efter at forlade festen. Han hævede øjenbrynene, hver gang Neelam så hen på ham.
Neelam greb fat i sin mors arm og sagde: ”Mor, jeg tror, at far og Ravi leder efter os.”
”Ja, ja selvfølgelig,” sagde Karuna, men hun blev stående. ”Ravi er min yngste søn. Han er færdig med sin uddannelse, og nu arbejder han sammen med sin far.”
Tante Lata nikkede. ”Hvis han er glad for det, så er det bestemt godt.”
”Ja, ja min søn er meget tilfreds.” Karuna fortsatte: ”Neelam ville gerne arbejde, så vi lod hende gøre det, der gør hende glad. Men når hun kommer hjem fra arbejde, så tager hun sig af husholdningen og madlavningen. Jeg mener, at det er vigtigt, at en ung pige kender til de ting.”
Gæster gik forbi, hilste på dem og forlod derefter festen. Nogle standsede op for at tale om den vidunderlige sangeet og tilføjede så en kommentar om det frygtelige fugtige vejr.
Farvelseancerne fortsatte. Folk blandede sig stadig med hinanden, som om de ikke havde lyst til at vende tilbage til deres alvorlige liv.
”Tiderne har ændret sig, og de unge piger har ligesom de unge mænd mulighed for frit at vælge, hvad de gerne vil lave. I mit hjem er der ingen regler, kun respekt og kærlighed.” Tante Latas ansigtsudtryk var drillende. ”Jeg leder ikke efter en kok eller en tjenestepige til min søn. Han har brug for en livsledsager, som vil støtte ham.” Hendes smil blødgjorde hendes ansigts kurver.
Selskabslokalet var næsten tømt, og kun nogle få grupper blev stående ved elevatoren i vestibulen. Anishk var intetsteds at se. Han måtte være taget af sted sammen med sine venner og brudgommen til et selskab andetsteds for at drikke tequila shots.
Neelam fornemmede hans tilstedeværelse, før hun rent faktisk så ham. Hun vendte sig om. Anishk var kun et par meter fra dem og var på vej hen imod dem.
Senere derhjemme følte Neelam det stille ubehag, der var forbundet med Anishks tiltrækningskraft. Den irriterede hende. Den indbød til fantasier om Anishk, helten. Hun kæmpede med dem og kunne ikke finde ro. Hun burde tænke som sin far og huske fordelene og ulemperne ved en ægteskabskandidat. Hun forsøgte at få styr på sine følelser. Anishk var den rette for hende, det fornemmede hun klart.
Det var næsten morgen, inden hun faldt i søvn og ind i en livlig drøm. Hun var midt i en ørken. Hun løb hen imod en uklar skikkelse i det fjerne. Hendes sari slæbte efter hende i den tørre brise. Hun råbte. Hendes ord var utydelige, som om hun talte under vand. Hendes øjne undersøgte nøje de adskilte farver i det brune sand omkring hende. Hun var holdt op med at løbe, men tårer strømmede ned af hendes kinder, de dryppede ned på jorden i store dråber, som oversprøjtede hendes fødder, lyden var som bittesmå klokker. Hun så ned og fik øje på en påfuglefjer. Hun bøjede sig ned for at samle den op.
Neelam åbnede med et sæt øjnene. Hendes hjerte slog vildt, mens hun genkaldte sig de skarpe farver og fjerens struktur. Den vedvarende følelse, en dyb længsel, vældede frem inden i hende. Det var kun en drøm. Glem den.
Dagen efter sendte Anishk hende en bog og en buket røde roser. Den lille bog, der var præget i guld, hed ”Rumis kærlighedsdigte” og Anishk havde markeret side 52 med et bogmærke: ”Før læste jeg kærlighedens myter. Nu er jeg den mytiske elsker.”
